den store, og meget tunge hingst, stod ude i søens klare vand. Han elskede at stå og mørke dets bevægelser, dets lethhed om sin store krop.
Hans glatte sommerpels gav et spraglet genskær i det klare vand. Han sukkede afslappet. 
Sugar længtes sådan efter selvskab. Efter at hans søn var blevet voksen følte han sig sådan alene. Der havde altid været andre heste at følges med, men det var som om at der ikke længere var noget omkring ham.
Han sænkede hovedet og så på sit lange hovskæg, der svømmede om ham som violet søgræs. Den korte hale piskede bag ham, for at få aftens myg til at lade ham være i fred.

Ourania bevægede sig roligt afsted under hendes søsters sol, som varmede hendes grå pels op denne sommer morgen. Natten havde været prydet af en stjerneklar himmel og havde nu overgivet sig til en skyfri dag. De isblå øjne var ligeledes rettet mod himlen med et kort smil, inden den store hoppe travede en anelse fremad. Halskæden dansede omkring hendes bringe, mens hovskægget piskede vildt omkring hendes piber. Den månegrå hoppe stoppede ved søens vande og sænkede hovedet for at studere det nøje, inden genspejlningen af en masse farver fik hendes til at rykke det store hoved til sig med et forskrækket fnys.  De isblå øjne stirrede nu ud på en spraglet hingst, en anelse større end hende selv. Mulen var snerpet sammen, og Ourania var stadig en anelse chokket over hendes egen uopmærksomhed.  Hingsten virkede dog ved første øjekast fredelig, men hun huskede sine egne ord om at hun ikke måtte stole blindt på nogle. 

Det gav et sæt i den store godmodige hingst, da han hørte et fnys. Han kiggede frem for sig, og så en grå hoppe stå ved vand kanten.
Han vippede det brede hoved lidt på skrå, og brummede venligt til hende. Hans øjne søgte over hende. Han havde set mange hopper i sit liv, men ikke en som denne. De var jo alle fantastik smukke, hver med deres egen charme, og denne unge dame havde det også.
Han lod de kraftige skuldre trække sig gennem vandet, uden nogen former for besvær, hen mod hoppen.
"Hej" hilste han pænt, efterfulgt af et lille nik.

Ourania kunne ikke rigtig finde rundt i sit eget hoved i det hingsten nu begyndte at bevæge sig over mod hende. Hendes blik flakkede hurtigt rundt for at danne sig et overblik over den situation som hun var havnet i. Der var ingen andre omkring dem, ingen der lå i baghold. Hun rettede derfor blikket mod ham og løftede hovedet en anelse. Ørerne vippede kort usikkert frem og tilbage, inden hun nu stod helt rankt og næsten stift og så på hingsten.  Ourania var næsten så bred som ham, mens hendes ben var yderst lange og ikke nær så kraftige. Et træk hun havde fra sin moder.  Halskæden om hendes hals glødede kort i forbindelse med hendes lille panikanfald, men hun var nu faldet til ro og pustede da ud. 

" Vær hilset. " 

Lød det næsten stakåndet fra hende i det hun havde holdt vejret. 

Hoppen virkede en anelse usikker, selvom han lige så stille bevægede sig over mod hende. Godt nok var hans ben bevægelser lidt voldsomme, men det var han jo nød til, hvis han skulle kunne komme igennem vandmasserne. Hans øjne fangede noget. En halskæde der dinglede om hendes kraftige hals, den glædede som var den skabt af ild. Hans store hoved vippede kort til den ene side, men han var efterhånden tæt på hende, og smilte i stedet venligt.
Hun var jo lige frem nervøs, den stakkels tøs. Han slog kort med hovedet, for at ryste det værste vand af pandeloken.
"Dig har jeg ikke set før, er du ny her, eller har du bare gemt dig?" Hans stemme var munter. Han nød at der endelig var en sjæl i nærheden af ham.

Ourania var usikker og yderst sensitiv, men bestemt i stand til at forsvare sig selv. Hun var dog ikke usikker på grund af hans bevægelser, men nok nærmere han blotte tilstedeværelse, men han virkede som en blid kæmpe, lidt alla hendes far, så hun slappede hurtigt af i hingstens selvskab. Hans muntre stemme lød og det fik hende til at rette ørene frem. Kunne hun stole på at den munterhed var oprigtig? Hun trak sig kort, tøvende, inden hun nu atter så på ham.  

