Avalon ‹ 
Son of Halcon and Indepth

---

Græsset kildede Avalons koder. Vinden blæste, og hev og trak i hans lange man og hale. Han lod de krystalklare øjne hvile ud over Galkas store åbne område i det han bevægede sig ind på det. Det store mørke hovedet var hævet, og han skridtede langsomt og flydende af sted i sine egne tanker. Han havde ikke rigtig stødt på nogle, og vidste derfor ikke hvem der befandt sig i landet. I en glidende bevægelse stoppede den store spraglede hingst op på en forhøjning. Solen skinnede og gav hingstens skind en skinnende brun farve. Avalon blinkede langsomt, og lod blikket glide op i den blå himmel. Skyerne bevægede sig stille hen over den endeløse himmel. Han havde tit undret sig over hvad der befandt sig deroppe, om det var deroppe guderne befandt sig. Et lille smil bredte sig om den mørkebrune mule, og de krystalklare blå øjne gnistrede kort. En halv lang vampyr hjørnetand kom nu til syne da han smilte. Der var kommet flere og flere symptomer på at han ville få sin mors vampyrgen.

Her på det sidste havde han haft en særlig træng til blod og havde sørget for at holde sig på afstand af fremmede og hans familie. For det sidste han ville var at såre andre, og derfor var det sikreste at holde sig for sig selv. Hvis der var noget denne hingst holdt af så var det naturen. Han havde lært at holde af den, da det eneste han har lavet i løbet af hans unge liv, var at besøge og være sammen med sin familie, eller at gå rundt for sig selv i sine egne tanker. Der lå noget mørkt over Avalon, men samtidig var hans øjne så klare og blide at man ikke ville kunne andet end at føle hans varme. De mandel formede ører var spidsede og han sank hovedet ned til normal vandret linje igen. Hvad han lavede her vidste han heller ikke selv, men han håbede vel inderst inde på at støde ind i nogen eller nogle. Han ville gerne vide hvilke andre heste der befandt sig i landet, gå på eventyr, opleve noget væk fra de normale faste rammer med hans mor og far, som han forladt for nogle måneder siden.

Den unge hingst, fik fokus på en lille sommerfugl som bevægede sine vinger i vinden. Den kejtede rundt som om den ikke kunne finde en måde at flyve med vinden på. Langsomt lagde Avalon hovedet på sned og det ellers glatte ansigtsudtryk blev til en fortrukket undrende mine. Et fnys forlod de mørke næsebor, og han rystede hurtigt på hovedet så man og pandelok fløj om halsen på ham, som et grønligt mørkt virvar af bevægende flammer. Så stod han atter stille på forhøjningen. Græsset hvislede og kildede hans koder. Det var som om det trak i ham, og ville trække ham til jorden. Han havde engang hørt en myte om at Helzlori havde forvandlet svage sjæle til græs, så deres eneste måde de kunne kommunikere var at hvisle til de forbipasserende og håbe på at de vil kunne mærke hvordan græsset smøg sig om benene, og derefter undre sig over det.

Det var som et råb om hjælp, men der var så mange myter her i landet. Der var næsten ikke nogle der vidste hvad der var rigtig og forkert. Kun guderne selv vidste i bund og grund hvad der var rigtigt og hvad der ikke var rigtigt. Hingsten udspilede de mørke næsebor, og prustede fornøjet og afslappet. Han lod endnu engang blikket vandre, men der var stadig ikke nogle andre i nærheden. Som han stod der, så han helt majestætisk ud. Den unge hingst, slog et enkelt slag med den lange grønlige hale. Han var træt af at være på flugt, træt af at hele landet skulle frygte denne over gud ved navn Smeyé. Han kunne ikke bevæge sig frit hvor han havde lyst til at være, uden lige at se sig ordentligt omkring først.

