Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Mephisto kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han havde aldrig troet, at han skulle finde sig selv skridtende gennem Kantos dunkle dyb igen; men ikke desto mindre var han her altså. Det var en utrolig ubehagelig skov, og han havde ikke glemt sit tidligere, og eneste, møde med skoven. Han havde vandret endeløst rundt derinde i flere timer og været ude af stand til at finde ud, indtil en venlig sjæl havde hjulpet ham på vej. Han havde svoret sig selv, at han aldrig ville bevæge sig ind i den gudsforladte skov igen; men ak, her var han altså. Det virkede måske ulogisk at være gået derind igen, når han havde sådan et dårligt indtryk af skoven i forvejen. Men han havde befundet sig i området, da solen stod på sit højeste, og i ren desperation havde han søgt ly i skovens skygger. Som den lettere dumdristige hingst, han var, havde han tænkt, at det nok skulle gå; at han godt kunne bevæge sig længere ind i skoven, for det skulle nok gå. Men nu var han altså faret vild igen.

Han skridtede rundt på en smal skovsti og prøvede forgæves at finde rundt i omgivelserne. Alt lignede hinanden, og alligevel virkede intet bekendt. Han havde fuldstændig mistet orienteringen og havde ingen anelse om, hvor han skulle bevæge sig hen for at komme ud igen. Tågen lå som et tykt tæppe mellem træerne og indhyllede sine omgivelser i en sløret, grålig masse. Træerne var sorte og døde at se på, skovbunden var fugtig og mudret, og alle de små skovsøer var grønne, slimede og sumpede. Det var sådan et væmmeligt sted - han afskyede det virkelig! Hvorfor skulle han også altid være så eventyrlysten? Det var ufattelig dumt af ham altid at bringe sig selv helt til kanten, når han vidste, at han ikke havde mulighed for at træde et skridt tilbage igen. Og af alle steder, han kunne have valgt, hvorfor så lige skoven? Han var normalt en hingst, der godt kunne lide at udfordre sig selv og bringe sig selv i fare; men af en eller anden grund havde han aldrig brudt sig om skove - og da slet ikke de dunkle af slagsen. De var så klaustrofobiske, så fugtige, så... fuld af andre dyr. Bvadr!

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Den ildorange skabning havde bevæget sig en smule ud fra flokkens grænser. Størstedelen af området var ganske rigtigt ”besat” af Lux Umbra, men stadig var der den lille del hvor fremmede nu engang stadig gerne måtte befinde sig.. stadig. Et svagt smil trak kort i mundvigen, idet at han bevægede sig uden om nogle visne og døde træer. Ååh, det var et gudsforladt sted. Hvorfor det overhovedet var skabt faldt ham ikke ind.. de fugtige sumpe, de døde træer, den omklamrende tåge.. Det var perfekt. Ikke mange ville holde på dette golde område, men Lux Umbra var heller ikke en del af de mange. Det var han selv et levende bevis på.
Jo dybere ind i Kanto den orange kom, desto mere lukket, fugtigt og klamt blev der. Snart var han nået over den del hvor han selv kendte til området, og trådte ind på fremmedt sted. De røde øjne scannede den tætte tåge, men selv deres glød kunne ikke skære igennem alt. De spillede ham tit et puds, og fik ham til at se skygger samt skikkelser i tågen der ikke eksisterede. Men det var ikke noget han frygtede.. stemmerne fulgte tit med skyggerne, og de var en fast del af hans hverdag.

I sin ensomhed begyndte den orange en sagte nynnen, der dog knækkede over og skar i ørene ved mange af tonerne. De rykvise skridt fik ham til at træde over de svuppende steder, inden at en anden farvetone i det dystre landskab skildte en skikkelse ud. Ligesom ham selv bar den farver der ikke just passede i de dybere dele af skoven. Fuego stoppede i et ryk op, og stirrede intenst på den fremmede med et svagt smil, inden at en skinger tone flængede luften. En hilsen.. så at sige.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Tågen blev kun tykkere og tykkere og gjorde det umuligt for Mephisto at se længere end et par meter frem. Den badede skoven i sin grålige masse og indhyllede hans krop og alt omkring ham i den. Et utilfredst prust gled over hans mule. Det var simpelthen sådan et ulækkert sted, det her... Han begreb ikke, hvorfor han havde valgt, at trodse sin fornuft og bevæge sig herind trods sin dårlige oplevelse - det var jo lige før, at den stegende hede virkede mere tiltrækkende end dette fordømte sted.
Han lod hovedet glide fra side til side i forskellige retninger og prøvede med desperation i blikket at finde rundt. Det var så godt som umuligt; alt lignede sig selv i denne kraftige tåge, og den gjorde det umuligt at se en hov for sig.

Den uhyggelige stemning begyndte langsomt at falde over den dunkle skov. Stilheden var dominerende, da ingen levende dyr var at se herinde; forståeligt nok. Mephisto skridtede videre langs den lille sti. Han havde efterhånden mistet håbet om nogensinde at komme ud derfra; men han kunne jo ikke gøre andet end bare at fortsætte fremad og håbe på det bedste.
I det samme blev stilheden afbrudt af en uhyggelig, summende lyd. Mephisto havde lidt svært ved at definere, hvad det præcist var. Det virkede måske tosset, men han var altså overbevist om, at det var lyden af en hingst, der forsøgte at nynne. Han rystede dog lidt på sit trefarvede hoved og forsøgte at lukke lyden ude. Han havde efterhånden oplevet så mange underlige ting i dette fremmede land, at han var begyndt at tvivle på ægteheden i sit syn og hørelse; det var nok bare ham, der var ved at blive tosset.

