Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Verden var et ligeså grumt og sort sted som det var vidunderligt. Livet var ligeså hårdt og mørkt som det var smukt. Hun ville ikke ændre sin historie, ikke ændre sine valg, men var der noget hun ville kunne gøre om, var det svagheden. Den psykiske såvel som den fysiske. Hun ønskede at løbe, springe omkring, bestige bjerge, stå på egne ben. Såvel som hun ønskede at fremstå moden, intelligent... Caeli kæmpede konstant en indre krig, for at holde ud. Men det var slet ikke svagheden der var hendes værste fjende. Det var den hun elskede. Ham der bølge efter bølge, druknede hende i tanker, smerter, følelser. Dem. Man kunne med gode ord sige han havde ødelagt hendes liv, stjålet hendes ungdom, hendes frihed. Men det var også et valg hun havde taget. Grundende ville de færreste forstå, men her var hun. Lunari i hans flok. En hoppe de færreste kendte til, eller bekymrede sig om. En elskerinde. En værdiløs svækling. Men hun fandt ingen anden plads i verden.

På Galkas åbne græsgange ved sø/mose området, nær Junglen lå hoppen. Hun skimtede ud mod Torpas floden, og dens tryghed på den anden side... Langt væk fra Lux Umbra. Hos hendes flok. Hos Dawn og Slavian, hendes Søn. Beskyttelse, viden, uden usikkerhed. Hvad hun havde der var ro... Men Caeli havde altid haft en fantasi, et sind der svævede over kløfter, flød med strømmen, og sprang efter orkaner. Hun ville ikke leve i ro, selvom det var det der ville hele hoppen til resten af hendes liv. Hun ville springe i døden efter eventyrene... Mareridtene. Hvis det var det hun skulle. Men måske ville hun ende med rent faktisk at springe i døden... Ikke efter dem. Men på grund af dem. Hun indåndede den frodige duft ved siden af Junglen. Hun lå i skyggen af et stort gammelt træ, og fandt skygge, for heden. Ganske alene, et stykke borte fra flokken.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

For Dawn var verden ligenu et grumt og uretfærdigt sted. Han havde prøvet, virkelig prøvet at finde en måde at forsøge at beskytte sin familie. Han havde forsøgt at finde den blå Flakezé, men den blå hingst havde det ikke lykkedes ham at finde. Han huskede Helzloris ord om at holde snuden ude af hvad han havde gang i, jamen så var der en tilbage, og en han ligeledes frygtede. Smeyé siges at være mægtigere end Flakezé og Dawn havde svært ved at forestille sig hvordan det er muligt, så det var naturligt at Dawn frygtede den mægtige hingst, som ønskede at udslette hans familie. Det havde virket logisk at ofre sig for at holde dem han holdt mest kært sikkert, og samtidigt behøvede han ikke at spytte alt den info ud som han kendte til, men han havde haft fortrudt, han havde fortalt sin mage om det, og hun var blevet rasende. Siden da gik det galt med Dead, den begyndte at vinde over ham igen og han dræbte en uskyldig. Han skulle nu modtage dommen fra overguden, og Dawn vidste at det her var hans chance for at komme ud af det. Han ville have spurgt hans mage til råds, men nåede det aldrig før hun gjorde det slut. Naturligt var det for ham at han nu var i vildrede, men beslutningen var nu taget. Han kunne få hævn. Hævn over ham som var skyld i alt det her.
Han så nu op. Under det store gamle træ lå en skimlet skabning, som fik et stik af savn til at brede sig i ham. Caeli. Han skridtede nu mod hende. Først da han var tættere på hende brummede han stille for at lade hende vide at han var der. Det var med sorg i blikket at han betragtede hendes arrede krop og vippede kort ørerne bagud.

”Kan du huske dengang jeg fortalte dig at man ikke skulle frygte mørket. Jeg havde ret, der kommer kun dårlige ting ud af det ”

Sagde han i et monotomt toneleje. Dawn var som han stod der en knækket hingst, en falden konge, hvis kongerige langsomt smuldrede for hans hove. Han vidste ikke hvad Caeli ville sige til ham. Han blev afvist og skubbet væk af alle for tiden. Han stoppede derfor også på afstand. Han vidste godt han endnu ikke kunne tage til skyggebjergene før han havde samlet sig.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Caelis hjerte havde forstået lektionen. Et spil af hendes værste drømme, og alt var mørknet. Hvor længe havde hun dog frygtet mørket nu? Frygtede hun dette mere? Hun frygtede ensomheden. Hun frygtede ikke Insanus. Men måske de bølger han druknede hende i, det mørke svælg han puttede hende ned i. Lyset forsvandt der, og alt der var tilbage til at lyse var hende selv. Det var en krig så svær at vinde, at hun sommetider slukkede helt. Han kvalte hendes lys... Tvang hende til at leve i dette mørke. Men som hun så inderligt vidste, ønskede hun det ikke om. Hendes øjne missede ud over engene og sumpene. Brisen bragte pludselig en kendt duft med sig, og det kunne Caeli i første omgang ikke tro på. Hun ville et øjeblik bare skrige. Hun elskede Insanus. Men hun kunne på ingen muligmåde sige at det ikke gjorde ondt. Hun indåndede færten igen. Den eneste lyd i verden der burde komme tilbage til hende nu, var ekkoet af hendes skrig... Men den næste lyd hun hørte var Dawns brummen. Hendes hjerte sprang et slag over både i glæde og angst. Han var alt for tæt på Lux Umbra...

Hun vendte sig mod ham, hendes glødende, smertede blik fangede hans. Hans blik var sorgfyldt og hun rynkede panden. Han betragede den arrede krop. Men det var jo ikke så slemt. Det gjorde jo ikke ondt. Det var... Det var det indeni der var værst. Hun så hans ører ryge bagud, men var ikke det mindste i frygt for ham, og vidste hingsten ikke ville skade hende yderligere. Hun kendte ham jo... Gjorde hun ikke? Hun spændte alligevel svagt i kroppen da hans monotone stemme lød for hendes ører. Dengang jeg fortalte dig at man ikke skulle frygte mørket. Hun sukkede længselsfuldt. Dengang lød pludselig som et fristende sted. Et sted hvor hun ikke ar bundet af sine valg, sine ønsker, sine følelser. Dengang lød pludselig eventyrlig. Hun så op i himlen, som andre ville kigge ned i jorden. Hendes blik var trist, men tappert. Dårlige ting. Det var sandt. Men kun til dels. For den anden halvdel af tiden havde den svage hoppe sejret. Som en lysets prinsse indhyllet i skygger. Hun trak på smilebåndet, lod blikket glide ned over Dawn igen... Hans udseende var blevet ændret. Han havde selvfølgelig et ar fra krigen men... Pigge? Mange flere end før? Hun rynkede panden svagt. Han var så langt væk. De plejede ikke at være på afstand. Caeli kastede sig op på sine svage ben der truede med at knække sammen under hende. De forrevne sår var ved at hele. Men noget så grumt gemte de sig smertestikkende i den smukke månegrå pels. Hun brummede stille, og stirrede savnfuldt på ham.

