FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

Hvor længe havde hingsten egentlig vandret på Proelios jorde, og udforsket selve landet? Det vidste han ikke.. men længe måtte det alligevel have været, da han ej kunne undgå at lægge mærke til hvordan den røde farve havde fået en dybere farve, samt det orange skind mere falmet. Dog havde de mystiske striber og aftegn ikke mistet deres glød, og virkede utrolig lyse end resten af ham. Dog skulle man ikke tro at hingsten havde mistet noget af den ungdommelige styrke.. det, ville nok være en fatal fejl at begå for den der end prøvede. For tværtimod var hingstens krop stærk som en okse, og solid som en klippe. Der skulle meget til efterhånden for så meget som at skade ham permanent, og selv der ville det næsten minde om en selvmords aktion. Musklerne var skam tydelige under den begyndende vinterpels.

Med et ryk hævede hingsten hovedet fra det stakkels uformelige dyr som han havde.. ”fundet”, og så let frem for sig med sammenknebne øjne. De stakkels rester af en kanin var ikke spænende mere, idet at den nu var død. Længe havde han leget rundt med den, men til sidst havde dens fysik bukket under og hjertet stoppet med at slå. Desværre. Nu måtte hingsten da finde noget andet underholdning. ååh... en flot solopgang. Rod som blodet der løb ned over den kolde jord.

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

Det var nok ikke mange der forventede at den sorte hingst havde en plan i tankerne, men nærmere at han var ved at pakke sammen og rejse sin vej. Han var gammel. Hele hans krop var ved at vise alle tydelige tegn på det. Hans sorte pels var ved at blive lysere, den havde nået en mere støvet farve. Hans man og hale var bevet lysere og havde flere grå striber. Hans hale var ved at blive til intet anden end has halerod, hår var faldet af i klumper og manen ved slutningen af den var ved at forsvinde væk. Det var lidt trist, men han havde sat sin sidste plan igang, sit sidste værk skulle blive et mesterværk, den grå hoppe ville ikke kunne leve et normalt liv efter ham. Hun ville blive syg, sygne hen måske.. Hvis ikke den forbandede skabning der hed Dawn of Dead skulle enligt bare holde sig væk, han kunne få hende når han var færdig med hende og han ville nok også være den eneste hun havde at gå til, når hun ikke havde ham. Han ville have hans tilladelse til at forsøge at redde hende fra sig selv og hans skader, men han ville altid have hendes hjerte, tanker og sjæl. Det ville han sørge for.
Lugten af blod havde fanget ham og han var fulgt den. Det var ikke fra en hest, han kendte en hests blodlugt. Efter alle de år kunne han ikke andet end at vide hvad hesteblod lugtede som. Dog blod lugtede stortset det samme. Jern og tungt. Han kunne stort set kun lugte forskellen fordi hestes følelser, som frygt og angst, ville hænge i luften. Der var ikke et spor af det. Han opdagede dog ingen mindre end hans Ild, da han ankom til stedet. Hvor passende.. Han var villigt, han var villigt til at gå langt efter magt, han havde fundet en der var værdi til at overleve de kaniner og mindre dyr han havde dræbt under hans pinefulde forsøg på at få aktiveret denne forbandelse han havde kastet over flokkens leder.

"Godaften Fuego.."

FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

En kort brummen kom fra ham, som han betragtede hvordan at solens stråler langsomt sneg sig hen over landet og jagede mørket på flugt. Skyggerne frygtede lyset, og trak sig tilbage imens sekunderne tikkede forbi. Den nat der før havde kastet verdenen ud i søvnig tilstand, måtte nu vige for dagen. Hvilket til dels var trist, og til dels ikke kom ham ved. Fuego trivedes ligeså godt i dagens brændende stråler, som nattens dulmende mørke. Jah, ildhingsten ville næsten sige at han foretrak dagen, da blufærdighed nu engang lå langt væk fra ham som person. De lyse farver hingsten bar afslørrede ham alligevel i natten, så tydeligt var det nu engang at hingsten ikke var skabt til at være den der hviskede i krogende.. og hvorfor skulle han dog prøve?
Lugten af blod hang i næsen på hingsten, og fik ham kort til at vrænge på mulen. Den lugt havde aldrig vækket noget i Fuego, og det var endnu et mysterium for ham hvordan den mørke Insanus kunne drikke det stads. Jovidst, det var nu engang smukt og havde en flot rød farve.. men at drikke det? Smagen af metal sad stadig lidt i munden, og gav ham lyst til at kaste op. Han havde smagt det få gange, men hver gang havde det ikke… hvordan var det nu det var blevet beskrevet? Læskende og godt. Det havde været.. blod. Metal smag.. og ikke mere.

Lyden af svage skridt fik ham kort til at vippe ørene tilbage i nakken, og han drejede sig langsomt en omgang, for derefter at se hvordan den benede skikkelse kom imod ham. De røde øjne gled over den støvfarvede krop, gråsprængte man og hale for til sidst at lande ved det sygeligt gule blik. Det trak svagt i Fuegos ene mundvig, og kort efter tegnede der sig et smørret smil om den røde mule. Timeglasset løb hastigt nu, og alderen tog efterhånden hårdt på den mørke skabning. Og imens han blot sygnede han, blomstrede Fuego op. Dog var der ingen tvivl om… at selvom Fuego vidste han var stærkere end denne skabning, nærede han stadig en dyb respekt for ham. han havde både set og hørt hvad den sorte Insanus havde gjort… og stadig gjorde med de stakkels hopper der blev lullet ind i hans spind. Både den månegrå Caeli, og den smukke stjernehimmel Argia. Åhh, hvilken lille leg var det dog han havde gang i? Hvem ville ikke vide, hvad den sorte havde i tankerne.

”Godaften Impus..”

Kom det hæst og en anelse formelt fra ham, og det smørrede ændredes til et hilsende. Fuego skubbede kort resterne af kaninen væk, inden at han vendte blikket imod solen igen.

