∑ SMEYÈ ...

The creator of life

---

Tronsalen var tom. Bortset fra den rastløse gud, som bevægede sig ind imellem de marmor belagte lyseblå stolper. Solen stod ind af glas taget, og ramte Smeyés skinnende mørkeblå magiske pels. De blålige og guld snoede aftegn, afspejlede sig og glimtede skarpt. De mørkeblå ører lå vendt tilbage i nakken, og de smaragdgrønne mystiske øjne, stirrede stift over mod det store spejl. Hans skridt var flydende og langsomme. Hele hans ydre bekræftede at han var magisk. De sorte tilhængere i form af hans elskede skygger, lå omkring hans krop som sædvanlig. Små hviskende lokkende sætninger blev engang imellem frigjort fra skyggerne. Smeyé, dræb. Du skal herske alene, sammen med os ved din side. Dræb. Stemmerne oven i hans hoved var hæse, og meget lave. Man kunne næsten ikke høre hvad der blev sagt. Smeyé fnøs og slog med hovedet, for at få dem til at trænge ind bagerst i hovedet igen. Da han slog med hovedet søgte de dansende skygger hurtigt om bag ved ham. Smeyé kunne godt mærke at de voksede sig stærkere og mere magtfulde.

Bloodseeking

De sugede hver dag lidt af han enorme mængde energi, og blev med tiden bedre til at få kontrollen over Smeyés sind i længere tid. Han stoppede op brat. Lod blikket glide over den store tronsal. Som sædvanlig var hans blik, koldt, gnistrende, magisk og følelsesløst. De lyste op som to klare lysende grønne krystaller. Den mørkeblå store kropsbygning var rettet op i en stolt positur, og musklerne var per automatik spændt under det tynde hårlag. Han var en fryd for øjet. Den sorte lange man lå lidt bølget over den ene side af den kraftige hals, og pandelokken lå og dækkede lidt over det højre øje, så den grønne stribe i pandelokken gik i et med øjet. Han mærkede hvordan han langsomt bed tænderne hårdere og hårdere sammen. En lille dråbe blod løb ned af mundvigen, den glimtrede, og bare i en enkel af Smeyés bloddråber, finder man en stor styrke, og en tykkere masse. Langsomt gav den slip på kæben, og en dråbeformet masse faldt til jorden.

Dissapointed 

Overguden rynkede rovdyrs agtigt på mulen, og øjnene lynede og gnistrede kort. Han var vred. Der stod en skulptur, som var formet som en hest, lavet ud af sten. Hurtigt flyttede han blikket over på den, og spilede de smaragdgrønne øjne op, så blodårene i øjnene kunne ses, og pupillerne trak sig sammen. Han mærkede hvordan hjertet slog hårdt i brystet på ham for derefter at udløse en følelse af varme gennem hele kroppen op til hovedet, en varme som udstrålede hans vrede. I et hurtigt tag, tog han fat om den tunge stenskulptur, og slyngede den gennem tronsalen, der var så meget kraft på at den fløj over og ramte en af marmor væggene og skulpturen splintrerede i tusinde dele, marmormuren var sikret så kunne ikke gå i stykker. Hingsten sank hovedet og lod de opspilede øjne hvile ned i jorden mens hans trak vejret hurtigt og hidsigt, hans vejrtrækning var hæs og hård. 

Angry

Smeyé mærkede hvordan varmen og vreden spændte hans hud helt til det yderste, og skyggerne dansede en livlig dans omkring ham, og lokkede ham til at miste kontrollen. Med et kast trak han hovedet væk fra midten af tronsalen, og lod de kolde øjne hvile ud af den store glas rude, stadig med sammen bidte tænder, og en vrede som snart ikke kunne styres. Han var så vred på Laylis og hans skvat af en søn at han sagtens kunne finde på at slå dem ihjel. De skulle ikke stå i vejen for Smeyés planer. Men hvad han bare ikke selv vidste, var at inde under alle skuffelserne, og vreden, holdt han stadig af den cremefarvede hoppe, og han havde holdt af Flakeze, og følelserne for hans familie, var låst inde, dybt inde. Han undrede sig dog over hvordan de alle kunne svigte ham på den måde. Han var mere vred end han var ked af det, for det var sjældent at den mørkeblå hingst følte smerte eller følte sig ked af det. Hingsten bevægede de blå legemer to flydende skridt frem, for så at løftede hovedet en anelse, han trak munden sammen så det blev til en lige streg, og lod det følelsesløse blik spejde ud over himmelriget. 