"Nu Dawn, har jeg levet i mørket længe." hendes øjne truede med at blive tårefyldte, og hendes krop var urolig. Uden at overveje det nærmede hun sig den brune hingst, hun havde kendt så længe. "Min krop er ødelagt, mit hjerte knust, men mit sind er ikke besejret..." hun sagde det lavt, som hun nåede hingsten, og lagde sin mule mod hans hals, skimtede over hans krop. Han lignede ikke sig selv. Han ligende... En falden konge. Borte fra sejr, inde i smuldrende riger. Hun begreb ikke hvad der havde væltet den brune mægtige hingst, hun altid havde set op til, og altid holdt af. Hun trak sig tilbage, med usikkerhed i blikket. Ville hun stå fast? Eller ville benene bære hende tilbage til flokken Lux Umbra og dens mørke, dens smerte, og alligevel det hun elskede? Væk fra Dawn, og et dybt savn, hun uanset ikke følte hun ville kunne reagere på. Der var noget ved Dawn. Det havde der altid været. Noget der trak hende ud af helvede, mareridtet og tilbage til jorden, virkeligheden... Trygheden måske ligefrem. Og det kunne hun ikke bare ignorere, selvom hun så inderligt brændte efter at leve sin historie ud ved Insanus. Opfylde sit hidtil største ønske... Men han. Dawn. Han kunne trække hende væk. Det skar gennem hendes hjerte, som hun tvivlsomt betragtede ham. Hendes øjne viste følelsen.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Hendes blik skar oprigtigt i hans indre. At se det smertede blik var som at se sig selv i spejlet for hendes blik afspejlede netop det han følte nu. Smerte. Smerten over at have mistet den han elskede, men også smerten over at se hvilken forfatning hun var i. Han lod sig kort dvæle ved deres nat, og det var en nat han altid tænkte tilbage på med velbehag. Dengang havde hun ingen ar, ingen tydelige bekymringer af hvad han havde vidst af. Hvis bare han havde vidst. Tålmodigt stod han og betragtede hende og lod ligeledes hendes øjne betragte ham, den faldne konge. Selvom Dawn var knækket og det sås tydeligt på ham, så forsøgte han stadig at holde sammen på det smuldrende kongerie ved at stå rank til det sidste. Om end ikke så for den månegrå hoppe foran ham. Han vidste at hun havde kæmpet, for ellers ville hun ikke være her. Han kunne kun forestille sig hvad hun var blevet udsat for at den sorte djævel som hun havde givet sit hjerte til. En rynke gled diskret over mulen ved den tanke og han knejsede en anelse spændt i nakken. Han vidste han var tæt på deres område, men grænsen var ej krydset. Han så på Caeli og kunne i et flygtigt øjeblik fundere over hvad der kunne være sket hvis hun blot havde givet sit hjerte til ham selv. En ting vidste Dawn at han ikke ville have afvist hende. Deres nat havde været uforpligtende, et intimt øjeblik, hendes og hans første. Det ville altid betyde noget særligt for Dawn, ligesom Caeli ikke kunne undgå at betyde noget særligt for den brune hingst.

Hendes ord ramte ham derfor hårdt, og han trådte hastigt et skridt frem mod hende da hun nærmest kastede sig på benene. Hendes berøring fik ham nu til at stå stille og se ned i den blodrøde man. De mandelformede ører blev vippet ud til siden og underlæben dirrede kort, inden han for en stund begravede mulen i hendes man. Han kunne dufte hende. Hun trak sig dog og han så for en kort stund efter hende med længsel i blikket da det gik op for ham hvor meget han faktisk havde savnet hende. Han strakte mulen mod hende, inden han tog den til sig, og han gav hende pladsen. Han samlede sig nu. Det kunne ses på hans statur, og et dybt suk rungede ud fra de store lunger, som var det hele Proelio der fór et vindpust igennem. Det var hans byrde. En byrde han måtte blive ved med at bære for at beskytte det smuldrende kongerige. De røde øjne søgte Caeli’s. Han løftede hovedet og gjorde sig rank, inden han for en kort stund så væk, men blikket faldt hurtigt tilbage. Han ville ikke trække pinen.

” Jeg har længe ej frygtet mørket i mig. Jeg har aldrig følt grund til at frygte noget og det er det der har bragt mig langt i livet. Det bragte mig igennem en krig, hvor rygtet om en brun hingst der forrådte guden for at beskytte sit kongerie, var nærmest et eventyr i sig selv. Men guden var vred, endnu vred for den brune hingst havde gjort kur til hans datter, en datter han senere skulle få to afkom med. Men guden kendte den brune hingsts svaghed. En sø som havde taget livet af mangt og mange, og guden ville nu forsøge at drive hingsten ud i sindsyge. En sindsyge han overvandt på grund af kærligheden til hans snehvide hoppe. Men frygten havde sneget sig ind, frygten for at miste den snehvide hoppe, sit kongerie. Han konsulterede derfor ej hans dronning, og hun var rasende, men han fik hendes tilgivelse. Men krig var på vej, og den brune hingst vidste nu ej hvor han skulle stå. Han frygtede mørket i ham selv, for han vidste at blot et enkelt skub i fundamentet ville sende ham ud i en blodrus. Hvem kunne hjælpe ham med at beskytte sin familie, sit kongerige? Den brune hingst tog selv en beslutning i et desperart øjeblik. Han valgte at forråde sig selv, sin dronning og slutte sig til Overguden, hvor han gav sit liv, sin tjeneste, så længe hans dronning og kongerige forblev sikkert. Dronningen kunne ikke se logikken i hans valg, og valgte at gøre det forbi. Den brune hingst står nu alene, mod hele verden, for hvem vil dog se en forræder i øjnene. Kan du se en forræder i øjnene, Caeli? ”

