-Xanthir-

Den grå hingst vandrede alene rundt dybt begravet i sine tanker. Han gik med hovedet lavt, et par trætte øjne og et lavtstående let glødende horn. Han havde ikke engang fået hornet til at gro sin maksimale længde, blot fordi han ikke mente det var nødvendigt. De fleste kom alligevel bare for at se det og det var måske også heldigt nok.

Skoven Kanto sov og de trætte træer med hængende grene fik ham til at lukke de blege øjne i et par gange. Han bemærkede slet ikke hvordan hans skridt blev kortere og til sidst stod han stille. Her vågnede han mere op. En mystisk fulg fløj skræmt op fra en tætstående busk og fløj, med et rædselsskrig mod sumpen i det fjerne. Igen blev der helt stille og Xanthir vippede sine højre frem og tilbage og løftede hovedet. Her begyndte hans horn at lyse tydligere op og han bemærkede hvordan mørket havde omfavnet og fanget ham på stedet. Han følte sig utryg i dette øjeblik. Her på det sidste havde Xanthir ikke haft mange glade dage, eller mere sagt ingen. Han var i tvivl om Wanchaija, hvorvidt hun kunne erstatte noget af det vigtigste i hans liv. Eller rettere sagt hans fortid og det liv han så forgæves prøvede at glemme. De besøgte ham nemlig ofte. Både i drømme men også som pludselige gennemsigtige skikkelser stående i baggrunden. De fleste måtte tænkte at han var skør, men de gjorde ham bange. De havde vendt sig mod ham og det gjorde ham vred og frustreret. Flere gange havde hingsten også ledt sin vrede ud på andre, men én hest ændrede dette og det var synet af det lille tyrkise føl ved søen den dag. Det var ikke længe siden de sidst havde mødt og Xanthir havde en hvis trang til både at holde sig langt væk, men samtidig altid være tæt på.

Han tog en dyb indånding og prøvede at huske på de gode minder, selvom der ikke var mange og pludseligt lyste skoven bare lidt mere op. Den vågnede foran hans øjne som han gik hen til søen og han vidste præcist hvad der skulle ske. Med et smil og sænket hovedet sukkede han. ”Så mødes vi trods alt igen Flakazé…”

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones too stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Mørket svulmedes op i det ellers engang lyse land. Ikke bare fordi natten faldt på, men også fordi hans magtsyge far lod sit mørke flyde og i hans skygger groede onde ting... I det mindste lod det til at Helzlori var på Flakezés side. Flakezé. Den matblå hingst hvis historie var længere end alle andres pånær en. Han hvis øjne så så elskeligt på livet han havde givet til denne planet. Dog måtte han med tungt hjerte se det dø, se det gå under, og se den eneste der var ældre end han overtage alting. Ændre harmonien og slå hjerteløst ihjel.

Det var dog ikke værd at tænke på i nuværende stund. Han var kommet til Kanto - i de ældgamle skove hvor Helzloris budbringer også levede med sin folk - så langt væk fra Fairfarren og klanens tilholdssted af blot én grund. Xanthir. Lúthendril Oasis havde han mødt blot for ganske nylig. Hoppen havde en spektakulær fortid, intelligens og hendes hjerte fortalte tydeligt om den skæbne hun valgte at ligge ud for sine fødder. Der var en ting han kunne hjælpe hende med. At lade sig selv føle venskab og kærlighedsbånd igen. Hun hjalp godmodigt, og styrkede som en anden heltinde. Men hun lod sjældent sit hjerte banke for sig selv, og det hun følte. Han tippede hovedet på skrå. Hun var medhjælper i øjeblikket, men var ikke den ønskede medhjælper. Det var Xanthir der havde vundet den plads hos Flakezé, og den plads skulle han indtage. Oasis var blot sat i positionen til en start for at dække over den rolle. Måske, blot måske ville de to kunne dele opgaven så den ikke blev for tung. Han ønskede trods alt stærke allierede og dyb intelligens. Oasis ville dog kun blive sendt ned i kvorte 4, og hun ville få en passende rolle.

