ADVARSEL: Dette indlæg indeholder blod og stødende scener.

Natten var faldet på, og den store måne kastede sit blege lys nedover landet og badede engen i sit sølvagtige skær. Området omkring vulkanen var som sædvanlig tørt og støvet at se på. Natteduggen var faldet på, men i denne del af engen var der ikke meget græs, der kunne blive fugtigt. Alt omkring vulkanen var lige så tørt og brændt at se på som den selv. Fra vulkanens indre lød utallige rumlelyde, der indikerede, at den var en levende mekanisme, der aldrig holdt pause - end ikke om natten. Evigt og altid var den i fuld gang med sit arbejde, der en dag ville stige til vejrs og oversvømme Proelio med sit brændende lava. Det ville blive en smuk, omend destruerende dag.

Et sted på den øde askejord lå liget af en hoppe. Hendes hvide skind lyste op i månelysets skær. Blodet skinnede fra hende, og hendes kød var revet af i store klumper, der lå spredt forskellige steder på den kolde jord. Over hende stod en stor hingst; stærk som en okse og lige så uhyggelig som et mareridt. Ud ad hans mund hang en luns af hendes kød, som han gumlede i med sine bare tænder. Selvom hans tænder ikke var anderledes end andres heste, havde han efterhånden spist så meget råt kød, at de var blevet skarpere. Han kunne ikke flænse kød på samme måde som et rovdyr, men det var snart tæt på.

Hans primære fødekilde var naturligvis stadig græs; det skulle han have for at overleve. Men hans krop hungrede også efter kød. Det var en slags afhængighed. Lige siden hans første drab, der havde fundet sted på hans mor, havde han elsket smagen af kød - og haft brug for den. Han havde aldrig smagt andet end hest, da han manglede rovdyrernes egenskaber til at kunne jage et bytte op og fange det. Men heste var altid lette mål. Det faktum, at de var hans egen art, generede ham overhovedet ikke - han havde jo ædt sin egen mor, så han var ikke sart.

Hoppen ved hans hove havde den samme historie som adskillige andre før hende; hun havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun havde mødt denne Freakshow, og han havde charmeret hende tæt på sig for så at slå til. I en nærkamp havde de færreste heste kræfter til at slå hans muskler og styrke - derfor endte sejren tit til ham. Og denne nat var da ingen undtagelse. Hoppen for hans hove var uskyldig, men alligevel var hun blevet offer for hans tyranni. For når kødtrængen begyndte at melde sig, blev han ustyrlig - så kunne ingen stå ham i vejen.

Han rev atter en luns af hendes kød og gnaskede veltilfreds på det. Den kraftige hale svingede afslappet bag ham. Det saftige kød var som slik for ham. Det var så mørt og lækkert, og blodet var perfekt til at skylle det ned med. Han elskede fornemmelsen af det varme blod, der løb gennem ham og fyldte hans krop med ny styrke.
Han gumlede grådigt videre af hende og mærkede, hvordan han efter flere måneders kødmangel endelig følte sig ordentligt mæt. Blikket i hans øjne var ekstatisk, og hans kropsprog var roligt. Han havde sjældent nyt et måltid så meget som denne nat. Han kunne endelig slappe af og slippe af med den gnavende sult, der havde hængt i ham i flere måneder. Han kunne atter genvinde kontrollen over sin krop og sit sind. Hvis nogen mødte ham nu, ville han være helt nede på jorden og helt fattet - næsten ikke farlig. Næsten ikke.