Måden han fortalte det på var måske noget alternativt for hvad han var vant til, men han vidste Caeli ville forstå hvad han fablede om. For en stund kunne en tåre anes på den brune hingst kind. Ensomheden var overvældende. Frygten havde været overvældende, men det var som at han atter havde overvundet den, men prisen havde været stor og ødelæggende. De røde øjne hvilede på den månegrå hoppe. Det trak i ham for at gå hen til hende, men han ventede på hendes svar. Ville hun gå eller ville hun virkelig oprigtigt kunne se ham i øjnene.Han ønskede at trække hende væk. Langt væk fra den sorte Insanus og hjem, hjem til Slavian, hjem til det smuldrende kongerige. Han savnede hende. Hvad han ikke ville give for blot et eventyr mere med datteren af Artemis.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Den sorte djævel havde udsat en uskyldig, ung sjæl for ting, ingen fortjente at blive udsat for. Hvia den du elskede konstant også var den der var mest til fare for dig, hvad pokker i fanden skulle du så gøre? Forlade ham? Det føltes så umuligt. Blive? Det var smerteligt, men det eneste der gav mening... Medmindre en anden ville lyse en ny mening op for dig. Caelis hjerte var blevet stjålet af den sorte uretfærdige hingst. Han havde ejet hende, knækket hende, spillet på hende og alligevel var der den lyse del af ham, der også gav hende kærlighed. Den Caeli måtte holde fast i. Han fik den her lille pige til at miste sin gnist. Pustet fra det hun beskrev som en indre vulkan var brændt ud, og den kom kun langsomt tilbage. Tappert og modigt. Han havde bedraget hende. Forrådt hende. Fundet en anden, fået hende til at føle sig så værdiløs. Smerte... Smerte var ikke den et åbent sår gav dig. Ikke den en brækket knogle bød dig. Ej en stærk hovedpine, en fødsel eller sygdom. Nej sand smerte var sårrede følelser. Et knust hjerte der bløder. Det overhovedet at få lov til at føle det var på en måde en ære. Hun ville hellere føle smerte, end aldrig at føle noget igen i den tomme intethed. Hendes store ensomhed. Caeli kendte alt til ensomhed. Hun havde levet i dens greb længe inden kaos ramte hendes liv.

Hun så Dawn knejse i nakken. Han ville ikke give op, det var hans pligt måske endda hans liv at holde fast i Slavian. Hun blev ved det blotte syn af ham, mindet om den uforpligtende nat, for så lang tid siden. Det kunne være sket anderledes. Det kunne have haft en større betydning. Det var grunden til Dawn var nær Caelis hjerte, grunden til hendes følelser så drastisk mærkede forandring og dyb længsel efter noget andet når hun så ham. Det var ikke første gang Caeli tænkte på hvad der kunne være sket, om hendes eventyr havde bragt hende af andre veje. Men det var første gang tanken om Dawn og hun selv havde sneget sig ind på hende. For hvad var det han betød? hvad var det han betød der fik hende ud af helvede, og ind i lyset, så hun så? Så meningsløsheden i det hun følte gav mening... Men hvad var hun uden Insanus? Hendes hjerte kunne ikke bære det. Hun bed sig i læben og de blanke øjne så intenst på ham. Den berøring de netop havde delt sad stadig fast i Caelis følesans. Det plejede kun berøringen fra Insanus... Og dog. Dawn bragte den også. Hvorfor var det først nu hun så det? Måske fordi hun havde valgt at stikke af fra hans flok, drage med Insanus. Fordi hun savnede ham. For ikke at nævne Ducan. Hvis der var noget der betød en verden for Caeli andre end den sorte, var det Ducan. Hendes søn. De kunne slå alle andre ihjel, og hun ville tilgive dem, men bare at krumme et hår på Ducan ville vække hendes had. Hendes vrede. Måske... Måske nærede hoppen den samme følelser for Dawn. Hun så hvordan han strak sig efter hende. Indåndede hans duft, og kroppens reaktion var en skælven. Hun lyttede til hans suk. Et suk der forekom hende noget så inderligt, som en byrde måske. Deres øjne mødtes, han rankede sig så væk, men hurtigt på hende igen. Hun sank. En talen var på vej fra den brune og da den kom, lyttede hun, med et åbent arret hjerte. I frygt for den følelse der sneg sig ind på hende. I frygt for at hun endte mere ødelagt af følelser og minder end nu. For hvad ville der ikke ske hvis...

Hans ord fangede hende omgående. Det lød... Det lød som en måde hun selv ville vælge at formulere sin fortid på. Bort set fra at Dawns var anderledes end hendes. Hun forstod det han sagde, tvivlede ikke på sandheden, og vidste vel og mærke at hans fortid også havde bragt ham smerte nu. De var i den samme båd. Helzlori... Hun lagde ørerne da han talte om ham. Insanus var hans budbringer, hun vaklede ikke mere mod FLake end Helzlori, hun var ganske neutral, og holdt til sin mor, månen og Ourania. Men alligevel... Hun nærede en følelse af afsky mod Helzlori. Han var trods alting skyld i hendes faders besættelse dengang. Dead. Søen hun også havde hørt om, Ducan havde drukket af den. Dawn havde nævnt han var søn af to af dens dæmoner. Snehvide hoppe. Helzloris datter. Det var noget af et eventyr Dawn havde været på. Havde hans mon ligeså endt som et mareridt? Som Caeli lyttede og historien blev mere og mere intens og farlig, dunkede hendes hoved. Krystallerne klirrede. Pinede hende. Overguden. Forråde. Står alene. Forræder. Hun vippede ørene mod ham igen. Så mod den tåre der kunne anes på hans kind. Ensomhed var han i. Ej en ven i verden...

Caeli nærmede sig igen. "Jeg har aldrig dømt på fortid, på valg... Jeg har intet andet gjort end at se en forræder i øjnene." hun pustede ud. Hun fornemmede hans kropsvarme under det store træ, skjult for solens hede. Hendes øjne vandrede over hans bringe hans hals og så hans ansigt igen. "Hvilket spørgsmål er det at stille, en du aldrig har såret? Jeg vil altid kunne se dig i øjnene. Du har givet mig det jeg holder mest kær..." Caeli stirrede mod himlen et længselsfuldt øjeblik, inden hun selv valgte at give ud af sine minder. "Den lille måne har vandret i et eventyr, der blev til et mareridt. Hun mødte fire sjæle i en krop. Den ene elskede hende, de to legede med hende. Den sidste kom først for nylig. Han smagte på hende. Reddede den svage månehoppe fra døden, og lod hende tro det var kærlighed. Indtil sandheden viste sig. En søn. En mage kom pludselig. Han forrådte hende, men hvad kunne hun gøre? Han druknede hendes ild. Langt om længe sejrede de faretruende bølger han sendte mod hende. Hun forsøgte at svæve over afgrunden hun faldt i. Med resultatet at miste alt. Hun løb sig selv i blinde, frygtede alle, ensomheden greb hende, og hun sårrede sig selv. Græd. Skreg. Indtil den fjerde bror viste sig. Han ville beskytte hende. Hun viede sit liv til dem, og intet andet gav mening... Så hun fulgte med. SOm et villigt offer, fulgte hun med." det sidste var en hvisken, og Caeli stirrede ud i ingenting, og tåre viste sig ligeledes på hendes kinder. HUn klemte øjnene i og spændte op som gik smerten gennem hende igen. Caeli var hjælpeløs. Men hun tog et vaklende skridt ind mod Dawn. "Jeg savner dig." lød det pludseligt fra hende, uden omtanke.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Man kunne vel sige at de begge stod I næsten samme situation. Begge var blevet såret, knækkede og det pinte Dawn at denne hoppe ligeledes gennemgik den samme smerte som han netop gjorde nu. Ingen burde gå igennem det her? Var det sådan Inari havde følt. Et sørgmodigt suk kom fra hingsten. Han havde ondt af sin hvide dronning, som nu ikke længere var hans, men livet måtte gå videre, ellers ville han miste sig selv fuldstændig til den forbandede sø, der drev ham ud hvor han ikke længere kunne bunde. Han måtte ind og rydde op efter sig selv, ind hvor han måtte ind og give slip på alle sine principper. Han måtte hævne sig. Han blev nødt til at hævne sig. Han måtte ikke give op, men blot lære af hans fejltagelser, nogle kostede dyrt, og denne havde været den dyreste, men aldrig ville det ske igen. Aldrig ville han såre sin mage igen, for han ville nok aldrig finde ind igen. Det skulle lige være. Dawn vippede ørerne frem og så på den månegrå hoppe med et tænktsomt udtryk. Han vidste at han sagtens ville kunne lægge sit hjerte og sjæl i hende, hvis blot hun spurgte. Spurgte hun om endnu et eventyr ville han straks stå klar. Det var ikke fordi Dawn nærede de samme følelser for Caeli som med Inari. Inari var hans et og alt, og ville altid være det, men Caeli derimod havde altid haft en særlig plads i hans hjerte.

