De rullende bakker, stod som sorte silhouetter i baggrunden på denne lyse sommernat. Sommer.. Lykkens tid. Varme dage, lune nætter, frodigt græs og kølige vandløb. Ren idyl. Forårs kulleren var ovre for de kåde, unge heste, og roen begyndte så småt at sænke sig over landet. Sommeren gav plads til mødre og deres unge, så de kunne vokse sig store i ro og mag. Hrmpf... Føl. Hvilken belastning at skulle leve med. Hvilken ulykke det måtte være at være hoppe. Ja, Recimir hørte en del sladder rundt omkring. Ikke noget han havde planer med at bruge til noget, men dog sad tingene fast i hans hukommelse. Og efter sigende skulle det være blevet meget "In" at tvangsbedække, og skabe flokke. Hvilket resultere i.. Ja, du gættede rigtigt, flere føl. Hvor var Recimir dog blevet træt af føl. Der var ingen direkte had til dem, ej heller brød han sig om dem, de var der bare. Men det seneste år, var antallet eksploderet, og for en periode vrimlede det med jubelidioter. Deraf havde han søgt ud mod Jupankløften og den omliggende ørken. Dér, var der da idet mindste ro. Desværre var sulten begyndt at gnave, og hans krop ved at give efter for den svækkende følelse. Han hvade derfor været tvunget til at søge ind mod frodigere områder. Så her stod han på Galkas grønne enge og lod verdenen passere forbi ham. Indelukket i sin egen verden, med et voksende problem, en gåde, der skulle knækkes.

En lille lys skabning bevægede sig med trippende skridt over de frodige bakker. Bagved hende svingede halen muntert og livligt, og blikket der skuede ud over området foran hende brændte selv med den lille glød sommeren havde bragt med sig. Glæde... Iliena var glad. Hele vinteren og foråret igennem havde hun holdt sig skjult på Slavians grunde. Hele tiden havde hendes sind været tynget af vinterens mørke og kulde, selvom hendes moder gang på gang fortalte hende at vinteren var så meget mere end det. Nogle sagde den var skabt for at sætte landet til hvile... andre blot for død. Selv ville hun helst tro på hendes moders fortællinger, men så kun den dødlignende stilhed i det hvide landskab. Men nu var det overstået! omkring hende sprang blomsterne ud i fuld flor, duften af sommer fyldte næseborene og friske vinde bar løfter om en god sommer med sig. Alt sammen den hvide skabning yndede højere end noget andet.
Skyggerne havde nået at blive lange, inden at den lyse havde valgt at forlade de strande der omkransede Proelio. Først nu gik det op for hende hvor langt væk hun havde været, og tanken om at hun nok først ville være hjemme på sikker grund en smule over midnat cirklede hele tiden rundt i hovedet på hende. Det var ikke fordi hun frygtede natten... nej, hun så og følte faktisk utroligt godt i den - et nedarvet gen fra sin moder. Men.. den var ubehagelig. fremmed. Den lyse skabning havde kun vendt sig imod de lyse dage, og glemte derfor tit og ofte nattens eksotiske skønhed. ingen havde åbnet de tindrende blå øjne op for den verden, og hun skyede den. Sov helst igennem den hver nat, og tog sig ikke tiden til at vandre med stjernerne. 

Galkas frodige enge blev mørkere og mørkere i takt med at skumringen blev til nat. Det lagde en lille dæmper på den lyses humør, og hun skævede efterhånden en smule nærvøst omkring sig. Enkelte silhuetter af heste kunne ses, men de befandt sig alt for langt væk og i den modsatte retning af det hun skulle. Ilinea ledte efter en i nærheden.. en hun måske kunne slå en smule følge med, bare noget af tiden. Og da var det hun så den lilla ensomme skabning. 
I et ryk stoppede hun op, overrasket over hvordan hun i første omgang havde overset den. Men alligevel... den var ikke just noget der skildte sig meget ud. Den gjorde ikke opmærksom på sig selv, og det var kun fordi dens man og hale lyste så skinende og klart op i sommernatten at hun havde set ham. Ørene vippede skiftevis frem og tilbage, inden at hun tog nogle fosigtige skridt ned imod den lilla hingst. Både nysgerrig af sind, men nervøs af attitude bar den velformede hoppe sig imod ham.

