Through the gates.
^{(In character competition)}

Proelio var svøbt ind i solens varme tæppe, og strålerne bagte over landet med en voldsom kraft og varme. De fleste havde søgt sig til skyggerne, for at redde sig selv fra dehydrering og i stedet nyde en doven hvile under skyggernes beskyttelse. Andre valgte en anden vej, og nød i stedet de varme timer med leg og glæde - Indtil sveden tog over og tvang dem til et dyp i en af landets mange vandkilder.

Idyllisk, kunne man kalde landet. Fredeligt, ligefrem. Men hvad der var ved at ske var langt fra normalt, selvom Proelios beboere nu snart måtte have vænnet sig til magiens små tricks og lege. Rundt omkring i landet, hvor solens stråler var som stærkest, formedes forskellige porte langsomt. De startede som blot et svagt omrids, som senere voksede sig kraftigere og kraftigere indtil skelettet nu klædte Proelios jord. Derefter fyldtes portene langsom ud i forskellige farver, og med lokkende, lysende udsmykninger. Et magisk syn.

Alle portene var forskellige, men hvad de alle ejede var en mystisk, lokkende aura. For at træde igennem porten var alt man behøvede, at skubbe dørene op, og derefter træde ind i det tomrum der viste sig på den anden side.

Tør du?

---

For at deltage skal man skrive et uddybende svar til denne tråd, hvor din karakter finder denne port. Reaktionen, handlingen, og om karakteren overhovedet vover træder ind igennem porten er der ingen krav omkring, men vil selvfølgelig have indflydelse på hvad der sker herefter. Du har helt frie tøjler med portens udseende, handlingen, og hvis din karakter træder igennem dens tildelte port: Hvad den ser, føler og går ind til bag porten. Vis lidt kreativitet, og hvis du er i tvivl om noget, så skriv endelig en besked til mig før du svarer.
Du må kun deltage 1 gang per karakter, og hvis du har nogle ønsker omkring belønninger (amuletter, styrke, fortryllelser, mm.) skal dette skrives i svaret.

Når du har svaret vil der tildeles 6 forskellige udfald til karakterens svar, hvorefter jeg vil slå terning om hvilket af dem vil ske. De vil være nogenlunde lige fordelt på dårligt/neutralt/godt, men vil påvirkes positivt af tidligere deltagelser i disse ICC tråde og kreativiteten i svaret.

Du kan blive belønnet med amuletter, magier, styrke, mm. men selvfølgelig kan dette også gå den negative vej hvor du mister styrke, får en forbandelse over dig, eller bliver såret. Der garanteres for at din karakter ikke dør, men når man først har svaret har man godkendt hvad end der vil ske for din karakter.

Svar og udfald kan komme løbende, og tråden vil lukkes for tilmeldninger d. 13. juli klokken 00:01.

Held og lykke,
Mellow.

Daydreamer var en hest der nød varmen og bestemt ikke havde hverken tid eller behov for at søge skygge. I stedet brugte hun dagen på at græsse langs vandhuller hvor græsset stadigvæk var saftigt. Hvor imod andre steder var græsset for længst blevet dovent og havde deporteret sit vand i rødderne i et forsøg på at spare på væsken.

Ak ja. Hun nød det til fulde og der var ikke megen konkurrence om det gode græs på en dag som i dag hvor de fleste blev i skyggen af træer og klipper.
Dog var der noget der brød idyllen hos den blonde hoppe. En summende lyd der fik det hele til at føles elektrisk, som var der tordenvejr på vej. Det var lummert og ingen skyer var at se da Daydreamer løftede hovedet for at lokalisere denne mystiske fornæmmelse til en ting eller en fremmed hest.
Men intet hjalp det. Hun måtte efterlade græsset for at kigge nærmere. Hun viste sig at være den første hest til at opdage porten.
Porten som stod og glimtede som en milliard små stjerner på en nattehimmel. Dens lys var meget tillokkende og fortryllende, naturligvis kunne heller ej Daydreamer styrer sin nysgerrighed.
Hun drog mod porten.
for at opdage at den var meget større end hende selv. Porten var beklædt med to heste skelletter fra ualmindeligt store heste der ville være over 5 meter høje hvis de havde været i live. Det hele virkede meget usandsynligt og uvirkligt.
De to døde heste havde mulestykket mod hinanden og deres ben var flættede på midten som en lås for porten. Daydreamer stod længe og kiggede op på skeletterne og den gigantiske stjernebeklædte port, til en lyd fangede hendes opmærksomhed og hestene trak deres skelletben tilbage så midten af porten blev frigjort og en susende lyd slap igennem sprækken.

Daydreamer prøvede naivt at se ind gennem sprækken men der var intet at se, andet end en mørk skikkelse af en fremmed hest.. Hun tøvede en del med at gå derind, eftersom vinden lugtede langt væk af råd og døde dyr der havde lagt alt for længe i varmen. Det samme havde hun, og hun kunne mærke hvordan væsken forlod hendes krop. Da slog det hende at hun sikkert var dehydreret og så syner.
Det hele kunne være en drøm...
Men hvis det var en drøm, hvad kunne der så ske ved at gå derind..? Hun løftede hovedet en anelse og gi så panden mod dørens blanke, kolde materiale.
Hun skubbede porten op. Den åbnede med overraskende lethed så hun faldt nærmest ind i intetheden hvor jorden forsvandt under hende og hun faldt i en evighed. I starten skreg hun, men da hun ikke havde stødt på bunden efter en halv time, blev hun enig med sig selv om at det nok var et bundløst hul.
Skikkelsen fra før viste sig igen og inde i hendes hovede lød ordene "Følg med mig." Hun var i tvivl om hvordan hun skulle følge den fremmede men fandt efter lidt sprællen med benene, ud af at man kunne svømme i intetheden.
Hun svømmede efter den mystiske skikkelse.



Musik der bør spilles mens der læses: Klik. her Eller tryk play nedenfor.

Blodet sejlede for hans øjne. Smerten var ulidelig. Han blottede de lyse tænder i smerte og pressede panden imod den ru træstamme så blodet begyndte at løbe ned over hans kind og blandede sig med et par gyldne tåre. Han havde intet. Der var intet tilbage at kæmpe for. Han havde mistet det eneste der var værd at kæmpe for. Prussia…


Han slog øjnene op, og fandt sig selv liggende i græsset nær Fairfarren. En rytmisk dunken i hans pande fortalte ham at han havde ligget her længe. Svimmel kom han på benene og missede imod den nådesløse sol. Han sorte krop brændte og hans hals var tør og tiggede for vand. Vand… Han tvang sig selv fremad imod klippevæggene hvor vandet væltede ned i rigelige mængder. Han lod taknemligt sin tunge krop falde imod den opvarmede klippevæg, og mærkede hvordan det kølige vand begav sig ned over hans krop. Solen viste ingen nåde i dag, og Luksus var sikker på at han ikke var den eneste der havde bukket under for dehydreringen. Han lukkede øjnene og prøvede at få den svage snurren i hans hoved til at forsvinde. Hans tanker bevægede sig lydløst hen til Prussia endnu en gang, og han rystede voldsomt hovedet for at slippe af med tanken. Han satte sig igen i bevægelse denne gang imod søen hvor han gav sig til at drikke af det kølige vand for at slippe for at skulle gå i gulvet endnu en gang. Han stoppede et kort øjeblik for at se sit eget spejlbillede. Han kunne knap genkende sig selv. Han ellers så selvsikrer øjne var matte og viste ikke skyggen af liv. Hans pande var forrevet og hans pels var mat. Det var som om han var død på forhånd. Han tvang det kølige krystalklare vand i sig, selvom han ikke var sikker på at det ville hjælpe. Måske var hans tid bare overstået. Måske havde han fået chancen for at leve sit liv, det var bare aldrig gået op for ham. Endnu en gang begyndte de gyldne tåre lydløst at glide ned ad hans kinder og druknede i søens kølige vand.


En svag raslen fik ham til at vende sig imod klippevæggen hvor mindre sten langsomt rystede sig løs og faldt ned i vandet til ham. Stenene blev større og større og til sidst var det større klippestykker der fladt ned ad gangen. Luksus kom på benene imens et hul i klippevæggen formede sig. En perfekt bueform. Vandet rislede stadig ned ad klippesiden og gjorde det umuligt for Luksus at se igennem porten. Solens stråler faldt på vandet omkring porten og gengav et fantastisk lysspil som ikke engang Rien kunne konkurere med. Imens han kom tættere på kunne han se sig selv i vandet, som et spejl. Men det var ikke ham selv ham så. Det var hans rigtige jeg. Hingsten med den blanke pels og de selvsikrer lysende øjne, den ranke holdning og det sexede smil over mulen. Sårene i panden og på forbenene var væk og hans hals og bringe var skudt frem. Han trådte nærmere indgangen og forsøgte at se igennem vandet, men hans øjne faldt heletiden tilbage på hans spejlbillede. Måske var dette gudernes måde at fortælle ham at han var klar til at komme videre? Forsigtigt lod han sin hals og skuldre glide under den kølige mur af vand, og han mærkede hvordan hans forben gik et lille trin ned til mere vand. Han bagben fulgte trop. Han begyndte forsigtigt at begive sig frem igennem mørket. Grotten var kun oplyst af åbningen i klippen. En bred lysstribe faldt ind igennem åbningen og malede vandet omkring hingstens ben gyldent. En stime af små grønne fisk banede sin vej ud af lysstriben og imellem hans ben og frem gennem mørket. De viste vejen frem. Han kastede et sidste blik på klippeåbningen der nu langsomt var begyndt at lukke. Nu var der ingen vej tilbage. Med et sidste skævt smil fortsatte han frem i mørket, her hvor hans kun hans fremtid kunne fortælle hvad der ventede ham.

