Den fine spinkle hoppe Anvnaya dansede smukt og elegant frem med ørene fremme og halen hævet. Hun var aldrig god til det der brunst hun holdte halen højt hævet og var ude af kontrol. Et blidt og fint vrinsk kom fra hende imens hendes hoved var løftet og nogle hoppet brumme kom fra hende, hun var kulderet og brunsten sad rundt i luften. Tankerne sad i hoppens hoved med hendes morder og de gener hun har, hun havde aldrig oplevet at ha en mor og hendes varmpyr gener stak af engang i mellem og så ville hun bare have blod velket gjorde den lille hoppe bange for sig selv.

Den brune hingst havde voldsomme smerter. Men det var der ikke noget at sige til. Han havde ikke været i selvskab med andre i lang tid, hvilket nok var meget godt. Han var ikke særlig glad for det, fordi at han mente at ingen andre skulle se ham som han så ud lige nu. Og det mente han stadig. Han hørte et vrinsk og vippede med ørene. Det var Anvanya, men han kunne ikke svare. Smerterne ville blive for store for ham, og han vidste at hans skygger ville protestere med det samme! Og han ville blive straffet hvis han så meget som prøvede at kontakte hende. Alligevel kunne hans isblå øjne ikke lade være med at kigge i retning af hvor hendes vrinsk lød. Hun var trods alt en af hans gode veninder! En hoppe som han bestemt havde brudt sig godt om.

Hun dansede stille videre og kastede med hoved. Efter et stykke tid fik hun øje på en skiklse. Da hun nærmede sig mere fandt hun ud af hvem det var. Hun hvinede glad og satte frem i galop mod ham. Hendes hale var højt hævet og ørene var helt fremme, glæden stod ud af hende over at se Ajani, hun havde savnet ham så meget. Hun stoppede op foran ham og et bekymreret blik røj ind i hendes øjne, han havde det stadig ikke godt. Hun brummede stille imens halen piskede rundt bag hende " Ajani " kom den blide bekymrende stemme " hvor har jeg savet dig " lød hendes stemme igen imens hun lod sin mule snitte hans og øjne stod ind i hans. Hun hadet at se ham sådan her men hun ville aldrig vende ham ryggen, hun ville hjælpe ham

Han så Anvanya komme mod ham. Men hans syn var sløret, så han var faktisk ikke helt sikker på om det var hende. Men det måtte det næsten være! Hun var dog for tæt på. Han havde håbet at hun havde lært det, for med det samme gik skyggerne amok efter at hun kun snittede ham. De skar et ganske fint snit i hendes bringe og kørte op af hendes sidder for at få hende til at gå væk. Han så på hende, og sendte hende nærmest et blik der sagde at hun skulle træde tilbage, og håbede at hun lyttede efter. "Jeg har også savnet dig" sagde han lavmælt. Og i det at han havde sagt det, så fik han nærmest en mavepuster i siden. Han måtte ikke føle andet end smerte og hvis han sagde noget højt, så blev skyggerne syre. Og lige så hvis han tænkte det, så larmede de blot i hans sind.
Ajani kunne godt dufte brunsten, ganske svagt. Men hans smerter var for store til at reagere, og han var alt for afkræftet til at gøre noget. Og han så heller ikke ligefrem godt ud, så det ville blive svært for ham at imponere.

Hun så på ham og pludselig var der noget der der snittede hende fra bringen og op af siden.
Hun barkede tilbage og så på ham med bekymrende øjne " er det Smeye der har gjort det her " lød det bekymreret fra hende imens hun piskede rundt med halen, af skræk og insekterene. Hendes øre lå halvt tilbage og øjne stod ind i hans " jeg savner dig ved min side, din krop mod min " lød den blide uskyldige stemme fra hende imens hun havde hoved halvt sinket

Han så på hende da hun spurgte om det var Smeyé. Hvor skulle hun overhovedet vide det fra? Det kunne lige så godt have været Helzlori? Og det kunne også være en hel tredje. Han havde aldrig åbnet munden om hvem det var. Og derfor kunne det også irritere ham lidt at hun spurgte. For hvis skyggerne troede på at han havde fortalt det, så ville han blive straffet. Eller han havde lavet en hentydning. Derfor rystede han blot ganske svagt på hovedet. Ikke for meget, da det ville give en alt for stor dunken i hans hovede. Han så atter op mod hende og han smilte ganske svagt. Han havde ikke meget overskud, og derfor var det også hvad hun fik ved det. Han kunne ikke sige meget, og han havde ikke lyst. For han vidste at skyggerne ville straffe ham, ikke noget med følelser.

Hun så på han og smilte stille og bekymrende " når okay, trode bare det var ham, for har fåret afvide han vil slå os overnaturlige heste ihjel " lød det stille fra hende imens hun så ned. Det gjorde ondt i hendes hjerte af se ham sådan her, Anvanya har altid været hemmelig forelsket i ham, dog ikke noget hun ville sige da hun syntes det var pinligt. Hun havde lyst til at være helt tæt på hans krop men hun kunne se han havde smerter og skyggerne ville ikke have hende tæt på og han ville blive mere skadet. Hvorfor skulle livet nogle gange være så surt.

Han brummede og så på hende. Hvordan vidste alle det? "Hvor ved du det fra?" spurgte han undrende. Det mærkelige var bare at Ajani ikke var gudelig, eller han kunne ikke specielt mange overnaturlige ting, kun at telepatere med tankerne. Ajani kunne dog ikke rumme følelser på nogen måde, og kærlighed var slet ikke noget han tænkte på lige nu. Han var alt for ung, og der skete alt for mange ting i hans liv lige nu til at det kunne lade sig gøre. Han så på Anvanya igen, hun var en smuk hoppe, det var der ingen tvivl om.

Hun så på ham og lyttede. Hun smilte kort " jeg mødte ham en nat hvor han fortalte mig at jeg skulle være glad for han ikke slog mig ihjel nu, og at han sagde det ikke var sikkert for mig her ude alene når jeg er blodsuger " lød den blide stemme fra hende imens hun så på han " jeg håber snart du får det godt igen " lød den lidt mere triste stemme fra hende, hvorfor var sådan noget her gåret ud over ham, hvad havde han gjort siden de her skygger var hos ham og holdte ham fra alt og de horn der på vej ud af hans hoved. Mon han havde sagt noget forkert. Der var så mange spørgsmål hun ville spøger om men hun viste skyggerne ville skade ham så derfor gjorde hun det ikke

(out)