Gizhebi var ny i dette magiske land og var ikke rigtigt klar over, hvordan tingene stod til. Selvom hun var vokset op med de gamle sagn om Proelio, havde hverken hende eller hendes familie været der selv. Hun var derfor bekendt med landets fortid og kunne næsten historien udenad, men hun havde ingen idé om, hvordan landets tilstand så ud i nutiden.
Det var dog ikke svært at regne ud, at noget var grueligt galt. Rygtet spredte sig som vinden i dette land, og overalt blev der hvisket om krig. Der var kaos i alle krogene, og langt de fleste heste syntes at gøre sig klar til et eller andet - men hvad? Kunne der være udgydet krig mellem guderne igen? Eller kunne en helt anden ondskab være brudt ud i landet? Hun var frygtelig interesseret i at kende statussen i landet, men hun kendte endnu ikke selv nogen, der ville kunne besvare hendes spørgsmål. Hun var egentlig ikke særlig genert, så det kunne selvfølgelig være en mulighed at opsøge dem, hun kunne høre stå og tale om det - men det virkede da en anelse anmasende, gjorde det ikke? Hun vidste ikke, hvordan folk ville tage det, og da hun helst ikke ville være til besvær, var det derfor ikke en mulighed, hun overvejede at tage.

Men hun kunne altså stadig ikke leve uden den viden - hun måtte finde ud af, hvad der rørte sig i landet og skabte alt den kaos omkring hende. Hun var egentlig ikke normalt typen, der havde behov for at stikke sin snude i alt og alle, men det her var anderledes. Proelio betød så meget for hende; det var en del af hende. Hvis der virkelig var krig under optegnelse, ville hun være med. Hun ville kæmpe for Proelio og alt det gode, landet stod for.
Dette var grunden til, at hun nu befandt sig på sletten, hvor hun vidste, at magiens grotter eksisterede. Hun havde hørt om Proelios Hjerte i alle de gamle sagn og myter, og derfor vidste hun da også, at dette sted ikke var synligt for en almindelig dødelig som hende - medmindre man var inviteret derind af selveste Flakezé. Men dette var hendes eneste chance... Hun fandt frem til det lava, der løb frem og tilbage og stoppede op. Hun vidste, at magiens grotter camouflerede sig for dem, der ikke havde adgang til det - men skulle det være nogen steder, måtte det være her.

Hun tog en dyb indånding og mærkede benene ryste under sig. Dette her var hendes eneste chance. Hun havde ikke mærket noget som helst til gudernes eksistens siden hendes indtog i Proelio. Det kunne derfor helt bestemt være en mulighed, at deres eksistens bare var gammel overtro - sådan var der jo mange, der tænkte. Men Gizhebi ville aldrig kunne tænke sådan. Hun elskede guderne af hele sit hjerte, selvom hun aldrig havde mødt dem - hun kunne mærke i sit hjerte, at de var virkelige. Derfor havde hun besluttet sig for at tage hertil i håbet om at komme i kontakt med Flakezé. Det virkede nok umiddelbart som en underlig plan, når hun følte sig anmasende ved at opsøge en flok fremmede - hvad kunne være mere anmasende end at forstyrre en gud? Men underligt nok tænkte hun ikke selv sådan. Hun elskede Flakezé og vidste, hvad han stod for - han havde altid tid til at lytte til sine folk. Altid. Derfor var hun ikke bange.

Men nervøs, dét var hun derimod. Hele hendes liv havde hendes største drøm været at komme til Proelio og møde guderne. Hendes første drøm var blevet til virkelighed; hun levede nu i Proelio og kunne kalde det sit land. Var det muligt, at hendes anden drøm også kunne komme til live?
Jo mere hun stod og fyldte sit hoved med tanker, des mere nervøs blev hun. Derfor tog hun en dyb indånding og tvang sig selv til at få det overstået.
„Flakezé... Min ærede gud, leder og beskytter. Jeg bønfalder Dem om at høre mit kald, vise Dem for mig og guide mig i min videre færd."
Hendes stemme var rystet, svag og meget nervøs - men hun gav ikke op. Hendes mave boblede af sommerfugle, og hendes lyserøde øjne var intense. Snart ville hun måske møde selveste Flakezé - det ville være en drøm, der gik i opfyldelse.

