Det grønne græs der beklædte den vidstrakte eng, stod som en sommerlig kontrast til den grå himmel hvorfra støvregnen silede. Sensommeren var melankolsk og lunefuld, men den frembragte gyldne minder fra sommeren og disse kunne holde humøret højt gennem denne tid.
Nede ad engen Galka, et stykke fra vulkanen Støglit og junglen Zichaw, stod en velskabt skabning med broget skind, svøbt i en varm chokoladebrun nuance. Hendes blodrøde man klistrede til halsen, og synes knapt så flammende og fyrig som i sommers, hvor regnen ingen steder var at se. Ilden var blevet slukket, men indeni ulmede gløderne stadig. Hun bar klare, isblå øjne der stod i kontrast til hendes rødlige ydre. De beskuede verdenen med en vis form for intelligens, en vis form for naivitet og en vis form for lunefuldhed. Hun hed Temptation og var en svær hoppe at forstå. Hendes humør og personlighed kunne vende på en 5-øre, og hendes morale var tvivlende. Men hun var hvad hun var. Lige så elskværdig hun var, lige så led og hadefuld kunne hun blive.

De stribede hove bevægede sig henover græsset. Forbenene indikerede en elegant og ubesværet gang, imens bagbenene på en akavet, stiv og besværet måde forsøgte at følge med. Det lange ar, der strakte sig fra venstre side af flanken, tværs henover ryggen og ned langs højre bagpart, er skyld i dette. Hun havde mistet følesansen i både ryg og bagpart efter hendes styrt i Jupan kløften. Det var derfor hun gik så underligt på bagbenene. Det var nu ikke noget hun selv lagde rigtig mærke til, men det gjorde at hun ikke kunne stejle, springe og løbe uden træning, det gjorde desuden også at hun fik en del skrammer på disse områder. Men på trods af sit handicap, så bevægede Temptation sig raskt fremad. Hendes endelige destination var endnu ukendt og hemmeliggjort, og lige nu søgte hun blot et sted hvor hun kunne hvile og spise. Længe skulle der dog ikke til før hun fandt det, og sænkede hovedet og begyndte at spise de frodige totter der var hist og her.

Terra di Ombra

Den blodrøde man klistrede ind til hingstens brede hals som han bevægede sig i faste skridt hen over den store eng. En stille regn dalede fra himmelen og fik hingsten med den glinsende rustning til at ligne en kriger på jagt efter et bytte. På jagt var han skam, men fandt han sit mål ville han skam ikke sætte tænderne i denne. Han søgte blot en lys skikkelse der havde forladt ham, og Proelio havde været det eneste sted han følte han kunne lede efter hende. Fem nætter havde han tilbragt i landet, og hver dag var han i bevægelse, søgte den himmelske duft af liljer og nyfalden sne. Det virkede dog til at den mørke hingst aldrig ville finde duften og i hans indre begyndte en sygdom af opgivelse at sprede sig. At hingstens indre var berørt sås dog ikke på den stærke ydre krop. Med sin mørke pels, ar prydende på hver en muskel, med en blodig man og hale og med kulde i blikket lignede han blot en hest der aldrig havde oplevet lykke. Grunden var en opvækst i et land hvor blodsgydning var hverdag, et sted hvor det at sætte tænderne i en anden udgydede respekt. Det var et sted hvor vrede og respekt var en og samme ting, et sted hvor kærlighed var næsten umulig, fordi hver dag kunne en ny person ende på jorden for aldrig at rejse sig igen.
Hingsten var en Terra di Ombra og havde givet sig selv navnet Umber. Roligt stoppede han op midt på den vidtstrakte eng og lod de kølige blå øjne glide over landskabet. Den silende regn gav en beroligende lyd og et stille kærtegn på hans øvre krop. Græsset duftede ekstra sødt på en dag som denne, blandet med den friske duft fra de glisende dråber der faldt fra himmelen. Som hingstens øjne skuede over landskabet kunne han mellem de fladende dråber pludselig spejde en skikkelse. Kroppen var broget, brun og lys, manen blodig som hans egen. Hun bevægede sig som i sin egen verden, som med et mål. Hingstens hoved gled en smule på sned som han betragtede hende, dog uden et ord. Hun ville opdage hans blik tidsnok og selv beslutte hvorvidt hun ville gøre dette til et møde mellem to heste, eller blot et syn på afstand.