”Godt at se dig gamle ven…”

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

Hahha, hvor sødt.. Han kaldte ham Impius, han titel. Det var blot af ren og skær høflighed, men den sorte vidste, kunne mærke, at den røde hingst havde en form for respekt for ham. Han var en der spillede mere på fysisk vold, skam og skyld. Hans sorte leder gik dog så langt som at forgive forelskelse, venskab og følelser som lullede dem ind i has stålgreb og gav ham muligheden for at at han kunne pakke dem ind i et let jerntæppe, der ville skjule deres syn.. Han brummede kort inden han vandrede et par lydløse skridt tættere på den røde hingst. Han ville ikke blive overrasket, hvis han mistede noget af hans respekt for ham, af synet af hans gråsprængte man og hale og den støvede sorte krop. Han så jo ligefrem svag ud.. Svagere end han nogensinde havde gjort. Det var e fordel, men det var ikke noget han nød. Desuden krævede hans lille masterpiece at han begyndte at indtage mere føde og tage nogle kilo på. Bare for at give hende en illusion om at ha rent faktisk havde købt sig til sin frihed, dog prisen var ikke blevet taget endnu. Han regnede med at kunne fortsætte sit dobbelt liv, men hvis det kom så langt, så kunne han godt gå helt MIA og synke ind i rollen som Amoris, hans overbærende, elskelige broder. Han vippede de sorte øre frem mod hingst, der stod for al det sjove i fokken.. Han havde rollen som Dolor, men han var også den han helst ville overlade flokken til, hvis han skulle nogen steder. Hvis ingen af dem var i flok området, så ville Bellator'ne have ansvaret.. Helt ned til Argia, efter det var flokken mere eller mindre forsvundet fra dens område. De eneste der ville være på området ville være den grønne Kimono, Knight mage. Måske var hendes føl, men det var ikke sikkert. Han skulle enligt have et lille møde med den rod, og dens moder.

"I lige måde, min Ild",

Brummede han. Hans stemme var hæs på baggrund han ikke havde drukket noget i en god rum tid. Han var ikke tørstig. Hvis han hungrede efter at væde hans hals med noget, så skulle det være blod. Den røde, jernholdige væske havde han ikke smagt i langtid, men han ville hellere end gerne have tænderne i en hest. De havde blod nok til at man kunne spilde af det, mens smådyr som kaniner og andet småkravl ikke havde nok til at efterlade en blod plet på jorden, hvis man trådte på det..

"Hvordan går det? Har du fundet dig til rette i området..?"

Det var ikke derfor han var her, men man kunne lige så godt snakke lidt. Det ville kun give ham en smule insight ind til Ildens liv. Det var ikke noget han sagde nej til. Han rapsede alt det han blev tilbudt. Han levede mere eller mindre op til ordspillet: Hvis du rækker djævlen din lillefinger tager han hele hånden.. Man skulle ikke, på nogen måde, give ham chancen for at få eller tage noget. Man gav ham kun magt ved det.

FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

Fuegos ørere vippede lyttende tilbage, og et kort smil trak om mundvigen. Ild… jah, Fuego var i sandhed ildhingsten i Proelio. Ikke alene bar hans skind samt man og hale den flammende orange farve, men også opførslen kunne let sammenlignes med ilden. Den kunne bryde ud uden varsel, den åd, den fortærede, den ødelagde og den brændte så snart man bare prøvede at lege lidt med den. Den var ikke til at kontrollere, og skulle i den grad bruge både plads og brændsel for at trives. Men de få der faktisk formåede at tæmme den til den grænse der nu fandtes, kunne hurtigt sætte sig ind i at bruge de kræfter den besad. Indtil nu kendte Fuego kun 2 i landet der havde formået at dæmpe ilden i sindet nok, til selv at bruge det.
Den tanke fik ham kort til at klemme øjnene stille i, imens han spejdede efter en mørkerød hoppe. Nej, hun var her ikke, og det vidste han udmærket godt. Cinderella havde aldrig nogensinde vist sig at være den sociale type der trivedes i en flok.. på den anden side, det var han heller ikke. Joh, magten og positionen han havde var skam intet at brokke sig over – næsten tværtimod. Men alle de heste.. alle de sjæle der både skyldige som uskyldige hele tiden kunne ses.. det irriterede ham en gang imellem grænseløst.
For joh, han var skam en selskabspapegøje.. men kun når han selv ville. Den stjernegrønne hoppe havde på et tidspunkt søgt hen imod ham for at føre en hyggelig samtale.. men hastigt havde han snerrende bedt hende om at passe sine egne sager. Som en del af ydercirklen, Insanus mage og flokken kunne han ikke tillade sig at krumme et hår på det fine hoved.. men gud hvor kunne de uvidende og stupide hopper i flokken drive ham på nerverne. Så ynkelige var der sjældent nogle der var… og hvorfor Insanus havde støvet hende vidste han stadig ikke.

”Området er fint, men flokken har nu nogle svage led… hvilken gavn skal de gøre?”

Vrissede han irriteret, og talte både om dem der blot var her for beskyttelse såvel som de andre hingste i flokken. Joh, lidt konkurrence samt hingst var man vel en sjælden gang imellem. Fuegos blik fandt tilbage til det sygeligt gule, og han fnøs kort. Hvilken skabning var den sorte Insanus efterhånden? Var den sorte dæmon overhovedet i stand til at holde af nogle af de hopper han havde hevet til sig? Han tvivlede… Selv holdt Fuego skam kortene tæt når de gjaldt de mere sårbare oplysninger som hans kære Aske… men kunne han virkelig tage så meget fejl af den sorte?

”Der har været enkelte visit fra nysgerrige sjæle der trådte over grænsen, men de kommer nok ikke igen..”

Nynnede han med sammenklappede øjne, inden at de glimtende blik igen vendte sig imod Insanus og han trådte slesk et skridt nærmere den høje magre skabning. Et smørret smil trak bredt mundvigen op.

