Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


De ældgamle træer omringede det frodige mos. Deres slør af mærkværdige planter dalede ned fra foroven. Disen mellem de grå ben, på den arrede hoppe, bevægede sig, hvirvlede op omkring hende, og fik lyset der nåede ned mellem de tætte matte trækroner til at se magisk ud. Luften var tung. Vandets rislen på hoppens højre side var rar. Behagelig. Hun sukkede længselsfuldt. Ved dens bred var der frodigere. Græsset var grønnere. Hoppens sensitive mule strøg gennem det. Hun strejfede et stykke væk fra flokken igen. Uden formål... Jo formålet var ro fra mørket. Fra området der summede af uhygge. Caelis hjerte bød hende at leve i det. Det nægtede at se den anden vej, ud over horisontlinjen, videre. Videre ud mod de smukkere eventyr... Dem Dawn ville tage hende med på. Hun dumpede sig selv opgivende ned i græsset, og gemte ansigtet. Disen for op omkring hende. Hendes hale gled ud i vandet. Dets afkølning i den hede sommer, føltes så befriende. Hoppens hjerte var tynget. Hun vidste godt hvorfor hun blev her. Hvorfor hun ikke veg. Amoris. Krystallerne. Månelyset. Den ø hun så desperat forsøgte at nå igen, uden at drukne. Det blev dog evigt sværere, at nå øen, og holde hovedet over vandet. Hun blev svagere og svagere. Den fysiske smerte hun havde udsat sine ben for havde ikke hjulpet hoppen. Hun sank dybt sammen, og trak hovedet op. Hendes klare, brændende øjne missede mod solens stråler. Cherub havde plantet nyt mod, ny ild i hende. Hun var nødt til at leve på den ild. Bruge den til at stå fast. Hvad ville der ske hvis hoppen sagde fra?

Den evige mørke nat, hun havde trådt ind i, den greb fat. Men hun trak på smilebåndet. Var det i rædsel, tro, eller en form for undertrykt følelse? Følelser hun burde have følt så længe. Angst. Panik. Frygt. Had. Vrede. Opgivelse. Modstand. Hendes hjerne kunne knap kapere mere. Men den tog imod det alligevel. Hvad end der ventede hende derude, ville det bygge denne... Facade hun var kommet til at finde i fremmedes selskab, stærkere. Den var kommer af smerten. Kommet af ødelæggelsen. Så hun ikke mere skulle falde... Falde ned i intetheden. Den naive, svagelige, barnlige hoppe... Hun var derinde, men hvorhenne var hun at finde, hvis ingen længere fik lov til at se? Caelis indre krig ændrede hende drastisk. Det var smerteligt for andre der kendte hende at se. Dawn. Hans navn vagte uro. Hun var så splittet, når hun var ved ham. Og det føltes som om den skæbne hun havde formet var meningsløs, selvom denne var alt der nogensinde havde givet mening til hoppen. Caeli brummede stille. Tankerne blev for mange og hun slukkede sit hoved. Hun trak sig ud i de små sten på den lave bund i floden. Lagde sig der og kølede af, med et sind i oprør.

Inde bag hendes brændende øjne, ville hendes underbevisthed lytte, med et bankende hjerte. Lytte så ganske intenst efter krystallernes sang der blev mere og mere insiterende og dræbende for hver dag der gik. Særligt nu. Særligt nu hvor en sødmende duft havde lagt sig omkring hende. Den trak duftspor efter hende, hvilket var grunden til hun vadede ved vandet, og i det. Måske var det også grunden til hoppen havde søgt væk endnu engang. Men lige i nærheden villé hun altid være, med sin nye rang... Caeli var lige så ulykkelig som hun følte sig lykkelig. Det var ikke nemt at finde forklaringen på... Hun var jo her, i hans flok. Nær ham hele tiden. Og det havde været hendes ønske altid... På den anden side var det smerteligt. At spørger hvorfor ville være tumpet. Hvem der så med et skarpt øje ville ikke se den sorte djævels handlingers efterfølger på den månegrå hoppes skind? En svag spænding fra forbenene gik gennem hende, og hun var nødsaget til at ligge sig brat op. Hun trak vejret skræmt og så fortvivlet ud bag sig. Vindens svage rislen i den dystre, gamle skov vækkede en urolig følelse. Særligt med denne svaghed... Det eneste hun så inderligt drømte om var stærke forben... Så hun endelig kunne løbe frit, springe omkring... leve. Give liv.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

En sort skabning bevægede sig lydløst. Hovedet var sænket og hang over jorden, som om der ingen muskler var at støtte op om det. De gule øjne, de var tomme, men de besad en glød, en farlig glød, der truede med at slippe en storm løs. Han havde haft en del tanker. Ligesom alle andre voksede hans sig ældre, hans hale var blevet laset og der var flere totter der var faldet ud og havde efterladt en halerod der var blottet for verden, udsmykket med gråblå hår. Han bevægede sig gennem skovens døsige atmosfære, upåvirket af den, uden for flokkens område. De sorte øre var vippet bagud, deres vante plads. Hans øjne fangede noget længere fremme, et godt stykke fra ham, der fik ham til at stoppe op. En grå hoppe, en hoppe med den mest fantastiske man. Blodrød. Den flød som et vandfald. Den fangede hans øjne, lyset, der fandt vejen ned gennem trækronerne og disen, der fik den til at glimte let i lysere farver og gjorde de mørkerøde skygger endnu dybere. Han kunne have stået målløs, men han var ikke den rigtige til at stå her og måbe af skønheden, der lå i vandet. Denne skønhed der havde giver ham alt, sit liv, sin krop og sin sjæl. Selvom han ikke havde behandlet hende på nogen måde godt, så var hun her. Hun var blevet her.. Hans perfekte skabning, en kreation af smerte og styrke. Han ville aldrig lade hende forlade ham, hun måtte ikke.. Hun var som en stopklods for tanker, han smagte på kanten af ro, stilhed.. Det han ikke havde oplevet i flere æoner. Han var altid i bevægelse, ro var ikke noget den mørke sjæl kendte til. Han var måske hvad man ville kalde for en psykopat, ude af stand til at føle følelser som medfølelse, glæde og krælighed.. Alt han følte for den grå skønhed ville blive forklaret som fascination, genkendelse. Så han sin mor og Melissa i hende? Hans moder havde han aldrig set, kun hendes blodige, døde krop havde han sæt et glimt af. Hendes snehvide pels var plettet af blod, blod så rød som hendes man.. Han vidste det ikke. Han var på bar bund, for han vidste ej hvad han helt præcis burde gøre. Burde han bygge hende en drømme verden, en familie, som hun kunne elske og som ville elske hende? Eller skulle han blot udsætte hende for den sammen behandling, som han havde indtil videre? Amoris ville ønske det første, men den lille dreng vidste så lidt.. Han var død, han var solgt til slagteren og var godt på vej til slagtehuset.. Der var så mange muligheder.. Han kunne lave hende, lime hende sammen, men ligeså kunne han trampe hende til stumper og støv. Hans hoved sank til den bløde jord ved flodbredden. Et let smil, tomt og tydelig påvirket af smerte, indre smerte. Blikket fra de gule græs enge ved Sletten vendte tilbage... Tomt, gammelt og en anelse bedrøvet. Det var ikke det her han ville med sit liv, han ville svælge i fysisksmerte, skrig og andres smerte, kun fysisk. Var det dette han havde følt, når et af hans større projekter var ved at slutte? Var der ikke langtid før, at han ville plante sine tænder i hende og rive hendes strube over? Det ville være en hurtig død. Helzlori ville ej være tilfreds med disse følelser. Han havde en aftale med ham. En aftale med en gud. Han havde forbudt Amoris adgang til den grå hoppe, men hvorfor ikke lade ham få et sidste glimt af hende? Inden han ville blive smidt tilbage.. Tvunget og bundet. Han lukkede kort øjnene.

*Kom bare, kære lille broder, se. Se hvad jeg ser. Se en sidste gang på din prinsesse, inden vi laver hende til vores.. Ikke din..*

hvislede han til den mindre, det var Monsterets stemme. Det gode gamle monster, der havde taget kontrollen.
De gule øjne åbnede sig med længsel. De var fanget på den grå hoppe, betragtede hende, huskede hver et pelshårs farve, huskede tilbage til hendes mules bløde skind, hendes løfte.. Det løfte hun havde givet ham i den skjulte dal. Den dag alt forandrede sig, han huskede Freedom, hvordan han havde set det hele, han huskede hvordan hun holdte hemmeligheder for ham på Green Hills, hemmeligheder om hendes føl. Ducan Tenebris. Efter hende og Dawn. Han mærkede det indgroede had til den brune hingst, han havde taget hans brik fra ham, under den første krig.. Den sorte dæmon var ikke en der delte sinde ting. Han havde en utrolig ejerskabs fornemmelse, især over for denne grå hoppe. Så skrøbelig, at han bare ikke kunne lade andre sjæle bestemme hendes skæbne. Han var den der herskede, han var hendes hersker, mens hun var hans dronning. Dronningen over alt, himmelen, jorden, luften, helvede, ham.

De varme, mørke, længselsfulde øjne så væk. Han ønskede hende kun godt. Han fortjente hende ikke, han ville ikke besudle hendes sjæl med hans selskab, han var ikke værdig til at røre hende. Det var lige før han syntes hans brødre havde mere ret til det end han. I det mindste løj de ikke for hende, som han gjorde.. havde gjort. Itzala Argia havde slået dem fra hinanden. Måske var dette hvad Drachmas havde ønsket.. At skubbe ham væk, så han kunne få lov til at arbejde uhindret? Han vidste det ikke. Han mærkede hvordan han blev suget ind i sig selv. Mærkede hvordan hele hans sjæl smuldrede sammen og lod sig frivilligt suge tilbage til det sted han havde kaldt sit fængsel, men nu.. Nu kaldte han det noget andet. Frihed. Frihed til hende, hun havde intet at binde sig til, hvis han ikke var der, det var også grunden til at han ikke kæmpede mod brødrene. Han vidste han kunne vinde, men der var ingen grund til det, han var ikke værdig til den grå hoppe.. Lige meget hvor megen smerte hun gik gennem for ham, ville han ikke være værdig til hende. Hans gode sind kunne ikke byde hende sleskabet af to sindssyge brødre.. Det var ondt. Han var ikke ond.

*Blot en dum idiot, lille broder.. Ubrugelig og svag. Bliv nu der, eller jeg får Helzlori til at suge dig vøk før tid. * hvæsede hans ødelagte stemme til den mindste. Endelig. Han var tilbage i sit bur, hans eventyr var over. Aldrig ville han gå på et igen. Han ville bøde for det, han ville bøde for at have brudt hans bånd og dog stadig ikke have givet slip på lænkerne.. Nu ville han dø. Hele hans essens, hans sjæl.. Det ville alt sammen blive væk. Hovedet løftede sig en smule, som et smil krusede om hans læber. Så let var hans broder at skubbe rundt med, en smule hjerteknusning og han var tilbage til sit gamle jeg.

Han hævede hovedet. De gule øjne stadig på den grå hoppe. Så fin og uberørt af naturen, lå hun der i vandet. Hun bevægede sig ikke langt fra flokkens område, men ih guder.. Hun hadede det jo. Man skulle ikke engang have ret meget erfaring for at kunne se det. Et blik, en aura, af den undertrykte følelse var alt han havde brug for, for at vide det. Hun savnede sikkert de grønne, frodige vider. Meadow og Green Hills, de have jo trods alt ligget lige ved siden af Slavian. Han ville have gjort krav på Beica, men han ville have for mange fjender, hvis han bosatte sig i den del af Proelio. Dog var junglen for uvant for mange, mens Aisla ikke lige var den skov han holdte mest af. Den lasede hale slog kort bag ham. Han havde nu betragtet hende en god tid. Han kunne blive ved. Bare stå i skyggen og betragte hende. Se hendes reaktioner til tanker, naturen, lyde, verden.. Hun var dækket af en tåge af brunst, en sød duft for mange, men for ham.. Den stank. Hun stank. Hans lille knækkede engel stank. Den sorte overlæbe trak sig let op i en grimasse af afsky. Skønheden var som overskygget af en sky nu. Han skyllede dog grimassen væk på få millisekunder. Et mørk, men blidt udtryk tog over. Han bevægede sig mod hende. Lydløs på den bløde flodbred. Han kom så tæt på, nød at han kunne gå så tæt på, at han nærmest var usynlig, men han vidste hvor grænsen gik, hun kunne med garanti skildre hans sjæl ud fra naturens. Det kunne man bare. Bestemte sjæle plantede en følelse i ens sind, så snart denne var i nærheden. Om det så var frygt, angst eller en lettet og afslappet følelse af krælighed der satte sig i hende, vidste han ikke, men han tvivlede stærkt på det sidste. Han brummede, dybt og mørkt. Dog dansede det stadigt i disen som et blidt krætegn fra vinden…

”Min kæreste skabning.. ”

Hans stemme var en hvisken. Blød og bar ingen tegn på hans voldlige tendenser og lyster. Han ville være blevet stemplet en masse morder før han overhovedet var nået voksenalderen, så han skulle enden dø eller på en meget lang og intensiv afvænning.. hvis han nogen side skulle have chancen for at leve et ordentligt liv. Dog hvem sagde noget om, at han skulle være ham? Han kunne bære lige den maske han ville. Han kunne posere som Amoris for hende, men hun af alle ville se hans fejltrin, de steder hvor han ikke gættede rigtigt, der ville hun se ham. Se den fordærvede sjæl, der ikke vidste hvad hans skulle gøre med hende, om han skulle dræbe eller skabe. For selvom hans yndlings profession var at dræbe og ødelægge, så kunne han lige så effektivt skabe og samle. Det var ikke for ingenting han havde indvilliget i at hjælpe Adorie. Havde han ikke tjent til den ønske? Havde han ikke hjulpet og give hende de bedste tips han kunne? Selvfølgelig skulle han havde mere tid med gudedatteren, hvis han skulle kunne eliminere mørket helt. Han kunne. Han kunne så meget, men valgte en mørk, smertefuld vej. Om det var fordi han mente han ej var værdig eller fortjente anderledes, det vides ikke, men der var klart noget, der havde gjort ham til dette. Ikke blot hans fars død, som han selv var skyld i, der skulle mere til for at skabe en dræber, der torturerede hans ofre først. Han gjorde det ikke fordi han var tvunget til det, han gjorde det fordi han ville, han havde brug for det. Det gjorde hele hans sindssyge mindre svær at tackle. Hvad ville der ikke ske, hvis han afholdte sig fra det? Ville han så for alvor ikke knække og smuldre som en sandsten? Den grå hoppe var hans offer, visses skæbne stadig hang i uvished. Ingen vidste hvad der ville ske hende, men han… han havde en god ide om hvad, der ville ske med hende i den nærmeste fremtid. Hans lille stinkende blomst, hans hvide blomst der var plettet af blod og afrevet blade. Han vandrede ud i vandet, sænkede mulen ned i hendes blodrøde pandelok. Så fin. Så urørt. Så sårbar og såret. Skulle han twiste hovederne på alle i Proelio? Skulle han holde dem alle for nar en stund? Han brummede kort. Mildt.

