PAVEL LE NOIR

"We're all drawn...

---

---

Der var faktisk ikke meget der var fast i denne verden.. altid forandrede den sig. Altid skete ting og sager, der tit og ofte fik konsekvenser senere hen i andre dele af landende. Det var engang sagt, at en sommerfugls vingeslag kunne skabe en orkan på den anden side af jordkloden. Men var det sandt? Det var ikke til at siges. Dog var en ting sikkert… den skimlede hoppe troede på det. Det var ikke meget hun troede på – for ikke at sige valgte at stole på. Men resterne af det unge og livlige sind fandtes stadigvæk i den ædle krop.. rester, der stadig kunne bevare enkelte håb og trosretninger. Hun stolede på.. at selv den mindste skabning, ville i sidste ende være med til at bestemme noget af verdenens gang. Søen Rein var et godt bevis på at intet stod stille. Vandets farver changerede dovent imellem blå og gylden, og skabte et mønster af en kaliber hun ikke just forstod. Længe havde de formørkede øjne set ned på den fremmede sø… Hun undredes længe, inden at hun med en opgivende hovedrøsten trak sig enkelte skridt tilbage og vendte om. Pavél havde ikke tiden til sådanne småting. Naturen var naturen.. den ændredes for hvert et landskab hun trådte ind i. Intet sad fast. 

Vinden gled tavst hen over det åbne landskab og løftede let op i den silkebløde man. Krøllerne dansede blidt ned over halsen, idet at den gråtonede langsomt sænkede hovedet. Kroppen bar tegn af en smule undernæring, da Pavél ofte glemte at spise. Tanker der svirrede rundt i hovedet fyldte meget, så det var faktisk… næsten dage siden hun sidst havde fået indtaget den smule næring hun behøvede. Den bløde mørke mule gled kærtegnende over det lange græs, inden at hun vovede at tage en enkelt bid. Smagen eksploderede i munden på hende, og for en stund var alt fredeligt. Saglig og overgivet til den pludselige behagelige følelse, slap hun langsomt den spændte og hævede holdning hun bar sig frem med til hver en tid. 

---

---

 to what's beautiful and broken".

  

--- Xanthir ---

En rislende lyd bar sig hen over det korte græs. Lange klare hvide hår berørte jorden kærligt og krøllede sig ind og ud af de små grønne totter. Ingenting sad fast i denne lange hvide hale, som en gråskimmelede hingst bar. Ej heller støv eller andet snavs. Han far havde lært ham dette. Ikke at holde sig ren, nej for det kunne han selv, men at lære magi. Xanthir var underlagt magi både godt og ondt. Ondt var det at en klar, skinnende, næsten blendende hvid hale var nem at se igennem den mørke skov og i månelys. Men nu var han befandt sig i Proelio var der ikke mange farer. Det var noget andet Xanthir ikke kunne forstå. Smeye havde fuld kontrol, eller det burde han som sådan tingene stod ligenu, men gjorde kun livet svært for nogle. De almindelige heste kunne roligt gå rundt og græsse, samt vægle side. Smeye eller Flakazé. Selv var han på Flakazés side, da Smeyes ’naturlige balance’ ikke kunne give mening for kun bestemte heste, som ham, med et hvidt skinnende horn i panden.

Ørene vippede og de blå øjne så sig omkring. Her var ikke noget at se i skoven og alle disse tanker omkring slaget der snart ville komme holdte ham vågen om natten. Den hvide hale lettede fra jorden og fløj roligt med sin ejer da han sprang ned i Reins mærkværdige vand. Hårene dyppede sig ikke engang, så tykt som vandet nu var. Xanthir havde før smagt på dette vand, men unlod det, da smagen ikke prægede ham. Nu kølte han blot af i det. Når man kunne stå roligt her, nippe til vandplanterne og samtigdig blive kølet af, var der ingen grund til bekymringer. Men blot sekunder efter svingede en mørk hale gennem træernes åbning…

Nogle gange var det svært at forstille sig at en verden så smuk som denne, kunne være regeret af ren ondskab. At folk her omkring kun gik rundt med sorg og smerte, uden at ligge mærke til al den skønhed der omgav dem. Grunden til at det var så svært at forstille sig er at det heller ikke er meningen at det skal være sådan. Universet vil ligges mærke til, og den hungre sultent efter nogen til at beundre dens skønhed. Men når alle her på jorden skader hinanden og tvinger dem ind i smerte, har de andet at tænke på end den skønhed. Uanset hvor gerne de vil se den kommer den i sidste række, i sidste ende.

Aime var stadig et føl, og burde ikke bekymre sig om sådan noget. Men det var bare så svært når alle omkring hende ikke havde set et smil på deres egen mule i flere uger. Aime elskede sin nye verden, og havde brugt al sin tid på at nyde denne nye verden. Det havde for det meste været alene og uden selskab. Hun beskyldte sorg og smerte for at lade hende vandre alene rundt dag ind og dag ud, uden nogen at snakke med. Uden nogen at nyde denne smukke
verden med.