”Hvad med dig, kære Impus? Nyder du din flok samt dens medlemmer….?”

Hvislede han, og hentydede til de to hopper, der tydeligvis intet vidste om hinanden endnu. Det var blot et spørgsmål om tid, siden han så fint havde hevet dem sammen her. Selvom det havde været underholdende at høre rygterne om hvad den sorte gjorde, ville det for en gangs skyld fryde ham hvis den manipulerende plan fejlede.

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

Svage led.. Hmm.. Var det, det som han troede de var? Han måtte indrømme, at nogle gange troede han næsten, at han ikke så alle mulighederne i de ting der blev dem givet. Ser du.. Flokken havde regler, men den havde også ham. Den sorte hingst var ikke blot en sygdom i sig selv, men ha var en sygdom med en hjerne der ej ville stoppe med at arbejde før den havde udtænkt alle muligheder, ubevidst havde han tænkt lang længere end blot til flokkens udad vendte billede... Ubevidst havde han et lager af heste, uvidne heste, der ej ville vide noget om hans grusomhed, de ville danse som de nu engang gjorde i den Yderste Cirkel. Den knoglede, magre hingst var måske et geni i nogles øjne, men hans potentiale var tildels blevet tabt på gulvet, da han ej gik igennem med alle de fantastiske ideer der løb gennem hans hoved i løbet af små minutter. En konstant summen af larm, stemmer og tanker, der ej var hans egne, løb igennem hovedet. Dog var et liv med dem et han let kunne acceptere, for han havde levet med dem i langtid og nu var de blot en del af den verden han levede i. Den røde hingst forstod måske ikke nydelsen i at drikke de søde blod, som han gjorde, hvilket var grunde til at han ej så muligheden i de der levede i De Yderste Cirkel..
Mon han selv havde en hoppe, han havde skovlet hele to til sin side, et stykke ituslået univers og et stykke af glas. Skrøbeligt glas.. De havde nogle fællestræk, men den først nævnte var langt stærkere end den sidstnævnte. Hun var gået ind i sit mørke og havde fundet et sted på den anden side af et spejl. På den anden side af dette univers.. Den stjernefyldte hoppe havde fundet en beskytter, en der efterlod hende i forvirring, men beskyttede hende mod en verden, der engang havde slået hende noget så hårdt.. Hvad var der dog sket den hoppe siden, hun havde haft brug for at søge sit mørke for et skjold? Hm.. Noget han gerne ville finde ud af. Mon ikke det kunne arrangeres en gang i fremtiden..?

"De er en gavn til billedet. De.. Står til rådighed for os. Intet andet. Alle har en form for potentiale."

Med de sidste ord mente, han at enhver i flokkens Yderste Cirkel stod til rådighed for de i de Inderste Cirkel. Først og fremmest til Impius' rådighed, derefter til de under ham..
Han var ej en hest, men alligevel var han intet andet end en dødelig hest. En skabning der var så deform efter eget valg, at der var tvivl om hvad denne i grunden var. Det havde altid været et spørgsmål. Den tvivl holdte ham i live. Den ældre hingst ville let falde, hvis det kom til en kamp på råstyrke, hans styrker kom kun frem, når han havde haft lov til at arbejde med hans 'patient' før en kamp kom ind i billedet. Dog han skulle ikke undervurderes. Det var for alvor en fejl. Ligesom den orange Ild, ej heller måtte undervurderes.. Nogensinde. Han var stærk, i krop og sjæl. Hans sjæl, splittet, men stærk. En fascinerende skabning. Hans stor, sorte hoved vippede let på skrå..

"Har der været nogle umiddelbare kandidater til flokken? En svag sjæl, en stærk krop, nogen af betydning..?"

Havde han fundet nogen der kunne rekrutteres til flokken, så ville han skam gerne ligge øre til hvad han havde set i disse heste, der var kommet på visit. Han var ej en der ville lade potentielle tjener, ofre, løbe forbi hans mule. Kunne han gøre flokken stærkere, så ville han gøre det. Hvad han så end havde gjort ved de der var vandret ind, det var ikke ligefrem det han var interesseret i, så længe han ikke havde muligheden for at selv have et sæt tænder med i akten..

"Området er ej det jeg havde i tankerne først.. Dog er det bedre end at ligge side om side med de to andre. "

Hvis hans masker fejlede, fejlede så stort at det blev til en steppebrand, at han var faldet af vognen, så skulle det ej være en fejltagelse. Den hvide hoppe Aino havde taget grueligt fejl. Hun ville overtage en plads, men endte med at blive endnu et vidunder i hans samling af heste han havde haft indflydelse på.. Han bevægede sig tættere på den røde hingst, så tæt på at han kunne mørke varmen emme fra hans orange krop. De var tæt på hinanden, men han ville lade den orange tage det sidste, hvis deres skind skulle røre hinanden. Den orange skulle vælge at mærke kulden, han ville ej overfalde den kære skabning. Ilden var utæmmelig. Man kunne kun guide den. Ligesom mørket ej kunne holdes tilbage fra lyset.

FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

Brummende stod den ildorange skabning, imens små tilfredse prust en gang imellem undslap ham. Snart ville solen brede sine varme stråler over landet, og Fuego så skam frem til den tid. For tro det eller ej, solen var hingstens foretrukne ting ved naturen. Det var en af de få ting i Proelio, der næsten aldrig ændredes. Og selvom man umiddelbart ville tænke Fuego var født som en djævelsk skabning, var det nu ikke engang altid sådan. Der var faktisk mange træk ved ildhingsten, som man fandt i enhver anden hest. Og billedet af en mørk, dyster og skummel skabning passede ikke ind i hans til tider… lyse ydre. For han elskede at snakke. Han elskede dagen, han elskede nærvær. Han elskede latter.. alle disse gode ting, var dog født ind sammen med andre egenskaber. Egenskaber der forvrængede dem til en skygge af sig selv, eller bragte dem frem i det ekstreme. Latter over smerte. Kontakt når andre følte ubehag. Hvordan hans skingre stemme kunne få andre til at skære tænder af ubehag. Alt sammen kørt helt af sporet, indtil der til sidst kun stod ham selv tilbage. Fuego var mange, ligesom at han kun var en. Og ilden var ikke til at tæmme eller styre. Den kunne kun guides, af et kløgtigt sind.
Insanus talte det sprog Fuego forstod. Det sprog, som han ville høre. Han hviskede og spandt sine tråde omkring ham.. Men trådende var så tynde, at de ikke var til at se før de havde taget i hver en tanke, hver en stemme og hver en handling. Men om den sorte ville kunne drive Fuego længere ud på kanten end han var nu, kunne ingen spå. For om det overhovedet var en mulighed vidste ingen. I havet af brændende gløder vandrede Fuego. Og han agtede ikke at søge tilbage til det lindrende vand. Han nød smerten, ilden, vreden, hadet… alverdens gode handlinger kunne ikke opveje den søgen og trang.

”Også din søn? Han er syg. Svag og kan måske smitte andre..”

Hvislede han, og hævede i et ryk hovedet. En kort sitren af iver gled igennem kroppen, og de røde øjne søgte imod Insanus. Den unge Dream… han havde intet gjort imod Fuego som sådan, udover at udfordre ham for evigheder siden. En udfordring, han stadig bar på skuldrende. Åhh, han ville gerne have ham ud og væk. Men lod det være op til Insanus.

”En gråling der havde hørt rygter om Lux Umbra.. han ville vide hvilken lille nisse styrede showet”

Sang han, og gjorde med en hovedrysten det klart, at han ikke var et problem mere.
Det ene øje fulgte nøje hvordan Insanus tog et skridt tættere på ham. Men stoppede, inden at han kom for tæt på. Åh, hvilket tilbud. Det var ikke ofte andre trådte tæt på ham, men han fornemmede hvordan det ikke blot var en venskabelig handling at træde tættere på. Den sortes hjerne var i gang igen, og Fuego ville give meget for at vide hvad han tænkte. Den lange hale slog enkelte dæmpede slag i stilheden der havde sænket sig, inden at han med en lille brummen trådte tættere på den høje magre hingst. Den benede krop var tydelig imod hans egen, inden at Fuego brød stilheden med sin egen nynnende melodi. Hvorfor hingsten sang, vidste ingen. Måske for at stemmerne blev enige om noget, for en gangs skyld.

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

Han betragtede den orange hingst. Så slået og knækket han var.. Han, som så mange andre, havde vandret videre i livet efter at være bleve slået ned og trampet på. Om det så var hans egen skyld eller andres ragede ham måske ikke en skid, men det kunne det gøre. Hvis det en dag kom til, at han måtte snakke den søde ild til at dæmpe sig, da kunne baggrunds viden være fantastisk. For der var en rod til alt. Man endte ikke bare med at gå helt bananas fra den ene dag til den anden. Hvis man gjorde dette, så havde ma fået besøg af noget andet, noget der ikke tilhørte ens krop, en anden sjæl. Der ville altid være noget der pressede en ud i noget, det kunne være alt fra en nedladende stemme til en underlig og unormal fascination og nysgerrighed.. Hvad det var kunne hjælpe i hans spil. Dog ville han ikke spørge. Han følte ikke at øjeblikket var der.. Tiden tilbød ham ikke ligefrem at dele et nostalgi moment. Dog det kunne være prisen..? Han brummede kort. Tørt og køligt.
Den orange nævnte hans søn. Den sorte, syge skabning. Hans søn var tættere på, at være død end han var levende.. Mon det var muligt, at sende ham på en selvmords mission? Nej, han havde lovet at hjælpe ham i hans plan. Han havde brug for et hvert sæt tænder og hove han kunne finde, der var villig til at følge ham. Han rystede let på hovedet med et beklagende smil.

"Hvor meget jeg så end måtte ønske ham lidelse, så har han stadig en gæld at betale.. Dør han før den er betalt, så dør han, men jeg ser helst han lever længe nok til, at kunne indfri denne. "

Et brum var alt der forlod hans magre hoved, som han lyttede til den oranges fortælling. Det lød ikke til, at denne grå hest ville blive et problem. Gjorde han, så skulle han nok få at vide hvilken Nisse der styrede det her show.. Et smil spillede ham om mulen.. Hvad ville han ikke give for, at sætte tænderne i en stakkel, der gik imod ham.. Smage blodets søde smag, smage himmelen.. Det var ingen løgn, at han savnede det. han savnede det så umådeligt meget, men han havde også formået at stille sine spil op sådan, at han måtte afholde sig fra det, han måtte bare bade i det, når han tråte ud af teater tæppernes skygger...
Som de to hingste nu stod der, krop mod krop, sind der lå utroligt tæt på hinanden.. Der stod de. Den ene villig til at give den anden en gave, en forbandelse, men dog en gave.. "Jeg har en gave til dig.. Hvis du vil være villig til, at dele din historie. Den der bragte dig her til, bragte dig til mig og mig til dig, den der bragte dig til Proelio og til den du er i dag.. " Stemmen var lav, men den bar løfter, løfter om en velsignelse der ville gøre hans verden til guld, til et paradis, alt hvad han rørte ville blive til guld, han ville aldrig mere lide under hæmninger. For ved at leve gennem ham, da ville ingen hindre ham.

