Den sorte skikkelse bevægede sig med målrettede skridt gennem den evige døsige skov Kanto. De sorte, magre ben bragte ham gennem hans territorium, der havde ikke været megen aktivitet i flokken, de manglede tiden til at finde sig tilrette, tid til at blive mere resistente over for den døsige atmosfære der lå i Kanto, de fleste holdte sig nok på Galka, ved sump området eller de tørrer græs arealer. Han brude nok også få tjekket op på hvordan det gik med hans Belletor'er, tjekket op på hvordan hans søn havde det, nok også lige gøre et sving forbi Aino.. Den stædige. Dog lige nu var hans snude vendt mod det største egetræ i hele området. Han piskede kort med den falmede hale bag sig, inden han slog over i en kort trav, slog let med hovedet og et kaldende, lavt hvin forlod hans sorte mule. Han travede nogle meter tættere på det store egetræ, inden han satte ned i en rolig gang.
Det var det perfekte sted, man kunne ikke se hvad den store, sovende træ gemte på uden at gå helt tæt på det og derfor var det kun medlemmerne i flokken der kendte til dette. Det var også et perfekt sted at gemme en lille læge af vejen, så ingen skulle gå hen og overfalde denne. Egetræet var hult og der var snild plads til den lys pelsede hoppe og hendes ragelse. Hvilket det enligt ikke var.. Det var meget værdifulde ting. Han ville skam gerne vide mere om, det hendes fader havde lært hende. Det skulle være ganske spændende. Mon hun kendte til de forskellige egenskaber indenfor gift? En bedøvelse kunne ikke være helt dårlig, men han håbede at han ville kunne kontrollere hans ny fundet kraft fra Helzlori til sådan en grad, at han kunne fuldstændig lamme hans ofre i deres eget mørke. For ens mørke var lige så stort et handicap som det var en gave til sindet. Det kunne virkeligt gøre en hjælpeløs og ikke mindst svag. Dog han havde for langtid siden fundet den gyldne mellem vej.. Han stoppede op en god meter fra det sovende træ, der udgjorde hulen for den mørke floks healer.

Den lyse hoppe med alt sit tilbehør på sig, knoglerne fra døde dyr osv, stod i det store træ. Ildfluer lyste det hele kraftigt op og et forhæng af svampe og nedfaldne blade. Hun var igang med at ligge de forskellige ting på deres rette plads og hun nynnede, ja, og næsten dansede til melodierne i hendes egen hoved.

Denne hoppe var spøjs, en type der så de festfarver som andre ikke så. Desuden, kunne hun virke farlig, selvom hun ikke engang var ond. Hun så bare tingene meget anderledes - trods hendes to gode forældre der kun ønskede at alle havde det godt. Eothera tænkte at man selv bestemte om man fik en smertefuld skæbne, i alt fald på en måde.

Hendes tanker blev afbrydt i det samme da et hvin ramte træets stærke vægge og Eoa spidsede ørene, med et smørret smil om munden. Ak ja. Hvad skal den gamle hingst bruge hende til? Hun rystede hovedet så fuglekranierne raslede let, inden hun trådte ud mellem "forhænget", men dog kun lige så forhænget lå hvilende på hendes ryg. Hun så mod den sorte hingst med et smørret smil. ,,Neij, se. Har jeg fået besøg?" Spurgte hoppen, muntert, med hendes legerige sind. Hun var lidt mystisk, dog ikke på den mørke måde - på en anden måde, som var svært at forklare.

,,Hvad vil du mig, Insanus?" tilføjede hun som spørgsmål, atter med smilet om munden. Dog blev det lidt skjult bag børnekraniet. Hun forsvandt bag forhænget, men kom ud få sekunder senere - med hele den lyse palomino krop ude som havde de hvide aftegn på benene efter hendes mor. Både under øjnene og på benene.

,,Jeg er en travl ung kvinde, du ved." Åh ja. Hun havde arvet sin fars tunge og kække sind.

Han så den lyse hoppe stikke hovedet ud og stikke ham et spørgsmål. Selvfølgelig havde hun besøg, det var hans opgave indtil videre at holde styr på hvordan hans heste havde det. De var de eneste der kunne bakke ham op, de eneste der i øjeblikket var tvunget til at følge hans orde. Hendes smørrede smil kunne nærmest høres inde fra den mægtige bjørnekranium. De sorte øre vippede sig kort frem mod hende og et et smil lå over hans sorte mule. Denne hoppe var efter to ganske venlige heste, det vidste han, den ene var under hans magt i form for karantæne, ikke af nogen speciel grund, men nærmere af sikkerheds årsager.

