Alarica

Den gyldne hale svang fra side til side, som hun bevægede sig afsted. Hun sank hovedet, og lod mulen let berøre noget af den mosbelagte skovbund. Træerne var ligeså stille begyndt at visne i den sidste efterårs farvekollektion og hun fandt den ret så lokkende. Let svang hun med den gyldne hale, inden hendes tanker atter gled rundt. Der var sket så meget, og alt havde forandret sig i landet.Havde hun ogås selv gjort det i samme ombærring? Det tvivlede hun på, men hun havde noget at tænke over nu. Det havde Recimir givet hende med det føl, der lå i hendes mave. Hun pustede luften ud, og bevægede sig videre. Længere fremme så hun et nøgent træ, der lå væltet over jorden. Hun overvejede et split sekund om hun burde spurte afsted og springe over det, men mon hun kunne fejlbedømme det med den lidt voksende mave. Stor var hun ikke endnu, men hun var da blevet rundere, det ville dem der så hende lidt oftere eller kendte hende nok kunne bemærke. Langt væk i sine egne tankespind bevægede hun siga fsted og lod de gyldne hove sætte et efter et. Hun pustede pandelokkende væk, og stoppede let ved det nedlagte træ og lod mulen glide over barken, inden hun fandt en lille udposning af en gren, som hun brugte til at klo sig lige ved det øverste af halsen med.

Woods

Den spraglede hingst kom travende i høj fart langs en bred skovsti. Hans hoved var stolt rejst, og hans hale var hævet og hang efter ham som en fane. Han var i højt humør denne dag! I det hele taget gik hans liv bare som smurt lige for tiden. Han levede sammen med sin elskede mage, Akata, og havde endda fået en lille søn, Eremiel. Han kunne ikke være mere lykkelig! Endelig havde han fundet et sted at høre til.
Hedebølgen hang stadig over denne landsdel, men det gjorde ham bestemt ikke mindre glad. Til trods for hans kraftige udseende og tykke pels, elskede han alt, hvad der hed sol og varme! Det kunne næsten ikke blive for varmt til ham! Derfor havde han da heller ikke det mindste imod at trave af sted gennem skoven i så høj fart. Luften var tør og stillestående, og sveden glinsede i hans spraglede pels - men han var fuldstændig upåvirket af det. Der skulle virkelig meget til, at denne hingst fik det for varmt.

En væltet træstamme kom pludselig til syne og spærrede vejen foran ham. Han slog ivrigt med hovedet og gjorde sig klar til at springe over den, da en hoppe kom gående på den anden side. Han nåede lige at klodse bremserne i og afværgre springet, inden han ville have hoppet lige ind i hende. Han kurede let langs den sandede skovbund og stoppede op, lige inden han ramlede ind i stammen.
Han rystede lettere fortumlet på hovedet, inden han arrigt fnøs af den fremmede. "Se dig dog for!"
Først da ordene havde forladt hans mule, fik han set ordentligt på den fremmede. Hendes pels camouflerede sig smukt i efterårsfarverne, og da gik det op for ham, hvem det var... Det var jo Alarica! En af de få heste, Mephisto næsten anså som en ven.
Han virrede lettere panikslagent med det store hoved, inden han så undskyldende på hende. "Alarica! Det må du virkelig undskylde! Jeg så dig slet ikke!"

Hun var opslugt af sine tanke tankespind, så lyden af de markante hove der slog mod skovens undergrund rørte hende ikke på den måde, som hun burde lade det advare hende om en der nærmede sig. Nej, hun var helt væk i sine egne tanker, og da en farvet og stor hingst pludseligt kom til syne stirrede hun, mens hun hørte hvordan hingsten skred og ramlede ind i stammen.

Hun strakte halsen, og skævede kort rundt, inden hun så over træstammen og hørte de arrige ord. Kort gled ørerne tilbage i nakken, for hun genkendte skam hingsten, men ordene var ikke som hun huskede ham. Et fnys formede sig utilfreds med hans ordvalg først, inden de vippede frem, da hingsten kom med sin undskyld og hendes egen lettere uskyldige og feminine latter gled ud i den hæse klang over hans undskyld.

"Mephisto dog .."

Hun rystede på hovedet, så den gyldne man hvrivlede rundt om hendes krops korrektur.

"..Du behøver ikke undskylde, jeg havde selv overvejet at gøre dig kunsten efter. Ikke lige, at jeg ville ramme træet, men springe over, men var igang med at undersøge det." Sagde hun, hun undlod dog detalje med, at hun havde brugt den som værende en kløpind. Det var måske alligevel lige en stand for privat.

Han spidsede lettet ørerne, da han hørte hendes milde latter. Han var glad for at høre, at hun tilsyneladende ikke var sur på ham. Hans øjne lyste kortvarigt op, da hun sagde hans navn - hun kunne huske det! Et bredt smil formede sig på hans mule. Det var måske en lille ting, men for ham betød det alverden, at en hoppe som hende kunne huske hans navn. Det betød jo, at deres møder havde indprintet sig i hendes hjerne og havde betydet nok til, at hun kunne huske dem. Han lyttede til hendes ord og lo akavet. Det lå ikke til ham at være så fornuftig, så han havde end ikke overvejet lige at undersøge stammen, inden han sprang over den - hvilket han uden tvivl skulle have gjort!

Han så på hende med et flovt blik og rødmede svagt, inden han med klodsede bevægelser fik bevæget sig over træstammen, så han nu stod på hendes side af den. Han stillede sig med front til hende og smilede muntert, alt imens han håbede, at rødmen havde aftaget sig. Til trods for den lettere akavede situation, var der dog en glæde og varme i hans øjne, som ikke kunne slukkes - forskellen måtte være tydelig at se for folk, der havde kendt hans gamle jeg.
Han vibrerede med næseborerne og indsnusede den velkendte duft af hende. „Hvor er det længe siden! Er du også kommet igennem portalen?"

