Kanto. Den døde skov, der opslugte alt i sit endeløse dyb. Den kunne narre dig, spille dig et puds og lade dig fare vild. Dens fremtoning var enorm, og hvis du følte, at du var noget, var det helt sikkert, at den følelse forsvandt, når du betrådte Kantos tørre bund. Skoven var dig langt overlegen, og du ville aldrig kunne hamle op med den. Aldrig.
Disse ord havde Freakshow fået fortalt af en tilfældig fremmed, han havde mødt på sin vej mod skoven. Den dybt paranoide og traumatiserede sjæl var panikslagent stormet ud ad skoven med rådvilde øjne. Han havde været fanget derinde i endeløse tider. Dagene var begyndt at glide væk fra ham, og han havde ikke længere nogen anelse om, hvor længe han havde været indespærret i Dødens Skov.
Freakshows eneste reaktion på hingstens advarsel havde været en hånende lyd, et sving med halen og et morsomt smil. Den skov lød som et ualmindeligt tiltrækkende sted - det kunne han ikke leve videre med uden at have set med egne øjne.

Skoven tårnede sig op foran hans hove. Selvom det var højlys dag, virkede skoven mørk og skummel. Et uhyggeligt smil gled over den mørke hingsts læber, da han trådte ind mellem de tætte træer. Grenene ragede ned fra stammerne og rev mod hans krop. De mest uhyggelige lyde kom inde fra det rungende dyb. Skoven syntes at være levende. En hær af krager samlede sig omkring hans krop og udstødte en række advarselsskrig, mens deres klør rev mod hans krop. De fortsatte i et par sekunder, inden de atter steg til vejrs og forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet. Han trak mundvigene op i et fascineret smil. Skoven havde en interessant måde at byde ham velkommen på.

Han drejede hovedet til alle sider, mens han bevægede sig længere ind i det tomme dyb. Tågen hang som en klistret masse omkring ham, og fugten satte sig hurtigt i hans pels. Græsset og træernes blade var visnet væk, og skovsøerne var ikke andet end sump. Hans kraftige hove sank tungt ned i den mudrede skovbund, hver gang han tog et skridt. Selvom sollysset burde vælte ind i skoven, da trætoppene var bare, hang mørket i dens indre. Træerne voksede på snoede og krogede måder, der fik dem til at mødes på toppen og indelukke Kanto i deres mørke favn. Han havde aldrig set noget lignende. Enhver hest burde føle afsky, væmmelse og frygt for dette sted; men ikke ham. Han følte sig draget af Kanto, han fandt den smuk og storslået. Han var sikker på, at han lige havde fundet sit nye hjem.

Valeñcia kom dansende ind i den dunkle skov. Hun havde været her et par gange før. Kanto havde formået at skræmme mange heste væk, men ikke Valeñcia. Der skulle meget til før at denne hoppe blev bange. Hendes små hove sank ned i muderet og det sagde en masse lyde hver gang hun tog et skridt, derfor var hun ikke lydløs, men hun var som altid elegant og dansende gående. Hun havde altid lidt af en flirtende ydre, eller måske mere mystik, for selv om at hun virkede lokkende, så sagde resten af hendes krop noget andet. Hendes øre var altid i nakken og hendes muskler var altid en smule spændte, mens at hendes hale altid slog hidsigt bag hende. Valeñcia var en lille hidsigprop, men også ret dominerende, hun elskede at tage styringen! Men hun elskede også at have det sjovt, sjovt med andre, udfordre og provokere. Det var hovedsageligt Valeñcias ting, udfordre og provokere.
Valeñcia kedede sig lige i øjeblikket. Der var ikke sket noget spændende i hendes liv i meget lang tid, hvilket hun hadede. Det var som om at alle dem hun kendte forsvandt, på en måde følte hun sig gammel, men så alligevel ikke. Hun var ikke gammel, i hvert fald ikke i sind og heller ikke udseende, men hun følte sig gammel fordi at hun havde været på denne ø i meget lang tid. Måske var det tid til at begive sig videre? Se nogle andre ting, finde noget mere spændende. De sjove heste på denne ø virkede også som om at de var ved at forsvinde. De heste hun kunne provokere, men som var med på hendes leg. Der var intet sjovt tilbage.
Eudora var også ved at være gammel og hun behøvede ikke sin mor mere, og hun kunne jo altid komme tilbage og hilse på hende? Hun gik i sin egen verden og lagde slet ikke mærke til de ting der skete omkring hende, og heller ikke den store hingst der gik i moset lidt væk fra hende.

