Lugten af blod hang tungt i luften, og banede sig vej igennem det sarte luftrør, den sorte bar under det mørke skind. Ikke nok med luften af blod, han der også den velkendte afskyelig lugt af hoppe imellem de slanke træer. To lugte der hver især ikke noget den mørke hingst ville finde behageligt. Men sammen fik det på en mærkelig måde bragt et smil frem på hans mule. Især hvis det hang sammen på den måde han håbede.

Om han fulgte lugten eller ej vidste han ikke helt. Men snart stod han overfor den grimmeste hoppe han havde set længe. Forslået, ødelagt og blodig. Hun lignede den slags hoppe de fleste hingste ville elske, hvis hun altså ikke var så forslået som hun var nu. Men det var ikke tanken om hvor smuk hun måtte have været før der fik smilet frem på hans mule. Heller ej det der fik den hånlige latter til at lyde fra hans muskuløse bryst. Det var det direkte modsatte.

Tempt havde løbet længe, og forvirret omkring. Kanto var ikke kendt for at været et sted man bare sådan lige passerede, tværtimod, det var et sted der var kendt for sin trykkende atmosfære og kroges stier. Og Tempt måtte nok indse at hun var faret vild. Men hun var ligeglad, hun blev ved med at løbe. Hingsten kunne være hvor som helst. Og han nød sikkert den jagt der ville kunne komme ud af dette. Hendes blå blik flakkede, idet hun søgte tilflugt til et sted der kunne være sikkert. Men det eneste der var at se, var det ene træ efter det andet. Hun standsede brat op et øjeblik, for at orienterer sig. Flankerne hævede og sænkede sig som de aldrig havde gjort før. Hun anede ikke levende råd om hvad hun skulle stille op. Hun kunne løbe sig selv ihjel i denne skov, inden hun nåede ud af den. Et lille hulk undslap hendes strube, men hun kvalte gråden. Hvor skulle hun løbe hen? og til hvem? Alle dem der betød noget for hende, og som kunne give hende beskyttelse og omsorg, havde hun vendt ryggen. Hun stod alene.. Hun havde altid været alene. Og alene skulle hun dø. Hun opgav sin flugt.. hendes liv kunne ligeså godt ende nu. Der var ikke mere tilbage i denne verden. Så det var med opgivende skridt hun trådte lidt til siden, og lod sig dumpe ned på jorden. Her ville hun vente på nådestødet.

"Well well... Hvad har vi her?" lød det hånligt fra ham, som han med et smørret smil gik over imod den liggende skikkelse. "En hoppe." sagde han lettere grinende.
"Måske endda en hoppe som har fået tæv... Hvorfor? Måske hun var for flabet? Måske hun var for svag?" han grinede.
"Sådan er alle hopper vel nu til dags, så det skal du ikke være ked af." Han sank mulen ned til hende, og så ind i de blanke blå øjne.
Afskyeligt. En hoppe der havde lagt sig til at dø på grund af lidt modstand. Bare de allesammen ville gøre det. Bare ligge sig til at dø, og aldrig rejse sig igen.
"Du er en god hoppe" sagde han roligt, som han rejste hovedet og rettede ryggen.
"Hvis nu alle hopperne i denne verden ville gøre ligsom du, ville det hele væremeget nemmere. Gør mig en tjeneste og bliv der. Bliv liggende og se din skæbne i øjnene. Du har uden tvivl fortjent den"

Et par sorte hove som til syne indenfor hendes synsfelt. Hun rettede blikket op mod en stor sort hingst med violet man og hale. Rynkede brynene ved hans ord og hendes strube undslap et hulk, idet hun forsøgte at tale.

"Jeg gik i skoven.. og pludselig var han der bare.."

hulkede hun. Det var sandt nok. I det ene øjeblik var han der ikke, i det næste var han der. Resten af hans ord var blot den ene verbale lussing efter den anden. Hun slog blikket i jorden og vendte hovedet væk idet hun ikke ønskede at høre det.

"Jeg har heller ikke tænkt mig andet.. Få det overstået. Træd på min strube, og få det overstået."

hvæste hun.. egentlig mest i afmagt, og fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre, når der bare sådan kom en fremmed valsende og skar flere sår i en iforvejen flænset hud.