"Dit arbejde er værdsat Eothera. Jeg kom blot for at se hvordan du havde det, om du manglede nogen form for hjælp."

Den hæse stemme svarede hende i en kølig, men venlig tone. De gule øjne studerede kort hendes udsmykninger. Fugle kranier.. Mon der var en af de utallige fugle han havde nedlagt i den samling? Det kunne være ganske sjovt. Eothera her var en hoppe til den mere besynderlige side, ikke at hun var mindre kompetent af det, nej langt fra. han arbejdede bedst med helt raske sind, men han kunne relatere og forudse en masse hos de mere ustabile, mærkværdige sind. Dog hvor længe sådan noget ville holde vidste han ikke. Han var ikke dum. På det tidspunkt Helzlori tog hans pris, tog hans sjæl, ville han miste kontrollen, i hvert fald en meget stod del af den.

Hans smil fik hendes til at blive liggende. Og idet hans svar lydes, fnisede hun, næsten drillende. ,,Oh, Insanus, jeg er rørt~" svarede hun, drillende, næsten stikkende til ham med et glimt i øjnene - øjne som er kulsorte. Fjerene som var hæftet fast på hendes ryg i form af "rygsøjlen" svajede let i vinden. Eothera stod lidt afventende, med blikket på den sorte hingst.

,,Hvordan går det med min mor?" Spurgte hun, afbrød stilheden. Man skulle næsten ikke tro den lyse hoppe beherskede den del af sig, men hun kunne være rolig. Være seriøs. Selvom hun for det meste lod sin fantasi spille ude på pelsen - noget som både skræmte og tiltrak folk.

Eoa vidste godt hendes mor var i karantæne. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun ville ikke spørger medmindre det var noget der interesserede hende - og det gjorde det ikke specielt. Ikke fordi Eoa ikke havde følelser for sin mor, for det havde hun: men det virkede ikke til hun var i fare eller noget, så var der ingen grund til at bekymrer sig mere end nødvendigt.

Hun fnyste, dog på en kæk måde. ,,Jeg er jo lidt nød til at holde øje med hende.." Indrømmede hun, egentlig uden særlig grund. Hende og den sorte hingst havde ikke rigtigt noget forhold, udover stikkende kommentarer. Men det var også morskaben værd. Hun smilede atter igen.

Eoa vidste godt hun var et barn som både var "udenfor ægteskabet" og var planlagt. Hvilket barn er to forskellige ting, som fuldstændigt modgør hinanden?

Han slog kort med den falmede, blå hale. Den tynde krop var nok ikke noget den anden ville gå indfor var en sund tilstand, for han var virkelig ikke andet end et omvandrende skelet. Et der bar en sjæl, men han bar så meget anden end blot én sjæl. Han havde fire. Ingen af dem var hele, men de var nok til at udfylde kroppen, så den kunne fungere. Hun spurgte til sin lime grønne moder. Lille, unge Eothera her var ikke født ind i flokken og havde fået lov til at tage med isn fader en stund. Dog var det rart at se hende tilbage hvor hun hørte til. Ved hans side som hans healer. Noget sagde også den sorte hingst, at han ville få brug for hende. Han havde det med at kaste sig ud i nogle mærkværdige ting af og til, især hvis han var i selvskab med hans orange flammende Dolor Fuego. De havde.. Fælles interesser.

"Din moder trives udmærket. Så vidt jeg er informeret, da er der en halvsøster på vej. "

Det var vel kun fair at han gav hende denne information. Det var enligt også vigtigt at hun vidste dette, så hun kunne træde til, hvis der skulle blive brug for hende. Dog havde den sorte Bellator Knight et had til hende, da hun ikke var hans afkom.. Et eller andet sted måtte den unge hoppe jo holde af hendes grønne moder, det var hendes der havde fodre hende og været der for hende lige fra starten og til hun blev hentet af den hingst, som var hendes fader.

"Kan jeg stille dig et spørgsmål angående dine evner?"