Hans sind, var distanceret fra omverdenen. Fordybet i sine indadvendte debatter. Af og til ville hans læbe dirre, som forsøgte han at sige det han tænke, men ikke rigtig turde. Men på trods af denne form for.. "interesse" Var hans døde, tomme blik vendt mod det samme punkt i jorden som han hidtil havde stirret på. Ikke en eneste gang havde han blinket, ikke en eneste gang hvade han ladet blikket vandre til et andet punkt. Nej, han stod fastlåst i den samme ynkelige position, der fik melankolien til at lægge sig om ham som en tyk, sort tåge. Men ligesom han stod fredeligt der, og nød roen. Lød lyden af forsigtige hove. Recimirs ører roterede med hurtige reflekser, og gjorde et fuldtoptrukket holdt. Som en hjort der sansede uvelkomne, stod ham bomstille og lyttede blot til den fremmedes skridt i mørket. Hans vejrtrækninger var uhørlige, og kun lyden af hans egne svage hjerteslag brød den tavshed der udlagde sig i den anspændte atmosfære. Det var mere end tydeligt at han ikke ville ses af nogen eller noget. Men når man tænkte på det faktum at han stod midt ude på en åben eng, på en så lys nat som denne, så var det måske en knapt så intelligent måde at reagerer på. Men til hens eget forsvar, måtte han nok indrømme at den fremmede hoppe, havde taget ham med bukserne nede. Noget der ikke var sket for ham før, og noget han egentlig lod sig irriterer af. Åh ja, irritation var noget han var begyndt at føle, irritation og frustration.. alt sammen pga. "Hende".
Og det var med den samme irritation, han meget langsomt og på en zombie-agtig måde, drejede hovedet og nedstirrede hoppen. Han så hende ganske tydeligt i natten, enhver centimeter lyste op for ham. Dette var en ung hoppe, voksen, men ung. Hendes øjne lyste af ungdommelig nysgerrighed, men hendes krop signalerede en nervøs tendens.

"...Hvide lam."

Hvæste han, ud mellem tænderne. Recimirs ellers lammede personlighed og følelsesregister, var begyndt at vågne. Det indre mørke han så ihærdigt havde forsøgt at skjule, bag dette døde udseende, var begyndt rejse sig. Hans facade var ved at krakelere lige så stille... Og inden længe ville hans sande væsen bryde frem i lyset og afsløre ham for hvad han egentlig var.. Et monster. Ja, Recimirs fremtid var grum. Men endnu, var brikkerne blot begyndt at bevæge sig indeni hans sind. Der var stadig tid, til at forhindre det. Der var stadig tid til at sætte en stopper for det. Men hvad der skulle til, var noget tiden måtte vise. Alt hvad der betød noget lige nu, var at dette lille, hvide lam nu skulle stå ansigt til ansigt med en tikkende bombe, en mystisk personlighed med et utilregneligt mørke.

Ingen reaktion. Den unge Ilinea var efterhånden kommet ret tæt på, men stadig viste den lilla skygge hende intet tegn på liv. Han stod blot, og stirrede ned i jorden. Hun stoppede nogle enkelte meter fra ham, usikker på hvor vidt hun skulle hilse eller træde tættere på. Tænk nu hvis han ikke kunne li andre i sin nærhed? Så var det nok ingen smart ide eller ngoet godt førstehånds indtryk at give. Hun tog et enkelt lille skridt tættere på, og så hastigt ned imod der hvor han stirrede så intenst. Var der noget spænende? noget hun havde overset? men nej, intet andet end græs og atter græs var der at se. Undrende glippede hun kort med øjnene, inden at hun hastigt trak hovedet til sig da den lilla gav et lille tegn på liv. 
Langsomt.. uendeligt langsomt drejede den lilla det markerede hoved imod hende. Øjnene bar intet liv.. ingen trækninger i ansigtet.. ingen vrede, ingen glæde. Blot den simple.. ingenting. Og dog, Ilinea var ikke helt blind. Dybt gemt, jah næsten som nogle gløder var der en gnist af irritation. Og den glød skulle der næsten kun pustes til, inden at den brød ud i en lys lue. Han sendte kuldegysninger ned af ryggen på Ilinea. Og den hæse sprukne stemme gjorde intet bedre... Men nej, ingen forargelse eller frygt var til at se i det tindrende og livlige blik hoppen bar. hun mødte det med en naiv nysgerrighed der ikke var tilbage hos mange i denne verden. Ikke fordi hun var for naiv eller godtroende. Men fordi hun gav denne hæslige døde skabning en lille chance, da hun faktisk gerne ville have blot en smule selskab.