Sommeren rungede lydløst, men brændende ned over det gamle rige, Proelio. Solen var endnu på sit højeste, og kærtegnede landet med sine varme - og livsgivende stråler i time vis. Det var som om livet gik på sandby, midt på dagen, hvor varmen for de fleste kunne være ulideligt. Kun i de sene aftentimer, synes livet fra landets beboere at pusle sagte rundt nu og da, mens temperaturene var lave nok, til ikke at lade sveden regne af den enkelte.
Denne døgnrytme gjorde sig dog ikke gældende for alle landets beboere. For som bekendt, husede landet en mindre gruppe af heste, som foretræk de stregende temperature, eller som ligefrem havde deres oprigtige rødder i ørkenlandskaberne.
Dette var tilfældet for blandt andre Zaydon Zohar Helel - En brun hingst, mørkegrå aftegninger om benene, manen og halen ligeså - En hingst med en stærk karakter og et robust bygning. Noget atypisk for en hest født i ørkenen. Ja som man ellers kunne forvente det, sås de fleste ørkenheste med en slank, og let bygning. Men ikke denne hingst.
På en af sine mange vandringer over Sletten, havde han truffet en rød ørkenhoppe, Rhea - Hun havde haft det udseende man kunne forvente af en ørkenhest.

Solen var på vej mod horisonten, og himlen var prydet af orange nuancer mod vest. I sandet blev Zaydons skygget tegnet langt, bag ham, solen varmede endnu hans markante hoved. I hans gang takt, blev det platinsmykke han bar, klasket mod hans hals, dette var også under opvarmning fra solen, som først ville gå ned om noget der lignede en lille time. Ikke en vind rørte sig, det eneste der støvede i miles omkreds, var sandet som Zaydon’s stærke skridt hvirvlede svagt op, for hver gang han flyttede sine hove.
Et yderst kontrolleret, nydende prust slap hingstens mørke mule i det han løftede hovedet, og lod det i retning af Dayliaflokkens område. Den flok havde han været tilknyttet, siden han var ankommet til Proelio i tidernesmorgen. Det var langt fra den brændende Slette, nej faktisk burde Zaydon slet ikke begive sig hertil, så ofte som han gjorde det. Specielt ikke nu, hvor der var noget der vibrerede i landet, noget var i gære…
Solen spejlede sig i Zaydon’s turkise øjne, han sukkede tungt, og tænkte ved sig selv, at han sværgede at drage tilbage, så snart der ville være brug for ham. Han var loyal overfor flokken, hans familie - Fermaz, lederen af flokken, skulle aldrig tvivle på Zaydon’s vær, aldrig. Langsomt rettede den brune hingst sit hoved tilbage mod solnedgangen, han blinkede tungt, han holdt virkelig Sletten, som af det sted han var født - Ørkenerne langt mod Østens fjerneste afkroge, fjernt fra Proelio.

Zaydon havde bevæget sig videre, i en støt, vuggende gang, har var netop trådt ind på Slettens mest Vestlige del, i det fjerne tårnede de magiske bjerge sig op, mange nuancer, kastede sollysets brydning, ned over området. Tilfreds brummede Zaydon, han elskede lige præcis dette syn, og vidste altid hvornår han kunne nyde det, uanset hvilken tid på året det var. Sagte rejste et smil sig i hingstens mule, med ørerne stående fremad. Et par få meter blev endnu tilbagelagt, i samme monotone gang, men så stoppede Zaydon brat, så støvet hævede sig om hans koder. Der var noget anderledes ved farvemønstrene, og deres måde at ligge på, noget han aldrig havde set her før. Nej noget brød dem - som når varme stiger op i køligere luft, og der dannes varmebølger. Sådan så ud, varmebølgerne synes at danne nogle høje ovaler - Noget Zaydon synes at genkende, langt tilbage i sine erindringer. Der var flere forskellige ovaler, eller porte. Som Zaydon frygtløst, og draget af nysgerrighed skridtede tættere på, blev det ham synligt, at de var forskellige. Han stoppede op, ved et tilfælde eller ej, dannede portene en halvmåne om ham. I et spiltsekund, bemærkede han, at solen snart ville stå præcist og frontalt mod ham, mellem de laveste bjergtinder, der kastede skygge ned over portene, med undtagelse af den, der var ligefremme for ham.
Roligt, og med en vis ro, lod Zaydon sine lysende øjne, glide over portene en efter en. De var alle unikke, og som skyggerne fra bjergene tætnede, blev klart for hingsten, at der var stor foreskeld på dem. En af dem, bar en gullig aura, med soltegnet, i et blændende hvid farve, i midten, den synes at frastøde Zaydon, som måtte han ikke nærme sig den. Han blev nærmest tvunget til at, rette sit blik mod den næste port. Denne var lavere, og mere blegfesen, tilgengæld lå der foran den, det pureste krystaldstøv, i alle lysets farver, som synes at blive trukket ind i porten, ganske langsomt. Således havde alle portene hver deres unikke tilstand og aura. Zaydons faldt i svimer over en port, der var ravfarvet, og havde samme gennemsigtighed, som det. Den, glødede, på en helt særlig måde, og dannede nu hans tidligere mage i et klart billede, hendes brogede skikkelse stod tydeligt og klukkede smilende mod ham, som hun altid havde gjort det. “Ginger!” udbrød Zaydon, og hoppede direkte mod porten, hans mule var en millimeter fra hans mages, det hun i et skrig af sorthed og sorg, blev det mest frygtindgydende, drage lignende bæst. Et hårdt vindstød stoppede Zaydon, han var nær snublet. Frustreret vrissede han mod porten, hvor det sidste han så, var drage-skabningen, der hånende, kærtegnede hans kære Ginger. Sørgmodigt, vendte Zaydon blikket, og tog sig kort tid til at samle sig - Hvad han havde forventet, vidste han ikke, han vidste jo at hun ikke var her, og aldrig ville vende tilbage. En tåre gled ned over hans store kæbe, idet den ramte sandet, åbnede han øjnene, og et køligt vindpust, lod hans man blafre, i retning af en af de sidste porte, han ikke havde set, den næst sidste på hans venstre side.
Dens skær var platinfarvet, portåbningen stod skarpt, og i toppen af åbningen, skinnede en stjerne, klart, og skarpt. Morgenstjernen - Fra hans hjemland! Under den, gled ahnkkorset nu ned, langsomt. Solen var næsten på horisontens linje nu. To kæder af platin, snoede sig nu som slanger, ud fra porten, og helt hen til Zaydon. De smø sig op ad hans forben, og trak ham nu mod porten, mens en hvisken begyndte : “Zohhhhaaarrrr…...Zooooohhhaarrrr……….Heleeeelll!” De to sidste dele af hingstens fulde navn, med betydningerne: Lysende eller lysstyrke, morgenstjerne. En vind ånede konstant på Zaydon, han var få skridt fra porten, og nu forsvandt det aller sidste af solen, under horisonten, og lige idet! Blev han hevet ind i porten. Han hang lammet, med forkroppen havet en anelse, i et platinfarvet lysskær, mens billeder af hans fødsel, hjemland og resten af hans liv, drønede om ham, med en fart som blev han revet igennem utallige dimensioner. Det sidste han så var hans hjemland, der stod i flor, og overflod, da et par klare, lysende grønne øjne, af gudelig skikkelse, blændede alt, og kastede Zaydon ud af porten igen. Et slid spor var trukket efter Zaydon, hvis kadaver, var blevet slynget over sandet, og nu lå bevidstløst omhyllet af støv.
Mørket var faldet på, og den brune hingst lå nu der, overladt til sig selv, præcis som da han var blevet bragt til Proelio, på lige så mystiskvis, som hvad der nettop var hent. Portene var væk, og mørkets skygger, kølede Sletten. Månen kastede et blegt, spøgelsesagtigt skær ned over den brune hingst, mon han ville rejse sig igen ved daggry?

Solen der hang så nådesløst på den klare himmel, og sendte varmestråler ud til hver en beboer i landet var fuld og hel denne eftermiddag. Selvom blikket ikke burde betragte den runde cirkel, var den alligevel så blid i kanten, som var den blot malet med vandfarve, til dét der skulle ligne en sjælden sol om natten. En måne, men som ikke var en måne, men én der stadig bragte varme og liv til nutiden og sikrede fremtiden. Dagen gik dog på hæld, så solen ramte objekter der kastede lange, lunkne skygger. Ved udkanten af en af de grønneste skove, med grænse ud til en vidstrakt mark, hvorved solen hang som i en snor og lyste det gule, høje græs op, lå en enlig hoppe og sundede sig. Hverken lå hun inde under skovens dække, eller udsat for solen, men istedet udnyttede hun de skygger de høje træer lagde for hende, og som indbød til hvile. Solen var dog langsomt ved at æde skyggerne, for den var så kraftig, at Gwen, den yndige og brogede hoppe ikke fik mørke når hun lukkede de krystal klare øjne i. Nej, for lyset trængte igennem og skabte gule og blå nuancer i hendes ellers så genkendelige mørke. På randen til søvn glippede hun søvnigt med de blå øjne, og fik små glimt af det høje gule græs, der sælsomt svejede i de lune briser der af og til gjorde sig vej over landskabet der ellers kogede under solens varme. Ved et forhastet øjekast ville man tro, at det var en kornmark med de friske lyse farver, men den vise hoppe, vidste bedre. Derimod tillod hendes slumren hende at drømme alt det hun ville... og mere til.

For Gwen havde brug for at glemme. Bekymringer og frygt var langsomt begyndt at blive en del af hendes hverdag, og hun var dog blevet så stædig af dette. For rygterne gik, og jo mere hendes øre hørte, jo mere begyndte hendes hjerne at tro, og hjertet at frygte. En klan var startet, ledt af overguden Sméye, der måtte være så mægtig og magtfuld, at han ejede flere heste under sig end nogen af de andre guder. Det frygtelige var dog, at de var ude efter at eliminere alt der var overnaturligt, gudeligt og anderledes. For det, var alt den stålfaste hoppe elskede. Hendes mage, Elzharin Pheridon, søn af guden, Helzlori stod for skud - en tanke hun ikke kunne bære, men hvad der var mere uudholdeligt var, at hendes datter - skabt af kærligheden imellem disse to - også ejede unaturlige strejf til hendes ellers så kønne væsen. Ember, som deres datter blev kaldt, vidste dog, at hendes forældre og overnaturlige kræfter måtte holdes hemmelige, så farerisikoen kunne være betydeligt mindre for hendes vedkommende. Så selvom Guenivére, kendt som Gwen så fredelig ud denne stille eftermiddag, så var hendes sind et vrag af bekymring, vrede og angst.

