Hear me roar!

Du ser solen eksplodere.

Det er selvfølgelig blot en illusion, men solstrålerne breder sine vinger ud over den skyfri himmel i et kort øjeblik. Først da den blændende kugle langsomt samler sig igen, ser du det. En solstråle river sig løs og daler langsomt mod Proelio i form af en gnistrende flamme.
Ikke længe efter lander det der så ud til, at være en solstråle blødt i sandet ved Ho Ra. Først da du træder nærmere gnistrer og hopper solstrålen utilfredst, og inden du når at se sig omkring eksploderer også denne lille solstråle.

Et brøl lyder da ilden spreder og former sig, indtil et flammende dyr i form af en løve af ren ild står og brøler på stranden. Omkring dens hals hænger en rødglødende amulet og dingler.

Det flammende dyr brøler fjendtligt mod dig og krummer sig sammen for at angribe...

Brænd op eller løb! Hvor langt vil du gå for at få fat på en af disse sjældne amuletter?

---

Lad mig afsløre det - Amuletten er mindst 50% naturamulet, da den ejer kræfter indenfor ildens element. Mere siger jeg ikke.

Alle karakterer må deltage i denne tråd, men det er kun tilladt at poste ét svar per karakter. For at deltage skal man blot poste karakterens reaktion og handlinger for at få fat på amuletten - og derefter er man med i konkurrencen om at vinde denne sjældne amulet. Husk at tænk på at andre også skal have lov til at poste noget efter en selv, og derfor er det ikke muligt at eksempelvis snuppe amuletten, men selvfølgelig er det tilladt at række ud efter amuletten. Dyret må gerne berøres, men det er fjendtligt og vil angribe enhver ting der nærmer sig.

Kreativitet og kvalitet vil øge chancerne, men ellers vil der trækkes lod om hvem der vinder.

I har 72 timer til at svare.
- Held og lykke.

Prussia kom langsomt og en anelse sløvt gåede stille og roligt, sådan uden at have noget at tage sig til da det hele skete. det lignede pludselig solen exploderede, et opstemt hiv forlod hans mule og et letter sindsygt smil bredte sig på hans store mule, det var da intressant. Han følgere efter, kommer tættere og tættere på. Pludselig kommer der en flammede løve ud af det. Han smilte endnu mere sindsygt, der kunne intet være bedre. Han skimte kun kort hvad der hang om halsen på dyret.. han var vel mere intrasset i at dræbe dyret for sikkert bagefter at nærstudere det om dens klamme hals. Han lettede op på bag benene i et højt stejl, imens en kampglad brummen forlod hans mule, det her skulle nok blive sjovt. Han kastede sig i et frem mod den store løve, klar til en kamp mellem liv og død hvis dette skulle være nødvendigt.

Toshiro havde var en bølle og havde bevæget sig langt væk fra venus, han var lidt for træt af de stremme tøjler han fik af Venus, så hvorfor ikke bare stikke af? Der ville sikkert ikke være nogen som ville opdage at han var draget på et lille hyggeligt eventyr på egen hånd - vel? Som han fint travede ned langs den store strand, kom der pludselig et meget interessant rødt lys ”UHHHH” lød den lille fine føllet stemme fra ham da han stirrede på den med munden åben, da det røde lys pludselig valgte at forsætte uden ham, fik han da lige lidt trav, i fuld galop satte han efter de fine røde lys, som rykkede sig derud af, han holdte sig en smule skjult da det ramte sandet, han stod der fra sin kikke post og stirrede nysgerrigt på det røde som stak ud. Han fik helt et chok da et brøl lyd og da han pludselig så det yderst fancinedernende og smukke dyr, kunne han ikke holde sin nysgerrigtet tilbage, straks satte han mod den ”Wauuw wauw wauw!!!” lød den glædelige stemme, for han ville da klart røre den smukke prægtige dyr, han ville da have det med hjem, det kunne være hans nye ven, nej nej det kunne være hans kæledyr! Pludselig dukkede en stor lys hingst frem, som så virkelig ud til at ville dræbe HANS smukke kæledyr! Det måtte bare ikke ske!! Det var jo hans..