Men pludselig trådte en skikkelse ud af den tætte tåge; og ganske rigtigt var det en hingst. Han holdt inde med sin nynnen, og hans blodrøde øjne hvilede på Mephisto. Lige pludselig udbrød han en høj og skinger lyd, der mest af alt lød som et skrig. Mephisto var ikke sikker på, hvad han mente. Var det et kampskrig? En advarsel? Måske en hilsen? Det var ikke til at sige... Hingsten virkede næsten som et rovdyr, på den måde han havde reageret ved synet af Mephisto.
Enhver klog hest ville nok være flygtet ved synet af denne skabning; men ikke Mephisto. Han glippede overrasket med øjnene, for så at stoppe op og betragte hingsten med fascination i blikket. Han havde altid været vild med ting, der skilte sig ud fra mængden; og denne hingst havde i sandhed tiltrukket sig hans opmærksomhed. Han gjorde dog ikke noget; stod blot stille og afventede hingstens næste træk.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Den fremmede skikkelse trådte efterhånden tydeligere og tydeligere frem, I takt med at den klamme tågede lettede en smule. Den afslørede efterhånden de snørklede aftegn han bar, de skiftende farver og de skærrende syregrønne øjne der stirrede direkte imod hans egne blodrøde. Det pupilløse blik scannede næsten sulten over hans kraftige krop.. betragtede hver en bule, hvert et mønster og hver en centimeter af den fremmede, inden at det før svage smil trak op til det bredere. En hingst, der endnu ikke havde truffet ildhingsten i Prolio. Nyt selskab var altid ønsket.
Den tunge krop begyndte først med tunge skridt, men kort efter mere fjedrende at nærme sig ham. Pladsen til at gå en kort omgang omkring ham fandtes ikke, og i stedet vimsede han ligefrem i ansigtet på den trefarvede. Den orange skabning – Fuego, overskred enhver ret der hed personligt rum samt grænser. Den røde flammeprydede mule blev strakt mimrende ud for at opfange den andens fært, inden at han med et hyl trak den til sig for endnu engang blot at stirre på ham. Kroppen næsten dirrede af indespærret latter, inden at det endelig formåede at bryde ud. Først dæmpet, men langsomt byggede den dybe stemme sig op til et skingert stadie. Åh, hvilken fryd det var endelig at møde en anden skabning! En anden sjæl! De sygeligt røde øjne stirrede med et reptilisk glimt på ham, inden at han pludselig lukkede munden for at lade stilheden sænke sig over dem. Stadig sitrede det i kroppen efter at lade latteren bryde frem, men for nu var den indespærret.

”Og hvad laver sådan en fin lille sag.. alene.. i Kanto?”

Kom det hæst fra ham, og han trippede lumsk nogle skridt nærmere. I det tætte klamme mørke lyste den orange hingst næsten op som et fyrtårn.. de kraftige farver afslørrede ham hurtigt, men langsomt var de faktisk begyndt at falme.. mørkere skygger blandede sig med flammerne, og rykkede langsomt den før vimsende muntre skabning imod det mørke han efterhånden ofte befandt sig i.

”Og han var..så… alene..”

Nynnede han stille, inden at han langsomt kneb de glitrende øjne i.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Mephisto fulgte interesseret med, da den spøjse hingst dansede frem mod ham og trådte helt op til hans hoved. Det var nok ikke noget, der ville behage de fleste heste - men Mephisto generede det ikke. Han var selv vant til at hilse sådan på folk, så han kunne ikke lade være med at smile ved synet af en anden sjæl, der heller ikke gav meget for de sociale normer. Han rykkede nysgerrigt ørerne frem mod den ildfarvede hingst og mødte hans blik. Hingstens øjne var røde som blod, og der var ingen pupiller at spore i deres indre. Fascinerende!

De to hingste stod blot og stirrede på hinanden, men pludselig blev ildhingsten skør. Han brød ud i en latter, der udviklede sig fra en dyb brummen til en skinger tone. Mephisto skar en let grimasse. Lyden skar virkelig i hans ører. Endelig holdt hingsten dog op igen, og Mephisto lod sit hoved glide på skrå. Hvad var det her dog for en løjerlig hingst? Han havde aldrig set noget lignende! Det var ikke til at vide, om han skulle frygte den fremmede eller ej - men ligegyldigt hvad, var hans nysgerrighed så stor, at han under ingen omstændigheder ville kunne fjerne sig fra situationen.

Han spidsede lyttende ører, da hingsten begyndte at tale. Hans stemme var hæs og passede forbløffende godt til ham. Mephistos bryn røg undrende i vejret ved hingstens ord. Det var et noget spøjst ordvalg - men han ville ikke dømme. Han vidste, at han selv kunne være lige så underlig at høre på i andres ører. „Ja, det må du nok sige... Jeg svor ellers mig selv, at jeg aldrig ville lade mine hove betræde denne kloak af en skov. Men ak, tingene går ikke altid, som man har planlagt."