Det gråbrogede skind hvilede imod det støvede underlag, som hun lå der, på siden stadig med hovedet oppe, og med slappe ører, som af og til lod sig vippe for at opfange de lyde der måtte være opsigtsvækkende. Hun gabte, og glippede en sidste gang med de blå øjne, inden hun lukkede dem i... Men hvad? Pludseligt slog hun øjnene op og vippede ørerne frem. Det klare lys fik hende dog hurtigt til at knibe de klare øjne sammen for at mindske lysindtaget. Noget havde fanget hendes blik, og det var bestemt noget ud over det sædvanlige. For midt ude i det høje, gule græs - dér hvor solen var stærkest, var der noget der lignede starten af en regnbue. Det var i hvert fald hvad hun ville kunne beskrive det som. Men det var mere som når varmebølgerne kunne ses, danse over græsset, og midt i det dukkede der langsomt svage farver frem. Gwen rystede på hovedet, og lagde ørerne tilbage i skepsis. Hvad var nu det? Så hun syner, nu hvor solen var så ulidelig? Og var det en naturlig reaktion, eller noget hun burde give mere opmærksomhed?

Gwen forsøgte modvilligt at lukke øjnene i igen, og vende tilbage til sin søvn. Men hendes opmærksomhed var desværre blevet vakt. Stadig blev hun ved med at smugkigge på de dansende farver, som tilsynladende blev stærkere og stærkere, så endelig besluttede hun sig for, at stable sig selv på benene og undersøge det nærmere. Med blikket fæstnet på farverne, trådte hun ud fra sine skygger, med varsomme og forsigtige skridt. De små, bløde ører blev vendt frem og jo flere farver der dukkede op, jo mere fængslet blev hun. Langsomt ændrede de mange farver sig dog, til én, gnitrende lyseblå, der blev rammet ind i et lilla stel. Uden at stoppe op og tænke det mindste over hvad dette var - en port af syne, ja - men præcis hvad dette var, fortsat hun direkte imod den. De krystalklare øjne var fuldstændig opslugte af den aura der skabte en tyk stemning omkring porten. Græsset kildede hende under bugen, og langs hendes ben - en svag brise strøg sig forbi hende, og en fugls ekkogivende sang lød i det fjerne. Da, trådte hun ind gennem porten.

Det var som om hun faldt - alt lyset forsvandt om hende og der blev helt mørkt. Hun blev ved med at falde, og det føltes som om en tung byrde blev placeret over hendes skuldre. Til hendes overraskelse forholdt hun sig helt rolig. Der var ingen naturlig trang til at gøre modstand, eller at sige noget. Selvom hun intet kunne se, lukkede hun bare de klare øjne i, og lod sig falde. Gwen vidste ikke hvor lang tid der var gået da hun først slog sine øjne op. Hun befandt sig på en afsats - et lille stykke grå klippe, men som ejede intet andet end afgrund omkring sig. Frygten stak hendes straks, og hun begyndte svagt at vakle - højden gjorde hende svimmel, men med bestemthed hamrede hun sin ene hov i klippen, og genvandt balancen. Langsomt så hun op da et lys langt ude i det fjerne åbnede sig fra den kulsorte himmel - den hvide lysstråle strakte sig langt - men dér hvor den endte voksede der langsomt en kæmpe, aflang klippeafsats frem, der blot blev smallere og mere snæver end fra dens rod. Derfra voksede der høje, mørke træer og skabte det, der lignede et skovbryn. Gwen var dybt forvirret, men kunne ikke fjerne sit blik fra afsatsen i det fjerne. Da, var det at hun så dem. Helt ude på kanten af afsatsen kunne hun straks genkende dem. Elzharin og Ember. Panikslagen slog Gwen sine øjne op da hun så, at Ember lå ned - kæmpende for at kunne komme på sine ben. Elzharin, derimod - stirrede ind imod skovbrynet.

Gwen forsøgte at kalde på dem - hun kunne sværge på, at hun råbte deres navne af hendes fulde lungers kraft, men intet kom ud. Kun den dybe tomhed, og lyden af hendes hjertes banken i hendes sind. Hendes blik forlod dog ikke de to, som hun elskede allermest i denne verden. Men hvorfor hjalp Elzharin ikke Ember? Hvorfor gjorde han ikke noget? Elzharin, den store hingst stod fuldkommen stille og stirrede ind i krattet, af skovbrynet. Hans ører var gemt i nakken og hans tænder var blottet. Aldrig havde hun set ham så fjendtlig indstillet... Da, blev hendes største frygt bekræftet, da et par blodrøde øjne kunne ses i træernes mørke. Frem trådte en hingst på størrelse med Elzharin, og Gwen kunne se musklerne der spillede under hans skind. Hesten havde også slået sine ører tilbage og blottede de sylespidse tænder - forskellen var blot, at denne hingst havde et smil gemt i sin mundvige. Der var ingen tvivl. Det var Dawn.

Igen forsøgte Gwen at sige noget - hun trådte helt frem til kanten af hendes lille stykke klippe og råbte Dawns navn så højt hun overhovedet kunne. Stadig intet. Hendes stemme var borte, og aldrig havde hun følt sig selv så magtesløs. Hjertets banken bevidnede om hendes forhøjede puls og stadig forlod blikket ikke hendes skrækscenarie. Dawn nærmede sig langsomt Elzharin, og med ét for han imod ham. Et lydløst og skrækslagent skrig forlod Gwens lunger, da Dawn kastede sig imod Elzharin, der faldt tilbage imod Ember, der stadig lå ved kanten af afsatsen - fuldkommen hjælpeløs. Gwen var ved at gå ud af sit gode skind af frygt, og tårerne trillede ganske lydløst ned ad hendes kinder. Da skete det umulige. Dawn kastede sig en sidste gang imod Elzharin og bed sig fast i hans strube med de sylespidse tænder. Blodet kunne skimtes der langsomt gled ned langs hans stærke hals - frygten kunne for første gang ses i hans øjne. Dawn brugte alle sine kræfter da han brugte hans greb og skubbedede Elzharin imod Ember der netop var kommet op at stå. Begge mistede fodfæstet, da Dawn sendte dem begge ud over afsatsen og ned i mørket. Et sidste skrig forlod Gwen. Denne gang, kunne det høres. Et grådkvalt nej blev kastet ud i tomheden, da alt igen blev mørkt og fodfæstet forsvandt under hende...

Hvor lang tid der gik, før hun slog øjnene op igen, vidste hun ikke. Igen, havde hun blot ladet sig falde ned i den dybe intethed. Hun forstod intet, og stadig var hendes krop rystende af frygt. Men jo mere hun faldt, jo roligere blev hun. Da de klare krystalblå øjne endelig blev slået op igen, var det stadig mørkt. Dog, fik hun fodfæste. Det var den bløde jord hun følte under hendes hove, og selvom mørket gjorde hende blind, så vidste hun at det var jord, hendes hove var i kontakt med. For græsset kildede svagt hendes koder og den friske duft var ikke til at tage fejl af. Dernæst blev hun mødt af en svag og kølig brise, der virkelig havde en beroligende effekt - det gav hende mulighed for at kunne trække vejret igen. Dernæst følte hun noget køligt ramme hendes skind. Det regnede. Små vandperler mødte hendes skind og mule og kølede hende af. Dér stod hun længe - stadig med mørklagte omgivelser, men med følelsen af jord under hendes hove, en kølig brise gennem hendes man og hale, og sidst men ikke mindst den rolige lyd og følelse af regnen, der fredsommeligt mødte hendes skind. Det før så rodede og kaotiske sind blev renset og tømt. Alt dét lod sig glemme og langsomt stoppede regnen. Langsomt bredte lyset sig om hende, og før hun vidste af det, stod hun præcist samme sted, lige inden hun var trådt ind igennem porten.

Med ét var hun ved sine fulde fem igen. Panikslagen for hun sammen i frygt for at skulle miste sit fodfæste igen. Det gik pludselig op for hende hvad der lige var sket. Langsomt så hun op og betragtede himlen, hvis grå skyer var ved at forlade, og takke af for i dag. Så det havde regnet? Hvor havde hun været? Havde hun været der, hele tiden? Med det samme kom hun i tanke om, hvad hun havde set og frygten greb hende igen. Hvad havde alt dette betydet? For hun vidste godt, at hvad hun havde set, ikke kunne have været ægte. Det kunne ikke have været rigtigt! Den kære hoppe trådte frem igennem det gule græs og vendte sig om - stadig kunne hun se det lille stykke, hvor hun før havde lagt, og det gav hende en beroligende fornemmelse i maven. Langsomt begyndte hun at få forståelse for hændelsen, så hun kunne lægge en dæmper på sig selv.

Det havde dog været naturens kræfter, der havde bragt hende tilbage. Jord, vind, vand og varme. De fire elementer naturen kunne tilbyde. Solen skinnede dog atter igennem for oven, men sendte ikke de store, grå skyer bort... Hendes tilbagekomst kunne ikke have været mere naturlig... Men noget, føltes fuldkommen anderledes. Noget, var ikke rigtigt.

Det var en sjældenhed, at den gyldne gudedatter, begav sig ud på de tørre egne i Proelio, med mindre vinteren tyraniserede landet. Det var for forladt, og ensomt ellers. For meget et billede af hendes eget sind - Ensomt, en konfronterende spejling. Mest holdt den gyldne hoppe af de lyse nætter, og solen, ja sommeren generelt. Det var så lyst og dejligt, intet mørke til at snige sig op om hende, og vakuumpakke hendes sløje tankespind på grådigestevis.
Hendes skridt var lange, og fik hendes hoved til at rokke blidt, og arbejdende op og ned. Morgensolen blændede hende, og tvang hende til at gøre et kast med hovedet, for at få pandelokken ned, for at skærpe lyset en anelse. Lillye’s grønne, uforklarlige øjne, endte i retning af de bjerge, der indkransede Sletten mod vest. Med et suk, løftede hun hovedet, og kneb øjnene sammen, længselsfuldt, tænkende - Sidst hun havde betrådt Sletten, var han dukket op, ud af ingenting, som et gammelt minde, der ellers var blevet fortrængt og gemt væk - Helzori. En svag vind rev hendes sorte, fine man ned over hendes hals, og lod den blafre i modsatte retning af hvor hun så, og tænkte. De grønne øjne gled en anelse modvilligt væk fra bjergene, mens hun slap et fattet, langt suk. Hun anede ej, om han var her mere, hun anede intet. Men i ny og næ, strejfede han hendes tanker.

