Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


De svaglige forben trådte modigt frem imellem Kantos træer. Det var som om atmosfæren her ændrede sig her. Der var et utvetydigt duftspor der fik hele den spinkle krop til at skælve ved hvert åndedræt. Bagbenene tog så meget af vægten fra den lille krop de kunne. De fire spinkle farverige ben bragte den månegrå hoppe gennem sit... hjem. Hun var langt, langt væk fra Slavian, de trygge rammer. Dawn. Ducan. De to sjæle hun følte for der var tilbage i dette land, som ikke havde ødelagt hende... Som ham. Hvorfor var hun så her? I hans centrum, hans flok, hans område, som hans slave? De ildbrandende vulkanske øjne var blevet tændt. Det var svaret. Hun skimtede frygtløst sit helvede på jorden. Den vilde krøllede man hvirvlede langs hendes side som hun satte tempoet betydeligt op. For hvert et skridt synes hun at blive mere afklaret med hvem hun var. Det var det store spørgsmål, hvis svar var så svært at finde. Hun havde søgt i evigheder, ledt i eventyrene, men kun mareridtet havde givet hende mening. Svar. For altid ville hun føle sådan, det havde hun accepteret, hendes hjerte var i den farezone, den risiko det var at stå side om side med den hun elskede, som ødelagde hende. Den var dog forkert udtalt. Der var fire sjæle. Den hun elskede mest, den der betød alt var Amoris. Men hun kunne ej nægte en form for kærlighed til to af de andre. Den sidste... Der var tryghed som hos Dawn. Hun kendte ham ej, havde kun mødt ham den ene gang. Og ved Guderne havde hun svoret at hun var med Amoris. Her.

Hvad Caeli ville møde i denne flok var hun usikker på. Hun vidste ikke hvilke typer der ville være at finde. Måske nogle lig Rin Akuma? Hun havde set ham en gang og han havde været ... Det gøs kort i hende. Måske... Dream? Aino? Hun turde knap gætte. Men det ville ej heller være godt for Caelis vedkomne. Dog. Der var en tanke der blev ved med at vende tilbage og hjemsøge hendes krystaller der derefter ville skrige ind i hovedet på hende. Hun kastede voldsomt med hovedet, klemte øjnene i og nægtede at lytte. En å rislede i nærheden. Hun smagte kort på luften og indså hvor tøstig hun var, efter at have udforsket området. Hun lyttede intenst til den, som hun begav sig gennem skovdisen mod denne fortryllende lyd af rislende vand.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

"Though my soul has set in the darkness, it will rise in perfeck light."

---

---

Kanto’s område var ikke et syn for guder. Den øde og oldgamle skov bar en aura af noget.. anderledes. Noget der både kunne være farligt og dragende. Den havde mystikkens oldgamle stilhed.. den bar tegn på at tiden havde haft fat i den, og den var blevet et nyt hjem for den stjernebklædte smukke skabning. At man ville se et univers vandre imellem de ensomme stammer var ikke til at tro. Men her gik hun. Rank, og alligevel som var der noget der tyngede hende ned. Om det var stilheden.. om det var ensomheden eller om det var hendes egne kaotiske tanker der holdt hendes opmærksomhed beskæftiget og væk fra landet omkring hende var der ingen der vidste.
Hun manglede stadig at møde mange fra sin flok. Jah.. hendes. Den stjernebklædte havde aldrig set sig selv i en flok igen, siden den sidste havde udstødt hende som en pest fra følbens af. Men her var hun.. ikke leder, ikke næstkommanderende eller med nogen høj rang. Men hun følte respekten omkring hende, thi den position hun havde fortjente respekt. Det var blevet mere officielt at den stjernebklædte nu havde et forhold.. og hvis hun mærkede eller søgte godt efter, kunne hun næsten fornemme hvor landet han befandt sig – en ny ting der var sket for hende. Men det plagede hende stadig hvad den sorte Insanus havde vist sig at være.. og rygterne. Rygterne om en elskerinde rasede i flokken, men ingen ville sige hende hvem denne var.

En fremmed fært listede sig ind i de følsomme næsebor, og det før fjerne blik blev langsomt mere nærværende. Nogle havde ligesom hende, besluttet sig at søge imellem de mange stammer. Det flerfarvede og blide blik søgte imellem stammerne, inden at en månegrå skikkelse skildte sig ud imellem stammerne. Hvem var nu det? En hilsende og dyb brummen kom da fra hende, og hun gik nogle skridt imod denne. Ikke længe gik der inden at hun huskede denne som flokkens Lunari, og Insanus rådgiver. Hun havde aldrig haft tiden eller fornøjelsen af at se nærmere på hende, men nu havde de vidst begge tiden.
Langsomt stoppede den stjernebeklædte op, og lod den krøllede hale svirpe let over haserne på hende. Hun ventede på om den anden ville slutte sig til hende.. for hvis ikke hun ønskede selskab, ville hun ikke forstyrre hende. nogle søgte ikke selskab.

---

---

"I have loved the stars too fondly to be fearful of the night"

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Den rislende bæk nærmede sig og Caeli kunne standse ved dens bred hvor matte bregner groede. Hun sukkede dybt. Stirrede ned i det slørrede spejlbillede der mødte hende. Var dette den hoppe hun ønskede at se som sig selv? En... En... elskerinde. Tanken fangede hende og hun måtte nærmest tvinge mulen ned til vandet og gribe om det med tænderne som ville hun kvæle det, for ikke at tænke videre på hvor ynkelig, værdiløs hun var blevet. Hun slukkede tørsten, og nægtede at lade de våde øjne græde mere. Der var ej mere at græde for, sagde hun til sig selv, men uden virkning, for den lille ungdommelige, naive sjæl derinde under den facade al smerten havde skabt, vidste bedre end som så. Hun trak vejret dybt og hævede hovedet igen. Nogen nærmede sig. Caeli hørte skridt i skoven. Hendes rang som Lunari var ej en hun forstod til fulde, og om hun overhovedet følte hun kunne leve op til den vidste hun ikke. Hvorfor havde han valgt hende ind til denne?

