![[Trinse] Mephisto Avatar](https://i.imgur.com/Ebs9gil.png)
Post by [Trinse] Mephisto on Jul 1, 2014 17:28:54 GMT 1
M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"
Den blodrøde kæmpehingst kom langsomt skridtende. Den milde aftensol varmede hans pels og badede området i et smukt, helt specielt lys. I horisonten sås den store vulkan, Støglit. Mephisto havde vandret hele dagen og var straks blevet draget mod denne store skabelse, da han havde spottet den i det fjerne. Han havde ikke lavet andet end at vandre, siden han ankom til det fortryllende land, Proelio. Men det generede ham slet ikke. Han havde end ikke skænket det en tanke, at det var hårdt for hans krop, og at smerten efterhånden gennemsyrede hans ben. Han var en rigtig eventyrer, og han kunne slet ikke styre sin trang til at udforske dette berigende land.
Han ankom til vulkanen og lod sit blik stige til vejrs. Den enorme skabelse strakte sig, så langt øjet rakte og fyldte hele ens blik. Det var et betagende syn, og Mephisto fandt sig selv måbe. Han havde rejst mange steder gennem verden, men ej havde han nogensinde været så tæt på en vulkan før. Alt inde i ham skreg på eventyr blot ved synet af den. Han mærkede, hvordan hans ømme ben blev fyldt med energi igen. Han fik en ubegribelig trang til at udforske, undersøge og gå på opdagelse i dens indre. Han ville hele vejen op til toppen og se det sprudlende lava stige til vejrs.
Han kunne dog godt være fornuftig, selvom det ikke altid virkede sådan. Han vidste, at det ville være en dårlig idé at begive sig op på vulkanen, når han ikke havde hvilet i lang tid. Man vidste jo aldrig, hvad der ventede af farer deroppe. På en hvilken som helst anden dag ville det være umådeligt spændende - men han vidste, at han måtte være i topform for at kunne klare turen derop, hvis han også skulle slippe levende derfra igen. Han slog derfor tanken om eventyr ud af hovedet for nu og besluttede sig for at foretage sig et eller andet mere fornuftigt - for eksempel at slukke sin brændende tørst med en tår vand.
Han lod sit blik glide langs området og fik øje på et sted med vand for enden af vulkanen. Perfekt! Han bevægede sig derhen helt tør i halsen, så det syn, der ramte ham, var meget skuffende.
„Adder badder!" udbrød han. "Det stads kan jeg da ikke drikke!"
Og ganske rigtigt. Vandet var ikke friskt, klart og indbydende - det var en sump. Det ulækre, grønne mosevand kunne tydeligt ses mellem de mange siv. Vandet lå helt stille og bevægede sig slet ikke, så det var helt tydeligt, at sumpen var rådden og død. Han skar en væmmelsesgrimasse, inden han vredt sparkede ned i vandet med sit enorme forben. Hvordan skulle han nu få slukket tørsten?
„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"
Den blodrøde kæmpehingst kom langsomt skridtende. Den milde aftensol varmede hans pels og badede området i et smukt, helt specielt lys. I horisonten sås den store vulkan, Støglit. Mephisto havde vandret hele dagen og var straks blevet draget mod denne store skabelse, da han havde spottet den i det fjerne. Han havde ikke lavet andet end at vandre, siden han ankom til det fortryllende land, Proelio. Men det generede ham slet ikke. Han havde end ikke skænket det en tanke, at det var hårdt for hans krop, og at smerten efterhånden gennemsyrede hans ben. Han var en rigtig eventyrer, og han kunne slet ikke styre sin trang til at udforske dette berigende land.
Han ankom til vulkanen og lod sit blik stige til vejrs. Den enorme skabelse strakte sig, så langt øjet rakte og fyldte hele ens blik. Det var et betagende syn, og Mephisto fandt sig selv måbe. Han havde rejst mange steder gennem verden, men ej havde han nogensinde været så tæt på en vulkan før. Alt inde i ham skreg på eventyr blot ved synet af den. Han mærkede, hvordan hans ømme ben blev fyldt med energi igen. Han fik en ubegribelig trang til at udforske, undersøge og gå på opdagelse i dens indre. Han ville hele vejen op til toppen og se det sprudlende lava stige til vejrs.
Han kunne dog godt være fornuftig, selvom det ikke altid virkede sådan. Han vidste, at det ville være en dårlig idé at begive sig op på vulkanen, når han ikke havde hvilet i lang tid. Man vidste jo aldrig, hvad der ventede af farer deroppe. På en hvilken som helst anden dag ville det være umådeligt spændende - men han vidste, at han måtte være i topform for at kunne klare turen derop, hvis han også skulle slippe levende derfra igen. Han slog derfor tanken om eventyr ud af hovedet for nu og besluttede sig for at foretage sig et eller andet mere fornuftigt - for eksempel at slukke sin brændende tørst med en tår vand.
Han lod sit blik glide langs området og fik øje på et sted med vand for enden af vulkanen. Perfekt! Han bevægede sig derhen helt tør i halsen, så det syn, der ramte ham, var meget skuffende.
„Adder badder!" udbrød han. "Det stads kan jeg da ikke drikke!"
Og ganske rigtigt. Vandet var ikke friskt, klart og indbydende - det var en sump. Det ulækre, grønne mosevand kunne tydeligt ses mellem de mange siv. Vandet lå helt stille og bevægede sig slet ikke, så det var helt tydeligt, at sumpen var rådden og død. Han skar en væmmelsesgrimasse, inden han vredt sparkede ned i vandet med sit enorme forben. Hvordan skulle han nu få slukket tørsten?
„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"
- Trinse