En sødmefuldsmag bredte sig i mundhulen, da hendes tænder bed sig fast i det bløde græs. Hun åndede ud, Lukkede øjnene og lod musklerne hvile. Ved hendes næste indånding, var hendes blik ikke roligt. Det var ikke afslappet eller fredfyldt, det var i stedet vagtsomt. Der var noget i nærheden. Hun vidste ikke hvad det var, men det var der. Det fik hende til at hæve hovedet og halen højt i alarmeret tilstand. Endnu stod hun blot det samme sted, og foretog sig intet andet end at lade øjnene scanne omgivelserne for den potentielle fare. Hendes blik faldt på en mørk skikkelse, der åbenlyst betragtede hende på afstand. Hans muskuløse krop var klædt i sort, og hans man var rød som hendes egen. Rustningen der indrammede dele af hans krop og af hans ansigt, skinnede ikke i dette gråvejr i stedet hang det mat og ugideligt fra hans legeme og skjulte hans identitet. Han lignede et mareridt, som han stod der med alle sine ar, sin attitude og sit kolde blik. Hun fnøs, på en sådan måde at hun tydeligt udtrykte at hun var utilpas med situationen. For hvad skulle hun gøre? Temptation var ikke dum, at valse hen mod ham og vifte lidt med øjenvipperne kunne få hende slået ihjel, og flugt var ikke hendes kop te. Det efterlod hende på en skillevej, for hun ønskede også at meddele denne hingst at hun stod sin plads, og ville ikke vige for ham.

Temptation tænkte. Og hun lod i sidste ende et velovervejet vrinsk flænge stilheden mellem dem, der indeholdt en tilpas mængde af dominans og venlighed, så hendes hilsen og invitation virkede imødekommende men afgrænset.

Terra di Ombra

Hoppen virkede splittet, som om hun ikke vidste om hun havde lyst til at byde ham til selskab eller ej. Umber vidste ikke selv hvor skræmmende han kunne se ud med hans beskadigede krop, hans rustning og de kølige øjne. I hans land havde alle denne forstenede mimik og alle fortalte med deres kropssprog hvordan de følte, Kyra Asandia havde ganske vidst nævnt det mere end et par gange, men det var svært for ham at smile, underligt for ham at få et glædeligt udtryk i sine øjne, det kom ikke naturligt for ham. Det var begyndt at blive det da han havde den lyse hoppe ved sin side, så hun hele tiden kunne minde ham om hvorledes andre i verden bar sig ad. Så at denne hoppe misforstod ham, og ikke kunne se hans afslappede holdning på afstanden, og læse denne som at han ingen trussel ville skabe opfattede han ikke. I stedet undrede han sig over hvorfor hoppen virkede splittet over sit valg.
Til sidst virkede hoppen dog til halvt at byde ham velkommen. Umber tøvede dog en smule. Han lod den sagte lyd af regnen fylde det tomme mellemrum hvor intet skete, inden han satte frem i en stille skridt mod den brogede hoppe. Hingsten stoppede op i god afstand, for ikke at krænke hoppens private rum, og stod blot en smule længere væk pga. den splittelse han kunne mærke hos hende. Umbers selv slappede af i kroppen og gav et stille prust fra sig de blå øjne var dog endnu intetsigende, kolde som mange ville kalde det i dette land.

Temptation betragtede ham først skeptisk, men hun så hans tøven, hans respektfulde afstand og hans afslappede holdning i kroppen, som fik hende til at bløde lidt op. Hun lod halen sænke igen, og prustede tungt idet hun havde holdt vejret. Opmærksomme øjne var stadig rettet mod ham, men på hendes bløde mule, var der formet et vagt smil. Et udtryk der alt i alt signalerede at hun ønskede hans selskab, men stadig var påvirket sin egen skepsis overfor ham. Hun forsøgte dog at vælge en blidere indgangsvinkel end før og lod derfor hovedet tilte en anelse på skrå.

"Der blev jeg vidst lidt forskrækket."

Sagde hun med en mild stemme, efterfulgt af en stille og forsigtig kluklatter.

"Jeg tror vist at man kan konkludere at vi to ikke har mødtes før, så hvem er du?"

Terra di Ombra

Det lettede hingsten, at den brogede hoppe med den blødende man og hale endelig virkede til at slappe mere af som han stille nærmede sig hende. Umber ønskede skam ikke at nogen skulle føle sig utilpas i hans selskab, at nogen skulle have lysten til at flygte. Hvorfor kunne han heller ikke se selv, det var stadig svært både at huske, men også at forstå. Hans udseende var skræmmende havde Kyra Asandia forklaret ham, hans rustning var fremmed, arerne på hans krop uhyggelige og hans mørke farve i sig selv var tit et tegn på ondskab, forbundet med skygger og nattens væsner. I sit møde med andre heste ønskede han dog at vise noget andet, at han ikke var ondskab, at han blot ikke havde kendt til andet. Med alle de liv han havde taget over årerne var der dog mange der ikke ville kunne forholde sig til ham, så meget havde han forstået. Men denne viden behøvede ikke alle at vide, det var hans egen hemmelighed at gemme på.
Latteren klædte den brogede, det bragte noget frem i de blå øjne der varmede hingstens indre, noget der mindede ham om noget han ikke burde tænke på. Umber nikkede stille, og noget i denne gestus viste tydeligt hans undskyldning over dette, trods han end ikke helt vidste hvad han undskyldte for. Hans rå, mørke stemme klingede stille mellem dem som svar på hendes ord.