”Min Lille Måne..”

Han ville ikke overfalde hende med spørgsmål, så alt han sagde, var dette. Hendes ekstra navn. Stemmen var blid, lav, men mørket var som en skygge bagerst. Der var noget der blandede sig med hendes duft og stanken, men hvad kunne han ikke sige. Han var ud af stand til at pinpointe det, men måske var det blot en del af hendes stank.. Han havde ingen viden om hun havde mødt andre, men han håbede hun havde talt lidt med de der var i flokken. Ellers var det jo klart hun ej følte hun kunne falde ind. Dog der måtte være mere end blot det, der plagede hende. Hun måtte ej være tryg ved området. Mosen og dens gullige græs, Kanto og dens døsige dis og sovende træer.. Hun havde friheden til at gøre som hun ville, men altid måtte hun vide hvor han var. Hun var hans rådgiver, hans Lunari. Hans måne. Rangens navn betød direkte Månen. Hans eget var noget der kunne oversættes til Den Onde.. Det passede hans navn fint, Insanus var ligeså et navn der betød Sindssyg, men ligesom det, så kunne det oversættes til meget. Det kunne betyde Forrykt, rasende.. Hvad hvis dette aldrig havde været hans navn? Hvis dette blot var et navn ham givet, så det afspejlede den rest af hans sjæl..? Der var så meget han ikke vidste, om sig selv, sin broder, hele sin familie.. Dog vidste han at den skønhed foran ham var ægte. Han vidste at hun ikke ville forlade ham. Hun havde lovet ham det. Hun havde tæmmet ham og man forlod ikke det man havde gjort tamt, for da ville det aldrig blive tamt igen. Det ville blive skørt og gå amok. Blodrus ville æde ham op. Han nægtede at lade dette projekt, dette bytte, denne skønhed, få lov til at gå. Vandre væk. Det var ikke derfor han spandet spind og låste andre i et jerngreb.. Hans sorte hoved løftede sig væk fra hendes pandelok og de gule øjne fandt hendes orangerøde. Så fantastiske.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Den månegrå hoppes øjne stirrede ned i det rislende vand. Hendes tanker dvalede ved det hun netop havde tænkt. Give liv. Var det ikke længere muligt for hende og det svage legeme at bringe liv til verden? Den krøllede man hvirvlede let omkring hende, ved en brise. Den fik de ældgamle grene til at slå mod hinanden, lyde som hove over jorden på en frossen vinterdag. Fik varmen til at forsvinde og en kuldegysning til at gå gennem hendes lille spinkle krop, der lå der i vandkanten. Lå. Hoppen lå næsten altid ned nu. Det var blevet for hårdt at stå uden formål. Lyden af vindens susen skar i hendes følsomme ører. Det ene arret. Caelis hjerte gjorde ondt et øjeblik. Hun måtte forstå virkeligheden hun levede i. Hun måtte holde op med at leve i et drømmespind. De klare øjne så op over bredden på den anden side. Stirrede i disen og dets skumle skygger. Frygtløst. Hvis man kunne overleve at drukne i høje bølger. Overleve de mørkeste skygger og lyse dem op. Hvis man kunne stå imod, stå villigt fast når det man elskede rev en op fra inderst til yderst, kunne man så ikke praktisk talt se alt i øjnene? Hun kunne se forrædere i øjnene. Hun kunne se Insanus i øjnene. Og Dawn. Hendes læber blev kort varmere, og hun kneb øjnene tænksomt sammen, mens en åbenlys smerte hang ved hendes blik. Det var en angst. Angst for hendes følelser, hendes handlinger, hun kunne fortryde alt hvad hun ville, men i den sidste ende splittede det hende så voldsomt, at hendes hjerte nægtede at give mere. Var det muligt at elske flere på en og samme gang? Det burde Caeli vide bedre end nogen anden. Hun som elskede 3 i en krop. Men hun elskede Dawn på en anden måde. Det havde været uforpligtigende. Anderledes. Men nu. Nu kunne noget røre langsomt rundt i hendes indre, og vende livet på hovedet. Trods hoppen ikke ville forlade den sorte djævels side. Ikke nu. Aldrig.

Hun så de gule øjne glimte i skyggerne der blev kastet af det sollys der slap igennem. Som om han var der... Hun mærkede det. Tilstedeværelse. Hun indåndede i luften. Dybt ned i de lunger der sørgede for at hendes krop fik den ilt den havde brug for. Hun lå der. Uden at kigge efter ham. Sommetider... bildte hun sig selv ind at han var der. I den rigtige skikkelse. De rigtige øjne. Den rigtige for hende... Det eneste der holdt hende her så dybt og inderligt. Ham hun havde afgivet løftet til. Amoris. Man har ansvar for det man har tæmmet. Hendes øjne funklede velvidende ved mindet, ved tanken. De gule øjne i mørket glimtede dog pludseligt morderisk. Smilet var syret, og morende. Legende. Hun spilede øjnene modigt op, så sin frygt i øjnene, selvom den ikke var virkelig. Hun frygtede ham jo ikke... Drachmas. Men det var hans syge spil. Han lod hende elske dem så håbløst. Det var måske sådan her han altid havde villet se hende ende. Han havde pudset Insanus på hende. Ladet Amoris elske hende. Og hun var hoppet i med begge ben. Nu klappede fælden. Den der sørgede for hun ingen steder kunne gå. "Grin blot. Elsk dit værk..." hoppens blik blev stædigt. Hun synes at ligne sin mor et øjeblik. "Dine onde torne skal ej hindre mig i at nå de bløde rosenblade." hviskede hun stærkt. Hun kravlede op på hendes knæ. Kneb øjnene sammen da hendes syn forsvandt. Hoppen sukkede. Faldt sammen. Hun havde håbet... I al denne tid. Håbet at mareridtet en dag ville blive til et eventyr igen. At han ville tage hende væk herfra. Amoris. Tage hende væk, elske hende, opgive skyggerne, for et liv i hendes lys. Men han var ikke stærk nok. Og ville aldrig blive det. Desuden... Han var bundet af pligt. Bundet af Helzlori. Bundet af sin flok. Sin stilling i landet. Foruden at være gammel... Alt for gammel.

Hun indåndede tungt lufte igen, som hun forestillede sig hans falmende man, over det sorte rædselsvækkende tynde legeme. Caeli huskede mødet med hans mage. Itzala Argia. Huskede at hoppen sagde hun ville tale med sin mage? Et stik af blødende, svigtet hjerte for gennem hende, og tårerne ville komme frem. Havde de talt? Havde hun nævnt den noget så fortabte lille måne... For den der havde givet hende selvsamme navn. Caeli Pluvia. En forpint elskerinde. Intet af betydning stor nok til at gøre andet end at lege med som et stykke gammelt misbrugt legetøj. For ødelagt til at være smukt. For uskyldig til at være hadet. Dog var den grå hoppe en skønhed. Hun havde altid været det. Det havde bare ændret sig nu. Hun lænede sig op mod det tørre græs, og et glimt af sollys landede i hendes ansigt. Hoppen trak endnu engang vejret dybt. For hendes illusion af de gule øjne synes virkelig... Duften var i luften. Hun fornemmede hans krop i nærheden hans blik på hende. Men... Det var ikke det blik hun forventede. Det var længsel. Caelis hjerte sprang et slag over. Hun turde ikke røre sig. Varmen blussede sig vej gennem hende. Hendes krop længtes efter en lillebitte berøring. Hele kroppen ventede på det i usikkerhed, og fortabthed. Var det som hun følte det? Var han... kommet ud af sine lænker, siden Jupan kløftens altforandrende møde?

Caeli længtes efter Meadow. Green Hills. Sweyitak. Dawn og trygheden. Hun hadede at være her. Men ikke nok. For der var noget hun elskede langt højere end alverdens grønne enge og skove. Og han stod lige bag hende. Hun pustede ud. Hun hørte ikke hans skridt. Så ikke han smil. Hendes ører vippede dog mod ham. Hun glemte alt omkring sig. Glemte vandets rislen. Glemte brusten. Glemte mødet med Argia, mødet med Dawn, synet af Drachmas. For jo mere hun indåndede hans fært, jo større blev flammen, og jo mere dunkede hendes hoved i angst for at vende sig og se syge gule øjne, i stedet for de længselsfulde, blide Bambi øjne... Og dog. Duften fik som altid den grå hoppes krop til at slappe af. Som det villige offer hun var. Ligemeget hvor unfair det var, og hvor ligeglad med han havde ødelagt hende han var, ligeså meget bekymrede hun sig om dem, elskede dem, gav dem alt. Sit liv. Sin sjæl. Selve hendes hjerte, og dets begær. En brummen lød, og hun vidste intet var en drøm. Han var for tæt på nu. Caelis ansigt vendte sig. Hun stirrede med blanke øjne mod et ansigt hun ikke havde set i evigheder. Hans stemme... Den fik hjertet til at slappe af. I lange dunk der sydede af kærlighed, fryd, ro... Kunne hoppen puste ud og mimre let med mulen. Hun kunne ikke rejse sig. Hun lå og så på ham. Lyttede til den bløde, blide stemme indhyllet i skygger, der i sandhed vækkede hoppens dybe passion, kærlighed. Øjnene fortalte ham det hele. Hvor inderligt hun elskede ham. Hvor bravt hun ville kæmpe for ham, og alt det han var. Var der forståelse mellem de to? Var de begge ofre for de to af hans brødres spil? Hun brummede til hans ord. Fortryllelsen lagde sig over hende, og hun bevægede bagbenene der lå i vandet svagt. Hun var i ganske utryg sikkerhed her. Utryg fordi hun vidste det hele kunne ændre sig på et splitsekund... Caelis liv havde været ... Rent ud sagt flere gange. Lort. På lort. Men Caeli havde været smart. Hun havde gødet sine roser med den lort. Op var en tornefyldt stilk vokset. Men på toppen bredte de blødeste røde rosenblade sig. Hun kravlede op. Op af den smertende stilk, der skar hende i stykker, lige indtil hun kunne nå rosenbladende og elske der. Elske sin eneste ene... Indtil rosenbladende måtte visne. Og hoppen måtte falde... Falde tilbage i lort til knæene. Gøde roserne på ny. Kravle op igen... Og for hver gang hun måtte kravle op, blev vejen længere og mere tornefyldt. For hver gang hun nåede den korte sommer på rosenblandene måtte de visne, hun måtte falde igen, gøde og kravle på ny. En endnu længere vej end sidst. Men det var det værd. Rosenbladens sødme var det hele værd. Hun stirrede på dem nu.

Hun flyttede sig fra hendes ellers næsten urørlige stilling. Hun vendte sig op og rettede hovedet, dog uden at rejse sig. Bag den lange krøllede pandelok var de glødende varme øjne. De lyste af smerte såvel som al den fryd og al det rus der greb hende fordi hun endelig havde nået de røde bløde blade igen. Hans mule ramte hendes pandelok. Kroppen blev høj på følelsen. Den vandrede gennem hendes åre. De årer han havde gravet sig dybt ind i. Det sind han havde smedet til sig selv... Hans brummen lød atter, og hans ord formede de ord der fik tåre frem i hendes glødende øjne.

"Min sorte skønhed. Min elskede Amoris." hoppens stemme ebbede af sørgmodighed, kærlighed. Drømme. Ønsker. Krystallerne gav hende hovedpine. Hun bed sig svagt i læben og så for sit indre øje det lille sorte føl med rød man og gule øjne. Hendes forestilling. Brunsten gjorde det ikke bedre... Hun lukkede øjnene svagt i. Indtil han trak mulen tilbage igen, og hun så ind i hans øjne som han fangede dem. Ingen ord kunne finde frem til hendes mund. Det var så svært at sige noget. Der var så meget hun ønskede at sige... Hun vidste hun ikke gik og troede på en løgn. Men alligevel. Alligevel gik hun med dem alle sammen ind i mareridtet. Op ad tornene. "Din Lille Måne er så frygteligt ked af hun bad dig gå..." forsøgte hun. Hun kom op på sine knæ. Rejste sig fra græsset og vandet. Stod på svage ben sårrede ben... Men det var ikke det der hvilede i hendes øjne. Det var den oprigtige stemme der formede ordene. "Jeg vil aldrig give op... Jeg har ventet... Ventet så længe. Besteget tornene for at nå dine rosenblade." Der dannede sig et smil om hendes læber. For alt det hun følte var bare for meget. Der var alt for meget indeni hende. Hun vidste hvad hun levede for her. Hun forstod sine valg igen. Den skæbne det var at elske ham. Være hans. Men hver berøring gjorde det hele værd. Hvert blik gjorde stunden mere mindeværdig. Hvert et ord fik hende til at overgive sig, for altid. Intet i verden kunne gøre hende stærkere end ham... Hun brummede blidt, eventyrligt. Som det lille barn hun gemte under skindet. Øjnene glimtede af hendes uskyldige, rene, barnlige sind... Fordi hun var hos alt hun kæmpede for.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Hun snakkede. Snakkede til hendes egne tanker.. Tågen kunne med lethed spinde billeder op foran én, hvis man ikke var opmærksom på hvad der var virkelighed og fantasi.. Dog skulle ingen forvente sådan noget af den grå hoppe der lå i vandet. Hun havde været udsat for alt for meget, måske ikke fysisk, men hun havde fortaget sig en hård rejse, der for altid ville have forandre hende.. Stanken af hende blev kun værre, da han kom tættere på, men han hørte også hvordan hun bad ham, bad hendes små minder af ham, om at elske sit værk. Han ville elske hans værk, som han aldrig havde elsket det før, han ville bygge hende et slot og han ville så lade det falde sammen med ham. Lade det krakelere til ingenting, lade hende se sandheden.. Den sandhed der skulle gøre alt til en pine, at trække vejret ville være som at trække vejret i form af nåle, hun ville ikke kunne så på noget uden af se ham. Hun ville blive minder om ham for altid. Til hendes liv visnede bort.. Hun ville se hans øjne i solen, hun ville se hans mørke i natten og hun ville se hans blide smil og den farverige man i de bløde blomsterblade. Hun ville ikke kunne leve. Ingen ville kunne redde hende. Ikke helt. Han agtede at tage så meget af hende med sig, når han forlod verden. Han arbejdede måske mod tiden, men han havde taget sine forholds regler. Amoris kunne ikke se hende, kunne ikke snakke eller få nogen form for indflydelse på deres liv længere. Han havde trukket sig tilbage til sine mørke lænker. Accepteret hans skæbne. Han ville sælge hans kærlighed og eneste chance for at komme væk fra hans brødre i bytte for at hans brødre kunne overleve.. Han var i sandhed både bange og bundet til hans to brødre. De mørke skygger der invarderede hans tanker og havde taget over. De havde skygget for hans syn, for hans vilje og de var de eneste der kunne få ham til at se på verden med et lidt mere ligegyldigt syn. Ligegyldighed gjorde alt meget lettere. Det var måske ikke sundt på nogen måde, men det hjalp han gennem årene. Han overlevede. Han var endnu ikke død. Han skyldte sine brødre sit liv. Hans lille grå måne var hans liv. Det var hun blevet i hvert fald.. Han opgav hende, sit liv, for at han kunne leve lidt endnu og få et glimt af verden, af hende, engang i mellem.. Han kunne leve på hendes smil og hendes glødende øjne.. Den fantastiske skønhed, han så gerne ville kunne kalde for hans.. ”Shhh… Sh… Det er okay, min kære broder.. Hun skal nok få det godt sammen med mig. Hun kommer til at elske det. Åh alle de ting hun ikke har oplevet endnu.. alle de ting jeg endnu ikke har udsat hende for… Hun vil blive mit sidste værk, mit største, min masterpiece.. * Hvislende og lovende. Lovede guld og grønne skove.. Den man skulle skubbe væk og kæmpe i mod. Han ville udsætte hende for alverdens smerte, dog ville han have alle undskyldninger i verden. Hans broder var hans es i ærmet. Han ville knække hans kære broder, sammen med hans livs lys. De ville brænde op på et bål omgivet af sange om deres ulykkelige kærlighed, om hvordan den ene var for svag, hvordan hun faldt i kløerne på hans broder, som med glæde tog hende under hans vinger.. Hun skulle aldrig mere se hendes juvel.. Hun skulle aldrig mere se Amoris. Det blik hun havde haft ryggen til var det sidste der skulle ses af ham i en meget, meget lang tid..

