GRIM REAPER'S WILL

Agony     |     I'm rotting to the core.

Elendighed, sorg, skam og en evig selvdestruktiv opførsel var alt Frost havde sumpet rundt i siden hans død. Han var taget som fange af et mørke han selv havde skabt, og ubevidst ladet sig drive til vanvid af stemmerne og skyggerne. Ude af stand til at række ud efter noget, eller nogen, havde hingstens moraler, fornuft og passion forladt ham til at druknes i sin egen elendighed. Mørket, skyggerne, var hans eneste støtte, og langsomt havde hingsten mistet greb om virkeligheden og sig selv. Aldrig havde han været direkte god, men den lille del af kærlighed og sjæl var blevet kvalt da han havde sluttet sig til de nådesløse skygger i døden. Hans djævelske brødre som nu slingrede og snoede sig omkring hans lange, smalle lemmer. Hviskende efter udslettelse, smerte, destruktion og røveri. Han var druknet i sin sorg, og nu stod blot en død mands krop og hans mørke tilbage, og med sine skygger og dæmoner, kunne han let sammenlignes med et hjemsøgt hus. I sin selvafsky og had havde hingsten dog overset noget der lå og ulmede i hans dybeste indre. En kraftig, ond vrede havde vokset sig større og større, imens hingsten havde haft travlt med at sumpe i sine synder og smerte. Skjult i en glemt del af sjælen, og omsvøbt af elendighedens skygger havde vreden bidt sig fast og næret på hans egen tortur. Dette var det eneste tegn på at hingsten stadig bar nogle former for følelser med sig, og Adorie, gudedatterens, fiskeri efter hans sjæl havde åbnet døren til følelserne, vreden, på klem.

Fury     |     A measure of my wrath.

Omkring ham dansede de barbariske skygger henrykt. Ondskaben løb i hans årer, også selvom han i mange år af hans liv havde kæmpet for at befri sig fra dette mørke. Han kunne intet andet end at bebrejde sjælene omkring ham til en hvis grad, for hans konkrete had og nådesløse handlinger. Hvis blot ej de havde opført sig så tåbeligt, havde han måske respekteret de pulserende hjerter og følsomme sjæle, men i stedet havde hingsten kæmpet for dæmonisk udfrielse og alt der fulgte. Hans foragt og afsky til alt levende, havde tvunget ham ind i dødens tilbedelse. Tag en sjæl og driv den ud over kanten, for at gang på gang tære alle helende sår op igen. Straf alle gode tanker og handlinger, imens mørke og død opmuntres. Tag en sjæl og torturer den til uigenkendelighed, og så vil du få et lignende svar på Frost. Hans sind var et galehus, og hans liv en sang om selvdestruktion og ødelæggelse, og en søgen efter tilfredshed; en tilfredshed som han blot fandt i den fortærende død, vold og forbrydelser.

Greed     |     Pay! You must pay!

Skyggen bevægede sig af sted i et fast, næsten sneglende tempo. Tiden hastede ham ikke - han var allerede død. En udefra ville blot se selve døden komme vandrende, et skræmmende syn i sig selv, men hvad der skete inde under den rådne pels var hvor frygten burde rettes hen. Døren til denne vrede var måske kun åbnet på klem, men snart ville døren sparkes op, og hingsten fyldes af denne voldsomme følelse. Som følge af dette undertrykte vrede kom det glubske ønske om hævn. Længe havde han beskyldt sig selv for sine synder, og altid ville hans barbariske, selvdestruktive bebrejdelse lade ham stå til regnskab for hans forfærdelige handlinger. Det utæmmede spøgelse havde dog indset, at han ej var den eneste synder i verden, eller den eneste der skulle bøde for sine tanker og handlinger. Der var ingen tvivl om at Frost fandt glæde i vold, blod og fortæring, men disse handlinger var blot konsekvenserne af et større billede som han malede med dødelige pensler. Vreden havde vokset i ham som et åbent, betændt sår, og snart ville synderne bøde for deres ondskab. Ligesom han selv gjorde. Ej handlede han i retfærdighedens ord, eller godhedens, men i sit eget. Han havde smerte nok i sig selv, til at kunne dele med resten af landet. Synderne ville bøde for hans elendighed, og i Frosts øjne var alle syndere.