This is home

Lyden af hovskridt mod den smattede jord fangede hans opmærksomhed, og hans sorte ører blev straks spidset i den retning, lyden var kommet fra. En dyb brummen forlod hans strube. Der var en fremmed til stede... Han var endnu ikke tæt nok på til at kunne fornemme, hvem det var - men han kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvilke andre uhyggelige væsner, der bevægede sig rundt i Kantos dyb.
Han gik i den retning, hovskridtene havde lydt, og snart mærkede han den søde duft af hoppe i luften. Han brummede igen, denne gang med en mere pervers undertone. Han var altid glad for at være i hoppers selskab, og en hoppe fra Kantos dyb kunne absolut kun blive et interessant selskab.
Han kunne ikke se langt frem for sig i tågens omklarende masse, men han fornemmede, at han var tæt på hende nu. Og rigtigt nok gik der ikke lang tid, før hoppen dukkede op på stien foran ham.

Han havde forventet at se et sandt mareridt af en hoppe, der kunne tiltrække ham med sit mystiske ydre og onde sindelag. Men i stedet blev hans øjne ramt af det mest latterlige syn, han nogensinde havde set. Hun var en spinkel og rigtig feminin hoppe, der simpelthen havde de mest grinagtige farver, han nogensinde havde oplevet på en anden hest. Hun var én stor uharmonisk farvelade af skrigende pigefarver, og alt ved hende udstødte bare tøsepige og svaghed. Han blev så paf over dette uventede syn, at han blot stoppede op på stien og stirrede på hende med vantro øjne.
Så brød han pludselig ud i en kraftig, hånende og næsten krampagtig latter. Han lo højt og længe, inden han kunne tage sig sammen til at sige noget.
„Er dette en joke?" Han havde næsten tårer i øjnene af grin. „Du må være den mest latterlige udgave af en hest, jeg nogensinde har set. Hvad i alverden laver én som dig her?"
Han lo stadig, da han tilføjede endnu en kommentar. „Jeg sværger, du er så grim, at jeg end ikke vil bedække dig, blot for at undgå skammen ved at sætte et føl til verden fra så grim en krop."

