En hingst der var forholdsvis ny i landet trådte ud af Aisla skoven hvor han havde brugt det meste af sin tid siden han kom til. Farvespillet der inde var fantastisk og der var så mange ting som han aldrig havde set før! En helt ny form for lys. En helt ny form for kunst!!! 
Hingsten selv var et stykke kunst for sig selv. Hele hans pels var stribet i mange forskellige selvlavede farver, og større eller mindre stykker metal hang ud fra hans hoved og hove. Hans hale var klippet ved roden, og hans man var kort og lå vild omkring hans hals. På trods af det kaotiske udseende havde hingsten altid et smil på mulen, og var aldrig i dårligt humør. Han var ikke til at tage fejl af. 
Han trådte de sidste par skridt ud af skoven, og blev mødt af det smukkeste farvespil han havde set i sit liv. En sø lige foran han spejlede solens lys så en milliard farver stod ud til alle sider. Da hingsten var blot et føl fik han et voldsomt slag i hovedet, hvilket skadede hans hjerne minimalt. Nu så han mange flere farver en normale heste, og dermed var verdenen et stort kunstværk. Han nærmede sig søen på sine korte tynde måbende med meget forsigtige skridt.
Et lille Waou undslap hans mule da han stod kun fås kridt fra breden og så ned i det klare vand. Sådan et lysspil skulle man lede længe efter. Det lille smil han havde haft i den ene mundvig spredte sig som en skovbrand helt op til hans små regnbuefarvede øjne. 

Den grønne hoppe med de sorte og blå aftegn travede afsted, hendes to halskæder dunkede let imod hendes bringe, som hun drog frem ad. Den to farvede hale piskede kort bag hende, som hun satte over i galop. Hendes gang var stor og hun bevægede sig med en god fart over jorden og styrede uden om træerne, der var i hendes vej. Hun var yderst utilfreds med hvad der var hent flokken Aliari, sygdommen havde hærget og den ene leder efter den anden havde mødt sin ende hos den. Hun havde været så bekymret, da Diablo var sygnet hen, der havde været intet at gøre.. Hun havde halvvejs forventet faldet af den næste, dog havde hun ej håbet det. Tildels havde det været godt, at den rose besatte Brage ikke havde overtaget, han virkede ej helt god i sit sind og hjerte.. Hun sænkede farten og tog ned i en kort trav, hvor hun dansede hen over Aislas skovbund.

Blanck's øjne begyndte langsomt at skinne om kamp med lyset i søen nu var de begyndte at optage dens lys. Efter at have iagttaget den i noget tid havde han konstateret at den ikke var farlig. Noget så smukt kunne umuligt være farligt. Han sænkede sin mørke mule ned til vandoverflade og mærkede hvordan den brød den kølige overflade og gled ned i det farverige vand. Vandet var tykkere end hvordan vand normalt var, men det fik ham bare til at blive endnu mere fascineret af den mærkelige sø. Han begyndte roligt at suge vand ind og oplevede pludselig en masse smagsindtryk på en gang. Vandet var surt, sødt, salt og bittert. Alt sammen på en gang. Hingstens øjne lyste op da smilet endnu en gang ramte hans øje, et splitsekund før han lod sin massefarvede krop glide ned i vandet. 
En lyd ad hove blev tydeligere og tydeligere ovre fra skoven hvor han selv lige var kommet ud, og snart tonede en meget grøn hoppe sig frem ad skovens træer. Hun gik n,sten i et med græsset omkring dem. Da han så alle de farveintryk og mønstre over hoppens krop tøvede han ikke med at fare op ad vandet. Hans man slaskede ned på hans hals og den lille afpillede hale hang tungt bag ham. Han snublede op ad vandet og galopere med små skridt hen imod hoppen. 
Han stoppede op lige foran hende med øjnene glimrende imod hendes lyse pels. 
"Waou!!! Sikke et pragt eksemplar! Hvordan har du gjort det???" Blanck's øjne søgte hurtigt efter hendes, men han ikke ikke få sig selv til at se væk fra hendes smukke pels. Han havde aldrig set en pels så valfartet før!!!