Unscrupulous?
_______________________

Den store ruin strakte sig prægtigt mod himlen. Junglens træer groede sig fast omkring de mange klippevægge og fik ruinen til at ligne noget, der var som taget ud fra et gammelt eventyr. På engens græs lå en masse små marmorstykker, der var knækket af ruinen gennem årernes løb og var spredt lidt forskellige steder rundt omkring den på engen. På et af stykkerne lå den trefarvede koldblodshingst, Mephisto. Hans syregrønne øjne flakkede rundt på engen med et tænktsomt udtryk.

Efteråret havde virkelig sat sit præg på Proelio. Luften var kold, og den kraftige vind skar gennem marv og ben. Den legede med træerne og fik dem til faretruende at sveje knirkende over ens hoved. Mephisto lå på maven på et af de flade marmorstykker. Vinden rev og flåede i ham, men han var ligeglad - han var så langt væk i sine egne tanker, at han knapt nok lagde mærke til det. Han var ellers en hest, der trods sin kraftige pels afskyede kulden og drømte sig tilbage til den varme sommerhede.

Men hans hoved var fyldt med andre tanker denne dag. Den lille amulet sad oppe ved hans ører, godt skjult af hans kraftige man. Det var en gave, han havde fået af sin kære Akata. Han havde efterhånden haft den i et godt stykke tid, men han havde endnu ikke følt for at bruge den. Den gav ham nemlig evnen til at afspejle andres humør og følelser - og selvom han normalt ikke var bange af sig, så var der ikke noget, der skræmte ham mere end følelser. De var så fremmede for ham... Han havde aldrig været i stand til hverken at føle dem selv eller forstå andres.

Så selvom det ikke umiddelbart gav nogen mening, at han var bange for at bruge amuletten, så var dette altså forklaringen. Han var frygteligt bange for at finde ud af, hvad andre tænkte og følte. Det var aldrig noget, han havde været i stand til, og han var derfor vant til at leve i en verden, hvor han kunne gøre, hvad han ville, eftersom han ikke var i stand til at forstå andres følelser. Derfor havde han levet i troen om, at han var en samvittighedsløs hingst, der ikke tog sig det mindste af andres tanker, følelser og behov. Men denne amulet... den villle give ham muligheden for rent faktisk at få et indblik i, hvordan folk havde det i hans selskab. Så han følte sig pludselig i tvivl - ville han virkelig have samvittighed til at genere andre, hvis han kunne føle deres ubehag?

Til: Alarica

A L A R I C A

Blikket gled omkring, som hun stod der og spejdede ud over engen. Vinden var kraftig og kold denne dag, men det nærmede sig også vintermånederne. Alarica lukkede kort de farvede øjne i og nød, hvordan vinden strøg om hendes krop og kærtegnede den med sine små luftige kys. Pelsen strittede en anelse, hun var blevet lidt langhåret og hovskægget var vokset på hende. Let vippede de små mandelformede øre på hovedet af hende, inden hun åbnede øjnene op og tog en dyb indånding. Den gyldne hale slog et smæld bag hende, inden hun satte frem i en taktfast og rolig skridt. Først lod hun blikket glide rundt, inden hun sank hovedet og lod mulen nippe fat i enkle af de små spire der var tilbage i græssset. Lyden af en anden og lugten af en anden hest ramte hendes næseborer, og hovedet rejste sig op på den store hals, og hun spidsede øre. En let brummen forlod hende. De farvede øjne bevægede sig rundt, inden hun så den store trefarvede hingst til Mephisto. Det var længe siden de havde mødt hinanden og hun havde valgt at trække sig i regnen, da han ville søge ly. Men deres ruter havde atter krydset hinandens.