Caeli spidsede ørene og ved en brummen fik hendes øjne øje på noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. En hoppe hvis pels var som den nattehimmel Caeli hørte hjemme i. Som en lille måne. Hun mærkede hvordan øjnene glødede svagt af beundring, og fascination. Men hun lagde bånd på den lille pige der fik lyst til at sige *Du skinner jo som et univers! Min mor plejede at trække månen, der oplyser natten...* Caeli ville have reageret således. Hvis ikke hendes tankemylder var så stort, hvis ikke hendes lille pige side var blevet så ødelagt. Hun smilede kun svagt da den anden tog et par skridt nærmere. Hun var i flokken. Men... Hvem var hun? Hun vendte sig og tilbød derfor også selv sit selskab. Hun måtte jo lære sin nye flok at kende. Måtte jo forhåbentligt kunne skabe sig venner, eller i det mindste møde lidt godt på sin vej. Hendes fært lå også i området, Caeli brummede mildt. De uskyldige øjne så ind i den andens. "Caeli..." en hvisken der var så svær at få over hendes læber. De normale normer føltes så underlige, så mærkelige, men hun var begyndt at presse sig selv. Hun vidste dog hvad der hjalp. "Den Lille Måne hilser ... Dem. Mit navn er Caeli Pluvia." Caeli søgte efter det formelle ord. Hun ønskede ikke at fornærme nogen i denne flok. Området sydede af mørke. Hun var dog i en sølle forfatning lige nu. Ved Rein var der sket noget mærkværdigt hun ikke var kommet sig helt over. Hun havde virket moden... Havde optrådt intelligent og havde fundet en styrke.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

"Though my soul has set in the darkness, it will rise in perfeck light."

---

---

Stille og tålmodigt stod hun, imens den månegrå vendte sig en smule om og fik øje på hende. Overrasket syntes hun, og syntes at betragte hendes levende pels med beundring og fascination. Ikke desto mindre var det en reaktion den stjernebklædte halvt om halvt havde forventet fra hende, da hendes lige ikke just var at finde i dette land. Der var 2 andre, hvis pelse havde den samme glød og det samme bevægelige mønster som hende. den første var hendes eneste søn og første stolthed; Regnum Caeleste. Den gyldne hingst var på så mange måder det hun selv havde ønsket at blive til, hvis ikke hendes liv havde taget så drastisk en drejning. Nej… hans sind var ikke formørket, og hans tilstedeværelse syntes at lyse op i selv det tætteste mørke. Den anden var hendes mørkere datter, hvis sind på mange måder lignede hendes. Desværre havde hendes far – Insanus hurtigt taget hende under sine mørke vinger, og det var sjældent at hun så sin kære datter. Men ikke desto mindre elskede hun hende ligeså højt, og beundrede hvilken stærk hoppe hun var blevet til. Åh Joh… hun frygtede om hun ville slægte sin far på blodige sind, og hende på det druknende mørke. Men hun stolede på at det ikke var sandheden.
Den anden vendte sig, og inviterede dermed Argia nærmere. Med lange og glidende skridt bevægede den elegante hoppe sig fremad imod hende, inden at hun stoppede op en halv meter fra hende. Det blide og rolige blik mødte hendes, og hun hævede langsomt hovedet en anelse. Den lille måne; Caeli Pluvia. I en hilsende og respektfuld gestus nikkede hun imod hende, og smilede da.

”Mig en ære Caeli Pluvia. Mit navn er Itzala Argia, men de kan kalde mig hvad de lyster”.

En stemme der bar en voksens autoritet, men en mulig vens blide og velkommende toner. De flerfarvede øjne løb en anelse bekymret over den månegrås krop, og søgte efter gamle ar og nylige skader. Hun virkede i en lidt sølle forfatning, hvilket straks fik en bekymret glød til at tændes. Forsigtigt tog hun et skridt frem, men stoppede i bevægelsen og sendte en spørgende brummen frem. Måtte hun komme tættere på?

”Jeg ser de er skadet – eller har været, Caeli…?”

Bekymret formede munden sig til en smal streg, og hun nikkede for sig selv. Skadet eller havde lige just været det.. Det burde ikke ske, da den unge hoppe burde være under flokkens beskyttelse.

---

---

"I have loved the stars too fondly to be fearful of the night"

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


De to var ganske forskellige kunne Caeli konstatere. Hun en barnagtig social forvirret sjæl, der trods alt bar en indre styrke der kunne vælte bjerge. Denne stjernebeklædte hoppe, virkede stærk og fremtrædende, og havde tydelig social erfaring. Men hvordan så hendes indre så ud? Det skulle såmænd ikke undre Caeli at hun havde et stærkt indre også. Men måske var det ikke rigtigt, Caeli var noget så frygteligt dårlig til at gætte om fremmede. Hun kastede sig jovist ud i at udforske andre en sjælden gang i ny og næ, og finde ud af hvad de indebar. Men ... Det havde jo vist sig at være ganske smertefuldt. Mon ikke den smerte bare ville gentage sig om hun prøvede på ny? Caeli var bange for at føle så stærke følelser igen, som hun havde gjort det i så lang tid. Men ikke desto mindre var det disse hun levede af, og de var der, hun stod med dem. Blev i dem og så dem i øjnene. I modsætning til hendes stupide far der havde flygtet fra alle sine følelser og problemer. Nox Caelum. Pff...

Der var et blidt og roligt blik i den andens øjne da denne kom nærmere der beroligede den lille Caeli. Hun kendte mere og mere til følelsen af ikke at ville have andre for tæt på sig. Før i tiden havde afstand været hende ligegyldigt men erfaring tog ved, langt om længe. Dog. Hun var ikke usikker på denne hoppe, og lod hende derfor stå der blot en halv meter borte. Caeli kunne uden tvivl række ud og røre det facinerende univers i bevægelse. Hvad mon der ville ske ved det? Hun studerede pelsen da hoppen talte, og Caeli lyttede... Caeli spidsede ørene. Hun lød så moden, men på ingen måde overdrevent. Der var en blidhed og nogle velkommelige toner der indbød venskab. Hvad Caeli ville kalde Itzala Argia vidste hun ej, men der ville højst sandsynligt ikke gå længe før hun tænkte et og andet om hoppen og fandt på noget at kalde hende om ikke bare Argia. "Æren er på... Min side." var det ikke sådan de sagde? Caeli var i en ganske sølle forfatning. Men gennem øjnene lyste der en styrke og vilje. Hun så bekymringen i Argias ansigt og trak nervøst på smilebåndene da hun brummede om tilladelsen til at komme nærmere. Caeli så på hende, og rettede sig svagt. Under manen sås det voldsomme ar, fra en skæbnesvanger nat. Øret var arret i stykker af tyggemærker. Sår strakte sig over hendes forben, og det var ganske tydeligt at det var sket for nylig, selvom hun var kommet sig.