Vamebølger steg op fra sandet, de kunne sågar ænse om Lillye’s spinkle, men dog stærke ben. Solen var allerede kommet højere op på himlen, og den varme var massiv. Lillye’s gyldne hals, glinsede af sved, af og til gled en svedperle eller to endda ned over hendes nakke. Selv hendes hals føltes tør, og næsten hæs. Hvorfor havde hun dog begivet sig her ud, midt på sommeren? Langsomt, lod hun sin svedige hals dale, den sorte man gled tungt af sved, ned over hende - Det føltes næsten som om, at den ville rive hende ned at ligge. Den lyse hoppes mule var få centimeter over sandet, hendes bringe pumpede langsomt op og ned, og de grønne øjne blev lukket, under hende, dirrede hendes ben som nu var placeret ud til alle sider.
Det føltes som om hun begyndte at falde ned af, med høj, og svajende fart, ned gennem en gigantisk klippesprække, som var hun blot snublet ukontrolleret ud over den. Farten steg, mørket tætnede - Hun skulle netop til at smadres mod den stenede jord, da hendes efterhånden fjerne bekendtskab Frost, sprang op fra underlaget, og greb hende. Idet han greb hende, med sine skyggers magt, vågnede den gyldne Lillye med et skigert, forskrækket hvin, som løb over området. Hun havde være besvimet. Omtåget rystede hun svagt på hovedet, og følte sig velsinet med fornyet energi. Diffust så sig om, hun var vågnet hvor hun var faldet - På toppen af en smalrykket sandbanke, men der var dukket op. Portaler eller porte, af energi Lillye havde set dem før, hun var jo trodsalt en gammel sjæl, gemt i en smuk, ungsindet korp. Langsomt rejstre den lyse Lillye sig nu op, med blikket glidende fra den ene port, videre mod den næste og så fremdeles. “HVAD NU?” Råbte Gudedattern, et ekko løb ned over sandbanken, og fik svagt portalerne til at svaje. Naturligvis forventede hun ikke et svar, det fløj blot ud af hende. Man vidste aldrig, aldrig, aldrig hvad Proelio ville én, alt var muligt.
Portene tog sig forskelligt ud, farvemæssigt, men alle havde de en tillokkende effekt. Nogle af portene pulserede i flere farver, specielt en, virkede dragende på Lillye. Den var blodrød, med helt mørk og blank, og så med skarp, glødende gul aura. Kort kiggede hun tilbage mod bjergene mod vest, han slikkede hendes smuds igen.
Noget uvilligt, vendte Lillye sig stik modsat porten, med øjnene knebet sammen. Den modstående bort, var gråblå, med stjerner, hvis farver kunne være et tydeligt symbol på hendes fader, broder og søster. De overskydende porte begyndte nu at smelte, eller fordampe. I det samme begyndte modplsportene nu, at nærme sig Lillye, som var hun en magnet. Forskrækket, forsøgte hun at springe over sandkarmens ryg, men portene fulgte hende. De var tæt om hende nu, et skridt fremaf, eller bagud, og hun ville suges ind. Forvirret kiggede Lillye op, og så til sin overraskelse, sit spejlbillede, i en port, der adskilte de der modpolsporte. Beslutsomt og hurtigt, rejste hun sig på bagbenene, og blev suget ind. Lige efter lød en sagte bulren, som ved torden.

Det Lillye’s gustne grønne øjne så nu, var fred og ro, lyse omgivelser, de smukkeste enge, og sø, der ej kunne beskrives med ord. Lykkeligt, sprang Lillye over engen, hvis frugtbarhed sitrede op igennem hende. På en tange der ragede ud i søen, skød et mægtigt træ nu op, overlegent, og smukt, som alt ander i omgivelserne. Fascineret travede Lillye ud for at studere træet. Der hang kæder med vedhæng overalt i det. Måske det var aumletter? I nogen af kæderne, hang ædelstens støbninger af hele hendes familie, også de der ej var her mere. “Hvad….?” Hviskede Lillye , med sine klare øjne, glidende over de mange kæder. Hun lukkede øjnene og drog et suk, det næste hun så, var et gråt landskab indhyllet i aske. Selv træet der ellers var så smuk, var forandret, kun en stamme lå tilbage, med sine grene gribende op mod himlen. På tre af grenene, hang der endnu nogle kæder, Lillye kunne ej se hvilke. Uforståent kastede hun hovedet til den ene side, og så den anden. Intet. I næste nu, stod hun på en af giganterne i Green Hills.

Ice så op mod solen, det var ulideligt varmt og han følte han var ved at smelte i varmens hede. Han som gletcher hest var alt andet end vant til varmen og brugte derfor det meste af dagen på Clear Ice hvor han kunne slappe bare lidt af og nyde isens kulde. Han havde lagt ned for at få al isens kulde op gennem hans stakkels overophedede, hvide krop. Dog var tiden ikke til at fjolle rundt. Han måtte snart tilbage til flokken og checke op på at alle havde fået tilstrækkeligt med væske på en hedens dag som i dag. Man skulle næsten tro at solen var tættere på Proelio end andre steder... Ja, i dag var Proelio minsandten ækvator, så varmt at selv Clear Ice var begyndt at danne små, kolde vandpytter hist og her på den ellers så kolde, hårde is. Dette gjorde også at der blev ekstra glat så han var opmærksom på hvor han gik. Hans tætte pels dryppede af køligt vand som næsten fordampede inden det ramte grunden under ham. Snart nåede han til vandet og en dukkert var godt for ham i det kolde vand.
Vandet gjorde ham godt og hang i hans hvide pels længe efter, men snart var han tør og en underlig summen fangede hans opmærksomhed. Da han så til sin højre side var der en underlig form midt i himlen. Langsomt blev den mere og mere synlig, men Ice måtte knibe øjnene sammen for at se ordenligt op mod solen. Hans øjne var designet med hvide pupiller i stedet for sorte, og den mørke rende omkring hans øjne, skærmede af for den værste del af lyset han var skabt til at leve i på gletcherne. Hans pupiller var lyse for at lukke mindst muligt lys ind og gøre det nemmere at spotte både fjender og mad når man levede hvor alt var hvidt og omringet af hav.
Selv med disse finurlige øjne, måtte Ice knibe sammen for at se ordentlig mod denne stærke sol og mod den lysende hvide port der hviskede med lokkende stemmer. "Kom... Kom.. Ice.. Kom herhen" Ice tøvede. Dette lød som hans blide moder... stemmer fra føl i hans gamle flok. Stemmer som han havde savnet at høre. Han huskede tilbage på dengang de alle var sammen ude på isen. Hvor han aldrig var alene, aldrig havde bekymringer eller havde det for varmt for den sags skyld.

"Ice! Ice! Se her!" Ice vendte sit hovede om for at se sin moders kærlige ansigt som hun viste ham land for første gang. Han var ikke ret gammel, blot få uger fra sin fødsel. Han så mod land.. et mærkelig grønt sted, svøbt i mange farver han aldrig havde set før. Det eneste der var på gletcheren var hvide tinder og de blålige skygger de kastede. Alle heste havde samme farver som isen de stod på men med små nuanceforskelle og stritman. Stride hår der sjældent lagde sig ned, andet end hos de aller ældste når manhårene blev grå og knapt kunne holde sig oprejste mere.
På dette tidspunkt havde Ice lært alt hvad der var at lære om at være gletcherhest. Han kunne gå og løbe på isen uden at glide eller falde. Han kunne klatre på tinderne og isklipperne uden at komme til skade og han kunne supplerer hans moders mælk med is kold sne til maven. Noget maverne normalt ikke kunne holde til, men gletcherhestes maver kan.
Ice havde aldrig været på land før. Det varede kun få timer før gletcheren satte sig fast og førerhoppen kaldte alle fra gletcheren og ud i vandet. Ice tøvede da han havde været dårlig til at svømme og der var langt ud til 'landet'. Han kaldte på sin kærlige moder. "Bare kom Ice.. det skal nok gå." Sagde hun og gled ned i vandet. "Jeg tror på dig. Du er så stærk min lille engel." Hun nikkede mod de andre føl, Rim, Frost og Frozen, der allerede var på vej. Frost grinede af ham "Se taberen tør ikke svømme! Haha" men Ice tog sig sammen og hoppede i og med lidt hjælp far sin blide mor, var han snart godt svømmende mod land.
Da de endelig endte på stranden, var det helt underligt for ham at hans hove sank i. Han blev bange og skreg. Løb ind til sin mors skulder og græd. Hun prøvede at gøre ham tilpas, men han var utrøstelig. De andre føl havde samme reaktion og løb til deres moder. Rim faldt og blev fyldt med sand i pelsen. Frost gik i panik fordi sandet hang fast på hans våde ben og Frozen var sunket nok i til at hun trippede på stedet i et forsøg på at få fodfæste. Der gik dog ikke længe før mødrene havde fået styr på deres føl og forklaret dem hvad sand var.
Ice huskede at hans mor før havde fortalt ham om sand, og snart løb han rundt i vandkanten med de andre føl mens forældrene drog længere ind i landet for at græsse.
Her var ikke meget andet end sandbanker og stridt, tørt græs, men for føllene var dette mere end de nogensinde kunne havde forstillet sig. Ice nippede til det tørre græs og syntes ikke det smagte godt, men hans moder fortalte ham at græs var godt for maven, bedre end sne så Ice græssede løs for første gang i sit liv.
Den aften, tilbage på gletcheren, havde Ice den ondeste mavepine. Det havde alle efter at have fyldt deres maver med andet end let fordøjeligt sne. Dette viste sig snart for Ice at blive hans liv indtil den dag han ikke nåede tilbage på gletcheren... noget af den styrtede sammen og mange af flokkens medlemmer kom i klemme blandt de store isbjerge der blev dannet. Flere ton af is faldt ned i klumper større end heste. Ice kom på land et fremmed sted og havnede derved i Proelio helt alene.
For første gang i sit liv skulle Ice nu prøve at leve helt alene i en fremmed verden.
Han havde mistet alt... Han vidste ikke engang om de andre var okey... eller om de overhoved var der mere. De kunne ligeså vel være døde.