Det var utroligt hvordan enkle ting kunne ændre dig. Enkle og simple ting, men som bare blev for meget igennem de lange år. Ting der efterhånden fik andre betydninger - andre assosiationer og meninger. Det var jo fascinerende hvor grænserne for enkelte sjæle lå! Imellem det splittede og samlede sind var der en tynd linje. IMellem det geniale og det sygelige stod muren svagt, og et enkelt skub var nok til at bringe alt ud af balance. Kaste dig ud i en hvirvel af endeløse stemmer, skrigen og tanker der blot hobede sig op med tiden. Det - de, drev dig ud til den aller yderste spids af dig, og viste dig ting som før havde været umulige. Fik dig til at gøre ting, som andre havde problemer med. Se det var det smarte ved dette spind af kaos.. når der ingen orden var, var der heller ingen hæmninger. Så¨ kreativ en hjerne kunne forvrænge alt det det ekstreme, jah næsten groteske. Bland Kaos med Sadisme, og så havde du tilgengæld en farlig blanding. For det var ikke altid dette kaos var farligt - det kunne være smukt. Men når lysten til blod, smerte og lidelse meldte sig sammen med friheden.. Da ville man i sandhed kun begrænses af sin egen krop. Fuego var begrænset af sin egen arrede krop. Begrænset til dens styrke og bundet til jorden. Han kunne ikke mere, end det han allerde havde gjordt. Og den hærgen han havde forsaget, havde også slidt på hans egen krop. FOr selvom hingsten var stærk som få, var han langtfra sund. Og med tiden ville han falme - ligesom enhver anden.
Det nagede ham faktisk. Ubevidst havde det engang bekymret ham, men blev altid hurtigt skubbet til siden. For han ønskede ikke at bekymre sig om fremtiden, men levede hellere i nuet. Derfor mindedes han helst heller ikke fortiden. Den var slørret... den var smertefuld, fyldt med adrenalin og alligevel et minde om endeløs glæde. Ekstase. Bruddet imellem fortid og tid var krakeleret som et spejl, hvor alt efter hans breackdown var klart, skarpt og fokuseret. Ved siden af ham stod den sorte i tavshed, og Fuegos skind sitrede kort i stilheden. Blikket skuede over den opgående sol, hvis farver afspejlede blodets dybe glød. Blodrød.. det var hvad himlen viste. Aldrig havde Fuego været den mest nostalgiske skabning i verden, men kunne ikke lade værd med at føle det var et tegn. En besked. Let ddrejede hans ører til siden da Insanus brummende svarede ham, og en tør latter kom fra ham. "Javel... det ville være et uheld hvis han snublede - bestemt" Kom det hvislende fra ham, og han kastede et kort blik tilbage på ham. Beskeden var tydelig for dem der forstod den røde glød. Hungren efter vold, smerte og lidelse. Men holdt igen, hvis den sorte ønskede en tilbaagebetalt gæld først. Dog kunne ilden være lumsk. Og hvis hans søn prøvede at danse med den, ville den tage det hele og kalde det naturens gang. For sådan var dens.. hans natur. Det var vigtigt at huske på hvad man var.. For hvem skulle ellers fortælle dig det?

Snart listede den sortes stemme sig igennem stilheden igen, og ordet gave fik ham kort til at hæve hovedet en smule. Hvad havde han i tankerne? Det skulle dog hurtigt vise sig at den selvfølgelig ikke var gratis, og prisen fik en skinger latter, der dog bar een dybere og hæs undertone frem. Ildevarslende kunne man kalde det, og helt igennem uden den normale morbide humor. Hans historie var hans. Sådan havde det hele tiden været, og han havde aldrig forestillet sig det skulle ændre sig. Men dæmonens stemme bragte løfter om en speciel gave, der tiltalte de mere sleske sider af hingsten. "Min... historie? Javels jah.." mumlede han med sammenknebne øjne. Lysende i det svage mørke der var tilbage, inden at han kastede hovedet opad. Det var et specielt ønske og en sølle pris.. kunne man sige. Men noget så personligt var.. underligt at give væk. "Hvis det virkelig intressere dig... Jeg er ikke fra Proelio. Heller ikke fra nogen verden Flakezé eller Smeyé har skabt. Nej, denne verden er så langt fra denne som muligt. Der findes dyr... og os. Og op toppen af hele denne kæde af dyr, findes et nøgent tobenet et. De ejer hele verden, og dominere den tydeligt. Hvor end man ser henn... hvor end du går finder du dem. De er alle vegne"... Hingstens stemme faldt nogle toner, og han blev langsomt mere fjern i blikket. Hovedet drejedes imod solen, inden at han i et ryk så tilbage imod den sorte. Et jaget udtryk, og han trippede kort til siden. Det var et sandt smertefuldt helvede.. den verden. Så slørret. Arret - brændemærket på hans side var falmet med tiden, men for ham blev det igen syneligt.
"I denne verden er ingen frie.. vi... de er bundet til disse tobenede, og underkastet deres vilje. Forestil dig en ring... omkring dig er der murer, og oven på dem sidder mange flere af disse tobenede. Inde i denne ring er du.. og en modstander. Æd eller bliv ædt, Insanus. Jeg havde intet valg! Kampene er til døden, da de tobenede ønsker et show.." Stemmen der før havde været sænket til en hvisken, steg langsomt i styrke. De nærmede sig The fall. Det før så flakkende blik fandt fokus, og et stirende smil hvilede i mundvigen. Åhh jah... et shov havde det været - et sandt blodbad. "Og et show fik de.. hver eneste gang. Fascinerende hvordan de kan le af smerten og døden. Vi, var kun simple dyr. Underholdning for ulvene.. Og ulvene var uhyggeligt kloge. De holdt os i live, for at se os lide. De instinkter der er skabt til at holde dig i live ændres med tiden.. Forstår du, du indser en dag hvad det handler om. Du kan ikke at flygte mere.. Demonstrer din magt, del din smerte. Dette helvede er så smukt at jeg til tider savner de lette ofre.. for de bliver sendt ind til dig. Givet.

En pause.