Mighty

---

''Life is the beginning, death is the goal, suicide is cheating, let the game.. Begin''

Word count; 710    ···   Tagged; Laylis

L A Y L I S 

Vreden hang i hendes gyldne og elegante krop, mens hun bevægede sig afsted. Hun bevægede sig flydende og elegant til trods for den pulserende vrede, der hang i hendes indre over, hvad hun havde set. Hvad hun vidste Smeyé havde gang i. Intet gik forbi hendes mandelformede og meget nysgerrige øre - men nu var hun jo også gudinde af tid og kaos. Hun havde forsøgt at give landet tid - tid til, at finde en måde at gøre sig klar på en gudommelig kamp. Men stilstanden var næppe faldet i god jord ved Smeyé. 
Et rabalder ramte hendes øre, så de let vibrede. Hun bevægede sig imod tronsalen, hvor hun vidste den blå overgud befandt sig. Det var på tide at konfrontere ham med, hvad han havde gang i og udvise sin vrede, selvom hun vidste, at han måtte bære på en ligeså stor en, siden han agerede som han gjorde. Hun havde fået nys og mange ting gennem sin plads i himmeriget. Intet gik forbi hendes mule, men hun kunne give ham et valg. 


Elegant og lettere dansende, med en formelt buet hals, og høje og lette benløft dansede hun afsted ind i tronsalen, hvor dele af en af statuerne allerede lå spredt ud over marmorgulvet. Kort lod hun sit blik glide til siden og studere resterne, inden blikket gled over på den rasende overgud. Hun holdt skam af Smeyé, men det her var dråben. Han kunne ikke fortsætte på denne måde. Hun ville ikke tillade ham, at dræbe hendes afkom eller uskyldige beboer. Alligevel var det et selvsikkert og roligt smil, der gled over Laylis mule, da hun stod inde i salen. Hun vendte med et sine klare kaos agtige øjne imod Smeyé. Mange ville måske påstå, at hun lignede en der nød synet. Det gjorde hun bestemt ikke. Det var kaoset i hendes øjne, der blev tynget af vrede over, hvad han havde i sinde at gøre. Det måtte stoppes en gang for alle. 

∑ SMEYÈ ...

The creator of life

---

Den store overgud, rynkede irriteret på de ikke eksisterende øjenbryn, og lod det ellers så glatte ansigt, blive trukket sammen i et koldt ansigtsudtryk. Med et spidsede han de mørkeblå ører og vendte dem bagud, han bevægede sig ikke ud af flækken, blev dog bare ved med at holde blikket ud af den store glasrude. Han havde observeret hovslag på det glatte marmor gulv. Han vidste, at det var Laylis der havde bevæget sig herind. Kun guder befinder sig her, og på lyden af hendes hovslag som han kendte så godt, og fordi han kunne mærke hun var nær, vidste han at det var hende der havde turde bevæge sig i nærheden af ham. Hingsten bed tænderne sammen, og løftede kort på overlæben, i en dyb og lav snerren. Hun skulle ikke komme nærmere, det ville blive værst for hende selv. Han følte så meget had, at han ville kunne slynge hende igennem den stærke og tykke marmor mur, hvis han blev irriteret nok. Han kunne mærke hendes styrke, og mærke hendes energi. Hun var vred.

Bloodseeking

Varmen var som en kogende gryde under den mørkeblå hingst med de snoede aftegns krop. Han stod stadig i samme positur, som han havde stået i da han stoppede op foran glasruden. Skyggerne vågnede. De begyndte at hviske og lokke i hans øre, Smeyé kunne næsten ikke høre noget på grund af alt den larm de lavede, og han kunne mærke han snart ikke havde kontrollen over dem mere, for de blev stærkere jo vredere han blev, vreden slørede Smeyés sind. Skyggerne fór ind mellem hans ben, og begyndte at danse ved hans venstre side, som var vendt sidelæns til Laylis. Lad os nu gøre en ende på hende, du elsker hende ikkeee. Herredømmet er dit. Dit alene, lad følelserne dø ud med blodet der flyder langsomt hen af det nydelige marmorgulv.

Dissappointed

Smeyé bed tænderne sammen og slog hårdt med det blå hoved, så en vind, ramte skulpturene længere nede, og fik dem til at smadre ind i en af de lyseblå lysende marmor stolper. Hans øjne blev atter opspilede, og blodårene dunkede i øjnene på ham. De blodtørststige skygger trak sig væk igen, og ned omkring hans hove igen, og søgte ind i hans baghoved for en stund. Irritabelt knurrede han af den gyldne hoppe, og vendte hovedet og de smaragdgrønne øjne mod den store gladrude igen. Han lod blikket hvile på den gude skabte natur, som befandt sig ude foran tronsalen, og lod blikket hvile på Himmelen, som de så flittigt brugte som tilgangs metode.

