Hoppen holdte sig som altid i skyggerne, gemte sig for at se andre an. Hun kneb let øjne sammen. Hun var allerede ved at kunne forstå historien lidt fra andre heste. Smeye, overguden kaldte man ham. Flakeze var så søn, og den som præsenterede det gode i nogens verden, så var der så Helzori, hingsten som stod for det onde. Det  var det hun indtil videre havde hørt, dog fik der rygter om en hoppe, men ingen rigtigt kendte noget til. Nogen snakkede også om krig. En krig som åbenbart ikke kunne undgåes. Hmm det var vel kort det hun havde indtil da.. Yoruichi ledte efter infomationer omkring hendes indtil videre levested for en stund. Hun ville ej blot være en af dem som gik naivt omkring, så derfor søgte hun rundt, spurgte ind til dem hun mødte omkring landet, hmm det var da en meget intressant historie, men heldigvis ikke hendes 'forretning', hun behøvede ej at bekymere sig om noget.. eller jo men ikke noget med landet at gøre, da det reelt set ikke havde noget med hende at gøre. Dog blev hun letter nød til at vide noget om det, for at vide hvor hun befandt sig, og hvad der skete her, ja altså indtil hun måtte drage videre på sin flugt væk fra SS.. Men der gik altid noget tid, de havde jo også andet at se til end at prøve at fange hende og hendes venner. Hvis bare det hele var mere simpelt, men det var det bare ikke. However, stod hoppen i hvert fald på egne ben nu, hun havde ej længe nogen støtter eller lytter ved hendes side, ej respekt fra andre, ikke at hun behøvede den, for hun havde nemlig altid hadet at flok talte formelt etc. til hende bare fordi hun var prinsesse og kaptajn. Den formalitet havde hun ej mødt her, og hvis flok kendte hendes identitet, tvivlende hun endelig også på folk overhovedet ville ændre sig her, dette land var anderledes, meget anderledes, så alle ville sikkert bare tænke wtf er SS.. 

Laylis var dukket op i Proelios land. For første gang i lang tid, var det uden en egentlig destination, alligevel vidste hun allerede inden, hvilken hest hun ville møde på sin rute. Laylis dansede afsted i sin gyldne skikkelse. Halen gled elegant hen over græsset, mens den rumlige og eventyrlige dans blev fuldført i en totaktet gang i form af den skønneste trav. Hendes øjne glimtede, mens pandelokken let flød til siden og gik i et med manen, som flagrede i de blideste bølger omkring den gyldne krop. Hun slog et syngende og eventyrligt slag med den tunge hale, så guldet omkring den let raslede. Hun stoppede op, og et varmt smil formede sig over den guddommelige mule, da hun fangede bevægelse i skyggerne. "Vær hilset Yoruichi Shihoin, beboer af Proelios land" Hilste hun i den varmeste og blideste tone, mens hun betragtede den mørke-gyldne ehoppe med den lillafarvede silhouette af man og hale.

Hoppen hørte lydene langt, før stemmen lød. Men først da hoppens stemme lyd fandt hun ud af stedet hvor hoppen befandt sig. Overrasket drejet hun rundt og til syne kom en lys hoppe. Hun trådte ud af skyggerne. Hun kendte dig hoppen for rygterne.. men intet navn havde hun endnu fået.. "beboer? er det ikke for meget sagt gudinde" hendes stemme var drilsk, men smilet og øjne lyste dog kærligt. "hvad er fortjensten for en guddommeligt selskab?" spurgte hun let. Yoruichi havde endnu valgt ej at følge nogen. Hun så som sagt ikke grund til at følge nogen. Dog ikke at hun ikke gav en hov, men at give en hov ud til nogen hun ej havde snakket med ville hun aldrig gøre, som hun havde set mange gøre under mødet med Smeye, den blå gude hingst. Han hungere næsten efter magt, hun havde ej noget imod ham, men hans 'trofaste' følger som blot gav deres liv væk, de kunne alle sammen ligeså godt lægge på knæ for ham og bede om nåde... det var næsten det samme som de gjorde jo, så ingen forskel.. Hvorfor gav folk deres sjæl og liv til andre? sådan uden at vide hvem denne fremmed var og hvad de endelig blev udsat for.. Det var vanvid i Yoruichis øjne.

Laylis lod det funklende blik glide over hoppen, mens hun lyttede til ordene. Der var noget drilsk over hendes måde at forme ordene på, men alligevel oplystes hendes øjne af varme på en kærlig måde. "Foretrækker De da, at jeg benytter mig af ordet gennemvandre i stedet?" Spurgte hun derfor, for hvis Yoruichi ikke mente, at hun var en beboer, måtte hun jo vandre igenenm landet. Laylis havde dog forudset noget andet, men det var op til hoppen at vælge, hvad hun ønskede at gøre. Alle havde muligthed for at ændre deres fremtid, ligeså vel som de kunne vælge at holde den sti, som var blevet pålagt dem. "De min kære, søger noget. Noget som har vækket min interesse" Lød det over hendes læber i en syngende og kærlig melodi. Hun havde skam set, hvad hoppen havde været igang med med de andre væsner og vidste, hvad det var hun søgte. Men var det det der havde draget Laylis til dette møde? Det var et godt spørgsmål. Et som hun ikke havde tænkt sig at opgive. Ikke endnu.