Insanus Amoris Drachmas

Den sorte hingst havde fanget færten af blod. Den søde væske der virkelig kunne skabe mirakler. Han havde ikke haft tænderne i en hest efter episode med Fuego. Dog han nægtede at anerkende hvad der var sket for ham der. Han måtte have været et andet sted i tankerne, det var en bivirkning af brugen af hans nye kræfter. Aske hørte ikke hjemme i kroppen.. Duften var blevet bragt til ham af vinden, fanget af hans næse et godt stykke fra Kantos skovbryn. Nok var han gammel, men han var ikke svagere. Hans sanser var stadig lige så gode, som de altid havde været. Intet skulle ændre det. Hans udseende kunne ændre sig alt det, som det nu ville, han ville stadig væk være Insanus Amoris Drachmas.
Den sorte hingst havde taget på. Ribbenene var stadig tegnet mod hans hud, men det var tydeligt, at han var rundere end han havde været i langtid. Om det så var en god til eller en dårlig ting, det skulle man være forsigtig med at tolke på. Han ville automatisk have mere energi til, at bruge sine muskler, men han ville også være tættere på, at føre sin lille plan ud i livet. Hans mesterværk.. Et sygt, hemmelighedsfuldt smil spillede om mulen på ham, som han satte frem i en let trav. Hvem der så end havde efterladt et kadaver ville have hans tak. Han manglede følelsen af, at begrave de spidse tænder i noget, der ikke tog timer af hans tid. Græs var besværligt, at æde for ham. Hans kindtænder var ganske normale og flade, perfekte til at tygge det, men det tog en krig, at få plukket de grønne strå.. Den sorte hingst bevægede sig med smidige, men stærke bevægelser. Hvis der ventede ham en levende, men såret hest, så ville han nok kunne vende situationen til hans fordel. Nu skulle han først der hen.

Som han nærmede sig, da fangede de gule øjne intet mindre end to skabning. En var ubevægelig på jorden og den anden stod ganske fornøjet og gumlede på noget, der ikke kunne antages for, at være andet end en del af den kære skabning på jorden.. Han gik ikke ligefrem ud fra, at den fremmede skabning ville dele, men han skulle nok få tænderne sat i noget. Dødt eller levende.

Kødet var fantastisk. Så saftigt, så magert, så lækkert, så... forfriskende. Det gav ham en helt ubeskrivelig følelse af velbehag, nydelse og ekstase. Hvis det stod til ham, burde alle få fornøjelsen af at smage denne fantastiske føde. Men på den anden side var det også meget dejligt, at ingen andre heste var kannibaler; det betød jo mere kød til ham.
Han var skuffet over, hvor lidt han fik spist for tiden. Hvis han selv kunne bestemme, ville han spise det hver dag. Men han var nødt til at spare på denne fantastiske smagsoplevelse, da han stadig havde brug for at æde græs hele tiden. Hans mave var altid fyldt op med det, og derfor ville han blive alt for mæt, hvis han også skulle æde kød hver dag. Så det var kun en delikatesse, han gemte til særlige lejligheder - som for eksempel denne nat. Hoppen her havde været et perfekt bytte, og hun var ikke mindre tilfredsstillende i sin døde tilværelse.

Stilheden fyldte natten. Den eneste lyd, der hørtes, var lyden af kød, der blev flået fra skelettet. Han var sikker på, at hans eneste selskab var den døde hoppe, men han begyndte snart at mærke en andens tilstedeværelse. Han kunne mærke et par øjne hvile på sig, og ganske rigtigt; da han rejste hovedet fra kadaveret, blev han mødt af to gule øjne, der lysende så direkte på ham. Hingsten måtte være en meget mørk skabning, for han kunne næsten ikke se ham i månens skær. Øjnene lyste dog lidt op omkring hingsten, hvilket afslørede en silhuet af et sæt vinger. Han formede sin mule i en lille spids. Han havde aldrig mødt en anden hest med vinger, udover hans bror Azazel. Interessant...

