Går meget stille og roligt ind i den øde skov, kan se at den ser meget trist ud men lige nu trænger jeg bare til at være et eller andet sted, er lidt ligeglad med hvor det er for har ikke rigtig lyst til noget som helst for tiden. Mine skridt bliver mere selvsikker for hvert et skridt jeg tar, har det som om jeg bare trænger til at komme ud et sted hvor der er lidt trist. Ser rundt med et roligt blik som os er på vagt, det er ikke fordi jeg er bange for andre heste, men er begyndt at holde lidt afstand til nogen fordi jeg bare ikke ved hvem jeg kan stole på. Høre en lyd som får mig til at ligge mine øre helt ned, men opdager hurtigt at det bare var vinden. Kan mærke der er køligt i luften men det gør mig ikke noget er ihvertfald lige glad. Pruster kort før jeg begynder at trave roligt frem af, ser på de træer som er her, de er ihvertfald ikke alt for kønne og det tror jeg heller ikke de bliver igen. ser noget græs som jeg næsten har lyst til at spise men traver videre, for at komme lidt længere ind i skoven. Stopper op et kort øjeblik for at lytte om jeg kan høre nogen andre, men det eneste jeg kan høre er vinden som blæser roligt omkring mig.

Kenshi havde ondt. Faktisk så ondt at smerten stod tegnet i det kraftige ansigt, skønt det altid skæve smil stod over hans mule. Hans højre bagben føltes tungt... Faktisk havde det ikke helt lyst til at virke, og han måtte tigge og bede før det så meget som ville bære hans massive vægt. Skovens ujævne tærren hjalp ikke... De gule øjne søgte frem igennem skoven, og snoede sig imellem kantos slanke træer. Venligt som altid. Uden det mindste tegn på fjendtlighed eller had. 
En kæp der lå i vejen for det massive ben sendte den enorme krop til jorden, og han blottede tænderne i smerte. Fandens til ben. Forbenene blev sat i den ujævne mudderjord, og det venstre bagben skubbede fra. Men han kom ikke op. Selvom benene var stærke, var de ikke stærke nok til at bære den enorme væk på 3. Han var plantet til jorden, som et træ eller en blomst. Ude af stand til at blive rykket fri uden hjælp. En dyb brummen forlod den bløde mule som han lod benene falde sammen. Han havde brug for hvile. Han havde ikke kunne ligge i flere dage af frygten for ikke at kunne komme op igen. Den frygt blev så levet fuldt ud lige her og nu. Det var held i uheld... Endelig kunne han få den hvile.

Vinden susede for de røde øre, der vippede roligt frem og tilbage. Hans øjne var lukkede, og nød lysbillederne der dansede på indersiden af hans tunge øjenlåg. Hvor længe mon han skulle ligge her før han fik hjælp? Mon han nogensinde fik det hjælp til at komme op? Mon han nogensinde kom til at stå på sine egne ben igen...? 
Han prustede højt, og prøvede endnu en gang. Bagbenet var næsten dødt... Men sendte ham alligevel beskeden om at det aldrig ville komme til at ske. Han havde brug for hjælp...
En søgende vrinsken forlod hans mule, og rungede mellem træerne.

Høre en hest som vrinsker i det fjerne, ser rundt med et roligt blik for at se om der skulle være nogen, men noget inde i mig får mig alligevel til at gå mod lyden. Kan mærke jeg bliver lidt urolig for at det er nogen som vil mig noget, men går meget selv sikkert for kan ikke lig at virke for svag. Mine hove går stille mod lyden men kan se længere fremme at der ligger en ned, bliver lidt nysegærrig i hvem det er, så skynder mig at gå lidt hurtigere så jeg kan komme frem af. Da jeg kommer tættere på ser jeg at det er en hest som ligger ned, undre mig lidt over om hesten er død, så jeg går meget stille hen til den for at se om den måske er død. Sænker mit hoved en smule for at se lidt nærmere på hesten.

De røde mandeløre røg frem på det massive hoved, da Kenshi mærkede nærværet af en anden hest. Han brummede lavt, bare for at fortælle hende at han var okay. Eller... Sådan da.
Nogle må hår kildede hans mule, og han åbnede de venlige gule øjne let, og så ind i nogle klare røde. Han blottede tænderne, da benet gav lyd fra sig endnu en gang.
"Godaften..." Lod det halvhjertet, som han satte forbenene i jorden og skubbede fra.
Intet, bagbenet hang efter ham som et vedhæng der ikke længere ville bruges. Han brummede irriteret og lod bene falde sammen endnu en gang. Der var ingen chancer for at han ville komme op her fra på egen hånd. Men ville den lille hoppe kunne hjælpe ham...
Næppe.