Hele hendes krop syntes at gå over i et stadie, der ikke vidste om det skulle pumpe adrenalin ud for at få hende til at flygte eller om den skulle forholde sig i ro. Han var en trussel, men ikke en hun anerkendte helt og fuldt. Han var ikke sekunder fra at ændre sig. Han var ham. Han var Drachmas, han var Bedrageren, der var ingen, absolut ingen der skulle overgå ham. Han havde arbejdet sig så langt op, han havde efterladt et bjerg af døde kroppe og floder af blod løb i hans fodspor. Han ville ikke lade nogen overgå ham. Han ville gøre al dette han var, til noget man frygtede, til noget der skulle flygtes fra og beskytte sig selv imod.. Hvor ville det være passende, hvis han valgte at gå på en nattelang massakre.. En nat, hvor alle var game og ingen var i sikkerhed for hans tænder og mystiske gule øjne. Han ville ikke lade nogen overleve, han ville arre dem og forlade verden i forvirring, i terror. Han nægtede ikke at blive husket, han nægtede at gå her fra i stilhed.. Hun ville huske ham. På godt og ondt. Hendes krop ville for altid huske ham, ligesom hendes sjæl sent ville glemme hans. Hun var hans nipsting, hun var hans fange, hun var hans følge, hun var hans rådgiver, hun var hans. Hun ville aldrig blive ladt af alene, aldrig helt. Han ville ikke forlade hende. Hun ville aldrig, måtte aldrig, være ret langt fra ham. Han ville ej længere lade hende leve i den illousion om at hun bare var en elsker, nej han ville føre hende ind i balsalen. Hun skulle danse til hende ben brækkede under hende, hun skulle have en fest der ville kunne konkurrere med guderne! Hun skulle mærke livet, hun skulle mærke livet blive pumpet ud gennem hendes åre. Hun skulle mærke verdens energi omkring sig.. Han ville åbne en ny dør. En dør der ville gøre hans handlinger der fulgte efter, meget, meget værre end hvad hun hidtil havde oplevet. Hun skulle ikke gå fra ham uden at hun vidste hvor meget magt han havde over hende, over hendes kærlighed og over sin familie. Hun ville vide lige præcis hvordan det føltes, når alt man havde, blev revet fra én. Hun skulle knække. Hun skulle samles og så pulveriseres.. Til støv skulle hun blive.

Hans gule blik var klædt i mørke, men gløden i dem var fyldt med længsel. Længsel efter det han hungrede efter. Hende. Hende smerte. Løfterne om hendes kommende ulykke. Den der skulle fælde hende verden. Knuse den. Knuse krystallerne, knuse hende sind. Hendes stemme var fyldt af et klaverspil af sørgmodige toner og toner af kærlighed. Så frygtelig naiv var hun. Naiv over for ham. Hans blide ydre var et han kunne danse i, i dage vis. Han kunne meget let tage sin broders ydre på. Dog ikke blot det. Han kunne tage hans sind, hans tanker. Han kunne være Amoris. Dog ville han aldrig blive Amoris. Han ville aldrig føle den krælighed er bankede gennem hans åre når han så hende, når han rørte ved hendes månegrå pels. Altid ville han kun kunne mærke spændingen.. Han ville overleve på den magt han havde over hende, han ville overleve på hendes falske drøm.. Hun ville aldrig vide noget, ikke før han smadrede det hele for hende.. Han mærkede hvordan hele hans krop skreg på at gøre det. Det ville blive godt. Han ville blive hendes gud. Det eneste hun tilbad, hun kunne blive den gudedatter hun i virkeligheden var. Hun kunne blive den der altid var ved hans side. Det var utroligt som man kunne fænge andre, fast holde dem i noget, som ikke var sundt for nogen. En afhængighed ville ødelægge ens liv, men at være afhængig af én skabning.. det var langt værre. Det ville rive ens verden ned. Det ville skrue skruerne helt rundt i hovedet på folk, de ville ikke kunne trække vejret uden deres livskilde. De ville dø, visne hen, måske endda begå selvmord, hvis de mistede den ting, der fast holdte dem her. Hvis den forsvandt og de intet havde.. Det var forfærdeligt. Tortur. Den smerte og håbløshed der blev skabt kunne føre til en hård, kold blodig dræber eller en skabning der for altid ville være fortabt i minder fra fortiden, ude af stand til at bevæge sig videre frem. Det var sådan et stadie han håbede at fange hende i. Lukke hende inde i minder om ham, kun ham. Gøre hende ude af stand til at kunne bevæge sig videre i sit liv, skubbe hende ned i et hul af mørke, et evigt tankehul om ham og hende. Dem. Alt andet var ligegyldigt. Ligemeget hvor mange tåre hun så end måtte græde, så ville han ikke slippe hende ud af den kasse. Lige meget hvor meget og højt hun skreg, så ville hun aldrig kunne knuse væggene. Intet ville kunne redde hende. Der ville være de der kunne gøre det hele lidt lettere, men hun ville for altid være fanget i en evighed af dulmet smerte, der brødløs og blev forvandlet fra indre smerter til fysiske smerte.. Som en vulkan..

”Du må ikke undskylde.. Min Lille Måne.. Du har intet at undskylde for..” Han sank en klump i halsen og de sorte øre blev vippet bag ud.
 ”Det er ikke din skyld.. Det var hans, Drachmas..”

Hans gule blik blev skudt ud til siden og hans stemme blev forvandlet til en hvisken, da han sagde den sidste sætning.. Som var han bange for at han skulle blive overfladet..
En af de ting der gjorde, at han var så fornem en bedrager, var at han vidste, at for at kunne lyve, så måtte det blive sandhed for en selv. Man måtte lyve for sg selv, indtil man troede på det. Selv hvis det kun var på overfladen man troede på det, at man inderst inde godt vidste det var en løgn, så måtte man tro på det. Først når man kunne dette, så kunne man lyve den af blive opdaget. Man ville kunne stå ved løgnen og stadig fremkalde de følelser der ville blive vist på overfladen. De der kendte en ville kunne se igennem én, hvis man blot sagde noget, men ens kropsprog sagde noget andet. Det var lidt det sammen med mødre. De kunne fornemme, hvis deres afkom eller elskede var i fare. De ville kunne mærke, at der var noget galt. Det var et instinkt. Ikke alle der turde tro på det, men de der gjorde, de ville kunne redde deres afkom fra dem selv, de ville kunne fornemme at de løj. Derfor måtte man tro på sin løgn for at den kunne blive til en virkelighed for en anden.. Ligemeget hvor ubetydeligt det kunne være, så var små ting, en bevægelse, et ord, der kunne knække ens løgn. Han troede på han var Amoris. Han troede på at han elskede hende. Han elskede sit mesterværk. Han elskede at han stadig havde lov til at færdig gøre det han havde startet på for så mange år siden nu.. Det var efterhånden meget langtid siden deres første møde på Freedom. Åh den skillevej havde været alt afgørende for hende.. Og ham. Han havde åbnet øjnene og set. Set at hans broder ikke var andet end en svækling. At han ikke var andet end et skvat. Han var værre end hans søn The Dark Dream! Den fugleunge kunne til enhver tid overgå hans svækling af en broder. Der var jo en grund til at han havde styringen i denne krop. Amoris var for svag til det, ude af stand til at tage de beslutninger der skulle tages!
Han pustede let til hendes røde pandelok. Så finhåret den var.. Han tral vejret ind. Hendes duft blev overdøvet af stanken.. Han ville have rynket på næsen og fnyst, men nej. Denne stank var ikke noget han kunne lade splitte hans billede ad. Det var en bagatel. Desuden var der en måde den kunne fikses på.. Var det ikke det alle hopper ønskede et eller andet sted i deres liv? Noget der bandt hende og hendes elskede sammen, gjorde den til familie, en fysisk bevis på at de elskede hinanden. Meget kunne man sige om ham, men han var og blev en loyal hingst, når et af hans ofre ventede sig. Dog var hans første fødte søn blevet en fejl. Han have været et eksperiment. Hans moder havde fejlet ligeså. Ligeså havde han. Han skulle have taget ham til sig og oplært ham, men han havde lært af sine fejl, fejl der aldrig burde være blevet begået. Unge Abaddon så ud til at udviklet sig helt efter planen. Dog ville han være tvunget til at lade hans mesterværk forblive i sit imaginære slot.. Hvilket betød at hvis han gav hende en gave, gav hende et afkom.. Så ville det blive opdraget med et sæt forældre der ville forgive at elske hinanden. Lykkelig. Hahah! For helvede, det var perfekt. Ikke nok med at han ville få hendes verden vendt rundt, han ville efterlade en ung skabning med alle mulige spørgsmål, efterladt.. Der ville nok blive forventet at denne gik i sin faders fodspor, som alle de andre. Hvor ville dette blive godt. Så åndssvagt morsomt! Et blidt smil lagde sig om den sorte mule. Den var ved at blive lysere, mere over i en støvet sort end den nattesorte farve, den havde været. Han lod den hvile blidt mod hendes næseryg.

”Undskyld, min Måne. Rosenbladende skal aldrig visne væk igen.. Jeg vil ikke tillade det.. ”

Han svang kort med den falmede, laset hale. Så tynd den var blevet.. Ligesom ham. Tynd som et skelet. Musklerne gjorde ham ikke pænere at se på. Så ulækker og makaber. Uvirkelig var han at betragte. Et mareridt taget ud af en fortælling. En man frygtede skulle kidnappe en om natten, en der blev brugt som en trussel.. Ikke prinsen, der reddede prinsessen fra sit fort. Nej. Det passede ikke sammen. Han ville gå langt for denne dans. Denne sidste dans..
Han hævede hovedet igen og betragtede hende. Hendes ben var såret. Ikke så slemt, men det var tydeligt at de var ved at hele gamle sår, mens der var frisk skorpe på nye. Så stakkel en skabning hun var.. Han sænkede mulen ned til hendes ben og duppede kort mulen på dem. Så sårbare.. Så skrøbelige. Hans lille glasbarn. Hans masterpiece..

”Jeg har savnet dig.”

Savnet var så smertelig tydeligt i hans stemme. Forfærdeligt at være vidne til.. Som et barn der ej længere kunne finde sin moder. På kanten af sig selv, men alligevel fanget i midten af sin egen orkan. Der hvor alt er stille og ingen harme er. Orkanens øje..

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Blind. Blind og naiv, havde man nogensinde været andet? Der var chancen for at Caeli ville se snyderiet. Chancen for at hun ville skue igennem, når hun forstod sig selv, når hun forstod at rosenbladene netop var visnet... For allersidste gang. Den smerte det ville være at bære, ville ikke stå til lige med noget andet. Lad os se det som det er netop nu. Caelis sind er sløvt, svagt. Hun ser illusioner for sig. Følelser hun ikke troede hun rummede rasere hendes indre, får hendes øjne til at glimte på nye måder. Hun er svækket af sine skavanker, flyttet fra al tryghed, mødt skylden til hun bad Amoris forsvinde... Og nu. Netop nu havde hun sanset ham. Hun havde sanset ham i en sådan grad at hendes hjerte næsten gik i stå af forventning. Det havde også været ham. Men da hendes blik vendte sig... Var det ikke længere Amoris. Hvis hun lod sig selv føle igennem, hvis hun nu ikke var så sløv... Måske da ville hun se helvedes galskab bag de blide øjne, se skuespillet i det tynde ansigt, og opdage at himlen var langt, langt væk. Men hendes hjerte ville ikke kunne kapere den viden. Han snød hende. Og som hun altid havde gjort var hun villigt offer for ham, også for hans skuespil, hans illusioner, alt det han satte op for at give hende indtryk, følelser, for til sidst at smadre alt han havde skabt. Han var syg. Bidt af noget giftigt, der gik ind og brændte alt godt op. Det måtte ligge og syde dybt i hans kulsorte hjerte, indtil den sidste lille pumpende røde del forsvandt, og hjertet blev til en altopslugende tornado. Caeli brummede stille.

Mon hendes tåre betød noget for den sorte djævel? Kunne han føle noget, kunne man prikke til det kul i hans hjerte der forstende enhver form for bindende følelse? Nok med at man kunne slå hjerteløst ihjel hist og her, men han kunne med garanti også slå Ducan ihjel med latter. Hende? Måske ville hendes død blive under hans leende ansigt. Hvis ikke hendes lille spinkle håb om at undslippe sin skæbne blev til virkelighed. Det var spinkelt, ikke noget det var sikkert ville blive til mere, nogensinde. Men selv hvis hun undslap ham, selv hvis hun forsvandt fra hans torne og det stramme greb de altfortærende bølger havde i hende, og dybet under hende blev til land, da ville hun stadig være for evigt mærket. Hun ville altid være under den pinsel det var at elske ham. Selv når alt vendte op og ned. Hendes tåre ville stadig falde... Ikke bare falde, men styrte ned... ned omkring ham. De ville minde ham om hvad han havde gjort, måske ville han ærgre sig over aldrig at have gjort en endelig ende på hende. Måske ville han le i al sin sejr over hendes svage jeg. Men en lille del... bare en lille del af ham ville altid bøde for hvad hun havde gennemgået for ham.