Han stod stadig og afventede hendes svar, hendes godkendelse, hvis man kunne sige det sådan. Han ville ikke bevæge sig før hun enten byd ham velkommen igen eller afviste ham. Uanset hvad ville han respektere hendes valg. For det var Dawn. Han ville bibeholde den sidste del af den galante og ranke hingst han engang havde været, og stadig kunne nå at blive igen. De mandelformede ører røg nu frem og han stivnede kort ved hendes ord. Det ramte ham, på en god måde. Følelsen af at være velkommen i et selskab. Følelsen af at være værdsat, aldrig havde han længdes sådan efter det, aldrig havde han rigtig tillagt det nogen større betydning, men når du har mistet alt så ser man pludseligt anderledes på ting. Selvom han var overrasket over hendes svar, så burde han måske ikke være det. Men han vidste jo endnu ikke hvad den smukke månegrå hoppe helt præcist havde gået igennem hos den sorte Insanus. Han trådte hen til hende, begravede atter den hvide mule i hendes blodrøde man, mens han trak vejret tung. Han sugede hendes lugt til sig og næsten trykkede hende længselsfuldt ind til sig. Han savnede hende. Han savnede hende mere end han hidtil havde været klar over. Han var taknemmelig over hun ønskede at være ved ham, selv efter han havde talt ud. Hans kropsholdning var derfor også blevet mere afslappet, eller det vil sige han allerede nu stod mere rank, klar til at tage imod hendes ord, klar til at bære hendes byrde, som den leder han nu inderst inde var.

Mens hun fortalte sin historie, sit eventyr, tegnede der sig nogle scenarier for den brune hingst som vagte en vrede og et stort had i ham. Han forstod nu hvorfor Ducan ønskede at udslette den sorte Insanus, ligesom han selv følte trangen til at flænse hingstens krop i små trævler. Det kildede næsten mellem de sylespidse hugtænder ved tanken om at hugge dem i ham. Dawn lod det dog ikke vises ud af til. Det hele virkede kaotisk, hvordan hun virkede så ulykkeligt forelsket i en som skadede hende fysisk og psykisk. Dawn havde lyst til at opfordre hende til at sige fra, men han følte det ville være dobbeltmoralsk, det ville simpelthen ikke være passende for ham at sige, når han selv lige havde såret en, forrådt en. Men var det det samme? For hensigterne var jo forskellige. Dawn havde jo gjort det af bedste hensigt, mens Insanus blot var en syg sjæl, eller sjæle. Tanken fik ham til at gå helt tæt på den månegrå hoppe, som han nu omfavnede, som forsøgte han at beskytte hende mod den onde verden de levede i. Hans mule strejfede dog begge hendes kinder, og slikkede tårene væk fra dem. Han var blid mod den månegrå hoppe. Han passede på hende, også selvom hun ikke længere var en del af hans liv. Han begræd det faktum. Han ville have hende tilbage. Han savnede hende ligeså.

” Caeli. Du ved du blot skal sige til. ”

Dawns ord var en reminder, en reminder om ting han indirekte havde lovet, men også ting som ham før havde lovet hoppen. Det var et faktum at han ville gøre alt for den månegrå hoppe, blot hun sagde til. Han vidste at kærlighed var indviklet og ønskede derfor ikke at skade hendes kærlighed uden hun bad ham om det, men den sorte hingst havde nu krydset hans grænser hvad angik måden han behandlede den månegrå hoppe på. På slagsmarken ville han ikke længere holde tilbage. Han ville befrie hoppen, hvis hun ønskede det. Han strøg blidt sin mule over hendes skulder og holdt hende stadig tæt ind til sig. Han havde lyst til at tage hende med, tage hende ud på et nyt eventyr, et bedre eventyr, uden bekymringer. Han ønskede det selv, men i disse krigstider måtte han væbne sig med tålmodighed. Han vidste han nok skulle klare den. Han måtte klare den, for de resterendes skyld. Han måtte beskytte sit eget kød og blod. Han trak sig kort fra hoppen, så han nu kunne se hende i øjnene, så hun kunne se på hans røde øjne at det han mente var oprigtigt. Hun skulle blot anmode og han ville gøre det for hende.

” Måske en dag, Kan vi skabe os et nyt og smukkere eventyr. ”

Hviskede han næsten drømmende og placerede et milt kys i hendes pande og lod da mulen hvide der. Han lukkede kort øjnene og sukkede, så hans varme ånde strøg over hendes blodrøde pandelok.

” Jeg savner dig. ”

Lød det nu ligeledes fra ham.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Det var klart at den man elskede, den der var ens et og alt, aldrig ville have konkurrenter. Ingen ville kunne måle sig med den plads i ens hjerte, denne havde fået. Det vidste Caeli, for hun havde sat den sorte hingst så højt... Forskellen på hende og den snehvide Inari, var klokkeklar. Caeli sagde ikke fra ved det mindste smule ondt, eller forræderiske Insanus gjorde. Jovist... Jovist havde hun grædt han skulle gå i Jupan kløften. Men hun slugte beskeden. Slugte det, fik den idé at svæve over afgrunden, og tage ham med storm. Men Caeli havde intet kunne stille op. Amoris var blevet lænket, selv hos hende... Hun længtes efter at se de milde øjne. Det godmodige, elskende blik. Men det var væk. Måske for altid... Det tænksomme udtryk der strejfede Dawns ansigt var et det stak ind i hjertet på Caeli, som om hun vidste hvad han overvejede. Hun krympede sig en anelse, ikke i frygt, ikke i skam, ikke i smerte. Nærmere i en svag lyst. En svag kilden i hendes krop, der sagde, at den mørke horisont en dag ville lysne. Caeli overvejede sin smerte alene, efter mødet på Clear Ice. Da Dream og Insanus havde fået hende til at føle sig SÅ... værdiløs. Pinagtig. Hvad havde hun skreget efter? Hun kaldte det selv en tryghed der forsvandt. Denne tryghed skulle forestille at være Insanus. Men trygheden i den hingst var trygheden i mørket, smerten, pinslen hun havde følt så længe. Det velkendte... Caeli havde nok i virkeligheden lagt der på bunden af sin afgrund, forrevet, arret og alene og skreget efter hjælp. Efter en der var stærk nok til at få hende til at smile, selv i helvede. Det var den brune hingst.