"Ilinea..."

kom det lavt fra hende, og hun skiftede vægten fra det ene bagben til det andet. De mandelformede ører skiftede imellem at vippe frem og tilbage, inden at de neutralt placerede sig skiftevis. Hvad svarede man på sådan et udsagn? Blikket flakkede en enkelt gang tilbage for at se om andre skulle være i nærheden, men hendes selskab blev for i nat denne... Jah, hvad hed han egenlig? Hovedet blev langsomt tippet på sned i en spørgende gestus, inden at den lyse stemme bredte sig i natten. 

"Hvem er du?"

et simpelt spørgsmål hun gerne ønskede svar på. MEn ville hun få det? Hun havde ikke de store sociale evner den kære hoppe, s¨å det blev et noget snublende forsøg på at få en samtale igang. 

Han lod ikke blikket flytte sig det mindste, istedet blev det blot hvilende mod hendes blå blik. Det var den bedste måde at analysere hende på. Han så hvad hun nogenlunde følte, så hvad hun nogenlunde tænkte, men gjorde ingen planer om at bruge dette mod hende.. Mest fordi han ikke havde planer om at ville hende noget. Og dog... noget dybt indeni ham, havde lyst til at lade hånden lukke sig om denne uskyldige sjæl. Knuse hende. Men det var endnu ikke noget han ikke kunne kontrollere. Han ignorerede derfor denne spirende lyst, og lod sig istedet fastlåse i den samme rolle som han havde spillet så godt, og spillet i lang tid.

Den mørke mule hævedes en anelse, hvorefter hans næsebor udspilede sig og indåndende duften af hende. Da den havde sat sig i hans hukommelse, drog han et langt og dybt suk og nærmest fnøs duften af hende væk igen. Mere kunne han ikke bruge den til.

"Ilinea.. Et lille, hvidt lam. Bærer af stærke familiebånd, et sødmefuldt udseende og en personlighed der næppe er i stand til at tænke for sig selv.."

Han holdt en kort pause, og studerede hende nøje. Egentlig anede han ikke hvordan hun var, men ordet `Lam` poppede blot op i hans bevidsthed da han så hende, og han vidste bestemt hvordan et lam agerede.

"Du på afvejede min kære.. Fortæl mig, hvad foretager du dig så langt væk fra din flok på dette tidspunkt?"

Hentydningen til flokken, var igen blot en reference til hans teori om lammene, og ikke et fact han vidste om hende. Hendes eget spørgsmål til ham, lod han gå for døve ører, for nu. Det var ikke vigtigt hvad han hed.

Den frememde blev ved med at stirre på hende, og Ilinea vidste ikke om hun skulle krympe sig under det intense blik, eller bare lade som ingen ting. For jo, det var ubehageligt... ingen brød sig om at blive så nærstuderet som hun blev i dette øjeblik. Hvert et aftegn.. hver en bule og hver en form syntes hun han indpræntede i hukommelsen, og hun blev da pinelige bevidst om de små fejl hun havde. Men.. hun var altid vokset op med den tanke om at elske sig selv.. så var det ikke lige modsat af hvad hun følte nu? OVervejende bed hun sig lidt i læben, inden at hun prøvede med et svagt smil. Nej, han måtte stirre alt det han ville. Blikket var ikke nok til at hun bakkede ud. 
Da den lilla endelig hævede mulen for at hilse, var hun ikke sen til selv at trække hans fært ind. Noget sagde hende at denne skabning ikke just var en hun ville glemme.. om det så ville være et positivt eller negativt minde stod endnu i det uvisse. 

