De forkrøblede træer i Kantos indre, stod som mørke kontraster til den lyse nattehimmel som man kunne skimte gennem de tørre grene. Skovbunden var halvsmattet omkring den lille bæk Recimir stod i. Hans mule hang lige over den våde overflade, og lod næseborene snuse skeptisk til den, inden han tog en slurk. Kanto var egentlig en af hans yndlingssteder og han kendte det efterhånden ret godt. Her havde han fred og ro, og her kunne han blive ét med de mørke omgivelser, da lyset havde svært ved at bryde igennem. Desuden tilbød det et sted for ham at sove når dagen begyndte at gry.
Han gjorde en synkebevægelse og hævede hovedet en anelse. Det tomme, liveløse blik scannede ligegyldigt omgivelserne, for at orienterer sig om hans placering. Måske skulle han søge ud mod den mere nordlige egn af skoven? Der ville han finde et godt ly, og noget bedre græs.. Det der var her, havde samme kvalitet som ukrudt. Ikke noget der ville give ham den manglende næring, ej heller noget han nogensine ville stoppe i sin mund. Kvalitet frem for kvantiet, tænkte han og begav sig dovent videre.

Skyggerne fra de sovende træer var næsten ueksisterende, da her alligevel var så lidt lys, at kun Beica triumferede over denne skov. Det var et ganske vellidt sted af den sorte hingst, der nu bevægede sige gennem træerne og skovdampen, der var her og der. Han bevægede sig i øjeblikket udenfor Lux Umbras område, men der var ingen helt bestemt grund til dette. Ikke indtil han havde opfanget lugten af en fremmed hest. En han havde fundet andre steder i Kanto, hvilket indikerede at vedkommende tilbragte meget tid her og derfor kendte skoven og var vel vant til den døsige atmosfære der lå i skoven.. Han ville have absolut intet imod, at vide hvem der bevægede sig her inde i skoven så tit som denne, da denne måske kunne fristes med en plads i en flok, en der kunne tilbyde en mening, noget at give sig til i stedet for at vandre Kanto skoven tynd.. Han slog kort med den blå hale bag sig, inden hans lavt hængende hoved blev hævet og de sorte ben bar ham frem i en trav. Han fulgte det fremmede spor med de gule øjne på stilke, på udkig efter enhver der kunne eje denne lugt. Hvis denne viste sig at udgøre en trussel, på nogen måde, mod de heste, der havde valgt at føje sig under ham tilgengæld for hans beskyttelse, så vidste han udmærket godt hvad han ville bruge denne til.. Han manglede en forsøgs kanin til den nye tilføjelse, han havde fået sig.. Helzlori havde forbandet ham, nærmere en gave, hvis du spurgte den sorte hingst, for han ville blive sluppet ud i friheden og have magten til at drive andre til vanvid.. Dog.. hvordan var ham stadig uklart, men han havde forsøgt sig på mindre dyr.. Kaniner og sådan, men indtil videre havde det endt ud i at de var gået i døden med små, ynkelige skrig.. Ikke noget der gjorde ham noget, men han var utilfreds med at han endnu ikke havde haft muligheden for at forsøge sig på en anden hest..

Skridtene var nærmest lydløse, og placringen af hver enkelt hov var af høj præcision, en medfødt evne. Og dog, var dette at vade ifølge Recimir selv. Kamouflage var nok denne hests spids kompetence, og egentlig noget der virkede fint selvom han ikke prøvede. Tilgængæld var han ikke en stærk hest, men det var heller ikke vigtigt, han havde fundet en anden måde at overleve på end at anvende brutal råstyrke. Desuden havde Recimir ingen interesse i hverken at imponere nogen, eller slås for noget. Ihvertfald ikke andet end de få ønsker hans ego med store mellemrum krævede. Dog synes disse ønsker at blive hyppigere med tiden.. Grunden for dette var en længere historie, som senere ville blive en mere markant forskel... Men for nu, ville historien blot fortsætte som den havde gjort hidtil.

Et øre roterede med hurtige reflekser, og opfangede lyden af dundrende hove. Recimir gjorde et holdt, og stod blot og lyttede nogle sekunder. En travende hest i Kanto? Det var en af de mere ukendte lyde. Normalt var de besøgende heste skræmte af skovens atmosfære, og sneg sig nærmest igennem det. Men denne her, førte sig frem. Det var højst sandsynligt ikke første gang, vedkommende besøgte dette sted. Recimirs tanker blev kort ledt hen på Frost, som han havde mødt engang. Han ville virke som typen der, ligesom Recimir selv, søgte steder som disse. Men han havde ikke forestillet sig at Frost ville føre sig frem på denne måde. Måske skulle han lade sig synke ind i skyggerne, og blot vente på at få dette individ at se..

En mager, sort krop kom til syne imellem stammerne. Hans mørkeblå man og hale gik lidt i baggrunden ligesom farven på hans krop, hans øjne lyste tilgengæld op. Recimir kneb øjnene en anelse sammen, og efterlod et delvist skeptisk og delvist ligeglad udtryk på hans ansigt. Det var et mærkeligt syn.. Men Recimir forholdt sig tavs og stille, og iagtog blot hvordan den fremmede nærmede sig. Først da denne var indenfor en vis rækkevidde, skilte han læberne og lod sin rustne, monotone stemme lyde:

"Tralvt?"