Han fik en svag rødmen i den store pels, og hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ved synet af det. Det var nu meget sødt, at han sådan blussede op over det i flovhed. Hun vippede interesseret ørerne fremad mod ham for at lytte med, da han talte. Hun var glad for at se den store hingst igen, han var en af de få, som hun rent faktisk betragtede som venner. Trods de havde mødtes et par gange før, så var han en hun huskede ganske godt. Han var altid så venlig.

"Det må du nok sige, det føles som en evighed," sagde hun og så mod ham, inden hun kort rynkede i panden ved hans ord. "Portalen? Var det en portal der førte mig hertil? Jeg vandrede og pludseligt var alt forandret? Du ved nysgerrighed, det trækker ofte i mig,"

Hun rystede let på hovedet og studerede ham. Hun selv var blevet størrer siden, men det var ikke ligefrem fordi hun var fed, hun var blot ifolet. Ikke ligefrem noget, som hun var stolt af, men forhåbentlig var det noget som Mephisto ikke bemærkede. Det ville måske også være lidt akavet at skulle forklare det til ham. Hovedet gled en anelse på sned.

"Hvordan går det? Hvad har du bedrevet i al den tid?"

En lille rynkede foldede sig på hans pande ved hendes ord. Hun kendte ikke til portalen? Havde hun ikke været med til Flakezés møde og var blevet informeret om det hele? Nu han tænkte over det, huskede han da heller ikke at have set hende dér... Rygterne havde godt nok spredt sig i landet siden da, men det var jo ikke sikkert, at de var nået hendes ører. Han smilede overbærende til hende. Det var lidt sødt, at hun var så uvidende - og han kunne ikke lade være med at føle sig overdrevet sej og pludselig meget vigtig, fordi han kendte til portalen og kunne give hende information, hvis hun ønskede det. „Ja, det var det. Flakezé holdt for nyligt et møde, hvor han informerede os alle om den. Portalen har sendt os alle 700 år ind i fremtiden. Jeg ved, at det er skørt og svært at tro på, men det er sandt! Hvis der er mere, du ønsker at vide, så siger du bare til - jeg var nemlig med til mødet og har derfor fået en masse information!" Stoltheden lyste ud ad øjnene på ham. Han følte sig rigtig sej og kunne slet ikke skjule det. Det var helt sikkert en smule latterligt, men for denne hingst betød det meget, at han rent faktisk var i besiddelse af en masse informationer, hun ikke havde, og derfor havde mulighed for at hjælpe hende.

Hun spurgte nu ind til, hvad han havde lavet i alt den tid, der var gået, og det fik et bredt smil til at forme sig på hans ansigt. Han kunne slet ikke styre sin livsglæde og trippede nærmest på stedet af bar iver for at fortælle hende om alt det, der var hændt ham siden deres sidste møde. Han vidste slet ikke, hvor eller hvordan han skulle starte, så han sprang bare lige ud i det. „Jeg har fået en familie, Alarica! Er det ikke fantastisk?? MIG!? Jeg har taget hoppen Akata til mage, og sammen har vi fået en lille søn; Eremiel!" Livsglæden og stoltheden var tydelig at høre i hans stemme. Han havde jo aldrig nogensinde forestillet sig, at noget så fantastisk skulle hænde ham; det var en drøm, der var gået i opfyldelse!
I al sin iver havde han helt glemt sin høflighed, så han rømmede sig kort og så på hende med et undskyldende blik. „Men nok om mig! Hvordan er det gået dig?"

Hun kunne se, at han undrede sig over hendes uforståenhed. Men Alarica var ikke en troende hest på nogen måde, og derfor forstod hun ikke, hvordan han kunne tro, at hun vidste det? Hvad var det for noget. Portalen? Var det det, hun var blevet draget af og havde valgt at gå igennem? hendes snysgerrighed havde som altid trukket i hende.

"Så det du siger, er at denne Flakezé har hevet os med til fremtiden? Det lyder altså utroligt.. Så det var portalen jeg gik igennem? Jeg husker bare det her lys.."

Hun rystede på hovedet af sin egen uforståenhed. Han virkede så stolt, og hun kunne ikke lade være med at more sig lidt over det og sende ham et smil for det var dejligt at se ham sådan, men samtidigt, så var hun også forvirret over de ting som han fortalte hende. Hovedet skred let på sned. Øjnene blev spærret op, da han fortalte, at han havde dannet sig familie og endda fået en søn.

"Hold da op, jeg er virkelig gået glip af noget! Hvor lyder det fantastisk Meph! Dem må jeg møde en dag, hvis du har valgt dem til din familie, så må de være skønne!"

Det første kom med overraskelse, det næste med en ærlig og livsgnist uden ligne, men stadig med den sælsomme hæse klang, osm hun altid havde over sine læber.. Men han var ikke den eneste. Der var sket mange ting for hende selv også, og da hans undskyldende blik kom sammen med nogle ord, kunne hun ikke lade være med at le.

"Åha, ligesom dig, har jeg også fået .. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det familie - Jeg er med føl, og det er ikke ligefrem noget, som jeg har den store .. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Det var ikke planlagt,"

Hun endte med at sende ham en let trækning. Hun havde det mærkeligt med den ekstra vægt.

Jeg føler lidt, at der er sket så meget, siden denne tråd blev lavet, så har du lyst til en ny - eventuelt hvor de også har Emeriel og Rhett med?

Gerne vil du starte den?

Ja, det kan du tro.

Super !
Bare send linker over PB, når det er