Your Nightmare

Gennem skovens skyggefulde træer skridtede en hingst rundt. Han smøg sig gennem de levende slyngplanter og syntes at gå i ét med mørket. De sorte skygger dansede om hans ben og fulgte ham for hvert skridt, han tog. Hans mærkværdige aftegninger lyste let op i måneskinnet, og lugten af død fulgte ham fra de afgnavede knogler om hans hals.
Ja, han var i sandhed ikke en skabning, man havde lyst til at støde på denne nat... Han lignede noget, der var taget ud fra ens værste mareridt - og hans personlighed matchede absolut hans udseende. Han var ikke en hingst, man ønskede at lægge sig ud med. Han var søn af en dæmongud, og selvom han ikke havde arvet nogen af gudekræfterne, bar hans fysik og kropsstørrelse sandelig præg af at være en dæmon med dødsguden som far.

Til: Fazet

Fazet

Den mørke hingst dansede afsted i en vuggende gang. Bagparten var skubbet godt ind under den kompakt byggede krop, hvor musklerne arbejde ganske roligt på ham. Traven var let og bagdelen vuggede let fra side til side, som han trådte afsted. Han var en blanding af kraftig og spinkel. Den tykke tofarvede hale svang fra side til side bag ham, mens han bevægede sig, inden han slog ned i skridt. Hovene slog taktfast mod bunden, mens ørene gled lyttende rundt for at opsnuse hver lille detalje, der var rundt omkring. Var der andre?

Your Nightmare

Han bevægede sig med tunge skridt langs den hårde skovbund. Efteråret havde rigtig sat sit præg i Proelio, og det var efterhånden ved at være godt koldt i vejret. Vinden rev og ruskede i en dagen lang, og de fleste dage susede regnen som nåle mod ens øjne. Det dårlige vejr var dog ikke noget, der påvirkede Freakshow synderligt. Han var en kraftig og hårdfør hingst, der sagtens kunne stå imod lidt regn og kulde.
Hans rødlige næsebor vibrerede let, da han opfangede en lugt mellem skovens træer. Hans sorte ører drejede opmærksomt rundt, mens hans døde øjne beskuede området. Hele skoven stank af hingst. Der var tydeligt en anden hingst i nærheden, der også havde begivet sig ud i skoven på denne tid af døgnet. Han spillede lidt med musklerne under sig, inden han lod et fyrrigt vrinsk give genlyd gennem skoven. Han advarede denne hingst om at komme nærmere!

HTil: Fazet

F A Z E T

Den tofarvede hale piskede bag ham. Han bevægede sig med tunge hovslag afsted igennem sit evige mørke, uden at vide, hvordan alt omkring ham så ud. Han havde svage minder omkring, hvordan alt liv ahvde set ud, da han var føl og stadig bar synet. Men det var mange år siden, og nu var det som en syrrealistisk fortid, der ofte hjemsøgte ham i underbevidstheden. Den havde gjort ham til den han var. Et fnys forlød næseborerne, da han hørte en advarsel. En hingst. Fazet smækkede ørene tilbage i nakken og løftede faretruende hovedet. Halen blev smækket ind til bagparten og han smækkede et forben hårdt i jorden, inden han satte frem i en vuggende trav. Alle sanserne arbejdede på højtryk for at finde det fæhoved, der valgte at give HAM en advarsel. Fazet gav selv en advarelse i form af et dominerne vrinsk fra sig for at markere sig.

Your Nightmare

Hans ører var nysgerrigt spidset i vejret, og hans næsebor vibrerede for fuld skrue. Hele hans krop var spændt som en bue. Han afventede det mindste tegn fra den anden hingst. Ville han stikke af eller tage kampen op? Et mørkt og skummelt smil formede sig om hans læber, da hingsten svarede ham tilbage med et dominerende vrinsk. Aha, så var han altså ikke en kryster, men en fighter-type... Det kunne være både godt og skidt for den fremmede hingst - det afhang helt af hans styrke og kløgt. Freakshow satte frem i en rolig trav, mens han stadig bevægede sig gennem skoven. Han rejste hovedet og holdt øje med alt omkring sig. Han fulgte lugten fra hingsten, og snart kunne han se den længere fremme på stien. Han stoppede op og pustede bringen op under sig. Han knejsede stolt i nakken og brummede maskulint og udfordrende.

„Nå, så du besluttede dig altså for at komme alligevel? Det bliver spændende at se, om det var et godt eller dårligt valg."

Til: Fazet

Fazet kunne høre en maskulin brummen og tog straks denne som en udfordring. Han kunne intet se, og derfor måtte han udelukkende bedømme den fremmede hingst på stemmen og tungheden af slagene mod underlaget. Begge øre lå tilbage i nakken for både a tadvare, men også at lytte intenst efter hvert eneste lille detalje, som var hos den fremmede. Snart rungede ordene og et fnys forlod Fazet, mens han smækkede det ene forben imod den golde jord.