"Så mødes vi igen", lød hendes hæse røst med den uskyldige klang over sig

Unscrupulous?
_______________________

Den store hingst var helt væk i sine egne tanker. De kredsede løs omkring den amulet. Han havde haft den i så lang tid, men endnu havde han ikke turdet afprøve den. Det var jo latterligt, for det var en harmløs amulet - så hvad søren var der at være bange for? Men det var en ubeskrivelig skræmmende følelse for Mephisto. Han var ikke sikker på, at han havde lyst til at fornemme fremmede folks følelser og lære, hvad de tænkte om ham - for hvad ville det ikke gøre ham til?
Hans tanker blev brat afbrudt af en feminin brummen. Han rejste hovedet og mødte et par pinkfarvede øjne. Hans blik gled længere ned og betragtede hoppens krop. Den specielle farve var enormt karakteristisk, og han vidste, at han havde set denne hoppe før.

Hendes hæse, letgenkendelige stemme lød nu. Hun gav også udtryk for, at de havde mødt hinanden før. Hans øjne blev tænksomt knebet sammen, mens han prøvede at regne ud hvor. Pludselig kom det til ham som et lyn fra en klar himmel.
„Alarica!" lød hans stemme muntert. „Hvor er det længe siden!"
Han betragtede hende nysgerrigt, mens en tanke slog ned i ham. Pludselig sprang han energisk på benene og trippede hen til hende med et ivrigt udtryk i de grønne øjne. „Kom! Du skal være den første til at afprøve min nye amulet!"

Til: Alarica

Hun kunne mærke en velfornøjelse sprede sig i sin krop. Den store trefarvede hingst havde ikke glemt hende, selvom de havde delt noget af filosofisk møde i den korte stilstand fra regnen. Hun havde nydt hans selskab, og det kunne hun ikke komme udenom. Mephisto var en af de få som hun stadig huske fra landet. Stadig var det dog Recimir der stod klarest i hendes historik om, hvem der havde gjort bedst indtryk eller størst, for hvem der kunne tænke i de baner.

"Der tør siges. Pudsigt at vi skulle krydse stier herude og endda uden regnen denne gang", sagde hun med sin sædvanlige klang og viftede velfornøjet med den gyldne hale bag sig. Inden hun tiltede hovedet blidt på skrå, da han sprang så energisk op på bagbenene og trippede hen med et ivrigt udtryk i sine grønne øjne. Hun kunne ikke holde den hæse og lave latter tilbage, det morede hende at se ham i så godt humør, for han havde ikke virket som værende i det bedste humør, den dag hun havde mødt ham første gang. Der måtte være sket en del i mellemtiden.

"Din amulet?" Spurgte hun overrasket. Var det ligesom den Ice havde haft, dengang hun havde mødt ham i sumpen, og han havde lavet is? Det havde skræmt hende en del, da hun ikke forstod det. Det var noget mærkeligt noget.

"Hvad kan din amulet?" Spurgte hun med en snært af nysgerrighed over sin mule. Det ene øre vippede tilbage i en tænkende bevægelse, mens hun overvejede, hvad det mon var han havde gjort for at få den? Eller havde han fundet den? Hvad kunne han med den? Spørgsmålene hobede sig op og hun mærkede den spirrende nysgerrighed i sin krop.

Unscrupulous?

„Ja, det er skønt, ikke? Eller... nå nej. Du kunne jo godt lide regn."

Han lo mildt. Han kunne tydeligt huske, hvordan de to havde haft vidt forskellige synspunkter på regnen. Han havde foragtet alt det kolde og våde ved det, mens hun selv havde fundet det smukt og behageligt. Han huskede, hvordan hun havde lært ham en helt anden måde at anskue livet på, og hvordan han havde lovet hende at forsøge at se verden på en anderledes måde. Det kunne man ikke ligefrem sige, at han havde gjort... han hadede i hvert fald stadig regn.

„Ja, min amulet! Med den kan jeg aflæse andre folks følelser og humør!"

Hans øjne lyste af spænding, mens han atter begyndte at trippe med de trefarvede ben. Han var nu så tæt på hende, at han næsten stod helt oppe i hendes hoved. Han havde aldrig haft nogen fornemmelse for personlige grænser, og det gjorde sig da heller ikke gældende denne dag. Han stirrede hende afventende ind i øjnene, mens den sorte hale smældede begejstret bag ham. Nu ventede han bare på hendes tilladelse!

„A question that sometimes drives me crazy;
Am I or are the others crazy?"