Ordene flød fra munden, og i takt med at de bredte sig ud i natten kneb Ilinea øjnene mere og mere sammen. Både i undren og mistænksomhed. Alt det han sagde var hun ikke sikker på var sandt, såvel som usandt. Men noget fik hende da til at trække følehornene til sig og hæve hovedet en anelse. Ude i stand til at tænke selv? Tavs stod hun, imens han forsatte - denne gang med et spørgsmål. Jah... hendes intuition med at skabe en samtale var da lykkedes - så kunne en ting krydses af på hendes ikke eksisterende liste over ting hun skulle nå i nat. 

"Sikke et sats fremmede.. du har kun hørt det der muligvis kunne være mit navn - og alligevel sætter du sådanne ord på mig?"

Kom det som en start fra hende, og hun smilede skævt. Den kvidrende stemme bar ikke tegn på at være fornærmet - næsten tværtimod? Han skræmte hende en smule.. jah. Men hans udsagn fik hende til at undres, og satte gang i hendes tankespind. Ilinea var født nysgerrig af natur.. altid ønskede hun mere viden, altid ville hun finde nye spørgsmål der ikke var besvarede. Den lille blide hoppe kunne nemt fremstå som.. ikke den skarpeste kniv i skuffen - hvilket ofte var sandt! Men sådanne et sprog havde hun aldrig hørt før.. og det vækkede det før sløve sind op. 
Forsigtigt tog hun et enkelt skridt tættere på, inden at hun prøvede med et enkelt opmuntrende smil. Han virkede noget nedtrykt..

"Men ser du, lilla hingst.. Det er en længere forklaring jeg ikke tror du gider høre. Ligesom mit spørgsmål fra før ikke blev besvaret, tror jeg heller ikke min forklaring vil lyttes til":

En pause, og hun vendte blikket imod det sted hvor solen var forsvundet. Den ville først komme frem imorgen, og Ilinea var ikke just på hjemmebane om natten. 

"Jeg kan korte det ned, hvis det skulle være et ønske?"

Recimir betragtede hende, ikke én muskel rørte sig i hans ansigt. Selv da hendes reaktion kom til syne. Han så hendes usikkerhed, og hendes forsøg på at smække en selvsikker... hvad skal man kalde det.. facade? op. Det overraskede ham ikke, det var nu meget normalt for ung hoppe at tvivle på sig selv, og finde modet til at stå ved den man er. Hendes modsvar lod sig lyde, og hendes feminine og skrøbelige stemme fyldte rummet mellem dem. Hmh.. lignende ord hvad han hørt før. Alarica, Cerwyn, Ja måske endda Kwin ville hvae sagt lignende hvis hun besad evnen til at snakke. Nu også lille Ilinea her. Han overvejede kort om han skulle fyre den samme smøre af til hende, som han havde gjort til de andre. Det plejede at lukke munden på dem, og føre ham selv videre til et nyt emne. Men ens samtaler ville begynde at kede ham..

"Jeg forsøger blot at lære dig om får, og deres afkom. Intet andet, min kære.. Jeg kan se at du en køn, ung hoppe, og jeg tænkte blot at jeg ville lære dig lidt om verdenen?"

Ganske uskyldigt sagt, og egentlig også sandheden.. Afhængig af hvem der hørte det. Recimir lyttede til hendes anden kommentar, og lod sit hovedet ryste ganske stille og ganske lidt.

"Den der vandrer i mørket, vanderer i en evighed.." - "Fortæl mig Ilinea, den der vandrer i en evighed har masser af hvad?"

Man kunne roligt kalde det en facade - og alligevel ikke... Ilinea havde ganske vidst en pæn potion mod, men ikke nok til at stå op imod uhyggelige boogy hingste om natten. Hendes mod kom primært af hendes glade og til dels naive ydre, hvor hun ligepræcis havde det med at se over forskellige farer når de lurede. Hun glemte det simpelthen. Hun glemte at ikke alle var som hende eller hendes familie.. hun glemte at der fandtes nogle hvor lyset aldrig nåede ned til dem. nogle hvor de forblev gemt og beskyttet af skyggerne, hvor deres tanker blev formørket og dunkle. eller.. blot anderledes?
Hans ord kom med en vis portion uskyldighed og oprigtighed, og hun nikkede langsomt og stille. Får... Han ville simpelthen - ud af det blå og uden nogen bestemt grund lærer hende om får? Tanken om at den lila uhyggelige hingst brugte sin tid hvor han stod fordybet i tanker som før... på at tænke på får fik en ringlende klar og uskuldig latter til at komme fra den hvide skabning.