Hun smilte til hoppen "nej, jeg er hverken gennemrejsende eller beboer, jeg er blot en nuværende beboer. Jeg rejser når min pligt er overstået i dette land" brummede hun atter kærligt. Hun smilte stadig til hoppen "jeg søger meget kære.." hun trådte et skridt mod hoppen "men allermest af alt søger jeg noget kun i guder kan give mig.. jeg søger en tot af deres hår..." hun trådte atter tilbage.. en tot gudehår.. hun måtte tænke hun var sindsyg eller noget i den stil. Men Yoruichi gad ikke at lægge skjul på noget.

Blikket funklede, mens hun lyttede til hoppens ord. "Og hvilken pligt er det så, min kære Yoruichi Shihoin, som De føler en pligt for at få overstået i Proelios land?" Brummede hun med syngende symfonier, der fik hendes øjne til at virke mere funklende og kaosagtige end de normalt ville være, men det var bare en del af Laylis. Hun var sådan som hun nu engang fremtrådte til en hvis grænse. "En tot gudehår er ikke billigt, min kære. Det er ikke noget, jeg giver fra mig eller tillader andre at tage fra mig. Derfor må du frembringe et foreslag og lad mig høre, hvad du skal bruge disse gyldne lokker til, siden du søger dem" Laylis så afventende på hoppen. For nok kunne hun se ind i fremtid og fortiden og kendte allerede hoppens baggrund for dette, men hun ville høre hoppens egen fortælling.

Hun smilte blot kærligt til hoppe "ganske enkelt at skabe fred, sørge for at ingen uskyldige sjæle bliver ramt af gudernes vrede.." hun trådte frem "men jeg går udfra du er enig, siden den virker til De beskytter deres egen børn" hun trak en anelse på skulderne. "desværre ikke. jeg ejer ikke meget, men kan kun tilbude at beskytte dem du har kært så godt som muligt. og disse lokker er til en ting af en art, om jeg selv skal bruge, en amulet, som jeg ønsker meget, en ting som vil gøre mit ophold her en del letter, ej til ondt, ej til krig. blot til at kunne blive i landet længere, og for at få den er en tot af Deres hår min nøgle" Hun smilte stadig, selvom hun udemærket godt vidste hoppen godt vidste nok alt det hun havde fortalt, det var også sandt. Yoruichi kunne ikke løbe med en hvid løgn uden hoppen ville opdage dette, dog ville hun heller ikke det, for Yoruichi havde entenligt ingen onde intationer, hun ønskede blot landet igen kunne leve i harmoni, og ønskede ingen kom til skade..

Laylis lod blikket hvile mod hoppen. "Og hvorledes kender du til, om jeg beskytter mine børn eller ej, eller om jeg overhovedet har nogen?" Hoppen måtte have kendskab til Laylis på en eller anden måde og hun måtte derfor vide, hvem der havde fortalt om hendes færd i landet. Det var ikke noget, som mange havde nys om. "En amulet, og noget af min gyldne man . Hvilken ting er dette? Jeg må bede Dem om at udpensle det fuldstændig, og give din mening, for intet er gratis her i livet min kære" Laylis så afventende på hoppen. Indtil videre havde hoppen talt sand, så hvis det fortsatte så kunne der være noget om det. Men Laylis var ikke en der frivlligt lod nogen få noget af hendes man.

Hun smilte "fermaz? ehmm Adori, og så din sidste datter, som jeg desværre ikke har fået navnet på endnu" hun smilte let. "alle børn med Flakeze." hun smilte.. "jeps. en formskifter amulet. eftersom De kender min fortid, så men da jeg forlod dette stede, forlod jeg også alle de evner jeg havde det sted, det sker.. anyway så var der en evne jeg altid har holdt af, fordi den kan hjælpe.. jeg vil kunne formskifte mig til et mindre dyr end den såkaldte ulv. Den form vil hjælpe mig med at gemme mig i landet endnu mere. og derved kan jeg opfylde min pligt, mine mål etc. " lød det stille fra hende "men har de andre spændene krav eller ønsker af pris må du endelig sige til, jeg lytter gerne"

Laylis nikkede til ordene, mens hun lyttede til hoppens forklaring. Jaså, hun kendte altså til hendes afkom efter Flakeze. "Og hvem har fortalt dig dette? Fermaz?" Spurgte hun derfor, selvom hun godt kendte svaret, men hun ønskede at finde ud af, hvordan hoppen reagerede på alle ting. Et varmt smil var over hendes læber. "Jaså, men er det min kære Smeyé der ønsker at give dig dette mod noget af mit kostbare hår? Eller hvordan forholder det sig, min kære?" Hun studerde hoppen med interesse, mens hun overvejede, hvad hun kunne stille af spændende krav ellers, men først, ville hun høre hoppens udtalelser.