Smilet formede sig omkring hendes brogede mule, mens hun så på ham. Hovedet var tiltet let på skrå, som hun studerede den store trefarvede hingst, der bestemt ikke havde været begrejstret for regnen, da de havde haft deres første møde for længe siden.

"Regnen er eventyrlig i mine øjne, men hver har sine glæder og sorger. Jeg tager det ikke tungt, at du ikke værdsætter regnens magiske evner, ligeså meget som jeg selv. Jeg nyder bare en god tur i regnen - lad os kalde det forfriskende", gled det over hendes læber, som hun talte. Hun rystede let på hovedet, da det havde moret hende. Hingsten havde dog tilbudt hende at søge med i læ, men den aften havde hun været draget af regnen og derfor takket nej til tilbuddet. De så verden på forskelligvis og det gav dem meget at tale om, havde hun fundet frem til. Hun fandt i hvert fald hans selskab ganske underholdende og lærerigt.

En let rynke formede sig i panden på hoppen, som hun hørte hans spænding og begrejstring af sin amulet.

"Du skal være velkommen til at gøre forsøget, men lad dig ikke skræmme, hvis du finder noget, som ikke ligger i din interesse", sagde hun drillende og blinkede til hingsten, som han trippede omrking og nærmede sig hende. Hun nærede ikke de store personlige grænser, så hun tænkte ikke over, at han var nærgående eller noget. Hun så dog forventningsfuld på ham, hvad ville han gøre for at finde ud af det og hvad ville han finde?. Kort dukkede den violette hingst op i hendes tanker, men hun skubbede ham væk igen, det var ikke nu hun skulle lade sine tanker vandre.

Unscrupulous?

Hans ører vippede nysgerrigt og lyttende fremad, da hun fremsagde sine atter så kloge ord. Han nikkede respektfuldt med hovedet. „Ak ja... Jeg husker dine altid så kloge og vise ord. Endnu en gang har du formået at fascinere mig, Alarica. Hvis folk havde bare en brøkdel af dit syn på tingene, ville verden være et langt bedre sted."
Hans egne ord kom bag på ham. Det var som om, at han altid blev en takt mere poetisk, klog og velovervejet i sine ordvalg, når han var sammen med hende. Dette var da også en af de mange grunde til, at han holdt så meget af hendes selskab. Til trods for at dette kun var deres andet møde, følte han allerede, at han holdt mere af hende end så mange andre - hvilket var store ord fra hans side.
Da hun gav ham sin tilladelse til at trænge ind i sit sind, strålede han op i et stort smil. Yes, hvor var det fedt! Han nåede slet ikke at høre hendes drillende advarsel om, hvad han måske ville finde - han var alt for opkørt til at kunne tænke på sådanne fornuftige ting lige nu!

Han rettede sig op og fik et meeeeeget fint og koncentreret blik over sig. Han pressede læberne sammen og lukkede øjnene i, mens han koncentrerede sig om at føre alt sin energi op til amuletten, sådan som han havde lært. Hans pande fik små rynker, da han koncentrerede sig så meget. Han stod helt stille uden at sige et ord i noget tid, men intet skete. Forvirret slog han øjnene op og så sig omkring. Hvad skete der? Et vredt udtryk gled over hans ansigt, og så brød fanden løs.
„DET VIRKER IKKE!" råbte han ophidset, inden han svang vildt med hovedet. Amuletten faldt til jorden, og han trampede gentagende gange på den med sin kraftige hov, indtil den lå knust og ødelagt under ham. „Dumme, dumme bras!"
Han vendte sig med bagparten mod Alarica for at skjule sit ansigt, der var så skuffet, at han nær var ved at græde. Mephisto vidste ikke noget om, at alle amuletterne i Proelio havde mistet deres kræfter, og derfor opførte han sig som et lille barn, der ikke havde fået sin vilje.

A question that sometimes drives me crazy;
Am I or are the others crazy?