Caelis tanker var langt borte nu dog... Intet tankehul fyldte det elskende sind der blev antændt ved synet af hans øjne. Hans blik fyldt med længsel. For at brænde igennem med denne, måtte han tro på det, så Caeli ikke fattede mistanke. Måske selv hvis hun fattede denne, ville hun ignorere den. Ignorere den for at leve i den blotte tro om at han elskede hende, om at det var Amoris. Så ville verden føles lettere... lige indtil han knuste alt på ny. Caeli anede at de sorte djævle også ville hungre efter hende. Efter noget andet end hendes kærlighed, hendes øjne, hendes bløde sind. De ville hungre efter hendes smerte, leve på denne, æde den, fortære alt godt og glædeligt i hende. Var det mon muligt at slukke Caelis månelys? Nej. Ikke så længe man ikke tog alt fra hende. Dawn. Ducan. Amoris... Hendes bløde mule formede en sukken, og de glødende øjne var spændte efter hans stemmes svar på hendes ord. Hendes undskyldning.. Aldrig ville hun bede ham forsvinde igen. Aldrig ville hun lade ham lide den skæbne indeni sit eget sind. Hendes brunst føltes for en gangs skyld god. God. Det var Krystallernes fortjeneste. Hun vidste de tikkede hende, bad til at hun ville... Hun sank svagt. De svage ben hun stod på bød hende intet godt. Der var ingen garanti for hun overhovedet kunne holde til nogen belastning. Men... Føllet borede sig vej ind i hendes øjne, som om det spejlede sig i disse.

Hans ord nåede hende, og i en svag bevægelse klemte hun øjnene sammen og nikkede svagt. Det var den uhyggelige sandhed, den hun troede på nu, hun vidste ikke besked, og stolede blindt på sin kærlighed. Hvad var det Dawn havde sagt? At kærlighed gjorde blind? At når hun var klar ville han tage hende væk. Hun pustede ud, lukkede øjnene op og stirrede ind i hans. Som en lille mægtig Gudinde, der stod stærkt på ødelagte ben. Hun så hans blink, så hans frygt for at blive overfaldet. Og hun vidste det, hun vidste at han uden videre kunne blive overrumplet. Dog ikke udefra. Indefra. Det var langt værre... han var jo selv inde i vulkanens midte, sommetider eksploderede den. Han kom nok kun op til overfalden, så lyset... Himlen. Regn? Himlens regn? Men forsvandt ned i dens dulmende mørke igen. Tilbage til sine lænker der holdt ham fra hende. Hun lagde mulen selvsikkert på hans skind, fik lyst til at redde hingsten op fra helvede. "Du må ikke give slip... Bare vær her ved mig, Amoris. Jeg elsker dig." Caelis øjne var fast låste på sit mål, det glimtede i hendes øjne selvom hun ikke vidste det. Ønsket. Forførring. Hans mule der pustede ud i hendes pandelok. Det var fortryllende. Hun kvalte den svage del af hende der råbte op og sagde noget ikke var som det skulle være.

Det var sandt at Caeli var afhængig. Hun var så afhængig af de vægge han havde lavet til hende, burret han havde smidt hende ind i. Smerten han havde påført hende, drømmene han havde givet hende, håbet han havde næret hende. Så afhængig af den ene skabning der indeholdt mere end nogen ville drømme om. Men hun var jo i stykker. Hun var jo ødelagt i ensomheden, ødelagt af sin åbenhed, sit hjerte, sin elskede. Hun elskede den måde han lo sygt på. Elskede den måde øjnene glimtede på, så hun ikke vidste om hendes sidste time var kommet. Hun satte ham højt op i skyerne. Lod ham være hendes marionet fører. Hun var en lille dukke i tråde. Men hun var ligeglad. Hun veg ikke. Men følte han hende overhovedet? Følte han hendes kærlighed, tog han den nær, var der en lille insiterende flamme der brændte? Så intenst. Så livagtigt. Eller var alt hun hvade givet ham mere sindssyge, mere vanvittighed, havde hun opfyldt et ønske om at smadre flere sjæle? Hun vidste hun ikke var den eneste. Skulle de ikke visne igen? Det kunne hun næsten ikke tro på. "Aldrig visne... Din Lille Måne ved at de må visne. At hun må kravle op igen. Overleve. Hun er blevet stærkere. Klogere. Men dog... Kun i sindet." Caeli så ned af sin egen krop med tåre i øjnene, hendes læber blev presset smerteligt sammen. "Jeg elsker dig jo." gentog hun hviskende og øjnene synes at udtrykke hver mening ordene havde. Hun pustede besværet ud over hans pande, mellem hans gule, smukke øjne. Udpustningen fik hende til at føle sig så svag. Det gik ud i hendes ben, hun var så blød hun kunne knække sammen. Splatte ud. De ville le...

Hans mule der berørte hendes ben. Hun følte sig som en medalje. En han kunne betragte for evigt. For hun ville aldrig vige. Hun var som en sejr der fulgte ham resten af livet. Men hans liv synes kort. Hans krop så tynd og halen så få hår, farven så mat... Hun hørte hans ord om savn. Det var så tydeligt i hans stemme. TÆnk om han skulle forsvinde for altid. Inden føllet. Inden Amoris kunne sejre, vinde månelyset tilbage. Hun lukkede øjnene. Så bort. Slog bevidst med halen, selvom hun vidste at duften var mere end byrde end en forførrelse mod ham. Dog. Kropsproget signalerede ham. "Jeg har også savnet dig..." hun lukkede de glødende oprørske øjne op. "Jer." tilføjede hun. Hun brummede og vendte ansigtet langsomt mod ham igen. Hendes mule gled ned over hans hals, som hun kom et skridt nærmere. "Kan du huske da jeg fortalte dig første gang... At jeg elskede dig. Alt ved dig?" bragte hun stille op. Hendes øjne var målrettede. Alle problemerne, al smerten og al uroen synes at flyde rundt i baggrunden. Væk. Omkring dem. Alt var stille. Der var et ønske. Var det fælles?


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Han bevægede sig som en slange, en slange i Edens have. Eden havde aldrig været smukkere, aldrig havde den været smukkere i dens forfald, men for at kunne bygge den op. For at kunne lokke de små dyr, beboerne, træerne og ikke mindst de svulmende bjerge og de bakkede landskaber, da måtte han bygge en facade selv de originale beboer ikke så meget som ville tvivle på. Han måtte bygge facaden og pynte den med guld og diamanter, men selv de mest perfekte ting har deres fejl. Der var ingen definition af perfekt, ikke en der var indforstået hos alle individer, alle havde deres egen definition af perfekthed. En perfekt maske var en der var blevet skræddersyet til lige præcis dét offer, en der havde fejl her og der, en der havde gode og dårlige dage, en der var menneskelig. Det var en maske man kunne kalde sin ven, sin trofaste partner. Alt hvad man lige kunne finde på.. En personlighed, der var trofast over for sig selv ville ikke altid vise sig som det man ønskede, men det man havde brug for, mens en maske ville tage forme af hvad det var man ønskede sig allermest, ikke hvad man havde brug for.. Et tricky spørgsmål, for man følte at man manglede denne personlighed eller ting i sit liv, fordi man ønskede dem der, mens dette ønske gav dem skyggeklapper på, så kunne den korruptere, harme og føre til fald, mens det man havde brug for desperat forsøgte at fange deres opmærksomhed, uden held ville det stakkels offer altid huske hvordan man var blevet svigtet, blive ændre. Det man så mest havde brug for var efterladt med alle stykkerne, som ikke altid kunne samles igen.. Beklageligt, men det var sådan verden nu engang var. Sådan var skabningerne der vandrede her. Han havde lidt til overs for de helte, der forsøgte at samle stykkerne op og samle dem, de var altid en trussel, ligesom så mange andre indflydelser var. Hans kære lille skabning kunne jo få indflydelser fra alle sider, hvis hun veg fra hans side i længere tid, især hvis hu vandrede med gamle bekendtskaber, der elskede hende og ville få langt for at beskytte hende. Dog de fleste ville vide, at de skulle holde sig borte.. Han var ikke ligefrem en der holdte nåde frem til de der forsøgte at rive fra ham hans værker. De var hans og jo længere tid de var i han magt, jo større en ejerskabs fornemmelse fik han af dem. Det var en stor del af hans vanvid. Det kunne skrue skruerne lidt for stramt og han kunne slå fra sig i et farligt angreb..
Ligemeget hvor meget hun så en græd, så blev det blot opslugt i hans sorte hjerte. Hvis det ikke var blevet forkullet endnu, så ville de nok komme utroligt tæt på, når han betalte ved første kasse ofr sin forbandelse. Ville der mon ske noget, når han tog sit første offer? Kaniner og andet småkravl var visnet bort fra hans kæber, som han havde forsøgt sig med alverdens ideer.. Dog det ville åbne for så mange muligheder. Han ville kunne synke tænderne i hans ofre og leve med en smag af sød jern i munden. Hans rosenvand ville altid være til hans rådighed.. Han slog kort med halen. Troede hun ej på ham? Han kunne nærmest fornemme at hun tvivlede. Så langt ud havde han drevet hende. Til det punkt hvor hun ikke længere turde tro på at han var var han bror. Troede hun virkelig at hendes elskede var så svag? Han havde faktisk lidt af en rap kæft, når han først var vidne til smertefulde ting, især når det var imellem hans kære brødre.. Den stakkel skulle nok få sit ønske, lige som hun.. Hun var blevet lovet et ønske. Et ønske af Adorie, halvguden. Hvad hun ønskede ville være en overraskelse, dog.. Han havde lige så fået et ’ønske’ til delt..
Han havde rigtig nok lukket og låst hende inde i en kælder af grumme sandheder. Hun var en måne der, men som enhver anden skabning, så kunne man ikke leve på månelys og kærlighed. Ligemeget hvor meget kærlighed så kunne mætte, så ville det aldrig være godt nok. Det ville kun mætte den mentale sult, hungren efter at være til nytte, efter at betyde noget. Betydning.. Det var fantastisk hvad nogle få ord og handlinger kunne få andre til at tro.. Lidt beroligende ord om at man var ved dem og ikke ville efterlade dem alene og så havde man allerede fået bygget sig et fundament for en galge. Hvilken smuk kreation.. Man kunne hænge der og dingle, dingle og kæmpe for liver i et sidste forsøg, inden ens rygsøjle skiltes og trak nerve trådende over.. Knækket.. Bedre et rus fandtes næsten ikke.. Så.. Beroligende. Et hult knæk, der kunne få det til at gibbe i folk af ren forskrækkelse. Forskrækkelse over at livet faktisk kunne ende så hurtigt og så ynkeligt. Man havde oftest en forestilling om at man enden døde i selskab af sine elskede eller i færd med at beskytte dem. Det gjorde ligesom det hele lidt lettere. Det var ikke nær så slemt at visne væk, når man vidste at man i det mindste havde forsøgt. Havde givet sit liv til det man elskede. Hmm.. Ligesom soldaten gav sit liv for sit land og sin familie i landet, så ville han ofre lidt af sig selv, ofre det for at hun kunne tro ham. Ville det ikke gøre det lidt lettere? Dog.. Han kunne også blot lyve hende op i ansigtet.. Selvom denne drøm nok var for sød til at han ville spise den, så kunne han altid prøve. Han var og blev stærkere end hende, hendes leder ligeså..
”Je.. Vi er her..”
Det var en mærkværdig stemme. Knækkende, en anelse raspende, men ligeså fyldt med kærlighed, den særlige varme, der altid var indpakket i et mørke. Det var ikke Drachmas, Monsteret, der brød igennem, den var Insanus, en der ikke havde set lyset længe. Han var tør i halsen og ligeså var hans hove.. Han var den blodige hingst, der havde slagtet om og om igen, hans hove havde han svoret aldrig skulle være tørre, men altid vædet og plettet af blod. Hans og andres. Men mon ikke dette var en dag, et møde og en tid, hvor alle plejer var blevet ti plejede? Han var en ny skabning, en ny Insanus Amoris Drachmas. Han var den sammen, men ændre, som en sten under tidens og vandets hammer. Caeli var noget man let kunne beskrive som vand. En lille vandløb i en verden fyldt med store, små og mellem vandløb. Hun var lille og smal, hun løb sin vej, snoede sig af sted, faldt ned af små sten i et smukt vandfald, der fængslede og fascinerede iagttageren. Der var intet at se med det blotte øje, men vandet var umådeligt stærkt. Det løb afsted i eoner og den første tid var de store sten det samme som de altid havde været, men så, efter lang tid, da ville man kunne se og mærke forandringer. Man ville kunne finde en skål der buede ned ad, der hvor vandt løb. Det var et bevis på, at selvom man ikke lige kunne se eller føle forandringerne, så ville de sten der blev slidt af vandet, aldrig nogensinde blive til de samme sten. For altid ville de blive slidt ned af vandet, for det slog ikke bare lige sådan væk fra dens vej. Der skulle indgriben fra andre kræfter til, hvis sådan noget skulle ske.. Ligesom han aldrig helt ville være den samme hest som vandrede ind i Proelio for så mange år siden.. Han ville aldrig helt torturer på sammen måde, han ville aldrig helt gå af den samme fremgang sti, som han gjorde for så mange år siden..
Det kunne diskuteres om hvor viddt han var blevet mere blød i hovedet end han havde været før han mødte hende, men det kom også an på hvem man spurgte. Man sagde en stjerne brændte stærkest på sit sidste minut.. Disse tider, disse planer, hvis hun valgte at køre med på toget, så kunne hun få noget der mindede om et liv i lykke, som hun kunne være stolt over at fremvise til sin moder, sin fader, sin broder og sin søn. Han ville være ude for fare, så længe hun lege med, så længe hun stadig var hans. Han så helst dette var sådan det skete, men valgte hun at gå imod ham, så skulle hun skam nok få hvad hun ønskede. Sin gamle sorte skønhed, der blæste væk i vinden på en sindssyg bølge af blodtørst. Hun ville falde i den blodrus, hun ville ikke overleve en løssluppen Insanus. Hun ville ej kunne over leve at løbe fra hans tynde kadavar, men ej heller ville hun nok gøre det. Hun ville nok blive g tage ethvert slag og ord med oprejst pande i måde fysisk form og sind. Hendes tårefyldte øjne og hendes opgivende pust mod hans pande fik ham til at se længselsfyldt på hende. De flammer der engang havde sat hans sind i brand måtte jeg brænde længere, hvis der var noget der overhovedet trak vejret og tilførte sådan en ild luft, så var det Amoris og hans skyts soldat. Hans og hendes spøgelse.. Der var ikke meget tilbage af hvad den stakkel sjæl, han ventede nok blot på en evighed i ingenting eller hvad der nu ventede de der var solgt til Helzlori. Hvad gjorde han med sjæle der indgik i handler? Han skulle nok finde ud af det før eller siden.. Hun virkede så svag.. Så blød og lige til at fordøje.. Fordøje uden problemer.. Dog.. Det var ikke sådan han havde tænkt hendes ende. Nej hun skulle drukne i hendes ensomhed, når hun nåede så langt. Først. Først skulle hun elske og møde intet andet end glæde og gengældt kærlighed omkring hende. Andre ville advare hende, sådanne fugle som Dawn, han ville forsøge at suge giften ud af hende, men han var nok ikke den eneste. Hendes familie, resterne af den der var i Proelio, ville nok ikke ligefrem tillade hende at falde hen i hans arme uden at give hende nogle formanende ord med på vejen. Ligesom de nok allerede havde gjort. Han skulle nok sørge for hende..
Han trådte tættere på hende. Lod den sorte, magre skulder let mærke hendes varme og det store, sorte hoved blev let lagt på skrå, som han så ind i de tåre fyldte, vulkanske øjen med intet andet en anger, men også en behagelig varme, der skulle forsikre hende om at han var her og han gik ingen steder. Aldrig igen.