Til: Valeñcia

Pludselig lagde hun mærke til den fremmede der kom frem i tågen. Hendes øre lå i nakken og han så noget overrasket ud over at se en lyserød hoppe komme gående inde i denne skov og hun kunne godt finde det komiske i det. Men det var på ingen måde noget hun viste, for allerede nu brød hun sig bestemt ikke om denne hingst. Han troede rigtig han var noget. Han var dog ikke selv noget flot syn, så det gjorde ikke så ondt at han grinte af hende. "Du tror rigtig du er farlig" sagde han og så på ham, hendes tone var kold og det var helt tydeligt at han ingen interesse i hende havde vagt, lige så meget som at hun sikkert ingen interesse havde vagt i ham, men det var hun også fuldstændig ligeglad med. Hun stoppede op og kiggede nedladende på den fremmede. "Det godt du kun bedømmer på udseende, det siger meget om dig" sagde hun og fnøs for at understrege hvor barnligt det var det han sagde.
Valeñcia var nok en af de mest selvsikre på denne ø, hvilket nok også var ret tydeligt. For hun vidste at hun var speciel, og ja, hendes udseende snød rigtig mange heste, men det var også det der kunne være det sjove! Hendes lyserøde pels der i forvejen var ret mørk blev pludselig mørke at se på, det var tydeligt at se ændringen i hendes pels.
"Er du sikker på at det er mig der tilføjer det grimme? Du har da tydeligvis ikke set på dig selv for nyligt" sagde hun. Det rørte hende ikke spor at han ikke engang ville bedække hende fordi at han mente at den lyserøde farve var så grim. Hun var stærk både fysisk og psykisk, selv om at hun ikke var så stor. Det var også det der nok kunne overraske mange, for hun var ikke en svag hoppe, hun havde en virkelig stor styrke i forhold til hendes krop. Og hun var heller ikke skræmt af denne hingst med metallet på sig. Egentlig synes hun kun at han så utrolig fjollet ud. "Er ked af din skuffelse" sagde hun tydeligvis ironisk, for det var malet i hans ansigt at han havde håbet at finde noget farligt. Hun rystede på hovedet, hun var egentlig spændt på om han overhovedet ville opfange hendes ironi, eller om han bare var lige så dum som hun regnede med...

This is home

Hans hånlige latter blev blot endnu større, da hoppen åbnede sin mund og talte. Hendes kropsprog var hidsigt, men hendes stemme var iskold. Hun prøvede tydeligvis at signalere, at han ikke interesserede hende den mindste smule, og at hun slet ikke lod sig påvirke af hans ord. Det fik blot et endnu større smil frem på hans mule. Det var så tydeligt at se, at denne hoppe blot satte en facade op for at beskytte sig selv. Han brummede mørkt. Denne hoppe var så forudsigelig og temperamentsfuld, hvilket absolut kun gjorde hende sjov. En hoppe som hende ville han måske ikke kunne bruge til at bedække - men i det mindste kunne han få et godt grin ud af hende.
„Og du tror nok rigtigt, at jeg ikke er farlig..." hvislede han skummelt, da han havde fået grinet af.
Han mødte hendes nedladende blik med et stort smil. Det var lidt kært, den måde hun prøvede at spille kold og ligeglad på. Han vidste dog bedre. Han havde mødt alt for mange hopper som hende igennem sit liv. De havde det hele i munden. Når deres liv først rigtigt kom i fare, var de ikke andet end kujoner.

Han var lige ved at le igen, da han så, hvordan hun fnøs af ham. Hun stillede sig jo op som en eller anden mor, der var i færd med at opdrage på sin søn. Han holdt dog masken, selvom hans smil var så stort, at hans mule var ved at revne. Hans sorte ører var rettet mod hende, men det var ikke just af venlighed - blot munter interesse.
„Selvfølgelig bedømmer jeg dig på udseendet," lød hans ulækre stemme. „Snotdumme hopper som dig har jo ikke andet. Desværre ser du ikke ud til at have stået forrest i køen, da der blev delt farver ud - så du har hverken fået udseendet eller intelligensen med dig. Hvilken skam..."
Hans tonefald var fuldt af hån og provokation, mens det uhyggelige smil sad permanent plantet på hans ansigt. Pludselig ændrede hoppens pels sig. Den var stadig lyserød, men var gået over i meget mørkere nuancer. Han så på hende med en anelse mere interesse i blikket. „Nå nå, lidt fascinerende var der da ved dig."

Hans latter rungede atter mellem skovens træer, da hun fornærmede hans udseende. For en som ham var det ikke andet end en kompliment. Han nød at se grim ud, fordi det i hans tilfælde betød, at andre følte sig skræmt eller tilmed frastødt af hans udseende. Det gjorde det kun endnu sjovere at pine dem...
„Godt forsøgt," lo han. „Men det er nu ganske anderledes med mig. Ser du, jeg er grim på den uhyggelige og væmmelige måde. Du er bare grim på den... tja, latterlige måde."
Han smilede provokerende. „Desuden betyder det intet, hvordan jeg ser ud - det er jo hoppen, jeg skal kigge på. Og er hun lækker, skal der såmænd nok komme et ganske fint føl ud ad det. Det arver sin mors skønhed og sin fars uhygge - en absolut spændende kombination. Men i vores tilfælde ville det bare arve sin fars uhygge og sin mors lyserøde farvelade - det ville jo ikke være andet end en joke."