De dybe vise øjne skimtede skoven som han bragte lyset med sig i de dunkle skygger. De bløde lange ører lyttede til Xanthirs stemme da den grålige hingst opfattede hvilket møde han nu blev udset til. Oasis vandrede ikke langt bag Flakezé, blot med det formål at være vidne til mødet, og overdrage sin rolle. Han standsede i skæret af de blå øjne i Xanthirs ansigt, og han lod et skævt men alvorligt smil indtræde. "Et møde skulle til, jeg ønsker Deres rolle udfyldt i disse skyggetider." Flakezé stod fast på sine ben og lagde det ædle blik hvilende i den grås. "Lad mig præsentere Lúthendril Oasis. Hun har passet på den position jeg ønsker at give til Dem. Xanthir." han hævede hovedet, en brise tog hans sorte hår, og noget mystisk faldt over stemningen som det havde det med at gøre når et så gådefuldt ansigt som Oasis var i nærheden. Den undertegnede betydning af Flakezés ord var at skyggetiderne var Skyggeklanens rejsen. En position, hans rolle, præsentation af Oasis - det var et henblik på hvad Flakezé var ved at rejse som modstandere af den magtliderlige måde Smeyé ville slå alt overnaturligt ihjel på. Flakezés klan var oprøret. De ønskede ej krig. Men fred, og livets blomstring, om man var overnaturlig eller ej.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.


De øjne der besad evnen til at skifte farve alt efter humøret, sad i ansigtet på en hoppe med det gådefulde blik, der alligevel formådede at give tryghed, og skabe tro. De lange ben rustet med krøllet hovskæg bar sig smidigt af sted efter den blå Gud. Dette var hvad hendes far havde ønsket. Dette var hvad Oasis' skæbne indebar. At kæmpe for andres liv, at holde det nær, og til enhver tid stå ind for det. Nogle havde kaldt hende prinsesse. Men den stund var forbi for måneder tilbage. Oasis tilkomst til Proelio betød at fortiden var lagt bag hende. Hun var umådeligt ung, af at have en fortid så indholdsrig. Men om den indholdsrige fortid betød noget for hendes videre intelligens var ikke til at sige. Hun var født intelligent, og med vise, godmodige øjne, og den mystiske aura. Noget af hendes fortid havde svigtet hende, og hun havde mistet tíltroen på ægte kærlighed - selvom hun vidste denne kunne findes, hun så trods alt eksempler. Men hoppen var blevet bange for at stoppe med at ligge skjold om sine egne følelser. Hun var ganskevist ikke følelsestom, men hvis andre pludselig nærede hende stærke følelser, trak hun sig baglæns.

Hoppens øjne lyste blåt håb og tro. Denne Xanthir de skulle møde skulle være medhjælper for Flakezé. Hun havde nået sit mål, og agtede at hjælpe, træde til og lede, beskytte...

De standsede og hoppens slanke krop, stod elegant fremtrådt, med hovene solidt plantet i jorden, med et rum af blidhed i blikket, samt selvsikkerhed i kroppen. Manen der slæbte langs jorden virvlede omkring, da Flakezé talte, og hans guddommelige rus fyldte tomrummet, i det lys han bragte med sig. Dog. Oasis så hvordan det langsomt svindede ind. Det var jo blot Xanthirs opmærksomhed de ønskede sig. Hun nikkede da han præsenterede hende. Med de intenst mystiske øjne mødte hun den fremmedes blik, og smilede blot svagt. "En hilsen." hendes klang var perleklar, og stemmen præget af intelligens, samt mod. Sommetider havde folk beskrevet hende som en engel... Men det var overdrevet, og Oasis følte næppe at hendes udstrålning bar præg af de lyse, smukke engle. Det var en lilla pels, med mærkværdige aftegninger... Faktisk - havde hendes pels været blot en anelse mere blå havde hun lignet Flakezé med hvid man. Men hendes fader var grønlig, med samme aftegninger og hvide man. Der var ikke tvivl om hvorfra hun kom om man kendte Myspiritous.


Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

--- Xanthir ---

Synet af den blå hingst, hvis sorte man altid let legede med den rolige vind beroligede ham blot en smule. Der var noget specielt over denne hingst, han var ikke den store mægtige gud som Xanthir først havde forstilt sig, ved deres første møde. Han var en ydmyg hingst der gjorde sit bedste for at genopbygge harmonien og ikke mindst freden i sit land - og han var ikke bange for at spørge om hjælp.

Xanthir gik tættere på ham med et oprejst hoved og en tyk tot hvid man hængende ned over sit ene øjne på den ene side af hornet. Den grå hingst havde dog alligevel en respekt for den blå gud, han var trods alt i en meget højere stilling end ham derfor sænkede han høfligt hovedet og dæmpede hornets skarpe lys. Xanthir kunne godt lide denne hingst. Hans måde at styre sin utrolige magt på, sin hjælpsomhed og hans omtanke omkring andre, derfor stod den grå hingst overfor ham lyttende uden at sige et ord.
Hoppen der netop ankom, fik dog vendt Xanthirs opmærksomhed fra Flakazé. Han havde aldrig set hende før og selvom hun skulle give afkald på sin rolle virkede hun venligsindet omkring det. Det var rart at se hvordan hendes blide og intelligente blik sikrede Xanthir at nå de samme mål som hoppen selv. Nemlig lede, beskytte og for alt fjerne krigen og erstatte den med fred og harmoni mellem det magiske og umagiske.