De små lyse lange strittede lokker blev ført langs vinden da han pludselig fik travlt med at rede sit smukke kæledyr. Han kom i en kludet galop ”DU MÅ IKKE.. må ikke.. mig have…mit kæledyr” sagde han imens han løb, mod det store smukke dyr, for at komme imellem ham og hingsten, for at hugge dyret med hjem og lege med det, og have det som ven!

Ice var den første til at ankomme, men bestemt ikke den første til at sætte sig for at få fat i amuletten, for den der flammende kæmpekat var lidt en for stor mundfuld for den hvide ganger.

Nok havde han set lyset, solens bud og strålen der faldt som et stjerneskud. Naturligvis var han fulgt efter. Det var hans nysgerrige natur at være eventyrlysten og stikke næsen lidt for langt frem. Dog holdte Ice sin afstand da dyret brølede og han blev halvskræmt stående, stivnet af rædsel, indtil en dummere, lys hingst med mørke ben kom ham i forkøbet og angreb dyret der ellers var på vej mod Ice. Han så først den fremmede hingst som sin redningsmand og luntede tættere på for at hjælpe, men bremsede endnu engang da det viste sig at være Prussia. Han måtte overveje dette grundigt. Han havde endvidere ikke lyst til at sætte sig mellelm de to og finde ud af at begge parter helst så ham død med hovede serveret på en hovflade.

Næst værst var det dog da hans ældste søn, Toshiro valgte at vise sig også. Ice tænkte straks at dette var et tripple problem og sukkede opgivende. "Det her er bare ikke min dag." da hans søn viste sig at have arvet hans nysgerrighed. Hvor var Venus?! Var hende og Aime også i nærheden!?? D'; Flere han skulle beskytte. Dette var virkelig en stressende begivenhed for den stakkels hingst men hey!

Pludselig kom Ice i tanker om amuletten om hans højre forhov. Der var vand til hans ene side, klipper til hans anden side. Begge dele var en fordel her, hvis han skulle beskytte Toshiro. Han kunne enten bruge Isen som skjold eller våben og derved beskytte sin søn... i hvertfald mod ilden. Det ville være selvmord for løven at gå ham i møde hvis hans plan virkede, villle løven nemlig selv smelte våbenet eller skjoldet til vand og derved slukke sig selv, hvis den kom for tæt på.

"Toshiro!" råbte han efter føllet for at få hans opmærksomhed. Han styrtede med alle sine kræfter ned i sandet for at gå mellem Løven og hans knægt. Fuck Prussia egentlig men han kom med bag fæstningen af is lavet af havvand som pludselig skød op som piercende pigge, klar til at spidde alt der turde komme ham og hans søn nær.

Han var forpustet. 5-6 pigge i forskellige størrelser holdt løven adskildt fra de tre hingste, og Ice måtte håbe at Prussia ikke tog chancen og gjorde det af med ham mens han var svag. Han hev efter vejret, hans ben rystede og sveden piplede af den hvide hingst mens han udmattet så op for at se om hans plan virkede, om piggene smeltede og var uigennemtrængeligt for løven. Med røven mod Skoven og fronten mod havet, havde han al mulighed for at bruge mere vand og endnu engang ville han sætte en plan i værk mens flere heste strømmede hertil. En bølge af vand gled hen over løven hvor det frøs til is og smeltede rimelig hurtigt grundet temperaturstigningen.

Ice gik i knæ... Han gjorde kun dette for at beskytte sin søn og så først nu med sine hvide pupiller at løven bar en amulet som den han før havde fået sammen med gyldne ben... Måske skulle han... jo...
Han rakte ud med tænderne og sin ene forhov i et forsøg på mellem spid af smeltende is, at snuppe amuletten inden det var for sent.

Et brøl ramte den grå hingst øre. Straks mærkede han adrenalinen stige op i hans krop. Det brussede for hans øre, som havet steg op i ham. En dunkende fornemmelse steg op igennem hans hove, bredte sig ud igennem blodårene, gjorde ham ør af iver.
Et fnys forlod den brede mule, i en stor, sej bevægelse rejste han sig på de tunge bagben. Men forbene fægtende foran sig, rosenblade der spredte med vinden fra hans bryst, udstøtte han et brøl. En krigers blodtørstige kamphyl.
Den smidige krop strækkede sig i rytmiske bevægelser, gav sig under de dunrende galop trin, han tordnede afsted, så selv Sleipner ikke ville kunne følge ham.