”Og se hvad det har gjort ved hende.. Min lille Måne har ikke brug for de skrammer.. De kratere der former hende gør hende kun smukkere, da hendes lys aldrig brænder ud… Dog Den Lille Måne går så let i stykker, hvis den tager for mange slag.. ”

En øm stemme, der ej vidste om den skulle knække eller hviske længere, varmen dansede som tråde gennem mørket og fyldte det med en stemning der var langt mere behagelig end den kulde, der lå ham til at snakke med. De ord der forlod hende mund om hvordan hun ligeså havde savnet dem var ingen overraskelse, han havde haft travlt, ikke noget stort, men stort nok til at han ikke havde opsøgt hende. Det var tydeligt at hun var tættere på at blive til noget andet. Til noget der mindede langt mere en Dronning eller en Gudinde. Begge ting var hun, hvis det var det hun ville. Hun kunne fange andre i hendes røde lokker og med det oprørske, levende blik. De vulkanske øjne var aldrig noget man ville sige nej til. Hun ville let have kunne charmere sig ind på den brune hingst, hun havde Ducan med, ingen sag for hende. Dog var det ikke af hans erfaring, at hun brugte hendes charme. Synd, men det var skam altid noget, at hendes underbevidsthed kendte til den. Den måde hun holdte sig selv på, blikket, der syntes at synge om alt mellem himmel og jord inde bag irisserne.. Den sorte mule mødte kort hendes bløde, lyse mule. Hun var så blød en skabning sammenlignet med ham. Han var knoglet og ikke spor blød at røre ved. Hans pels var gråsprængt, ribbenene var tegnet og hovedet var i sig selv et kranium der så for stort ud til hans krop.. Hvordan han havde formået at sno sig ind og ud af andres sind var lidt af en gåde, man kunne vride sin hjerne med.. Man skulle ikke spørge ham to gange om han huskede noget, for det gjorde han. Han huskede den første smag af blod i denne krop, han huskede første gang han slog et føl ihjel, han huskede hvert et ord. I hvert fald dem han mente var vigtig og kunne bruges en anden gang. Han brummede mørkt og kærligt fra den sorte mule.
”Hvordan ville man kunne glemme det..”

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Hvorfor var det sådan. Hvorfor havde hendes unge lovende liv været så fyldt med tomme løfter? I denne stund, i dette nu. Hun burde være blevet til andet end en hingsts slave. En hvis sjæle var så vidt forskellige, hvis hjerter var så sorte, og indelukkede at de færreste ville nå dem, at de ikke ville elske nogen... Nogensinde. I hvert fald... Det hjerte der gjorde kom næsten ikke frem. Hun smilede svagt da han sagde 'vi er her'. Hun hørte den knækkede stemme. Lyttede opmærksomt, men underbevisthedens tvivl nåede ikke overfladen. Det ville betyde hun skulle bukke sig tvunget ned i knæ og i al sin trods over at have mistet det hun levede for endnu engang, tro på løgnene med dem alle sammen... Hvad ville der ske? Ske hvis hun troede på alle løgnene, lod sig rive med, og blive en del af det hele. Bruge den charme hun var velsignet med. Bruge sin bløde stemme, sit uskyldige sind, og for første gang blive skyldig? Skyldig i gerninger der gik over alt hun stod for. Den eneste gerning hun var skyldig i var sin egen skæbne. Hendes eget spildte liv, sin egen smerte.

*På den anden side af regnbuen Caeli... Du drømmer for meget.*

sætningen for pludselig ud af ingenting gennem hoppen. Folk troede på guld og lykke. På den anden side af regnbuen. For enden af denne. De søgte. Stræbede. Ledte i iver efter noget der var spundet af det purre opspind. Det var opfundet. Det var løgnagtigt, og folk vidste det godt. De drømte bare for meget. Og hvad nu hvis? Hvad nu hvis der var guld og lykke for enden af de fortryllende farver? Kunne man drage paralleler mellem denne søgen på lykke og regnbuens løgnagtige ende med hendes eventyr? Hvis man nu sagde regnbuen og alle dens striber var den sorte djævel. En stribe for hver sjæl... Regnbuens ene farve dumpede ned sammen med hende, dragede hende, lokkede hende med sin mystik. Den anden stribe dumpede ned, gav kærlighed og lovede lykke. Den tredje stribe faldt ned, og bragte sindssyge til drømmen der langsomt blev slørret, og man kunne godt se løgnen i det hele. Hun vidste hun søgte en løgn... Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis sindssygen havde en hemmelighed, et hjerte. En skat? En fjerde stribe slog ned og ramte hårdt med dens sandhed. Og langt over halvvejs over Regnbuen kunne hun ikke ændre sin skæbne sin søgen. Hvad ville der ske når hun fandt regnbuens ende? Hvad ville der ske når de farvestrålende stribers purre opspind, deres vide løgn ville ramme hendes toturerede hjerte?

*På det tidspunkt vil du give alt for at vende tilbage... Tilbage til regnbuens start, dens første stribe.*

Hvis blot hun kendte nøglen til alle hans mysterier. Kunne løsne hans sind, give dem deres kroppe tilbage, og værne om dem. Som en skytsengel. Tænk om man kunne genføde dem? Give dem en ny start. En ny start... Ønskede hun sig en ny start? Kunne hun dø og dukke op i en ny form, så ren og urørt af livets had og smerte? Og ville han da finde hende alligevel... Uanset hvad hun gjorde ville han altid have vandret med hende. Han kendte glimtet i hendes intense øjne, han elskede hende... en gjorde. Ligesom i en drøm. Det var sandt. Illusioner var spundet af drømme. Denne illusion, denne løgn han påførte hende var hendes drøm, og hun troede på den.

"Er i... Elsker du ikke mig?" krævede hun sagte at vide. Hun så dybt ind i hans øjne, og mærkede efter i den berøring de delte. Den føltes sortere end natten. Koldere end is. Men varmen der bredte sig i hendes krop var så velkendt, og hun fortængte alt mørkt, alt koldt fra sit sind, og lod varmen bruse. Lod sig mærke hans tynde legeme og tro på det bankende hjerte. "Elsker de mig?" hviskede hun mod hans øre. Hun krævede et svar. Ikke som i kommanderede efter et. Men som desperationen, fortabtheden, længslen. Den var ulidelig, og den krævede et svar, for ej at få et pyskisk sammenbrud. Det var ikke svært at forestille sig vel? Et sind der langt om længe knækkede for det hårde pres der blev lagt mod det. Måske. Tænk nu hvis hun brugte denne krævende side mere intenst? Tænk nu hvis hun stod op og stirrede ind i hans sjæl som om hun udlyste alt ondt i ham, og fandt den purre sandhed. Hun turde gøre det... Hun følte helt ude i de kolde hove, de blødende sår, den svage rygsøjle. Hun følte hvordan hun kunne gøre dette. Hvis hun bare ville.

Hun lyttede til ham. Lyttede til alt det han havde at fortælle hende, med den stemme der lød både som skulle den briste og hviske. Varmen stod igennem i spinkle tråde der drev mørket ud af hans stemme, og hun troede igen inderligt på løgnene. De våde øjne var svagt smilende. Hun sank en klump i halsen. Den tynde mule på det store hoved rørte hende, og hjertet bankede. Giften spredte sig fra det øjnene så, det ørene hørte, det næsen duftede, til hendes hjerne der godtog løgnen, videre ned gennem hendes følsomme nervesystem der overførte den kildrende følelse, den løgn... brændte helt ud i hendes allerede infekterede giftfyldte åre, ind til kernen af hendes forpinte hjerte. Den var i luften hendes lunger indåndede. I jorden hendes hove stod på. I de tåre hendes øjne græd... Overalt. Han lod hende komme ind, og se, og ud ønskede alle andre hun skulle komme. Hvis han fortalte hende den bitre sandhed ville hun tikke om en løgn... Han kunne ligeså hælde al hendes indvolde ud, den dag han brutalt flåede hjertet ud billedeligt talt... Men det ville skabe et rod han ikke kunne redde eller rense. Som hun fulgte ham farrede hun kun vild. Som de rørte hinanden, og hun forsøgte at komme nærmere, blev afstanden kun længere. Hun vidste for meget. Han vidste for meget. Ingen af dem kunne gå nogen steder. Fortjente hun ikke skrammerne? Havde hun ikke brug for dem? Det var disse hun havde lært allermest af. De var som hendes læremester. Dog... Caeli var så modtagelig igen. Modtagelig som et lille barn der blot indtog alle indtryk og troede godtroende på det dens forældre sagde. Som da Dream havde sagt de væmmelige ting til hende, der havde forudsaget hendes største forpinthed nogensinde. At føle sig som en ubetydelig genstand. Et meningsløst bytte. Situationen var dog anderledes. Det var hendes elskede Amoris hun stod med, og han udstødte hende ej, og kaldte hende en andens gave. Hun gik let i stykker. For for mange slag. Men det var de slag værd.

"Slagene kan undgås... Tror du ikke? Selv en måne har ar... Men dens lys blænder det skrækkelige, og arrene lyser som mørkere pletter. Hvad hvis hun gik ind i de mørke huller... Kunne hun... Blive stærkere?" Caelis stemme var på vildspor, ordene var uforståelige for de fleste, men han ville forstå. Dette var ligeså en chance for det onde i ham. En chance for at manipulere hende. For hoppen talte om at gå ind i sine egne ar, de mørkere dele af hende selv. Dem hun havde slåsset med da han mødte hende. Han kunne... Tænk hvad hingsten kunne få hende til at gøre. Og hvad der ville ramme hende, slå hende ud, når hun opdagede at hun var vendt tilbage til lyset og så. Så de slemme ting hun havde gjort. Påført andre den smerte hun selv bar rundt.

Hans mørke brum bekræftede at han huskede. Kærligt og mørkt spandt det i hendes ører og hun sukkede elskende da hans stemme svarede. Han ville jo ej kunne glemme det. Glemme hende. Vel? "Krystallerne vulkanens størkende døde lava har skabt har længe klirret i mit sind. Pint mig. Den kærlighed jeg giver til jer..." hendes stemme knækkede over, og de blanke drømmende øjne så forsigtigt på ham. Kunne han skue hendes mening med ordene? Skue ønsket i de drømmende øjne? "Jeg vil bære den... Elske videre..." hun slog med halen. Det klare blik var som krystal rent vand. Det var et åbenlyst ønske. Hun stod en anelse stærkere på de små ben, og indåndede hans duft, med en forførrende svag stønnen som hun lod mulen glide over hans pande, øjet, kæbelinjen, halsen. Den tjavsede man flyttede sig for hendes mule. Forstod de?

The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Drømme var nøglen til frihed.. Der var et utal af ensomme heste, der drømte sig til deres egen virkelighed i en anden verden. Han havde nok selv gjort dette af og til.. Ikke fordi det var noget han gjorde nu, det måtte have været en kort tid, efter hans tidsregning, hvor han havde haft brug for at drømme sig stil nye verdener, det var ikke ligefrem fordi at han havde haft noget imod, de han havde været omgivet af. Det havde jo blot været resterne af hans familie og en hoppe, der ikke kunne anden end at lede og inspirer ham.. Intet andet.. Han huskede stadig hvordan drømmende havde løftet hans tunge sind, et sind der kunne brække, så snart det fik et slag et bestemt sted. Der havde intet været tilbage af ham i langtid anden end nogle få stumper, der dog ville falde og smadres så ubarmhjertigt, så snart slaget kom. Aldrig havde han taget meget notis af fysisk smerte, men det havde altid været andre ting, som ord, følelser i luften og blikke, der åd ham op. Han ville nok være død af blodtabt, men dette ville først ske når hans inderste var tømt ud som indvolde på jorden og skyen, når den brød op og spildte al den vand ned over jorden. Det var hvem han ville have været, hvis han var blevet.. Ingen vidste det, men måske.. Dybt nede, i hans hærgede sind, der ønskede han at se en anden gribe den grå hoppe og rive hende ud af hans greb, stå foran hende og tage et hvert ord og et hvert slag der så end måtte flyve mod denne. At se at en anden havde viljen og kærligheden til hende, til at forsvare hende til det sidste, vise hende at hun ikke var ubrugelig, dum og værdiløs.. Hun var så skrøbelig.. Dog sagde man jo at man helst fandt sammen med de typer man kunne relatere til, hvilket også var grunden til at der fandtes flokke af heste, der ikke ønskede andet end blod og ødelæggelse eller venskab og kærlighed. Det var så forskelligt, men det var også derfor at man hadede andre, deres værdier var ikke det sammen, man så ikke tingene fra deres syns punkt eller noget andet. De havde deres egen personlige verden, ingen kunne direkte gå ind og ødelægge den verden, ikke bare lige med en handling, der skulle mere til, man kunne ikke knække en verden, hvor der kun var et individ. Man kunne først knække den når der var andre, så snart billedet blev større, der kunne det rives itu og brændes. Først der kunne der deles slag og ord ud, der ville gøre ondt. Dette skete ikke hvis der intet var at slå til. Var man alene og kunne drømme sig væk til andre verdner, da kunne man overleve alt. Ensomhed, ondskab, godhed, medlidenhed og hvad verden ellers havde at byde på. Ved at hoppe af toget, der hed Livet, så kunne man flyve i en verden der flød mellem et passivt koma og en levende krop. Det var ikke alle der kendte til denne tilstand, ikke alle havde brug for denne redning, nogen kunne gå igennem livet uden sådanne situationer, om de så end var forsaget af en selv eller af andre var ret så ligemeget, de var der og de der havde set de sider af sig selv vidste at verden var ond til kernen og der intet godt var i denne verden. Den lærte en et par ting eller to. Den havde lært ham at han ikke kunne vide sig sikker på noget, ligemeget hvor meget han prøvede, han kunne intet ændre. Så snart der var en ende der gav op, så snart der ingen var til at kæmpe, der havde den ene part vundet, om det så var det den havde brug for eller ej..