Han fulgte opmærksomt hingsten med øjnene, da denne pludselig begyndte at nynne igen - denne gang handlede sangen om ham selv. Han stirrede direkte på hingsten med sine syregrønne øjne. Selvom denne hingst tydeligvis var gak i låget, kunne han ikke lade være med at tænke, at denne hingst mindede ham meget om sig selv. Det gav ham en befriende følelse at møde en anden sjæl, der var lige så upassende og ligeglad med andre som ham selv. Han ville nødig lyde sentimental, men hvis han nogensinde skulle overveje at få en ven, ville hingsten her være hans første tanke. „Hvem er du?"

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Fuego så nøje efter en reaktion.. så nøje efter hvilke følelser der gennemstrømmede den fremmedes kraftige krop. Det var ikke frygt, det var ikke vrede. Det var… fascination. Sikke et pudsigt sammentræf.. det var præcist sådan han også selv så imod andre. Den orange havde for længst frasagt sig den følelse af frygt.. den var blevet fortæret for evigheder siden. Den var for længst glemt og gemt væk.. et urinstinkt han selv havde fjernet fra sindet. Fordi det twistede sind kendte aldrig sine grænser.
Men ikke desto mindre var det noget der for en stund overraskede ham kort, da det var længe siden han selv havde mødt nogle der ikke blot trak sig med det samme. Små fnysende lyde kom fra ham, inden at den anden endelig syntes at finde et svar på det spørgsmål der var blevet sendt ud. Stille stod han et øjeblik, inden at han smilende trippede en kort omgang rundt om sig selv for at se ud imellem stammerne. Såeh.. det var ikke et planlagt besøg?

”Ja, ja, ja, ja… Kanto har til tider en underlig trækkende kraft på fremmede.. Hvad er dit navn..?”
kom det leende fra ham, og han vimsede tilbage til den anden igen. De syregrønne øjne fulgte ham opmærksomt, og han skar kort en sarkastisk grimasse efter ham for at se om det mon kunne spejles i blikket. Ligeså skingrende skør han kunne fremtræde foran andre, ligeså farlig kunne den hysteriske leg blive.

Den røde hale slog kort et enkelt slag bagved ham, og han så skiftevis frem og tilbage imellem ham og den vej han vidste Lux Umbra lå. En flok der ikke lignede de andre i landet.
Hastigt så han tilbage på ham, da han spurgte efter navnet. Det sygelige luskede smil trak igen op til leg, og han vimsede tættere på ham igen imens han trak ned i et sarkastisk buk.

"Fuego... Fuego Semental til din tjeneste i denne stund.."

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Han så med nysgerrige øjne efter den spraglede hingst, der nu vimsede en halv omgang rundt om sig selv og begyndte at tale om skoven. Hans ord fik ham til at tippe hovedet nysgerrigt på skrå. „Kanto? Er det skovens navn?"
Han holdt en kort pause, inden han fortsatte: „Og mit navn er Mephisto."
Det var egentlig underligt. Han var ellers ikke typen, der bare sådan gav sit navn ud til andre. Han havde skam ikke som sådan noget imod, at andre kendte hans navn; hans møder plejede bare at udvikle sig på en sådan måde, at en præsentation ikke ligefrem virkede passende. Men denne hingst... han havde vækket en interesse i ham. Efter hans ankomst til Proelio havde han oplevet det med nogle få andre; men denne hingst var virkelig noget særligt.

Nu skulle det ikke lyde som om, at han var forelsket i hingsten eller noget... for han følte sig ikke fysisk tiltrukket af ildhingsten; nej, det var hans indre, der fascinerede ham. Denne hingsts sjæl virkede til at minde så meget om hans egen; upassende, egoistisk, uhøflig, sær... han kunne blive ved. Deres lighed var stående. Det lå ellers ikke til ham at blive så sentimental omkring sådan noget. Men lige denne hingst havde vækket noget i ham. Han havde efterhånden levet mange år af sit liv, og i den tid havde han rejst det meste af verden rundt; men aldrig havde han fundet en som ham selv. Så selvom det var utrolig underligt for ham at indrømme, så gav denne hingst ham en følelse af... hjem?

Den underlige hingst skar nu en grimasse og placerede sig derefter i et buk, mens han fornemt præsenterede sig for Mephisto. Han var garanteret en hest, der tit blev misforstået, og som andre fandt grotesk upassende grundet hans mærkværdige opførsel. Men Mephisto forstod ham - og i stedet for at føle afsky, voksede hans fascination af ham blot. Han bukkede hovedet for hingsten og så derefter på ham med et blik, der viste, at han så op til denne hingst. „Jeg har ikke som sådan brug for din tjeneste, ærede Fuego. Men måske du kunne fortælle mig lidt om skoven her? Den slår mig som værende et stort mysterium, jeg ikke kan komme til bunds i."