De små lyse øjne gled roligt over Rien, hvor små bløde lysstriber dansede hen over overfalden i et fantastisk farvespil. Selv når hun tænkte på sådan sørgelige ting var der ikke andet at se end smil og glæde i hendes øjne. Det var ikke noget hun selv gjorde, det var bare sådan hun var. Hun var en glad personlighed, der nød livet i fulde drag og nød al dens skønhed. Præcis som det skulle være. Hendes lille tyrkise hale piskede roligt bag hende, og førte hendes søde duft rundt i vinden.
Hun tillod sig at dyppe mulen i det kølige vand og nød alle de smagsindtryk der gik hende i  møde. Selvom smagen ikke helt faldt i hendes smag drak hun videre, simpelthen for bare at nyde vandet ny hvor det var her. 
Men verdenen nu til dags kunne du ikke vide hvor længe denne sø ville kaste sit smukke lys ud over jorden.

Den gråtonede Pavél stod i noget tid sådan, hensunket i tanker såvel som minder, inden at hun endnu engang løftede det mørke hoved. En anden sjæl havde dog formået at snige sig ned i den klare sø uden det havde fanget hendes opmærksomhed, og hun vippede overrasket med ørene. Hvor længe havde hun været væk? Minutter? Måske en time? Det var ikke fremmed for hende sådan at forsvinde fra verdenen for en stund, for derefter at vende tilbage til virkeligheden kort efter. Måske… måske havde hun bevæget sig rundt imens? Det var heller ikke utænkeligt. Vandre i sine egen verden, for derefter at komme tilbage og opdage ens pludselige selskab.
En dyb brummen kom fra hoppen, og hun trådte et enkelt skridt nærmere den fremmede. De mørkeblå øjne så søgende og tænkende på ham, og fæstnede sig efter kort tid ved et langt hvidt og spidst horn han havde i panden. Jaså? Den mørke lagde undrende hovedet på sned, inden at hendes dybe men stadig feminine røst afbrød stilheden.

”Det er ikke hver dag man ser en enhjørning træde ud af eventyrene. Med forlov, hvem er de?”

Hoppens kølige blik søgte efter hans, og den sorte lange hale slog et enkelt slag bagved hende. Javel, javel.. Der skulle ikke gå længe inden at en anden hoppe sluttede sig til den mindre gruppe de havde fået dannet. Pavél så kort på hende, og fæstnede sig ved hendes farver og krop. ung, endnu ikke voksen.. dog så det ikke ud til at denne hoppe bar horn eller andet.

--- Xanthir ---

På en eller anden mystisk måde var Xanthir ikke særlig overrasket over det pludselige selskab. Hans humør og mørke tanker havde gjort ham træt i hovedet og ligenu trængte han måske allermest til lidt selskab. Men som den grå hingst sædvanlige var, indrømmede han det ikke. Han stod blot med siden til den grå hoppe og vendte hovedet med et kedsommelige og træt blik. ”Hmpr…jeg vil ikke ligefrem kalde det her en af de lykkeligste eventyr.” sagde bittert og gumlede videre på en vandplante han havde fundet. Han vendte hovedet og gik videre. Ja faktisk var han så uhøflig at han blot lod som om hoppen ikke ville ham noget.
Men hurtigt fangede noget andet hans interesse. Et mørkt føl stod nu tættere på ham og stirrede på ham. Føllet var tydeligvis en hoppe, men mindende på en eller anden måde meget om hans søn. Den tyrkise hale, kunne let minde om en lys blå. Han stirrede på hoppeføllet, indtil vandplanten der faldt ud af hans mund afbrød stilheden. Xanthir rystede surt på hovedet og vendte sig mod den grå hoppe igen. ”Er det her så din?!” Råbte han tværs over søen. På en måde og på en måde ikke håbede han ikke at føllet gik alene rundt på denne tid. Mindet om tabet af hans søn sad stadig dybt gemt i ham…

I believe in this light I see... It's a lonely light... It draws me toward it, holding me until the end.



De små øre drejede sig ved lyden af stemmer, og hun løftede det slanke hoved for at se ind i et par smukke blå øjne, der fik smilet til at løbe over hendes bløde mule. Mange ville nok tro at det var hornet i hingstens pande der fik hende til at stirre, skønt det ikke var sagen. Det var hingstens blik. Det var utydeligt hvad det fortalte. Dets historie var endnu ukendt. Mystisk. 
"Jeg er min ganske egen" sagde hun venligt, henvendt til hingstens spørgsmål i den mørke hoppes retning. 
"Mit navn er Aime. Datter af Venus og Ice" hun præsenterede sig høfligt, som hun altid havde lært at hun skulle.
Hingstens sure mine fik hende til at stoppe med at piske med halen, af ren høflighed, og hun veg ikke væk i blikket. Den bløde mule trak sig op i et venligt smil, i retningen af hoppen der stadig stod på den anden side af søen. Et smil der inviterede hende over. 
Først nu lod hun det tyrkiske blik løbe over det massive horn der skød ud af hingstens pande. Blikket var dog kun kort, da det aldrig rigtig havde været høfligt at stirre. Om hingstens var stolt af det horn eller ej.