Hun vidste, at guderne var et meget travlt folkefærd. Hun vidste derfor også, at man havde størst sandsynlighed for at blive mødt af dem, hvis man kom til sagen lige med det samme og dermed viste, at man havde noget spændende at byde på. Hun løftede derfor blikket mod himlen og formulerede alle sine spørgsmål i én lang sætning.
„Min kære Flakezé... Jeg beder om Deres hjælp; Deres rådgivning; Deres guidning. Mit ydmyge sind ved ikke meget, men rygterne om krig og ødelæggelse spreder sig i krogene. Proelio står mit hjerte meget nært, og jeg vil kæmpe med mit liv for at beskytte det. Men rygter spreder sig, som vinden flyver... Jeg stoler skam på mine medheste, men jeg ved ikke, hvad der er sandt eller forkert.
Så jeg beder Dem, min kære gud... Oplys mig. Sæt mig ind i tingene, så jeg på bedste vis kan beskytte vores land. Forklar Dem for mig og lad mig følge Dem til den bitre ende."
Hendes hoved var fyldt med spørgsmål, og hun følte, at hun kunne blive ved i en evighed. Men hun måtte jo stoppe et sted, så hun valgte af afslutte den dér. Hun havde allerede bedt om meget og ville nødigt tage mere end højst nødvendigt af den almægtige guds liv.
Hun lukkede forventningsfuldt øjnene i, holdt spændt vejret og håbede bare, at han ville vise sig.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

I de hemmelige grotter få havde hørt rygterne om - sandsynligvis kun de der fortalte historier videre og videre, og de der lyttede, og derfor kendte til denne verdens historie - fandt man et system af gange fyldt med magi, grotter og sale udskåret helt guddommeligt. Et netværk af magiske forbindelser, vandkar, tråde og energi åbnede porten i den øverste grotte der gik ud på toppen af bjerget. Porten til Gudernes rige. Himmelriget. Det var ikke et sted den matblå livsgud ønskede at tilbringe sin tid. Men det var nu engang her han var tvunget til at være. Her han kunne være helt i fred for de andre Guder - i sit eget lille rige. Planeten Proelio havde altid været hans hjem. Den havde født ham. Den havde næret ham, og han havde formet den til noget smukt. Men det land han først fandt sig selv i som bar samme navn, var indvaderet nu. Ligesom han langsomt opdagede at alle de andre kroge af hans verden var. Af en far han ikke havde troet fandtes. Og så... Ligesom freden over den sidste krig i den gamle verden blev overstået startede den første i den ny. Flakezés sjæl var så hjertensgal at han ikke kunne finde ro. Han var ved at starte sin egen klan. Han havde på ingen måde nok med sig til at blive til noget endnu, men han vidste hans proelioske venner ville komme, og folk der fulgte hans sagn og legender ville dukke op. Heste havde som oftest kun hørt om Flakezé og Helzlori og Laylis. Smeye var ganske ny. De andre plejede ikke at være omtalt som guder, men rygtet gik også ud af landet nu, og mange fik det ind fra barndommen og ville aldrig kende de helst gamle legender... Hans hovede rystede tungt, som han vandrede - frem og tilbage, frem og tilbage, og rundt om træet der hviskede bønner der blev bedt til ham. Han lyttede normalt ikke til andet end bønnerne, selvom han let kunne se igennem et spejl og spionere alle levende undtagen de andre Guder.

