.:Den døde skov:.

Det var en grå og tågede dag, da Azazel nu lige kommet til starten af den kæmpe, mørke, skov. Det var ikke hans største ønske at gå der ind, men han var ny her i Proelio, og ville gerne undersøge det hele. Hvilket helt klart ville tage langt tid. Dette sted var jo gigantisk! Dog frygtede han ikke skovens dødhed, eller dens størrelse. Samt med alt tågen der lå rundt omkring. Det gjorde det jo ikke ligefrem bedre.

Azazel svingede med halen, og begav sig ind i den store skov. Alt omkring ham var.. dødt. Næsten ingen træer var i live, og det gjorde ham bekymret. Han gik hen til et træ, og pressede sin mule mod træet, imens han lukkede sine øjne i. "Hvad er der sket min kære? Hvorfor er i alle døde, ellers er i syge?" Han spurgte, i sin blide tone. Han gik lidt væk fra træet, og kiggede trist på
det. Dette træ var helt dødt, det var ikke ligefrem et kønt syn. "Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, kære." Sagde han, da han så gik videre, trist over at han intet kunne gøre for at hjælpe træet.

Alt var mørkt her, men på grund af at han var en engel, lyste han ganske lidt. Hvis nogle var her i nærheden, ville de kunne se ham gå rundt som et lys. Mest på grund af, at der var så tåget. Så, det burde blive muligt at se ham gå rundt herinde, hvilket måske ikke var så godt. Man vidste jo aldrig var der kunne lurer ude i skyggerne. Han håbede da ikke han ville finde nogle heste her ude, man kunne jo nemt fare vildt i denne store skov. Dette var som om at være en nål i en høstak. Hvis han gjorde, ville han i hvert fald gøre sit bedste for at hjælpe hesten så godt som han nu kunne.

Tiden gik, og Azazel var nu kommet ret langt ind i skoven, da han følte en regn dråbe ramme hans mule. Han kiggede op mod himlen, da endnu en dråbe ramte ham. "Åh nej dog, hvorfor græder i skyer?" Han spurgte, i sin dejlige rolige stemme. Sådan her var Azazel bare. Lidt sær til tider. "Har det bare været en dårlig dag?" Han spurgte igen, som om skyerne forstod ham. Han havde et lille smil på sin mund, da der begyndte at falde dråber ned none-stop. "Ja, det klarede du jo flot, Azazel." Han sagde hånende til sig selv, og rullede sine øjne. Med sin hale slæbene bag ham, gik han videre ind i den store, mørke, skov.

---

I have fallen from the sky, Fallen to the ground,I am the angel of sadness, Angel of lost hopes, Angel of lost dreams,I am the fallen angel.

Tågen lå som en klistret masse i luften. Skovbunden var fugtig, og de mange visne træer fyldte omgivelserne. Der var ingen tvivl i Gizhebis sind - det her var den døde skov, Kanto. I hendes fortællinger om Proelio havde hun hørt skoven nævnt mange gange før. Alt herinde var dødt eller sygt. Skoven var kæmpe stor, og man kunne alt for let fare vild i den. Det var skam muligt at finde lidt frisk græs og rent vand, men langt de fleste steder bød skoven ikke på andet end vissent græs og sumpvand. Det var slet ikke et sted, der tiltalte Gizhebi, og egentlig var hun heller ikke typen, der brød sig om at opsøge mulige farer. Alligevel havde hun valgt at udfordre skæbnen og bevæge sig ind i Kanto. Hun havde jo sat sig for at undersøge hele Proelio, landet fra hendes drømme, og selvom skoven her var væmmelig, var den en lige så stor del af Proelio som alt det andet.

Hun bevægede elegant sin krop af sted i en taktfast trav. Det var en grå og kedelig dag, der ikke ligefrem fik Kanto til at fremstå smukkere. Det havde indtil videre holdt tørvejr, selvom de regnfulde skyer lå truende i horisonten. Hun nåede ikke særlig langt ind i skoven, før de første dråber faldt. Hun sukkede svagt, men kunne alligevel ikke lade være med at smile. Et eller andet sted var det jo et perfekt vejr at besøge denne skov i - som om vejret havde besluttet sig for at bidrage med en endnu mere død stemning, end skoven i forvejen havde. Hun mærkede, hvordan regnen tog til i styrke og gjorde hendes lange man og hale våd. Det var heldigvis ikke noget, der generede hende - i modsætning til de fleste, havde hun intet imod regn.

Det gav et lille sæt i hendes krop, da en skikkelse pludselig stod og holdt øje med hende. Den stod som en sort masse mellem træernes skygger og stirrede på hende med et par glubske, røde øjne. Hun spærrede panikslagent øjnene op, men forholdt sig roligt og travede blot videre uden at fortage en mine. Dette væsen var alt for underligt til at kunne være virkeligt... det måtte være et af hendes syner. Hun satte farten op til en hektisk trav, og efter at have bevægett et stykke væk, stoppede hun op og vendte hovedet bagud. Skikkelsen var nu væk... så havde hun altså haft ret i, at det bare var et af hendes syner.
Hun sukkede lettet og slappede af i sin ellers anspændte krop. Lige siden hun kunne huske, havde hun haft disse syner. De kunne bestå af alt mellem himmel og jord - både gode og onde ting. Da hun var mindre, havde det aldrig været et problem for hende at skelne mellem fantasi og virkelighed. Men efter hun var blevet større, havde også hendes syner taget til i styrke. De var nu så livagtige, at hun kunne have svært ved at tyde, hvorvidt de var rigtige eller ej.