Går et skridt tilbage da han prøver at rejse sig, men da jeg ser at det ikke hjælper får jeg inderst inde lidt ondt af ham. Kan mærke den gode side af mig kommer lidt frem uden jeg kan gøre noget ved det. "Skal du have hjælp, til at komme op?" spørg jeg en smule venligt om eller ihvertfald så venligt som jeg kan snakke. Kan mærke jeg bliver urolig over at jeg måske ikke kan hjælpe ham, for er meget mindre end han er men hvis jeg sætter mig for at hjælpe ham, skal jeg nok gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe ham op at stå. Ser på ham med venlige øjne, som om jeg ud tænker en lille plan om hvordan jeg kan hjælpe ham. Svinger lidt med min hale før jeg ser lidt rundt for at se hvor jeg enlig er henne i skoven.

De venlige gule øjne fulgte hoppens røde mellem træerne. Hvad mon hun søgte efter? Han lod blikket glide tilbage på hende og studerede hende krop et øjeblik. Muligheden for at hun kunne få ham op var ikke stor. Bagbenet ville ikke være til nogen hjælp overhoved, så om hun kunne tage 1 tredjedel af hans vægt var ikke så synligt. Hans så sig omkring endnu en gang. Måske efter en anden sjæl der kunne hjælpe hoppen. Men der var ingen at se nogle steder. Blot træer. Han hostede kort før han endnu en gang lod blikket ramme hende.
"Jeg ved ikke..." Sagde han oprigtigt. 
"Jeg ved ikke om du kan hjælpe mig op..."  Hendes stemme var stadig venligt, og taknemlig for hendes anmodning. 
Men at hun kunne få ham op på egen hånd, var ikke sandsynligt.

Kan mærke jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv da han ikke ved om jeg kan ham op, for vil så gerne hjælpe ham men jeg vil hellere prøve end jeg slet ikke gør noget. Går et skridt hen mod ham meget forsigtig imens jeg betragter ham meget blidt, kan mærke jeg begynder at spænde i kroppen, men min gode side vil så gerne gøre alt for at hjælpe ham. "Jeg prøver alligevel for, vi lille bare stå her og ikke gøre noget" siger jeg bestemt til ham. Går helt hen til ham, men da jeg sænker mit hoved for at støtte ham ligger jeg alle mine kræfter i imens jeg prøver at få skubbet ham op at stå. Kan mærke at mine ben skrider lidt men er stædig så jeg har ikke tænkt mig at give op alt for tidligt.

De kraftige ben bliver sat i jorden da hun insistere i at hjælpe, og det tunge hoved nikker kort før han presser sin vægt fremad. En skarp smerte løb igennem den enorme skrot, og han blottede de store tænder i smerte. Med hoppens hjælp fik han kæmpet sig op, men det skadede bagben nægtede stadig at hjælpe til og han måtte hvile det på hoven uden at ligge det mindste vægt på den. Selv nu stoppede den rytmiske dunken i hans hofte ikke, og han bed tænderne hårdt sammen. 
"Tak..." Sagde han halvhjertet, og lod blikket møde hendes igen.
det skæve smil trak sig op over mulen. "Mit navnet Kenshi. Kenshi Oasis" 

Er glad for at jeg kunne hjælpe ham op at stå og da han står op går jeg et lille skridt væk for ikke at stå for tæt på ham. "Hedder Wide Awake" siger jeg i et venligt tone fald. Ser rundt igen for at se hvordan træerne og det helle ser ud. "Har du boet her længe?" spørg jeg roligt om før jeg ser over på ham igen med et blidt blik. Kan mærke at jeg er faldet meget mere til ro, men efter jeg har hjulpet ham kan jeg mærke at min gode side er meget lettet, selv om den onde side af mig stadig gør alt for at jeg skal skifte til den onde side så sørger min gode side for at det ikke sker. Inden i mig er jeg meget splittet men gør alt for at lyde meget venlig, for vil ikke ha at jeg gør ham noget som jeg sikkert vil fortryde.