Han stod der, ganske afventende. Han opretholdt sin galante side. En der ikke ville betvinge Caeli til at stå ham nær hvis hun ikke ville det. Hun så hans ranke holdning, men anede også hans længsel efter at holde hende. For under den månegrå pels sitrede det i hoppen for at blive værnet om og beskyttet, med fysisk bekræftning. De dybe levende øjne blev intense, da hun bød hingsten ind i sit nærvær. Hun mærkede hans mule i sin man. Lyttede til hans indånding, som om han inhalerede hende ind i sine årer, som hun havde gjort med Insanus. Hendes øjne var blanke, men det var grundet forløsningen hans berøring udløste. Hun mærkede pludseligt hvor dybt det vand hun var i, var blevet. Hvor dybt hun havde ladet det gro om hende. Hun mærkede det strømme ud i kroppen og brænde ufølsomt gennem det svage legeme. Hun faldt. Det var blot følelsen af at falde, men den alene var uhyggelig. Hun kunne ikke mærke sig selv. Vidste ikke hvor i verden hun var. Indtil han klemte om hende, og ubevidst sagde: Du er lige her. I min favn.

Hun sukkede afslappet. Som han på deres første møde havde fået hoppen til at slappe af, kunne han det selv i denne værste stund. Hvad Dawn ville gøre mod Insanus, hvilke billeder han fik, hvordan han ønskede at trævle ham i stykker, det vidste Caeli intet om. Hun kendte kun factet at hun elskede den sorte, selv på baggrund af hans forbrydelser. Så naiv. Så godtroende. Så uvidende. Hun vidste ikke bedre. Hun ville ønske hun kunne forstå. Ligesom hun ville ønske at Dawn aldrig var endt i den sammen ubarmhjertige tilstand som hun. Ingen fortjente at ende her... Andre ville mene anderledes, men ikke Caeli. Hendes lys der langsomt dødede, ville se igennem selv den mest hadede, grusomme sjæl. Caeli stirrede ud på engene omkring det store træ. Dets blade raslede i vinden. Hun placerede langt om længe sin mule på hans skind. Gav efter for en ubehagelig følelse der sagde: Lad vær! Lad vær!
Hendes følelser blev for store, og hun nærmest klemte sig mod den større hingst, som han kom hende helt nær. Hendes mule strejfede over hans skind. Øjnene var så vildfarne... Tårene var så mange. Hans krop beskyttede hende. Et stik glippede gennem hende da hans mule søgte op mod hendes ansigt. Hun mærkede hans tunge slikke de salte tårer bort. Hendes hjerte bankede. Han var så blid. Så kærlig mod hende. Hvordan ville de lyse læber på den brune hingst, ikke føles mod hendes? Tanken medbragte en kold stikken i mellemgulvet. Du tilhører Insanus.

Dawn havde ingen pligt til at passe på hende, eller være hende så blid. Han gjorde det af følelse det var hun sikker på. Hun var ikke mere en del af hans flok, hans rige. Men måske, kun måske var hun ikke ude af hans liv. Hun følte inderligt en stigende trang til at flygte ustyrligt af sted med ham. Det var der hans ord lød. Det var en reminder, hun fangede. Hun havde kun et liv. Hun bestemte hvad hun ville med det. Hvordan hun ville leve det... Hvem hun ville leve det med. I mørket. I mørket foregik hoppens liv nu. Men det var kun stemmen i Caelis eget hoved der sagde det skulle være sådan altid. Det kunne ændre sig. Hun brummede stille. Caeli skulle befries. Det var ganske sikkert, at hun ikke ville overleve i mørket. Spørgsmålet var, hvornår hun var klar til at indse det selv. Hun mærkede hans mule på hendes skulder, og lod mulen trykke sig mod hans skind ved halsen. Hun var langt væk, inde i sig selv, inde i sit livs skæbnesvangre fejl. Der var kun plads til det. Det hobede hende op at stå her, og opdage at hun burde rydde plads igen. Plads til... Han trak sig tilbage. Hvis bare hun kunne lukke øjnene, hviske tavlen ren. Hvis blot hun kunne se den brune hingst i øjnene, og vide hun var i sikkerhed for altid. Dette var som frostens indtrængen i den falmende natur. Den dræbte de sidste rester af liv og håb. Den var kold og bed fast. Det var som et ustyrligt vandfald, der gled over klipperne, og endte alle mulige steder i den næste flodstrøm. Livet. Det var så umuligt at beskrive. Hun så ind i hans øjne. Ønskende. Drømmende.