Hvorfor Ice huskede dette nu, var ham meget uklar. Han så igen mod porten. Noget var helt galt. Enten havde han fået solstil eller også kunne den der dims hente minder tilbage... men det undrede ham ikke synderligt. Han kunne huske den første dag han valgte at tale med de fremmede heste her. En gylden regn var over landet. Hans ben blev misfarvede samt han fik amuletten der flere gange havde reddet liv, men endnu ikke hans eget.
Ice tøvede længe men gik så nærmere genstanden der viste sig at være en port... en port lavet af lys så skarpt at selv med lukkede øjne, sveg og pirrede det synsnerven så meget at en mindre svimmelhed satte sig i hovedet på den hvide hingst. Det hvide skær kunne en almindelig hest blive blind af ved at stirre ind i det i mere end 30 sekunder, men Ice havde øjnene bygget til lys og følte endnu ingen blindhed. Hans øjne kunne modstå lyset, men ikke varmen.
Pludselig åbnede porten sine låger. Et lokkende og køligt tomrum sugede luft ind og prøvede derved at trække Ice med indenfor. Han nægtede og satte hovene i som enhver gletcherhest ville gøre for at stå fast på en stigning. Selvom stemmerne lokkede, så an ingen grund til at gå derind. Var han bange.. Bange for at miste alt igen? Nu havde han sin egen flok, egne føl, en mage og massere af mad. Hvorfor skulle han vende tilbage? Fordi han kunne? Havde han nu chancen for at finde de andre igen og vise dem hvilken værdi han havde i denne verden?
Nej.
Ice valgte simpelthen at takke nej til porten og bakkede langsomt væk. Han ville ikke træde derind. Han havde gjort op med sig selv at livet som gletcherhest ikke var det samme værd som alt det han ville miste ved at træde gennem den port. Han vendte porten ryggen og gik væk derfra i et roligt tempo.
Dog havde stemmerne sat gang i en masse tanker hos den unge hingst. Han følte en tåre liste sig ned ad hans venste kind som han måtte give et sidste farvel til sine gamle venner og især hans blide og kærlige moders varme stemme som han savnede så inderligt, men han var jo intet føl mere.
"Mor... gid du kunne se mig nu... og se at jeg er lykkelig." Hviskede han stille for sig selv. Hvis hun var i live, skulle hun ikke bekymre sig om ham mere. Han var okey.
Måske var han ikke den stærkeste, dygtigste eller mest erfarne gletcherhest, men han var vokset siden dengang han var føl... og han var nu nok den modigste gletcherhest. Den mest ansvarlige og retfærdige.

Ice overvejede en smule at gå tilbage.. tænk hvis det bare ville være midlertidigt.. han kunne lige kigge forbi, sige hej og se hvem der stadigvæk var der, fortælle om hans liv nu... Men hvad hvis det var permanent. Hvad hvis han ikke kunne komme tilbage... eller hvad nu hvis... hvis porten slet ikke førte til gletcheren..? Hvad var den så til? Han stoppede op og så tilbage med sammenknebne øjne. Han var helt våd og dryppede f sved fra varmen. Han var svimmel og tør i munden, tydeligt dehydreret. Han besluttede at gå ned for at få noget at drikke og vende tilbage til området senere for at se om porten stadigvæk fra der.
Mens han drak af floden, løb tankerne gennem hans hovede... Alle de oplevelser han havde haft med sine flokmedlemmer, både i den gamle flok og i hans nye... Han elskede Venus, virkelig, han ville aldrig give hende op, heller ikke for at se sin moder igen. Det var en svær beslutning som han ikke behøvede at tage stilling til, men tankerne var det endnu.

Da Ice var færdig med at drikke drog han tilbage til porten for at se om den var der endnu. Han gik rundt om den og fandt ud af at begge sider førte det samme sted hen... eller det så i hvertfald sådan ud.
Pludselig skete noget endnu mere mystisk, noget
Ice så mod solen som den kort formørkes af et eller andet fremmedligt legeme. Måske en stor fugl af en slags. Den landede på porten og så vigtig ud, men sagde intet. Ice stod og kiggede op på fuglen længe. Måske en halv time eller mere, men skikkelsen rykkede sig ikke. Han var i tvivl om om den måske var en ådselædende fugl, der bare sad og ventede på at Ice døde af dehydrering. Noget var bestemt ikke som det plejede at være, men på den anden side... Dette var Proelio. Hvornår havde alt nogensinde været normalt..?
Ikke i den tid han havde hørt til her, havde han oplevet mange sære ting, som den gyldne regn, løven af ild, heste med amuletter og sågar guder der gik blandt almindelige heste. Ting som aldrig havde hørt hjemme på en gletcher, men i Proelio var det en anden sag.
Ice løftede et bryn og slog blikket ned på portens indgang igen.. måske skulle man bare stikke hovedet ind og så kunne man altid bakke ud igen? Dette var blot en idé, men det skulle prøves. Først stak han sin venstre forhov ind.. det summede underligt men var dejligt køligt... Dernæst puttede han det andet forben ind og langsomt hovedet.. Mulen først naturligvis. Han åbnede sine øjne og så kort rundt men fik efterfølgende et stød gennem kroppen. Han følte noget hakkede ham i bagen og panisk bakkede han straks tilbage og så fuglen nappe i ham. Han forsøgte at jage den væk. "Hey! Jeg er ikke død! Styr dig!" råbte han efter fuglen og så frem igen, men porten havde lukket sine døre og Ice havde det ret underligt.

Det var som om hele verdenen var blevet klonet. Alting i hele verdenen havde fundet deres skjulte mørke tvilling. Altså så længe de stod under solen. Aime's egen tvilling var langbenet, og en smugle tyk. Hun var ikke selv særlig langbenet og tyk kunne man ikke rigtig kalde hende, så måske var det ikke hendes enæggede tvilling. Måske en ond tvilling? Ens onde jeg. Eller det man ønskede at blive? Aime have længe drømt om at få lange slanke ben ligsom alle de andre ungheste, hvilket bare ikke var muligt når din far hed Ice og du var født til at være Gletcherhest. Hun havde før set ned ad sig selv, og spurgt guderne om hun ikke kunne få lange ben og samtidig være gletcherhest. Ud over hendes brødre og søstre var der ingen andre ungheste med lige så korte ben som hende. At være tyk havde hun dog aldrig ønsket sig! På det punkt var den spinkle unghest meget anderledes fra andre hopper; hun var godt tilfreds med sin kropsform. Bortset fra det med benene... Måske mobbede skyggen hende bare med alt det hun både ville have og ikke ville have?
Hun lod roligt de små turkise øjne glide over isen hvor hendes "onde" jeg spejlede sig. Det var en sjov tanke.

Selvom det måske virkede oplagt at tage til Clear Ice når solen bagte så voldsomt som den gjorde i dag, var der ikke mange der havde gjort det. Hendes far Ice havde været her, og fortalt hende om en ny stigning han syntes hun skulle prøve hvis hun havde tid og lyst. Det havde hun egenlig ikke... Solen brændte hendes sorte skind, og det føltes som om hun blev stegt. Dette land var ikke altid det bedste at bo i når du var født til is og sne. Ihvertfald halvdelen af dig.
Hun lod de slanke ben knække sammen under sig og så på imens hendes dobbeltgænger gjorde nøjagtig det samme. Et lille smil spredte sig over den bløde mule. Isen kølede hende ned næsten med det samme, og hun lød nakken slappe af dør hun lukkede de små øjne der var plettede af solen. En anden sideeffect ved at have en hest som Ice som din far. Øjne der var bygget til mørke som følge af korte kolde nætter, ikke just til lange dage hvor solens stegte dine øjne og din pels.
Der var både gode og dårlige ting ved at være den slags hests som hun var. Hvis du trænede nok var din krop bygget til at gå og klatre på is. Men hvad var der sjovt ved det når der ikke var nogen til at se at du gjorde det... Hun åbnede det ene øje for at skåne det andet og så sig omkring. Alle de voksne var nok gået ind i grotten på øen og havde taget alle deres føl med, hvilket havde efterladt unghesten helt alene på isen.

Hun prustede højt og en smugle irriteret før hun kom på benene og begyndte at gå lidt rundt for at få stivheden ud ad benene. Hendes tvilling lignede også en der havde lidt stive ben, for den gik mindst lige så mærkeligt som hun selv gjorde. Måske hendes tvilling ville se på hende imens hun prøvede den stigning hendes far havde talt om? Hun så venligt ned på skyggen der fulgte hende trofast og efterlignere hver enkel bevægelse hun lavede. Isen glimtede voldsomt, og tvang den lille hoppe til at lukke øjnene en smugle. Det forhindrede hende dog ikke i at finde stigningen. Der var nok ikke meget nogen somhelst kunne have gjort for at skjule den... Den var jo gigantisk!

Den lille hoppe stoppede op og lod sine små øjne løbe op ad det glimtemde bjerg der nu stod foran hende. Stigningen i sig selv var ikke så stor, måske 25% men det var bare det at den fortsatte i rigtig lang tid før det sluttede i en voldsom spids. Hun sank hurtigt før hun satte hovede i isen og begyndte sin opstigning. For hvert skridt hun tog hakkede hun sine små solide hove dybere ind i isen og skubbede sin vægt fremad for at komme op. Med et hurtigt blik til siden kunne hun konstatere at tvillingen heller ikke havde nemt ved det. Solen brændte og hun blev meget hurtigt stakåndet. Hendes hals skreg efter vand, og hendes krop føltes som om den blev stegt under solens nådeløse stråler. Måske var det her ikke nogen god ide... Måske skulle hun stoppe... Men hun var så tæt på! Hun havde aldrig gået op ad sådan en stejl stigning før! Hendes far ville blive SÅ stolt! Hun sank igen og tog en dyb indånding før hun tvang sine overophedede muskler til at færdiggøre det der skulle vise sig at være den hårdeste del af opstigningen.