Han savnede hende. Eos. Og deres datter. Men om ikke andet vidste han at de var et bedre sted. Et sted der var langt mere sikkert for dem... Han skimtede ud over horisonten der aldig ville blive det samme som den ægte i Proelio. Nogen kaldte på ham. En sjæl opsøgte Magiens grotter. Der var en nervøsitet over denne sjæls fremgang, men et beslutsomt mod han omgående lyttede til. Det var ikke de andre guder sjælen søgte. Det var ham. Ellers ville han ikke fornemme det. Han lyttede og stod pludselig ganske stille. Proelios hjerte var som en maskine. En stor maskine. Og det var faktisk hans grotter, ikke Smeyés. Han alene havde magten til at vise dem for andre. Ikke Smeyé. Flakezé opfangede den stemme der trængte igennem til ham. En hoppes stemme. Rystet, svag og meget nervøs. Der var sommerfugle i hendes mave. Hun talte næsten så pænt og fornemt om ham at han skammede sig over at være gudelig. Han så andre som sine ligemænd. Han følte sig ikke mægtig, for uden sit folk var han intet. Hun ville guides. Han valgte at gå mod porten ud af sit rige i faste, lettere stressede skridt - det var hvad guden var i tiden. Stresset. Han gik mod porten til magiens grotter. Man kunne selvølgelig også bare bruge spejlet, men Flakezé foretrak langt over alt andet porten ved grotterne.

Som hoppen gav ud af sine tanker satte hingsten tempoet op for at mængden af væsner der boede i himmelriget udenfor hans port flyttede sig for ham og al hans gudelige kraft. Han satte mod den fjerne krog og sprang igennem porten. Et brag buldrede gennem hans ører og forplantede sig ved Magiens Grotter ved den unge hoppe. Grotterne viste sig. Kom til syne i det nu Flakezé brød gennem himlen og landede på bjergets top. Hans pels skinnede og lyste af cirkler og pletter ligesom Smeyes gjorde det. Men det var kun i særlige tilfælde Flakezes gjorde dette. Så som nu. Kort efter forsvandt de, og han lod de mægtige muskler bringe ham sikkert ned af bjerget mod hoppen der afventede ham. De mystiske grotter skinnede i deres net af farver. Ikke et træ var at skue på dem, men et farveshow vildt som nordlyset bredte sig.

Hingsten standsede ret og guddommeligt - som han nu engang var nødt til for at udvise styrke og mod til sit folk - på en respektabel afstand til hoppen. Hans stemmes røst hørtes derefter;