"Får? Javel jah... Jeg vidste så sandelig ikke at får var en vigtig del af denne verden.. Undskyld hvis jeg gik for hurtigt frem".

Kom det ringlende fra hende, og hun smilede oprigtigt talt. Dog ændrede deres samtaleemne sig drastisk, og faldt hen på mørke og evighed. So deep - i cant even see you anymore. Ilinea spidsede tænkende munden, inden at hun tog nogle skridt til siden så hun stod med hovedet den samme vej som den lilla hingst. Og hun tænkte.. Ilinea tænkte ikke længe, men koncentreret. 

"Jeg har ikke vandret i en evighed.. men.. Tid?"

hun stillede det som et spørgsmål, da hun oprrigt gerne ønskede svaret på det spørgsmål. Ligesom hans navn. De tindrende blå øjne hvilede længe nsygerrigt over ham, inden at hun fæstnede sig ved de gyldne revner han bar omkring bugen og hovedet. Forsigtigt strakte hun ud for at lade mulen følge hans kæbe, men stoppede da og trak den til sig. Upassende... jah, men hun var kort blevet fængslet. 

"Men hvorfor vælger sådanne en sjæl som dig mørket frem for lyset? eller finder et neutralt plan.. Evigheden må da til tider være ensom at vandre i?"

Én ting man skal forstå omkring Recimir, er at det meste af hvad han siger typsik har en tvetydig mening. OG hvis du ikke er skarp, og opfanger dette, rettere sagt, hvis man er naiv. Vil man ikke kunne forstå hvad han egentlig siger. Normalt hadede Recimir at bruge tid på naive, og uskyldige heste. Men hende her, var så... uintelligent, at det ville blive nemt at `Forstyrre` hendes sind. Hvis denne samtale fortsatte, ville hun blot blive til et spil.. Personlig underholdning for ham. Hun forstod tydeligvis ikke hvad han havde sagt ved hans tidligere kommentar om fårene. Om det var fordi hun blot var for uopmærksom til at opfatte at dette var hans direkte mening om hende, eller om hun blot var for uintelligent til at forstå at hans anden kommentar blot var for at maskerer denne holdning, vidste han ikke endnu. Men hun burde være mistænksom.. Og ikke vise denne form for fascination. Recimir spillede blot med, og lod et stille nik vise hende at han godtog hendes undskyldning.

Et meget vagt smil lagde sig om hans mule, ved hendes svar på hans gåde. Men smilet var dog så svagt at det næsten ikke var til at se.

"Dygtig pige.."

svarede han.

"Tid.. Det er rigtigt, ja. Så fortæl mig endelig den længere historie, som du hentydede til."

Nåede han lige at svare, inden pigebarnet lod mulen strække sig frem, og kærtegnede de gyldne aftegn han bar langs kæben. Hendes mule var blød og varm.. Hans hud var kold og hans pels ru. Recimir fangede sig selv i at undre sig. Dette var en direkte kopiering af hans egen adfærd. Hun kunne umuligt have holdt et vågent øje med ham, og hans lange natlige rejser.. Så hvordan? Hvorfor? Recimir skubbede luft ud gennem næseborene og dannede et fnys. Egentlig mest over hendes mangel på opdragelse.

".. Mørket er ikke noget jeg har valgt."

Bed han hende af. Han drejede hovedet lidt, og vippede hovedet en anelse på skrå, og lod sit blik bore sig ind i hendes. Nu hvor hun stod ved hans side, havde hun gjort stemningen lidt mere... anspændt. Hun var ikke bange af sig, og hun trængte til at blive mere afgrænset. Eftersom andre ikke havde lært hende det, kunne han vel ligesågodt? Et stumt, nærmest hånende fnys udstødes, for at understrege at han var underholdt af hende. Han lod sin mule glide over mod hendes ansigt, og lod den ømt og blidt strejfe hendes næseryg, kun lige akkurat så han kunne mærke det bløde hårlag, idet han opstillede et blik og en stemning det var klar og tydelig om hans intentioner. Selvom han egentlig ikke ville noget, så var dette hvad han ville have hende til at tro.. så hun kan lære at holde sine naller væk fra fremmede.