Et skævt smil spredte sig over hoppens mule da hun mærkede den faste, lige grund under sine hove. Med 3 skridt kunne hun konstatere at hun nu stod på en lige platform og lod benene synke sammen under hende. Hun lukkede igen sine små øjne for at slappe komplet af og hvilede taknemligt hovedet på isen der var begyndt at køle hendes krop af.

Et voldsomt lys forstyrrede hende fra indersiden af hendes øjenlåg og hun åbnede irriteret det ene for at se hvad der skete. Sne var begyndt at dale ned fra himlen over hende og ned lige foran hendes mule. Hun smilede blidt og lukkede igen øjene i kort. Men den kølige fornemmelse af sne mod huden kom aldrig. Hun tvang de små øjne op og lod blikket følge snefnuggene op, og op... Og op... De faldt ned fra himlen i en helt lige rækker, og så ud som om de skjulte noget. Hendes tvilling havde også set det, dens øre lå opmærksomt fremme. De kom begge to på benene for at se sneen falde som en perfekt bueform. Mon man kunne gå igennem? Snefnuggene lyste kraftigt, og udsendte en kulde som selv ikke isen kunne give hende. Hun strakte mulen frem for at få kølet den af, men fandt porten solid. Hun kastede et uroligt blik på tvillingen, som for en gangs skyld nu også så på hende. "Hvad skal vi gøre?" Spurgte hun stille. Skyggen trak på skuldrene og den lille hoppe spærrede øjnene helt op. Hun vidste ikke at skyggen faktisk havde et liv af sit eget! Måske var den sol virkelig magisk!

Hun fulgte skyggen med store øjne som den forlod hende, og brød deres fysiske bånd ved hoven. Hun åbnede munden for at sige noget, men skyggen så tilbage på hende, nærmest for at fortælle hende at det var okay. Hun nikkede ufrivilligt og fulgte tvillingen som den forsvandt igennem porten og efterlod den åben. Hendes tvilling var forsvundet...

Tvivlen rasede i hende, og hun var tilbage ved sine første overvejelser... Var tvillingen ond? Eller ville den blot vise hende hvad hun kunne være hvis hun var helt anderledes? Ville hendes egen tvilling virkelig følge hende i døden?
Hun tog et par skridt frem og så direkte ind i den tomme intethed. "Aime!" Råbte hun søgende efter sin tvilling. Intet svar. Nysgerrigheden tog over og hun lod det slanke hoved glide ind i mørket. "Aime!" Kaldte hun igen, med en rungende stemme. Stadig intet svar. På trods af at hendes øjne var bygget til mørke, følte hun sig blind. Der var intet at se... Måske fordi man ikke kunne se noget før porten var lukket? Men hvad ville der ske når porten lukkede?

En hvisken brød igennem mørket og blæste ud imod hendes som en kold vind. "Kom bare Aime... Der er intet farligt her... Kun godt... Kom bare... Kom bare..." Hun bed sig selv i læben og så tilbage imod Clear Ice. Der skete alligevel ikke noget spændene der. Måske kunne denne port endelig skabe noget spænding. Med et sidste skævt smil lod hun sin slanke krop glide ind i mørket, og mærkede hvordan sneen dalede ned over hende. Poten lukkede forsigtigt bag hende, og alle snefnuggene blev tydelige og skinnede som tusind af små krystaller der hang i luften. Endnu en kold vinde blæste imod hende og omformede krystallerne. En hest. Som hende selv. Bare med lidt længere ben og en smugle tykkere. Et smile spredte sig over den lille hoppes mule da hun forsigtigt trådte nærmere hesten. "Kom med Aime... Her er kun godt... Intet ondt... Kom med..." En vind bagfra fik hesten til at bevæge sig, og hun satte selv automatisk efter den.

"Jeg kommer" Hviskede hun roligt, og begyndte at følge hesten med taktfaste skridt. Nu var det hendes tur til at følge efter, og efterligne. Nu var det hendes tur til at blive skyggen.

Blodwen

Bjergenes tinder tårnede mod himlen, mens den sagte lyd af skridt mod den våde jord blandede sig med morgenens andre forsigtige lyde. En fugls trille dannede symfoni med en andens fløjten, mens dråberne, som lydløst faldt fra træernes våde blade, dannede en trommende lyd, som i sit eget rolige tempo satte grunden for det hele. Det havde regnet næsten hele natten, ikke med store, tunge dråber, men med lette perler og nu var landet, som lå foran den unge hoppe, langsomt ved at vågne op til dåd.

Hun var en nysgerrig sjæl, villig til at undersøge hvad end livet gav hende af oplevelser, men indtil nu havde den ej givet hende meget at undersøge… men det var kun indtil nu.

Som hun fulgte den sti, som tiden havde formet mellem stammerne, blev hendes blik fanget af en bevægelse i trækronerne. Hendes første indskydelse var, at det blot var et egern eller en fugl, en tidlig morgensjæl ude på spilopper, men hurtigt kunne hun se, at det umuligt kunne være tilfældet. Hendes skridt blev langsommere, indtil hun stoppede helt; træerne voksede lige for hendes blik, men de voksede ikke tilfældigt. De groede sammen hist og her, flettede deres grene om hinanden i en kærlig omfavnelse. Undret, men med et smil om mulen, tiltede hoppen sit hoved på skrå, undersøgende. Sammenføjelsen skete så højt oppe, at hun ikke kunne undersøge det nærmere, men mon det så anderledes ud fra den anden side? Ville den anden side mon afsløre hvordan, dette kunne være sket?

Uden tøven trådte hoppen fremad, først et skridt, og så et mere, indtil jorden forsvandt under hende.

Den hvide krop splintredes som glas, det øjeblik den ramte overfladen. Hendes hoved skurrede henover den blanke overflade som den eneste del af hende, der ikke var knust. Med hendes ene øje kunne hun se spejlbilledet af hendes afbrækkede hoved, mens det andet kunne se de mange stykker, sorte, hvid og røde, som engang havde været hende, men nu blot var en forvirrende bunke dele, som ingen kunne sætte sammen igen. På trods af det, hun kunne se, følte hun ingen frygt; af ukendte årsager, fandt hun det ikke engang direkte underligt. I det øjeblik, i den parallelle tid, så hun det som intet andet end en ting som blot var sket, men ikke var udover det usædvanlige. Som havde hun blot puffet til en sten og den havde væltet noget, iagttog hun det, som engang havde været hende. Den eneste tanke, som løb gennem hendes hoved, var den frustrerende realitet det var, at så længe hun lå der som kun et hoved, kunne hun ikke undersøge hvad end det var. Hun kunne ikke finde svaret, hvis hun ikke først kunne søge efter det.

,,Hvor besynderligt…" mumlede hun for sig selv, uvidende om et andet væsens tilstedeværelse.

Det var ulig noget andet væsen, som hun nogensinde havde set før. Dets krop var som overfladen hun lå på, klar og spejlende, og uden nogen form for hårde kanter. På den ene side lignede det en fugl, på den anden et dådyr. Og allievel var der noget over det, som mindede den unge hoppe om sin forestilling om, hvordan en bjergløve så ud. Det mest betagende, det mest interessante, ved det ukendte væsen, var dog dets evne til at bevæge sig. På trods af tilsyneladende at være skabt fra en solid blok af det, som skabte den verden de stod på, bevægede det sig med silkebløde bevægelser, som var den levende som hende selv. Hvilken verden var det, hvor hun, den levende med kød og blod, splintredes som træ, mens den, som ej skulle være i stand til at flytte sig overhovedet, kunne liste omkring uden at give så meget som en lyd fra sig? Havde hun vidst, at væsnet var der, havde hun måske givet et bud, men hun var endnu lykkeligt uvidende.

Stilheden var næsten overdøvende, men den unge hoppe, eller resterne af hende i hvert fald, gjorde dog ikke de store forsøg på at bryde den. En enkelt gang rungede et kald ud mod stedets ikke eksisterende vægge, men intet svar kom, for væsnet iagttog hende blot i stilhed. På et andet tidspunkt lo hun, hvilket virkede komplet absurd, men for hende var det nu ikke så underligt igen; både med tanke for sin manglende frygt og underlige situation, kunne hun bare ikke lade være. Det var da lidt morsomt, var det ikke?

,,Hvad ler du for, lille Blodwen?" lød det endeligt fra væsnet, som først nu fangede hoppens opmærksomhed. Hun syntes dog hverken overrasket eller forskræmt over dets pludselige lyd, men nærmere blot fascineret af dets ukendte tilstedeværelse og væsen. ,,Jeg ler, fordi jeg har lyst? Det gør jeg altid," svarede hun, stadig dybt fascineret af væsnets spejlblanke overflade, hvori hun kunne se billedet af hendes stykker. Et øjeblik virkede væsnet til at være ligeglad med svaret, indtil det så endeligt smilede overbærende, som vidste det hun talte en løgn. Hun følte sig overbevist om, at dette ej var tilfældet; hun løj ikke, sådan var hun ikke. Løgne var for de svage, som ikke kunne leve med at fortælle sandheden! ,,Er du nu helt sikker på det?" spurgte det så, stadig smilende, mens det bevægede sig rundt og nænsomt samlede hendes stykker. ,,Er du sikker på, at du ikke ler, fordi du er… bange?” Et fnys forlod den unge hoppe, imens hun på mystisk hvis formåede at vippe sit hoved op at stå, så hun kunne se væsnet bedre. Fascinationen skinnede stadig i hendes mørke, blå øjne. ,,Mig? Bange? Jeg er ikke bange for noget her, det kan enhver da se," sagde hun trodsigt tilbage. ,,Så jeg kan blot gå, efterlade dig og dine stykker her, og så vil du være ligeglad?" ,,Nej, det var ikke det jeg mente." ,,Det var det du sagde." ,,Nej det var ej!"

