Reins mystiske vand formåede altid at fængsle den stjernebklædtes sind. Farverne der blandede sig med hinanden.. stemningen omkring det og selve essensen i vandet var simpelthen så fremmed og exotisk at det blev ved med at overraske hende. Og næppe var hun den at sige der ikke fandtes magi. For hun så det overalt omkring sig. Proelio var magiens fødested, og det sitrede i hvert blad, hver en sten og hver en sø. Nogle steder tydeligere end andre, men alle som en havde de dette netværk af liv strømmende igennem dem. Det havde lagt sig i hendes pels den dag hun blev født. Stjernerne var faldet ned over hende.. og hun vidste at andre sjæle i landet bar den også – dog på en lidt anden måde.

Det markerede hoved sænkede langsomt ned imod det frodige græs, imens hun fraværende begyndte at nippe til det. Hun smagte ikke på det, men lod i stedet tankemyldret løbe af sted og føre hende til fjerne egne. Det kom forbi hendes flok.. hendes klan. Hendes føl og hendes mål. Det vedrørte pludselig store som små emner, imens hun nyd den stilhed der omgav hende i øjblikket. Den lille stjerne var søgt væk fra skyggerne for en stund. Hun trængte til at føle himlen over sig, jorden under sig og pladsen omkring hende. Hun ville ikke holde sig skjult under jorden, men lyse igennem som den lille del af universet hun bar. Jovidst, Argia havde valgt at slutte sig til skyggerne. Men hun færdedes altid i skyggerne.. for i lyset, ville stjernen forsvinde, mens mørket lod den skinne.

Usynlig, som en anden kat i mørket, stod den normaltvis gyldne hoppe og snysede rundt i græsset nær. Rein. Der virkede altid så dejligt fredeligt. I disse nattetimer, lignede området sig selv, skønt der faktisk var liv her. Som sagt, græssede Lillye fredeligt rundt, under de tusind stjerners svage skær. End ikke den aftagende måne, var stået op endnu.
Lillye vidste altid hvor, hvornår og hvordan månen befant sig, som var hun et barn af denne, barn af natten. Hun kiggede stille op, og prustede lavmeldt. Mon den stadigvæk ville spejle sig i hendes gønne, gustne uforklarlige øjne, skønt de ej var at se?

Fredeligt sukkede Lillye, aftener som denne, elskede hun, stjerneklart, stille, ingen vind, og dagens varme, der endnu steg svagt over jordoverfladen. Sommeren.
Et stykke væk, var der noget der rumsterede i græsset, en mørkebelagt skikkelse, med glimtende stjerner. “Argia”, hviskede Lillye for sig selv, med blikket retter mod hende. Skulle hun nærme sig?
Hun var usynlig...sætnu hun ville forskække den stjerne beklædte hoppe, der stille græssede rundt, et godt stykke fra hende? Hun ville ikke være i stand til at se, eller føle Lillye. Nej kun hendes stemme og skridt kunne afsløre hende, foruden den sjælelige del, men det krævede en nær, at kunne tyde, eller hvad?
Stille sænkede Lillye halsen, og trådte slæbende nærmere, dog med halv lette skridt, det strejfede hende endnu ikke, at tilkende give sig. Mon Argia kunne fornemme Lillye’s blik på sig?

Fredfyldt virkede den stjernebklædte, idet at hun ensomt nød nattens stilhed. Men desværre var hun aldrig i fred for de mange tanker der gang på gang rumsterede rundt i hendes hoved, og fyldte hende med tvivl såvel som svar. Eller.. svar var der aldrig nogle af. De svar hun fik givet af sig selv var aldrig nogle hun fuldkommen stolede på, da det ikke altid kunne være rigtigt. Hendes holdninger kunne vakle og skifte ved de rigtige pust, hvis blot han vidste hvor man trykkede. Der var knapper hun ikke engang selv kendte!
Dog lod hendes hørelse og lugtesans sig ikke forstyrre, og ikke længe skulle der gå inden at hun hørte lyden af slæbende skridt igennem græsset. Vinden slog om, og færten af andre nåede frem til hende, og den virkede da bekendt selvom det var længe siden hun sidst havde mødt denne skabning. Langsomt hævede hun det markerede hoved, i takt med at hun prøvede at sætte et billede og navn på denne skabning. Lilje? Nej, det var ikke dét det var. Hendes sind ville ikke løfte tågen så hun kunne genkende den skabning der gemte sig bag.. men hun kendte den. De funklende øjne skuede ud i den mørke nat, men selvom skridtende kom tættere og tættere på var der intet at se. I ubehag over følelsen at blive beluret men ikke at kunne se den sjæl hun vidste.. eller, håbede gemte sig derude, rynkede hun mulen og bakkede et enkelt skridt. Hvad var nu det her?