En farve fik de gule øjen til at fokusere på noget andet end mørket der lå i skoven, hvid. Hvid man og under den fandtes en krop. En krop der besad farver, der kunne glide i et med mørket. Den var ikke sort, nej, da han kom tættere på satte han farten ned og stoppede helt op ved lyden af den monotone stemme. Ganske uinteresseret så denne fremmede ud. Hingstens farve var hen i en lilla grå, men faktisk var noget hen af i en lilla den bedste farve man kunne ønske sig, når det kom til at synke væk i mørket. For en mørk lilla kunne forstyrre øjet, hvis den var den rigtige nuance, hvis man betragede natte himmelen ville man også finde lilla i den. Han sænkede hovedet en anelse og lod det kølige, gule blik hvile på den fremmede hingst. Han delte faktisk nogle træk med denne, han bar en atmosfære af mørke, af intethed. Var han tabt i en intethed, men en han ikke frygtede? Han kendte mange der frygtede deres egen tomhed og gik langt for at blive den fri, men som han selv, så var der de der havde det helt fint med deres egen tomhed.
"Enligt ikke.. "
Hans stemme var kølig, en anelse mørk, men ellers neutral og indeholdte kun det der var groet fast i den med tiden, noget der kun kunne dækkes af en maske, en han ikke havde båret i langtid.. Dog han så absolut ingen grund til at møde denne hingst med et venligt smil og et sæt indbydende ord, nej atmosfæren omkring denne afgav ikke naivitet.
"Hvad bringer dig til Kanto?"

Recimir lod blikket hvile mod hingsten. Han kunne ikke benægte at der var noget uldent ved ham. Efter så lang tid, med så mange heste, så mange nætter og så mange... Hemmeligheder i mørket. Denne hingst var ej, lig de mange andre han havde truffet. Enkelte ville minde om, men disse typer var sjældent ens, på trods af deres ligheder. Hingstens svar på Recimirs spørgsmål var kort, kontant.. Det var klart at han havde et ærinde, og havde ikke tid til hyggesnak. Om det blot var af `Høflighed` eller om det var af en dybere mening han stoppede op for at svare, var endnu uklar. Ihvertfald lod Recimir sit hovede rykke kort på sig, i form af en svagt nik. Mest for at signalerer af han havde hørt det, men ikke havde mere at sige til det. Istedet sprang han videre til hingstens spørgsmål. Recimir lod hovedet glide en anelse på skrå, nok mest fordi det var blevet en dårlig vane når han forsøgte at regne andre heste ud.

"Alderdom."

svarede han kort. En delvis sandhed. For skønt Han ganske vidst ikke var den yngste hingst i dette land, så var han heller ikke decideret gammel. Men det var vel en anden måde at sige, at han søgte fred og ro.

"Mine ører er følsomme, og trænger ofte til ro. Kanto, opfylder mine behov. Og du?"

Alderdom. En besynderlig ting. Han havde ikke følt så frygtelig meget til den, men nu var han ikke helt hvad man ville kalde normal. Han lod kort de sorte øre vippe mod ham, inden de fandt tilbage til deres vante plads. Den mørke lilla hingst så ikke ligefrem old gammel ud, men han var godt på vej ad sin sti. Ligesom han selv var, men de mange skader der plagede ham, hans led der sikkert heller ikke var for gode, de gjorde ham intet. Han var tildelt den gave, eller forbandelse, at han havde lært sig selv ikke at føle de smerter. De var blevet en del af ham og når han en sjælden gang besøgte et mere helligt og ophøjet sted der var bløde som skyer, så var det over den smerte, som han vandrede med dag ud og dag ind. Ligesom den anden, så var der intet rigtigt at sige til dette svar. Det var blot et svar på hans spørgsmål. Intet han behøvede at vide mere om.
"Jeg er blot nysgerrig efter hvem der ellers nyder Kanto ud over Lux Umbras medlemmer"
Han lod kort blot ordende lyde. Lod tågen tage dem og sluge dem. Han måtte vel hellere ligeså informere denne om, at han var lederen af den nævnte flok.
"Forresten, er jeg Insanus, Impius i Lux Umbra. "

Recimir brummede sagte ved hans ord, imens en hentydning af overvejelse klæbede sig til tonerne. Endnu en flok. En flok som nu havde gjort krav på hans helle. Først havde skyggebjergene været der han vandrede, men eftersom aktiviteten var blevet øget efter skyggehestene var begyndt at samles der, så havde han måtte forlade det. Nu var det Kanto, der var hans helle.. Ihvertfald indtil nu. Mon han også var tvunget til at forlade dette sted også? Han drog et lavmældt suk, og lod blikket falde diskret ud mod omgivelserne.

"..Snart er der intet land tilbage at erobre."

Mumlede han en smule henkastet, og nok også mest for sig selv. Dette vil betyde at, når der intet frit land var tilbage, så vil flokkene kæmpe indbyrdes for at skaffe mere territorie og større græsmarker til den voksende bestand af heste. Den uendelige jagt. Hans tanker strejfede kort, men han fik dem dog hurtigt under kontrol igen. Og han rettede atter blikket mod den fremmede, mørke hingst foran ham og opførte sig som om han hele tiden havde haft fokus og et lyttende øre på ham.

"Jeg har hørt dit navn før, Insanus." Han holdt en kort pause "Lux Umbra derimod, er et navn ukendt for mig. Fortæl mig endelig, hvilken rang denne Impius er lig med.. Og hvilken mening flokken er blevet skabt med."

Måske et lidt underligt spørgsmål, det sidste. Men det gav fin mening for Recimir, der hele sit liv havde vandret restløst og uden et mål. Således var han også stødt på Proelio, ved et rent og skær tilfælde. Det var dog intet krav.. Recimir krævede ikke noget af nogen, udover en smule intellekt og en vis modenhed. Men hvis denne flok kunne give ham en mulighed for at sætte et mål i hans liv, så lod han sig gerne melde ind. Om ikke andet, skulle han nok selv finde noget at bruge den til..