De høje trækroner havde nu stjålet det sidste af solens lys. Kun en grå dis nåede ned til skovbunden, alt det varme og livgivende var opslugt af de mørke trækroner som tårnede sig op over mig. Den evige kulde og fugtighed der herskede her nede på jorden under træerne var for længst trængt ind i min tynde glatte pels. Måske jeg burde være gået et andet sted hen end i i skovens dybeste skygger? Nej, jeg havde brug for at gemme mig, havde brug for at komme væk fra alle levende væsner. Det var måske tåbeligt, men jeg var aldrig kommet mig over de ord der forlod Zarrows mund, den dag for længe siden. Den dag jeg var flygtet fra mit liv, og havde forladt alt det kendte, alle de faste rammer og regler.
Jeg ville ikke kalde det angst det jeg følte, men jeg var desperat - desperat fordi jeg for første gang var blevet kastet ud i et liv uden nogen til at sige hvad jeg burde gøre. De fleste som har prøvet et normalt liv ville nok tro man føler sig befriet, men jeg følte mig forvirret. Aldrig havde jeg stået alene. Jeg var desperat efter at finde en mester, mine nye herre.
Men alligevel var jeg søgt væk fra de andre. alligevel var jeg flygtet ind i skoven.
En gren kækkede med et højlydt smæld under min højre forhov og jeg fór forskrækket sammen ved lyden. Mine nerver hang virkelig i laser for tiden. Jeg vidste jeg va et nul, at jeg intet betød, men uden beskyttelse fra min herre var jeg et dødt nul. Jeg ville, nej, jeg måtte simpelthen, finde hjælp. Når nu engang denne uundgåelige brunst var overstået, så måtte jeg ud, ud og finde de faste rammer. De regler jeg altid havde levet efter.

(Bliver ikke så langt, for jeg skal lige 'lære hende at kende' først)

THE MONSTER I BECAME

   Frost lugtede og mærkede hendes tilstedeværelse allerede inden hun gav sig selv til kende ved at lade det ekkoende knæk lyde dunkelt igennem skoven. En del af hans barbariske sind drømte om, at det var hendes knogler, imens et andet drømte om at gøre dette mod hendes skelet. Så heldig var skyggen dog ikke. Sjældent stødte han dog på andet levende end de krybende insekter i denne del af den tavse, mørke skov, og derfor lod den barbariske hingst ikke chancen gå fra sig. Han placerede sig i skyggen, hvor det terroriserende mørke svøbte sig omkring ham som et tæppe, og derved skjulte ham fra hendes blik. Hans lange, ranglede lemmer var som sået i jorden, og hingsten bevægede ikke en mine. 

   Han betragtede, studerede det vildfarne kid, som ubevidst havde vandret ind i hans edderkoppespind. Uvidende, svag og fortabt fremstod hundyret sig i tyrannens skjulte øjne, men kunne hun virkelig være så hjælpeløs hendes krop og blik afslørede? Var dette en fælde, for at fange manden med leen og ende hans pinsler en gang for alle? Åh nej, end ikke den mest godmodige ville føle sig forpligtiget til at hjælpe hans arme sjæl med at finde fred, hvis blot den kendte til hans synder. Smerten jog i ham som evige knivstik som lemlæstede, kvalte, fortærede det sataniske bæst. Han fortjente det ganske vidst, som straf for hans uanstændige tanker, hovmodige handlinger og hærgende gerninger. Djævelen havde en særligt greb om hans sind, som havde forvredet den dystre hingst til et stort galehus. 

   ”Ingen vandrer blandt skovens dybeste skygger uden grund, MyLady.” De hæse, hvislende lyde formedes besværet i hans strube, men alligevel bar den en form for omhu og nøjagtighed da han formede ordene. Der lå ingen tvivl om at udyrets konstatering var rettet mod den vildfarne, levende hoppe. Hans skygger trak sig væk, og hun ville nu kunne se det skrækslagne syn af døden selv. Han var blot en bister blanding af en hingsts lig, og skyggernes mørke. Fordærvet, forrådnet og brutalt ødelagt til ruiner, men alligevel stod han. Som et genfærd eller et spøgelse, med lange, ranglede lemmer og et forkastende, hensynsløst mørke der hungrende strakte sig efter hende. Men han holdt det tilbage. For nu.

   Ikke mange følelser var til at spore i dødens ansigt. Hans øjne var skjult bag en tyk pandelok, imens resten af ansigtet var foldet til at matche den hensynsløse herre han nu engang var. En hjerteløs konge, djævelsk diktator og umoralsk fader. Skræmmende ville selv de modigste kalde ham, men alligevel lå der et andet lag i hans aura, som ikke blot var den griske brutalitet, eller fortærende vrede. Et svagt spor af stolthed lå i hans passive holdning, og han kunne ligefrem fremstå kongelig. Herren over skyggerne, greve af ondskaben, som blot var fanget i dette døde, fysiske fængsel.

   ”Så tillad mig, min kære, hvad er Deres anledning?”