"Med alle skader jeg bære ville det kræve en lang forklaring." den klare, rene stemme blev en anelse intens og glødende ved de blotte tanker om hvorfor hun var så skadet. Hun skimtede mod himlen en kort stund, inden hendes øjne vendte skråsikkert tilbage mod Argia. Hun fandt lidt af styrken igen. "Ved månens overflade, jeg kan give denne... Men jeg må vide hvem jeg præcis giver den til?" Caeli var underlegen, stadig som en ungdommelig, barnagtig sjæl. Men hun kunne ej forklare dette ud til hvem som helst. Trods hun gerne ville give den bekymrede Argia svar. Kunne hun stole på medlemmer i denne flok? Hun følte sig skam tryg nok, men der var en lurrende følelse af fare og derfor var Caeli en anelse usikker og på vagt. Hun var vel med i flokken, men hvilken rang? Hvad andet var... Hvad var hendes forhold til Insanus?


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

"Though my soul has set in the darkness, it will rise in perfeck light."

---

---

Det var til tider utroligt.. Utroligt hvordan skindet kunne bedrage i sådanne et omfang der ikke var til at tro på. Den stjernebklædte havde et noget nær perfekt ydre for nogle. Den lange krøllede og fyldige man samt hale.. de lange robuste lemmer, den velformede krop og det dybe blik. Og så pelsen.. pelsen der forblændede samt fascinerede enhver sjæl der aldrig havde set dens lige i landet. Den levede, den bevægede sig og den viste hvordan stjernerne og universet så ud. Glimtende og glødende stjerner cirkulerede omkring imellem de grønne, gule, rødlige, sorte, blå… meget var til at finde, og aldrig forblev det ens. Altid kunne man finde et nyt mønster, et nyt tegn og et nyt univers. Men stjernerne skjulte mørke hemmeligheder og andre tåger end dem man så på overfladen.
Næppe var det noget man så.. og næppe var det noget som nogen i dette land vidste, men den stjernebklædte havde dystre og mørke dele af sindet som ingen fortjente at høre, og ikke skulle se dagens lys. Nok virkede hun som noget af det blideste og reneste i Proelio, men det var så langt fra sandt til tider.

Den unge hoppe virkede utrolig formel i sproget, og hun brummede kort tænkende. Var det for hendes skyld? Det virkede ikke til at den månegrå just var på hjemmebane. Og dog.. selvom en aura af… skjult ungdom hvilede over hoppen, kunne hun ikke just sige hvor hun kunne placere hende. Måske nogle år yngre end hende selv? det var ikke fordi Argia selv var en gammel dame, blot moden. Den anden virkede lidt utilpas ved hendes tanke om at nærme sig, men strakte sig til sidst lidt så den arrede grå pels kom til syne under manen. Et voldsomt og takket ar skar sig nedad, og hun hev kort overrasket ind ved det. Og hun troede øret havde været slemt. Et sådanne ar bar hun selv, dog blot i en meget mindre udgave. Dog virkede den fremmede Caeli Pluvia ikke just ked af det over disse skader.. nej, hendes øjne glødede næsten da hun talte igen.
Argia nikkede langsomt, og rettede den slanke krop op. Hovedet blev hævet, nakken en anelse knejset og et neutralt smil favnede den sorte mule. Hun ønskede en rang.. hun ville få den.

”Jeg er Itzala Argia – Coniunx i Lux Umbra. Holder overblik over den yderste cirkel og ser til flokkens svagere individer”.

Den helt formelle udgave var det hun fik, og hun pustede langsomt ud. Afventende så hun på den unge Lunari, imens hun flyttede vægten skiftevis fra højre til venstre bagben.

---

---

"I have loved the stars too fondly to be fearful of the night"

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Skind kunne bedrage. Blikke kunne forfalskes. Men kunne øjne lyve? Jovist, de kunne snyde, men kunne de virkelig lyve? Hun troede det ej. Hun var jo konstateret med at de var vinduer til sjælen. Sommetider var det vindue dog ekstremt slørret, og blændet. Hun burde efterhånden være vagtsom og påpasselig. Hun havde også været det, i stunder, efter alt det hun havde set og været igennem. Kunne hun DOG ikke forstå det? Hvor end hun kom ville hun risikere at blive såret på en løgn. Hun havde været i ruiner efter mødet på Clear Ice. Hun kunne have svoret alle ville snyde hende igen. Rive hende mere i stykker. Men efter at have mødt Cherub og efter at være blevet meldt ind i flokken her, var hun faldet ned. Hun havde accepteret sandheden, hendes liv, hendes skæbne. Dermed ikke sagt at hun ville være ligeglad med at blive såret. Hun ville bestemt gøre sit. Dog. I dette nu var hun så frygteligt skrøbelig at det var nemmest at falde tilbage i gamle naive vaner... Naive hoppe. Hun burde se sig om en ekstra gang, for selv hendes far havde bedraget. The Dark Dream havde i den grad svigtet al hendes tillid. Insanus med, selvom man knap kunne bebrejde ham noget... Det burde hun. Hun burde bebrejde ham det, hun burde hade ham, og afsky ham. Men Det kunne hun ikke. Hun havde altid set tingene som hendes skyld.

Alt det hun levede for. Alt det hun skulle dø for... Hun følte et mørke røre på sig, noget i hendes underbevisthed der advarede hende om Argia. Men snød hendes blikke? Ville hendes skind bedrage? Hun var ikke tryg her endnu, og det at se denne anden hoppes venlighed, møde denne, det beroligede den månegrå hoppe. Indtil hun måske ville se hvordan hendes sorteste drømme blev spillet på hende nu... Hun lyttede da Argia gav sin rang ud, og fortalte om denne. Coniunx. Caeli mente at vide hvad det var, mente at der var noget specielt ved den, udover siden af at tage sig af svagelige. Krystallerne klirrede i Caelis indre, og forsøgte indædt at få hende til at huske det og en dag i Jupan kløftens skygger. Den dag smerten psykisk angreb Caeli. Hun vippede med ørene og trak på smilebåndet. Var hun selv svagelig? Hendes øjne glimtede, viste en stærkere side af hende. Hun hørte krystallerne. Følte en bange anelse, men ignorerede den blot da hun fik lyst til at forklare Argia hendes skader.