Angry

Alt dette havde de skabt mens han havde været væk i årtier. Den mørkeblå hingst trak munden sammen og rettede sig op i en stolt positur hvorefter han sagde koldt og følelsesforladt til Laylis;  ,,Hvis De prøver på at ændre min adfærd, kan De ligeså godt spare Deres tid Laylis. Jeg nægter at lytte til Deres forbandede ord”  Og han mente det. Hvis hun prøvede på at komme med sine fornuftige salgstaler som hun plejede, ville han blot lukke af og flyve sin vej

Mighty

. Han havde ærlig talt ikke overskud til at snakke med hende, han havde søgt her over for at få lidt fred, lidt fred fra Skyggeklanen, og lidt tid til at tænke. Han vidste at Rhea havde styr på det hele i mellem tiden mens han var væk. Eller han stolede hvert fald blindt på at hun klarede det. Og han vidste hun var naiv nok til at stole på ham. Smeyé slog et hårdt piskeslag med den lange sorte blå nuancede hale, og stivnede derefter igen. Han lod ikke ét eneste blik falde på hende indtil videre. Han ville heller ikke ændre sine planer, for han vidste jo godt han holdt af den gyldne hoppe, men hun skulle aldrig ødelægger hans planer, han ville slå ihjel for herredømmet.

Proud

---

''Life is the beginning, death is the goal, suicide is cheating, let the game.. Begin''

Word count; 635    ···    Tagged; Laylis

L A Y L I S

Hver lille bevægelse i hendes krop var flydende. Hovene svævede let over jorden, så hun trådte i luften, kun ganske få milimeter over marmorgulvet. Hendes øjne udstrålende kaos, men det var en del af hendes livsti. Det havde det været lige siden den dag, hun var blevet gudinde over tid og kaos. Hun vidste, at han havde set hende. Mange ville holde sig langt borte, men hun var en af de få der altid opsøgte kaosset. Det var også det hun ville kalde det her møde på nuværende tidspunkt. Laylis virrede en anelse med hovedet, så den gyldne og bølgende manke let fladt ned langs hendes ene side. Pandelokken hang ned over det ene øje, som hun nærmede sig Smeyé. Han var ikke en hingst der rungede af overskud – det vidste hun. Den mørkeblå hingst rettede sig pludseligt op i sin stolte positur. Hans stemme rungede koldt og følelsesforladt til Laylis, men hun skød det bort med, at han var såret. Selv var hun vred – nej nærmere rasende. Hendes blod kogte indvendigt, mens hun trådte hingsten nærmere. Det her fandt hun sig ganske enkelt ikke i, uanset hvad, så var det ikke sådan her det skulle forløbe. Ikke så længe hun levede. Hendes øre stod fremme ganske kort, inden hun smækkede ørene tilbage i vrede over det kogende blod. Alligevel forsøgte hun at holde en ordentlig tone. 

”Jeg forsøger ikke at ændre Deres adfærd, Smeyé.” Proklamerede hun for at understrege, at det ikke det var hun havde tænkt sig. Ingen kunne ændres nogens adfærd, man var som man var, og det kunne der ikke ændres på. ”Men jeg kan love Dem, at hvis De krummer et eneste hår på en af mine afkom eller deres efterkommer eller andre uskyldige, der må stå i vejen for Dem, så skal jeg nok personligt sørge for, at stoppe Dem eller hævne mig” Sluttede hun resolut af. Halen slog et arrigt svirp, så den skar igennem luften, normalt var det blide toner der fulgte med den. Men ikke denne gang. Laylis var rasende på ham. At han overhovedet kunne overveje, at dræbe hendes efterkommer, var dråben for hende. Ingen skulle røre hendes efterkommer – i hvert fald ingen af gudelige herrekomst. 

∑ SMEYÈ ...

