Den unge Dodge var ved at komme oven på igen, bruddet med Anvanya fik ham blot til at brænde endnu mere for sagen om at gøre Proelio til et fredeligt sted.
Han havde bevæget sig rundt i stort set hele landet de sidste par dage, det måtte da være til at finde nogen spor et sted...
Kanto var det sidste sted han manglede, han havde aldrig været her før. Og det virkede heller ikke til at være et sted hvor hestene ligefrem bød ham velkommen. Men der var vidst en flok der holdte til her, han syntes han kunne fornemme nogen skygger rundt omkring. Forsigtigt, med ryggen sænket og hovedet mod jorden bevægede han sig afsted i en næsten lydløs trav. Han indåndede jordes duft, afmærkninger fra andre heste. Menga af dem havde han aldrig før lugtet, og nok så heller ikke set. Men nogen gik igen fra andre steder. Steder hvor der havde været optøjer. 
Men mere kunne han ikke sige. Det kunne lige så godt have været gamle dufte. Frustreret fnøs han, Yoruichi var meget bedre til dette end ham.

Den orange skabning gik med fjedrende skridt igennem Kanto's øde skove. Dette gudsforladte sted var ikke just det bedste sted at opholde sig for fremmede, men alligevel havde det en hvis trækkende kræft på fremmede, havde han efterhånden erfaret. Flere og flere søgte herind, og om det bare var grundet den pirrende nysgerrighed for den nye flok i området, eller om der egenlig var noget med Kanto... jah, det vidste han ikke endnu.
Og ligepræcis en fremmed... det var hvad Kanto havde at byde på denne dag. et bredt smil trak op i mundvigen, idet at han søgende kneb øjnene sammen da han så imellem stammerne. Færten af hingst tæt på grænsen havde vækket den røde af hans døs, og han så frem til at vide hvad skyggerne havde gemt lige præcis til ham.

Der var den... ham. En spøgelsesgrå skabning i det tætte mørke, listede sig lydløst igennem den dunkle skov. Fuego stoppede langsomt, imens han med et fornøjet smil så hvordan han sneg sig igennem skoven. Det måtte han give ham, han manglede bare farven for at forblive skjult i Kanto. En skam.
Uden nogen form for advarsel, begyndte en langsom og dæmpet latter at stige fra den orange. Hæst og dybt startede den ud, men langsomt steg den til et skingert og hysterisk grin der gjaldede ud imellem skovens stammer. De glødende røde øjne stirrede frem på ham som orbs i det tætte mørke, inden at han med langsomme skridt begyndte at træde nærmere denne grålige hingst.

Han stivnede. Den robuste grå krop ville ikke lystre ham. En latter brød igennem Kantos dybe stilhed. Den skringe lyd fik det til at smerte i hans øre. Pelsen langs hans ryg rejste sig, og den kolde sved angsten frem provokerede brød frem på hans bringe.
De dybe, grønne øjne søgte rundt i det golde landskab, for at finde dennes ejer. Hans hals tørrede ud, snørrede sig sammen, da to lysende øjne kom frem fra mærket omkring ham

Den spændstige grå krop, var som en bue. Alle muskler dirrede, men det var nok mere frygten for det han ikke kunne se. De dybe lunger kunne ikke fyldes nok med luft, han blev stakåndet, desperat efter at få fyldt dette hul i hans hoved.
Skuffelsen over Anvanya gjorde ham beslutsom, han sank frygten, han havde et mål.

Den brede nakke løftede sig, han stod stolt og vilje stærk, ventede på at denne rødglødende hingst kom ham nærmere.

Stolt og stærk fremstod den fremmede grå, i takt med at Fuego langsomt bevægede sig tættere og tættere på. De røde øjne gled med en blanding af sultent og vuderende over hans spændte krop, inden at et smil der nåede fra ører til ører gled over mulen. Sikke en fin lille hingst der var kommet for langt væk fra sit kære hjem.. denne fremmede lugtede langt væk af en anden samling heste. Og fremmede der uden en invitation eller hilsen søgte over grænsen i nattens mulm og mørke fortejtne ikke engang en ordenlig hilsen. Dog kom der en dyb ildevarslende brummen fra ham, inden at han med vimsende bevægelser trådte helt tæt på den fremmede.