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

Da Fuego rettede sig op igen, var det endnu engang et fascierende blik der mødte ham. Der var ingen irritation eller foragt over hans latterlige opførsel, men nok nærmere en forståelse fra den trefarvede, der kort efter præsenterede sig som værende Mephisto. Et specielt navn. Men denne hingst virkede heller ikke just som en ganske normal skabning. Kort nikkede han til det første spørgsmål, inden at han igen satte den store kop i bevægelse. En anelse rastløs kunne han fremstå, men natten var nu engang så kort! Og det var ikke fordi han skulle nå noget bestemt, men det trak i ham både at være tæt på denne fremmede og alligevel provokerende forsvinde nu. Fuego tog nogle skridt imod ham, inden at han drejede sig så han vendte den samme vej som den fremmede. Foran dem var der intet andet end skov, træer, mos og tåge, men Fuego kneb alligevel øjnene sammen som spejdede han efter noget. Det var engang blevet sagt at så man godt efter, eller lyttede godt efter kunne man stadig høre de fortvivlede sjæle der var faret vild herinde, råbe om hjælp. Og en skygge i tågen behøvede ikke altid at være et træ..

”Mephisto min kære.. skoven her er et stort mysterium. Den indeholder meget, som tågen skjuler”.

Kom det hviskende fra ham, nu da han befandt sig så tæt på den trefarvede. At denne så op til Fuego var ikke gået forbi ham, og det undrede ham kort sagt. Men spørgsmål skulle besvares, og undren kunne komme til senere. Måske… jah, han brød sig faktisk ganske godt om denne Mephisto, hvilket da var tydeligt siden der intet kampskrig var gjaldet fra ham endnu. Et smil trak op i mundvigen, og han skubbede blidt den andens mule lidt til venstre.

”Men en flok holder til i den retning... Lux Umbra kalder de den. Specielle sjæle såvel som skabninger holder til i den flok, hvor de om nødvendigt kan finde sig til rette i Kantos tåger”.

Kom det nynnende fra ham, og han trak igen hovedet til sig. Lux Umbra var ingen normal flok, så meget var sikkert. Men om det ligefrem intresserede ham vidste han ikke. Nu var tilbudet i hvert fald givet. At Fuego selv var Dolor i den flok behøvede Mephisto ikke at vide, medmindre han skulle vise interesse for den. For det var ikke blot heste, men også demoner i den flok. Udstødte eller blot dem som verdenen endnu ikke kunne acceptere. Dem der var… foran den almene kurve.

”Derudover siges det at ånder også bevogte denne skov. Små ynkelige sjæle der ikke kunne finde vejen ud af Kantos dyb. Tragisk død, men ikke desto mindre spænende for dem der søger det… anderledes”.

Kom det fra ham, og en kort latter kom fra ham bagefter. De røde øjne så afvende på ham, og han nappede provokerende ud efter den enes ører i noget der kunne ligne en venskabelig drillende gestus.

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Så Kanto var altså navnet på denne bizarre skov. Mephisto havde efterhånden vandret rundt i Proelio i et pænt stykke tid, men han kendte intet til stederne i landet. Han havde besøgt de fleste af dem og set deres hemmeligheder med sine egne øjne, men når alt kom til alt, vidste han ikke meget om nogen af dem. Det var nu engang sjældent, han stødte ind i et selskab, han virkelig følte sig tilpas i - derfor havde han da heller aldrig rigtigt haft muligheden for at få noget som helst at vide om landet. Men denne Fuego, der nu stod foran ham, var kilden til en enorm viden. Selvom Mephisto ikke lige var den, man ville se som en kulturel hest, så var han faktisk vild med naturen. Han kunne have et noget underligt sindelag, der bød på både koncentrationsbesvær og manglende interesse for ting, men han lyttede altid opmærksomt, hvis folk havde noget at fortælle om stederne omkring dem.

Han betragtede Fuego, der nu endnu en gang syntes at danse rundt omkring ham. Han stoppede op ved Mephistos side og startede hviskende sin fortælling. En lille kuldegysning gled gennem Mephistos krop ved lyden af Fuegos stemme. Fuego havde en evne til at skabe en utrolig uhyggelig stemning omkring ham, der sikkert ville skræmme de fleste - men Mephisto blev ikke andet end fascineret. Han lyttede opmærksomt til de ord, Fuego fremsagde, og levede sig ind i den dystre stemning. Skoven var et stort mysterium, der indeholdt meget, som tågen skjulte... ja, det kom slet ikke bag på ham. Det var netop disse ting, han selv havde fornemmet ved hvert eneste besøg i Kantos dyb.

Fuego skubbede nu hans mule til venstre og begyndte at fortælle om en flok ved navn Lux Umbra. Andre ville nok have fundet det ekstremt grænseoverskridende, at han sådan rørte ved deres mule - men det var slet ikke noget, Mephisto bemærkede. Det lå helt naturligt til ham at overskride andres sociale rum, så det generede ham ikke det mindste, at Fuego også gjorde det.
Han lyttede til de ord, Fuego fremsagde om flokken. Specielle skabninger, der fandt sig til rette i Kantos tåger... tænk lige, at dette var muligt. Han havde aldrig troet, at han skulle finde interesse i en flok; men han måtte indrømme, at Lux Umbra havde hans fulde opmærksomhed. „Lux Umbra? Det lyder interessant... skabninger, der finder sig til rette i Kantos tåger. Fascinerende."