Hun spurgte, noget så bedende, så desperat.. Så desperat at hans hjerte nærmest slog et slag over i ren og skær leg og spænding. Lige så skrøbelig, som sjælen var, lige så stærk og udholdelig var den. Den kunne have slået sig om et mål og have det i et jerngreb, hvor intet ville kunne stoppe dens fremaddrift. Målrettet og ånden ville banke og pulsere i farver der kunne associeres med dens intentioner.. Dog ville en grund farve nok altid være at finde, en der farvede deres person, deres kerne personlighed. Den de var, når de var mutters alene i natten og i dagens lys.. Han lukkede let øjnene. Hans kære broer ville aldrig have tilladt at undlade noget, der var så vigtig for hende. De tre små ord betød noget for hende. Og ham. De betød noget for ham.. Noget der dog involverede blod og kaos.. En bedrøvet glød, der skinnede med en let undertone af svig og tab. Ha.. Troede hun virkeligt at de ikke elskede hende? Hun stod til deres rådighed, stod villig til at underligge sig hans tortur, ved deres mindste vink.. Han så på hende, det skyldte ha hende, som en sølle tak, mens hans blide stemme indhyllet i den mørke varme, brød den larmende stilhed, der havde været alt der mødte hende efter hendes ord i hans øre.
”Vi elsker dig. På hver vores måde.. ”
En let pause lød mellem dem. Hans gule blik flygtede kort rundt, inden de fandt ro hos hende. Fandt ro i hele hendes skikkelse. Hende måne grå farve og de orangerøde øjne.. Især de orangerøde øjne.. Som en rød solopgang.. Han pressede let siden af mulen mod hendes kind. Han sugede varme til sig, sugede hendes varme og den evige tryghed om at hun altid ville være der, at hun aldrig ville gå nogle steder, til sig. Som var det en livsline, det eneste der kunne holde ham oven vande lige tids nok til, at han kunne få luft nok til, at overleve vandet mørke lidt længere.. Den varme, bløde kind, hans livsline. Den der havde båret tåre, som jorden bar dens floder. Ja, selv nu truede de fortabte øjne at spilde deres af sjælens floder.. ”Jeg elsker dig… ” En hvisken. Ikke andet. En lidende hvisken, der ikke bar et eneste spor af den kulde der dominerede hans sind, det sind der ikke følte. Det sind der for altid ville være fortabt i en drøm, en levende skabning i et evigt koma..

Hans sorte mule lettede presset fra hendes bløde kind. Gav slip på linen og lod sig selv drive igen. Fore vigt tabt i det uendelige kaos, der omgav ham i hans sind. Hun var så unådig.. Hun var ligeså ubarmhjertig som han.. Hun var ikke blevet formet til at dræbe, men hun kunne i den grad, hvis hun blev skubbet ud i en situation der krævede det. Gav hun ham chancen kunne han plette hendes rene sjæl til med blod. I hvert fald det af den, der ikke var spoleret af hans mørke. Åh så skrøbelig en sjæl. Holdt sammen af intet anden end sikkerhedsnåle og plaster. En ting kunne skære det hele over og efterlade hende i et ynkeligt stadie. Et stadie, hvor hun nok ville indse, at et evigt koma var bedre end en evighed i paranoia, smerte og krig.

Han bevægede sig, om det så var muligt eller ej, et skridt tættere på hende. Hans sorte, tynde skind mørkede hendes varme og hvordan den spredte sig over hans skind og hvordan hans organer og hele hans krop enligt bare sukkede af ren og skær lettelse over at mærke varmen. Den varme han ikke selv kunne producere uden at tage døden i hånden. Noget han nok allerede havde gjort, da han mødte selveste Helzlori. Zombien.. Enhver kilde til ekstra varme var en gave til den sorte hingsts krop. Til ham var kropskontakt ofte noget der blev afskyet af andre, da han var noget så forfærdelig kold. Hans pels var tyndere end de fleste og han var ingen skønhed. Hans sind.. Hans sind var hans eneste skønhed nu. De der så den i dens frodige have med tornede rosenflod, der snoede sig over alt, spundet af løgne og var kun et smukt dække for den ondskab og dødelig gift der lå gemt i bladendes skønhed. Der var intet der kunne stoppe de kære roser fra at sno sig om halsen på deres ofre, hvorpå de blot lod deres torne gennembore ofret.. Hendes ord fik kort hans sind til at spille i forskellige nuancer af en blåsort flamme, en der lignede den der engang havde brændt, som en steppebrand, gennem hans sind. Dog var den langt fra den samme. Den dansede på sådan en måde, at man ikke var i tvivl om at hendes ord var nogle der morede ham ubærligt.. Ikke et eneste spor af flammen i hans sind blev vist. Ikke en glød sprang fra rammen. Hvis han ej havde tænkt sig at gå i gennem med hans plan, så havde han taget dette tilbud og givet hende alt i verden. Ladet guld regne ned over hende. Han ønskede dog langt hellere at fryde sig over hendes ansigt, når løgnen gik op for hende, når teater stykket var over og tæppet gled for, der ville han le. Han ville le og danse som aldrig før.
De gule øjne spillede let i nogle fascinerede toner. At hun var villig til at ofre så meget overraskede ham ikke, men han var ikke ham selv. Han var hans bror. Hans broder ville aldrig lade hende gøre noget så forfærdeligt..
 ”Alt slår.. Intet kan undgås helt. Månen har kun de ar, som natten ikke kunne skærme den fra.. For ligemeget hvor meget den havde syntes at pakke den altid lysende måne ind i sit tæppe, ligemeget hvor tykt et lag… Der fandt meteorerne den.. Blev Månen en del af mørket… Hvem skulle så lyse for verden og lede de faldne hjem?”
Hendes var på vildspor. Hans var lige i hælene på hendes. Fuldt af en rød tråd, der kunne lede ham tilbage, så snart han havde hævet hende tilbage. At gå ind i ens egne ar var svært. Svært og utrolig ubehageligt. Noget man helst skulle undgå, da det kun endt ud i onde, onde ting. Både får en selv og for verden omkring en.. Det kunne kaste en ind i noget besynderligt, noget der mindede om et skab, hvor den eneste vej ud var gennem et spejl. Et spejl der var solid, indtil ens anden spejlbillede dukkede op og lod en igennem. Hvad man så vågnede op til på den anden side af spejlet var uvist. Blev man ikke forvirret og skør nok af at gå frem og tilbage mellem de to stadier, så ville kontrasten mellem de to steder og de følelser den gav en være så stor, at man var tilbøjelig til, at blive i det sted der dulmede alle de onde, smertefulde ting. Forvirringen om hvad der var sket og hvor man var, ville også kun hjælpe med et drive en til at frasige sit spejlbilledes hjem på den anden side. Mange valgte at blive spejlbilledet og lade den hjemløse skygge af sig selv, få den verden man ej længere ville leve i..

Hvad der lå til grunde for den sorte hingst sorte, rådne hjerte, det var en han ej kendte selv. Dog følelser som var blevet glemt og lukket væk i et skab. De dryppede ud gennem sprækkerne ved hendes ord, hvert et af dem. Åh, hvor var det dog pinefuldt.. Hvad var? Hvad havde den størrelse at det kunne pine den sorte djævel, der stod her og nok skulle til at begå et af de største forræderier i livet? Hvad kunne pine ham, når han selv delte så meget pine ud? Du kunne jo se det på hende.. Så hvor meget hun ønskede at være hans og at han hendes. Hun ønskede og drømte. Hun så en flig af en virkelighed der kunne blive, men hun så også den flig af virkeligheden, hvor det ikke skete, hvor hendes krystaller stadig spillede deres pinefulde, længselsfulde sang, hvis man overhovedet kunne kalde det det.. I hendes kære, lille hoved var det nok mere en sørge hymn.. En uendelig lang stribe af lyde, der endte ud i at have en trist tone til sig. For hendes underbevidsthed var ikke ligefrem noget der kunne snyde. Ens krop vidste altid hvad der var rigtig og forkert for en. Dog havde alle stortset lært at gå imod hvad det så end var, hvis det ej levede op til normerne.. Hans hjerte havde ikke altid været råddent og sort. Man startede aldrig ud sådan. Man var ikke født med et sort hjerte, ens gener og miljø bestemte det. Han havde kun været bundet af en rolle, der aldrig skulle være ham givet. En bror, en far, en elsker, en soldat, en mor.. Alt sammen rullet op i en person, der gerne skulle kunne spille dem alle, mindst to. Det var hårdt. Presset havde vægtet på hans sind, stress havde fået hans hjerte til at galoppere som en horde af heste på flugt fra ulve.. Han havde kun fundet roen, når han hvilede i en rolle. Når han fik lov til at glide helt og fuldt over i en. For det meste havde det været soldaten. For få sekunder havde han fået lov til at følge en ordre og blot fuldende den. Indtil han så hans bror. En der krævede, at han kunne være et forbillede. Som en far. Stadig skulle han give ham modspillet fra en broder.. Og ikke mindst elske ham som en moder kun ville kunne. Så man på hvor de fire brødre var endt, så havde han kun taget alt for meget ansvar. Hvor var det ynkeligt.. For i sidste ende var han ikke andet end Amoris’ bror. De var vokset op side om side. Amoris opdraget af broderen han selv mere eller mindre opdragede. Alle havde haft evnerne til at slå ihjel, men et eller anden sted måtte han havde gjort noget rigtigt, for kun Insanus var endt som en nådesløs dræber. Fulgt efter hans største forbillede og bror.. Den anden rolle, der reddede ham og fyldte ham med en ren helheds følelse, var når han lod sig selv spille det spil han kørte med Melissa… Den fantastiske hoppe. Den hoppe der havde tøjlet hans forvirrede hjerte. Den hoppe der sendte ham afsted som en soldat, hans dronning. Havde han dog bare ikke følt det svig, der sved hans skæbnes lænker om hans hjerte, da han tiggede hende om hendes.. Tiggede som hun gjorde nu. Oh, hvor ville det dog gøre hende ondt, hvis han benægtede hende dette. Hun ville føle skuffelsen, forræderiet, smuldre. Når alt ens sind og krop levede for frastødte en, så gik an for alvor itu… Han kunne stadig pinpointe momentet i hans sølle fortid, havde han adgang til denne, hvor hans liv mildest talt endte. Midt i kampens hede.. Der hvor hun var smukkest, der hvor han kunne spille med musklerne og fratage alle, der nærmede sig hans dronning, livet.

En mur syntes at rejse sig.. Skylle alle følelser væk om det sorte hjerte, førte det tilbage i sikkerhed. De gule øjne blev blanke. Som var en hinde gledet over dem.

*Kend din plads, soldat.. Forsvind fra mit åsyn.. Din slange.*

Det var ikke andet end et kort sekund og nu var de tilbage til de blide, glødende øjne. Hvor ufatteligt det så end måtte være, så havde det sorte bæst haft ufattelige problemer. Han anerkende dem skam ikke, men han vidste heller ikke, at det han havde gjort, havde været en total uden for normerne, til hvordan man burde have reageret. Dog kunne man ikke helt gøre andet end at have ondt af ham, siden han i teorien tog sin faders liv for at beskytte sin bror og moder, på det tidspunkt. At han så var fyldt med skyld og følelsen af, at han absolut skulle passe på de tre andre og fylde de roller han havde taget fra dem.. En sørgelig historie, ja. Dog alt dette var ikke noget man nogensinde ville kunne finde ud af. Alle der kende til det vidste intet om det. Kun hans sorte sjæl vidste det. Benægtede det til det var en løgn og hans løgn var sandheden..

Volapyk i nogens øre, men forstået i andres. Hendes ord var et kodesprog for de fleste, men der var blevet en måde for dette par af fortabte heste, at kommunikere på. De forstod hinanden. Det meste at tiden.. Hun var gledet ned af øen, tilbage i det evige hav. Tilbage til kampen og bølgerne. Stormen. Orkanen fra Freedom raserede stadig i deres sind.. Den sorte mule kærtegnede den bløde næseryg, der havde det hvidlige aftegn. Så fint, så uskyldigt. Hvid. Ren.. Hvordan hun ville klare sig igennem en periode, hvor hun knap nok ville kunne gå, ville være et mysterium. Dog ville han gå helt til enden med planen. Han ville efterlade sig et mæle, der skulle tale om hvilken hest han havde været. Hvordan han lo, hvordan hu brød sammen, hvordan han efterlod hende i et stadie værre end dødens stille søvn.. Et brum forlod kort hans sorte mule. Så fin og ren, men alligevel var luften forpestet med stanken.. Den ødelagde hele billedet om en ren skabning. En glas skabning. Hans glas hoppe. Det slog ham kort at hans datter ligeså ville stinke værre end fælt i perioder, et bytte ville hun være.. Gav ham lysten til at begrave sine tænder i hendes hals og sørge ofr at hun for altid skulle forblive et perfekt stykke univers. Det han havde opdraget hende til.. Hendes bløde mule kærtegnede hele hans hoved. Bredte varmen fra hendes krop til hans. Den knoglede skabning gjorde sig let fri fra hendes varme korpus, så luften herskede mellem dem. De gule øjne studerede hende. Blot for at forsikre sig selv om, at dette var, det hun ville. At hun ville bære mørket.. At hun ville bære en skygge. Hun var skam grav alvorlig. Hun ville vel have noget at holde fast ved. Et bevis på at det mareridt af et eventyr ikke blot var en drøm.. En dagdrøm, hun havde levet livet i..