Den fremmede gjorde ikke andet end at stirre på ham med de glubske rovdyrsøjne. Han var ikke helt tilfreds med situationen. Normalt gad han ikke at spilde sin tid på sådan nogle småting, men hingsten her påvirkede ham alligevel - han brød sig ikke om, at denne stod og betragtede ham i mørket.
Derfor bakkede han væk fra liget og bevægede sig forbi det. Han stoppede op på halvvejen mellem den døde hoppe og den fremmede hingst. Der hang stadig en luns kød ud ad hans mundvige, og blodet flød saftigt ned ad hans strube. Han mødte hingstens blik og rettede sig op. Sådan stod han i lidt tid; gengældte blot hingstens blik uden at sige noget.

Insanus Amoris Drachmas

Det fremmede væsen lignede enhver anden hest, men så igen... Han emmede af energi, old gammel energi. Han havde ej oplevet andre omgivet af sådanne energi, kun guderne. Han havde fået en smag af hvad for en kræft de bar på, ja, han havde selv fået lov til at lege gud. Som om han ikke havde gjort det før.. De gule øjne var som to orbs, der svævede i natten, hvis de ikke afslørede skyggen af ham, så ville han have været helt væk i nattens skygger. De sorte vinger var stive og var ikke blevet bevæget i langtid, men det holdte ikke skyggerne tilbage, de pulserede stadig omkring ham, som om de havde deres eget liv.
De to gaver, der fulgte med statussen, var usynlige for enhver normal dødelig, men hvis den fremmede ej var dødelig, så ville han nok med lethed kunne se både de sorte, skyggevinger og den sorte kæde, der holdte den klare flaske med den blodrøde væske.
Han lukkede de gule øjne og rystede let på det store hoved. *Hvilken eventyrlig nat..* Et smil tegnede sig om hans mule, gemt i skyggerne af natten. Han bevægede sig nu frem mod den fremmede hingst, der stod nok så flabet og dinglede med et frisk, mørt stykke af hans offer. Den første kannibal han havde mødt siden, han så sig selv i vandets spejl.. Den gamle krop bevægede sig med en overraskende smidighed og styrke. Det var ikke noget man forventede, når man vidste hvor gammel det sorte, omvandrende kadaver var.. De gule øjne var blevet åbnet igen og afslørede hans tynde krop. Han stoppede ganske tæt på den fremmede hingst. Han betragtede ham med en interesseret mine, men den var lige så kølig, som den plejede at være..
Der var ingen øjne.. Utroligt, som de skøre og forvredne hoveder ofte havde tabt deres pupiller. Tabt deres syn af alle andre verdener end deres egen.. Den anden kunne ligeså godt have haft to huller i hovedet, hvis det ikke havde været for månens skær, der reflekterede i de sorte øjne. To sorte orbs af mørke og kold blodig dræber.
Se det var noget han ikke sagde nej til at møde.. Han hævede ikke hovedet, hans holdning var en smule anderledes end den plejede, hovedet hang mere vandret med kroppen end før. "Smukt drab, sundt.. Har du noget imod at dele..?" Stemmen var mørk, kold og det var kun af ren og skær respekt for hans med-kannibal, at et spørgsmål var at finde i den sætning. Han ville skam tage det, nappe det ud af kæften på ham, hvis han var så højrøvet at sige nej. Han kunne blive sat på menu'en , hvis han hellere ville det..
Det var ikke kun af sult, at denn sorte skabning ville synke tænderne i den fremmede, døde hests krop, men også så han kunne mod bevise det han havde oplevet i selskab med hans ild hest. Hvis det var sandt, så havde han en høne at plukke med den kære Zombie.. Gud eller ej, man frarøvede ham ikke hans guddommelige væske af frihed, ikke uden at fortælle ham det i det mindste.