Hun kunne ikke lade være med at smile lettere forlegent af hans ord. For de var store i frohold til, hvad hun selv følte, at hun bidrog med. Hun valgte dog at lade det være, da han så ud til at gå direkte til sagen. Hun så noget undersøgende på ham, og lod det ene bagben let hvile bag sig, mens hun studerede ham, som hans pande rynkede sig sammen i koncentrationen. Hun forventede et eller andet efterhånden, men hans råb kom dog bag på hende, og øre gled kort utrykt ned i nakken på hende og øjnene udviddede sig, inden det hele faldt tilbage i de vante folder. Amuletten faldt mod jorden, og han trampede på den, indtil den var knust og hun kunne ikke lade være med at have ondt af ham. Hun sank mulen ned og samlede den ødelagte amulet op, og løftede den frem, mens hun trådte op på siden af ham og rakte den frem. Hun lod den ligge sig ned foran ham.

"Mephisto, jeg er sikker på, at det ville have været et pragtigt syn - men hvad med glæden ved at udforske andres sind gennem samtaler og leg? Har du helt glemt lykke ved det? Du har meget mere at byde på selv, så nu ikke hæng med skuffet for den amulet. Den var ellers fin, det må jeg give dig ret i, men du er meget mere end det", hun strøg ham forsigtigt og nænsomt over halsen med sin silkebløde mule.

Unscrupulous?

Han nåede kort at opdage, hvor forlegen hun virkede over hans ord. Det kunne han ikke forstå, for hun måtte da selv være klar over, hvor sande de var? Han nåede dog ikke at spekulere mere over dét, da seancen med amuletten tog alt hans fokus.
Han så kort, hvor utryg hun virkede over hans hysteriske udbrud, men det kunne han ikke tage sig af lige nu... Det vigtigste var, at han fik gemt sit ansigt bort, så hun ikke skulle opdage, hvor trist han var blevet.
Han kunne høre hende komme nærmere, mens tårerne løb febrilsk ned ad ham. Han lukkede hårdt øjnene sammen i et desperat forsøg på at få dem væk, men det var for sent. Hun stod nu på siden af ham og ville ikke kunne undgå at se det. Han sukkede opgivende og slog flovt blikket ned i jorden. Det hele var så ynkeligt, at han slet ikke kunne få sig selv til at se hende i øjnene.

Pludselig kom amuletten dumpende ned foran ham. Det var som om, at synet af den ødelagte genstand fik hans sind til at smuldre helt. Den symboliserede i dén grad, hvordan han havde det lige nu - ja, i det hele taget symboliserede den meget godt hele hans liv. Hans sind var ét stort rod, og det ville aldrig blive anderledes.
Han lyttede til hendes ord og vippede sørgmodigt ørerne ud til siden. Atter var hun så vis, så følsom... så forstående. I stedet for at håne ham, som enhver anden ville have gjort, tog hun hans problem seriøst og forsøgte at trøste ham. Det kunne han igen kun beundre hende for. Han drejede hovedet mod hende og så på hende med tårevædede øjne.
„Men... det kan jeg ikke," sagde han med en grødet stemme. Mere kunne han ikke få frem.

Det gav et lille sæt i ham, da han mærkede hendes bløde mule mod sin hals. Han var ikke vant til, at andre rørte ham på den måde. De fleste blev så frastødte af ham, at de aldrig ville kunne få sig selv til at gøre noget lignende. Men sådan var Alarica ikke... Selvom hun havde oplevet mange af hans særheder, behandlede hun ham alligevel, som om han var helt normal og lige så meget værd som alle andre. Han sank en klump i halsen og så taknemmeligt på hende. Mere kunne han ikke gøre, for han var nødt til at koncentrere sig om at stå helt stille under hendes berøring - det lå nemlig til hans instinkter at flygte i sådan en situation, da folk som regel kun rørte ham, hvis de havde i sinde at gøre ham ondt.

A question that sometimes drives me crazy;
Am I or are the others crazy?

// Med til at starte en ny tråd med de to her?

Meget gerne!

// Vi ldu eller skal jeg starte?

Uh, jeg har lige en masse tråde, jeg skal have svaret i, så det ville være super, hvis du gad.

// Super jeg opretter lige en

// Så er der en tråd: proelio01.proboards.com/thread/3327/woods-mephisto