Væsnet begyndte at gå sin vej, tilsyneladende ligeglad med unghoppens ord. I takt med at det forsvandt udenfor det hun kunne se, væk fra den del af denne spejlverden som lå indenfor hendes vidde, voksede frygten i hende. Hun blev bange for den situation hun var i; hun havde ikke lyst til at ligge her i tusind stykker, langt væk fra det liv, hun levede! Ikke hvis der var en mulig udvej. ,,Vent! Du må ikke efterlade mig her; du har ret, jeg er bange!" råbte hun, hendes stemme dirrende i det hendes hoved væltede til siden og ramte den spejlende overflade. En revne slog op gennem stedet, som først ramte overfladen og med et faldt alting fra hinanden. Hun kunne se, men ej bevæge noget, for hendes øjne var intet andet end perler nu, som langsomt trillede afsted.

Uden frygt, uden stemme, uden krop; hun havde intet andet end sit syn. Hun var intet andet, end det hun så. Langsomt vendte væsnet tilbage og til hendes store overraskelse, begyndte det blidt at puffe hendes dele sammen og inden længe lå hun som en fin bunke, men hun var stadig intet andet end et syn. Hun følte intet og havde end ikke kontrol over, hvor hendes øjne trillede hen. Hun forstod ikke rigtigt hvad hun så, men så blot og i et enkelt øjeblik, så hun sit spejlbillede i væsnets blanke overflade, men det var ej hende i tusinde stykker. Det var en hel hende, og dog alligevel, for hun så anderledes ud.

,,Før du spørger, så nej, hende du ser er ikke den du er… ikke lige nu i hvert fald. Og du var heller ikke bange, havde det ikke været fordi jeg bad dig om at være det," svarede væsnet roligt, inden det forsigtigt begyndte at puffe dele ud af bunken og placere dem, som passede, ved siden af hinanden. Det var en møjsommelig proces, men langsomt begyndte hun at tage form, fulgt på vej af væsnets stemme.

,,Ser du… den du ser i mig, er den du en dag vil være, eller den du i hvert fald ønsker at være. Hvem præcis hun er, kan jeg ikke fortælle dig og du ved det egentligt ikke helt endnu, men hun starter med den du er i dag. Dog bliver hun ikke til lige med det samme, for du er ikke klar til at blive hende og du kan ikke blive hende endnu. Visse ting skal ske og deriblandt er det, at du skal blive bange, rigtigt bange. Ikke fordi jeg fortæller dig, at du skal være det, men fordi nogen vil sikre sig, at du er det… Se ikke sådan på mig, jeg ved du ikke ønsker at være bange, men det er en nødvendig del af livet, selvom jeg frygter, at dit lod for at være bange desværre ikke er blandt dem, som man kunne ønske sig. Nej, jeg kan ikke fortælle dig hvad, der ender med at skræmme dig så meget, at du ønsker du aldrig var gået fra din mor, men tro mig, det eller den ender med at finde dig før hellere end senere… men se nu der, du er næsten hel."

Foran væsnet lå hun nu hel, udover to små, manglende stykker, som stadig lå på spejlet. Uden at tænke mere over det, rakte hun efter dem med sin mule, for at samle sig selv igen. Hun nåede dog ikke langt, før væsnet havde skubbet hendes hoved væk fra de to stykker. ,,Du kan ikke få dem endnu, for du har ikke fortjent dem." Småirriteret fnøs den unge hoppe, inden hun rejste sig på den blanke overflade. I sit spejlbillede kunne hun se, at de stykker, som manglede, var et i hendes pande, og et på hendes bug. ,,Hvad mener du med det? Hvorfor kan jeg ikke samle min bug og pande helt?" spurgte hun, mens hun iagttog det billede, som så fint dansede på væsnets overflade. Hendes fremtidige jeg. ,,Fordi du ikke har fortjent dem endnu, sagde jeg jo." ,,Fortjent… de er mine, så hvordan kan jeg gøre mig fortjent til dem?" ,,Ved at finde nogen, som er villig til at give dem til dig."

Diskussionen endte der, for Blodwen ønskede ikke at grave dybere i det, når væsnet tydeligvis ikke ville give hende svar. Nysgerrigheden lyste dog ud af de steder, hvor stykkerne manglede og denne syntes at trække et smil fra spejlvæsnet. ,,Tag det roligt… du skal nok få dem en dag, du skal bare finde dem først, præcis som du er nød til at lade frygten finde dig, før du kan blive den du håber på at være en dag." Igen fnøs hun, men hun svarede ham ikke. Faktisk følte hun sig ret sikker på, at hun ikke ønskede at være den, hun så i spejlbilledet. Der var noget over det, som hun bare ikke brød sig om.

,,Jeg må byde dig farvel nu."
,,Vent.. hvad skal jeg så gøre?"
,,Ingenting, lille Blodwen. Bare vent."

Spejlverden splintredes omkring hende og efterlod hende i mørket.

Langsomt åbnede hun sine mørkeblå øjne. Hun lå på jorden i det nu udtørrede mudder. Et par gange blinkede hun med øjnene, før hun endeligt bevægede sig, langsomt og lidt tøvende. Hvad var der sket? Hvorfor var hun faldet? Hun var da normalt så sikker på sine hove, og dog virkede det som den eneste logiske løsning. Hvor lang tid var der mon gået? Hun huskede intet andet end at have set op og så vågnet her. Yderst besynderligt og lidt foruroligende. Stilfærdigt trak hun sig op på sine ben og rystede den værste jord af sig.

Hvor besynderligt.

- The White Lilly

Det var en bragende hed dag. Sjældent havde den grå hingst oplevet noget lignende. Selv om han prøvede, havde han umådeligt svært ved at huske en dag der havde været så varm som denne. Luften syntes at stå stille, insekter summede sløvt fra blomst til blomst og græsset så næsten ud til at tørre ind for øjnene af beskueren. På trods af tørken, var her dog langt fra dødt. Fuglekvidren og græshoppesang hørtes henholdsvis fra oven og for neden og vandet klukkede lystigt fra de små bække, der endnu havde vand nok at risle med. Nogle af de mindre bække og vandløb var naturligvis tørret ud i varmen, men gårsdagens vilde tordenstorm havde fyldt mange af løbene op igen med klart regnvand.
Himlen var stærkt blå i en farve der trak én ind i et blåt univers uden ende. Så man først op, så kunne man næsten ikke flytte blikket igen. Uden nogen skyer til at forstyrre ens blik, så så man sig hurtigt fortabt i den blå himmelbue. Og midt i det hele lyste den runde kugle, der betød så uendeligt meget for den dagligdag de fleste tog for givet. Uden solen ville verden dø. Det var spøjst hvordan en så fjern kugle af ild, kunne betyde liv eller død for små væsener på en anden planet. Mange tusind lysår væk. Det var et faktum der var svært at acceptere for den grå hingst. Han elskede at udfordre sig selv med svære, eksistentielle spørgsmål, men når det handlede om rummet og tiden, så blev han ofre helt svimmel af de overvældende størrelser der ofte lå bag. Men han kunne ikke lade være. Som han stod og missede med øjnene imod den livgivende sol, spurgte han sig selv: var rummet uendeligt? Hvad var der ude på den anden side af det blå? For der måtte da være mere!

Han stod længe med blikket rettet imod himlen, men snart drev den bagende hede ham alligevel frem igen. Han besluttede at det nok var bedst at filosofere videre fra træernes svalende skygge, og han vendte derfor mulen imod den store klynge egetræer der stod forude. Deres grene strakte sig højt imod himlen som fingre beklædt med grønne fingerringe - ringe der glødede grønligt i solens stråler. Han smilede svagt for sig selv. Naturen var et underskønt sted, og han ønskede ikke at leve noget andet sted end i engenes græs, træernes skygge, havets bølger og himlens blå. Bjerge, sten og sand var han ikke så meget for, selvom der nu ikke var noget der afholdt ham fra at tage sådanne steder hen når et ærinde bød ham det.
Men han var klart mest tilpas i grønne og blå omgivelser, og fandt en behagelig ro i vand og himmel. Men på en dag som i dag satte han nu aller mest pris på de store træer der gavmildt delte skygge ud til landets beboere. Uden disse kæmper, der levede af solens lys, måtte andre levende væsener bukke under. Solen kunne både blive for lidt og for meget, det gjaldt om at få lige tilpas. Og nu kunne han mærke at han var ved at få lidt for meget! En stikkende varme bredte sig nu over hans ryg, som et advarselstegn til at han havde været for længe ude under den barske sol.

Der gik ikke længe inden han nåede træernes skygge, for til sidst valgte han simpelthen at galoppere mageligt derhen. Hellere lidt ekstra sved, end at blive ristet på ryggen! Han valgte at stille sig nær en stamme der næsten havde to hestes omkreds. Et oldgammelt træ var det, et træ, der havde set lidt af hvert. Han løftede blikket og betragte solens stråler der faldt igennem de grønne blade. Det lignede en mellemting imellem glitrende vand, tindrende stjerner og blanke ædelstene.
Derpå lukkede han øjnene og faldt hurtigt til ro. Han trak kort det ene bagben helt op under maven, for så at sætte hoven løst ned, så han hvilede på de andre tre ben. De grå ører faldt afslappet ud til siden, da han faldt hen i en blund.

Han vågnede langsomt igen. Han var ikke helt sikker på hvor lang tid der var gået, men en stor tørst havde vækket ham. Han rystede sig med en tilfreds brummen og slikkede sig tørstigt om munden. Med et muntert glimt i øjet, så han sig rundt efter det mest tænkelige sted der ville findes vand. Han mente at have passeret en bred å nogle bakker henne, og med ørerne spidst rettet fremefter, satte han frem i trav. Jorden steg og sank under ham, som han passerede fire bakker. Han fulgte en slet brugt sti, der mere mindede om en hjorts veksel end en egentlig sti. Ikke desto mindre, så følte han sig sikker på, at den ville lede ham til vandet.
Og ganske rigtigt. En smule længere fremme, så han vandet glitre ham muntert i møde. Men det var nu ikke en lille å han havde fundet, men floden Torpas der flød igennem Proelios midte. Der kunne han uden tvivl slukke sin tørst, konstaterede han tilfreds og satte tempoet yderligere op.