Hans svar fik hende til at vippe ørene tilbage. Oh ja. "Uden for ægteskabet" og alligevel "planlagt". Eoa måtte huske at hendes forældre ikke havde noget sammen som sådan, men alligevel.. Var hun gået tilbage til det kryb af en sort hingst? Hun vidste godt han rendte rundt, på jagt efter en undskyldning til at komme hen til Eoa, men Eoa frygtede ham ikke. En ting er hun havde sine evner på sin side. En anden ting var hun var det så ud til Insanus nok hellere ville bakke den lyse hoppe op, end den sorte hingst. Formodede hun.

Men hvad med hendes moder? Var hun alligevel "bare" en tjeneste, eller var hun værdsat højt hos sin grønne moder? Eoa tænkte så det knagede, åbenlyst da hoppen for det meste så ud som en der kunne tænke og snakke samtidigt.

,,Meget vel. Kom frem med det," svarede hoppen, undlod at kommenterer det angående sin moder. Hende om det. Men det er ikke sikker hun lukkede hende ind, uden hun fik en forklaring. Oh far, hvor var det, når man havde brug for det?

Eoa så mod den sorte hingst. Han var mager og tynd, men gjorde intet ved det - simpelt fordi det ikke virkede som om der var noget at gøre. Desuden var han vidst ikke åben for at blive helbredet. Det var måske også en del af hans charme.. Selvom det var en syg charme.
Tanken fik hende til at fnise lavt og Eoa vendte siden til ham, så han kunne nyde udsynet af kraniet som beskyttede hendes hoved. Ingen fra flokken havde set hendes virkelige udseende, uden alt det tingeltangel, udover dem som var i flokken dengang hun blev født.

De gloede også da hun kom ind i området. Det kunne godt være de både havde set heste med rustninger, mager, grønne, blå, lysende aftegn.. Men Eoa var et nyt pust med hendes kranier, fjer og kulsorte øjne. Måske var det også en del af hendes af hendes "jeg skræmmer folk væk", for der kom ikke så mange. Atter fik en tanke til at fnise lidt.

Udover Insanus, altså.

Det trak kort i hans smile bånd, som hun svarede. Hun havde valgt ikke at svare på informationen om hendes moder. Nogen ville nok sige at den grønne hoppe havde et lettere usundt forhold til den sorte hingst med de blå flammer, men det ville nok aldrig blive helt så usundt, som det den magre hingst havde til den grå hoppe Caeli Pluvia, hvis det gjorde, da ville han nok sætte den anden sorte hingst på plads. Han skulle ikke svække flokken ved at behandle den han elskede sådan.

"Hvor store sår kan du heale? "Han gav hende en tid til at svare, inden han kastede endnu et spørgsmål til hende. "Hvad med gift og svækkende planter? Hvad er din kendskab til dem."

Han havde absolut ingen ide om hvor i hele den vide verden hun havde fundet det bjørnekranium, han håbede det havde været dødt i langtid, da det ellers ville give grund til at at man troede, at hun bar grimme ar under al den polstring. Dog den rygsøjle hun bar måtte være ret praktisk til tider.

(Jeg ved ikke hvor magtfuld hun er, så satser bare )

,,Er du nysgerrig?" Tirrede hoppen ham let, med et smil på læben. Inden hun rystede let på hovedet, så fuglekranierne klikkede mod hinanden, raslede. Så fnisede hun let, en anelse drilsk. Men snart blev hun alvorlig igen, nej, mere tænksomt.

,,Jeg kan nok heale store sår, men det er svært at holde evnerne stærke efter jeg har brugt dem i noget tid." Svarede hoppen ærligt med de kulsorte øjne vendt mod hingsten med pelsen i samme farve. Hun nikekde let mod hovedet, mod den store, hule træstamme hvorefter hun forsvandt ind i varmen med de mange ildfluer som sværmede rundt i loftet. Hun forsatte:

,,Det mest vigtigste. Jeg kan nok alt det tænkelige også er jeg ved at se om der er flere, hemmelige gifte man ikke kender til." Svarede hoppen og vendte sit blik mod nogle krukker med væske og masse som så dødbringende ud. Sort, gul og grøn. Hun smilede da hendes blik landede på en krukke som tippede let, som man kunne se indholdet som bestemt ikke var lækkert.