Hun rystede oplevelsen af sig og fortsatte fremad, denne gang dog kun i skridt. Hendes krop var helt våd, da regnen havde blandet sig med sveden ovenpå denne oplevelse.
Hun spidsede pludselig ører, da hun kunne høre en stemme i det fjerne. Hun var for langt væk til at kunne høre, hvad stemmen sagde - men det lød som om, at denne person gik rundt og talte med sig selv. Et lille smil gled over hendes ansigt. Det var altid morsomt at møde de lidt sære og skæve personligheder. Underligt nok blev hun slet ikke skræmt af tanken om, at der gik en hest rundt og snakkede med sig selv midt i en mørk skov... Hun havde en helt utrolig tiltro til sine medheste og var også noget naiv i sin tankegang - det lå hende meget fjernt at tænke dårligt om andre, før det modsatte var bevist. Derfor satte hun nysgerrigt i retning efter stemmen.

Hun havde ikke gået længe, da skikkelsen blev tydelig i det fjerne. Det var lige før, hun troede, at dette var endnu et af hendes syner - men i takt med, at hun kom tættere og tættere på den fremmede, fik hun alligevel fornemmelsen af, at denne var virkelig. Men det var i sandhed en unik person. Det var så tydeligt en hingst, men han fyldte enormt i landskabet. På hans ryg sad et par store vinger, og hele hans krop var omgivet af et lys så kraftigt, at det lyste hele skoven op omkring ham. Hun spærrede fascineret øjnene op og følte, hvordan hun blev draget af hans smukke udseende og helt automatisk skridtede tættere på ham.
Da hun nåede derhen, stoppede hun op i respektfuld afstand. Hun løftede sit blik og mødte hans smukke, blå øjne. Hvor var han dog et imponerende syn... Han kunne ikke være en af guderne, for han passede overhovedet ikke til beskrivelsen af nogen af dem. Hendes første tanke var, at han måtte være en budbringer, grundet de smukke vinger, der sad på hans krop - men der var alligevel noget andet over ham. En budbringer ville ikke skinne på den måde. Nej, han måtte så sandelig være en helt anden overnaturlig skabning...

Hun tog sig selv i at falde i staver og afbrød hurtigt sin stirren. Så bøjede hun respektfuldt nakken for ham, inden hun atter mødte hans øjne med et venligt smil. „Godaften, De smukke ts’khenis p’rt’iani. Sikke et helt fantastisk udseende, De har dem. Jeg finder Dem lige så fascinerende som guderne selv, men De er ikke en af dem... Er De en af budbringerne?
Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå og så mildt på ham. Hun var temmelig overbevist om, at han ikke var en budbringer, da han skinnede så unaturligt... Men man kunne jo aldrig vide, og det var den eneste betegnelse, hun kendte til, der kunne passe bare nogenlunde på denne fantastiske skabning foran hende.

Regnen silede ned, og gjorde både Azazels hale og man våd. Det var ikke kun hans man og hale der blev våd, men også hans vinger. Fjernere blev våde, men han så stadig smuk ud, ligesom han altid gjorde. Men våd var han i hvert fald. Men, altså, alle bliver jo våd i regn. Det ville være mere mærkeligt, hvis man ikke blev våd i regn.

Azazel kom forbi flere syge og døde træer, og det hjalp ikke på hans humør, som var ved at blive trist. Det var ikke lykkedes ham at se bare et levende, grønt, træ endnu. Han har fået af vide, at der både er græs, og vand herude. Og vandet skulle endda smage rigtig godt. Så, det håbede han da, at han ville støde på, på et tidspunkt. Han ville vældig gerne smage på vandet! Så, det var bare der ud af!

Jo mere han havde gået, synes han lige pludselig, at hun kunne mærke liv. Altså, at noget var i live i nærheden af ham. Hans øjne fanget noget nede på jorden. En meget lille anemone, der var igang med at vokse sig op og blive smuk, men var blevet dægget til, af alt de døde blade, osv. Azazel smilede skævt ned til den lille skabning, og prostede alle de døde blade væk, så blomsten fik fri adgang til at blomstre igen. "Du mangler noget vand." Sagde han, og kiggede op mod himlen, hvor det stadig regnet meget. "Arh, du får hvis nok af vand." Sagde han med et smil, og vandrede videre.

Tiden gik, og mørke lagde nu på. Azazel følte, at nu var han kommet langt ind i skoven. Men hvad han ikke vidste var, at han stadig var i starten af skoven. Han var simplehen ikke kommet længere, selvom det følte som om, at han næsten ville være færdig. Så, han kommer nok til at overnatte herude, også. Hvilket han personligt ikke havde lyst til.

Da han var på sin vej, til at spræde sine vinger, og flyve op over træerne, får at se, hvor langt han var kommet, mærkede han en andens tilstedeværelse. Og så gik der ikke længe, før han hørte en feminin stemme bag ham. Han vendte sig rundt, og så en meget... unik hoppe. Hendes farve var ret så special. Og den lange hale og hår, det var meget special, ja.