"Sig mig; Hvad er Deres navn? Min vejledning, min guidning skal De få. Deres hjerte synes rent, og Deres grund til at komme - ærlig. Krig og ødelæggelse? Historierne er sande unge sjæl. Rygterne taler ligeledes med en sand tunge. De vil kæmpe for Proelio, men hvordan vil De kæmpe? Der er fire partier i denne krig. Fire Guder der stræber efter hver deres ting. Jeg selv som livets gud, beskyttelse til alle, fred i vor verden, og ære til vort land. Alt De hører er måske ikke sandt. Nogle vil også manipulere folket ind i deres snoede veje. Jeg antager De agter at følge mig, siden det er jeg De kommer til?
Lad mig forklare og oplyse Dem; Min magtsyge fader Smeyé har startet og erklæret 'krigen'. Han ønsker alle overnaturlige heste døde, da han ser dem som en trussel mod hans magt. I årtusinder har han vogtet på mig. Set efter om jeg var en gudetitel værdig. Han fandt den først givet officielt til mig, da jeg slog Helzlori 'ihjel'. Han selv lod hingsten genopstå som dødsgud, måske fordi han er fascineret af den mørke hingst, måske fordi der er nødt til at være fire guder med forskellige egenskaber og en ond var krævet. Vores land kan beskyttes mod hans hærgen. Jeg tror at om han vinder, går han under jorden, jeg tror han er nødt til at have overnaturlige heste i verden. Hvorfor kan jeg ikke forklare. Måske ville det være lettere at lade ham dø ved at slå dem ihjel så, kan nogen spørger? Nej. Det er uretfærdigt og mange heste ville lade livet, andre ville lide under tabet. Det er ikke at beskytte et land. Den bitre ende kan blive meget virkelig.
Hver Gud skaber sit, står for sit, handler for sit. Livets klan er opstået ved siden af de andres, selvom vi er små, er vi til. Skyggeklanen er Smeyés klan, og han har allerede mange allierede. Jeg har mange allierede i Proelio. Og mange har hørt mine historier. Men om vi er nok til at stå fast denne gang er uvist. Alt De kan gøre er at byde ind med din hjælp. De vil nemt accepteres i klanen. En rang skal Dem gives hvis De siger ja, og dømt ud fra hvad jeg kan føle mig frem til ville De tage dig godt ud som Vogter. Mere info om denne opgave kan findes hvis De acceptere medlemsskabet. Gør De det er min stemmes beskeder at finde ved Fairfarren. Jeg kan vise Dem vejen." Flakezés ædle stemme dækkede forhåbenligt de spørgsmål hoppen måtte have. Mere information om klanen og krigen ville hun kunne finde i klanens grotte ved Fairfarren. Livets kilde lå deri. Han rettede sig roligt. Hendes svar var altafgørende, for om han ville blive blot et kort sekund til, eller forsvinde det næste. Hingstens smaragdgrønne øjne afventede hoppens svar.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hun kunne næsten ikke holde spændingen ud længere. Hendes hjerte var ved at sprænge af nervøsitet, og hun overvejede flere gange at vende om. Hendes faste beslutning om at hjælpe landet fastholdt hende dog til at blive stående og se frygten i øjnene. Hun mindede gentagende gange sig selv om, at dette var hendes store drøm. Flakezé var en elskelig og hjertevarm gud, der holdt af alle sine medheste - så hvad havde hun at frygte?
Hendes hjerte sprang et slag over, da et enormt brag lød. Foran hende kom Magiens Grotter til syne. De strakte sig langt op i luften og glimtede i tusindvis af farver, som om selveste nordlyset kom til live foran hende. Hun holdt vejret, da himlen syntes at åbne sig over hende. Som taget ud af en drøm kom Flakezé til syne. Han landede på toppen af grotterne, og hans pels syntes at glimte om kap med dem. Hun spærrede måbende sin mund op. Var dette virkelig ægte, eller drømte hun blot?

Lige så hurtigt, som de var kommet, forsvandt farverne fra hans pels og afslørede den smukke blå farve, hun altid havde hørt beskrevet i fortællingerne om ham. Han trådte nu ned ad bjerget mod hende, og hun skyndte sig at lukke munden i for ikke at virke uhøflig. Han nåede hurtigt ned ad bjerget og stoppede op i respektfuld afstand fra hende. Hans holdning var rank og ædel, og musklerne spillede under hans glinsende pels. Han udstrålede styrke og guddommelighed og var endnu smukkere, end hun havde forestillet sig.
Hun bøjede respektfuldt nakken for ham, inden hun lagde sig på knæ og bukkede for den majestæt, der havde valgt at vise sig foran hende. „Ærede Flakezé... Jeg er utrolig taknemmelig for, at De har valgt at høre mine bønner og komme mig til hjælp. Mange tak."

Hans stemme var som musiske toner i hendes ører. Den var fantastisk, og hun følte sig straks draget af den. Hun løftede sit blik og mødte hans strålende øjne, inden hun atter rettede sig op. Hendes holdning var dog stadig respektfuld og slet ikke lige så rank som hans. „Mit navn er Gizhebi. Jeg kommer fra et land langt herfra - Georgien. Men mit hjerte tilhører Proelio. Det har altid været mit sande hjem."
Han begyndte nu sin fortælling, og hun stod i fuldstændig tavshed og lyttede respektfuldt og med dyb interesse til hans ord. Hun følte sig absolut oplyst. Flakezé virkede til at stå for alt det, hun havde håbet på. Hun fortrød absolut ikke, at det var ham, hun havde valgt at opsøge.
Hun smilede stort til ham, da han tilbød hende en plads som Vogter i hans klan. Hun kunne slet ikke beskrive, hvor meget det betød for hende. I følge hans forklaring var hun imod alt, som Helzlori stod for. Hun elskede de overnaturlige - det var netop dem, hun fandt så spændede i Proelio. Så det ville være hende en ære at kæmpe for Livets Klan.