The creator of life

---

Smeyé lukkede øjnene langsomt og bed tændene  sammen endnu engang, denne gang rigtig hårdt. Han blev irriteret af at høre på hendes stemme. De ikke eksisterende øjenbryn samlede sig i et klagende udtryk. Hendes ord var som volapyk for den mørkeblå hingst. Aldrig havde nogle givet ham en trussel, eller fortalt ham hvad han skulle gøre, og som den hingst han nu var, fandt han sig heller ej i det. Kort skar han tænder og åbnede de smaragdgrønne øjne. Hurtigt kastede han et blik på den store glasrude, og lod derefter de sorte mørke skygger komme frem omkring ham igen. Det var som at holde en snor der var ved bristepunkt, den var blot samlet i få tråde nu, der varede ikke længe før den bristede og han ville være ude af kontrol, og dermed også ude af kontrol til at kontrollere sine skygger. Et koldt skævt smil tegnede sig om den mørkeblå guds læber, da han tænkte på hvordan hendes skrig ville lyde hvis han rørte hendes små kravl. En dejlig sød melodi i hans mandel formede øre. En sarkastisk og ydmygende latter blusede op i hans strube, som langsomt blev højere og højere. Hele hans krop rystede bagfra af latter. Kort rystede han på hovedet og lod blikket ramme loftet, hvorefter han rømmede sig. Han mærkede hendes blik i nakken, og vrængede på mulen. De smaragdgrønne øjne lynede og han lod skyggerne dække ham fuldstændig i en flydende bevægelse som var det en tåge der ramte ham. Han forsvandt, og dukkede op lige foran den lyse hoppe med de lynende nøddebrune øjne. Hans smukke ansigt var glat, og der var intet at se. 

Bloodseeking

Han stirrede blot direkte ind i hendes øjne og hviskede derefter, med en sukkersød stemme: ,,Så De truer mig? Jeg tror du kender mig godt nok til at vide at jeg ikke modtager ordre fra andre’’ Hingsten blottede kort tænder, så han lignede et dødbringende rovdyr. Hans stemme var lav, hæs og dragende at høre på. Han lod en af skyggerne svæve helt frem til hendes ansigt, så hun ville kunne mærke en iskold brise omkring hende, som ville kilde ned af rygraden hvorefter han forsat hviskede; ,,Har De helt glemt hvem og hvad det er De truer? Jeg vil helst ikke skabe et livsvarrigt langt ar hen over dit smukke uskyldige ansigt min elskede. Det ville jo ødelægge så meget” Slutningen af sætningen blev udtrykt med en kort hånende latter, hvorefter hans øjne atter udtrykte kulde. Hvis hun ville gøre ham noget, kunne hun fortælle ham hvad hun havde i sinde. Han kunne alligevel finde ud af hvad hun havde i sinde lyn hurtigt, grundet alle hans forbindelser i landet. Provokerende lod han den mørke silkebløde mule strejfe hendes kind, for at vise hvor det ar ville starte. Hans berøringer var svimlende rare, og han vidste at uanset hvad, ville han altid have en svaghed for hendes berøringer, og hun sikkert ved hans. Smeyé trak mulen til sig og hævede hovedet, og lod skyggerne langsomt skifte placering fra hans krop, og rundt omkring hendes. En iskold brise blev udløst, og det hele blev koldt. Kun hans berøring havde været varm. Han legede. Han elskede at lege med hende, for han vidste at hendes temperament var ligeså iltert som hans eget.

Dissappointed

Overguden lod endnu engang et skævt og køligt smil hvile om læberne hvorefter han løftede hovedet i en håndende ’hmpf’ lyd. Langsomt lod han skyggerne træde tilbage og han sagde derefter; ,,Jeg har ikke tænkt mig at gøre Dem noget, så længe De lader mig om mit. Selvom De har forrådt mig, og svigtet mig min egen, så skal De vide at det er ikke er af min gode vilje. Men De skal også vide at hvis, De vælger at gøre noget bag min ryg, De absolut ved jeg ej ville bryde mig om i denne sag, så vil det have fatale følger for Dem, min kaosgudinde” Hingsten kneb øjnene en anelse sammen, og slutningen af sætningen blev mere seriøst end starten. Han håbede at hun vidste, og kendte ham godt nok til at vide at han var en hingst uden nåde, og uden barmhjertelighed i rigtig mange situationer. Tjoe, endda også egoistisk. Smeyé iagttog hendes bevægelser og hendes virren med hovedet, og hendes tordnende rasende øjne. Som han nu var, synes han nu bare blot det var sødt at hun var så vred. Det kunne han godt lide, og han havde på fornemmelsen at det ikke var sidste gang han så sin mage i raseri. Ligeså langsomt og flydende begyndte den mørkeblå hingst at vandre omkring hende, ligeså langsomt. Han slog blikket i jorden, og lod et skævt og hemmelighedsfuldt smil hvile om mulen. Han forsøgte at provokere hende. Men også til at indse, at han bare syntes at dette var sjovt, og intet andet. Han var for højt oppe til at kunne falde lige nu, da alt gik efter hans planer. Sukkersødt og utrolig hingstet og charmerende sagde han; ,,Laylis, De er så tiltrækkende når De er vred, De ved jeg ikke kan stå for Dem, men samtidig giver De mig lyst til at brække Deres fine nakke, og gøre en ende på mulige forhindringer. De kunne have delt magten med mig, vi kunne have regeret det her land sammen..” Smeyé gjorde alt lige nu for at være så tiltrækkende som muligt, men samtidig også provokere hende. Han mente hvert et ord han sagde, der lå uendelig meget vrede i den mørkeblå hingst, men der lå stadigvæk nogle rester fra hans iskolde hjerte, som endnu ikke var blevet opløst endnu, som hun stadig havde sat lænker omkring. Hingsten slog et kort piskesmæld med halen, og lod blikket kort hvile på hende, hvorefter han slikkede sig i mundvigen ganske hurtigt og kneb øjnene en anelse sammen, før han lod hovedet vige væk igen i et ’ha’. Han var i sandheden en besynderlig hingst. Måske endda, forskruet. Forvirrende. Hemmelighedsfuld

