Den stribede hoppe Iris befandt sig midt i luften over engen Galka. Ja, det var ganske rigtigt, midt i luften! Iris var nemlig fornylig blev udstyret med et par prægtige fuglevinger, der nu bar hende af sted i en højde, hvor ellers kun fugle havde adgang til. Om det var et kønt syn, kunne nok diskuteres, for selvom Iris var en ganske smuk hoppe, var hun ikke specielt elegant heroppe i luftens element. Dette skyldtes ganske enkelt, at det var en af de første gange, at den unge hoppe bevægede sig af sted gennem luften, og selvom det så legende let ud, når fuglene fløj af sted på den lyseblå himmel, ja så var det altså ikke helt så let, når man ikke var vant til det.

Det var hårdt hele tiden at skulle baske med vingerne, og selvom hun med misundelse kunne se, hvordan fuglene svævede ubesværet af sted det meste af tiden, synes det ikke rigtig at fungere for Iris. Hver gang hun lod være med at baske, og blot holdt vingerne strakt ud fra kroppen, skete der ikke andet end hun lige så stille dalede ned mod jorden, og det var jo ikke ligefrem det, der var meningen. Hvad den unge hoppe ikke forstod var, at hun skulle holde sig til de optiske opvinde der steg op fra jorden, og som var det der fik fuglene til at svæve elegant henover himlen, uden at skulle trætte sig ved at baske med vingerne hele tiden.

En sort skygge strøg gennem luften. Hvilende på strømmene af luft, der var at finde her oppe, de som fuglene svævede rundt på som svævefly. Det var vel ikke ligefrem et kønt syn at se hingsten her oppe, for fugle var bygget til at flyve og deres krop var designet til at glide med på de naturlige strømme af luft. Heste var designet til at æde græs, drikke vand og mest af alt var de beregnet til at vandre på jorden. Ikke svanse omkring i luften som en eller anden tosset fugl. Den sorte kunne ikke fordrage de små fugle.. de der sang om sol og sommer og gjorde det umuligt at få sig en ordentlig lur eller på nogenmåde nyde selskabet af sine egne tanker. Den sorte hingst havde dog fundet en vej, så han kunne udnytte luftstrømmene mest muligt, så de fik ham op på en fantastisk fart. Hans ben var enligt bare i vejen, så det meste af tiden havde han fulgt fuglenes eksempel og trukket dem op under sig. Det så sjovt ud, for at være helt ærligt, men det hjalp, da du mindskede modstands overfladen en smule og du blev krympet sammen til noget mindre og aflangt, der kunne skyde igennem luften som en pil.. Eller en fugl. Hans vinger var ikke de normale fjerbesatte fugle vinger, men de var mere et set flagermuse vinger, holdt sammen af muskler, membran og knogler. De gule øjne skuede ned over Galka, det han så var ikke ligefrem det han forventede, men det bragte et smil frem på hans læber. Et koldt og moret smil. En stribet hest, en hoppe at dømme efter bygningen og formerne, hun havde anskaffet sig et sær nydelige fugle vinger. Nogle der så ganske piv forkerte ud på en hest, men det var også en signatur for Budbringere, så hele verden kunne se hvem de skulle gå til, hvis gudelig kontakt syntes. Dog var det ikke alle der kunne vide hvem der var budbringer for hvem, men så vidt den sorte hingst vidste, så kunne dette være hvem sol helst af de tre tilbageværende guders budbringer, men.. Denne sjæl var ung og han tvivlede på at Smeye ville vælge sådan en sjæl til at bære sine beskeder og diverse. Der var ikke helt den rigtige aura over hende, men han hoppede ikke til nogen konklusion. Det vidste han bedre end mange, at man ikke skulle. Det var en stor fejltagelse, at gøre dette ved fremmede. Hvem ved.. Måske kunne de være mordere og løgnere? Altid stol på nogen. Det var hvad han havde fodret til sine brødre hele deres liv. Alligevel stolede de på ham. Så dumme, små sjæle.. Smilet trak kort op i den ene mundvige, som han slog et sving og satte kursen ned af mod den fremmede Budbringer. Han svævede ind og hang i luften et par meter fra hende. Som han hang her, så lod han benene falde, så han ikke skulle bruge kræfter på at holde dem oppe. Det sorte hoved blev sænket og de gule øjne betragtede den stribede sandfarvede hoppe. Hvem var hun efter? Hvem havde haft så stor interesse i hende, at hun var blevet taget til budbringer? Hvem var hendes gud?