Hans mund gled atter op i et uhyggeligt smil, da hun udtrykte, at hun var ked af hans skuffelse. Med sleske bevægelser skridtede han tættere på hende. De sorte skygger dansede langsomt om hans hove og fulgte ham gennem tågen.
„Det skal du skam ikke være, min kære... Der findes så meget andet, man kan gøre med hopper som dig." Blikket i hans sorte øjne var intenst. „Du er måske nok for grim til at få skænket et føl - men din uværdighed betyder blot, at det ikke ville være spild af liv at slå dig ihjel."

Til: Valeñcia

Valeñcia var en rigtig hidsigprop, og lige nu havde hun allermest lyst til at gå over og give ham en ordentlig omgang bøllebank. For hun var ikke bange for ham, han skræmte hende ikke en mindste smule og det ville han aldrig gøre. Han var ikke stærk nok, og han kunne ikke lege med hendes sind, på nogen måde. Så hvad end han havde lyst til, så ville det ikke hjælpe på hende. For hun var ikke dum og hingste som ham, dem var der mange af, lige som at han mente at der var mange af hendes slags, men det mente hun bestemt ikke! Ingen var så speciel og perfekt som hende.. Og det vidste hun også godt, derfor prallede hans ord også meget nemt af hende.
"Jeg ved at du ikke er farlig. Jeg ved at der er farligere ting i Proelio end dig" sagde hun og så blot på ham. Hun følte sig faktisk overhovedet ikke provokeret mere, hun følte sig pludselig højere hævet end ham, på alle tænkelige måder. Og det var også derfor at hun snart ville gå fra denne hingst, han var alt for umoden og ikke på hendes niveau. Og han var umulig at få til fornuft.
"Du ved intet om mit intellekt, så det kan du på ingen måde udtale dig om. Det viser blot hvor dum du er min ven" sagde hun og så på ham. Min ven var blot en talemåde og de var på ingen måde venner, ikke engang bekendte kunne de bruge om hinanden. Nu kendte hun heller ikke hans navn, og omvendt.
Da han kommenterede at hun skiftede farve himlede hun blot med øjnene. Der var så mange ting som denne hingst sagde, der bare viste at der ikke var så mange ting at rykke rundt på oppe i hans hovede. Og det kunne godt være at Valeñcia var til de store hingste der kunne gøre modstand, men denne hingst gjorde ikke modstand, han troede at han var smart i en fart, tænkte kun på hvem han kunne bedække, og ja, så virkede det ikke som om at der var så meget at rykke rundt på oppe i hans lille hovede, eller store hovede. Det var sikkert hult inden i. Hun følte pludselig en trangt til at gå over og prøve at banke på siden af hans hovede med mulen for at høre om det nu også var helt rigtigt. Hvilket også fik hende til ganske kort at smile, et meget lille og usynligt smil.
Hun rystede på hovedet af hans ord. "Du er ikke grim på den væmmelige og uhyggeligt måde" sagde hun og det var nu hendes tur til at begynde at grine. "Du er blot grim" sagde hun. "Men så må du jo alligevel gå op i om du er smukke dine afkom, og mene at du selv er grim, siden at hoppen skal være smuk?" sagde hun og så uforstående på ham, men stadig med det nedladende blik. For det var da en mærkelig teori. Hvis han var så tilfreds med sig selv, så skulle han jo også have en grim og uhyggeligt hoppe, uhyggelig, som han selv mente at han var, for at få det perfekte afkom. For han mente tydeligvis selv at han var tæt på perfekt. Hun mente dog at have set de aftegn som han havde før.
Han kom nu skridtene nærmere og hun blev stående. Hun rørte sig ikke, for hun var ikke bange for ham, og hun var skam heller ikke bange for nærkontakt. "Uha, lad mig høre" sagde hun inden at han sagde det næste. Hun var så ligeglad med hans ord. "Er det nu jeg skal løbe?" spurgte hun efter at han havde sagt det sidste færdigt, for hun var ikke skræmt, det kunne godt være at han var en stor hingst, men hans svaghed var hans hurtigt og smidighed, hvilket hun havde i meget højere grad! Og det med at hun var for grim til at få skænket et føl, det passede ikke! Man kunne bare se på Eudora, og hun var ikke grim, hun var fantastisk smuk.