"Såååeh... hvem er duuu..?"

hvislede han i hovedet på den anden, inden at han med et hysterisk grin lempede den store krop en anelse omkring for at se nærmere på det delikate skind.

Ørene lå glat ned af nakken, og overlæben hævede sig, så de hvide fortænder blottede sig, af ren og skær afsky overfor denne hingst, og hans, hvad der virkede til, ustabile sind.
Den farverige forhov skrabede i jorden, og de brede skuldre gjorde sig endnu mere fyldige. Den lille Dodge gjorde virkelig alt for at vise sig. Han forsøgte at virke dominerende, dette var ubevidst for ham. Den grå havde ikke selv kontrol over det, men de tanker der gjorde hans sindsstemning, ville kaste ham ud i enhver slåskamp der bød sig.
Dybt, og hånligt fnøs han, da hingsten stak mulen lige op i skærmen af ham. Uden at tænke over det, snappede han ud efter ham før han svarede.

"Mit navn er intet du skal bekymre dig om"

Kom en lav rallen fra ham. Det dunkede i ørene for at komme til at kaste sig over hingsten. Denne røde djævel måtte uden tvivl være i ledtog med dem der gjorde verden ulykkelig for uskyldige væsner.

FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

Den fremmede gråling pustede sig efterhånden mere og mere op foran ham, indtil han til sidst var så fræk at snappe ud efter ham i en aggresiv og hånelig tone. Med et fnys trak han mulen hastigt tilbage, og mimrede utilfreds med den for at forsøge at fjerne den stikkende smerte. Så, det var ikke noget han burde bekymre sig om? Fuego stod kort tavst og så kun på ham, inden at en langsom latter steg fra ham. Den var først lav og dyb, men snart kaglede den hysteriske latter endnu engang skingert ud i området, og han trådte langsomt nogle skridt omkring ham. Et sygeligt glimt tindrede kort i de røde øjne, og han nynnende trådte nærmere for provokerende at lade mulen følge ryggen.

"Åååh nej min kære, jeg bekymrer mig ikke! Jeg er nu engang bare nysgerrig..."

nynnede han, inden at han med nogle trippende bevægelser trak sig en anelse, for at trave op foran ham igen. Sådan stod han et øjeblik og så bare storsmilende på ham, imens han overvejede hvad han egenlig ville gøre. Den grå der så desperat prøvede at fremstå skræmmende pirrede bare til Fuegos lettere irritable side. Jah, hele den store orange krop næsten rystede eller dirrede - men ikke af frygt. Nej, af ren og skær indespærret latter samt spænding. Åhh, han havde ventet så længe på at nogle havde været dumme nok til at krydse den tydeligt afmærkede grænse! Og nu hvor det endelig var sket, ville han nyde hvert minut.

"Og jeg kan spørge igen... hvem er du, der bare tror du kan vade ind på Lux Umbras område?"

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

En lav hvæssende lyd steg op fra Dodges hals, da den orange hingst mule ramte hans grå pels. Han holdte næsten vejret, klar til at gøre hvad der var nødvendigt. Inderst inde vidste han godt at han havde fået slået et større brød op, end han nogensinde ville få bagt. Men han skulle vide mere, og man fik jo ikke noget af vde, ved bare at tulle i sin mors røv hele livet.
Det føltes som om hans trommehinde blødte, den der virkelige hysteriske latter skar virkelig igennem alt. Han vrængede på mulen, i ren og skær afsky. Hingsten havde i og for sig ikke gjord ham det fjerneste, men alligevel kunne han ikke udstå ham.
Imens det store skrummel tulle rundt om ham, som en elskovssyg, unghoppe, lod han de klare øjne følge ham, han knap nok blinkede for at skulle gå glip af den mindste bevægelse. Det nynnede svar slog han hen, og lod falde til jorden, som den provokation den nu og end var.