Azazel kiggede nysgerrig på hende, men smilede varmt. "ts’khenis p’rt’iani? Georgisk? Er det ikke Georgisk, min kære?" Spurgte han, i sin dejlig blide tone, da han kiggede på hende. "En budbringer? Min kære, jeg ved ikke hvad det er." Sagde han, med et lille grin. "Mit navn er Azazel, og jeg er en af de sidste levende engler." Sagde han, med et stolt smil. "Og hvem er du så, kære. Og må jeg sprøger, hvad du laver her?"

Det varmede hende at se, at han ikke reagerede fjendtligt på hendes direkte forespørgsel. Hun var generelt en høflig hoppe, men nogle gange kunne hendes nysgerrighed og snakkesaglighed føre hende til meget pludselige spørgsmål, der af nogen kunne opfattes som uhøflige. Hun mente det dog aldrig sådan - hun var bare en så social og åben hoppe, at det faldt hende helt naturligt at indlede samtaler med fremmede.
Hun spærrede overrasket øjnene op og smilede stort, da han spurgte hende, om ikke det var georgisk, hun talte. Hun var vant til at tale georgisk i sit hjemland, og eftersom hun ikke havde levet længe udenfor flokken, måtte hun stadig tit minde sig selv om at tale det almindelige hestesprog - derfor kunne der godt en gang imellem snige sig et par georgiske ord ind i hendes samtaler. Hun havde aldrig oplevet nogen udenfor Georgien, der kendte til landets sprog. Derfor tippede hun nysgerrigt hovedet på skrå. „Diakh. Det er helt korrekt. Hvorfra kender De til det georgiske sprog, du smukke hingst?"

Hun så strålende på ham, da han kaldte hende for kære. Hun elskede heste, der ligesom hende selv brugte et høfligt sprog. Det var så fremmed disse tider... Så det gjorde hende enormt glad at høre endnu en, der ikke var bleg for at tiltale sine medheste på en ordentlig måde.
Hun så overrasket på ham, da han fortalte, at han ikke var klar over, hvad en budbringer var - så var det i hvert fald ikke sådan en, han var. I starten havde det undret hende, at der fandtes individer i Proelio, der ikke kendte noget til landets historie. Men efter hun var kommet hertil, havde hun fundet ud af, at den langt fra var lige så velkendt, som hun havde forestillet sig. „Kender De til guderne, du bevingede? Budbringerne er dem, man skal have fat i for at få kontakt til guderne - de bringer deres budskab og har direkte kontakt til de store guder. Ligesom Dem selv bærer de vinger, der kan føre dem direkte til Himmelriget."

Hun så dybt fascineret på ham, da han fremsagde sine næste ord. Hun havde aldrig før hørt, at noget så fænomenalt som engle skulle eksistere - hun betvivlede dog ikke hans ord det mindste. Hans udseende var jo ulig alt andet, hun havde set før. Hun følte sig utrolig beæret over at have mødt en som ham - ja, Proelio var i sandhed drømmenes land. „Min kære Azazel, det er mig en ære at få lov at møde nogen så storslået som Dem. Indtil nu havde jeg ingen idé om, at engle eksisterede her på vor jord. Det skærer i mit hjerte at høre, at De er en af de sidste af deres art. Tillad mig at spørge... hvad er der sket med de andre?"
Hun lod atter hovedet glide på skrå og betragtede ham med milde øjne. Hun håbede ikke, at han ville finde hendes spørgsmål for privat. Hun ønskede ikke at snage i hans liv, men hun var som sagt noget så grusomt nysgerrig anlagt.

Hun spærrede øjnene op, da han spurgte hende, hvem hun var. Hvor var hun dog uhøflig! „Det må De sørme undskylde... Jeg havde helt glemt at præsentere mig selv, da jeg blev så forblændet af Deres skønhed. Mit navn er Gizhebi."
Hun smilede varmt til ham. „Og selvfølgelig må De det, hr. Proelio er mit drømmeland, og jeg ønsker at opdage hver en krog af det - selv de steder, der ikke virker så rare."
Hun lod sit blik glide udover omgivelserne. Kanto var i sandhed ikke et rart sted at være . Men selv de dunkleste steder kunne byde på de mest fabelagtige overraskelser - det var Azazel jo et bevis på.
Hun så indgående på ham. „Tillad mig at gengælde Deres spørgsmål; hvad laver noget så smukt som Dem på dette døde sted? Kanto er ikke just et sted, man forbinder med engle."

Azazel smilede varmt til den fremmede hoppe, Gizhebi. "Jeg ved mere end folk går og tror." Sagde han, med et lille fnis. "Kære, jeg er meget fascineret af dit hjemland, det er sådan et smukt sted. Efter at havde været der, kan jeg altid kende sproget." Sagde han, og smilede. Arh ja, han husker godt sin tid i Georgien. Vist det ikkke var for hans broder, Freakshow, havde han aldrig stødt på det flotte land. Nu var det desværre overtaget af mennesker. "Ja, det var i hvert fald smukt." Sagde han. Han håbede at hoppen her egentlig vidste hvad der var sket med hendes hjemland.

Mørket tog på, hvilket betød, at nu kom kulden også. Azazel smilede varmt til hoppen, "Hmm, hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg er en af de "nyfødte" altså en af dem, der ikke er særlig gamle." Sagde han, med et smil. "Jeg ved ikke helt så meget omkring, hvorfor der er så få engler tilbage. Jeg har heller ikke mødt nogle af dem, men jeg håber da ikke, at jeg er en af de sidste." Sagde han, med et mere ked af det smil. "Men ja, jeg er fuldkommen enig om, at det er trist." Sagde han, da han følte en regn dråbe ramme ham.