Angry

---

''Life is the beginning, death is the goal, suicide is cheating, let the game.. Begin''

Word count; 961    ···    Tagged; Laylis

L A Y L I S

Irritationen var tydeligt hos Smeyé, han lagde ikke engang skjul på den, da han bed tænderne hårdt sammen og Laylis studerede, hvordan hans kæbeparti blev lettere anspændt som hendes ord flød ud. Men det tog hun sig ikke det mindste af. Ikke lige nu. Hun havde andre og langt vigtigere ting i sit hoved end at tage sig af hans iltre og lettere utilregnelige sind. Skyggerne dansede omkring dem, og trak sig tættere på. Det påvirekde ikke Laylis, da hun trods alt ikke så nogen fare i dem. Ikke endnu. Selvom skyggerne var kommet alt for tæt på Smeyé, og han dermed var kommet længere ud end overguden burde være. Hans ord trængte sukkersødt ind bag hendes øre, og videre ind til det blev memoreret i hendes sind. Hun fnøs af ham, men hendes kaosøjne forlod ej på noget tidspunkt hans øjne. Hun stirrede tilbage med samme intensitet og vrede, som han selv ville kunne vise hende. "Jeg ser det ikke som værende en trussel, mere en advarsel. For skønt jeg kender Dem bedre end andre, min kære Smeyé, så vil jeg ikke tillade det, som du lægger op til" Hendes stemme snoede sig varmt om ordene, men undertonen var langt mere krigerrisk end hun normalt ville tillade den at være. Hun var vred. Meget endda. Men han truede hendes afkom og uskyldige civile heste, som intet havde med denne pagt at gøre. Skyggen strøg ved hendes rygsøjle og fik pelsen til at sitre, mens ordene flød. Nej, det ønskede hun ej heller, for hun satte sig selv højt. "Jeg har bestemt ikke glemt, hvem og hvad jeg forsøger at advare. Men du min elskede, du har glemt, hvem det er du truer med at dræbe og hvem de er i familie med". Hun svang den lange og gyldne hale, mens hun så noget stramt på ham. 

Hans skygger vandrede rundt og forlod hans krop for at bevæge sig omkring hende og samle sig omkring hendes krop. Han var provokerende, da han lod sin mule berøre hendes kind en anelse og hun måtte gebærde sig for ikke at bide ham. Det ville ikke have et pænt udfald, det vidste hun. Skyggerne drog tilbage og hun lyttede atter til hans ord, et fnys gled over hendes velformede og utrolig kønne mule. "Forrådt dig for at udsætte det kaos du er ved at skabe min elskede. Jeg går ikke bag din ryg, jeg fortæller dig dette direkte for at advare dig om, hvad der sker, hvis du fortsætter denne sti" Markerede hun sig, inden hun trådte et skridt nærmere, i provokation, snoede hun sig tæt omkring ham, og lod mulen let berøre hans skulderblad, inden hun kort glimtede med kaosøjnene for derefter at skubbe bagpartiet rundt, så hun stod med front imod hans side igen og let lod halsen hvælve og betragtede overguden. Hendes øjne var rasende og det var ikke til at holde tilbage. Hun ville gøre alt for at holde sine efterkommer i live og dermed også de uskyldige civilie, der kunne få en tur ved denne krig. "Kunne.. Som i datid min kære. Det er stadig muligt, men du ved, hvad jeg forlanger for det," snoede hendes stemme sig forførende over læberne, mens hun mærkede vreden trænge sig på. Han skulle passe på - men det skulle hun også.

---

- Fear is just a way of life, I don't fear what should be feared.