"Komme?" Vrængede Fazet ud. "Du står på min sti, min rute, så det er mere dig der et bump på vejen for mig", bed han ham af og piskede med den tofarvede hale, mens de blinde øjne stirrede i blinde frem. Han kunne nogenlunde lokalisere den fremmede, og ud fra måden at tale på og de voldsomme bevægelser mod jorden og vrinskene, så måtte Fazet gå ud fra at det var en lidt mere alfa-type hingst han var dumpet ind i denne gang.

Your Nightmare

Det var svært at se noget som helst i det bælgravende mørke, så den fremmede hingsts silhouet kunne kun lige akkurat anes mellem træerne. Det var umuligt at tyde, hvilke farver og aftegninger denne hingst havde - men det var tydeligt at se, at han var en kraftig en af slagsen. Et lusket smil bredte sig om Freakshows mule, da den fremmede udtrykte et kraftigt fnys og slog forbenet mod jorden. Der var noget vilje i denne hingst. Han var ikke bare en svag undermåler, der gav op og underkastede sig lige med det samme - det kunne Freakshow godt lide. En hæs og hånlig latter rungede fra hans strube, da hingsten sagde sine ord. Aldrig havde han da hørt noget så latterligt. Med usle skridt bevægede han sig tættere på hingsten. Dampen stod som en røgsky om hans mule, og den kraftige hale svingede dovent bag ham.

„Din sti? Din rute? Der er vist noget, du har misforstået dér, grødhoved. Der er ingen, der ejer denne skov. Hvis du vil erklære dette territorium for dit, så er det fint - men du skal forbi mig først."

F A Z E T

Fazet piskede med den tofarvede hale, mens han lyttede intenst til de tunge skridt der kom imod ham. Snart hørte han den dybe røst fra den fremmede hingst, som virkede nogenlunde ligeså ilter, som Fazet ofte blev opfattet som. Han virrede med hovedet og lod forhoven slå imod underlaget for at indikere, at hingsten skulle passe på. Nok var Fazet blind - hvilket nogle måske kunne se - men han var en arrig satan, hvis man gjorde noget forkert.

"Min sti. Min rute. Det skal en flødebolle ikke komme og frasige mig. Der hvor jeg går, og hvor jeg ønsker at gå, det er min sti og min rute. Du kan enten skride eller forsøge at overbevise mig, men jeg tvivler på, at du har nogen som helst ord, der kan overbevise mig", for at understrege dette smækkede han forbenet hårdt ned i jorden, så det gav en makaber lyd fra sig, og han løftede hovedet, så den tunge man og pandelok let lettede kort for at falde ned og varme om hans ansigt igen.

Your Nightmare

Et skummelt smil tegnede sig om hans mule, da han så den fremmede hingsts reaktion på hans ankomst. Hingsten virkede til at være en arrig én, hvilket absolut kun glædede ham. Der var ikke noget sjovere end at møde heste, der kunne blive mulige rivaler - det var kun sådan, man fik mulighed for at vise sit værd og lege lidt med sine muskler.
Hans høje og rungende latter lød endnu en gang, da hingstens ord ramte hans ører.

„Hvem snakkede om ord...?"

Hans stemme var hvislende og uhyggelig. Han så atter på hingsten med et udfordrende blik, inden han faretruende trådte nærmere. Hans skridt var langsomme, truende og rovdyrsagtige. Hans hoved var hævet i vejret, så den blodrøde man atter stod som en løvemanke omkring hans ansigt. Han brummede dybt og hingstet og knejsede stolt med halsen. Han indbød hingsten til dans - hans form for dans. For han havde skam ikke tænkt sig at fjerne hingsten med ord... nej, han var den mere voldsomme type.

Hingsten skræmte på ingen måde Fazet. Havde han haft syn, havde måske haft en frygt med det, men det var noget andet. Fazet havde levet uden farver og syn, så han brugte alle andre sanser, der alle skreg på, at denne hingst ikke var at spørge med. Det var en enorm en og selv stemmen understregede det. Det ændrede dog ikke på, at Fazet var stejl.

"Hvem siger, at det skal være med ord?" Spyttede han ordene ud, og smækkede et forben imod jorden. Han var fast som en klippe og nægtede at flytte sig for den fremmede. Hvis det stod til en kamp, så måtte det blive det. Han veg i hvert fald ikke lige sådan. Det skulle ingen få ham til - det ville ingen kunne få ham til.