Xanthir vendte igen blikket mod den blå hingst. ”Vær hilset Flakazé og den ærede Lúthendril Oasis, jeg er beæret over at blive sat på denne rolle” Men hurtigt vendte de blege øjne sig mod den lilla hoppe, med den lange hvide man. ”og for at lære fra de bedste.” Han smilede roligt, dog ikke alt for sukkersødt. Han vidste at dette var en plads hos livet klan som var dybt seriøst og som indebar en modstand som kun ville se dem dø.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Lyset fra hornet mindede Flakezé om de forestillinger han først havde gjort sig om Xanthir. Om hans rolle som livets kæmper. De lå langt tilbage og synes uvirkelige lige nu, hvor alting tårnede op meget anderledes end først forestillet. Flakezé brummede mildt, da det skarpe lys dæmpedes i de mægtige horn. Et syn der gjorde Flakezé stolt og styrkede hans tro. Dette kunne gennemføres. Dette kunne lykkes. Oasis tilkomst bragte Xanthirs blik på den lillae hoppe, og som Flakezé betragtede energien imellem dem alle tre, så han det virkelige i hans antagelser. De havde de samme mål for deres liv. Der synes ikke at være spændinger der ville blive problematiske. Han smilede godmodigt, og rettede sig let op for at stå ved sine fortalte ord.

Han lyttede oprigtigt til den grå hingst da hans svar lød. Der var intet ondt at skue i ordene. Xanthirs hilsen var formel og venlig, men han synes at fornemme alvoren hingsten også lagde i dette. I sin tid havde Flakezé nok troet at han var alene om at styre dette land. Dengang spurgte han sjældent hestene om hjælp til gudelige og overnaturlige opgaver. Men efter Helzloris genopståen havde han indset et og andet med hjælp fra sin vendinde Trudy. En han forhåbenligt snart så igen. Han brummede en anelse højt, for at markere at han ville holde en mindre tale.

"Xanthir - De blev for et stykke tid siden sat på den svære opgave som lysets kæmper. Planer har ændret sig efter Smeye slog Apollon ihjel. Og Laylis der satte Gudernes tid i stå. Klanerne der nu dannes står for hver sin tro, vi har hver vores holdning til de overnaturlige. Vores er den stik modsatte af Smeyés." han ænsede ikke engang at kalde Smeye for fader. Hingsten var på ingen måde en far for ham. Han så alvorligt på de to stærke individer. "Livets Klan. Jeg har brug for en medhjælper. Og dette er Dem. Oasis vil være Deres højre hånd i nød og mangel, selvfølgelig også derudover. Lad mig tage jer til Fairfarren, så hurtigt som det kan gå." Der var ikke rigtigt noget valg i denne situation. Flakezé vidste de måtte hurtigt væk fra Kanto. Skoven havde ører... Fairfarren var klanens tilholdssted og det var her Xanthir kunne blive konfronteret med sin opgave. Flakezés hove stod i ild. En ild der spredte sig lynhurtigt men ufarligt om deres hove og forbandt dem. Sekunder efter stod et lys så skarpt at man intet kunne se, ud af Flakezé, og da dette vendte tilbage, befandt de sig ved Fairfarrens store tordnende vandfald ned fra det gigantiske ensomme bjerg. Flakezé brummede roligt og lod sine medsammensvorne komme sig.

Efter lidt tid rømmede han sig roligt. "Vi holder til her. Under bjerget, bag et hemmeligt vandfald. Er De klar til at se det?" spurgte han den grå. Oasis havde jovist allerede været her.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.


Hoppen lod sig bære et venligtstillet smil mod den grå da han hilste. Hans ord om at lære fra de bedste var smigrenede, og sådan en ting, gav hende netop lyst til at stå ved den hun var, samt lade den opgave hendes skæbne førte hende mod blive virkelig. I alle tilfælde ville hoppen støtte op om denne sag, og denne grå hingst. Om Flakezé mente han var værdig, at han var den rigtige, da ville Oasis ligeledes stå ved den holdning. Medmindre hun selv fik indtryk af andet. Det var ikke tilfældet. Der lå dog intet mere i hendes dybe følelser end dette mod og denne glæde over at bidrage. Hoppen kunne være blevet genert, have taget det som en større ting end hun gjorde. For så vidt have skuet dybt ind i hans øjne, men hun så blot roligt ind i disse, og tog det med et varmt, men afdæmpet sind. Det smil der lå var gådefuldt som kendte hun svaret på en skæbne som ingen andre kendte, og øjnene skinnede ligeså.