Sveden piplede frem fra det stramme skind, ikke af anstrengelse, men af lysten til at sætte hovene i et andet væsen, at mærke livet atter strømmer igennem ham. Hvad der ventede ham, havde han ingen ide om.
Det blinde øje så han ikke som en hindring, han havde lært at leve med det, og det har ikke før været en ulempe i kamp.
Snart sank hans hove ned Ha Ros sand. Der var andre heste. Og et væsen, blussende af ild, en løve. Det hev i hans lunger, ude af stand til at styre sig selv, skrabede han huller i sandet, imens han studerede de andre heste. Den ene var et føl, de andre var to vidt forskellige hingste. Og der var is, som smeltede hastigt.

Atter satte han afsted, i en jordbunden trav, skuttende som en ræv. Han holdte sig fra de to andre heste, gik i en bue uden om dem, imens han så dette væsen an.
Snart var isen smeltede tilstrækkeligt, og pulsen i hans krop var uudholdelig.
I et stort spring, væltede han igennem de andre heste, og tog springet over resterne af isen, ind mod løven.

Hans hove kunne ikke finde fæste, der var is omkring dyret. Men Som højlandshest var han god på benene, men skøjterriet var han ikke van til.
noget fangede hans blik, en kæde, en amulet hang om løvens hals. Brage kunne smage blodet fra sine egne lunger, mærke det rende fra hans næse. Det hele på grund af ophidselsen, lysten for kamp.

Dyret sprang i mod ham, men han veg ikke, rejste sig blot, med forbene fægtende efter dyret. Men der var ikke meget at stille op, han bliver slået i jorden. Men rækker ud efter amuletten, han fornemmer den mod spidsen af mulen, men ikke mere end det.
Der lugter brændt. Brage ruller rundt i sandet. Blomsterne omkring hans hals, er svedet af, nogen er krøllet på grund af varmen, andre er forkullet. Hans lange, blonde man har også måtte smage på ildens ødelæggelse.
Han kommer endnu en gang op og stå, afventer dyrest træk, ligger en strategi.

Et brøl forlader ham som han igen fare frem mod løven.

 
  PAVEL LE NOIR

"We're all drawn...

---

---

Stormen sendte kuldegysninger op af den unge hoppes ryg, og hun klemte sig både skræmt og fortvivlet op imod hendes mor. Den sorte større hoppe var et billede af tryghed for den unge Pavél, men det syntes ikke at være nok i denne nat. Imens hun inde i hulen lå som en forskræmt lille hare, var himmel og hav i et udenfor. Dog, sov hendes mor igennem det hele… Først da Pavéls rystende krop vækkede hende fra døsen, opdagede hun hvordan den unge hoppe tog dette uvejr. Dog var det ingen delt bekymring.. hendes moders milde latter bredte sig i hulen, og den skimlede unge så med blandet forvirring og undren på hende. Hvordan kunne hun grine i denne situation? Havde vanviddet taget hende? En lille klynken kom fra hende, og hendes mor lagde blidt hovedet over den lille krop. ”Min kære Pavél… uvejret frygter du ikke. Naturens magter frygter du ikke.. respekter dem, hold afstanden. Men frygt dem ej, for de er et udslag af guderne og åndernes vilje.

---

Årene der dertil fulgte, havde altid været præget af historierne. Selv nu, huskede hun mere end hvad godt var.. og lige fra Stormslangen der blev kontrolleret af en simpel fløjte, til sommerfuglen der fløj til verdenens inde. Og selvom mange af historierne og myterne var synket hen i de skygger der fulgte hoppens sind, skinnede en da pludselig klart igennem som følge af det hoppen så. For pludselig syntes selve solen at eksplodere i et væld af gnister, bredte sine enorme vinger ud over landet, inden den endnu engang samlede sig. Dog sprang en lille gylden tråd fra solen, og syntes at lande i de røde sand ved Ho Ra.
De mørke og udtryksløse øjne fulgte denne lille stråle med simpel nysgerrighed, inden at den forsvandt bagved bakkerne. Skumringens før grålige og triste farver, var nu blevet oplyst af varme og brændende rød samt gylden. Det næsten emmede i den rene luft, og Pavél trak langsomt vejret dybt ned i lungerne. Hvad dette var, vidste hun ikke. Men det havde formået at vække bare en ensom lille gnist af nysgerrighed i den skimledes sind. Og den lille men utrolige hændelse, var nok til at fortjene hendes opmærksomhed… måske. Jah, hun håbede at denne lille gnist kunne vælde ud i et flammehav – thi hun savnede disse følelser.