” Jeg er født her, men har været væk, og nu kommet tilbage.. ”  

Hendes svar var kortfattet og hun svarede egentlig bare af høflighed, mens hun forsøgte at berolige sig selv. Hingsten gjorde intet forkert som sådan, men hun åbnede ikke blot op og fortalte hele sin livshistorie, faktisk var meget af det glemt, men der lå mere i Ourania end hvad hun lige gav udtryk for. Hun så kort mod himlen, det var snart tid.  

Hun virkede ikke ligefrem til at være et sludre chatol. Men så måtte han jo bare snakke. an stod med hovedet sænket, med vand til knæerne. Den korte hale viftede som et lams bag ved ham. og de klare grønne øjne gled over hendes pels.
"Så giver det jo god mening, at jeg ikke har set dig. Jeg kom først her i vinters. Foresten, jeg hedder Sugar skull, bare Sugar. Og har u så et navn?"
Han vippede hovedet på skrå igen, og havde et fjoget smil.
Det var sjældent at Sugar havde en dårlig dag, og så vidt han kunne huske, havde han kun været vred en gang i sit liv. Det lå bare ikke til ham.
Han fulgte hoppens blik mod himlen "Den er smuk.." mumlede han stille.

Hun kunne skam godt sludre, men ikke med fremmede. Hun stod blot stille og lyttede høfligt til den store hingst. Sugar Skull. Bare Sugar. Ourania sagde ikke noget til det, inden det gav et let sæt i hende, da hun jo også skulle huske at svare ham. Hun vippede ørerne frem og tilbage og hvælvede forsigtigt i halsen.  

” Ourania ”  

Lød det næsten lydløst fra hende, men hun forsøgte da i det mindste at være udadvent. Hun skulle bare tøes lidt op. Hun så atter mod den blå himmel, hvor solen var begyndt at gå ned. Hendes øjne skød kort op i en blussende glød, men faldt hurtigt igen og gløden befandt sig i stedet i halskæden, mens månen nu langsomt begyndte sin vandren op på himlen.  

Sugar var nød til at spidse øre, og lytte ordenligt efter, da den lyse hoppe sagde sit navn. Det var jo næsten en hvisken.
Men han var så stille og tålmodigt som noget andet væsen i landet. Der skulle meget til at få ham irriteret, det var nu kun hans søn der kunne det. Men det skulle børn vel også kunne.
"Sikke et smukt navn" brummede han venligt til hende.
Hans klare øjne forsøgte at fange hendes, men de søgte mod himlen, i stedet stjal han endnu en gang et glimt af hendes amulet.

Ourania vippede stille med de mandelformede ører og gemte sine øjne bag den massive småkrøllede pandelok. Hun var meget tilbageholdende, men hingsten virkede dog ganske venlig og tålmodig overfor hendes tilbageholdenhed. Hans ord fik hende til at se forlegent ned i jorden og hun gemte sit hoved en anelse væk. Hun var ikke vant til komplimenter, det var tydeligt, men hun blev dog stående da hun følte sig bare nogenlunde tilpas. Halskæden glødede svagt, næsten pulserende, men den var ikke så aktiv som den kunne være. Nogen gange kunne den nærmest blænde, alt efter hvilken sindsstemning den blev benyttet i.

En lille grin kom fra hende, og han slog afslappet med halen i mens han betragtede hende. Han tog chancen, eller, han tænkte ikke så meget over det.
Forsigtigt gik han det sidste stykke over til hende, og strakte den brede hals ud. Med spidsen af den store, men fløjls bløde mule, børstede han hendes tykke pandelok til side, så han igen kunne se hendes øjne.
Med et roligt, venligt blik smilte han til hende.
"Der er ingen grund til at gemme sig sådan" grinte han let.

Han virkede så afslappet i hendes selskab. Han måtte hvile i sig selv, men Ourania kunne alligevel ikke finde helt ro. Da han nu kom det sidste stykke mod hende, stod hun først helt stille, men da han nu rørte hende trak hun sig tilbage med et ryk. Hun var ikke klar til at en fremmed bare kunne røre hende. Hun så væk fra ham og vippede med ørerne. Hun svarede ej på hans ord, de kunne ikke svares på. Hun havde lyst til at gemme sig fra omverden indtil denne krig var ovre, men hun kunne ikke. Hun havde forpligtelser, et ansvar. Hun blev nødt til at åbne sig mere op så hun kunne finde ud af hvad der foregik.