"Så vil jeg svare dig. Mine ben bære en medfødt skade, der efterhånden ødelægger dem helt." det var den lette del. Caeli pustede ud og så tvivlsomt ud mellem træerne, lyttede lidt til bækkens løb, i et forsøg på at ignorere en stigende følelse af ikke at fortælle Argia mere. Det var ikke til at tilsidesætte. De ville have hende, hun måtte adlyde. Lukke den sidste åbne dør til troen på alt godt. Hendes indåndinger bragte skovens disede luft ind i hendes lunger, ud i hendes kolde åre, der efterhånden blev grebet af følelser. Hendes øjne smertede svagt. Coniunx. Det var i hendes baghoved, og mødet i Jupan kløften begyndte at rører på sig i hendes hjertes centrum. "Mine ar. Jeg blev flået op.." hun mærkede hjertet slå lidt, uroligt. "Bidt i." hviskede hun næsten tvunget og med en sådan kraft og mening at hun næsten spændte kroppen helt. Hendes øjne glødede intenst et øjeblik ved minderne, om det sidste. Sårrene. Hun så pludseligt ind i Argias øjne. "Jeg flygtede fra mig selv, mine følelser, min smerte. Og ødelagde mig selv..." Hun mærkede et stik i mellemgulvet, og måtte skimte mod himlen, som hun havde for vane at gøre det når noget ramte hende. Hun var så smuk. Hun var så overbevisende moden. Hun så stærk og værdig ud. Hendes attitude var så venlig og blid og dog var der pludselig noget ved hendes øjne Caeli ikke kunne lide, som hun så ind i dem. Caeli... Caeli var svag, hærget, ufærdig... Hendes hjerte var i stykker. Uden ham var hun intet. Hendes måne var forladt af dets stjerne ledsagere, det var tatoveret i hendes hjerte hvor hun kunne leve. Hun kunne ikke leve som om hun aldrig havde kendt ham. Hun var ikke i stand til at se verden i øjnene alene... Hendes øjne der sagde mere end ord mødte denne Itzala Arigas øjne. Coniunx.

"På grund af vores leder." Hendes stemme ændrede sig fra ung og barnagtig, til velvidende og erfaringsrig. Den åbnede sig. Berettigede om eventyret der blev til et mareridt. Hendes sjæl føltes helt nede i hendes hove. Hun et skridt baglæns. Afstanden betød pludselig noget. Hun havde kun et liv, og hun var nødt til at leve det, selvom det var afsindigt hårdt. Hun vidste denne dag ville komme. Hendes anelse sneg sig ind på hende. Men var det rigtigt antaget? Caeli var usikker, men afventede den andens reaktion. Krydsede deres veje hinanden? Hun ville ikke sige endelig, eller langt om længe. For var det et ønsket møde? Ville hun stå til ansigt overfor den der havde taget et stykke af hendes hjerte og kvast det?


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

"Though my soul has set in the darkness, it will rise in perfeck light."

---

---

Den månegrå stod et øjeblik, imens hun lod informationen synke ind. Det var som om den mindende hende om noget, mindede hende om tanker eller andet der kunne høre til Argia, men intet kom ud. Dog trak det svagt i denne Caelis smilebånd, og langsomt vendte en stærkere glød tilbage i de orange smukke øjne hun bar. Argia kunne ikke benægte, at det indtryk hun bar af den grå ikke just var stærkt. Hun virkede så skrøbelig, at det lå til hende at bekymre sig om hende. og da hun så fortalte om sine svækkede forben, var det en svag brummen der undslap hende. Tænkende, og overvejende. Den information havde været uvidst for hende tidligere, men nu ville hendes omsorg også gælde denne hoppe. Hvis hun da tillod hende det.. for selvom hun virkede svagelig.. så var det som om der brændte en indre flamme i hende. en stædig flamme der nægtede at give op, og bar hende videre. Hvis hjælp ville slukke denne flamme.. jah, så var muligheden udelukket.

Stjerner passerede over den glødende krop, og hun slog stilfærdigt med den lange krøllede hale. Hoppens pause sagde hende at hun endnu ikke var færdig med sin forklaring – sin fortælling, og hun ventede da tålmodigt. Lod de flerfarvede gnistrende øjne kort hvile på de svage forben, inden at hun fulgte op på sin sætning. I takt med at intensiteten steg i ordende, falmede det blide smil der havde favnet den sorte mule. Det var ubehageligt at fortælle, og for hendes skyld kunne hun være stoppet ved det første. Men nej, den månegrå unge hoppe forsatte sin smertefulde fortælling, selvom det rev minderne op. At se en anden sjæl i sådanne en tilstand var ubehageligt for stjernevandreren, og næppe vidste hun at hun selv var skylden til noget af den sorg der lagde sig som et tæppe over hende. Svækkede flammen. Dog… ved hendes sidste ord begyndte en høj storm at hyle i hoppens ører, og det sendte kuldegysninger op igennem ryggen på hende. Stivnet stod hun, imens at hun lod den pludselige information om sin mage falde ind… ikke alene havde han.. skadet hende med sin underlige tran til blod, og lyst efter smerte. Men også denne uskyldige sjæl. Argia var ikke uskyldig.. hun fortjente den smerte, den pine. Det var noget hun igennem år havde overbevidst sig selv om, ved tanken om ikke at være god nok. Men at en anden så skrøbelig skabning skulle gennemgå det samme smertehelvede – måske et værre et var ikke i orden. Det var… ikke acceptabelt.