"Umber, og hvem er De?"

Hans rå, uslebne stemme ramte hendes ører og de rørte på sig i respons. Umber. Det var hans navn, et navn som ikke var blevet sagt før, men som indprentede sig i hendes hukommelse. Hans udtryk og holdning var uforandret, selv efter en mere venlig attitude fra Tempt selv. Det gjorde ikke så meget, hun havde før haft med heste at gøre, som havde et køligt sind. Når formaliteterne var på plads, skulle hun måske prøve noget mere udfordrende for at få en reaktion fra ham. Det havde virket de fleste gange. Hendes teori var at når man kunne præsterer at gøre den anden hest paf, så ville reaktionen på det som hun havde gjort, være en mere ærlig en. En reaktion uden facade og tillærte personlighedstræk. Men hun måtte tage den med ro for nu.

Hun så ham nikke stille, og et eller andet sted virkede han undskyldende. Dette fik Temptation til kort at undre sig, for hun havde ikke forventet en undskyldning fra ham. Hun valgte dog ikke at bore mere i det, og lod i stedet et bredt smil lægge sig om hendes mule ved hans spørgsmål. det var et sødt og charmerende smil og et flirtende blik lagde sig i de blå øjne.

"Temptation"

Sagde hun med en underspillende klang af drilleri, idet hun lod den våde hale svinge en anelse bag sig. Tempt vidste godt hvilken betydning hendes navn bar, det var derfor hun forsøgte at lave lidt sjov ud af det.

"Min mor var meget optimistisk omkring mit udseende, da hun gav mig det navn. Men mødre skal jo synes at deres føl er gud gave til verdenen."

Hun bibeholdte det drillende i sin stemme.

Terra di Ombra

Det brede smil på hoppens mule fik det blå i hendes øjne til at funkle som diamanter. Sidst han havde set noget lignende, var da han havde været i sit hjemland, en bestemt klan havde en enkelt rustning der lige i midten af panden havde en enkelt stående funklende diamant. Man sagde at denne diamant bragte bæreren held, og der var muligvis en sandhed ved dette, for alle der havde båret rustningen var død i deres sene år, så sent at naturen lige så godt kunne have taget dem. Så som hoppens øjne funklede kunne Umber ikke lade være med at tænke på om hun mon også havde heldet med sig?
Hoppens lille leg var nem at spotte, men en han ikke havde set siden han var føl, og så lille at selv disse lege af flirt og sjov havde været få. Eller han havde set noget lignende i Kyra Asandia, men ikke helt så tydeligt som hoppen Temptations. Navnet passede dog til hende, og det legesyge i hendes ansigt klædte hende så godt at det bragte den mindste milimeter af en trækning i hingstens ene mundvig. Om hoppen kunne se det var dog ikke sikkert, for det kunne langt fra kaldes et smil, men det var dog mere end han havde vist i lang tid.

"Deres moders optimisme var heldigvis ikke spildt"

Sjældent hørte man komplimenter fra den mørke stemme, men når han fik en åbning så tydelig lå de ham ganske naturlig. Hoppens skønhed var tydelig, hendes former næsten lavet til perfektion, som selv fra Umber var noget af en tanke. De blå øjne i hendes ansigt var dog prikken over i'et.
Hingstens betragtede hende som tankerne kørte og regnen vældede ned omkring dem, dette var et ganske specielt møde, var der noget der sagde ham. Måske der var noget ved dette møde der ville forme en del af hans liv, hans nye liv her i Proelio? Han indbød følelsen til fulde, for han ønskede ikke andet end at nogen kunne ændre hans livs gang som det så ud nu.

Hans kompliment gik ikke for døve øre. Det var værdsat, og opmuntrede hende til at bibeholde det charmerende smil, der lå på hendes bløde læber. Hun lod øjnene lukke i, og knejsede let i nakken, i form af et diskret, taknemmeligt nik. Hun åbnede derefter sine øjne igen, og lod dem falde på ham. Ja, hun lem dem vandre over ham, betragtede ham, hans rustning, ar, hans helhed.

"Hvad med dig Umber? hvad er historien bag dig.."

spurgte hun nysgerrigt og trådte ham forsigtigt nær, for at strække halsen og puffe mulen ud mod det stykke rustning der sad på hans ansigt. Hun rørte ham ikke, men gjorde blot en gestus ud mod det.

".. og dette?"

Hun trak mulen til sig igen og trådte et skridt tilbage, for at give ham lidt af den plads tilbage, som hun havde bevæget sig ind på. Hun tiltede hovedet en anelse på skrå, og så afventende på ham, med ørene vendt frem mod ham, lyttende.