"Men en dag stoppede mit helvede. Mit show.. nogle.. noget hentede mig fra min indelukkede celle, og det bragte mig til Proelio. De sagde at det var guden.. Flakezé der havde frelst mig, og jeg derfor burde stoppe med at leve i fortiden. Men det er jo fortiden der ved hvem vi er.. hvis vi glemmer den, glemmer vi os selv... Hvis en gud hentede mig, for at lade mig sprede ilden i dette land. Bør han så ikke være ligeså syg som de kalder mig?" Tænkende stod han, imens at de sidste ord døde ud. Han havde blot skrabet overfladen af hvad han havde set, oplevet. For der var så meget... så mange år. Han kunne fortælle efter sin anderkendelse af sin sandhed - for det var tydeligt. Alt før det havde været et forkert for hestens natur. Og derfor prøvet glemt.

Som historien skred frem, var det tydeligt at den sorte fulgte med. Og hvad han skulle bruge denne viden til vidste han ikke, men mente selv det kunne være uden betydning i nuet. Insanus kunne ikke ændre noget der var sket, og selv hvis han kunne.. jah, så tvivlede Fuego stærkt på han ville gøre det. Han var ikke blind... og han vidste, at han indtil videre intet andet end en dukke Insanus kunne guide som han ville. En dukke, der i den grad havde en vilje og et sind. Men som også lod sig besnære når det passede ind. Insanus tate til Fuego, med et sprog han forstod. Og derfor lod den oprøske dukke sig dæmpe, så et overorndet billede kunne blive mere tydeligt. men så snart det billede ikke tiltalte ham mere, ville han bryde fri af sine kæder og tråde, som han efterhånden var viklet godt ind i. Dog vidste den orange hingst ikke at trådende snart blev strammet op, da det fulgte sammen med gaven.
Med et skuldertræk så han væk, og rystede svagt på hovedet. Hvis Insanus så noget andet end en tvivlende svækling i ham, var det op til ham. Se, hvis Dream havde været hans eget afkom.. jah, så ville han være gået efter struben for længst. Sådan et uhyre kunne man sagtens sige han var, da han ikke ville lade svagt blod leve videre. At det så var hans eget kød og blod han måtte udgyde, kunne gøre det samme. Han var ikke til at tro eller stole på, den kære mørke drøm. Fuego var for længst blevet sortlistet af verden, så barnedrab gjorde ham intet. Tværtimod, kunne det være et ligeså stort rush som dominans. Utroligt at en... nej, 3 var faldet for den røde hingst, på trods af hans makabre og sadistiske sind. Men på den anden side, den røde stod for intet, og derfor var det let at falde. Og alle 3 var døde eller forsvundet.

Da Insanus kom ind på den blå gud - Flakezé, brummede han en anelse ligeglad. Han havde intet udstående med denne livetsgud, og havde i princippet intet imod ham. Hans vej og troen på alt liv var helligt tiltalte ham ikke, men så længe han ikke havde the balls eller tid til at konfrontere ham med det, var det åbenbart ikke vigtigt nok. Og derfor lod han det blot stå til, og havde indtil nu aldrig valgt en side i landet. Dog vidste han at tiden snart var inde, og da hingsten havde taget vejen i Lux Umbra, var siden snart lagt fast. Han kæmpede ikke for guderne, heller ikke for andre. Han kæmpede, levede og sejrede for sig selv og sine lyster. Derfra ville han en dag blive skudt ned af sin overmand, men lod ham ikke vinde uden ar.
En tid med stilhed passerede, hvor Fuego blot lod historien sætte sig fast i hingsten sind. Han havde intet at sige for en stund, men holdt ud af øjenkrogen øje med den sortes svage smil. Latter. At demonen ville le generede ham ikke det mindste - men fik ham kort til at fnyse overbærende. Den dag han fik samme viden ud af Insanus, ville det blive spænende hvilken reaktion der kom. For den sorte var mystisk som natten selv, og indeholdt mange hemmeligheder.
Pludselig ændrede hans smil sig, og hurtigt som et rovdyr greb Insanus ud efter Fuegos hals. Han havde aldrig set nogle bevæge sig så stærkt, og hørte den ulækre lyd af gennemboret kød før smerten. Han veg ikke, da han udemærket vidste at den sorte havde et jernbid.. og var alligevel paralyseret af den brændende smerte. Men et dyrisk brøl steg fra bringen, og han stirrede et øjeblik med sammenknebne øjne på det sorte rovdyr, inden at han med en snerren der endte ud i skinger latter trippede til siden. Kropppen var vågnet op til dåd, og han følte hvordan det tykke blod gled ned fra halsen imod bringen, for i store dråber at lande på den mørke jord. Det var næsten hypnotiserende han så på det, inden at han pludselig trak musklerne sammen i bagbenene, for derefter at udløse dem i et spring frem imod dæmonen. Skinger, smertefyld og hysterisk latter fyldte luften, og skræmte enhver med intuition - til at afbryde den sindsyge dans hingstene havde gang i, væk.
Han vidste ikke hvad der skete - hvad Insanus ville. Måske var det en pludselig indskydelse, måske en leg. Hvad end det var, bed han hverken tilbage eller kastede de brede hove frem. Ikke endnu. Først, ønskede han at se hvad dæmonen ville gøre til den legende modstand han frmeviste.