Fuego fortsatte sin fortælling, og endnu en gang formåede han at fange Mephistos interesse. Ånder? Fandtes sådan nogle virkelig, eller var Fuego blot tosset? Begge dele var bestemt mulige... Før i tiden havde han leet hånligt ved tanken om ånder - men han måtte indrømme, at han havde set ting i Proelio, der ikke kunne forklares med videnskab. Derfor var han da også blevet mere modtagelig overfor tanken om, at der kunne findes andre ting i livet end dét, man kunne se med det blotte øje.
Tanken om ånderne, der var døde i Kantos dyb, fik en skælven til at glide gennem hans krop. Han kunne selv have været én af dem, hvis ikke det var fordi, at han altid havde været så heldig at møde andre heste, der kunne hjælpe ham ud af skoven, på sin færd.

„Eksisterer der virkelig ånder?" spurgte han med en dybt fascineret, lettere toneløs stemme. „Det anede jeg ikke - men alligevel kommer det ikke som en overraskelse. Er disse ånder onde? Er det muligt at komme i kontakt med dem?"
Spørgsmålene væltede ud ad ham. Han havde det med at blive lidt for nysgerrig, når noget fangede hans interesse. Men det var egentlig ikke noget, der gik ham på. Han var af den holdning, at man kun fik svar på ting, hvis man spurgte ind til dem.
Fuego nappede nu ud efter hans ene øre. Han havde altid haft svært ved at læse andre heste, men selvom Fuego burde syntes at være endnu sværere at tyde i sit kropssprog, var det faktisk nemmere for ham at læse Fuego end andre heste. Det var vel fordi, at Fuegos kropssprog mindede ham så meget om sit eget på en eller anden måde... Han ville gerne gengælde den drillende nappen, men han var lidt for opslugt af tanken om Lux Umbra, Kanto, ånder og andre skabninger... Han stod derfor stille i en nærmest trance-lignende stilling, mens han ventede på Fuegos svar.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

FUEGO SEMENTAL
- "I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius; wich to angels look like torment and insanity".

De bølgende og bugtende tåger havde indtil nu holdt sig pænt væk fra dem, men som sekunderne tikkede af sted sneg de sig tættere på. Som slanger gled de over jorden, inden at de splittede op ved hver sten, gren eller anden form for forhindring. Delte sig, blandede sig med vrimlen eller formede en helt ny slange. De røde orbs gled kort til siden, for at følge dem med en kort tanke om, hvordan de mindede ham om Insanus skygger.. Hans blide og alligevel kolde skygger. Skyggerne der omsluttede hans røde krop, prydede den med de sorte flammer og gav ham et indblik i den styrke der sad i dem. En styrke den røde begærede, men ikke vidste hvordan man fik. Men snart.. en dag. Han vidste de ville komme til ham. For selv her i mørket kunne han høre dem i de tætte tåger. Hvislende stemmer.. stemmer ingen vidste noget om. For stammede de fra hans eget forskruede sind, eller fandtes de virkelig? Det ene ører rykkede kort bagud, inden at hans fokus igen landte på den trefarvede Mephisto, hvis stemme nu brød stilheden.
Det røde blik stirrede med en intens interesse på den trefarvede, inden at han langsomt nikkede. At han havde formået at fange hans interesse glædede ham. For ikke desto mindre så han gerne Mephisto overveje sådanne et tilbud. Et smil trak op i den arrede mund, og den røde hale slog et hvislende slag bagved ham for at dele tågen. Skyggerne blev langsomt længere, i takt med at tusmørket krøb tættere på dem i den øde skov.

”Jah, min kære. Ånder i forskellige former og formål. De fleste bliver trukket ned i dødsriget med det samme.. Men noget ved Kanto holder dem fanget. Fortabt. For dem til at vende tilbage hver nat, hver dag.”

Sagde han hviskende i hingstens ører, og kneb slesk øjnene sammen, over den trancelignende tilstand han havde fået Mephisto i. Fuego var ikke den der ofte manipulerede med folk, og fortalte tit sandheden – til manges overraskelse. Men ikke desto var det altid sandheden fra hans synspunkt. Og det tvistede sind var ikke altid lige pålideligt.
De røde øjne gled langsomt ned imod hingstens skulder, og han trak i en glidende bevægelse mulen fra øret, ned af halsen imod den. Det hvide aftegn blev nænsomt mærket efter, inden at han let nikkede for sig selv. Der var noget over denne hingst aftegn som han fandt flotte. For i rodet over alle farverne, var der også en form for skønhed. Kaotisk skønhed. For den der havde skabt hans krop, havde sørget for at han harmonerede. Tanken fik en hæs nynnende tone til at stige fra ham, og hans smil blev kun større. Lettere lalleglad kunne man kalde det, men ikke så man fandt det hyggeligt. For hvad der morede ham, vidste han ikke engang selv. Sådanne et smil var næsten syet på hingstens mund nu, som en cruel joke. Det pupilløse blik rykkede imod ham, og uden at vende hovedet stillede hans sit næste spørgsmål.

”Fascinere ånderne dig.. Mephisto?”