Kroppen rystede kort af de kølige gysninger der gik ígennem hende. Det smertede hende at nogen skulle have været så uheldig at krydse den sorte hingsts vej.. men dybt inde i hende var der noget andet der ikke tog denne nyhed så slemt. Den blide Argia var røstet i sin grundvold. Men gemt bagved murene begyndte uvejret at trække op. Bølgerne slog imod den, og enkelte steder nåede de faktisk igennem den høje men svage mur. Det sorte vand i hoppens indre vidste sig som begyndende sorte huller på hoppen skind.. De sugede alt lyset, alle stjernernetil sig og hun mærkede hvordan hendes rolige pulserende glød flakkede kort. Nej.. ikke her, ikke nu. Med en dyb udånding fattede den stjernebelædte sig en smule, og de sorte huler blev langsomt dækket over at de glitrende stjerner igen. Et held at Itzala stadig slumrede i sin mørke grotte.

”Jeg.. jeg er så ked af sådanne en skygge skulle have lagt sig over dig, Caeli Pluvia..”
Den dybe stemme rystede kort på det sidste, og hun åbnede igen blikket hun før havde skjult. Inde i sig selv mærkede hun hvordan den forbindelse der bandt hende og Insanus sammen kort rørte på sig, inden at hun med en virren ville vende tilbage til det senere. Hun skulle nok finde ham… for selv han kunne ikke længere skjule sig i skyggerne for hende.

”Og jeg lover dig jeg.. vil tage en snak med min… mage om det..”

---

---

"I have loved the stars too fondly to be fearful of the night"

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Argias smil forsvandt da Caelis fortælling tog sig ud. Hun ville ikke stå her og bøje sig i støvet... Ej vakle og blive svagelig. Caeli mærkede hvorledes ønsket om at svæve over afgrunden vagte en dyb styrke i hende. Hun havde den. Et eller andet sted under det månegrå glintrende skind, der var styrken til at lade sig selv sejre igen. For Caeli havde sejret, da hun havde tæmmet skyggerne, og afgivet sit løfte. Mens det synes at hele livet var fuld af tomme løfter skulle hendes altid give mening, og hun ville følge det. For mening var det Caeli søgte. Mening med livet, mening med skæbner, tro, håb. Kærlighed. Caelis øjne slog gnister. Glødede intenst i et gådefuldt udtryk som hun betragtede Argia.

Den stjerneskinnende hoppe synes at have problemer med sig selv et øjeblik, efter Caelis sidste ord var kommet over hendes læber. Hun brummede mildt, mens stormen måtte herske i den andens hoved... Det Caeli pludselig så på hendes pels, var sorte pletter. Hun tippede hovedet på skrå. Tænkende. Men ej frygtsomt. Hendes nysgerrighed blev levende, dog. Caeli følte stikket i mellemgulvet. Det iskolde stik af nogen der havde ruineret noget i hende. Men Caeli var ikke hævnlysten. Caeli var ikke... Typen der hadede og afskyede. Hun var typen der i stilhed led under voldsomme pinsler hun udholdt, for andres skyld. Hun var typen der uskyldigt og ærligt udtalte sig.

Dog vagte der sig en bølge af mistillid da hoppen synes at blive en anden i ganske korte øjeblikke... Ikke den blide Argia, hun netop havde mødt, med omsorg for den månegrå lille hoppe. Mistillid. Kunne Caeli overhovedet stole på nogen der i sådan en grad havde svigtet, og ødelagt mulighederne for venskab? Hun tvivlede. Men vidste med sig selv at hun nok altid ville putte naiv tro i andre. Argias stjerner vendte tilbage, som om hun fik kontrol over sig selv. Caeli spekulerede på hvad der havde forudsaget mørket. Sorte huller der nærmest opslugte stjerne? Den anden tog en dyb indånding, og så var alt som inden hendes krop havde rystet. Argia svarede nu Caeli. Hendes dybe stemme rystede ved det sidste, men endelig kunne Caeli skue hendes blik igen.

Hun talte igen. Det bekræftede Caelis tro. Dette var hoppen der havde ruineret Caeli og fået hende til at sende Amoris bort. Måske for altid. Caeli tog og følte på sin smerte. Itzala Argia. Insanus Amoris Drachmas' mage. Caeli rystede svagt på hovedet. Det store blanke glødende øjne var vidt åbne. Modtog indtrykket af den stjernebeklædte hoppe. Og det gjorde ondt. En sådan skygge havde ikke lagt sig over hende, efter hendes mening. Det var hendes liv, havde altid været dette, og ville altid være dette. Hun smilede en anelse syrrealistisk, og trak vejret dybt. "De ved intet om mig. De ved ikke besked?" hviskede den lille månehoppe til den smukke stjernehoppe. Hun vendte det rene ansigt til siden, lukkede de glødende øjne, mens manen hvirvlede let om hendes hals. Hun sukkede blidt. "I sandhed har jeg vadet gennem mit eventyr, der blev til et mareridt. Men jeg har altid elsket det..." Caelis stemme blev mere rystet, påvirket af den dybe kærlighed, uroen, hendes livsvej. Hun åbnede pludseligt øjnene og skimtede ud i skoven. "Som jeg elsker han, der giver mig mine ar." Caelis blik var urørt af nogen følelse. Hun gemte sig bag den rene maske, en månedatter måtte have. Hvidgrå, sølvlig, bare der.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Soundtrack - Hallelujah

Skæbne var i sandhed noget underligt noget. FOr det var ikek til at sige hvad skæbnen var - hvad den gik ud på. For hvad var meningen med det hele? Hvad var meningen med at gå igennem livet - fejle og falde gang på gang, men alligevel rejse sig hver gang? Hvorfor kastede man sig selv igennem dette forfærdelige univers af smerte og sorg. Det lurede alle vegne.. død, lidelse og et meningsløst løfte om at alt nok skulle blive bedre. Hvis du ønskede hårdt nok på stjernerne, ville de opfylde dine ønsker.. For hvis skæbnen fandtes - hvis den var lagt, kunne man intet gøre selv. Kun håbe og ønske man var født under de lysende ægte stjerner. Hvorfor? Argia var faldet så mange gange. Naivt havde hun troet på folket, på andre og på sig selv. Og hver gang var hun blevet trampet ned i de grotter hun så inderligt hadede. Svigtet og udnyttet.. Hun havde fejlet så ofte, så hvad var det der drev hende videre nu?
Troen på at hun ikke kun kæmpede for sig selv. Hun kæmpede ligeså meget for andre. Det gjorde ondt. Det var hårdt, og det var en uretfærdig byrde at blive mødt med verdens modstand. Men hun vidste... hun håbede, at hvis skæbnen fandtes.. hvis der var en mening - at hun tog denne smerte for andre. Dem der ikke selv havde deres fighter. Deres sygdom - deres vilje. Hun tog imod slagene for dem hun ikke kendte - og nok aldrig ville kende, men ikke desto mindre blev de skærmet. De få udvalgte der fik haglet verdens had ned over sig, var forhåbentlig også dem der kunne tage det,, og rejse sig hver gang. Argia rejste sig. Itzala rejste hende op. Og hun var begge, og alligevel så forskellig. Hun var stærk! Ligesom Caeli led hun i stilhed. Sagde intet, og beskyldte hverken guder eller heste. Kun sig selv.. og det var nok den store forskel imellem de to.