Insanus Amoris Drachmas
-The Violent, The Forgiven, The Puppeteer 

Der var blod, men ikke voldsomt meget. Ikke til at starte med.. De sorte lyttede til den oranges latter. Han stod først fast og kun hans hals og forkrop bevægede sig for, at følge den orange hingst, men så blev han tvunget til at give efter i bagbenene og bakkede tilbage. Han var stærk, men det var ikke det der havde holdt ham i live alle disse år i kampe.. Han var langt mere udholden end man lige skule tro, så hvis han bare kunne få nok angreb ind, så skulle han nok være den sidste til at stå på alle fire hove. Fuego på den anden side, han var skabt af brutal styrke, noget der var fantastisk at betragte i action, men en pain in the ass at kæmpe imod, dog tog de mange muskler mere ilt end hans egne gjorde, derfor ville han nok også være den der vandt, hvis det kom så langt.. dog skulle man ikke glemme, at brutal styrke ofte også vandt over hurtighed og hvis den brutale fik et fatalt angreb ind og gjorde det stort nok, så skulle man blot vente. Hurtighed betalte sig kun, når man nåede væk i tide..
Duften af det jernholdige blod var himmelsk. Han havde savnet dette så meget.. Han var i sandhed ingen kylling, det var hvad verden havde brug for. Langt mindre frygt og langt mere galskab, man så kun verden i et renere og bedre lys af det. Også selvom man kom til at tjene sig et par ar og traumatiske minder på vejen.. Det var bare en del af ens nye og bedre verden..
Den orange hingst ville nok blive et problem, men han kunne ikke tillade sig, at skaffe ham af vejen, det ville være det samme som, at skyde sig selv i foden. Han kunne bruges, som så mange andre kunne bruges, man skulle bare danse på de rigtige knapper, så man fik en reaktion der ledte til den handling man gerne ville have, men blot for at holde lidt styr på den orange hingst, da ville forbandelse hjælpe ham, så længe han tillod det. Om han overhovedet ville kunne styre særlig meget af hvad der skete med ham under forbandelsen vidste han ikke, men det var altid godt at have en forsøgskanin, der nok ikke sagde så meget til det. Dog ville et langt mere stabilt og uspoleret sind nok være krævet for, at se hvad man kunne gøre, som et blankt stykke papir, han ville også gerne se hvad han kunne male på et rent sind..
De gullige tænder rev i den orange skind, som var det en hund, der havde fået fat i dens legetøj, ruskede livet ud af det. Der var nok liv i den orange, flamme hingst, så der var igen bekymringer om, at han skulle vælte omkuld og pive til han døde af iltmangel.. Det var garanteret ikke det første sæt tænder han havde haft begravet i hans skulder, måske havde han haft skarpere tændere med intentioner om at dræbe? Det ville ikke overraske, hvis de tobenede havde smidt en ulv ind til ham. Han var blodtørstig, en søle ulv ville efterlade sår, men den ville ikke dræbe, så længe den ikke fik fat i struben eller bugen... Desuden brugte ulve mere den teknik, hvor de udmattede deres ofre, i stedet for at lynche dem på stedet de stod.
Da der ikke var særlig meget modstand, da slap han og sigtede nu efter at begrave tænderne i siden på halsen. Han forventede ikke en reaktion, han skulle nok få gjort hvad han havde i tankerne at gøre. Hvis ikke dette virkede, så skulle løfter om mere styrke og magt nok hjælpe. Det var hvad han hungrede efter, hvis man skulle kalde en spade for en spade..
Meget ligesom ham selv, blot styrken blev søgt i hovederne og i sindet på andre, han ønskede at styre dem indefra, ikke udefra.


  legetøj.

Tænderne rev og flåede i skindet, og sendte brændende nåle af smerte igennem hele hingstens krop. De bredte sig som flammer fra skulderen, og viste sig som rystelser af ren og skær pain igennem den brede krop. Hele hans skikkelse var paralyseret af den rene smerte, som den røde ikke havde oplevet i lang tid. Jovidst, han havde følt værre... men da havde det været på daglig basis, og derfor ikke følt som noget anderledes. Men efter år i Proelio, hvor det værste han havde været ude for var et sønderrevet ører... For det havde været slemt, dog aldrig direkte smertefuldt. Men dette... kuldegysninger fulgte, og et hæst anstrengt støn gled over de flækkede læber. Hvordan kunne han bevæge sig? Hovene borede sig ned i græsset, og de røde øjne fulgte opspærret Insanus makabre fest i kødet. Hvor længe han skulle lægge krop til sådanne behandling vidste han ikke, og derfor bed han snerrende tænderne hårdt sammen for at holde flere skrig af smerte inde. For ingen tvivl - dette angreb fik ham op i det røde felt, og det rev i ham at kaste den sorte benede dæmon langt tilbage - tvære ham dybt ned i jorden. Flå skind af knogler og dog sørge for en langsom og smertefuld død. Men tanken og stemmen der sagde der var en mening i dette vandvid, holdt den rå brutale styrke tilbage. Men hvem sagde der skulle være en mening? Hvorfor? Fuego selv ville ikke have krævet en grund til at udøve sådan en behandling på andre, så han tvivlede på at Insanus selv ville gøre det.
Insanus slap, men greb kort efter fat i halsen istedet. Fuego slap grebet om sig selv, og lod alt den indespærrede energi bryde frem. Ikke tale om at Insanus ville få alt foræret af ham! Med et skingert skrig greb han ud efter Insanus skulder - der hvor hans vinger begyndte, for derefter at træde pressende frem for at støde ind i den andens bringe. Fuego Bed hårdt sammen, for kort efter at slippe. Det var som om at han prøvede at tygge sig igennem hvad end han fik fat i, siden han ikke havde tænderne som Insanus.

Sådan stod denne magtkamp i enkelte minutter, inden at Fuegos blod begyndte at brænde. Det sveg og brændte på en fuldkommen ny måde omkring og i såret, og sveden piplede snart frem på hingstens hals og bringe. Det var som dengang han var blevet bidt af en slange, borset fra at det kun havde været en irriterende prikken. Det her fik hans krop til at ryste, og truede for en stund med at sende ham i knæ. Ildhingsten bed hårdt sammen omkring hvad end han havde fået fat i, og de røde øjne gnistrede kort. Den sorte dæmon var stærkere end man ville forvente, men Fuego havde endnu aldrig givet op. Det lå ikke til hans natur, da alt gjaldt om at holde sig i live. Og selv nu holdt han krampagtigt fast om at vinde og holde sig i live. Musklerne spændtes i hingstens krop, og med et fnys slap han taget i Insanus skulder. Sitrende bevægede hovedet sig tilbage, inden en dyb klukken steg fra Fuego. Det kraftige hoved gled ned imod den andens hals, for sitrende at lade den glide over det sorte skind. En form for sygt kærtegn, inden at han med et grynt sænkede hovedet en smule.
Hvis man lyttede godt efter, ville den dæmpede latter være til at høre over de hvæsende vejrtrækninger. For det var nu engang sygeligt morsomt at havne som offeret for en gangs skyld. Det var en fremmed følelse, men ikke desto mindre en han nægtede at opleve igen. Med sammenknebne øjne bed han ud efter hvad der nu lå inden for rækkevidde, for blot at minde ham om han stadig var her. Smerten som voksede eller splintrede noget i ham var næsten larmende, men til at udholde. Den kickede adrenalinen igennem årene, og løftede modet en smule.