This is home

„At der er ting i landet, der er farligere end mig, betyder vel ikke, at jeg ikke også kan være det?" hvislede han. Hans smil ændrede sig og blev smørret at se på. „Så hvordan kan du vide, at jeg ikke er farlig?"
Blikket i hans øjne var provokerende. „Åh, tro mig... Det lyser ud ad dine regnbuefarvede øjne, at din intellekt er ikke-eksisterende. Tillad mig at sige; hvis man var bare lidt intelligent, ville man ikke være stolt af et udseende som dit."
Han så hårdt på hende. „Og tro mig, din farvelade... Jeg er ikke din ven."
Han betragtede hende med forvirring, da hun blot himlede med øjnene af ham. Nu havde hun rent faktisk chancen for at fortælle noget interessant om sig selv, og så valgte hun ikke at ville tale om det. Det hånlige smil lagde sig igen på hans mule. Hun var i sandhed lige så dum og uforstående, som hun så ud.

Han så udfordrende på hende, da hun begyndte at grine af ham. Der var ikke ondskab i hans øjne, for han var slet ikke blevet aggressiv endnu. Nej, hans udfordrende blik stammede fra det lille spil, de havde kørende. De skiftedes til at fornærme hinanden, og han fandt det utroligt morsomt.
„Åhåhåh, det er store ord fra en så grim som du. Nej seriøst, du ligner en nyfødt krageunge, vis mor har ørlet udover dens krop lidt forskellige steder. Du er ikke ligefrem den rette til at udtale dig om, hvem der er grim eller ej. Og med hensyn til mine afkom, så tager du fuldstændigt fejl. Du fatter jo ikke en bjælde - hvilket naturligvis heller ikke kommer som nogen overraskelse. Men ser du, jeg ønsker ikke en smuk hoppe, fordi jeg mener, at jeg selv er grim. Nej, jeg ønsker en smuk hoppe, fordi det er det eneste værdige til sådan en som mig. En grim hoppe vil bidrage med sin grimhed til vores afkom, der dermed mister chancen for at blive lige så smuk som mig." Han holdt en kort pause, inden han fortsatte.
„Og netop derfor kan jeg ikke få føl med sådan en som dig. Åh, hvilken gru det ville være, hvis min søn eller datter skulle arve noget af... dét der!" Hans blik gled frastødt op og ned ad hendes krop.

Et smørret smil gled atter over hans mule, da han så, hvordan hun blev stående ved hans tilnærmelse. Hun var enten meget modig - eller meget dum. Han kunne næsten ikke holde masken over hendes ord. Hun prøvede med al tydelighed at provokere ham, hvilket kun var en facade for at skjule sin frygt. Han brummede dybt. „Ih nej, det ville da ødelægge overraskelsen."
Et kæmpe smil plantede sig på hans mule, da hun sagde sine sidste ord. Hans øjne lyste nærmest rovdyrsagtigt. „Det kommer helt an på, om du foretrækker nærkamp eller jagt. Valget er dit."

Til: Valeñcia