En sagte raslen fulgte den skimlede, idet at hun tavst bevægede sig igennem skoven. Den smukke skov, der sendte lyse og grønne stråler ned imod hende. Hun skilte sig ud fra dette livlige område som en plet sort på hvid – og vidste det udmærket godt. De gråtonede farver… den livløse attitude. Hun vandrede tomt i et hav af liv… sommeren var i fuldt flor, men dette syntes ikke at smitte af på Pavél le Noir. Dog afbrød kort efter flere brøl den idylliske summende stilhed der havde fulgt med, og hun hævede da hovedet langsomt. Dette skulle nok blive spænende.. De mandeformede ører vippede skiftevis frem og tilbage – lyttende efter mere. Men ingen andre lyde kom, og det trak i den sorte at finde ud af hvad kunne frembringe andre hestes kampbrøl på denne måde. Tempoet blev øget.

Men da Pavél trådte over lerklitterne, var det ganske rent ud sagt kaos der mødte hende. Heste der åbentlyst angreb den flammende skabning, pigge af is der hastigt smeltede, en enkelt sunket i knæ og et føl. Alle sammen voksne hingste. Men nej, der var ikke disse fremmede sjæle der stjal hendes opmærksomhed… Det var den flammende løve. Den flammende, gnistrende og arrige ilsjæl, der var trådt ned fra solen. Som trådt ud af fortællinger var denne, og minderne skyllede ind over nethinden på Pavél. Ildvæsner.. ”respekter dem, hold afstanden. Men frygt dem ej, for de er et udslag af guderne og åndernes vilje”. Stemmen ekkoede igennem hovedet, og hun så med en blanding af stille vrede og skepsis på de fremmede. Ildløven så ikke just ud til at være venlig af sind, så det var næsten et dødsønske at nærme sig den på denne måde. Ååh, hun savnede det nu… Diaval, kræfterne… magten til at tale med disse ånder. En ånd, der var udsprunget af solen og manifesteret sig i en form af løve. Ligesom hendes var en ravn… det var en dræbende skønhed hun var vidne til, men som i dette øjeblik blev ruineret af disse fremmede.
Med afmålte og skridt gik den skimlede skyggevandrer nærmere. Hele tiden vedblev det dybe blik på dem, men stoppede da med en afstand på nogle meter. Det var en vild kamp, hvori det kun var den ene der var sunket i knæ. Men hvad kæmpede de over? Endnu engang tiltede det ædle hoved på skrå, inden at hun så det. Amuletten… Amuletten der glødede og skinnede som ild, og der fik enhver anstændig sjæl til at fristes til at tage denne fra løven. Kræften hun havde følt før, glødede som varme ud fra denne skabning og dens amulet. Lyset tændte kort i de mørke øjne, inden at hun sammebidt pressede munden sammen til en smal streg. Det var et kaos at træde ind i den kreds der lige nu kæmpede for at få overtaget. Og joh, hun ønskede bestemt denne magiske kæde… men ikke nok til at risikere liv såvel som lemmer endnu. Da trak Pavél sig forsgitigt nogle skridt tilbage, og ventede. Ventede på kampen var overstået… den der da havde amuletten… jah, da ville hun træde i karakter. De måtte være trætte efter kampen imod sådan et væsen… jah.. For første gang i måneder, tegnede der sig et svagt smil på den sorte mule.

---

---

 to what's beautiful and broken".