The break down 

Men nu kunne hun mærke hvordan verden vaklede under hende igen. Hvordan at murene langsomt rejste sig omkring hende, og skærmede for lyset. Rygter var ikke blot rygter.. Insanus havde en elskerinde. Hun havde været så naiv at tro han følte noget. Så naiv at tro han ville støtte hende i hendes helvede. Men hoppens ord gjorde det blot være, og stjernebæren næsten krummede sig sammen i skam og svigt. Var hun virkelig så lidt værd? Var hun ikke nok? De mandelformede ørere vippede langsomt ned i nakken, og hoppen så paf på den glatte og udtryksløse flade der gjorde Caelis ansigt. Hun sagde det, uden så meget som at se ned. Hun skammede sig ikke engang, over at tage den klippe Insanus havde været fra hende. Hun elskede den sorte dæmon, og sagde det uden at føle den mindste skyld over det, da hun sagde det til hende.
Selvfølgelig kendte Ariga ikke Caelis historie... vidste ikke det var hende, som havde revet drømmen fra månehoppen. Og derfor var det at en fremmed følelse vækkedes i hende. Argia havde ikke følt vrede før. Ikke denne form for vrede... had og forargelse. Den brændte i hende, og den gjorde ondt. Og hvad dette had var rettet imod var endnu uvidst, da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med den. Hun vidste ikke hvordan man håndterede den, og stod derfor blot og så på den grå. Øjnene vidt opspærrede, blanke men uden tårer.

Stilheden næsten larmede, og en svag vind skar igennem og løftede op i krøllerne. Stadig sammenkrummet sænkede hun langsomt hovedet, idet at et lavt hvæs af sorg kom fra hende. Hvad kunne hun gøre? Den grå er svag.. fjern hende! Det var lang tid siden den stemme havde hvisket i de dunede ører, og med et ryk hævede hun hovedet. Næsten panisk rystede hun på hovedet, idet hun mærkede stormen tage til. Så meget vrede og selvhad lå begravet dernede, og det sivede ud som larmende stemmer i hovedet på hende. Hun var intet værd, og ville heller ikke være det før hun viste det. Men den stjernebklædte ønskede ikke det hendes stemmer ville, og kneb dermed øjnene hårdt sammen for at lukke for omverden. En lang, indre kamp udspillede sig i hende, og hun Så fortvivlet det hele spille om igen. Hvorfor havde hun været så naiv at tro på skæbnen ville hende det godt? Selvom den flerfarvede var født under stjernere, havde de ikke bragt hende andet end uheld. Hvordan kunne de blive ved med at træde på en skabning der allerede lå ned?
Stadig med hovedet imod jorden, fandt hun sin stemme igen. "Jeg har altid troet på skæbnen... troet på, at verden ville mig det ondt af en grund. Troet at der er en mening med det hele.. Men Caeli, alt virker så meningsløst.." hoppens hviskende stemme rystede. En pause, og hun hævede langsomt hovedet for at se på hende. "Hvordan kan det blive ved? Hvor meget mere skal jeg tage imod, før at nogen.. noget vil mig det godt? Jeg er bange... Jeg frygter hvilken skæbne en stjerne for, når den endelig brænder ud. Hvor ender den så?" Ryggen rankede langsomt, og hoppen hævede det markerede hoved. Hun bar sig udadtil med stolthed, men i hendes mørke larmede det. Det var det ikke et råb om hjælp der rungede. Det var en kold og knækket melodi der spredte sin gift i hendes indre. For hjælp ville hun ikke bede om. "Hvor meget elsker du ham... Hvad betyder kærligheden for dig? Caeli min kære. Hvad ønsker du jeg gør..?" af hvilke grund ville de grå hive hende ud af hendes før perfekte mareridt. Ønskede hun hende væk? For i sidste ende var månen nu engang større end en enkelt stjerne.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Den store forskel på at Caeli og Argia led i stilhed var måske ikke at Argia ikke beskyldte andre men kun sig selv. Caelis allerførste tanke da hun fik af vide at Insanus havde taget hoppen til mage, var at hun ikke havde været god nok. Hun var svag, ynkelig, mærkelig, unormal, ensom... Og hun havde tænkt sig til at denne anden hoppe var langt bedre. Smukkere, klogere, social, omgåelig, snu... Caeli vippede ørene følsomt ned i nakken med sørgmodige øjne. Da Argia var trådt ind i Insanus liv, havde hun slet ikke haft det godt med sig selv. Og lige siden var hun faldet ned i dybet. Caeli var overbevist om at hun var skyld i sin egen smerte. Hun havde valgt at gå ind i eventyret. Hun havde valgt at lade denne smerte stikke i hende, ved at lade sig selv føle. Hun alene stod til ansvar for hendes valg, hun alene stod til ansvar for sin tilstand. Men ikke desto mindre var eventyret gået i spåner for alvor da hun havde bedt Amoris gå. Det var hendes egen skyld. Men hun havde sagt det, fordi Argia var dukket op. Så om Caeli gav andre skylden måtte man selv om. Hun pegede dog ikke fingre, hun var det reneste lille væsen... Men så ødelagt.