Han sagde ikke ord for, at svare hende. Han fandt det ikke passende at spørge. Alt han havde af spørgsmål lå i luften, i hans blik. Hans store hoved gled få millimeter på skrå. Den magre nakke knejsede let, inden han bevægede sig forbi hendes hoved. Gik med lange, smidige skridt ned langs hendes modsatte side. Lod den sorte mule røre hendes skulder. Kærtegne hvert et hår ned langs hendes bug. Den der var så blød og sårbar. Den hun agtede at fodre en skygge med hendes livskraft. Noget hun ikke havde så meget af. Ikke med de ben og led hun ejede. Så svag.. Et svagtpunkt i flokken. Han stoppede med siden mod hendes. Kort efter lød den velkendte stemme igen.
”Du vil ikke være i fare. Jeg vil være der. Hos din side. Altid.. ” Dette var ord der vile blive langt mere virkelige, end hun lige umiddelbart ville kunne drømme om.. Ikke blot var dette et løfte, men det var en sandhed. Han ville altid være der. Han ville altid være der til at minde hende om, at hun ikke kunne flygte. Aldrig nogen sinde.. Lige nu var det god noget andet. Et løfte om, at han ej ville forlade hende svag og alene. Selv hvis hun ej vidste, at hun højest sandsynligt ville være tvunget til at ligge ned det meste af tiden, så var den en meget mulig fremtid for hende.. En han intet havde imod. Han ville vide hvor hun var og have fuld kontrol. Dog måtte han fryde sig i stilhed og ensomhed – selvom han aldrig var alene. Der hvor mulen rørte hendes månegrå pels var det ikke andet end fjerlette berøringer. Han gav hende en mulighed for sige nej, for at vende sig væk. Ha gik ikke ud fra hun tog den. Hun var for stædig og målrettet til at gøre sådan en ting, når hun først havde besluttet sig.. Hans sorte, knoglede krop var godt nok dækket i muskler, der kun var der fordi han havde brug for dem, men hun ville ej skulle lide under nogen form for stor belastning. Han var praktisk talt blot et skelet med muskler. Ikke det tungeste i verden og var nok også noget af det eneste de svage ben hun ejede, kunne bære, foruden hendes egen vægt. De sorte bagben spændtes som de fik lov til at bære ham, inden han overlod det meste af hans vægt til hende. De spidse tænder forrest i munde på ham var ikke nogen han lod synke ned i nakken på hende, men han begravede nærmere blot mulen i hendes røde hårpragt, hvor den røde mans duft fyldte hans næsebor. Blokerede det meste af den forfærdelige stank.. Duften af hendes man, dufte af hende, gjorde det lettere at abstrahere fra stanken der omgav ham. Han bar hvad han kunne af sin egen vægt, som han bedækkede hende. Det var blot en handling, men det var en der gjorde, at han for alvor bandt sig til planen, der havde formet sig i hans hoved. Hvad de helt små detaljer var, vidste han ikke. Dog vidste han, at hun skulle få lov til at mærke hvordan det føltes at være elsket. Elsket af en hun ligeså elskede. Han brummede let og lod den sorte mule kærtegne det nederste af hendes hals, kort før han, men en smule besvær, gled ned af hende. Han stod lidt, hvor han blod hovedet hvile mod siden af hendes lår, inden han bevægede sig op på siden af hende igen. Hans kære Lille Måne. Han havde givet hende, det han aldrig selv havde fået. Han havde været et legetøj, en ting man morede sig med, så længe det var sjovt, men han havde nu engang brugt mange for hans egen morskab. Han ville bruge hende, ligesom alle andre. For at more ham. Han gav hende kun det hun ville have, så han kunne få hvad han ville. Det var en byttehandel lige fra første ord til det det sidste. Han gav aldrig noget uden at modtage noget. Dog syntes han altid at få så meget mere end det han gav. For han vandt hans skuespil hver gang..

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Når man vidste hvad andre drømte, vidste hvad der lå i deres sjæls dybeste længsler... Så var det op til en selv hvad man ville gøre med den viden. De fleste der fik adgang til den slags viden om andre var nok fortrolige venner. Elskere. Mager. Men nogengange kunne disse også vende sig mod en og blive en fjende. Måske fordi man havde gjort noget de ikke brød sig om? Det var ikke Caelis tilfælde. Denne hingst havde fået adgang til hendes drømme, dybe længsler, hendes sind, hele hendes væsen – for han bedre end nogen anden vidste at hun indeholdte meget mere end blot det svagelige lys månen kastede, dog noget så kraftigt over land, udelukkende fordi den var støttet af den altoplysende sol. Uden solen skinnede månen ikke. Der var mere og det lå i arrene. Det lå på den skyggeblottede side af den hvide måne. Det var mørket, og det kunne vokse, og han vidste det. - Han havde fået adgang til det, fordi han var flere i en. Den ene foregav en masse ting. Den anden var oprigtig. Det i sig selv var forvirrende nok. Tilføj to mere til forvirringen og du er ganske sikkert på helt bar bund. Men det var Caeli jo ikke. Hun vidste godt hvem hun skulle tage sig i agt for, hvem hun kunne elske til verdens ende, og hvem hun skulle elske med forsigtighed. Men hvis han løj for hende... Uf. Så blev det skummelt for han i sig selv kunne spille en masse masker. Og lyve det gjorde han jo. Det var hun bekendt med. Det var derfor den kolde følelse krøb op i Caeli. Hans adgang til hendes vilige slave sind, bundet til ham, gav ham al den viden han skulle bruge for at snyde hende. Det gav ham al den magt over hende han skulle bruge for at knuse hende. De drømme hun bar var både store og små, og han havde magten til at opfylde dem... Og destruere dem. Kunne hun have samme magt over ham? Nej det var en tåbelig tanke, men som hun havde følt før, vidste hun at det måtte være muligt at svæve op over hans afgrunde, ud af sin egen intethed, og ikke bare tæmme ham. Men styre ham...

Ligeså meget som en lille del af ham måtte ønske at hun blev taget væk og beskyttet, samt set efter og helet af en anden, mere kærlig hingst, ligeså meget kunne hendes betingelsesløse kærlighed skrige at hun aldrig ville forlade hans side. Den kærlighed brændte så indædt og intenst, at intet kunne stoppe den. Hvis øjeblikket hvor nogen kom og decideret tog hende væk, eller fik hende til at følge med bort fra hans kløer, og hun nåede at indse det... Der er nok ingen grænser for hvad den indædte kærlighed ville gøre for at stride imod. Den ville bruse al dens livsenergi ud i hendes krop, og få hende til at føle den vidlste magtesløshed. Intet andet end at være ved ham ville give mening, og hun ville skrige. Ak hvor ville hun skrige. Ingen fysisk smerte kan sammenlignes med den smerte det måtte være at blive ført væk fra alt det man havde en så stærk kærlighed til. Hun tænkte på Dawn. Tænkte på hvordan det måtte have været for hingsten at miste Inari... Det var Inari der ikke ville have ham mere. Hvordan ville det ikke være hvis Insanus pludselig fornægtede hende al kontakt med ham? At han bare smed hende ud... hun havde næsten følt det stik allerede ved Clear Ice, som havde han solgt hende til hans usle søn. Dream.

Caeli bemærkede at han lukkede øjnene og det rev hende ud af tankespindet. Hvorfor havde hingsten ikke husket at sige at han elskede hende tilbage? Hun følte jo også så tydeligt under al varmen og lykken den energiske følelse der forsøgte at trænge gennem hendes filter, at noget var forkert. Noget var gruende galt. Hun ville blot ej lytte, og lyttede kun til den intense klang af krystallerne der fortalte hende at det var nu det måtte ske. Det var nu hendes lyksagelige føl skulle skabes, der var ikke tid til pjat. Men det var ikke pjat der ventede hende når hun senere ville tænke over hvad det var hendes krop forsøgte at signalere hendes sind. Hans bedrøvede blik, skinnede med den lette undertone af svig og tab. Hun havde ikke bare spurgt om Amoris elskede hende. Hun havde spurgt til dem alle... Ville de andre le? Ville de le fordi de ikke elskede hende det mindste, eller fordi de faktisk elskede hende... Som et råvildt offer der villigt overgav sig til skuddet fra buen på strengen. Det flygtede ikke. Det lagde sig roligt ret foran pilens brod og gjorde sig mageligt klar til at tjene dens gerning. Dø. Var det det, alt dette skulle føre til? Hendes villige død? Nej. Det ville være for kedeligt for hans brødre. De ville ikke se hende dø før hun gjorde modstand. Den modstand ville give dem iver, lyst, intens jagt. Meget sjovere end at æde et offer der bare lagde sig. EN krybskytte ville jo ikke kunne prale af at have skudt et sygt dyr, der bare lagde sig til at dø for pilen. De ville kun kunne mæske sig i sejrens sødme hvis de havde jagtet byttet ned på egen hånd, og fortælle om dets vilde flugtforsøg og hvordan de mesterligt havde snydt det... Snydt det...

Hans stemme brød den stilhed der herskede så altfortærende imellem dem. Hun tænkte det nok. De elskede hende på hver deres måde. Hun var fristet til at spørger hvilke måder de elskede hende på hver især. Men spørgsmålet måtte komme et andet tidspunkt til gode. Hendes hjerte bankede i både fryd og frygt. Hvad var det dog for en impulsiv følelse? Frygt? Hun var ikke bange for ham. Men hun frygtede vel udfaldet af hvordan de elskede hende... Hun gøs svagt. Det var som om hans øjne fandt ro hos hende. Hans mule mod hendes kind. Den sugede næsten al varmen ud af hende, og hun forsøgte bare at give den. Give den til hendes modtagelige herre. Hun følte sig nødt til altid at stå her ved ham. Det var ikke en følelse hun ikke ville være bekendt med. Hun elskede den følelse. Hun gav den mere og mere liv.

*Altid en måne, fanget i mørket, altid en måne fanget i mørket* hun sank da tanken var tænkt ud utallige gange.

En hvisken af hans ord 'jeg elsker dig' lød og hun overvejede et flygtigt øjeblik hvad der ville ske hvis han sugede al varmen, al bevidstheden om at hun aldrig ville gå nogen steder ud. Hvad ville der ske når du tømte alt vandet ud af et bægre? Det ville være tomt. Dets væske og overdådighed ville være væk... Hvordan fylder du et bærger nogen har tømt? Du beriger det. Med nyt vand, måske endda vin. Så det er stærkere. Hans ord ringede i hendes øre, som det purreste guld, for det føltes i sandhed som sandheden. Hvis han tømte hende, kunne han blot genopfylde hende. Det var hans skyld at bærget i første omgang var fyldt med disse følelser. Han ville altid kunne genskabe dem. Hvis ikke andre gjorde det for ham... Hun smilede mildt da hans mule forlod hendes kind. Det strejfede ikke Caeli hvad han måtte tænke, for hun gik ud fra at han var ligeså optaget af at nyde kærligheden som hun selv. Den pibende fornemmelse havde hun atter druknet nu hvor han sagde de tre ord der betød en verden for hendes eksistens. Hun havde ikke den mindste chance for at forstå at han rent faktisk tænkte på at drive hende i ubarmhjertige retninger, og plette hendes sjæl. Drive hende ud hvor koma var et paradis...

Han kom nærmere, og den kolde tynde krop modtog varme fra hendes livsgivende, pulserende krop, der opvarmede hende og i øjeblikket bankede hjertet hurtigt nok til at varme hende så meget, at det kolde sorte skind han kom med, var behageligt, og afkølende. Hendes hjerne summede blidt af en ro og dog vidste den at hans læber ville skilles snart for at besvare hendes ord igen. Hun ville nok kaste fortænkelige blikke på ham hvis han svarede med et ja. At gå ind i mørket. Men måske ville hun slet ikke tænke over det i denne tilstand. Dog. Svaret lød og som det nu var, ramte det hende lige i hjertet, og hun følte det bløde for de ord han formede. 'Månen har kun de ar, som natten ikke kunne skærme den fra' Caeli opfattede det som altid. Hun var månen. Han måtte være natten. Mørket. Men det var jo Amoris der talte. Så det var ham der ikke kunne skærme hende fra arrene de andre havde påført. Det var den bitre sandhed. Natten forsøgte at pakke hende ind i et tæppe. Men meteorene fandt den. Og arrede den. Hun bristede næsten da han sagde det sidste. Han var så blid. Så ægte og så kærlig. Hun trykkede sig ind mod ham, og klemte hovedet op af hans sorte krop. Hun agtede at lyse og lede de faldne hjem. Altid.

”Hvor har du ret...” hviskede hun. Hun kom til at tænke på det hun havde tænkt før... Hun lukkede de våde øjne op og trak vejret dybt. ”Altid en måne... Fanget i mørket.” mumlede hun ganske lavt. Hun vendte blikket svagt for at skue hans ansigt, og de gule øjne. De gule øjne der var så velkendte, og bragte hende så meget splittelse. Kærlighed. Smerte.

Der var så mange måder man kunne vende og dreje historien om måne, meteorene, mørket og stjernerne og den livsfyldte jord månen kredsede om. Der var så mange måder man kunne fortolke månens betydning på. Hun brummede stille. Jovist. Caeli så flig af en virkelighed der kunne blive, og flig af virkeligheden hvor det ikke skete. Men på det senese havde hun nu og da undladet at lytte til krystallernes længsel og pinsel, og hun opdagede flig af andre virkeligheder. Hvad der kunne ske, hvis det kys hun og Dawn havde delt blev til mere. Det var ikke noget der behagede hende. Det dukkede blot op. Som illusionerne af en leende Insanus over hendes lig gjorde. Som en rablende gal Drachmas der legede med hende i tråde som en marionet dukke gjorde. Som billedet af et føl efter hende. Og Amoris. Men for evigt uanset udfaldet ville det føl altid dele gener med alle brødrene. Hun skimtede blot det korte sekund hvor en hinde nærmest gled over dem. Men de blide glødende øjne var tilbage. Hvor havde han været? Hun kunne ikke tænke sig til hvor hans tanker havde ledt ham hen. Ikke tænke sig til at han havde været inde og tænke på grunden til hans hjerte var blevet råddent.

Hendes kodesprog, var gådefuldt for mange. Nogle måtte opfatte hende som om hun talte i gåder. Men det var en klar brændende sandhed, og hun var altid klar over præcist hvad hun omtalte... Og hun vidste han også var det. Hans forståelse af hendes ord var... Uventet. At to så forskellige måder de levede deres liv på kunne kollidere og mødes i et fællessprog af koder og gåder, det var mærkværdigt, men måske i sidste ende ikke så underligt endda. Var de da ikke begge fortabte sjæle? Havde de ikke groet i ensomhedens skygger, intethedens mure, en uskyld til start, og en skyld til sidst? Dog. Hun var styrtet i havet igen, og at kravle op på øen igen virkede som en fjern drøm. Vulkanen var druknet. Men den var også genopstået... Den nyfødte vulkan var anderledes. Den var ikke længere den samme vilde, brusende vulkan. Den havde alt det i sig, natuligvis, men en ny interessant glød havde nået hendes lavaøjne. Det udbrud denne vulkan havde ville være stort. Meget størrre end forestillingerne om det forrige. Dette ville ikke mislykkedes. Dette ville sejre. Og hun følte til sin skræk hvordan det agtede at erobre hans sind, inden han fortærede hendes sjæl. Hans mule kærtegede hendes næseryg og hun gengælde berørigen mildt og kærligt. Hans brummen forlød og hun kunne næsten mærke at han vidste hvad hun ønskede. Hun smilede gennem øjnene og munden trak sig svagt i et smil. Han var pludselig som et trylleslag væk fra hendes nærvær, og luften imellem dem var som en kløft der strakte sig gennem universet og afskar månen fra mørket... Hun peb ikke ynkeligt, men stirrede intenst på ham, og hjertet dunkede langsommere i afventning på hvorfor han havde skabt luft og kløfter mellem dem i det øjeblik. Han studerede hende. Og hun forstod betydningen af hans skaben luft mellem dem. Han ville kunne se hende og se at hun mente hvad hun sagde, hvad hun lagde i ordene. Det var alt hun ville. Det var alt de skærrende krystaller tikkede om, og hendes kærligheds indædthed ville elske videre i et nyt individ skabt af dem. Det ville være hendes bevis. Hendes lille historiefortæller der ville berettige om sandheden i deres historie... Beviset på at hun ej havde levet i en fantasiverden i alle disse år, bundet af ensomhed. Men at hun havde levet bevidst i klørene på en anden, og givet sit liv til dette, lagt sit hjerte i det, og skønheden et bånd havde smedet... var dog et mareridt, men føllet ville være hendes afgørende bånd. Det virkelig bånd. Et man kunne tage og føle på... Noget der for en gangs skyld ikke var en gåde, ikke var en af de illusioner de talte om. Men et individ af kød og blod.