  

På egen hånd, havde den spraglede unghoppe, krydset tværs gennem det endnu fremmede lande. Uden at vide hvad, der ville vente hende af oplevelser, havde hun med hovedet løftet højt og sikkert, givet sig hen til sin nysgerrighed. Denne havde det med at lokke den unge hoppe, til de mest forunderlige steder. Dette var nok den bærende grund for, at hun nu var endt i dette land, Proelio.
På sin vej, ned gennem landet, havde hendes store, mosgrønne øjne nyt mange udsigter, og smukke syn, som hun næppe kunne sammenligne med andet hun havde set.
Specielt havde den enorme, bakkede eng Green Hills betaget den unge Tonks. Med gåpåmod, og sit endnu unge, til tider barnlige sind, havde hun kastet sig legende, rundt mellem de utallige bakker, og besteget de højeste af dem. Oh jo hun havde fået hvilet sig godt, efter al den leg. Efterfølgende, havde hun krydset igennem udkanten af landets måske største skov, Sweyitak, hvor hun på den tid hun passerede, havde set utallige slags træer, og skov miljøer! Skønt turen ikke havde været så lang. Hendes eventyrslystne sans, ville helt sikkert lokke hende tilbage til denne skove, for at se mere. Derefter var hun igen havnet på Green Hills, vel og mærke udkanten mod Sydvest.
Ved den store sø, Crystal, havde unghoppen kølet sig ned, og fået slukket sin tørst, inden på ny var draget videre, med udsigt mod nogle høje, og noget takkede bjerge, hvilke bar de mest forunderlige farver.
Den unge hoppes, efterhånden lange vandretur, havde nu ført hende til en strand, hvor sandet havde en fast kontur, og en gusten gullig farve, nærmest lidt mat og lerfarvet. Rundt omkring på områderne op mod, landet voksede de smukkeste, eksotiske palmetræer, nogle af dem endda med en slags gul frugt, med en sødlig duft.

Den særprægedes strand bar navnet Ho Ra, og strakte sig langt ned om en af Proelio’s sydligeste tanger. Så det var altså her, denne del af landet endte ud i havet?
Tonks, varme bringe, pumpede forpustet op og ned - hun havde nettop galoperet, energisk, og legende over stranden, tæt på vandkanten, da noget yderst usædvanligt, havde fanget hendes opmærksomme blik: En ildkugle, eller stråle, var dalede fra himmelen, direkte ned mod Ho Ra stranden, dog ikke på en faretrugende måde. Unghoppen havde gjordt store øjne, og vippet tvivlsomt, med sine ræverøde ører. Opmærksomt, og skeptisk, kneb hun sine mosgrønne øjne sammen. Lige efter, dette fænomen er landet på stranden, skærer en lyd gennem luften, denne lyd, kunne til gengæld relateres til noget faretruende: et kattedyr!
Med foragt, slog den unge, uvidende hoppe med sit hoved, for at dernæst at stampe forvirret i sandet. Rygtet om magien i landet, blev hende bekræftet nok en gang.
Lokket og forført, af sin nysgerrighed, tog Tonks lange, og yderst kontrollerede skridt i retning af det flammende kattedyr, der netop var dalet ned fra himmelen. Dyret markered nu sin storhed, og styrke, ved at brøle, højt og mægtigt!
Selvsikkert, men med forsigtighed og respekt, markerede Tonks sig, ligeså, med sit eget brøl - i form at et højlydt rungende vrinks, mens hun langsomt nærmede sig. Der løb næsten et lille ekko over stranden, som de to dyr brølede af hinanden. Hun var tæt nok på, til at se det var en løve, og hendes opmærksom - og forsigtighed, var nu lige så rødglødende og tændt, som den store løve. Den havde vendt sig mod Tonks, og brølede, advarende, og knurrende, mens den lokkende, svang med sin lange, elegante hale, hvorfra der hang et smykke. Nærmerebetegnet en amulet! Den unge hoppe vidste, at hun ej kunne, eller skulle, nærme sig yderligere, med mindre hun ville mætte det glubske dyr. For at markere sin forsigtighed, kastede hun, sit hoved til siden, mens hun langsomt bakkede et godt stykke væk igen. Hun skulle ikke grilles, eller ende som løvemad, men hun ville vide, hvad der var med denne løve, og den amulet. Så for nu, så Tonks til, på sikker afstand - Hvad ville der videre ske?