Den stjernebeklædte hoppe foran hende var i smerte. Caeli vendte blikket. Følte hendes smerte. For hun vidste i sandhed hvordan det føltes at vide ens elskede havde en anden. Medlidenhed dukkede op i månehoppens klare blik. Hendes egen smerte blev langsomt skubbet til siden. For mange år siden havde hun været ung, smuk, naiv, elsket af mange, hendes svaghed var ensomhed en stor tom intethed, tankehuller og en intens brændende vulkan... Hun havde været så opsat på at finde noget at leve for, at da Insanus dukkede op og hun vandrede ind i hans sind, havde hun knyttet sig til det. Lænken var smedet. Nu var hun voksen, forrevet, fyldt med ar og grumme skrammer, elsket af få, hendes svaghed var mørket og dens sorte skønhed, hendes kærlighed. Hun var fyldt med smerte, en død vulkan og pinefulde krystal sange.

Skæbner var syet sammen af så mange elementer. Caeli havde engang troet på skæbnen, at man var forudbestemt til noget, men hvis hun var forudbestemt til dette liv, til alt... dette. Hun kunne ikke se logikken i det. Hun fik så lidt igen for alt det hun gav. Hun blev svigtet gang på gang. Hun vidste bedre nu. Alle de ting der sker i ens liv, de kom af valg man selv tog, valg andre tog, og det der måtte ske i verden. Hun sukkede svagt. Havde Caeli grund til at skamme sig? Skamme sig over at være en lille elskerinde? Caeli havde troet så inderligt på deres kærlighed, deres bånd, deres historie. Og så dukkede denne stjernehoppe op. Ironisk ikke? En måne, en stjerne og et mørket til at opsluge dem. Men Caeli skammede sig ikke over hendes følelser. Hun bebrejdede måske sig selv at hun ikke opgav Insanus og brødrene. Men hvordan skal du give op på noget så uskyldigt som Amoris der elsker dig til månen og tilbage, når han er lænket og under de andres kontrol? Hun elskede ham. Så meget ulykkelig kærlighed.

Den anden hoppe græd ikke, hun så chokkeret ud. Bange? Hun følte sig lille og uduelig ikke? Måske var hun ikke så langt væk fra hvad Caeli var. Caeli pustede langsomt ud mod hoppen. Caeli kunne skamme sig nu. Hun havde fået denne hoppe til at føle sig ligeså værdiløs som Caeli havde følt sig. Men hun havde fortalt hende sandheden, og ej løjet. At holde nogen for nar lå ikke til Caeli.

Argias hæven af hovedet og derefter rysten på hovedet virkede næsten panisk. Caeli kneb øjnene tænksomt sammen for at gætte hvad der måtte ske i hendes hoved. Fortvivletheden lå som en tyk tåge mellem dem. Argia var ikke alene om denne følelse. Caeli var grebet af den, og havde været plaget længe. Hun holdt vejret og øjnene så smertende på den anden. Hun var ikke vred. Hun hadede ikke denne hoppe. Hun følte den stærke medlidenhed og smerten krøllede sig sammen i hende som små skarpe pigge der voksede og blev mindre og ødelagde alt omkring dem. Argia talte, med sin genfundne stemme, den var rystet og hviskende. Caeli nikkede til ordene. Hun følte den meningsløshed, men nægtede den. Hendes mening havde alt for længe været at opveje Insanus skygger, og hun oplyste dem... For altid. Caeli lod hende tale ud. Hun så denne hoppe som stærkere end sig selv, men som hun fik sig kæmpet gennem ordene var de langt mere ens og i samme situation end hun havde følt sig med nogen anden. De var i den samme onde cirkel. Kendte hun Amoris? Nej... Amoris måtte kun komme frem ved Caeli, han elskede desuden Caeli mere end nogen anden og var så... Caeli kunne ikke bære at tænke på sidste gang hun så ham. Hun brød næsten sammen og lod sig vise. Jo mere smerte hun følte, jo mindre led hun i stilhed. Hun begyndte en sammenbrud efterhånden, hun var ved at blive ... psykotisk. Hun så illusioner for sine øjne, og jo mere hun tog jo flere bank hendes hjerte modtog, jo mere smertede hun uanset hvem der så det.

Hendes svar var tøvende. Hun ønskede intet fra den anden. Hun... Hun ville ikke påtage sig et ansvar for andres smerte. Hendes øjne rystede svagt da hun kiggede Argia i øjnene. "Hvor meget jeg elsker ham? Argia. Det er en ubeskrivelig følelse jeg har følt siden min tid som plag. Han er hele mit liv og har været det fra første syn. Kærligheden? Han har været min skytsengel, min levevej. Jeg elsker dem alle tre. Men jo længere ind i mareridtene jeg kommer, jo mere frygter jeg at intet er gengældt. Det er skuespil... Deres kærlighed er syg, de elsker at jeg villigt overgiver mig, føjer deres ønsker, kravler på knæ for min kærlighed. Men hvad andet kan jeg gøre? Jeg har ødelagt alt i mig ved at elske ham. Jeg kan ikke stoppe... Amoris har brug for mig." længselsfuldt og så sørgmodigt lød en syngende stemme lavt. De brændende øjne stirrede ud i skoven, som solen snart ville begynde sin tur ned i horisonten. Hun så på hoppen igen."Argia, jeg ønsker intet fra dig. Din smerte, gør mig ondt, jeg kender denne..." hviskede hun. "Jeg følte nøjagtigt det samme. Værdiløs. Misbrugt. Et offer... Et villigt offer, bundet af min kærlighed." Hun holdt inde.