Hingste engelen, Azazel, kiggede på hende. "Jamen kære! Jeg er her af samme grund som dig; Jeg vil også gerne se hele dette land, også de steder der ikke ser så velkommen ud." Sagde han, og smilede, "Men kære, vil du ikke følges med mig?" Spurgte han, og smilede. "Jeg vil gerne videre, og muligvis finde et sted at sove. Det er mørkt nu, og man ved aldrig hvad der kan lurer ude i mørket." Sagde han, og kiggede på hende. Han håbede ved gud ikke, at det var for hurtigt han havde spurgt om det. Han mente det ikke på nogle forkert måde, men det var bare fordi han gerne vil komme i så lidt fare som muligt.

Hun lo mildt over hans ord. „Ja, det skal jeg love for."
Hun kunne ikke lade være med at smile stort, da han roste hendes hjemland - selv fandt hun det også utrolig smukt. Hun smilede varmt. „Det er jeg i sandhed glad for at høre, kære Azazel."
Hun så indgående på ham. Det var sjældent, hun mødte andre, der følte den samme kærlighed for Georgien som hende selv. De fleste kendte ikke rigtigt til landet, hvis ikke de var ført der. At dømme på Azazels stemme virkede han ikke til at have en georgisk accent, så han var næppe derfra. „Tillad mig at spørge; hvad bragte Dem til Georgien?"
Hun så lettere undrende på ham, da han tilføjede, at landet i hvert fald var smukt. Hun så forvirret på ham med et lille smil. „Var smukt? Hvad mener De med det, kære?"

Mørket sænkede sig langsomt over den døde skov. Gizhebi så sig lettere forundret omkring - var det allerede blevet så sent? Hun blinkede fascineret. Kanto var i sandhed en interessant skov. Al tid syntes at glide ud i ét herinde, hvilket var en af grundene til, at man alt for let kunne fare vild herinde, miste besindelsen og blive til en af de mange fortabte sjæle, der vandrede hvileløst rundt mellem skovens døde træer.
Hun spidsede interesseret ører ved hans fortælling. Hun havde aldrig hørt noget lignende. Gamle engle og nyfødte engle... indtil for få minutter siden havde hun slet ikke været klar over, at der overhovedet fandtes engle. Hun blinkede fascineret.
Hun så medfølende på ham, da han sagde sine sidste ord med et trist smil. Hun havde virkelig ondt af ham. Hun var selv en temmelig speciel hest, men hun havde aldrig følt sig anderledes, da hun var vokset op i en flok, hvor alle så ud som hende selv. Det måtte være forfærdeligt at være den eneste af sin art. „Det gør mig meget ondt, kære Azazel. Jeg håber af hele mit hjerte, at De en dag vil møde en af Deres egne."

Et smil tegnede sig atter på hendes mule, da han fortalte, at han var her af samme grund som hende. Det glædede hende at høre, at han også ønskede at se de knap så dejlige steder af landet. Selvom Proelio var et skønherligt land, der bød på mange smukke landskaber, holdt hun lige så meget af de skumle steder i landet. I hendes hoved var de alle sammen en enhed, der var med til at gøre Proelio til det, landet var.
Hun fik et lettere overrasket udtryk i øjnene, da han pludselig spurgte, om hun ikke ville følges med ham. Hun blev kort ramt af advarselslamper, der blinkede til hende om, at det ikke var sikkert at gå igennem Kanto med en komplet fremmed i mørket. Men da hun atter så på den smukke engel foran sig og mødte hans blik, forsvandt tankerne som dug fra solen. Noget så rent som ham kunne ikke indeholde ondskab. „Sikke en god idé, kære. Det ville være mig en ære at følge med Dem til et mere sikkert sted."

Azazel kiggede på hende, "Ved du det ikke, min kære?" Spurgte han, og kiggede forbavset på hende. Han havde næsten ikke lyst til at fortælle det til hende nu. "Georgien..." Sagde han, "Er blevet "overtaget" af mange mennesker. Mange skove er blevet fællet af mennesker." Sagde han, "Men dog, der er stadig mange af de flotte skove tilbage endnu." Sagde han, og smilede varmt. "Men ja, der er blevet bygget mange store byer i de store smukke skove, kære." Sagde han.

"Hm, hvad der bragte mig til Georgien? Jamen ser du, jeg har en tvilling broder som hader mig som pest. Efter jeg så ham dræbe og æde vores mor, forlod jeg ham, sønnerknust. Men, lige siden den dag, har jeg altid fuldt ham. Bare for at være sikker, at han ikke kommer til skade." Sagde han, med et smil. "Så, en dag tog han til Georgien, således kom jeg også dertil." Sagde han, med et smil.

Kulden tog ordenligt til nu, og Azazel måtte indrømme, at han begyndte at fryse nu. Han smilede, da hun sagde hun gerne ville. "Jamen, så lad os komme afsted!" Sagde han, med et glad smil. Lige så meget som han elskede at være alene elskede han også at ha' selskab. Det var da altid ekstremt hyggeligt at ha' selskab, og ha' nogle at snakke med.