Your Nightmare

Freakshows latter blev udbrudt med sådan en kraft, at den rungede højt ud og gav genlyd mellem træerne. Han lo i lang tid og lagde ikke skjul på, hvor meget han hånede denne hingst. Endelig holdt han inde, blot for at kommentere hingstens ord med tårer i øjnene af grin. „Der er ikke meget intelligens gemt bag dit hoved, hvad? Det var dig selv, der sagde det... Du tvivlede på, at jeg havde nogen som helst ord, der kunne overbevise dig - husker du det?"
Latteren lå stadig og ulmede under hans ord, og han lagde ikke skjul på, hvor morsom han fandt denne hingst. Han havde ikke moret sig så godt i lang tid. Denne hingst var så snotdum, at han ikke engang var værdig til at være en rival. Da han smækkede et forben i jorden, lo Freakshow derfor blot hånligt af ham. „Beklager du, men jeg kæmper kun mod rigtige hingste - og den kapacitet har du bare ikke."

Der er var intet den hingst kunne sige til Fazet, som ville røre ham. Han var hidsig - og dumdristig. Tanker var ikke noget der var forud for handlinger, nogle gange jo - men sjældent. Han tænkte oftest bagefter og valgte at handle. Det havde han lært var bedst på den hårde måde. Det var også grunden til, at synet var blevet taget fra ham i sin tid. Han havde søgt ind i en forkert flok. Ganske enkelt.

"Du har ikke modbevidst mine ord endnu, så indtil videre har jeg ret",

irettesatte han hingsten med det samme og smækkede med forbenet. Han havde ingen anelse om, hvem den fremmede var, men at dømme ud fra lyden på hovenes berøring med underlaget, så var det en stor hingst. Ikke at det påvirkede Fazet på nogen måde. Det var en udfordring, men en god en af slagsen, det var han ikke i tvivl om. Fazets hale piskede krigerisk bag ham, mens ørerne allerede lå gemt i den mægtige manke.

"Så du er altså en tøs",

Gled det spydigt over Fazets mule.

Your Nightmare

Freakshow kunne stadig ikke andet end at le hånligt over den fremmede hingsts ord. De gav simpelthen ikke mening i hans hoved, og det var ham fuldstændig umuligt at tage dem seriøst. Derfor svang han ligegyldigt med halen og kommenterede hingstens ord med en fnisen. „Du taler jo i gåder, der ingen mening giver... Men ja ja, man taler jo, som man har forstand til."
Det hånende smil sad permanent plantet på hans ansigt. Han havde ikke andet end hån og latter tilovers for denne dybt latterlige hingst. Aldrig havde han da mødt et så underværdigt mandfolk som denne blå og sorte hingst foran ham... Han betragtede hingstens aggressive kropssprog, men det vakte ikke andet end et smil hos ham. Han var fuldstændig upåvirket af denne hingsts gøren og laden... han var overhovedet ikke en trussel.
Ved hingstens næste ord krængede han overlæben opad og lo igen. „Jeg selv er ikke en tøs, men jeg har da banket mere end et par stykker af dem gennem tiden... Og for at være helt ærlig, så gav de mig mere modstand end dig."

"Gåder der giver mening, hvis du havde været kløgtig nok til at forstå dem"; påpegede Fazet med tilfredshed. Hingsten havde ikke fanget meningen bag dem, og det morede Fazet gevaldigt, mens han brummede let ved den erkendelse. Han smækkede med den tofarvede hale, og da hingsten valgte at fornærme Fazet, tog han det ikke så ile op, som han normalt ville gøre. Der var ingen tvivl om at den fremmede var stor.

"Du har nok en masse i munden, men jeg har endnu ikke mærket noget til, at det er andet end ord, lille dreng", gled det spydigt over Fazet læber med tilfredshed. Hingsten kunne bare komme an, hvis det var.

Your Nightmare

Han lo hånligt af hingstens ord. „Man skal vist være, hvordan siger jeg det... speciel for at forstå gåder som dem. Det er kun nogen, særlinge som dig forstår sig på, og jeg har ikke just tænkt mig at bevæge mig ned på det niveau."
Han lyttede til hingstens næste ord med et skummelt smil om mulen. Det var nærmest tragikomisk, at hingsten valgte at kalde ham lille dreng. Mangt og meget var han blevet kaldt gennem tiden, men lille var godt nok ikke ét af dem. Han fandt det utrolig morsomt, at hingsten havde valgt at kalde ham dét. Det kunne man da ikke tage seriøst, når han var højere end hingsten selv.
Han spillede op med de mange muskler under sig og begyndte så at skridte rundt om hingsten med langsomme, truende bevægelser. Med et skummelt smil nærmede han sig hingsten og skubbede udfordende til hingstens skulder med sin mule. „Godt nok kæmper jeg kun mod rigtige hingste, men hvis du så gerne vil, så vis mig da hvad du kan, undermåler."