Hun pustede længselsfuldt ud, ved lyden af den drømmende stemme. Et smil tegnede sig på de følsomme læber. Et smil der fandt gejsten og værdien i sig selv. De smertelige øjne smilede med. Dog var pinslen tydelig på hoppens blik, og ville ikke forlade denne før det lile lys han nu skabte, udslettede mørket. Hvis det ville det, nogensinde. Hun fandt hans mule kort efter, kysse hendes pande. Blodet steg hende til kinderne, og hun mærkede de få men lykkespredende hjerteslag. Dog var lykken ihyllet i skyggerne af smerten, den ville ikke være mulig at føle til fulde. Det smertede. Hans ord. Sætningen. Hun kunne sværge på hun i det øjeblik kunne springe efter den brune hingst, flygte. Men den sortes greb i hende holdt hende der. Hendes øjne glimtede ulykkeligt. De glimtede i et fint drømmespind af tanker og hjertes begær. Hans hvisken sad i hendes ører, og hun lod den trænge ind. Lod den gå ud i hendes årer. "Lade alle mareridt svinde bort. Al smerte fortrænges. Jeg ville elske det." hviskede hun til svar. Hendes stemme var eventyrlig, blid, ønskende. Hun mærkede hans varme ånde over hendes pandelok. "Dawn. Jeg er ikke klar til at sige til. Give slip." sagde hun. Krystallerne tirrede hendes hoved og det var en pinsel blot at trække vejret for dem. De råbte hende ind i hovedet at hun ikke var færdig. Hun manglede stadig sin skinnende krystal. Storyteller. "Vid dig sikker på... at jeg i al min smerte og fortvivlelse, vil stikke af med dig. Flygte." hun lod mulen glide op over hans kind. Kyssede denne tøvende. Langsomt. Det var så forvirrende. Valget hun tilsynladende tog. Han var hans vej ud, hvis der var en. Det var det eneste der synes rigtigt.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Her stod han med den månegrå hoppe og drømte sig langt væk fra livets pinsler og plager. Det var en intimt øjeblik, på sin helt egen måde. Det var ikke den sensuelle intimitet, nej nok nærmer sensitive. Det var en side af sig selv han længe havde gemt. Han havde så længe gemt frygten fra alle, holdt den fra sig selv og fejlagtigt ladet den hobe sig op og han havde truffet dårlige beslutninger, men samtidigt var det nu det der havde ledt ham til at han nu vidste hvor hans fulde loyalitet lå. Den lå hos stedet der kunne beskytte ham fra den Gud som af afskyede, og havde afskyet siden han blot var et lille føl, der så sin fader blive banket til døde, og få dage efter havde fundet ham død. Det var et syn Dawn ikke havde kunnet vriste fra sig i sin levetid. Det med Dead havde været småting, men nu kunne han gå efter at udslette ham uden nogen var i vejen. Hvilket offer. Det generede ham. Han ville nok aldrig komme sig helt over det, men måtte det være en lærestreg, en reminder om aldrig nogensinde igen at frygte mørket. Han lod de røde øjne lukke og holdte et fastere greb om Caeli. Han ønskede ikke at slippe hende, ønskede ej at se hende forsvinde ud af hans verden en gang til. Forsvinde tilbage til den sorte hingst som sårede hende på alle tænkelige måder. Årh hvis bare han kunne sætte tænderne i den usling. Hvordan kunne selv et så forskruet sind få sig selv til det. Nok kunne man kalde Caeli naiv, men Dawn vidste at kærlighed kunne drive en ud i ting hvor man nogengange knapt kunne kende sig selv, eller blot fandt sig i alt. De røde øjne så ned på hende i det hun satte mulen mod hans brune skind som sitrede let under hans berøring. Følelsen af nærvær havde været savnet, nok kom den ikke fra den han så inderligt ønskede den fra, men Caeli gik an, faktisk mere end det. Det fik ham for en stund til at glemme den pinagtige situation han nu stod i. Han så i hendes øjne med et så roligt blik, og en beroligende brummen skød op fra hans brystkasse. Hun var i sikkerhed hos ham. Det skulle hun vide. Han ville beskytte hende, ligesom han ville beskytte sin familie. Hans flok var hans familie og selvom Caeli ikke længere var en del af den, ville han ikke svigte hende. Han havde svoret dengang at beskytte hende, og hans løfte stod stadig gyldigt i hans øjne. Selvom det måske ikke var blevet holdt. Han kunne til tider godt føle at han havde svigtet hende ved at lade hende vandre ud af flokkens område for at se den sorte hingst, men han ønskede ikke at hindre hende i det. Måske han skulle have gjort det, men han havde følt det ville kvæle den månegrå hoppe hvis han havde holdt hende fanget. Hun tog sig bedst ud når hun fik lov til at drage ud på eventyr, man kunne se hvordan hun livede op blot ved ordet. Selv nu på denne dystre tid. Det fik et varmt smil til at finde vej på hans hvide mule. Hun var der stadig. Der var ikke meget af hende tilbage, men det der var ville han kæmpe for at bibeholde, indtil den dag hun var klar til at blive frelst fra mørket.
Hendes blik slog ham næsten ud. Så ønskende, så drømmende, og han kunne kun gengælde det for en stund. Han holdt dog igen, det var tydeligt. Han ønskede ikke at springe ud i det blå efter det brud, men ligeledes var hans følelser så forvirrede og hans trængte vel til nærhed, men han kunne ikke lade være med at tænke på om Inari havde forladt ham fordi hun havde fundet en anden, og nu endelig havde en grund til at forlade ham. Han havde jo ikke rigtig set noget til hende? Skulle han ikke bare tage at komme videre? Han rynkede kort på mulen, men blev nu vækket igen af Caelis ord, hendes stemme så blid at den var som sød musik for hans mandelformede ører. Han nikkede stille til hendes ord. Han forstod hende, og han smilede svagt for at vise hende det.

” Lad mig vide når du er klar. ”

Lød det så bekræftende fra ham. Han var tålmodig, og ville atter være det for hendes skyld. Han vippede let med ørerne, og pustede roligt ud da hun kyssede ham på kinden. Han drejede hovedet en anelse og så direkte på hende. Hans mule berørte kort hendes. Han vidste godt han ikke burde. Han var ikke kommet videre. Han ville aldrig komme videre, men han var så skrøbelig i dette øjeblik at han nu trykkede sin mule mod hendes i et intimt kys. Han trak det ud, men da trak han mulen en anelse til sig. Han nikkede kort, beklagende. Det var ikke meningen. Det havde været et svagt øjeblik. Han havde ladet sig rive med, men der ville ikke ske mere, end ikke hvis hun havde været i brunst. Nej det var for tidligt for ham at begynde at tænke på det. Han skulle lige omstille sig på nu at være uden hans elskede. Han så på Caeli, igen tænkende. Måske han en dag ville kunne lære at elske en ny, på samme måde som han havde elsket Inari. Han vidste at Caeli havde potientialet fordi de altid havde kunne forstå hinaden på en helt absurt udnerlig måde. Men lige nu var de instinktivt, det var drifterne og deres ustabile sind der drev dem så tæt på hinaden, savnet ligeså. Hun elskede Insanus og han elskede Inari. To ting der for dem begge nu var uopnåelige. Chancerne var i hvertfald minimale.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Eventyr, var alt et lille føl havde drømt om. Eventyr var alt de svage ben havde svoret de ikke kunne give hende. Men Eventyr var det eneste en ung hoppe var draget på. Hun havde fået lov til at strejfe unaturligt langt bort fra Slavian. Hun havde været i fare, men havde man bundet hoppen, havde hun meldt ud i friheden... Og så ville hun for alvor have været i fare. Nu. År efter havde eventyrene skadet hende. Hun var ikke længere en håbløs social akavet hoppe, med mod på livet. Hun var sunket, gemte sig for fremmede bag modne facader, blev skrællet lag for lag, til hun stod med det blotte skelet tilbage, hun græd ikke mere af sine fejl, sin ikke passe ind figur. Hun græd af smerte. Og det i sandhed var langt værre end fejl. Hoppens øjne afslørede dog hendes tro. Hendes brændende håb for en fremtid i et smukkere eventyr. De beviste viljestyrken, sindet der ikke var til at knække, under det månegrå skind. Hun så vulkanen antændes, så varmen gløde over hendes indre. Den varmede op igen. Hun vidste det betød noget...

Det varme smil om Dawns læber var så rart at skue, i en tid så mørk som denne. Tænk at man overhovedet kunne smile... Caeli smilede da ofte, selvom det gjorde så ondt nu. Det var dog noget helt særligt at smile her, i selskab med Dawn og vide at måske en dag kunne hun være klar til at forlade helvede... Måske aldrig. Måske var det blot et spinkelt håb, som egentlig forstyrrede hende mere end det gavnede... For i sandhed havde hun lovet sig selv mangt og meget. Kunne man ignorere det? Sig selv? Sine skæbnesvangre ønsker? Dawn tænkte ligesom hun. Indtil han rynkede mulen og smilede svagt for at vise hans forståelse. Hun lyttede til hans stemme. Han var en tålmodig hingst.