Ved bredden var der blødt mudder der trak hans hove til sig, men dog ikke kraftigere end at han godt kunne gå der, uden frygt for at sidde fast. Helt nede ved vandet blev mudderet til grus, og her stod han sikkert. Med et tilfredst suk sænkede han hovedet og drak i lange slurke af det kølige, friske vand der havde rejst helt fra Skyggebjergene – ja, måske endda længere end det. Hvad det vand dog ikke havde været udsat for, blot for at blive drukket af ham. Han lo sagte over tanken, alt imens han ufortrødent drak videre.
Inden længe var hans tørst dog slukket, og veltilfreds hævede han hovedet igen. Hans blik faldt på flodens vand der dovent drev af sted. Nuancerne var alt fra blå til grønne i de mere afdæmpede toner og af og til så han mørke skygger fra fisk der boltrede sig i de nye vandmasser. Med sit evige smil på læben beundrede han længe de glatte, skællede dyr.

Men så måtte han rynke panden en smule. Hvad var nu det han så? En tyk, lysende blå farve flød sammen med vandet, lige så dovent som strømmen. Det syntes at flyde oven på i perler, og så i tynde striber efterhånden som mængden blev større. Siden voldsommere og voldsommere, indtil det dækkede hele vandets overflade. Et mørke synes at trække over landet, brat. Snart blev vandet den eneste lyskilde med sin lokkende lyseblå farve. Forvirret lod han blikke stryge op langs floden. Hvor kom dette dog fra? Det hele var sket så pludseligt, at han knap havde nået at reagere – ikke fordi han havde tænkt sig at stikke af; noget så smukt som denne lysende væske kunne da ikke forlades uudforsket.

Måske tyve hestelængder fra ham, så han det. Vandet kogte, sydede og boblede derhenne. Han måtte knibe øjnene en smule sammen for at kunne se på det, for en stor mænge lys blev produceret af den kogende blå væske. Op fra vandet rejste der sig en enormt stor firkantet ramme. Først langsomt, men så hurtigere og hurtigere. Lyseblåt vand fossede ned langs rammens gyldne kanter og det var det eneste han kunne se: den blå væske der faldt som om det aldrig skulle tage en ende. Først da den ragede godt tre meter op over vandets overflade tyndede det ud i mængden af faldende vand, og snart kunne han se at det ikke bare var en firkant men en port. Dørene var sorte med et væld af glitrende hvide ædelstene på, og over det et smukt gitter gjort i guld. Porten var endnu lukket, men dørene kunne ikke holde på den lyseblå væske, der åbenbart også fandtes på den anden side af de prangende døre. Fra alle sprækker fossede små stimer af vand, men det var knapt nok til en enkelt mundfuld, hvis man skulle finde på at drikke af det.

Ganske mundlam stod han og betragtede den port der havde åbenbaret sig for ham. Han var ikke selv klar over det, men hans mund stod ganske åben. Hvad han dog var klar over, var at alle hår strittede på ham i ærefrygt over det han netop havde set. En behagelige gysen løb langs hans ryg og han mærkede sit hjerte slå stærkt i brystet. Det slog et slag over, de portene pludselig gik op. De sorte døre drejede væk fra hans blik, for at åbenbare hvad de gemte på. Men han kunne kun se et lokkende gyldent lys der strålede ud fra døren. Beslutsomt lukkede han munden og rettede sig op. Der var ingen andre i nærheden, det var han sikker på. Denne port, den... den var tilment ham. Om så den ville gøre ham godt eller skidt, så havde den henvendt sig til ham.

Med faste skridt trådte han hen til vandkanten for at svømme over til porten, men forbavset blev han, da den lysende blå væske lå fast som jord under hans hove, og tilbød ham støtte. Det var som frøs den til is der hvor han trådte, imens den var flydende alle andre steder omkring ham. Først gik han forsigtigt frem. Tænk hvis det snød ham? Men så blev han mere rolig, og valgte at stole på, at dette underlige stof ville bære ham hen til portens strålende åbning. Og det gjorde det. Med vidt opspærrede øjne stod han foran porten. Den blå væske sev fredeligt ud over dørtrinnet, men han kunne stadig ikke se hvad der lå bag. En hinde af lys bølgede foran ham, og tillod ham ikke at se mere end han skulle. Det var tydeligt, at det var nu han skulle tage et valg.


Ville han gå igennem dørene, eller ville han blive?


Han tænkte mange tanker det øjeblik. Han tænkte på sin forsvunde mor, og den far han aldrig havde mødt. Han tænkte på Inari, den hvide hoppe han havde mødt og som han så inderligt gerne ville møde igen. Han tænkte på de muligheder hans liv rummede her.
Han var ikke i tvivl. Han holdt vejret da han trådte igennem den lysende åbning. Han stolede på at noget godt ville ske ham herinde. Og selv hvis det skulle vise sig at være en fejlagtig antagelse så vidste han at han ville vende hjem. Han vidste det.

Inde bag porten strakte der sig et uendeligt tomrum, kulsort, kun opfyldt af den lysende blå væske han stod på. Med et smil på læben trådte han frem og fortsatte ind i det uendelige rum. Havde han fået lov til at se den anden side af himmelbuen?

Pis.... Typisk at man er på ferie, og troede det var d. 15 Juli! -.-''' Når, må vente til næste gang, igen ;-)

Day dreamer
Hun følger hesten igennem intetheden, indtil hun falder om af udmattelse. Da hun vågner står et skelet og stirrer på hende. Skelettet siger intet, gør ikke umiddelbart noget specielt, men vil følge hende overalt, med 5 meters afstand indtil hun når 100 posts. Går skelettet i stykker, vil det blot samle sig igen.

Luksus
Da porten lukkes er der kun én vej ud: Igennem grotten. Men hingsten forhindres hurtigt af en flok ulve der straks angriber ham. Hingsten bliver kraftigt skadet af disse ulve og er nu nær døden, men lykkedes til sidst, at slippe væk. Han måtte kæmpe igennem den store grotte med ulvene i hælene, indtil han endelig fandt en vej ud. Ulvene vendte om da han kom ud, som om solen brændte dem. For hans anstrengelser belønnes han med 1 point i udholdenhed.

Zaydon Zohar Helel
Foran hingsten gled en lysende kugle dovent rundt omkring ham. Først da hingsten fik øje på lyskuglen landede den blødt i hans man og bandt sig fast. Lyset dæmpede sig svagt og efter kort til vil man kunne se at det var en svagt lysende amulet.
Amulet
Type: Lys.
Styrke: 100
Hyppighed: Ukendt.
Effekt: Amuletten giver bæreren mulighed for at kunne genleve bærerens egne minder. Når dette sker, vil bærerens blik blive fjernt og bæreren er svær at få tilbage på jorden. Amuletten hænger i manen og bærer et hvidt, lysende skær.

Guenivére Eleanor
Den mærkelige stemning var ikke til at tage fejl af; noget var anderledes. Men det var ikke verden omkring hende, hendes kære eller situationen som havde forandret sig – Det var Gwen. Da hun trådte igennem porten var hun blevet tildelt noget, som måske ville betyde hendes død, eller hendes redning. Et blodkar var blevet smittet af magien, og langsomt ville magien sprede sig i hendes blod og beære hende med denne evne: At rejse i drømme. Hun kunne nu besøge enhver sovende, men drømmene ville altid tage plads på klippeafsatsen.
Guenivére er nu en overnaturlig.

Lillye
Da Lillye trådte igennem porten og landede i det smukke land, kunne hun knapt vide at dette var mørkets port, og derfor blot en illusion. Mørket vil hende aldrig godt, men hendes renhed beskyttede hende fra store skader, og ligefrem døden. Illusionens port, som Lillye var trådt igennem, havde dog kastet en forbandelse over gudedatteren – Hun vil nu være usynlig for ethvert levende øje, indtil hun rammer 200 posts. Vil dette ende som en fordel, eller vil gudedatteren blive glemt, nu hvor hun ikke længere var synlig? Man kan hverken røre eller fornemme Lillye, men blot høre hendes stemme og mærke hendes ånd.

Ice
Porten lukkedes før Ice kom igennem den. De dele af hans krop der rørte porten blev dækket af et tykt lag rimfrost, men ellers skete der intet.

Aime
Hun følger skyggen ned langs en mørk sti, hvorefter skyggen sender hende igennem endnu en port som fører tilbage ud i Proelios bagende sol. Porten lukkes bag hende – med hendes skygge på den anden side.
Aimes skygge har forladt hende, hvilket betyder at Aime ikke vil kunne bevæge sig i skyggerne indtil hun når 150 posts. Træder hun ind i en skygge vil hun brændes, dog tæller nattens timer ikke. Når Aime når de 150 posts, vil skyggen vende tilbage til hende som om intet var sket – indtil da må hun holde sig skyggeløs i den bagende sol.

Blodwen
Hvad Blodwen ikke så da hun vågnede, var den lille snor omkring hendes højre forhov. Snoren bandt noget fast til hende som i øjeblikket var skjult i læder. Fjernede hun den lille fold ville hun stirre direkte ind i et stykke af dette væsen. Et spejl, hvori hun kunne se sig selv – eller den hun engang ville ende som.
Blodwen bærer nu en del af dette væsen omkring sin hov, og kan nu se sit ældre jeg, samt af og til høre væsnets stemme, forklædt som hendes egen. Blot hun kan se og høre dette spejl.. Det er nu op til hende om hun ønsker at beholde det.

Momento Mori
Porten bag ham lukkes og forsvinder. Han er nu efterladt i et mørkt rum, helt alene på nær det blå lys til selskab. Der er intet magisk eller glamourøst over dette rum længere, men porten har spærret ham inde i en fængselscelle. Først efter flere timer i ensomhed og mørke, fjerner loftet sig, og hans celle befinder sig på bunden af floden. Det betyder at vandet nu strømmer ind, og Momento Mori må kæmpe for sit liv for ikke at drukne. Da rummet til sidst er fyldt, og hingsten stadig kæmper med hovedet over vandet, må han nu slås mod strømmen for at nå i land. Efter den brage kamp mod vandet belønner landet ham med et styrkepoint og et udholdenhedspoint.