Hun besvarede hans tavse spørgsmål, ved at stråle igennem med hele sit væsen. Hun strakte ud mod ham et kort sekundt blot for at hæve sig på bagbenene og fægte mod ham med hovene. ”Det er mit brændende ønske.” hviskede hun da krøllerne for ned om hende og hun landede. Øjnene lyste. Hun mærkede hjertet slå ikke blot over anstrengelsen, men også over at den hingst hun følte var hendes, bevægede sig forbi hendes hoved. Hans mule rørte hendes skulder, og den fulgte ned langs hendes krop som han gik. Han stoppede der. Hun lyttede med de følsomme ører, og vendte blikket så blidt og inderligt mod ham da hans velkendte stemme lød igen. Den lovede hende ting. Altid var et meget virkeligt ord da han sagde det. Det var nydelse der løb gennem hendes krop ved den blotte tanke, men myrekryb nærmede sig også. For det var ikke bare Amoris, det var også de andre. Hun nikkede blidt. Det var en pris hun altid var villig til at betale som deres ubetingede elsker. Hun modtog ikke hans mulighed for at hun kunne sige fra, gå sin vej. Hun var bundet. Ikke bare af ordet altid, men også af hele sin skæbne, lange års ønsker og det var netop det vigtigste at disse hidtil han var ved at opfylde. Konsekvenserne var uvisse, og hvor det føl ville føre hende hen var der kun gjort småanelser af virkeligheden om. Det ville blive en hård graviditet, hvis hun overhovedet overlevede den. Men endelig at se det lille føl. Hun ville kunne dø af hjertestop ved synet. Men leve det måtte hun for den lilles skyld. Hvor dens liv derefter ville vandre... Ligesom hendes havde vandret... Det var ud i det ukendte.


Han var der, og han tog det mest mulige af sin vægt. Hun stod roligt. Spredte benene for at sprede vægten ud over et bredere område, så balancen bedre kunne holde hende stående. Og så tog hun ellers bare krafterne til sig og vendte blikekt halvt. Skuede mod hans lysende øjne, med den vage følelse af kulde og onde gerninger, dybt under den berusende aura af hendes kærlighed, varme og et ønske der langt om længe kunne blive virkeligt. Hans brummen fortalte hende at det var ovre, hans mule der kærtegnede hende var som elektricitet og bredte sig fra det punkt i hendes hals til resten af kroppen. Hun følte sig på en måde beskyttet og elsket. Elsket. Som aldrig før. Men var hun det nu også virkelig? Hingsten kom ned på jorden igen, og varmen der havde været mellem de to kroppes kontakt forsvandt. Hun trak vejret dybt igen. Fandt balancen på de ben der rystede ovenpå endnu en anstrengelse. Hans hvilen mod hende var behagelig, og holdt alligevel en kontakt mellem de to kroppe. Hun vendte blikket mod ham da han kom op til hende igen. Hun så langt ind i hans øjne og et flygtigt øjeblik ville hun ønske at det var ham der kom og tog hende væk fra mareridtet. Men hvordan skulle en der var skyld i selve mareridtet gøre det? Det ville abre forfølge hende. Lede hende ud i nye smerter. Ikke tage hende væk fra den.

Pludselig. Som fra et pust af vinden gik den kolde klirrende klang så sørgelig i hendes hoved ud. Den forsvandt med blæsten, og i kantos dyb kunne hun lytte til naturens lyde, uden forstyrrelsen fra krystallernes tikken og beden. Et lys gik op for hende, og hun stod chokeret og forundret som et nyfødt føl og følte den berusende følelse af at vide at hun havde opfyldt sit eget største ønske... Dog var det ikke ført til ende endnu. Men det spredte sig alligevel som lynild over himlen i hendes legeme. Hun så på ham. Så på ham og smilede svagt, forsigtigt.

”De golde sletter er ikke mere i rystelser. Ingen krystaller klirre.” hoppen rystede tvivlsomt på hovedet som om hun ikke kunne tro på det. Hun smagte på luften omkring hende. Hans fært. ”Din lille måne er taknemmelig. Både for dit løfte, for din eksistens i hendes liv og din opfylden af hendes ønske. Hvilket mysterium kan et føl af mørke og af lys ikke skabe... Nattemørke og månelys.” hendes stemme var blød, stille, og det var som små hemmelige ritualer sagt på en fuldmånes nat, for at lukke døren op til hemmelighedernes verden. Hun pustede ud, skimtede ned i jorden og op over hans krop. ”Min sorte skønhed synes fri for en stund...?” det var en svag glæde i den stille stemme. Hun spurgte det fordi Amoris virkede langt mere ved kontrol end han nogensinde havde forekommet hende. Hun så måske allerede at det ikke var Amoris, men erkendte det ikke. Hun skuede no allerede regnbuens forræderi mod den der søgte dens skatte. Men hun så også det føl hun så inderligt ønskede at få med Amoris. Så hans skuespil, hans slangetunge, hans måde at give hende det hun ville have på og selv få hvad han ville, det forsvandt som tåger i natten, som dug på græsset. Og hans skuespil ville endnu en dag, endnu en sjæl forråde.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Insanus Amoris Drachmas

Det mest fantastiske ved heste disse dage var, at de havde fået den ide, at de ikke kunne stole på noget så simpelt og ægte, som en mavefornemmelse. Var man i selskab med en anden og ens mave sendte signaler om, at denne, ens selskab, ikke var noget godt for en, så fulgte man den. Han var kommet ud af mange grimme situationer ved at lytte til sin krop.

Kroppen kunne på en måde opfange signaler og følelser hos andre, som man var ude af stand til, at kunne opfange ved fuld bevidsthed. Man havde så blot valgt, at lytte til de ord der kom ud af munden på den fremmede i stedet for, at følge med i hvad ens krop opfangede i luften. De usynlige signaler. Kroppen var ikke i stand til at lyve, hvis man lyttede til den. Man kunne kun lyve til sig selv, men ens ’’selv’’ ville aldrig lyve for en.. Han hvilede i sig selv, lyttede til sig selv. Derfor var han i stand til at bruge sin viden imod andre. Viden var magt.

Den grå hoppe her var ingen undtagelse. Hun levede i en løgn. Hendes egen løgn, pakkede sig selv ind i vat for ikke at falde og slå sig selv itu. Et lille glasbarn, der for altid skulle leve i en celle lavet af vat. En mørk og alene tilstedeværelse. Kun lyst op af den forvredne skabning, hun havde viet sit liv til.. Han stod med hendes liv i sine hove, han stod med hendes lykke og sorg. Han var den sten, der bestemte om hun vandrede i helvede eller himmelen. Til gengæld havde hun samme magt. Hun kunne underkaste sig og gøre hans, og hendes, liv lettere. Hun kunne også øre det hele meget sværere.. Og meget sjovere.. Så længe hun spillede med i hans teater, så kunne han løslade sin energier og fantasier andre steder. Han kunne vende et føl på vrangen, men kun hvis det kom for tæt på. Han vidste, at der ville blive set ned på noget som det, men så længe han ej havde opnået sit mål, så ville han ej kunne lade sig selv få frie tøjler.. Også selvom Helzlori gav ham dem.

Åh, den frihed ville gøre ham godt.. Frihed var nøglen til alt. Man kunne tage den fra visse individer og de ville være knækket, men man kunne også give den og man ville have en slave. Hvad ville han ende op med at blive? En slave var det sidste han ønskede.. Dog var han allerede i den sorte guds magt. Som hans budbringer, så fulgte der visse betingelser. Han kunne ikke planlægge en krig mod den sorte gud, han ville vide det før tankerne overhovedet var tænkt til en ende.. Tankerne om hvordan en guds kød og blod smagte var dog ikke en tanke, der havde forladt ham. Det var stadig et ønske..

Den fantastiske grå skabning virkede så sikker i sin sag. Så beslutsom.. Dette afkom, dette væsen af hans kød og blod, det ville han være tvunget til at lade gro op uden hans forvredne tanker. Han ville ikke kunne plante tanker der kom fra ham, men kun tanker der ville dukke op i hans kære, svage broder. Amrosi ville aldrig kunne få sig selv til, at skubbe en så ren skabning ud i noget, så grusomt som stjerneføllet var blevet udsat for. Hjernevask.. Historier der var blevet spundet op omkring en gammel virkelighed. Abaddon var hans datter, men Izarra var langt fra hvad han troede. Hun var en skygge af hvad han var, men hun hendes andet navn var ukendt for ham. Han kendte ej til en Izarra, han kendte kun Abaddon. Den lille ødelæggende dommer. Hun forholdte sig neutral over for de der ej tjente en gud, men så snart man fulgte den forkerte eller agerede forkert i hendes selskab, da skulle man nok se, at hun var hans datter. Det mørke stjerneføl var ikke født ondt, men sindssyge og andre sindslidelser var noget der løb i hans blod og DNA. Det blev ikke arvet direkte ned, men der var en tendens til, at de med sindssyge forældre også endte op med at lide af et eller andet, der adskilte dem fra normale heste. Man kunne vel sige, at de var svagere end normale, men deres svaghed byggede dem oftest stærkere. Stjerneføllet ville dog nok leve sit liv præcis som en stjerne. Brænde stærkt for så, at slukkes i en inferno og kollapse i sig selv. Hun ville efterlade intet andet end et sort hul.

Generelt så endte føl efter ham ikke ud i noget særlig godt. The Dark Dream var syg i krop og sjæl, men den grå hoppe havde oplevet ham og hans sind. Hvorvidt om hans fysiske sygdom kunne smitte var uvist, men var det tilfældet, så kunne han heller ikke være mere ligeglad. Han havde en plan. Han havde en udvej. Caeli, Himmelens Regn, havde ingen. Dog var hans udvej også hendes. Han ville ej lade noget fysisk besudle hans sidste værk.. Ville sådan en som Dawn få for meget indflydelse, så skulle han skam nok træde ind og vise ham lige præcis, hvor ubetydelig han var i hendes verden.. Den Dæmon havde taget hans brik én gang, havde det ej været for Døds Guden, så havde der været konsekvenser.. Om den grå hoppes skæbne ikke var nok payback for den brune hingst, det vides ikke, men han ville aldrig få hans klør i hende igen. Det var sikkert. Hvis det dog alligevel skulle ske, så var der hele to skabning i verden, der nok skulle kunne få ham på andre tanker.. Inari var nok Helzloris afkom, men den brune syntes også at have et fremragende forhold til hende.

Den grå kom med nogle ord. Ord der fortalte om den ro, som han selv håbede at føle. Hun havde smagt på den uro og kaos der regerede i hans sind, det der havde knækket den svagere broder. Den sorte fremkaldte en vagt, blidt smil. Kærlighed brændte mildt i hans gule øjne. En varm substans, der gjorde de kølige, mørke øjne en smule mere behagelige og drømmende. De gule øjnes usynlige pupiller fokuserede på den grås fine hoved. Under søgte de små træk, huskede dem. Huskede dem, så han kunne sammenligne mindet, når virkeligheden ramte.. De magre ben bar ham en anelse tættere på den grå, varme skabning. Hun mærkede den ro, som mange tog for en normalitet. De der ej havde oplevet andet var ude af stand til at sætte sig ind i uroen. Den kolde mule søgte endnu en gang hendes hoved.

”Jorden er stille og vinden har lagt sig.. Dansen mellem nattens skygger og månens lys vil være alt andet end kaos. Smukt og rent. ”

Det kunne tolkes, som en fortsættelse af hendes egne ord, men også være starten på hans egen indrømmelse. Det sidste var ment som svar på hendes spørgsmål og det ufødte, det er endnu ikke eksisterede.. Det lille kræ ville ej have megen indflydelse fra hans skygger, så det ville, desværre, ende op som noget renere, mindre kaotisk..
De få ord der snart ville falde kunne ryste hendes væsen, men han håbede hun ville forstå. Forstå hvad han havde fået ud af dette, at han havde gjort alt for hendes skyld. Han havde været nød til, at stå fast over for sine brødre. Den sorte mule ramte siden af hendes bløde kind, strejfede blidt ned til hendes bløde, lyse mule. De gule øjne fortabte sig i den vulkanske, orangerøde øjne nogle sekunder, inden han trak hoved til sig selv.

”Du reddede mig. Hvis du vil tilbringe resten af dit liv med mig.. Det ville være den største gave i verden. Som natten og månen… ”

En skjult invitation til, at hun kunne være mere end blot Lunari. Hun kunne være hans rådgiver, den der sad på mest information, han øjesten. Hans mage, hans kærlighed. Det var et spørgsmål, der var bundet til, at komme fra hende. Han ville aldrig kunne efterligne sin broder, ikke når han aldrig havde været lænket, som han eller haft med en kopi af sig selv at gøre.. Som sagt, så var det umuligt, at sætte sig ind i noget, man aldrig havde haft noget med at gøre eller oplevet på egen krop. Smilet forsvandt fra hans mule. De gule øjne flakkede bort. Tabt i noget der lignede nervøsitet og angst. Han var ej sikker på, at hun ville kunne lide hans valg.. Dog ville det være hendes virkelighed fra nu af, ligesom han måtte ændre sig selv for at kunne spille teaterstykket til ende.
”Alt er tyst, vinden har lagt sig i mit sind, vandende er stille.. Dødens mørke er gavmild”

De gule øjne fandt tilbage til den orangerøde gløder..

”Nattens mørke og rædsler tilhører ham nu, men nattens varme er her stadig.. Indtil en ny dag gryr ” Volapyk og koder. Koder og volapyk, som de færreste nok ville fatte mening i, men hun, den grå regn, ville forstå, i hver fald ville hun ej være helt uvidende. At han havde solgt sin sjæl var ikke ord, hans kære lille broder ville kunne få sig selv til at fortælle hende. De ord var hudløse, som sandheden, han ville ej slibe hende hudløs med sådanne ord, der ligeså godt kunne være lavet af sandpapir.. Hvis hun forstod de sidste ord, om om at han var bundet til natten, så ville hun få sig en glædelig overraskelse, for han var her skam. Kød og blod.