"Det vil jeg." det var kun stille ord, men med dyb og megen mening. Hoppen så ned i jorden, på hans lyse hove. Hans ben, og hans brune skind. Da han så direkte på hende, kiggede hun tilbage. Det var et rørende møde. Caeli vidste en stor del af det kom fra savnet, fra smerten. På grund af deres hjerters særlige følelser for hinanden, og også på grund af ønsket om nærhed. Den Caeli helst ville være nær, i favnen på, var altid Insanus. Hans sorte skind, i hans blå falmende man... Men nærheden i nuet, hos Dawn føltes så virkelig, så troværdig og dyb. Hun sugede indtrykkende, den sensitive stemning til sig. Caeli havde svært ved at tro på tanken om at kunne elske en ny ligeså vildt og intenst som hun elskede Insanus. Det var for hendes hjerte ikke muligt at rumme før hun måtte falde over det.

Dawns mule rørte hendes. Det var en form for angst der trådte frem i den grås øjne. Den der frygtede at mor så man stjal en cookie selvom man ikke måtte det. Dog. Hoppen vågnede fra alle sine tanker. Hendes hoved dunkede, hun var til stede, og kroppen spændtes. En langtrukken udpustning lød fra hende, inden varmen fra den brunes læber mødte hendes. Hun ville skrige. Skrige af angst for at gøre dette. Men kroppen, hjertet bød hende at være med. Så øjnene lukkede sig, fulgte med den korte medrivende tid det nu varrede. Hun vidste ikke om hun fortrød det da han trak mulen til sig. Hans beklagende nik sås som den svage angst i Caelis øjne der næsten var blevet skyllet væk i nydelsen. Hun sænkede mulen igen. Vippede ørene lidt, lukkede øjnene og indåndede luften dybt for at finde en form for ro. Men der var ingen ro. En storm herskede. En blandet storm hun havde svært ved at sætte ord på... Den ene side ville bare sejre, kysse Dawn igen, frydes med lykke, og stikke af. Den anden... Den anden var angst. Den var bundet af sin kærlighed til de sorte sjæle, sine lykkestunder med disse, såvel som smertesstunder. Smerten føltes så tryg og velkendt... Hun kunne leve, overleve i den. Hun ville ikke have andre. Hun ville ikke røre andre på den måde... Caeli bed tænderne sammen, lukkede øjnene op. Kroppen rystede let.

"Jeg forstår det ikke..." hviskede hun og øjnene så fortabt på ham. Insanus synes så svær at nå. Det gjorde ondt at elske ham. Han drev hende under vande. Amoris var så fjern... Hans brødre så kolde, så sindssyge. Og Dawn. Hun faldt så let ind i hans favn, så let ind i følelserne, lysten. Hun var ustabil det var sandt. De var fangede af deres kærlighed til hver deres sjæl... Sjæle. Caeli trak sig baglæns. Vendte sig lidt rundt, og slog med halen, lod hovedet synke mens hun stirrede ud i mosens vande. På himlen begyndte skyerne at dale ind over dem. Hun indåndede luften helt ned i lungerne. Hvis hun ikke tog meget fejl var der regn på vej. I heden, ville det synes rart. Disen ville kunne gemme hende.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Tiden stod for en stund stille hos den brune hingst, som blot stod en anelse forstenet over sin egen handling. Han rømmede sig en anelse. Det havde ikke været meningen. Nej Dawn var normalt meget stabil og velovervejet i hans handlinger, men den seneste tid havde bekræftet at han nogengange handlede impulsivt. Han så på hendes øjne, den svage angst og hendes forsøg på at finde ro. Han betragtede hende nu blot. Lod hende finde fodfæstet i stormen inden han trådte hen til hende. Han rørte hende ikke, men stod blot rank ved hendes side, mens han vippede ørerne frem ved hendes ord og drog et svagt suk. Det gjorde han heller ikke. Han forstod ikke meget af det der kærlighed og hvad det kunne gøre. Han havde ny mærket det på sin egen krop hvor smertelig den kunne føltes. Hvor ond kærligheden kunne være, hvordan den nærmest flåede en i små trævler indefra og ud. Han pustede kort ud og strøg hendes blidt over panden med en rolig brummen. Det var en sørgmodig stemning der blandede sig med det sensitive møde blandt de to sjæle, men Dawn holdt sig rank for den månegrå hoppe.
Han lod hende vende sig og så kort væk. Ligeså fortabt som hende selv. Han vidste ikke hvordan han kunne få hende til at få det bedre, få hende til at indse at den man elskede mest nødvendigvis ikke var den man endte med. Hun måtte selv overvinde det. Ingen andre end hende kunne kæmpe hendes kamp. Det eneste han kunne gøre var at støtte hende, fortælle hende at han var lige her og ventede på hun sagde ordene. Han tog et skridt mod hende, så på hende og prustede kort da hun gjorde sit slag med halen. Et tænktsomt blik røg over hans øjne, mens han for en stund stirrede en anelse fraværende ud i luften. Hun var på vej i brunst, men han vidste at denne ikke var tilegnet ham. Nej. Derfor puffede han i stedet til hendes hale, og skridtede op på hendes side, for at vise at han ikke havde noget interesse i den slags lige nu. Hun kunne roligt slappe af i hans nærvær. Han strøg hende over halsen med en beroligende brummen.

” Kærlighed gør ondt. Kærlighed får en til at tage forkerte valg, men en skønne dag så indser man at valget man tog var forkert og man er endelig fri til at råde bod på det. ”

Han holdt sig tæt på Caeli som ville han beskytte hende mod sig selv og sine pinsler. Han hvilede sit hoved mod hendes hals og så nu på hendes øjne med et spørgende udtryk. Måske hun kunne give ham svar. Fortælle hendes drømmeeventyr. Ville hun give ham den indsigt, den forståelse han så inderligt ønskede at kende?

”Hvad er det du ønsker fra hingsten som har givet dig ar? Hvad holder dig ved hans side, foruden din ubetingede kærlighed? ”

Spørgsmålet var indgående, men Dawns stemme fra så blid og varm at han blot synes at forsøge at hjælpe hende med at se. Havde hun selv stillet sig de spørgsmål? Vidste hun det overhovedet? Dawn havde vidst at han blot ville have en familie som han kunne leve i fred med. Han indså nu at det måske aldrig skulle have været Inari. Deres kærlighed havde været for forbudt. Han ville aldrig kunne have fået fred for den nagende fornemmelse at Helzlori lå på lur ved hvert eneste fejltrin. Tanken gjorde ondt. Han elskede hende jo, men han måtte videre.