De sorte læber skiltes og en kølig, men venlig stemme lød i luften imellem lyden fra fjer der mødte luft og hinanden.
"Du skal ikke kæmpe mod luften.Den er din ven og ikke din fjende."

//Undskyld det sene svar!

Den friske brise som strøg sig om den stribede hoppe, føltes næsten som et køligt kærtegn, til trods for, at Iris ikke var helt sikker på, at det luftige element egentligt syntes hun hørte til heroppe. Iris var jo ikke født med vinger sådan som fuglene var, men havde nærmest snydt sig til dem? Eller snydt og snydt, det var måske så meget sagt, da vingerne var fulgt med den opgave, der var blevet hende pålagt. Men måske så elementer ikke sådan på det? Måske var det derfor, at hun havde så svært ved at begå sig heroppe? At brugen af vinger ganske enkelt krævede øvelse, var ikke en tanke der strejfede den unge hoppe, der tilsyneladende var af den mening, at enten kunne man eller også kunne man ikke. Med et stille suk begyndte hun atter at baske med vingerne. Det var jo en nødvendighed, medmindre hun ville ende nede på jorden. Iris havde været så optaget af hendes arbejde gennem luften, at hun slet ikke havde bemærket, at hun ikke befandt sig alene i himmelrummet. Eller rettere sagt, at hun ikke var det eneste unaturlige væsen heroppe, hvor fuglene regerede. De sande luftens herskere. Med ét blev den stribede hoppe dog opmærksom på den andens tilstedeværelse, og hun rettede forbløffet blikket op mod ham. Iris vidste godt, at der fandtes andre budbringere, hver eneste af guderne havde jo én, men at se en anden hest med vinger, ligesom hende selv, var alligevel et forunderligt syn! Han, for det var tydeligt at det var en hingst, da der var noget hårdt og råt over ham, som Iris ikke havde set hos andre hingste. Om det var hans senede, skeletagtige udseende, de mørke farver eller de flagermusagtige vinger der gjorde det, vidste hun ikke. Måske det samlede udseende? Umiddelbart ville den første tanke om denne hingst være, at han var svag. Så svag at han snart ville falde sammen af ren og skær udmattelse, men det stærke, gule blik der var rettet direkte imod hende, fortalte noget andet. Iris havde en anelse om, at det ville være dumt, at skue denne hingst på hårene.

Hingsten der før havde befundet sig højere oppe end hun, dalede nu langsomt ned imod hende. Med et stik af misundelse indså Iris pludselig, at hingsten bevægede sig lige så let og ubesværet af sted gennem luften, præcis ligesom fuglene! Han så muligvis stor og klodset ud sammenlignet med luftens fjerklædte herskere, men han var trods alt også bare en hest, der havde fået påklistreret et par, ligesom hende selv. Alligevel havde denne fremmede budbringer dog formået, at tæmme luften tilstrækkeligt til, at han kunne udnytte den til at transportere sig af sted, uden fuldstændig at tømme sig selv for kræfter. Hvordan gjorde han? De to budbringere hang nu direkte over for hinanden i luften, hvor her især et gult og et rødt blik, betragtede den anden. De var så forskellige som nat og dag, men alligevel ens. Det var hingsten der valgte at bryde stilheden. Hans stemme var kold som is, men alligevel med et venligt tonefald. Hun skulle ikke kæmpe mod luften, men betragte den som sin ven. "Men.. Men hvordan?" Hun var usikker på, hvad han mente.