Mørket havde for længst sænket sig over Proelio.. Ja måske, over resten af verdenen. Kanto, synes ikke just mindre dyster. Der var en svag vind denne nat. Den ruskede i trækronerne, hvor brune og røde blade var visnede og raslede i vindens leg. Det gav en trykkende stemning, idet hoppen med det brogede skind vandrede igennem denne skov. Hun spilede næseborene ud og indåndende den kølige luft. Hun var på vagt. Det var blot en fornemmelse, men noget sagde hende, at denne nat indebar noget unævneligt.. Noget, eller nogen der lurede i mørket, og ønskede hende ikke andet end ondt.

Overlord var blevet lokket ud fra skyggerne denne nat af en liftig duft af hoppe. En duft han ikke ville lade gå forbi hans mule. Han gik med faste, tunge skridt mod den brogede hoppe. Farven på hende var ham egentlig ligegyldigt. Hvis hun ikke havde opdaget ham, ville hun i hvertfald opdage ham nu. Han snappede ud efter hendes man med det samme og forsøgte straks at bestige hende i lidt af en overraskelse.

Temptations øjne flakkede lidt nervøst rundt på de livlige skygger, der synes at danse her i natten. Måske er det muligt at være så anspændt, så opmærksom, at man overser det åbenlyse? I hvert fald fik historien en helt ny drejning, da mørket greb ud efter hoppen med et fast greb.
For ud af det blå, sneg der sig en stort mørk skikkelse med flammende man og hale. Han bed sig fast i hendes man, og borede derved sine tænder ind i hendes mankam. Temptations ryg og det meste af hende bagpart var følelsesløs, grundet hendes skavanker. Hun kunne derfor ikke mærke ham på sin ryg, da han forsøgte at bestige hende. Hun kunne kun mærke smerten i at han bed sig fast, samt hans forben der hamrede ind siderne på hendes bug. Belastningen på hendes forben, kunne også mærkes og det var udfra disse smerter, hun kunne regne ud hvad han havde gang i. Hun protesterede. Hun forsøgte at sparke ham af, stejle, og gå fremad. Men vægten fra hans store krop, ovenpå hendes spinkle, var nok til at nagle hende fast til stedet. Hun kunne ikke stikke af. Men hun kunne forsøge at bide ud efter hans forben, kunne blive ved med at kæmpe og forsøge at ryste ham af på en eller anden måde.. bare blive ved. Hun ønskede ikke at dette skulle ske, hun var ikke engang i brunst! Hvorfor gjorde han dette? Hvilket sygt sind, kunne bare finde på at gøre dette? Temptation kæmpede, men jo mere hun kæmpede, jo mere træt blev hun. Og hun kunne tilsidst ikke tænkte på andet end. "Hvorfor.."

Overlord fortrak ikke en mine da hun bed ham i forbenene, forsøgte at sparke og stejle. Han borede blot tænderne længere ind i hendes mankam og pressede sin vægt ned mod hende. Tyndekraften gjorde resten af arbejdet for ham og holdt hende nede. Han gjorde sig færdig og hoppede ned fra hende men slap ikke hendes manke lige med det samme. Han ville være sikker på at hun var mærket med hans tænder så han bed hårdt til, håbede på at han bed igennem og rev en luns med af.
Han besvarede ikke hendes spørgsmål om hvorfor. Dette gik udelukkende ud på at tyranisere hende. Alle hopper var ens. De skulle domineres.

Hendes tanker kørte, imens hendes krop blot blevet mere og mere afkræftet, af både at skulle holde til hans vægt og også samtidigt kæmpe imod ham. Tilsidst gav hun op. Hun stod bare og ventede på at dette mareridt ville ende. Hun sænkede hovedet, og lukkede den smerte ind som blev påført hende ved flankerne og i mankammen. Hun lukkede øjnene, men gav et højlydt hvin fra sig da han bed til. En enkelt tåre gled over hendes kind, men hun blinkede den væk og lod øjnene slå op igen. Vægten på hendes ryg var løftet. Han var hoppet af igen. Hun stod et øjeblik og blot stirrede ud i luften, inden hun i løbet at blot få sekunder vendte sig om, som var det et stormangreb, og blottede sine tænder i et aggressivt hvæs, ørene fladt lagt ned og tænderne rakt mod ham i håb om at få fat i en god mundfuld kød.

Da hun satte tænderne i brystflæsket på Hingsten,, slap han hendes manke, kun for at kunne få bedre fat et andet sted. Han sigtede efter hendes ansigt, men sådan som hun havde sat sig fast i hans bringe havde han ingen chance for at ramme andet end ørerne og henefter. Manen var ikke hans fokuspunktet flyttede sig til hendes tilbagevendte ører. Han strakte gabet op, knejsede me nakken og hakkede ned efter hendes venstre øre i et forsøg på at flå det af.

Tempt var overrasket over at hendes munds fyldtes med muskelmasse.. hun kunne smage blodet der flød fra hans krop. Det smagte godt... Hævnen, smagte godt. Men hun var overrasket, fordi hun ikke havde regnet med at ramme. Det var et vildt skud i tågen, som ramte. Det gav hende blod på tanden, og vreden steg i hende, sammen med en fraktur af hendes tabte selvsikkerhed. Hun pressede tænderne hårdere sammen om den mundfuld hun nu havde.. hun var så vred. Hun ønskede intet andet end at være i stand til at flå denne hingst fra hinanden, stykke for stykke. Men snart, ville en smerte ramme hende igen. Han havde bidt sig fast i hendes nakke, faretruende tæt på både ører og en sårbar knogle der holdt hoved sammen med hals. Hun slap af ren og skær overraskelse, og fokuserede istedet på at rive sig løs. Hun trak hovedet hårdt tilbage og bakkede adskillige skridt. Hun ville så gerne give igen, lade ham føle på egen krop, det som hun lige selv har følt. Men.. Hun måtte nok se i øjnene, at denne hingst var stærkere end hende, og ej påvirket af skavanker som hun havde fra sine år i Proelio. Hun måtte væk. Så snart han slap sit greb i hende, ville hun løbe. Og hun ville blive ved med at løbe, indtil Kanto kun var en plet i horisonten.

Overlord slap hende og lod hende løbe da hun endelig så sit snit til at opgive kampen. Det var sådan det skulle være med hopper. De skulle være underkuede og bange så de var nemme at have med at gøre.
Overlord trak sig for nu tilbage til skyggerne han var kommet af. Han nød følelsen af blod løbende fra hans højre brystmuskel samt følelsen af endnu en sejr.
Endnu havde han ej tabt til hverken hingst eller hoppe i dette land.

//out

//out

//afsluttet