Den grønne hoppe vandrede med lette skridt gennem de sovende træer. Der var ikke mange lige her, det var tyndere i skoven, men tågen lå som den altid gjorde. Tyk, tung og døsig. Der var ikke noget, der fangede hendes opmærksomhed, det hele syntes at minde om en fortryllet skov med tågefeer, tåge feer var ikke altid gode i historierne, de spillede på synet og ens andre sanser. Fik en til at se ting, der ikke var der. Hun var, og havde altid været det, en smule overtroisk.Det var ikke ligefrem fordi det hæmmede hende det store, hun kunne let blive spooked af nogle ting, der sytnes normale for andre, men ellers fungerede hun som enhver anden hest. Hun slog kort med den blonde hale med de brunlige striber.  Hun brummede kort. Hendes søn, den dejlige lille hingst, var ikke lige i nærheden, han var så modig.. Så meget som hans far. Han skulle nok klare sig godt her i verden. Proelio var ikke det mest barmhjertige sted, det indeholdte alt fra nådeløse dræbere til kujoner der stak hinanden i ryggen. Hun havde aldrig været en stor del af det, heller ikke af krigene. Der var noget under opsejling og hun håbede at holde sig neutral i det, men om det var muligt, når hun var blevet hevet ind i en flok der ikke havde planer om at være neutral i krigen.

Den store hingst bevægede sig rundt forsig selv. Hans øjne fangede en skabning der sprang rundt. Han smilte og vrinskede højt og faderligt til det da han godt viste det var Chardo De Ligeo. Han smilte og satte i galop mod ham og sprang rundt for og legede lidt med sin søn. Han stoppede så da han længere Henne kunne se hans smukke mage bag nogle træger, han bevægede sig frem mod sin mage med knast nakke og ørene helt fremme. Et varmt og kærligt brum kom fra ham imens han strøg sin mule over hendes hals da han var kommet hen til hende

Chardo De Liego
Han sprang glad rundt og pludselig kom hans far. Han grinte og legede rundt med sin far. Dog stoppede de og hans fader gik over til hans mor. Han løb glad med og hvinede glad op. Han løb over på siden af sin mor og tog mulen ned under hendes mave og begyndte at die

De grønne øre vippede kort og blev vendt helt frem, da de fangede lyden af et vrinsk og små hvin. Hendes lilla øjne fik kort efter øje på ingen mindre ned hendes sorte tryghed, hendes sorte tæppe, der altid ville passe på hende. Hun var glad for at han var her, hun var lidt utryg i starten ved at skulle bo her i denne del af landet, men hun havde accepteret det og hun havde nu fundet sig rimelig godt til rette her i Lux Umbras områder. Hun slog let med hovedet og vrinskede op med de to skabninger der kom hen mod hende, glad og ganske lykkelig for at se sine to øjesten igen. Hun brummede let og hvilede mulen mod hans bringe, som han stod ved hendes side. Hun var med et omringet af alle hun elskede. Hendes sind blev fredeligt og lyst. Hun så op på den sorte hingst med et let smil om hendes lyse mule. "Hvor har i så været mine to elsklinger? " Sagde hun med et smil og en glad stemme.

Han så på hende med et varmt og kærligt blik. Han mærkede hendes mule mod hans store bring. Øjne stod ned på hende imens han lyttede. Han smilte og grinte lidt " jeg var igang med at lære vores søn hvordan man beskytter for han skal også beskytte flokken når han bliver stor " lød den varme stemme fra ham. Han nussede kærligt hendes hals og holdet ørene helt fremme " vores søn er blevet stor, han bliver en lækker en når han bliver vorksen, lige som sin far " det sidste lød drillet fra han imens han grinte lidt og så ned i hendes smukke øjne han altid har drømt sig væk i. Den lange hale slog stille bag ham og et varmt tænd smil sad over hans mule

De Liego
Han diet stille hos sin mor imens hende og far snakkede. Han var så sulten efter alt den leg og træning hans far havde givet ham om aften

Et smil tegnede sig hen over hendes mule, som han snakkede. Hun havde savnet ham, men på grund af det magiske bånd der var mellem mager, så havde hun altid en fornemmelse af om han var i nærheden eller om der var noget galt. Det var ret praktisk. Hun nappede kærligt til ham med et let grin. "Han ligner også dig en hel del, han skal nok blive stærk" Hun slog kort med halen og skiftede let vægten fra det ene ben til det andet. "Sker der noget nyt længere oppe i hierarkiet? "[/i] Hun levede et dejligt liv i uvidenhed om hvad der forgik i de indre kredse af flokkens medlemmer. Hun vidste at hendes kære mage var en kriger, en soldat, for flokken, stod for at passe på dem alle sammen. Hun havde enligt ikke snakket med nogen af de andre, men hun havde intet imod det. Syntes det var hyggeligt bare at tulle rundt i flokkens område.

Han så på hende og lyttede " han skal også være en kriger, det dur han til " lød den mørke varme stemme fra ham. Han svang med halen og lyttede. En smil var over læben og stille rystede han på hoved " ik rigtigt, lige nu er der roligt, men jeg ved ik hvor langtid her bliver roligt " lød hans varme stemme. Han viste ikke rigtig så meget, han havde ikke haft snakket med Insanus endnu, Knight gik mere op i at beskytte flokken og sin elskede familie

De Liego
Han tog hoved til sig og smaskede om munden og lagde sig så stille ned under sin mor og lagde sig ned og tog en lur

Hun lyttede opmærksomt til hendes kære mage, som han snakkede. Hun smilede stolt, da han fortalte, hvordan deres søn nok skulle blive en god soldat for flokken. Hun håbede bare også at han ville kæmpe for sig selv og sine rettigheder, dog var det nok ikke den store bekymring, han virkede ganske stærk, både i krop og sind. Hun så kærligt ned på den lille skabning med et smil om mulen, han havde det godt..
Hun var glad for at have Knight, ligemeget hvor lidt de så til hinanden, så blev hun kun mindet om at hun elskede ham, hver gang hun så ham. Hun skulle også snart finde deres datter og bringe hende her. Så kunne de være en rigtig familie igen. Hun håbede bare at hun kunne gøre det selv. Hun ville helst ikke rende rundt med en eller anden i haserne på hende. Hun vippede de grønne øre frem mod ham, som han sagde at han ikke var sikker på hvor længe det hele forblev roligt i flokken. "Hvad tror du der vil ske da? "

han så på hende med et varmt smil og lyttede så til hendes ord. han så ned og smilte så stille "Kimono, jeg har haft maridt, jeg har drømt to forskællige drømme om dig og Tayuya, den første drøm var at i blev dræbt, den anden var i blev jagetet ud af Proelio" lød hans stemme imens han så ned på sin søn med et stolt smil om mulen, han var så stolt af Chardo De Legio. han så på hende igen og nussede stille hendes kind "jeg ved ikke hvad der skal ske, men jeg fornemmer at de ik er noget godt, og at jeg nok snart skal få Chardo De Legio i sikkerhed " kom stemmen fra ham igen imens han så lidt ned og ind i hendes øjne