Sagde han lavmælt, og en den dybere tone sneg sig ind. Endelig vendte Fuego hovedet for at se på ham, og lagde det langsomt på skrå. For at komme i kontakt med dem, var bestemt muligt. Den sorte demon kunne vise vejen til Helvede. Men helvede fandtes også på jord.. og dem der hjemsøgte skovene, ville give sig til kende for dødsgudens udvalgte. Skyggerne kunne fange dem ind, demonen ville binde dem og selv Mephisto kunne få at se med sine egne øjne, hvad et individ at Lux Umbra kunne gøre. En dag.. en dag ville Fuego selv finde vejen til skyggerne. Og han trak gerne flere med sig.

 - "I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it".

I Can't Believe, I'm Here Again?
_______________________

Tusmørket nærmede sig, hvilket også gav de snigende skygger frit indpas i skoven. De havde indtil videre holdt sig på afstand fra de to hingste, men nu sneg de sig af sted som slanger langs den fugtige skovbund. Mephisto sænkede langsomt sit blik og lod de syregrønne øjne følge den klæbrige tåge, der gled langs luften og blandede sig med de mange skygger. Normalt ville et syn som dette have skræmt ham; for han hadede skove, og de blev absolut kun mere og mere væmmelige, som natten trådte ind. Men han var ikke bange nu. Fuego var ved hans side, og han følte sig underligt tryg i den ildfarvede hingsts nærvær. Selvom han bogstavelig talt ikke kendte noget som helst til den fremmede hingst, følte han en vis samhørighed med ham. Han følte, at de to hingste forstod hinanden; snakkede det samme sprog - et sprog, som kun de to kunne tale. Han kunne ikke sige noget med sikkerhed, men han følte, at Fuego ville beskytte ham. Derfor følte han sig som et lille føl, der var i sikkerhed hos sin far. Det var måske noget mærkeligt noget, men Mephisto havde et underligt forhold til relationer - det lå ham helt naturligt at skabe de mest besynderlige af slagsen.

Han rettede atter opmærksomheden mod den specielle hingst foran ham, da han begyndte at tale. Mephisto rykkede uroligt rundt på sine ører ved ordvalget. Fanget i Kanto hver nat... fortabt, og ude af stand til at slippe fri. Han sank en klump i halsen, og et skræmt udtryk viste sig i de grønne øjne. Sveden piblede pludselig frem på hans krop, og han måtte trække vejret dybt for ikke at hyperventilere. Han anede ikke, hvad denne voldsomme reaktion stammede fra, men skoven skræmte ham... meget faktisk. Han kunne kun holde ud at være der, fordi ildhingsten var ved hans side. Blot tanken om at være fanget i Kanto for evigt fik hans krop til at gå i panik. Det var ikke særlig høfligt ikke at give Fuego nogen respons på hans forklaring om ånderne, men det kunne Mephisto slet ikke tage sig af lige nu... Han havde nok at gøre med at få sin egen vejrtrækning under kontrol igen.

Pludselig lod Fuego sin flammende mule glide ned over hans skulder. Af uvisse årsager fik det ham til at slappe helt af igen. Han faldt til ro og trak vejret i dybe, rolige drag. Han fulgte ildhingstens mule med sit blik, indtil den stoppede op og følte på hans aftegn. Der var noget ubehageligt tilfredsstillende over den orange hingsts berøring. Han mærkede en uforklarlig skælven glide gennem sin krop. Han forstod ikke, hvad der foregik oppe i hans hoved lige nu. De mange lyster, der fløj gennem ham, gjorde ham snotforvirret. Han havde aldrig været god til følelser, og de kunne derfor være lidt... flyvske i det. Et smil tegnede sig nu på ildhingstens arrede ansigt. Det var et ubeskriveligt smil. Det ville uden tvivl have skræmt mange - men Mephisto var ikke bange. Det var et smukt smil.

Han mødte hingstens ildrøde øjne og faldt dybt ind i hans blik. Han kunne ikke forklare, hvad der skete inde i hans hoved, når han så ind i sjælenes spejl på denne Fuego... men det var magisk. Han sendte ham et smil, der på én gang var både kærligt og lumskt. „Fascinerer er sådan et stærkt ord... Du fascinerer mig, Fuego.
Men mine tanker om ånderne kan der ikke sættes ord på - jeg ved bare, at det ville være mig en stor fornøjelse at se en af dem med egne øjne."

Til: Fuego Semental

Hvilken kontakt han havde med denne trefarvede hingst, var ikke til at forklare. For det var ikke den samme han følte med den blorøde cinder.. nej, det her var anderledes. Cinders elegante krop, delikate hoved, giftige jade øjne og skarpe tunge, var alt sammen noget der talte til Fuego på en anden måde. I starten havde det blot været for sjov, at han havde forfulgt hende. Smadret hendes planer og besudlet den røde krop. Jaget hende om dagen, og givet hende mareridt om natten. Paranoide momenter, og intense øjeblikke. Alt sammen noget fordi hun var en fighter. Hun blev ved med at kæmpe, stritte imod og bevare den noble stolthed der udgjorde selve hendes væsen. Han kunne ikke knække hende.. Selv når han havde hende bundet på for og baghove, stoppede hun ikke med at lade verbale tæsk smælde igennem luften. Med tiden var denne besættelse drevet ud til et stadie hvor han begyndte at holde af hende. For Cinderalla var hans! Han hadede hende på mange punkter, men ingen.. ingen ville nogensinde slippe fra at lege med hans legetøj. Det var en besidderisk indstilling, men ikke desto mindre var Fuego et bæst. Et dyreisk væsen, der dog endnu havde noget af sin smadrede psyke tilbage. Hvilket kom frem, da han stoppede et øjeblik, og lyttede til den kraftige Mephisto.
Fascinerede han.. ham? undrende virrede han med det markerede hoved, inden at en dyb brummen steg fra den fremskudte bringe. den var ny, og den fik de flossede ører kort til at vippes forvirret ud til siden. Normalt ville enhver være trukket væk fra de strejfende bevægelser og den skingre latter.. Men måske var Mephisto ikke skab til at være en del af de normale? Måske var han ligesom ham selv - et outcast. Og med tiden havde Fuego fået den erfaring, at sådanne var gode at have ved siden af sig.

