Rein var endnu et af Proelios utallige mysterier; søen ikke alene så unaturlig ud, men var det også i den grad. Vandet, som der faktisk var overraskende meget af, bar ikke den sædvanlige farve, men spillede lystigt mellem gyldent og blåt, som dog aldrig blandede sig og blev til grøn. Smagen var også langt fra den, man ville finde i landets andre søer; hvor der normalt ikke var nogen at tale om, smagte vandet surt eller sødt, alt efter dets farve; det var det første Astraia havde lært, da hun havde vovet sig til at drikke af vandet første gang da hun var yngre og mindre. Nu, hvor hun var en fuldvoksen hoppe, drak hun ikke af vandet, men holdt sig til blot at beundre det. Trods det ikke havde gjort nogen skade dengang, ønskede hun ikke at tage chancen nu.

Solen var begyndt at melde sen eftermiddag, da den skimle hoppe vågnede op fra sin blunden under et træ, som skyggende hang udover søen. Hendes hoved lå tungt i det tørre græs, mens hun blot, nærmest dovent, studerede vandet. Havde hun været yngre, mere ansvarsfri... havde hun været så meget andet, så havde hun nok tilbragt tiden her sammen med en flok venner. Sandsynligvis ville hun i hvert fald have spenderet tid sammen med Sorte, hvad end hans rigtige navn måtte have været, frem for at ligge her og tænke, til hun faldt i søvn. Hun havde faktisk fundet ham, men han havde ej været i live der; måske havde det ikke været ham, men hun følte sig nu rimelig sikker på, at det havde det. Så dårligt huskede hun ham heller ikke.

Søgende bevægede hun blikket hen over området, som strøg sig omkring den sære, unaturlige sø. Der var umiddelbart ikke noget at se, så hun tiltede sit hoved let, før hun med en kraftfuld bevægelse skubbede sin krop, så hun kunne rulle fra en side, over på ryggen og videre til den anden. Uanset hvad den flabede unghoppe havde sagt, så var der intet galt med at rulle sig. Bestemt ikke.

( Beklager det sene svar o: )

Meget var sket i landet Proelio. Nogle ting var synlige, andre var ikke. Ligeså havde noget betydning for mange, imens andet kun have betydning for et enkelt individ. Sådan var det for Mizik. Han kunne ikke sætte fingeren præcist på hvad der var forandret, men han kunne mærke det. Der var en ny styrke i hans skridt, hans holdning var rank og stolt og gnisten i hans øjne skinnede af liv og vilje. Den svage og fjerne, ja nærmest forkrøblende sindstilstand han havde befundet sig i det meste af sit liv var ved at slippe sit tag. En ny tid var begyndt for ham og det betød meget for det andre kunne beskue, når de mødte ham.

Forandringen var sket på relativt kort tid og var et tydeligt vidnesbyrd om hvor let nogen kan påvirkes med de rette midler. Ikke at han så det som noget skidt, nej tværtimod. Lige siden han havde taget skridtet og trådt frem den nat hvor overguden havde rekrutteret heste var det kun gået frem af for ham. Selvom der før nylig havde været en mindre krise i Skyggeklanen, så havde hans loyalitet ikke rykket sig. Han ville gøre alt for fortsat at høre til et sted. I klanen. Alt.

Men denne aften var han ganske alene, ude på en fredelig spadseretur. Det var ikke noget han ofte gjorde, men han kombinerede det med at holde et skarpt øje med omgivelserne. Lige nu var der ikke meget arbejde for ham, men derfor kunne han sagtens gøre nytte alligevel. Og således fik han øje på en hoppe der havde lagt sig til rette under et stort træ, lige ved søens bred. Han ville have opsøgt hende uanset om hun glødede eller ej, men den unaturlige glød omkring hende gjorde ham kun endnu mere interesseret. Hvem var hun? En han skulle udrydde? Han vrinskede imod hende, og lod hende vide at han var på vej imod hende.

Er tråden stadig aktuel?

((OOC: Ja, jeg har bare lige haft en pause på Astraia; jeg burde være i stand til at svare imorgen.))