Sorgen over at have mistet Nox, havde fået den grå hoppe til at vande fortvivlet omkring. Hun havde ikke kunnet finde noget der kunne holde hendes humør oppe, selv ikke Lux. Hun var nærmest blevet en skygge af sig selv, gennemboret af sorg. Hun havde vandret på må og få, ved håbet om at smerten ville forsvinde. Hanmanglede, og selv ikke den kære Lux, havde kunnet få smerten i brystet til at gå væk.

Skyldfølelsen over at have forladt Lux, havde også fået hende til at vandre, og ville forsvinde fra sig selv, og hun vidste snart ikke hvem hun var længere. Sorgen havde haft gennemhullet hendes sjæl. Men lidt efter lidt, var hun begyndt at blive sig selv igen. En anden udgave af sig selv, jovist, men det var bedre end ingenting. Hun kunne føle igen, og hun havde lyst til at føle hendes krop blive udmattet og træt, for inderst inde straffede hun sig selv for hvad der var sket med Nox. Så hun havde valgt at ville galoppere sig selv træt på Ho Ras mørke sand.

Men synet der ventede hende, fik hende til at pruste nervøst. Solen eksploderede, og hun klemte øjnene hårdt i. Da hun åbnede dem igen, og fik synet tilbage, var der lys et sted midt på stranden. Sydney Sahara, eller Nera som hun ville kaldes, mærkede nysgerrigheden trænge sig på. Hun stod og kiggede vagtsomt på lyset i en rum tid, før hun forsigtigt tog et skridt frem, og var forberedt på det værste. Lyset gnistrede og før hun nåede at blinke, eksploderede den. Hun sprang forskrækket tilbage, og pustede tungt. Det der nu var formet ud af ingenting, var nu blevet til et.. kattedyr? af ild? Nera stoppede og frøs i alle muskler, imens hun kiggede så øjnene var ved at springe ud af hovedet. Hun havde aldrig set noget lignende, og hun ikke andet et at se fascineret til.

Da dyret brølede og bevægede sig, lagde hun mærke til en amulet, der hang om halsen på den. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og da hun tog et skridt baglæns, krummede dyret sig sammen. Hun følte sig draget til amuletten, og var frosset fast indtil dyret kom springende mod hende. Hun sprang forskrækket sidelæns, og da løven vendte sig for at følge efter, trådte hun hurtigt et par skridt baglæns.

"Hey. Rolig!"

Hun panikkede og råbte af dyret. Det stoppede op, og kiggede kort på hende, før den sprang frem igen. Hun satte i galop i en stor bue omkring den. Dyret stoppede op, og hun galopperede en smule væk, og holdt øje med dyret på afstand. Det kom springende mod hende igen, og hun galopperede igen væk fra dyret, denne gang med hovedet ned, og en tyggende mund, som et tegn på overgivelse.

Det var sent på eftermiddagen, solen skinnede fra en skyfri himmel, mens en let brise blæste hen over landet Proelio. På en lille eng ikke ret langt fra stranden Ho Ra, gik en enlig skikkelse og græssede. Hendes sorte pels skinnede i solens stråler, mens de andre farver hoppen besad, ikke ligefrem behøvede solens hjælp til at stråle. De var i sig selv så stærke, at selv på den mest overskyede og grå dag, ville de lyse klart op. Trudy, som var denne hoppes navn, nød et stille øjeblik, mens hun tilfreds guffede det grønne græs i sig. En kølig brise der blæste ind fra havet, og bragte den salte lugt af hav og tang med sig, fik den sorte hoppe til at løfte hovedet med blikket rettet mod Ho Ra. Med ét bredte der sig et gigantisk lysglimt på himlen, der tvang Trudy til at knibe øjnene hårdt sammen, for ikke at blive fuldstændig blændet. Alt blev i et øjeblik fuldstændig hvidt, badet i det skarpe lys fra solen, der nærmest eksploderede i en glorie af sit eget lys. Stille trak solen atter sine solstråler tilbage, og Trudy åbnede forsigtigt sine øjne. Hvad i alverden var dog det? Undrende skævede hun op mod solen, dog uden at se direkte på den. Mon det var en måde for solen at sige velkommen til sommeren på? Det var trods alt på denne tid af året, at den havde allermest magt? Det var dog ikke noget Trudy havde oplevet før, så det undrede hende, at den pludselig skulle til at begynde på det, men hvilken anden forklaring var der? Med ét blev den sorte hoppe opmærksom på, at et stykke af en solstråle rev sig løs, og ligesom et stjerneskud, dalede den nu med høj fart ned gennem atmosfæren ned mod jorden. Ned mod Proelio. Ned mod Ho Ra? Trudy gjorde store øjne, da det gik op for hende, hvor solstrålen var landet. Dette måtte undersøges! Og af sted gik det i høj fart med stranden Ho Ra.