Hoppen lod Flakezés ord fylde hendes følsomme ører ud med dens lyd. Det tog hende ikke lang tid at vende blikket mod han, og lytte opmærksomt, med en tavs mine. Øjnene blinkede let ved hans ord om hende som højre hånd. Hun vidste denne opgave var blevet stillet hende, men måden han sagde det på... Øjnene blev svagt gule af angst, for ordene 'selvfølgelig også derudover'. Hvad indebar dette? Hun var dog fatte i holdning og blik. Intet røbede sig ud over øjnene. Disse fik hun styr på, og de samlede sig til håbets blå farve igen.

Fairfarren. Så hurtigt som det kan gå. Oasis vidste udmærket hvad det betød. De skulle på en magisk rejse gennem en Guds magt. Det kunne føles stikkende i huden under pelsen, i og med magien var så fortyknet og stærk, tilmed vidste hun at en længere rejse som denne, kunne bringe luftmangel til deres åndedræt. Dog ville Flakezé gøre sit yderste for det ikke skete. Hun trak vejret dybt og som ilden stod op om deres hove og koder, puffede hun hurtigt ud mod den grå Xanthir for at han også fik trukket vejret godt. Dette var blot en lille ting der gjorde det nemmere at modstå en trang til at besvime. Almene heste som de to... - Almene og almene, han havde et horn, hun havde skiftende øjenfarve - var ikke vant til denne slags rejser. Øvelse gjorde forhåbenligt mester. Hun mærkede suset og det prikkede i huden som det skarpe lys blændede dem. HUn lukkede øjnene og trak vejret så dybt som muligt igen. Men luftmanglen var som højt oppe i en bjergkæde. Toppen af skyggebjergene måske? Hun ventede i tålmodighed, men suset og ilden brændte hurtigt ud, og da mærkede hun fast grund under hovene igen. Blødt græs og lyskilder fra solen. Rislen fra vandet fulgte, og hun åndede roligt op, og kiggede. Fairfarren. De fik lov til at komme sig.

Intenst kiggede hun på Xanthir da Flakezés spørgsmål havde lydt.


Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

--- Xanthir ---

Den grå hingst stod lyttende som en ligemand og havde alt sin opmærksomhed peget mod Flakazé under hans tale. De mørke ben var placeret tungt i jorden for at opretholde en balance. Han var tryg i dette selskab og selvom han kun lige havde mødt den ene og den anden trods alt var en gud kunne han betragte dem som mere en ’bare’ bekendte i livets klan. Under sin mindre tale kunne Xanthir ikke lagde hver med at lægge mærke til at Flakazé ikke kaldte Smeyé sin fader mere. Nu lå familieliv også tæt på Xanthir og det betød rigtig meget for ham, men på en måde gjorde det lidt ondt at se hvordan to heste i samme familie kunne være så dybt forskellige, også selvom den grå hingst afskyede Smeyé ligeså meget som hans søn nu gjorde.

Flakazé talte videre og kom nu til hoppen ved siden af ham. Det havde føltes lidt mærkeligt at overtage sådan en høj stilling, men hoppen så nu ikke ud til at være synderligt berørt af det. Selv havde han nok blevet utroligt fornærmet over at blive sat bag i køen og et lille smil berørte hans plettede mule. Alligevel var han ret tryg ved at have denne højre hånd og ønskede kun at få det gode ud af det, han ville nødigt blive uvenner med de heste Flakazé udvalgte til klanen.
Xanthir pegede igen de matte blå øjne mod Flakazé og allerede her snakkede han om Fairfarren og hvor hurtigt de skulle af sted og i næste sekundt brød hans hove ud i flammer. Oasis puffede ud til ham, men den store grå hingst blev nu mest forskrækket over de pludselige røde flammer.
Xanthir åbnede munden for at prøve at sige noget, men her følte han sig svimmel, næsten som havde en tyk trægren faldt ned i hovedet på ham og var nød til at lukke sine øjne i. Det havde sikkert føltes som længere tid, men kun kort tid efter befandt de alle 3 sig i Fairfarrens smukke bjergkæde.

Omtumlet snublede Xanthir omkring, men formåede trods alt ikke at falde da han hurtigt kom til sig selv igen. Aldrig havde hans øjne set så livlige ud og hans åndedrag trak sig dybt ned i lungerne og hev dem næsten op til brystet. ”Flakazé!” Råbte han lavtmeldt og smilede mens han hoved befandt sig helt mod jorden. ”du burde vide at jeg ikke er i mine unge dage mere - jeg vil have godt af nogle instrukser næste gang.” Han fik frembragt disse ord med sin forpustede tilstand og formåede alligevel at komme til sig selv igen sammen med Oasis der heller ikke lignede en der var vant til at telepotere.