Det var en ganske grå og kedelig regnvejrsdag. Vinden blæste køligt, og himlen var grå og overskyet. Regnen var omsider holdt op, men landskabet bar stadig præg af, at det havde regnet hele dagen. Alt var vådt og fugtigt, og store vandpytter fyldte det meste af jorden.
Gizhebi befandt sig på den store eng, Galka. Hun holdt til i nærheden af søen, hvor alt syntes en anelse mere grønt og frodigt end resten af den mystiske, varierede eng. Hun stod under et stort træ og nippede lidt til græsset, der var mere tørt end resten af engens græs grundet dets beskyttelse fra træet. De lange grene rakte ned over hende og gjorde hendes krop fugtig med deres våde blade. Græsset om hendes koder var drivvådt og gjorde hendes ben våde og mudrede.
Ja, man kunne i sandhed sige, at det var en trist dag i dag... Alligevel var Gizhebi som sædvanlig i højt humør. Hun svingede afslappet med sin store hale, der var tung og våd af at blive slæbt langs jorden bag hende. Hun havde aldrig været typen, der blev særlig generet af regn - det var ganske hyggeligt, syntes hun.

En lille fugl kvidrede i træet over hende. Det fik et lille smil til at tegne sig på hendes mule. Der var endnu en sjæl, der havde vovet sig ud i det våde vejr ligesom hende selv. Lyden af en gren, der knak, fangede hendes opmærksomhed. Hun løftede hovedet fra jorden og så en lille samling dådyr snige sig ud fra træerne, for så at sprinte hoppende henover engen. Hun smilede endnu mere fornøjet ved synet. Regnen var efterhånden stilnet af, og det fik åbenbart de fleste til at bevæge sig af sted, selvom alt omkring dem stadig var vådt. Det glædede hende at se, at de andre dyr heller ikke var bange for at blive lidt våde. På hendes rejse gennem livet havde hun ellers mødt mange heste, der var forfærdeligt sarte og gemte sig i en hule eller i en grotte hele dagen, hvis det var regnvejr - sådanne typer kunne hun kun ryste på hovedet af. Med et tilfreds suk sank hun hovedet ned i det frodige græs igen. Hvad mon denne dag ville byde på?

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Den større vandpyt i en fordybning på Galkas enge som havde samlet sig gennem efterårets første regn. September havde været forholdsvis tør og varm... Men nu, som hoppens mave nærmede sig en størrelse hvor man virkelig kunne se hun var drægtig, faldt regnen. Det var ikke en tung ting. Dens livsgivende væske rensede jorden for al den tørke og varme sommeren havde budt på. Selv regnen havde været varm i sommeren. Hun var placeret ganske roligt ikke langt fra søen, men alligevel så langt væk at hun kunne se vandpytten i det der mindede om en dal inden Jupan løften. Hvorfor hun var strejfet så langt væk fra Lux Umbra var nok i bund og grund for at få lidt ro, se på noget andet, og komme væk fra hendes frygtelige fornemmelser... Hun havde ventet sit livs drømmeføl med Amoris. Men mavefornemmelsen sneg sig ind på hende nu, og hun kunne ikke fornægte sandheden mere. Det var Insanus der havde besudlet hende. Hun slog det fra sig. Regnen mindede hende om hende selv, hendes små missioner. Hendes liv. Hun var trods alt navngivet efter denne; Caeli Pluvia. Himlens regn...

Den arrede krop var blevet en anelse mager. Der var intet der endnu gjorde frygteligt ondt på hoppen, kvalmen var der, hun følte spark, og hun var absolut langt mere påvirket end så mange andre hopper ville have været det. Hun var træt til grænsen, svagelig - meget svagelig. Hun var øm og havde allerede brækket et ribben. Men det slog hende ikke ud. Ikke endnu. Hun så mod det våde græs der lod hendes koder blive mudrede. Men tørsten nærmede sig, og det himmelske vand ved Undale var langt mere nærende end regnvandet. Der var noget særligt magisk over oasen synes hun. Hoppen med den krøllede røde man, satte sine ben mod søen, forbi træer og buske på engen. Måske i håb om selskab, fra en fremmed. De fremmede havde det med at slå alle tanker om fortid, fremtid og hendes nuværende situation væk. Hun følte sig så slået og dum... Endnu elskede hun den sorte og hun ville til enhver tid bære hvad end hun havde i maven. Men han havde også som en af de få den stygge evne til at bore igennem hendes sind, piske hendes allerede blødende hjerte, og æde af hende trods hun ikke var død. Lå hun på knæ var han ikke langt tid om at tvinge hende ned i liggende stilling. Sådan var det. Men lykken lå på de bløde rosenblade bag tornene. Amoris. Hun sukkede dybt. En lyd fangede de følsomme ører. Hun så en folk dådyr, og trak på smilebåndet. Selv de kunne aflede hendes tanker. Regnen var også ved at lulle af og duften der spredte sig var som sødmende honning for hende. Hun brummede lyksageligt og lod sig selv tro på den følelse, trods den ikke var helt virkelig.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Fredfuld regnvejrsdag

Hun stod i sine egne tanker og nød blot fornemmelsen af det frodige græs, der trængte ned i hendes krop. Hendes ører rykkede svagt på sig, da hun kunne høre nogen komme mod hende i det fjerne. Det måtte være en hest, for de rytmiske hovslag kunne tydeligt høres mod det sjappende græs. Hun bed en sidste tot græs af og rejste så sit hoved. Hun spidsede imødekommende ørerne i den retning, lyden var kommet fra, mens hun afventede hestens tilstedeværelse. Dennes ankomst kunne ikke have passet bedre - hun var nemlig lige i humør til at møde en fremmed nu.