Idet Trudys pinke hove berørte Ho Ras bløde sand, bemærkede hun med det samme, hvor solstrålen var landet. Den havde skabt en lille fordybning, hvor sandet omkring den var farvet helt sort. Med en stille gnitren lå den runde kugle og brændte, som et lille bitte bål. Hvad mon det var for noget? Med raske skridt og nysgerrigheden strålende i de smaragdgrønne øjne, bevægede Trudy sig nu over mod solstrålen. Den sorte hoppe stoppede dog overrasket op, da solstrålen med ét begyndte at sprutte og gnistre, mens den flammede op og langsomt blev større og større. Hvad var dette fænomen dog for noget? Trudy følte ingen frygt, kun undren over for det ukendte. Et lysglimt meget lig det solen lige havde præsteret, men dog langt fra lige så stærkt, eksploderede nu ud fra den lille solstråle. Endnu en gang blev Trudy tvunget til at lukke øjnene, og da hun atter åbnede dem, tabte hun både næse og mund af ren og skær forbløffelse! For foran hende lå nu ikke længere en flammende kugle, men en stor, prægtig løve lavet af røde, gule og orange flammer. Til at starte med, virkede det ikke som om, at det store dyr var bevidst om Trudys eksistens, men som Trudy flyttede lidt på hovedet, og selv fik øje på den skinnende, flammefarvede amulet som hang i løvens lange hale, gjorde hun desværre også opmærksom på sin egen tilstedeværelse. Med et øredøvende brøl vendte løven nu sit flammende blik mod den sorte hoppe. Til trods for at Trudy stod over for et væsen, der tydeligvis var mere mægtigt end hende, kunne hun ikke gøre for, at den følelse der meldte sig i hende, ikke var frygt, men irritation. For var der noget som den sorte hoppe ikke brød sig om, så var det at blive truet! De sorte ører røg direkte ned i nakken, og som løven lagde an til angreb, blottede Trudy sine skinnende, hvide tænder. Idet det store, flammede dyr kastede sig frem gennem luften, kom Trudy dog på bedre tanker, og med et ryk sprang hun til siden, og nåede lige akkurat at få flyttet sig, inden løven landede på præcis det sted, hvor Trudy havde stået for blot to sekunder siden. Et fornærmet fnys lød nu fra den sorte hoppe, men hun nåede dog på ingen måde at svare igen, før det flammende dyr slog en kæmpemæssig pote ud imod hende. Atter nåede Trudy kun lige at flytte sig i sidste øjeblik, for selvom løven var enorm, var den på ingen måde hæmmet af sin størrelse. Lugten af brændt hår nåede nu Trudys følsomme næsebor, og fortalte hende, at hun alligevel ikke havde været hurtig nok. Løvens pote havde nået af snitte hendes ene baglår, og selvom hun ikke var kommet alvorligt til skade, havde dette udfald formået at tænde et enormt raseri i den sorte hoppe. Hvor vovede den tåbelige ildebrand at rører hende! Raseriet skærpede Trudys sanser, og en underlig dans opstod nu mellem den sorte hoppe og den flammende løve. Frem og tilbage på stranden kastede de sig, løven i et forsøg på at slå Trudy ihjel, og Trudy i et forsøg på at få fat på den skinnende amulet i løvens hale. For på en eller anden måde, følte Trudy, at hvis hun bare kunne få fat på amuletten, så havde hun vundet. Dansen mellem de to lige stædige væsner kunne være fortsat til evig tid, hvis ikke det var fordi, at Trudy på et tidspunkt var kommet så langt ud mod havet, at hun med ét blev opmærksom på, at hun blev våd. En idé begyndte nu at tage form i den sorte hoppes hoved, for hvis der var noget, som ild ikke kunne tåle, så var det vand! I et forsøg på at opildne flammeløven og gøre den endnu mere rasende, begyndte hun nu at piske frem og tilbage foran den samtidig med, at hun passede på ikke at få dens kløer for tæt på. Da hun til sidst var sikker på, at hun havde hidset løven så voldsomt op, at den ville gøre alt, for at få fat på hende, satte hun i et stort spring direkte ud i det brusende hav. Som hun skævede tilbage, så hun nu, hvordan løven sprang direkte efter hende..