Inde i hulen kunne man tydeligt se det var Eoas hjem. Kranier, planter, krykker, blade og smykker hang omkring. Det hele var fyldt med planter og udsmykket med kranier og smykker. Hun elskede sit hjem, selvom folk blev skræmt af personen der blev udstrålet her.
Heksehoppen.

Han brummede blot kort som svar på hendes første ord. Han var altid nysgerrig, når det kom til konkrete ting. Magi var en helt anden sag der skulle nogle helt andre fremgangs måder til, men dette. Dette medicinske og fysisk eksisterende hun arbejdede med var noget han vidste hvordan man brugte, for han var selv en fysisk skabning og han havde altid tyet til fysiske midler, når han havde brug for det, ikke magiske.
Hun gjorde let tegn til at han skulle følge hende ind i den hule egetræs stamme. Han ventede til hun var gået igennem til at bevæge sig og derefter videre ind i stammen. Det hele havde en tung, lettere døsig lugt. Let fugtig var det vel. Dog her var langt fra så mørkt som man skulle tro, ildfluer holdte til her ind og gav dem nok lys til at det kunne kastes tilbage fra genstande og vægge og derved give dem et billede af hvordan her så ud. Han betragtede hende vippe den ene beholder og afsløre en ganske ubehageligt udseende væske i den.

"Godt, du er en af vores redninger, hvis de skulle ende med at der kom gnidninger mellem de andre flokke. Vi er jo efterhånden vokset til hele fire flokke.. Hvad har du af væsker? Gode som dårlige. "

Redninger. Hoppen fnyste med et smil på læben. ,,Det lyder næsten helt heltemodigt at være "en redning"" kommenteret hoppen med et kækt smil på læben imens hun tog nogle blade fra et hul inde i væggen, hvorefter hun gik tilbage til ham og lagde bladene ned. ,,Smag på det her," sagde hun, uden at antyde hvad han gik med til.

Eoa tænkte sig kort om. ,,Primært giftvæske. Det er lettest at skabe gift som lammer modstanderen, både hurtigt og langsomt. Selv fortrækker jeg giften som gør fjenden langsom syg." Hun smilede.

Man skulle ikke misforstå Eoa - hun var ikke ond, mere ærlig. For, for hende var det lidt nemmere fjenden blev syg, uden at vide han var blevet forgiftet - men hurtig lammelse er vidst ligeså godt i mange tilfælde. ,,Med gode, har jeg basics: healende og mod sygdomme som forkølelse og hvid hoste. Jeg arbejder på en ny form for gift, men jeg afslører ikke hvad den kan før den er klar." Hoppen kiggede kort mod noget der blev dækket til - døde dyr som var blevet brugt i forsøg.

Det var en nødvendighed, for hun troede ikke på Insanus ville blive særlig glad hvis hun brugte flokmedlemmerne som forsøgsdyr. Hun smilede for sig selv.

Han slog kort med den falmet hale, som han lyttede til den lyse hoppe. Ville hun virkelig ikke være en redning? Det var sådan en fantastisk følelse der fulgte med det at redde andre, dog det kom også an på hvad man mest var til.. Selv fik han sine kick ud af andres skrig, deres indre smerte, fysisk pinsel og se andre vandre lige ind i en af hans små spind.. Hun lagde nogle blade foran ham. Hans øjne krøb let sammen, mistænksomt så han på hende et kort øjeblik. Hvis hun fodrede ham gift, så ville hun være værd at kravle ud af Helvede for... Hans dræber ville nok dø for hans hove, om de ville det eller ej. Og blev det ikke ham, så havde han en hjernevasket unge, der let ville kunne gå ind i et nervøst og sorgfuldt sammenbrud, der ville ende i hævn.. Han vippede det ene øre ud til siden, inden et let smil spredte sig på hans mule. Hun var ganske god, men hun havde nogle sjove interesser, nogle der fangede hans nysgerrighed.

"Sandt, det er det bedste også, men nogle gange har man ikke tid til at vente. Jeg ser helst, at du har nok smertelindrende også. Kalder du den noget bestemt? "

Han kunne jo ikke spørge efter en gift og skulle stå og beskrive hver og en af dens egenskaber. Det ville være lettere, hvis hun havde nogle navne til dem, ligesom kode navne. Hans gule øjne strejfede de ukendte blade, inden han tog dem ind i munden, tyggede og slugte dem. Hvad effekten var vidste han ikke..