Det at være på flugt fra ham og hans klan, gjorde at han havde svært ved at skabe venskaber og specielle forhold til andre. Der var faktisk mange grunde til at han ikke kunne have nogle relationer ud over hans egen familie. Det sidste han ville var at såre dem han havde nær, men på et tidspunkt kan man vel ikke blive ved med at skubbe andre væk? Han er alt for kærlig og blid, til at kunne leve sådan. Avalon lod blikket endnu engang glide over himmelen. Skyerne var tiltaget, og dækkede for et øjeblik den skarpe sommersol. Den skinnende pels blev til en mørk plet midt i Galka. En brise rev og flåede i hans skind, og fik fat i ham. Han mærkede kulden trænge igennem. 

---

“My thoughts are stars I cannot fathom into constellations.”
Words; 788     ···     Tagged; -

[Denne tråd er stadig åben :3]

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Mephisto travede let og elegant hen over den store, frodige eng. Græsset kildede hans koder og fik ham til legesygt at sætte farten op. Han var en stor og tung hest, men hurtigheden og elegancen kunne godt tage sit tag i hans krop, når han lige var i humør til det - og denne dag var hans humør højt! Han vidste egentlig ikke hvorfor, for hvis han skulle være helt ærlig, syntes han egentlig ikke selv, at hans første tid i Proelio havde været nogen udpræget fornøjelse. Jovist, det var da et fortryllende smukt land, men bag fortryllelsen lå også en forbandelse; og han var ikke helt sikker på, hvad han syntes om dét. Han var i forvejen en sær hest, der havde det med hurtigt at komme i konflikt med andre. Men han havde altid holdt af sig selv og stolet fuldt og fast på sit sind. Nu var han ikke så sikker på sig selv længere... Landet havde en underlig effekt på ham, og han var ikke længere sikker på, om de ting, han så, var virkelighed, eller et produkt af hans egen fantasi. Trods alt dette havde landet dog alligevel en dragende effekt på ham. Tanken om at forlade landet havde da strejfet ham - men han kunne aldrig få sig selv til at føre det ud i livet. Han hørte hjemme her i Proelio. Det kunne han mærke.

Solen stod højt på himlen og badede engen i sit smukke lys. Det havde været endnu en af de lange og alt for varme dage i Proelio, men aftensolen var indtrådt og gav landet sin behagelige temperatur. Mephisto blev ellers let døsig i denne varme og var derfor ikke meget for at bevæge sig. Men temperaturen lige nu var perfekt, og synet af Galkas smukke, åbne vidder havde tændt noget i ham og fik ham nu til at danse af sted langs det frodige græs. Hans trefarvede krop bevægede sig i sjældne, men elegante bevægelser. Det var virkelig sjældent, han gad gøre noget ud af sit tempo og måde at komme frem i landskabet på. Men af en eller anden grund var han i et forbløffende godt humør denne aften. Han følte virkelig, at han kunne tage hele verden med storm.
Han travede af sted langs den tomme eng, indtil han pludselig fik øje på en skikkelse i det fjerne. Udfra dennes udstråling at dømme, var det vist en koldblodshingst, ganske lige som ham selv. Han kastede ivrigt med hovedet og førte den kraftige hale højt bag ham. Normalt ville han stoppe op og betragte den fremmede foran ham, inden han tog beslutningen om at tage kontakt eller gå væk. Men i dag var hans humør så sprudlende, at han virkelig følte sig social; og hvor fremmed det end var for ham, følte han ikke engang nogen trang til at provokere eller på anden vis være upassende overfor denne fremmede.

Han fortsatte sit høje tempo over engen, indtil han nåede op på den høj, den fremmede hingst befandt sig på. Han stoppede op alt for tæt på den fremmede; deres hoveder rørte næsten hinandens. Et stort tandpastasmil gled over hans ansigt. Det så dog lidt mere uhyggeligt end venligt ud, da han virkelig ikke var vant til at smile på den måde til fremmede. Men det var virkelig et ægte smil. Han følte sig oprigtig glad for at møde denne fremmede og ville for en gangs skyld gerne i kontakt med denne, uden det skulle betyde, at han udsatte denne for alt muligt mærkeligt.
„Hej!" Dette var de eneste ord, der gled over hans mule.
Han var socialt akavet og kunne derfor ikke altid finde ud af at starte en normal samtale. Han var heller ikke spor høflig, så det lå ikke til ham at præsentere sig selv. Men en hilsen - det måtte da lige være sagen!

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"