"Ensomhed er en relativ tilstand."

Iliena var en naiv skabning.. ikke dum, men naiv. Og med denne naive attitude fulgte en glimrende attitude af uvidenhed og dumhed. Og jah... hvis blot hun forstod sig på at bruge denne attitude hun kunne bære så oprigtigt til noget smart - se så ville der ske ting og sager! men Ilinea var en ren skabning.. så at finde på sådan en facade faldt hende ikke ind, og lå fjernt fra hende. Måske - jah bare måske ville denne Recimir formå at tilsmudse hendes lyse sind med sine hånende ord og bagtanker. Eller, ville hendes eget lys genne denne skygge væk der prøvede at sænke sig over hende. Meget stod op til det uvisse.
Den lilla nikkede kort, og Ilinea lagde undrende hovedet på sned. Troede han på hende? Havde han ikke hørt hvordan det morede hende at han fandt på sådanne en undskyldning? Joh, gankse naiv.. men nej? Ingen humor der? Hun måtte se noget så forbavset ud, men lod den ligge der.

Han bad hende om at forklare sin uintressandte grund til at være så langt hjemmefra, men hun ønskede oprigtigt talt ikke at snakke om sådanne nonsens. Fordi noget andet fangede hendes nysgerrighed og fik hende til at bide sig kort i læben - usikker på hvor vidt hun burde spørge. Han havde jo ikke opfanget hendes tidligere joke, så hvordan ville han tage imod det? Dog nåede hun ikke at sige noget, inden at den lilla gengældte det korte strejf, dog på en mere kærtegnende måde. Forbavset så hun på den den lilla, inden at hun åbnede munden fro at sige noget. men intet kom ud? hun stod kort som lammet over den handling hun just selv havde lavet imod den anden, inden at hun fattede sig.

"Så mørket valgte simpelthen dem..?"

Han besvarede ikke hendes første spørgsmål, hun undlod at svare på hans. Stemmen var lav i forhold til den før lyse tone, men nu var han også det tættere på. Anspændt ville nogle kalde de gnister der var imellem.. Ilinea fangede ikke det ubehag over nærheden han udsendte. Halen svirpede næsten larmende i den stille nat, inden at et blidt smil omfavnede den lyse hoppes mule. Bolden var kastet videre til ham - hun ønskede et ordenligt svar. Øjnene glimtede en anelse tilbage imod ham, og hun fangede - måske med vilje, ikke hans signaler

"Og tal nu ikke udenom med får igen..."

Recimir gled tilbage i sin ih så velkendte rolle. Hans interesse i hende tog et dyk. Hendes manglende erfaring på livet, og hendes manglende forståelse for andre heste, ville gøre dette til et kedeligt bekendtskab. Hun forstod ikke hans hentydninger og forstod ikke hvad det vil sige at se verdenen gennem en voksens øjne. Hun var et blankt stykke papir, der skulle oplæres og trænes. Et føl, i en voksen krop. Recimir havde lyst til at sukke. Hun ville ikke kunne forstå..
Han lod derfor blikket vandre ud mod omgivelserne.

"Du emmer af børnehave, på trods af din alder.."

sagde han spidst.

"Har du ikke et sted du skal være?"

Han svarede stadig ikke... Den hvide hoppe røstede svagt på hovedet, inden at hun prustede stille. Jah, så var de der igen.. børnehave. Den lilla nedgjorde hende på den mest hånende måde der kunne falde ind, og hun sukkede sagte. Børnehave? Skulle hun nu også til at kalde ham; Gammel hingst der lugtede af et eller andet møg? tsk, det var ikke hendes stil.. og det var jo ikke sandheden. Han var klog - uden tvivl. Faktisk virkede han lynende intelligen, og visse punkter over hende. Og jah, han vidste nok også mere om livet og dets... forhindringer og andet. Men seriøst? Børnehave? De blå øjne lukkedes kort, inden at hun endnu engang prøvede med et smil. Jah, hun var positiv af sind. 