Han sukkede dybt over hoppens elendighed. Hun var da også fuldstændig umulig.
"Jeg har ikke tænkt mig at få dit klamme hoppeblod ud over mine hove" sagde han roligt til hendes sidste kommentar.
"Hvis du absoulut ikke kan fjerne din fede røv og finde et andet sted at ligge dig til at dø, så gør det bare lidt tjept gider du?" hans stemme var stadig hånlig som han svingede sin fyldige hale i bløde buer bag sig.
"Hvis vi så er heldige kan du nå at synke i jorden inden andre af os hingste skal støde ind i din elendighed. Det er der sgu ikke nogen der gider at se på" han prustede lettere irriteret.

Tempt lukkede øjnene, og spændte kæberne idet hun mærkede vreden røre på sig igen. Hun tog nogle hurtige vejrtrækninger, og skævede så optil ham med et blik der kunne dræbe. Nu var det nok.. Men hun vidste at hun hverken kunne løbe fra ham eller slås med ham som tingene var nu. Men han skulle få lov til at æde sine ord, han skulle få lov at føle hvordan det føles at ligger her og finde sig i alt det mundlort der kom ud af hans mund lige nu. Og hingsten fra før.. han skulle aldrig nogensinde få lov til at føle noget som helst igen. Hingste som dem, skulle ryddes fra denne verden. ALLE hingste på denne jord, skulles ryddes af vejen! Guder, magikerer, normale, glade, sure... det var ligemeget! De skal væk! Alle sammen! Hun bed tænderne sammen, og hævede hovedet en anelse - hun havde ikke kræfter til mere.

"Forsvind!"

hvæste hun sammenbidt, og med en stemme der spyttede had.

"Få dit feminine fjæs og dit sygelige korpus væk fra mig. Måske er du heldig, at jeg er `sunket` i jorden, når du engang kommer tilbage hertil.. Måske ikke."

Noget ville i hvert fald synke i jorden.. Et stykke af Temptation ville forsvinde og aldrig komme igen. Men tilgængæld var en ny opstået, en ny side verdenen nok aldrig havde set i denne hoppe før. Hingste er skabt af helvede og dets herre. Hun måtte rydde dem afvejen.. alle sammen, hver og én.

Den dybe latter gled ud af hans brystkasse og rungede imellem træerne. Hun var virkelig ikke anderledes end alle andre hopper på denne jord. Hver og én skulle te sig, eller brokke sig over hvad end der passede dem. Hvis de nu bare ville kende deres plads og hold kæft ville han måske... måske... kunne lade dem leve på jorden. (I en ensom skov, et sted lang væk fra hvor han nogensinde ville kunne se dem igen)
"Vær nu bare en god hoppe, og bliv liggende. Vær en god hoppe og indse at du ikke har en skid at sige i den her verden... Okay? ^^" han smilede roligt, og stak mulen helt ned til hende.
"Jeg er sikker på at jeg ikke bliver den eneste hingst der vil føle en vis ro når dit fede ego endelig forsvinder" hviskede han i hendes øre, før han rettede sig op på ny.

Da han stak mulen ned til hende, gjorde hun en kraftanstrengelse og forsøgte at hugge ud efter ham med et hvæs der kom helt nede fra mellemgulvet. Men derefter faldt hendes hoved slapt ned på jorden, dog veg hendes blik ikke fra ham. Hun valgte at gøre brug af hans egne ord - måske ville det trænge igennem han tykhudede pande.

"Vær nu en god hingst, og forsvind herfra!"

Hun tog noget hurtige vejrtrækninger og gengældte hans smil i et sekund eller to imens hun sagde dette:

"okay?"

Derefter gled hendes ansigt tilbage til det, det var før.

"Jeg er sikker på du er den eneste hingst, der med så hoppe-hadende holdninger, ville blive hængende hos en i så lang tid." - "Du holder liv i mig lige nu. Hvis du skred ad helveds til, kunne det være jeg ville dø"

Sagde hun spydigt, og med en vis form for omvendt psykologi.. hvis man overhovedet kan kalde det det?

"Det gør i gen forskel om jeg er her eller ej når du vælger at ligge dig til at dø" sagde han med stolt stemme, og rettede ryggen.
"Jeg tror bare ikke at du vil have en hingst til at overvære det. Måske fordi man føler at man har stolthed tilbage i sin lille befængte hoppekrop?" Grinede han hånligt.
"Bare rolig. Hvis der ikke var en anden der havde taget livet af dig, havde den sygdom du kalder 'hunkøn' nok gjort det på et tidspunkt. Better face the fact. Du var dømt til at dø på forhånd. Det kan du takke din lille beskidte mor for. Og imens du gør det... Kan du også undskylde til din far for ikke at have været bedre end det her" han fnyste i od hende.
"Det er vel trods alt ikke hans skyld at du blev så sølle"