De pupilløse øjne så længe ind i hingstens syregrønne blik, og han nikkede da langsomt. Dog trak en velkendt maske igen hen over hingsten, og derfra trak et smil op igen. Han kastede ivrigt med hovedet. Hvis Mephisto ønskede at være en del af den verden, som Fuego længe havde kendt til... Den hvor ånder og demons lurede i udkanten, og den hvor blodet bandt alt magien i landet sammen. En hvor glæde og frihed var nær.. Jah, så ville Fuego guide ham! Trippende gled han om på den anden side af Mephisto, hvorefter han blidt skubbede ham til venstre imod en af dyrestierne.

"Jeg kan føre dig til en af dæmonerne i dette land.. Mephisto min kære, han kan opfylde mange ønsker! Tro mig, dette land har mere end guderne vil vise dig.."

sagde han hvislende, og så spændt på ham, for at se hvilken beslutning denne hingst tog. Jovidst, vejene i Lux Umbra var mange.. mulighederne var uendelige! men man ville mærke, at det var et valg for livet. Hvis først man trådte ind, kom man ikke ud som den samme igen. hvad man havde set og oplevet kunne være forskeligt. Fuego følte i sig selv, hvordan han ønskede denne Mephisto til at være en del af det liv. En del af hans liv! Han ønskede at dele den glæde han havde fundet i landet, ønskede at vise ham et sted hvor han kunne høre til. For trykkede man på de rette knapper, var ingen så forskellige som de troede. Han ville forstå.. det var han sikker på.

"Kom med..."

Hingsten tog nogle enkelte skridt frem, og så tilbage på den trefarvede. De glødende øjne skinnede som orbs i mørket, med fornyet gnist og energi. Han ville vise ham hans verden.

I Can't Believe, I'm Here Again?
_______________________

Flammehingsten stoppede op ved hans side, og han gjorde det samme. Han betragtede ildhingsten, der undrende virrede med hovedet. Hingstens reaktion var kommet, da han havde sagt, at han fascinerede ham - var det mon disse ord, der fik hingsten til at reagere sådan? Han så forundret på hingsten, der nu brummende vippede ørene til siden. Han kunne slet ikke forstå hingstens reaktion - kunne han da ikke selv se, hvor skøn han var?

Et tilfreds smil gled over hans mule, da hingsten atter fik sit velkendte smil på. Han vidste ikke, hvad der havde forundret hingsten sådan ved hans ord, men det kunne også være lige meget. Han havde aldrig været typen, der gik særligt op i detaljer. Hvis man havde noget at sige, lyttede han gerne - men hvis man holdt noget inde, overlevede han ganske glimrende uden den information.

Han betragtede muntert den smukke hingst, der nu med ivrige skridt dansede hen på den anden side af ham. Han blev blidt skubbet til venste, og i stedet for at stritte imod fulgte han med og drejede sig selv i den retning, hingsten havde vist ham. Han mødte hingstens spændte blik og lyttede opmærksomt til hans ord.

Et smørret smil gled over hans trefarvede ansigt, da hingsten havde fuldendt sine ord. „Det ville være mig en ære, Fuego. Jeg vil med største glæde følge dig til denne dæmon og hilse ham med mit selskab. Vis blot vejen, så vil jeg være lige bag dig."
Han smilede spændt og mødte glædesstrålende hingstens øjne. Han kunne slet ikke vente med at se, hvor han ville blive ført hen.
Fuego skridtede nu fremad og gav ham tegn til at følge med. Han kastede ivrigt med det kraftige hoved og fulgte efter.

Til: Fuego Semental

Det var ikke ofte den røde blev accepteret, så rosende ord var sjældne nu til dags. Selve hans person, var nu engang en kompliceret masse af forskellige meninger, holdninger, og historier, men hver og en havde de ikke rigtig følt sig værdsat i anden forstand end blot som et våben. Så når den tvefarvede Mephisto sagde sådanne ord, ramte det for en stund noget i Fuego. Det blev dog hurtigt gemt væk dybt inde i ham. Lukket inde i en lille mental boks. Der ville han senere kunne lukke den op og se på den. Lytte til stemmen, og prøve at forstå dens budskab. Ligenu var ikke tidspunktet, men senere ville han prøve. Det havde han lovet sig selv.
Mephisto drejede villigt kroppen imod Lux Umbra, og accepterede hans tilbud. Åhhm det glædede ham sådan! Et kækt smil listede sig frem på mulen, inden at den ildorange hingst begyndte at trave igennem de mange træer. De røde blik var fokuseret på en lille dyresti der snoede sig imellem træer og buske, men nu og det gled det tilbage på den trefarvede. Som skulle han lige sikre sig at han egentlig fulgte med ham. For tænk nu hvis han stak af? Jah, så ville han nødig være i Mephistos sko når han fangede ham igen. Man brød ikke såadn aftaler.. det var virkelig uhøfligt. Desuden ville det skuffe ham en anelse, nu hvor han tænkte over det.