Azazel smilede varmt, og vendte sig så rundt, for at gå længere ind i skoven igen. Han havde ingen idé om hvor der for hulen kunne være et "sikkert" sted. Mere sagt, et sted hvor de kunne sove i fred og ro.

Azazel satte op i skridt, og vandrede ind af. "Mhh, punkter som dette, er det dejligt at have lysende vinger." Sagde han, med et lille smil.

Hun kunne mærke en bekymrende knude vokse i sin mave, da han spurgte hende, om ikke hun vidste det... vidste hvad? Hvad var der dog sket med Georgien? Hun havde ikke været der i meget, meget lang tid. Hun var blevet så knust, da hun så, at hendes flok var væk. Så selvom hun elskede sit hjemland af hele sit hjerte, var det alt for smertefuldt for hende at vende tilbage. Georgien var et overstået kapitel for hende nu; hun havde ikke længere nogen grund til at være der.
Hun lyttede nervøst til hans forklaring og gispede chokeret, da han havde fuldendt den. Hun mødte chokeret hans øjne. „Det vidste jeg slet ikke! Jeg har ikke været i Georgien i mange år, så dens situation er mig helt ukendt."
Hun så trist ned i jorden. „Men De skal have mange tak for at fortælle mig det, kære Azazel. Det er i sandhed triste nyheder, men de er gode at kende til."

Hans næste fortælling flyttede fokusset fra hendes situation og fik hende på helt andre tanker. Hun spærrede munden op og så måbende på ham. „Hold da op! Sikke nogle forfærdelige ugerninger! Deres broder kan da umuligt være en engel som Dem selv?"
Hun var dybt rystet. Hun kunne slet ikke forestille sig, at en så smuk sjæl som Azazel kunne have sådan et uhyre til broder. Tænk sig at spise en af sin egen art... og så endda sin egen moder! Det var forkasteligt! Hun så beundrende på Azazel. Det var helt fantastisk, hvordan han stadig følte behov for at beskytte sin broder, selvom han havde begået sådan en forfærdelig ugerning. Det viste virkelig, at han i den grad var en sand engel. Hun var ikke sikker på, at hun nogensinde ville have kunnet tilgive sin egen broder, hvis han havde dræbt hendes moder.

Hun gengældte hans smil og svingede livligt med halen, da han meddelte, at de skulle af sted. Hun vidste ikke, hvor de skulle hen, men hun lod Azazel føre an - af en eller anden grund regnede hun med, at han havde mere styr på det end hende. Hun skridtede afslappet af sted ved hans side og beundrede, hvordan hans vinger let lyste stien foran dem op. Lige som hun selv havde tænkt tanken, kom han med en kommentar omkring det. Sikke et sammentræf! Gad vide, om engle kunne læse tanker? Det ville hun finde ud af en dag, men lige nu ville hun ikke lægge ud med sådan et direkte spørgsmål.
Hun lo mildt og så på ham med varme øjne. „Jeg gik nøjagtig lige og tænkte på det samme. Deres vinger er virkelig praktiske - selvom jeg kunne forestille mig, at de også kan være til besvær en gang imellem?"

.:Den døde skov:.

Azazel svingede let med halen, "Ja, det er en skam." Sagde han, "Landet er selvfølgelig stadig smukt, men nogle af skovene er bare blevet fællet." Tilføjet ham, med et trist smil. "Mig og min broder kom da De var igang med at bygge nogle af byerne." Sagde han. Englen kunne stadig huske hvordan menneskeren sad i nogle kæmpe... uhyre, han aldrig havde set før. De lamerede, og var så stærke, at de nemt kunne fælle et træ. Bare træer, og masser mere.

Han smilede svagt til hoppen foran sig. "Det var så lidt, kære. Jeg syntes bare du skulle vide det, da det jo er dig hjemland." Sagde han, med et smil. Han kunne godt forestille sig, at de ikke må være nemt. Altså, at få at vide, at ens hjemland er blevet beoret af mennesker, og deres.. ting.

Han kiggede let på hende, "Nej, han er ikke en engel. Tvært i mod er han en dæmon." Sagde han, "Jeg ved ikke hvem vores fader er, eller hvordan det er endt ud med en engel og en dæmon. Det er jo to helt foreskellige skabninger." Sagde han, i sin rolige stemme. "Men ja, jeg er ligeglad. Jeg elsker stadig min broder. Det er jo ikke hans skyld.. at han er endt ud som noget så grusomt som en dæmon." Sagde Azazel, og sukkede tungt.

Azazel smilede varmt til hendes svar, "Jo, de kan godt være til besvær." Sagde han, "Det der irritere mig mest, er at de hele tiden lyser. Forstå mig ret, det kunne være dejligt hvis jeg selv kunne bestemme hvornår de lyser, og hvornår de ikke lyser." Sagde han, imens han gik sammen med hoppen. "Men tja, jeg er bare taknemlig over at have dem. Det er jo ikke lige alle der har et sæt vinger på ryggen." Sagde han, med et let grin. Azazel var mægtig glad for hans vinger. Ikke nok med de lyste, kunne han jo også bruge dem til at flyve med, hvilket var fedt. At kunne flyve som en fugl. Han var fri som en fugl, og kunne flyve som en.