” Jeg vil aldrig kunne elske en på samme måde som jeg elsker Inari, men hvem siger at en anden måde at elske nogen på er dårligere, at man ikke kan være lykkelig alligevel? ”

Dawn ord var ligeledes et spørgsmål til ham selv. En undren, et håb, men det hele så sort ud lige i øjeblikket, for dem begge. Han fnyste kort og knugede hoppen ind til sig. Han ville så gerne tage hende med, men hun var ikke klar. Han ville vente på hende.
Dråberne begyndte at væde deres pelse og disen begyndte langsomt at stige op mellem de to sjæle. Han holdt et ekstra greb i hende i frygt for hun forsvandt fra ham. Han mimrede svagt med mulen og han drog nu et suk.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Hun spurgte ofte sig selv, om hun gik og troede på den løgn de skabte til hende. Hun faldt tit på sine knæ og havde tro på noget der lovede hende så meget at alt hun fik var tomme løfter. Men hver gang samlede hun sig op, hun greb flammen og lod troen, håbet, kærligheden tage over hendes legeme. Hun flyttede sig efter det hun brændte for. Caelis øjne var i chok. Chok over dette mødes udvikling. For Dawns berøringer var ingen løgn. Hans brummen, nu som hans mule berørte hoppens bløde pande, og det slangeagtige aftegn, det var ingen løgn. Det var hans ærlighed. Hans støtte. Ikke hans ønske om at skabe hende et fint lille paradis og så smadre det. Hun kunne krympe sig sammen og græde, men der var ikke flere tåre at græde. Hun havde aldrig frygtet sig selv så meget. Hun så ind i hans øjne inden hun var gået væk.

Hoppen stod og følte det hele. Måske forstod hun det. Måske ikke. Men de glødende øjne var sikre på en ting. Hun var ikke færdig med Insanus Amoris Drachmas og deres broder Cherub. Hun kunne blive deres ende. Hun kunne blive deres lille månegudinde. Deres lille dronning. Hun vidste inderst inde at hun havde magten. Hvis hun nogensinde turde tage den. Blive i stand til at hæve sig fra dybet. Svælget hun synkede ned i. Hun skimtede mod Dawn, med skam i blikket. Skam over at hun havde ladet sig selv nyde hans kys. Ladet sig selv mærke en hed ild der bredte sig. Den sørgmodige stemning fik hendes lille krop til at føle sig magtesløs. Men hans tænksomme blik, inden han puffede til hende, uinteresseret i den begyndende brunst, kom op til hende, interesseret i hende, dette møde, dette nu, var styrkende. Nærende. Hun kunne stirre sig blind i de øjne, og suge al det nærvær til sig han ville give til hende. Suge al den kærlighed de kunne smede sammen til sig. Indtil hun måske kunne lulle de glødende øjne i, i ro og mag. Hoppen sukkede blidt. Endnu en brummen fra den brune, og hans mule gled over hendes hals. Hendes ører lyttede til lyden af hans stærke stemme.

Sandheden i hans ord var overvældende, og kunne måske få hoppen til at vende den sorte ryggen. Men noget dybere var graveret i hendes hjerte. Hun ville høre ham, hvis han skreg hendes navn i natten, og hun ville give respons. Altid. Hans kløer havde stukket hende så dybt, hans kolde, klamme hvisken i hendes ører gjorde hende skyldig, og hun måtte reagere. Leve som den lille villige slave. Hun lukkede øjnene hårdt i. Han stod der. Var så tæt på hende, at han nærmest kunne tage og føle på al pinslen, al smerten. Men også al lykken. Al kærligheden til den blide sorte Amoris, med de bløde Bambi øjne og en stemme af kærlighed indhyllet i skygger. Når hendes tårer faldt, var det ham de måtte lande på. Han ville føle al hendes smerte... Hade sig selv for intet at kunne gøre for sin lille Måne. Hoppen mimrede let med mulen. Sagde intet, for hun vidste ikke sit gode råd om hvad hun kunne svare. Kunne 'en skønne dag' komme til Caeli?

Hingstens stemme brød dog atter tavsheden kort efter, og denne gang bankede hendes hjerte. Hun peb stille, vendte blikket mod himlen, og lod de mismodige øjne søge mod himlen, og dens regn. Den kolde regn der faldt over moseområdet. Hun vuggede sig selv kort, og så på ham. Hendes svar var indlysende. Det lå selvsikkert på hendes tunge. Øjnene skiftede til en noget lignende stærk og elskværdig hoppes syn.

"Jeg sværger på alt der er mig nær. Hingsten der giver mig ar, er kun en ud af fire. Dawn. En fængslet sjæl ligger under sindssygen. Amoris er ingen dræber. Han er fortabt..." det sidste blev hvisket. Hoppen vendte sig langsomt. Front mod Dawn. Han var i sig selv en fristelse for Caeli. Han kunne trække hende ud af mareridtet. Men han ville også trække hende væk fra Amoris, hendes løfter, hendes ufødte ikke engang eksiterende drømmeføl. Hun var brunstig snart...

"Dawn... Har man ikke ansvar for det man har tæmmet?" hviskede hun. Ligeså blidt som han, ligeså blid var hun. Hun forsøgte at lade ham få indblik i hendes hjerte, hendes eventyrlige spind af sindets ønsker. "Jeg er hans Lille Måne. En sejrende prinsesse, men en falden dronning... Jeg må rejse mig. Inden han får mig til at knække." hun så væk. Der var intet der ville stå usikkert til i hendes hoved på den måde. Jovist ville hun valke. Være usikker. Nervøs. Tage imod lektionerne han bragte hende på værste vis, og blive bange, smerte. Men altid ville der være en grund til at stå ved, og den ville hun altid kende. Hun havde et hjerte der rummede pladsen til meget mere, end man burde holde til. Men hun ville stå imod. Hun ville bytte hele sin sjæl for hans eksistens. Lige nu. Amoris.

Dog. Dawns stemme brød hendes koncentration om sine tanker igen, og hun lyttede. Ansigtet fortrak sig i en fortabt lyksagelig lyst. De tåre der synes til ikke at være flere af. De kom tilbage. Fandt hendes øjne og gled ud. "Det er sandt. Jeg ville skabe et smukkere eventyr. Elske igen. Være lykkelig alligevel... Men med visheden om hans tab, hans falmen i deres mørke, ville jeg altid være ufærdig, og hade mig selv. For at forlade ham alene i mørket." hoppen mærkede han knugede hende til sig. HUn knugede også ham. Hun ville også uendeligt gerne tage af sted, men hun vidste han ville lade hende gøre som hun ville det. Bandt man hende op... Var hun ikke sikker på hvad man ville stå med længere. Hans suk gik gennem hendes ører, hendes åre, hendes hjerte, hendes sjæl. Og plantede sig så hun ville huske det. Hun nussede hans pels, da regnen nåede dem. "Himlens Regn." mumlede hun stille og drog et smerteligt smil. Kunne hendes regn, dryppe et nyt sted fra, over en ny hingst? Lade hans håb, drømme og kærlighed spire. Lade denne bringe nyt liv, til døde øjne?...


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.