Han afsluttede nu sin fortælling og i stedet for at forsvinde, blev han stående. Det varmede hendes hjerte. Hun vidste, at han måtte have meget travlt og derfor ikke kunne give hende mere af sin tid end højst nødvendigt - derfor var hun meget beæret over, at han havde valgt at blive og fortsætte samtalen yderligere. „Tusind tak for Deres forklaring, Flakezé. Det vil være mig intet mindre end en ære at få lov at være med i Livets Klan. Jeg vil kæmpe for Dem og tilbyde mig som deres Vogter. Jeg vil hellere end gerne følge Dem til Fairfarren og høre mere om min opgave."

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Det stod helt klart at Gizhebi havde et rent hjerte. Hans smaragdgrønne øjne borrede sig mildt mod hendes da hun talte og forklarede sig. Små fortællinger, men nyttige, udelukkende fordi Flakezé gerne ville vide et og andet om de han lukkede ind i sin klan. Hingsten brummede roligt, og et smil bredte sig over hans bløde sorte læber som den korte samtale nåede sin slutning. Hans hjerte blev ligeledes varmet. Han blev rørt ved at opdage hvor mange heste derude der egentlig troede så inderligt på det samme som ham selv. Disse individer ville han beskytte. Til den bitre ende, som synes tætttere på end nogensinde. Flakezé havde aldrig frygtet at dø. Måske tilmed ikke forventet at han kunne dø, han havde faktisk forsøgt at sove ind, for at overlade verden til Fermaz. Men altid havde noget forhindret Guden der ellers havde tænkt omhyggeligt over tingene. Det måtte have været Smeye. Og nu ville den selv samme fader slå ham ihjel, hvis Flakezé begik den mindste fejl.

"Da skal jeg oplyse en vej der forsvinder når du betræder den." lød hans stemme atter. Hans legeme lyste, og ud fra ham dannede der sig en blålig lysende vej, helt til fairfarren. "Dine opgaver findes der. Du vil kunne høre dem ved vores magiske vand." han nikkede til hoppen. Derpå trak han sig og som et ganske fint spindelsvæv der blev brændt forsvandt han, og det eneste der var tilbage var den oplyste sti, og hoppen. Magiens grotter og Guden var væk, men han synes nær alligevel.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

I will follow you

Hun betragtede gudens rolige kropssprog og blev helt varm om hjertet. Han var så fascinerende. Det var som om, at hun kunne mærke varmen strømme ud ad ham og indtrænge hendes krop og sind. Hun havde aldrig prøvet noget lignende. Hele sit liv havde hun hørt historier om Flakezé og Proelio. Hun havde hørt så meget om denne gudehingst, at hun altid havde følt, hun kendte ham. Men nu stod hun overfor ham i egen person, og intet kunne være mere fantastisk.

Hun nikkede smilende ved hans ord og nejede så høfligt ad ham. „Mange tak, min gud. Jeg vil følge den med det samme og glæde mig til at finde ud af, hvad der venter mig for enden."
Hun mødte spændt hans blik, inden han forsvandt for øjnene af hende. Det gav hende et helt sug i maven at se den prægtige hingst forsvinde ud i den blå luft. Ja, Proelio var i sandhed et interessant land... Hun så spændt på den blålige sti foran hende og begyndte ivrigt sin vandring. Hvilket eventyr!

(Slut fra Gizhebi ^w^ Tak for tråden! )

Til: Flakezé