Post by Insanus Amoris Drachmas on Sept 7, 2014 13:33:15 GMT 1
Insanus Amoris Drachmas
Den sorte hingst vandrede med lydløse skridt gennem de sovende træer. De var fortabt i en dyb, evig søvn.. En de aldrig skulle vågne af og se solens stråler, smage deres energi og varme.. De skulle aldrig spire på samme måde, som et hvert andet træ. Dampen lå ham tykt om benene og hans mørkeblå hove, da sank ned i den bløde bund, de slap jorden med nogle lette svup, intet voldsomt højt, men nok til, at man vidste at han var her. Han var ikke forandret, ikke i sindet. Dog bar hans kolde, følelsesløse facade et let smil. En aura af åbenhed omgav ham og luften syntes ikke helt så kold, som den plejede at være i hans selskab. Hele hans fysiske holdning var anderledes. Han havde rettet sig op, hovedet var hævet i en mere stolt position end den normale, hvor hovedet hang tættere på jorden end himmelen. Hans krop havde suget næring til sig, suget det fra græsset, han havde brugt dag efter dag på at indtage. Det var ikke nok blot at være den forandrede hest i den grå hoppes selskab, han havde brug for, at vise hende, at det her var ægte. At han havde købt sig fri fra sine plager var ikke noget der skulle ødelægge hendes lille verden, dog hun ville aldrig finde ud af, hvem der havde solgt hvem.. Ikke før, at han ville have hende til at se det.. Dog bedraget skulle fuldføres til det sidste mindste skridt.. Han var begyndt, at æde noget så meget græs, at han ikke fattede hvordan de andre heste havde tid til, athave et liv ved siden af.. Det viste sig lidt efter lidt på hans magre krop.
Flokken så indtil vider ret godt ud. Der var ej nogen der var kommet til ham med et problem eller andet, så han gik ud fra at de trives.. Dog alligevel valgte han at stoppe op i en lysning af sovende træer og det var også her den bedste kvalitet at græs var. Et køligt, men venligt vrinsk lød fra hans strube. Alle var velkommende her i lysningen. Han var åben for at tage hånd om eventuelle problemer, hans små duer skulle have her i verden..
Flokken så indtil vider ret godt ud. Der var ej nogen der var kommet til ham med et problem eller andet, så han gik ud fra at de trives.. Dog alligevel valgte han at stoppe op i en lysning af sovende træer og det var også her den bedste kvalitet at græs var. Et køligt, men venligt vrinsk lød fra hans strube. Alle var velkommende her i lysningen. Han var åben for at tage hånd om eventuelle problemer, hans små duer skulle have her i verden..
I take the blame for everything and forgive all.
Just don't play with the shadows dear...