Han fnøs vrængende "Hvis du vil vide det, er jeg Dodge Bronco, og jeg er her for at finde ud af hvad der er galt med denne rådne flok. Eller rettere, hvad det er jeres fugleskræmsel af en leder har gang "

Hans stemme var en dyb knurren, som en rottweiler der kun havde fået mælkebøtter at spise de sidste uge. Der var en følelse i ham, som tydede på at han lige nu dansede med døden. Men hvad havde han at tabe?

Den rene og skær afsky der bølgede igennem den grå krop, fremprovokerede en hæs nynnen, imens han med en reptil lignende bevægelse tippede det markerede hoved på sned. Det var uden tvivl let at tirre denne gråling, og Fuego var ikke i tvivl om at hans smørrede smil på et tidspunkt ville provokere ham nok til at han farede i flæsket på ham. Men spørgsmålet var… havde Fuego selv den tålmodighed? At vente som en slange, inden at han huggede til?.. nej.
Det havde aldrig været sådan, selvom han i den grad var blevet en tak mere rolig og fattet med tiden. Men stadig foretrak han den hurtige vej. Den lette, den sjove og den voldsomme. For mange var synet af blod, lyden af kvæstelser og lugten af frygt noget mange fandt afskyeligt. Men for ildhingsten var det som et drug. Et rus, der sparkede adrenalinen rundt i kroppen. Levede ham op, så han bredte sine grådige flammer omkring sig, og slugte alt med hud og hår.
Rådne flok? Fuegos røde øjne blev let knebet sammen, inden at han i klikkende bevægelser rystede på hovedet. Rådne var nu et stærkt og misvisende ord at bruge. For råden.. død var den bestemt ikke. Nej, den fungerede i bedste velgående og spredte sin gift omkring sig som tråde.

”Råden er et misvisende ord. Dodge min kære… Jeg ville nærmere kalde den forbandet..”

Hvislede han, inden at han trådte et klistrende skridt tættere på ham så bringerne stødte sammen. Omkring ham trak vinden langsomt op, og fik de døde træer til at knage larmende i vinden. Åhh, han kunne mærke den omkring sig og i sig. Stormen trak op, og skyggerne blev snart længere end de egentlig burde. Den sorte demon havde efterhånden et godt tag i den ildrøde.

”Og hvordan vil du gøre det..? Ved du overhovedet hvem han er? og hvem han står under? Står over? har du overhovedet nogle ide om hvad du foretager dig, min lille gråling?”
Fuego havde langsomt trukket mulen tættere på den andens øre, imens han hvislende ord blandede sig med den knirkende lyd. Det var i sandhed en nydelig nat.

Hans brede mule vibrerede, hidsigt og hvinende hev han luften omkring sig ind i sine lunger, fyldte dem til renden, så de var tæt ved at briste.
Han tryllede sine brede, grå bringe tæt op af den rødes. Tænderne endnu blottet og skilt fra hinanden klar til at finde deres greb i den ild farvede pels. Selvom hund dæmoniske udtryk var markant, så var han blot af kød og blod, præcis som ham selv. Set fra den side var de jævnbyrdige, mand til mand.

Han hørte hingsten næsten synge i sit øre. Vreden boblede i ham, som en drage groede den.
"Det er jo det jeg er her for at finde ud af!" Spyttede han af hingsten, med et tandsæt få millimeter fra hans øje.
"Men så længe dit fede kadaver af en krop står i vejen, så finder jeg jo aldrig ud af det"
Hans stemme blev hæs og læsbende. Utålmodigt svang han ud med forbenet, imod den røde hingst.

Den tiltagende vind, fik den livlige, opretstående man til at svinge i vinden. Skyerne blev tunge og regn vil nok snart vælte ned om dem. Uden tvivl havde det noget med ham at gøre. Og dæmonen dr er deres leder.

// skrevet på min mobil, så det kort og fyldt med stave fejl