INSANUS AMORIS DRACHMAS

'Blodet var flødet ned i halsen på ham som smør, dog var det ikke den sædvanlige smag og det nagede ham. Havde han stresset den kære Ildhingst så meget, at hans blod og kød smagte som aske? Det havde han aldrig været udsat for før, han havde ædt køb med aske på, men ej noget der smagte af det helt ind i hver eneste lille blodcelle.. Han vippede de sorte øre tilbage. Hans kære Dolor var langt fra vant til den smerte der blev smidt på ham nu, det var tydeligt, men alligevel var han en anelse imponeret over, at han stadig stod op på alle fire hove. De sorte øre blev presset længere tilbage i nakke, da den røde hingst langede ud efter ham. Han fik fat i et af de mere kødfulde steder. Vingerne havde brug for blod og derfor var de forsynet med det og havde derudover gjort slutningen af hans nakke bredere og lettere at få fat i. Han mærkede hvordan hans krop sende den vante kode, koden der normalt fik heste til at krympe sig, dog han havde fået den omkodet efter lang tid. Efter så meget smerte, indtil smerte var det eneste der bragte ham liv og lys i hans liv. Der var nogen der ikke ville tro på sådan noget, men det var muligt, men det var det. Især når man havde tabt alt man ejede og var omgivet af sit eget mørke.. 
Han mærkede de flade tænder forsøge at gnave sig igennem hans skind, siden han var ældet så meget som han nu var, så om det var svært, det viste han ikke noget om, men så fladtandet som ham her nu engang var, så kunne det godt tage længere tid end det ville gøre med hans agne tænder.. Det var muligvis som gummi at tygge i, sådan havde det i hvert fald været sidste gang han havde haft fat i en en gammel oldning. Et sygt smil blev holdt selskab af et slesk, koldt grin. Det sivede ud af hans sorte mules splittede læber, som en vind igennem en smal flække i en klippe. Der var ikke ligefrem meget han kunne gøre, så da han blev mast af den kraftige, orange hingsts bringe mod sin, så stod han blot imod og lov ham se hvor langtid, han skulle bruge på at gnave sig igennem hans skind. Han brummede mørkt og dybt, men smilet blev kun større, da han mærkede huden give efter og splittes. Blodet sivede ud, først stille og roligt, men eftersom han tyggede hårdere og hårdere og mere og mere, fik blodet til at fosse ud med større kraft. 
Fuego syntes at være utrolig utilfreds og i større smerter end før, hvad der så end var ved at ske, så var han ikke i stand til at gøre ret meget. Han lod den orange trække hovedet til sig selv og nærmest kærtegne ham på vejen, han gav ham intet igen, den kommende gave ville være nok. Hvad gaven helt præcis ville medbringe var uvist, men det kunne kun være godt. De gule øjne betragtede ham med et sygt skær, der kom til syne i en gul ild, der brændte i hans øjne. Alt syntes at gå efter planen. Mon han ville blive kastet ind i en hed feber eller ligende? Hvis han krop ændrede sig, så ville det muligvis være logisk nok, han havde set lidt af hvad Dead kunne gøre, men han forventede langtfra en forbandelse der lignede Dead søens.. Han tippede det store hoved let på skrå og sendte den orange et glubsk, sygt smil, der dog bar en faretruende blidhed med sig. Under de hvæsende åndedrag fra den orange ild, hørtes der også en svag latter. Hmm.. Det var vel morsomt på et punkt, da det for en gangs skyld var ham der var den underlegne i en situation. Den afpillede hale slog kort bag ham, inden han sænkede det store hoved og betragtede den røde hingst. Han ville overvåge ham indtil han var færdig med sin velkomst til forbandelsen. 
Som han stod her, da mærkede han noget trække i sig, Lyden af en stemme, en hviskende stemme, der mindede ham om ham selv, da han levede bagerst i hovedet på Insanus. *Vælg mig.. Jeg vil taget mig godt af ham... Det ussle lille kræ.. * Det fik ham til at trække på smilebåndet. Der dukkede endnu et par stemmer op, så der var en af de sorte skygger i hans vinger, der ville tage sig af den kære hingst. Well, det skulle den da være velkommen til. Han lod de sorte skygger styrte frem mod den orange hingst for at bade ham i dem og lade den valgte skygge forme sig et bånd med den oranges vilje. Om han så ville kunne tilkalde den kære skygge eller noget lignende, så ville han altid have en fornemmelse af hvor den orange befandt sig og hvilket humør han var i. Han kunne allerede mærke den brændende had, der levede i hans sind. De gule øjne blev knebet let sammen og det syntes kun at forstærke den brændende ild i de gule øjne. Dette skulle nok blive sjovt.. Så utrolig sjovt. 
Som skyggerne slikkede om den orange hingst brummede den sorte hingst kort. Det var som om skyggerne så trak sig tilbage efter hans korte lyd. De badede så til gengæld ham selv i det sorte hav. De skyggerne der var hans eneste minde om Beica skoven, hvor han havde hørt hjemme i så lang tid, før flokken her blev startet. 

I regret nothing. 
I take the blame for everything and forgive all. 
Just don't play with the shadows dear...