Efter de to havde gået lidt, kunne et kæmpe torden brav høres, hvilket fik hans ører til at lægge sig ned, "Gud, det er ikke lige torden jeg havde håbet på." Sagde han, da han så en grotten lidt længere ind til siden. "Kom, lad os gå denne vej!" Sagde han, og ændrede retningen til højere, hvor det ikke tog længe før en stor grotte viste sig. Han vendte sig rundt, og kiggede på den univers farvede hoppe, "Vent her. Man ved aldrig hvad der kan vente i sådan en hule." Sagde han, med et smil. Azazel var skam ikke bange for at gå derind og kigge. Tvært imod, ville han have det dårligere hvis det var hoppen der skulle kigge ind.

Azazel svingede med sin hale, og gik så langsomt ind i grotten. Hans vinger lyste grotten op en smule, og der var ikke til at se nogle andre skabninger. Derfor vendte hans sig rundt, "Du kan godt komme ind!" Råbte han lavt til hoppen.

Til: Gizhebi

Den døde skov

Hun havde nær fældet en tåre, da han fortalte, at nogle af Georgiens skove var blevet fældet og erstattet med menneskebyer. Da hun havde boet i landet, var det fuldstændigt styret af hestene. Hun havde aldrig set et eneste menneske betræde den georgiske jord. Hun mærkede hadet syde i sig. Hvorfor skulle de forfærdelige skabninger altid overtage alting? Hun havde aldrig før set et menneske i virkeligheden, men hun havde op til flere gange hørt om, hvordan de havde overtaget andre lande og jaget dets hestebeboere på flugt. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan nogen kunne tillade sig at opføre sig på den måde. Hvordan kunne man overhovedet have samvittighed til at jage andre på flugt og ødelægge deres hjem? Det ville hun aldrig kunne forstå...

Menneskenes indblanding havde altid virket så fremmed for hende, da det altid kun var noget, hun var blevet fortalt i historier. Men nu havde de også ødelagt hendes smukke Georgien... de kom pludselig meget tæt på. Ja, det skulle da ikke undre hende, hvis de også snart kom til Proelio!
Hun fnøs fornærmet. „Det er fuldstændig forkasteligt, synes De ikke? At overtage og ødelægge folks hjem på den måde. De skulle skamme sig!"
Hun havde fået hidset sig gevaldigt op og trak vejret i ophidsede stød. Hun mødte dog Azazels smil og tvang sig selv til at falde lidt til ro igen. Hverken han eller hun kunne gøre noget ved det, så der var ingen grund til at stå og lade sig påvirke af det. „Igen må jeg takke Dem mange gange, Azazel. Det er rart at kende til dette om mit hjemland, selvom det er en tragisk nyhed. Men heldigvis er Proelio mit hjem nu - og jeg vil kæmpe med næb og kløer for at forhindre menneskene i også at komme hertil!"

Hun så lettere måbende på ham, da han fortalte, at hans broder var en dæmon. Hun havde hørt om dæmoner før, men hun troede kun, at det var guder som Helzlori eller forbandede heste, der kunne være det. Hun havde aldrig hørt om en, der var født som dæmon. Det var på én gang både fascinerende og skræmmende. Endnu en gang måtte hun se sig fuldstændigt målløs. Hun kunne slet ikke forestille sig, at et væsen så blidt som Azazel kunne have en dæmon som broder. Men alligevel lettede det hende også en smule at høre det. Det var rart at vide, at det ikke var en almindelig hest, der havde ædt af deres moder. At han var en dæmon forklarede det lidt bedre, selvom det stadig var fuldkommen uacceptabelt.
Hun måtte endnu en gang se sig fascineret af denne Azazel, da han meddelte, at han stadig elskede sin broder, da det jo ikke var hans skyld, at han var født som dæmon. Sådan havde hun overhovedet ikke tænkt på det - men det var jo sandt. „De har i sandhed et godt hjerte, Azazel."

Hun slog en munter latter op ved hans ord om sine vinger. „Ja, det må da siges at være en billig pris at betale for at få lov til at have sådan nogle fascinerende vinger på kroppen."
Hun drejede hovedet mod den smukke hingst og så nysgerrigt på ham. „Hvordan er det egentlig? At flyve altså."
Hun blev helt drømmende ved tanken. Hun kunne ikke forestille sig en mere smuk måde at se verden på end fra luften. Det måtte være helt fantastisk at kunne flyve højt til vejrs og føle sig fri som en fugl og så let som vinden... Det ville hun gøre meget for at kunne.
Pludselig lød et højt tordenbrag, der fik hende til at fare forskrækket sammen. Hun blev i et kot øjeblik hylet helt ud af den, men så kunne hun høre Azazels stemme, der fik hende tilbage til virkeligheden. Hun så over mod ham og fulgte hans råd om at søge mod hulen.

Hun stoppede op foran den og så spændt til, da Azazel bevægede sig derind for at tjekke for farer. Hun skælvede lidt ved tanken om, at der måske ville ske den prægtige hingst noget, mens hun blot stod hjælpeløst derude og så til. Men hun var dog også glad og taknemmelig for, at han havde valgt at beskytte hende.
Der gik kun et kort øjeblik, før hun kunne høre Azazels blide stemme derindefra. Hun sukkede lettet - så var han altså ikke kommet noget til. Spændt skridtede hun ind i hulen og fortsatte fremad, indtil hun kunne se Azazel foran sig. Hans store vinger lyste op i mørket og kastede sit smukke lys rundt på klippevæggene. Hendes blik gled rundt på de mange sten, der næsten glimtede som diamanter.
„Hvor er det smukt..." sukkede hun drømmende.