Stadig ingen andre lyde end de slæbende og alligevel lette skridt, og den grønlige kastede da med hovedet. Et fnys kom fra hende, og hun stampede en enkelt gang fast i jorden. Skræmt over ikke at kunne se hvad eller hvem det var… og med tanker på at tage flugten. Det man ikke kunne se, skulle man ikke i kontakt med. Især ikke på så magisk en nat som denne,

”Giv dig til kende!”

Den blød stemme steg i tonen, og hun så blindt ud i mørket.

Lydløst, stoppede den usynlige Lillye op, og skænkede halsen med et lavt prust, og en fredelig holdning. Hvilket den stjernebeklædte Argia jo ej kunne se..Et øjeblik, stod hun blot og kiggede på hende, som hun bakkede bagud. Hun bad højlydt, med sin velkendte, blide stemme, om at Lillye skulle tilkendegive sig.
Den normamtvis gyldne hoppe, smilede svagt, og ønskede kort, at Argia kunne se dette, inden hun så åbnede sin smalle, bløde mule.
"Frygt ikke Argia..jeg blot usynlig for en stund..
Kan du trods magien, mon genkende mig?"
Lillye var ikke trådt meget nærmere, efter at Argia havde bakket lidt. I sin korte talestrøm, havde hendes stemme været ganske afslappet og venlig, som hvad der altid var genkendeligt ved Lillye's stemme, når hun følte sig tryk.
Først nu, trådte Lillye et par skridt tættere på Argia, med lettere tydeligere skridt, end før, så hun kunne hører Lillye nærme sig.
Af en eller anden grund, var Lillye ret så glad, over at være stødt på Argia, denne smukke, stille nat,. Det var noget betryggende, over at se hende igen, dette trods, at Lillye ej, huskede deres første møde, til fulde. Det ærgede hende faktisk lidt..
Afventede, stod, Lillye og skævede til Argia, mens hun rev lidt græs til sig, dette var den eneste lyd, der sagte knagede, i den stille nattestund,...mon Argia kunne huske Lillye?

"Though my soul has set in the darkness, it will rise in perfeck light."

---

---

En blid stemme i mørket kom som respons, og den stjernebklædte vippede langsomt ørene en anelse frem. Denne stemme havde hun hørt før, og kort tid efter bekræftede den fremmede hendes anelser. Det var en hoppe, hvis vej havde krydset hendes en enkelt gang før. Den spændte holdning blev langsomt en anelse mere afslappet, idet at hun tog et enkelt skridt fremad. Stadig spejdende ud i mørket. Tydelige skridt igennem græsset var til at høre, inden at denne hoppe igen stoppede. Tænkende lukkede hun kort sine funklende øjne, imens hun koncentrerede sig om at sætte et billede samt navn på den sjæl der nu ikke kunne ses.

”Lillye..?”
Hviskede hun svagt, og åbnede igen det flerfarvede blik. Den blide stemme snoede sig ud i natten, og hun så søgende frem for sig. Hvor ville hun være til at finde? Ingen duft var der, og heller ingen andre lyde end hende der stille rev det frodige græs til sig.
Man kom ikke uden om det faktisk vækkede en gnist af glæde, at måske møde den sandfarvede hoppe igen. Sidste gang havde hun fået en behagelig samtale med hende, og roligt fået lukket de nok så sky ydre op. Den sandfarvede var en behagelig sjæl, og svingede godt med hende selv.. hvis hun da stadig var sådan. Meget kunne have ændret sig på de år der var gået.

---

---

"I have loved the stars too fondly to be fearful of the night"