I takt med at træerne for en stund tyndedes ud, slog Fuego over i en mere fjedrende gang. En gang, som han havde brugt flere gange før, og nu havde fundet frem igen. Med vimsende bevægelser gled han ind på lysningen, og vendte sig kort imod Mephisto. Spændt stoppede han op, og de kraftige skuldre næsten dirrede af iver.
I selve lystningen var der ikke så meget. Men længere fremme, ville grænsen til Lux Umbra være... Og han vidste, at den sorte dæmon nok hurtigt ville fornemme deres tilstedeværelse. Derfor ønskede han liige at sikre sig, at Insanus forstod et budskab. Mephisto var hans! Nix pille derfra. Ikke puste, ikke pille og ikke røre. Det kraftige hoved røg på sned, og hingsten luskede sig langsomt tættere på ham igen.

"Insanus kan være lidt... grådig hvad angår andre heste. Derfor... vil jeg sikre mig han ikke hiver dig for meget med"

Fuego kneb øjnene lidt sammen, og fikserede igen på det hvide mærke Mephisto havde. Det var jo næsten perfekt. De røde øjne så igen på Mephistos syregrønne, og han sukkede let. Ville han overhovedet forstå? Det var en twistet verden Fuego færdedes i. Og han ville helst ikke skræmme ham væk med det samme... selvom han havde på fornemmelsen, at Mephisto allerede stod i døråbningen til den. Alt han behøvede ville være et lille skub i den rigtige retning.

"Vil du sikres..?"

Fuego rakte i en langsom bevægelse ud efter Mephistos hals, inden at han blidt og kærtegnende lod den glide ned imod omtalte mærke. Der stoppede den, og han så afventende på ham. Endnu et valg, men forhåbentligt et af de sidste.

I Can't Believe, I'm Here Again?
_______________________

Med tunge bevægelser satte han i trav efter ildhingsten. Den orange hingst snoede sig af sted mellem træerne i dansende bevægelser. Hans egne bevægelser var tunge og knapt så elegante. Han kunne ikke lade være med at sende snigende, fascinerede blik mod Fuego. Der var et eller andet ved ham, der virkelig tiltrak Mephisto... Han kunne ikke selv forklare hvad. Men én ting vidste han; hans underlige møde med denne mystiske hingst kunne ikke have været tilfældigt. I dag startede et nyt liv; begyndelsen på hans skæbne.
Han fulgte efter hingsten ned ad en lille sti, der tilsyneladende var blevet skabt af skovens mange dyr. De fortsatte mellem de mange træer, inden skoven syntes at åbne sig lidt mere op. Det tyndede langsomt ud i træerne, og snart kom en lysning til syne. Fuego stoppede op her, så han gjorde det samme. Han mødte spændt Fuegos blik. Den ildfarvede hingst syntes helt at dirre af spænding. De måtte være tæt på nu.

Han brummede interesseret, da Fuego luskede tættere på ham. Hans tofarvede ører røg straks i vejret, da hingsten begyndte at tale. Insanus? Han havde ikke hørt det navn før. Men det var ikke svært at regne ud, at det måtte være navnet på en af de dæmoner, Fuego havde talt om. Hans mule blev formet i en lille spids, da Fuego fortalte, at Insanus kunne være grådig, hvad angik andre heste. Hvad søren betød dét? Han rykkede spørgende på det ene øre. Fuego fortsatte med at tale, og hans næste ord forvirrede kun den kære Mephisto endnu mere. Fuego ville sikre sig, at Insanus ikke hev ham for meget med? Han mødte Fuegos røde øjne med et undrende blik. Ham Insanus lød ikke til at være en synderligt behagelig fætter. Men alligevel var der et eller andet ved ham, der fangede Mephistos opmærksomhed lidt...

Han prøvede at fange Fuegos blik, men det var helt væk... Han havde fuld fokus på et eller andet sted på Mephistos krop. Pludselig rakte han ud efter Mephistos hals og lod kærtegnende sin mule glide ned mod et af Mephistos aftegn. Mephisto lagde skeptisk det ene øre ned, da han lyttede til ildhingstens ord. Han anede ikke, hvad det betød at sikre ham - men det lød ikke særlig behageligt. Han vidste dog, at det var en nødvendighedt for at kunne komme videre på sin rejse. Og rejse videre ned ad denne sti, dét ville han virkelig gerne. Han mødte Fuegos blik med et smørret smil. „Jeg har ingen anelse om, hvad du vil gøre ved mig, Fuego... Men jeg stoler på, at du ikke gør noget for at skade mig. Så ja, du har min fulde tilladelse til at... sikre mig."

Til: Fuego Semental