"Jah..  hvad kan jeg gøre ved det?"

kom det spørgende fra hende, og hun smilede skævt. Hvad kunne hun gøre? Blive en dyster alvorlig skabning? Hensunket i dybe tanker, og tavs... asocial og til tider en smule dysfunkctionel. Iliena balancerede imellem den fine vippe af voksen og ung.. Hun kunne være seriøs og skarp, hun kunne være sløv og naiv. Hun kendte ikke til andres hårdhed eller grusomhed - hun skulle nok møde den en dag! Og indtil nu havde alle accepteret hvordan hun var, og hvad hun gjorde. Hvordan hun tænkte.. men denne hingst. Han forventede at hun levede op til hans seriøse verden, istedet for at møde hende på midten. 

"Kan du i det mindste ikke sige mit dit navn?"

kom det spørgende fra hende, og hun tiltede hovedet på sned. Så vuderende og intenst på ham, inden at hun istedet vendte blikket imod hvor han så. Men der var intet specielt at fæstne blikket ved, og hun endte med at se ned imod jorden - ligesom den lilla havde inden hun overraskede og forstyrrede ham. 

"Ser du... Jeg ville skam gerne være en del af.. din voksne verden. Jeg ville gerne have alt den erfaring du har. Men det har jeg ikke... Derfor, er jeg jo ude for at lære. Så sig mig.. hvad for mig til at emme af børnehave?"

Kom det fra hende, og hun så en anelse frem for sig. Tavs, som blev der for første gang lagt en lille dæmper på det ellers glade ydre.

Et øre roterede mod hende ved hendes første svar. Han skævede til hende udaf øjenkrogen.
Allerede nu, var der mere kvalitet i hendes ord end der var før. En skam at hun ikke selv kunne se det.

"Du kan tage ved lære.."

Sagde han og lod nu et hårdt, irettesættende blik hvile på hende.

"En berøring er ikke altid lig med romantiske hensigter.. Et stirrende blik betyder ikke nødvendigvis fascination.. tænk over det, næste gang du støder på en fremmed."

Hans ord var kontante, og sagt med håb om at hun ville drage nytte af det i fremtiden. Hendes sidste to svar, hørte han udemærket, men han valgte at tage det ene før det andet.

"Du mangler en sans for realitet og du mangler forståelse overfor andre heste. Når du beder om deres navne og de ikke nævner det for dig, er det fordi de ikke ønsker at fortælle dig det. Du svæver på en sky i dit eget drømme univers, det er det der gør dig til et barn.."

Recimir tog nogle skridt frem i mørket, og sig ikke se tilbage.

"Jeg forlader dig nu Ilinea. Jeg må videre inden lyset bryder igennem." Han drejede hovedet ganske lidt og skævede mod hende en sidste gang - "husk, at et lille lam på den store, grønne eng lokker ulvene frem. Det er naturens gang."

((//out// Skal i sommerhus fra i morgen af, tænkte at det var bedre at starte ny hvis det er ))

Romantiske hensigter? Ilinea røstede langdsomt på hovedet, men nikkede så. De havde misforstået hinanden, det var sikkert. Aldrig havde hun forbundet noget... romantisk ved den lillae, og ville det nok heller ikke. Men summer summarun, hoppen lyttede. hun lyttede og nikkede kort inden at den lilla begyndte at forsvinde i det lysere mørke. Snart ville dagens sol brede sig over landet igen, og Ilinea ville igen kunne vandre i lyset hvor hun hørte hjemme. Et vamrt smil gled over den mørke mule, inden at den lilla hev hende ud af sine fantasier. Gik han?

"Men ikke alle ulve ønsker at jage i lyset. De skyer det, og det der medfølger"

kom det en smule neutralt fra hende, inden at hun let nikkede et tegn på farvel. Han dragede videre til hvorend han ønskede at... gå hen. Og hun ville efterhånden gerne tilbage til flokkesn trygge rammer. Natten havde været anderledes og spænende.. den havde været hård ved Ilinea. Og hun skulle hjem og tænke.. tænke over hvad den lilla skygge havde sagt og fortalt hende.
Med et lille muntert spring hoppede hun fremad, og travede med løftet hoved imod Slavians grænser.

//Out - helt sikkert du Og god sommerferie-hus-ting <3