Til: Azazel

.:Den døde skov:.

Azazel svingede med sin hale, "Jo, det er en skam." Sagde han, og smilede trist. "Desværre, er det bare menneskerne der har overtaget det hele. Det ligner ikke, at vi heste ville ha' en chance imod dem. Ikke nok med de er mange, har de.. våben og andre ting jeg ikke kender til." Sagde han. Han kunne godt huske de gange han så mennesker i mærkeligt skov farvet tøj, hvor de gik med noget i hænderne. Han opsøgte så en gammel hest, der vist var ret kendt i Georgien, som så kunne fortælle ham, hvad det var, de mennesker havde i hænderne. Han fandt ud af, at det var noget så frygteligt. Et våben. Et døds farligt et. Et til to skud, og man ville dø. Han var glad for, at i den tid han var i Georgien, at han ikke mødte et våben.

Azazel smilede varmt til den univers farvet hoppe. "Jamen, det var så lidt." Sagde han, i sin rolige, halv mørke, stemme. Han var bare glad for, at han i det mindste kunne fortælle hende nyheden. Desværre var det bare ikke verdens bedste nyhed, men, en nyhed er en nyhed.

"Haha ja, jeg håber dog, at hvis menneskerne virkelig kommer til landet en dag, håber jeg med hele mit hjerte, at guderne vil gøre noget. Jeg mener, de kan jo ikke bare putte det hele på os. Vi er blot en hest, og ikke mere." Sagde han, i sin dejlige, beroligene, stemme. Azazel var jo nyt i landet, og vidste derfor ikke meget omkring guderne. Han ville gerne, men han har jo aldrig mødt dem. Men, det havde han det egentlig fint nok med. Han finder ikke noget behov for at møde alt og alle. Han har det fint med at møde dem han nu møder.

Azazel lyttede til hoppen, da hun sagde, at han havde et godt hjerte. Havde han det? Det gjorde ham da glad at vide, at hun syntes det. "Synes du virkelig det?" Spurgte han, i en stemme, der helt klart fortalte, at det var første gang, nogle havde fortalt ham det. "Jamen, tak! Det er jeg glad for at vide. Det er jo sådan jeg gerne vil være." Sagde han, med et varmt smil. Ja, Azazel ville gerne være den type, alle kunne få hjælp eller råd hos. Den type, alle elskede. For at være ærlig, ville han bare gerne være noget. Noget.. hjælpsom. En som der.. ja, kan hjælpe alle. Og det var det, han også prøvede på!

Azazel kiggede på hende, "At flyve?" Spurgte han, "Tja, det er fantastisk. Jeg nyder det virkeligt. Det er som om, man bare er et helt andet sted. Oppe i drømmeverden, hvor man ingen bekymringer har. Man er bare.. fri." Sagde han. Han faldt næsten helt i drømmeverden, da han skulle beskrive hvordan det var at flyve. Det var virkelig det bedste han vidste til. Og så, gik det jo også hurtigt. Det var, og ville altid, være hans ynglings hobby.

Azazel smilede varmt til hoppen, da hun kom ind i grotten. Han lagde sig ned på jorden, og sukkede fredfyldt. Det var længe siden, han havde ligget sig ned, for at slappe af. Hans store vinger, lå nu også på jorden, hvor det nu endnu engang, mindede Azazel om, hvor store hans vinger egentlig var. Tja, de skulle jo også være store, ellers kunne de jo ikke bære Azazels krops vægt.

Han smilede beroligende. "Ja, her er smukt." Sagde han, "Dog lidt koldt." Tilføjet han, hvilket fik ham til at kigge lidt bekymret op på hoppen. "Kære, hvis De vil, må de godt sove under en af mine vinger. De er varme, og burde kunne holde dig varm hele natten." Sagde han, med et smil. Hans stemme havde noget bekymret over sig også. Hoppen var jo våd, sikkert også kold. Og, det var noget han ikke helt var så vildt med. Han ville have det bedste, hvis han vidste, at hoppen lå i varme og ro.

Til: navn

Den døde skov

Hun nikkede ved hans ord og smilede trist. „Ja, det er simpelthen så trist og intet mindre end en skam. De burde skamme sig sådan at tro, at de er eneherskere over vores verden og kan gøre med den, som de lyster."
En lille følelse af ubehag gled gennem hendes krop, da han nævnte menneskenes våben. Hun havde aldrig set et med egne øjne, men hun havde sommetider hørt lyden af deres pistoler, der var rettet direkte mod hende - naturligvis kun i hendes hallucinationer. Men de var ikke mindre skræmmende af den grund. Hun smilede varmt og en anelse beroligende til ham, da han nævnte guderne. „Det kan De være helt sikker på, at de vil gøre, Azazel. I hvert fald Flakezé - han vil beskytte os som sine egne, det er jeg sikker på."
Hun så lettere overrasket på ham, da han udtrykte, at han ikke var andet end en hest. „Åh, jamen De er da så meget mere end blot en hest, kære Azazel. De er jo en engel, hvilket må siges at være mindst lige så unikt som en gud."

