Post by ❅ Chidori ❅ on Oct 20, 2014 19:03:49 GMT 1
"I’m a princess cut from marble, smoother than a storm.
And the scars that mark my body, they’re silver and gold,
My blood is a flood of rubies - precious stones,
It Keeps my veins hot, the fires found a home in me.
I move through town, I’m quiet like a fire. And my necklace is of rope,
I tie it and untie it.." -
Der var en skønhed i frygt... en underlig form for skønhed, men ganske rigtigt en skønhed. Ægte frygt var intet man kunne fuppe med. Ægte frygt ville være så klar, så tydelig og så forbandet rædselsvækkende at man ville kunne se den som sort på hvid. Det var til at undres over, hvordan enkelte ting kunne gøre forskellelige sjæle bange. Minder, hændelser og erfaringer fra fortiden var alt sammen noget der kunne lægge grobund for frygt. `Men også rygter var et glimrende redskab. Som hun stod sådan i skumringen og betragtede de lange skygger, lagde hun mærke til hvordan det langsomnt tyndede ud omkring hende. Før havde der været liv og latter omkring denne smukke sø, men som natten begyndte at lægge sig over landet, søgte flere og flere langsomt væk. De ønskede ikke at være tilstede i mørket, da deres liv var skabt til solens lys. Sådan var det også for den blege hoppe - hendes øjne fungerede og så bedst i solens stråler. Men det fraholdt hende ikke fra at søge natten. For traditioner holdt fast længe, og en af hendes var månens opgang.
Det ædle hoved blev langsomt hævet, idet at hoppens følsomme næsebor søgte at opfange fremmede lugte. Men de fleste var forsvundet, og det tydede ikke på at nogle af dem fra før ville vende tilbage. Svagt drejedes det så, og hoppen så imod den brændende sol. Den var ikke væk, og ville nok forsvinde i løbet af den næste halve time. Men dog, en halv time var intet i forhold til resten af natten. Og selv nu begyndte en svag tåge at skride frem fra træerne for at lægge sig over den glitrende sø.
Den blege hoppe tog nogle enkelte skridt frem, og sænkede langsomt hovedet ned imod den mærkværdige sø. Det tykke vand var ikke alene flerfarvet, men skulle eftersigende også smage virkelig underligt. Ikke at hun selv havde smagt de - så langt sank den hvide ikke. Men at dømme ud fra andres udtryk, havde det ikke ligefrem været forfriskende. De mørke næsebor blev kort udvidet, men den tvefarvede sø havde heller ingen bestemt fært.
Den hvide svang stilfærdigt halen omkring sig, inden at hun vendte om for at gå i leg ved skovbrynet. på det åbne område kunne det være frygtelig koldt, når man ikke bevægede sig.
Det ædle hoved blev langsomt hævet, idet at hoppens følsomme næsebor søgte at opfange fremmede lugte. Men de fleste var forsvundet, og det tydede ikke på at nogle af dem fra før ville vende tilbage. Svagt drejedes det så, og hoppen så imod den brændende sol. Den var ikke væk, og ville nok forsvinde i løbet af den næste halve time. Men dog, en halv time var intet i forhold til resten af natten. Og selv nu begyndte en svag tåge at skride frem fra træerne for at lægge sig over den glitrende sø.
Den blege hoppe tog nogle enkelte skridt frem, og sænkede langsomt hovedet ned imod den mærkværdige sø. Det tykke vand var ikke alene flerfarvet, men skulle eftersigende også smage virkelig underligt. Ikke at hun selv havde smagt de - så langt sank den hvide ikke. Men at dømme ud fra andres udtryk, havde det ikke ligefrem været forfriskende. De mørke næsebor blev kort udvidet, men den tvefarvede sø havde heller ingen bestemt fært.
Den hvide svang stilfærdigt halen omkring sig, inden at hun vendte om for at gå i leg ved skovbrynet. på det åbne område kunne det være frygtelig koldt, når man ikke bevægede sig.
"I dream all year, but they’re not the sweet kinds,
And the shivers move down my shoulder blades in double time.
And now people talk to me, I’m slipping out of reach now.
People talk to me, and all their faces blur,
But I got my fingers laced together, and I made a little prison,
where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."