Dinner Is Served

Hvis man kunne tyde hans sorte øjne, ville man finde et køligt, men dog interesseret blik, da han betragtende lod dem glide over den mørke skabning foran ham. Der emmede en sort energi ud fra den fremmede, og det var tydeligt, at denne var mindst lige så mørk i sindet som ham selv. Det lod til at være et interessant selskab, som han da ikke bare sådan lige ville sige nej til.
Hvis den koldblodige hingst en sjælden gang imellem skulle være social, så skulle det bestemt være med en sjæl, der var mindst lige så spændende som ham. Han havde meget høje tanker om sig selv og så de fleste andre som undermålere i forhold til ham. Hans selskaber bestod derfor for det meste af ham, der dræbte, tvangsbedækkede eller blot tyranisserede andre. Han var kold og nådesløs og havde ingen samvittighed.
Så når han en sjælden gang imellem skulle være social, foretrak han, at det var med andre ligesindede - hvilket han fornemmede, at denne hingst var.

Hingstens stemme lød nu, mørk og kold i natten. Hans ord fascinerede Freakshow. Han var ikke blot en kannibal lige som Freakshow selv, men han var også fræk nok til at spørge, om ikke han ville dele sit bytte. De kolde øjne hvilede udtryksløst på det fremmede kadaver af en hingst. Han måtte beundre den fremmedes høflighed - han vidste lige, hvordan man skulle tiltale en ligemand.
Et koldt smil bredte sig om Freakshows læber, da han langsomt lod hovedet tilte på skrå. „En kannibal som jeg selv... Hvor interessant."
Han blev overvejende stående i et øjeblik, inden han trådte til siden og gjorde en bevægelse med hovedet mod liget på jorden. „Tja, det ser jeg ikke noget galt i, når nu du spørger så pænt. Der skulle være nok til os begge, så tag du bare for dig af retten."

Til: Insanus Amoris Drachmas

Dinner Is Served

Et nysgerrigt blik var at tyde i de ellers døde øjne, da han betragtende fulgte med i det omvandrende kadavers bevægelser mod hoppen på jorden... ellers, resterne af hende. Han havde aldrig før set en anden hest spise af sin egen art, så det skulle blive fascinerende at se. I sit stille sind kunne han fornemme, at han faktisk nød dette selskab en smule. Det var ikke tit, man mødte andre, der også fandt nydelse i kødet fra sine artsfæller. Ja, han selv havde aldrig mødt en, men blot hørt om dem - indtil nu.
Den fremmede hingst førte nu sin mule mod det bløde kød og flåede et stykke af, som han fornøjet gumlede på. Et tilfredst smil bredte sig om Freakshows læber. Så havde hingsten altså ikke bare fyldt ham med tomme ord.

Han betragtede med største velbehag synet foran ham. Der var noget underligt tilfredsstillende ved at se en anden hest spise det dejlige, saftige kød.
Der gik dog kun et kort øjeblik, og så tog fanden ved hingsten. Han veg tilbage med et hidsigt hvæs og spyttede straks kødet ud igen. I et kort øjeblik troede Freakshow lige, at hingsten havde narret ham og spyttede kødet ud i afsky - men da han så nærmere på kødklumpen på jorden, kunne han se, at denne blot var blevet til jordiske askerester. Den anden hingst reagerede med utrolig vrede. Han rettede sig så meget op, at alle knoglerne knak under hans udhungrede krop. Han var endnu mere skræmmende at se på nu, men Freakshow var ikke bange... tværtimod fandt han denne fremmede vældigt fascinerende.

Den gale hingst svang nu hurtigt hovedet mod ham i en vred bevægelse - hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var ham, han var vred på. Men i det samme smilede hingsten beklagende til ham, og straks faldt han til ro igen. Det var tydeligt at se, hvordan fatningen atter lagde sig som en maske på hingstens ansigt, og snart var han så rolig, at man ikke ville tro, han lige havde flippet ud i vrede, hvis ikke man selv havde set det. Freakshow lyttede opmærksomt til hans ord og smilede overbærende. Han kunne såmænd sagtens forstå hingstens reaktion. Han selv ville nok have reageret præcis lige sådan, hvis han ikke længere kunne æde kød.
Han kørte langsomt det uhyggelige hoved på skrå. „Det lyder ualmindeligt ubehageligt. Hvad er der dog sket?"

Til: Insanus Amoris Drachmas