Hendes øjne så atter overrasket på ham, da han gav udtryk for ikke selv at være klar over, hvor stort et hjerte han havde. Hun stirrede nærmest vantro på ham. „Åh Azazel, hvor er De dog beskeden. Deres hjerte må være det største, smukkeste og mest rene, jeg nogensinde har set. Ikke mange ville være i stand til at tilgive Deres broder for hans synder, sådan som De har gjort det. Det vidner i sandhed om et stort hjerte - og en fantastisk loyalitet."
Hun gengældte hans varme smil, da han sagde, at det var sådan, han gerne ville være. „Jamen, så kan jeg da kun sige, at det i sandhed er lykkedes for Dem!"
Hun gengældte hans drømmende blik, da han fortalte hende om, hvordan det føltes at flyve. Han beskrev det på en fuldstændig fantastisk måde, der rev hende helt med. „Åh Azazel, hvor lyder det fantastisk... Det må være en helt ubeskrivelig fornemmelse. Jeg ville sådan ønske, at jeg også ville kunne komme til at opleve det en dag."

Hun betragtede ham med et fascineret blik, da han lagde sig på jorden og lod sine vinger hvile mod jorden. Det var fantastisk at se, hvor meget de fyldte. De havde skam også set store ud, da de var slået op på ryggen af ham, men dette viste i sandhed, hvor store de egentlig var. Hun tog sig selv i at stå og stirre længe på hans vinger og rykkede forlegent blikket op mod hans øjne, da det gik op for hende. En svag rødmen var at tyde på hendes ansigt. Det havde ikke været hendes mening at være så uhøflig. Det var aldrig rart, når folk stirrede - og en hingst som Azazel måtte være godt træt af det. For hans vinger var noget særligt, så han var formegentlig vant til masser af stirrende blikke.

Hans stemme afbrød pludselig hendes tanker, og næsten som havde han læst dem, indbød han hende til at hvile under hans varme vinger natten igennem. Hun mindede atter sig selv om, at hun en eller anden gang måtte få spurgt ham, om engle kunne læse tanker eller ikke... Hun førte sit blik mod hans øjne og smilede taknemmeligt. Det virkede umiddelbart som en grænseoverskridende handling, men hun måtte indrømme, at tanken om at ligge på en kold klippebund ikke virkede så tiltrækkende, når hendes pels var drivvåd og gennemblødt. Tanken om at ligge trygt under hans varme vinger var derfor alt for fristende til, at hun kunne sige nej. „Åh Azazel, mener De virkelig det? Hvor er det stort af Dem. Det ville være mig en ære at få lov til at varme mig under Deres vinger."
Med dyb taknemmelighed i øjnene skridtede hun nærmere ham, klar til at lægge sig ved hans side, når hans vinger åbnede op og gav plads.

Til: Azazel

.:Den døde skov:.

Azazel smilede varmt til hoppen, og åbnede op en af hans store, lysende, vinger. På ydre siden af hans vinger, var de driv våde, men på inder siden var de skam stadig tørre, så han håbede det ville være godt nok til at kunne holde hoppe varm denne nat, og så kom der vel også varme bare fra hamselv. Altså hans kropsvarme måtte vel også hjælpe i det mindste bare en lille smule.. Han ville jo helst ikke ha', at hun skulle blive syg, bange, eller noget som helst i den stil. Og han vidste selv, at varme var noget af det bedste til at få en til føle sig tryg og sikker. Eller, sådan havde han det i hvert fald.

"Ja, selvfølgelig mener jeg det. De behøver ikke at takke mig." Sagde han, og smilede varmt op til hoppen. Det var måske ikke ligefrem vær dag man fik chance for at sove under en vinge af en engel, men det var ikke ligefrem noget Azazel to så tungt. Ham var bare glad for, at han havde chance for at hjælpe en lille smule. Efter alt, så var Azazel livs mål jo at redde og hjælp alt i denne verden, i det mindste så meget som han nu kunne nå.

Til: Gizhebi

Den døde skov. ღ

Azazel valgte tilsyneladende at ignorere alle hendes ord, men det gjorde hende nu ikke så meget. Deres samtale var efterhånden ved at være meget lang og for hendes vedkommende fyldt med sukkersødt pladder om, hvor fascineret hun var af ham. Hun kunne derfor godt forstå, at Azazel ikke længere havde så meget at sige. Han virkede ikke til at være irriteret over hendes mange ord, nej, det virkede blot som om, at han stille og roligt gjorde en ende på deres lange samtale - og det var helt i orden med hende.

Hendes øjne strålede kortvarigt, da han valgte at åbne op for en af sine store, lysende vinger. Med dunkende hjerte bøjede hun sig ned under hans vinger, drejede sig rundt, så hun lå den samme vej som ham, og krøb sig sammen ved hans side. Vingerne var så store, at hun snildt kunne være der. Hun følte sig lidt som et føl under sin fars beskyttelse, og det var ubeskriveligt rart. Hun sukkede afslappet og mødte hans øjne med et taknemmeligt blik. Det var skønt at mærke tørvejret fra vingerne omkring hende samt kropsvarmen fra ham af. Det her var langt bedre end at skulle tilbringe natten alene på den kolde og våde jord... En del af hende havde lyst til at putte sig yderligere ind til ham og suge hans kropsvarme til sig, men hun sørgede naturligvis for at holde sig på høflig afstand, så godt hun kunne - hun havde jo kun lige mødt ham og ønskede derfor ikke at trænge sig på, på den måde.

„Our family chain is broken, and nothing seems the same;
But as God calls us one by one, the chain will link again."