Der gik ganske kort tid, og snart dukkede en hoppe op. Hun var ganske unik at se på lige som de fleste andre heste i dette smukke land. Hendes man og hale var lige så krøllet og lang som Gizhebis, og hendes krop bar på alverdens smukke og unikke aftegninger. Da hun kom tættere på, blev Gizhebi dog en smule chokeret af det syn, der mødte hende. Hoppen så utrolig syg og svagelig ud. Hendes øjne var døde og trætte at se på, hendes krop var for tynd, og hun lignede en, der havde store smerter.
Gizhebi var normalt ikke typen, der blandede sig uopfordret i andres liv, men hun kunne ikke skjule sin bekymring for hoppen. Hun hvinede bekymret mod hende for at melde sin tilstedeværelse, og da hoppen var tæt på hende, brummede hun mildt. „Du godeste kære, har De det godt?"

Til: Caeli Pluvia

Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

Caelis øjne skuede over engen. En anden lyd havde ramt de følsomme ører. Lyden af græs der blev rykket fra jorden og gumlet roligt på. Det var også det perfekte tidspunkt at bevæge sig ud på for heste og dådyr. Disen efter regnen lå tæt ved overfladen. Græsset var næret med vandet. De fleste rovdyr havde sværere ved at se gennem disen og gemte sig ofte for regnen. Hoppen vippede med ørene. De trætte øjne bar endnu en levende gnist. Hun trådte ej helt igennem på forbenene... De svage led smertede mere end hun havde oplevet det før. Men nu havde hun trods alt også vandret langt - længere end hun burde. Den fremmedes fært ramte Caelis næsebor, og hun indåndede duften af en anden hoppe, og snart efter hørte hun også skridt mod sig. Ud fra nogle træer kom en lilla skinnende hoppe med den længste hvide krølle man hun havde set. Caelis ører vippede frem. Der var ingen trussel at skue i den fremmede, så Caeli stillede sig roligt og afventede hendes ankomst. Hun spændte dog lidt op, kroppen var træt og tydeligt påvirket af graviditet. Det var en svaghed, og efterhånden havde hun lært at erkende - svagheder gjorde dig enormt sårbar for andre hestes hærgen...

Denne anden hoppe var stjernepræget... Fuldstændig ligesom Argia. Men på ingen måde de samme stjerner eller farver. Hvor Argia var grønlig og gullig, var denne hoppe Lilla. Deres kroppe mindede ej heller meget om hinande. Denne hoppes var slank, spinklere og mere ædel. Argias var selvfølgelig ikke tyk, men hun havde hovskæg var kraftigere og havde et helt andet hoved og hals. Caeli konstaterede at det måtte være fjernt om de var beslægtet. Caeli brummede roligt. Hun tog nogle skridt frem, men ville ikke træde for meget på sine ben. Chok trådte frem i den andens ansigt. Det var ej noget Caeli tog så tungt til sig. Hun var ikke længere en syn for Gudinder. Hendes Gudinde mor ville græde, om hun så hvordan Caeli var endt... Den fremmede hoppe besluttede sig for at hvine til hende, men Caeli havde spottet hende, trods hun så svag og træt ud. Hun brummede tilbage, mod hoppen der nu var tæt på. Hendes øjne var milde, så Caeli hævede ikke det ædle hoved. Hun så blot ind i øjnene på hende med den gnist af styrke og livsvilje der var bag den krop der synes så svag at den ikke burde kunne leve mere. Hendes ord ramte Caelis ører. Hun smilede større end man måske forventede fra en der var i en sådan smerte. Men man kunne ikke regne med alemene normer og reaktioner fra Caeli.

"Ganskevist har månen sine ar, du kønne stjernehimmel. Men den lyser stadig, gør den ikke?" hoppens smil blev mere sigende og hun gjorde en bevægelse med sit hoved over sin krop.


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Fredfuld regnvejrsdag

Hun lod fortsat sit bekymrede blik glide over den svagelige hoppe, idet de nærmede sig hinanden. Hun brummede bekymret, da hoppen fortsat vaklede fremad på sine ben i stedet for at stoppe op og vente på hende. Hendes mandelformede ører blev rettet i hoppens retning, da hoppen brummede mod hende. Hun mødte hoppens blik, der trods hoppens tilstand stadig lyste af styrke og livsvilje.
Hun prustede venligt mod den fremmede, da de var nået helt hen til hinanden. Et stort smil gled pludselig over hoppens ansigt. Det var så uventet, at det næsten var uhyggeligt. Gizhebi spidsede nysgerrigt ører, da hoppen åbnede munden og besvarede hendes spørgsmål. Hoppens stemme var mild og næsten syngende at høre på, og hendes ordvalg var utrolig smukt. Hun omtalte sig selv som en måne og Gizhebi som en stjernehimmel. Det fik et varmt smil til at glide over Gizhebis mule. Hun så på hende med et mere ubekymret blik. Hoppen her var tydeligt skadet, og faktisk lignede hun en, der ikke burde være i stand til at være i live. Men alligevel lyste styrken ud af hende.
Gizhebi sendte hende et varmt smil. „Det må jeg nok sige - sikke veltalende, De er. Jeg tør vist godt konkludere, at jeg står foran et utrolig unikt individ. Ikke mange ville være i stand til at vise sådan et overskud i Deres tilstand. Tillad mig at præsentere mig selv; mit navn er Gizhebi. Hvem er jeg så heldig at få beriget mit selskab med?"

Til: Caeli Pluvia