"I lang tid vil intet give mening. En skæbne er syet sammen af valg, følelser... Og langt det meste af vejen må vi falde, der vil være en vej op for den som kravler på blødende knæ. Alt synes at ville en ondt. Det synes at der aldrig komme en ende. Jeg ved ikke hvor meget du kan stå imod... Men jeg ved at du aldrig må slippe dit lys, da er du for alvor alene i hele det store univers. Jeg kan fortælle dig hvad der sker når en vulkan dør. Men hvordan en stjerne brænder ud er mig uvist. En måne dør aldrig, men en måne har brug for en sol til at lyse på sig, ellers skinner den ikke mere. Jeg tror stjerner er små sole Argia." den sidste sætning var drømmende, blid og øjnene lyste af opmuntring. Hun trådte tættere på denne stjernehoppe. Caelis mor havde trods alting været månegudinde i årtusinder og onklen solens gud. Nu var det hendes halvsøstre. "Sole dør voldsomt. Men de skinner på noget hele deres levetid, oplyser verdner, giver liv til væsner... Du er en strålende sol Argia." Hoppens røde man hvirvlede let, hun søgte ud med mulen, hendes øjne funklede stærkt af melidenhed, men den tykke sorg var ikke langt borte.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Der kunne gå årtusinder før at noget brændte sammen, ligesom at det hele kunne ske på ganske få minutter. Som sekunderne tikkede af sted, væltede de vældige vægge langsomt. De krakelerede, og kastede deres forældede og ituslåede stykker ned imod den del de var bygget for at beskytte. En uendelig larm brusede i hoppens ører, og blandede sig med hendes egne langsomme hjerteslag. Hun elskede.. hun ønskede og hun håbede. Hun gjorde hvad hun kunne, og søgte at hjælpe dem hun kunne nå. Det gjorde hende så frygtelig sårbar… så sårbar, at hun naivt havde taget imod ethvert ønske fra en anden.. om at ville hende det samme. Taget imod enhver lyskilde hun kunne se for enden at tunnellen, uden at tjekke hvor lyset stammede fra. Det havde forblændet stjernehoppen, hvis murer nu ikke længere kunne holde verden uden for væk. Hun stod tilbage – forsvarsløs og forladt, idet at hun langsomt krummede sig sammen i hendes indre. Lyset kastede ikke andet end lange skygger, der krøb som slanger frem imod hende. Men de nåede hende aldrig ordentligt. For i stedet for blot at opsluge stjernen, formede de i stedet de nye vægge. Høje, kolde og standhaftige. De beskyttede hende ikke mere… de holdt hende fanget. Insanus havde fortæret hendes før så stærke mure, og erstattet dem med ham.
Den månegrå hoppe elskede hingsten. Som hun fortalte det, var det ikke månehoppen der havde sneget sig ind i Argias liv. Det var stjernen der var kommet for tæt på. Argias øjne blev kort blanke ved hendes ord, men hun bed hendes medfølelse i sig for en stund. Hendes fortælling var lig hendes egen.. Så manipuleret og styret af alt andet end hendes selv. Hun elskede nok til at krybe tilbage hver gang, og tage imod ethvert slag med oprejst pande. Men ikke desto mindre, talte Caeli om en tredje person, som Argia ikke selv havde mødt. En Amoris, hvis væsen havde stjålet den unge Caelis hjerte. Åhh, hvor hun kunne hade denne situation. Selvom alt i Argia bad og kæmpede for at komme til at hade og afsky denne hoppe noget så frygteligt, ville hun ikke. For Caeli fortjente så meget bedre end at være det sølle offer for sindet syge lege. Hendes fortælling var forfærdelig men alligevel magisk. Hvis blot man vidste historier endte lykkeligt, ville Argia give sig hen til den. Lade Caeli afslutte den. Men alle vidste, at historier ikke var andet end et barns ønsker.

Skælvende fulgte Argia Caelis blik imod solen, hvis tid på dagen var omme. Snart ville den falde for natten, der allerede nu sendte sine lange skygger op af himlen. Og hvis man så godt efter, var månehoppens måne allerede ved at bryde frem. Og bagved den – stadig i skjul af lyset, var Argias elskede stjerner. De bar løfter om trøst og forsoning med sig. Men hvordan skulle hun kunne vende tilbage til den fredelige og oplyste nat, når månen for evigt ville minde hende om hendes nederlag? Argias hale hvislede larmende i stilheden, og hun åbnede kort munden. Dog nåede hun ikke at sige noget, før at et drømmende blik havde overtaget de så sorgfyldte øjne.
Hendes ord lød ensomt i natten, og Argias øjne blev våde. Blanke af indespærrede tårer, alt imens hun i en ligeså medfølende gestus blidt nulrede Caelis mule. Det ramte dybt, og var noget ingen anden havde fortalt stjernevandreren. Langsomt pustede hun ud imod hoppens næseryg, og så på den månegrå.

”Du er en drømmer Caeli.. Ligesom jeg selv var. Måske… I en anden tid. I et andet liv, ville vores skæbne være anderledes. Måske ville jeg ikke være den der stjal din Amoris, men i stedet den der lyste og ledte jer sammen. Måske… ”.

Hendes hæse bløde stemme gled sørgmodigt imellem dem, og hun hævede hovedet en anelse. Tænk hvis et andet liv havde bragt dem sammen som venner.. Selv havde hun tabt troen på lykkelige slutninger og evig kærlighed. Efter døden var du intet andet end støv og aske – der ikke var værd at blive husket. Men selvom hun havde begravet sin tro på eventyrene, behøvede hun ikke at dele den sandhed med Caeli. Den var hun i gang med at gennemleve selv, og den forvandlede hendes drømme til mareridt. Men der var mulighed for.. for at det endnu ikke var for sent. For når man drømte og troede på de lykkelige slutninger, ville de måske komme til en.
Argia strakte hovedet frem imod den forslåede og arrede hoppe, for at sænke den over hendes hals. Trak hende kort en til sig, for at støde grøften imellem dem en smule væk.

”… Gid solen vil følge dig ligeså standhaftigt, som den føler sin tvilling på himlen. Ønsk på stjernerne, men glem ej, at ønsker kun er ønsker. Ingen stjerne, intet mørke og ingen smerte vil give dig hvad du ønsker. Selv hvis dit eventyr vil ende i et blodigt mareridt, så glem ej at det er dit. Du skabte det, og må derfor også blive til slutningen. Form og skriv slutningen, for intet mørke vare evigt…”

Hviskede hun, og trak sig da lidt tilbage. De glimtende mørke øjne så på den unge skabning, hvis liv ku’ have været så meget anderledes. De var sørgmodige, blanke og tomme. Men ikke desto mindre var ordende sande, og hun håbede at Caeli ville tage dem til sig… og hun håbede at Caeli ville finde en anden, der kunne vinde hendes kærlighed som Amoris havde gjort det. For resten af hingsten – Insanus.. Drachmas, var hendes eget personlige helvede, der skulle gennemleves. Sådan måtte det være. Itzala Argias pels flimrede kort, og hun nikkede til den månegrå. Stjernevandren vendte da om, for at søge tilflugt i skovens skygger og ensomhed. Hun ville møde månehoppen igen, når tiden var moden til det.

//Argia out. Tak for en fantastisk tråd! <3