Han var efterhånden nået en størrelse, så man god kunne se, at han ikke længere var et fimset lille føl. Ha var glad for at han ikke længere lignede det der fimsede lille føl. Han mente selv, at han var godt på vej til, at blive en ligeså flot hingst som hans far. Han var stadig det eneste forbillede han havde. Det ville også medvirke til, at han ikke var helt dårlig i sindet eller hovedet, for han var vokset op i et fredeligt, godt miljø. Den turkise hale slog kort bag ham, som de mindre øre vippede kort, inden han satte frem i trav fra hans græsse plads. De gyldne ben bar ham afsted mod en besynderlig sø han havde opdaget for et par dage siden, den var yderst besynderlig.. Som han begyndte at kunne skite den, da kunne man se de gyldne farver, der blev kastet tilbage ud i verden.

Den unge hoppe, med den matte pels kom stille listende, hun havde øjne på sin lille fætter, som nu ikke rigtig længere var et føl, men altid lille i hendes øjne.
De mørke, skyggefyldte hove sagde ingenting, kun ringende om hendes ben klirrede let som hun gik. Nysgerrigt stod de gule øjne på ham, og hun vippede hovedet til den ene side. Hvad lavede han dog?
Med en hurtig bevægelse rykkede hun ham i den turkise hale.

Som han var på vej mod den mærkværdige sø i sine egne tanker, da nåede lyden af klirrende ringe ham ikke, først da der var et ryk i hans man kom hans tanker væk fra søen, der lå et kort stykke væk. Han skulle lige til at lave det største hop til siden, da han opfangede, at han var blevet overfaldet af igen mindre end hans kusine. Han havde ikke sæt hende i langtid, men han var altid glad for, at se den han havde gidet at lege med ham, da han var mindre. Hun havde været større end ham og has bror, så Alector var faldet fra deres leg ret hurtigt, men han elskede at lege voldsomt. Der var jo intet sjov i at plukke blomster og se på bier, vel?
Han var stoppet op og stod med hævet hoved og gloede på hende med en blandet mine af undren og gensynsglæde. "Kelpie! Dig har jeg ikke set i langtid.." Hans øre var vippet frem mod hende og hans blege pupiller omkranset af det brune glinsede let i solens svage stråler. Det var tørvejr, men han ville ikke kalde det varmt..

De store dådyr øjne strålede af glæde, det var så længe siden hun havde set nogen af de andre,mhun havde jo selv strejfet lidt rundt, og prøvet på at se hvad verden kunne byde hende.
En lydløs latter kom fra hende, så hele den lille, spinkle krop hoppede. De små runde øre pegede frem mod ham, og de lange ben dansede lidt under hende, hun var jo efterhånden blevet en helt nydelig ung dame. Den var kun lige den matte, intet sigende pels og man der ikke pyntede.
*I lige måde, lille skid* mimede hun med den lille mule.
Det havde været skønt at have Arion at lege med da de var små, da andre føl havde været så skrøbelige, eller pivede. Det var intet ved at slås med. Men Arion var altid frisk på en slåskamp eller en gang ta´fat.

Det var aldrig helt gået op for ham at det var en anormalitet at den grønne hoppe ikke snakkede som han gjorde, dog udstrålede hun kraftigt sine følelser og forstod fuldt ud hvad man sagde, ja hun var vel også meget bedre til at læse kropssprog hos andre heste!
Han svang kort med halen inden han let nappede efter hendes man, han havde nu savnet hende og hendes mimerri.. Selvom hun Inter sagde så lød hendes stemme i hans hoved, da hun mimede, hvilket kun fremkalde er smil på hans læber og i hans øjne. " hvad får du og laver? Du har været savnet på Green Hills"

//er på mobilen så undskyld for det meget korte svar(;

Det lille, næsten sorte hoved vippede lidt på skrå i mens hun lyttede til den unge hingsts stemme.
Hvis bare de stadig havde været føl, så havde kastede sig ind i en hovedkuls leg, sprunget hen over engen hvinende på de stærke lange ben.
Men ligesom sommeren bliver afløst af vinteren, så blev de også voksne. Og med det kom og ansvaret og bekymringerne.
Hun skubber tankerne fra sig.
De smalle skuldre trak hun lidt op, og mulen vrængede lidt.
*lidt over det hele.... Jeg, jeg forsøger at finde mor*
Hun havde aldrig villet forstå at hendes moder var forsvundet, liggende på bunden af death. Hun kunne altid håbe at den lille lyserøde hoppe, med den lange blonde man ville dukke op.

Hun kiggede igen på ham, de store gule øjne blev en anelse fugtige