Daydreamer så mod himlen som et sært skær skinnede nok til at hun troede det skinnede for hende og kun hende. Hun tænkte at det var flot og ville græsse videre, men pludselig blev det varmt og noget faldt ned fra himlen. Hun fulgte det og så løven som fik hende til at løfte et bryn. "Seriøst? Ej hvor uorginalt." sagde hun og grinede et kort 'tsk'. Hun vendte sig for at gå igen, men løven angreb hende og hun pev ynkeligt da hun blev forbrændt på hasen af sit bagben. "Av! ughn!" udbrød hun og sparkede ud efter lortet der virkelig pissede hende af. "Lad mig være!!" skreg hun og buksprang som ind i fanden for at få udyret til at fortryde sit ærende. ludselig lød et Klink og hun stoppede for at se tilbage på hvad hendes hov ramte.. et smykke af en art. Hun tøvede kort, for dette ville klæde hende og kun hende! Det var en gave fra solen til at udstråle hendes skønhed til endnu flere stakkels heste der endnu ikke havde haft mulighed for at beundre hendes underskønne ydre!
Hun greb ud efter dimsen i et forsøg på at snuppe den og løbe væk derfra, men næsen for langt fremme kostede hende forbrændinger på også mulen.

Hele den sorte hoppes krop rystede. Hver enkel lille muskel i hendes krop skreg, og bad hende om at løbe. Løbe så hurtigt hun kunne væk fra det fremmede rovdyr der stod foran hende. Alligevel hold hun hovedet højt, og så lige ind i de røde øje. Hun prøvede desperat på at overbevise sig selv om at hun havde været igennem ting der var værre end det her. Men det var første gang hun stod foran et rovdyr som dette. Hendes øjne gled langsomt ned over løvens blanke skind, og fandt ind i den røde amulets skær.

Hun stod foran sin far. Lige foran ham. Se på mig når jeg taler til dig! Den sætning havde hun hørt at for meget. Men den kom ikke fra hendes far. Se på mig! skreg hun. Hingsten foran hende løftede langsomt hovedet og så ind i hendes mørke øjne. Hun hold hingstens blik. Hun åbnede munden en lille smugle, og afslørede sine blanke hvide tænder. Du har ingen magt Shadow. Du er svag! Hendes krop dirrede af vrede. svag. Hun kneb øjnene halvt sammen, og bemærkede den slående lighed mellem løvens øjne og den hingst der stod foran hende lige nu. Hun brød sig ikke om den. Uanset hvor meget du prøver ... Kommer du aldrig til at blive god nok ... stærk nok. Hun kæmpede for at trække vejret, men det var bare som om hendes lunger og hendes hjerne ikke ville arbejde sammen. Hun prøvede desperat at holde hovedet højt men hendes nakke sank sammen og vægten af hendes hoved blev for meget for halsen. Hun slog øjnene i jorden. Det kan godt være at jeg aldrig vil blive lige så stærk som dig, eller lige så god som dig ... Hendes ord var intet andet end en svag hvisken. Men for mig vil du aldrig være andet end at rovdyr. Det var der hendes øjne slog op og mødte hans.


Løvens. "Du kan ikke skræmme mig mere" sagde hun med en stærk stemme som hun aldrig havde hørt sig selv med før. "For mig vil du aldrig være andet end et rovdyr. Og jeg er ikke bange for dig mere."

(Håber jeg kan nå det ^^)

Akata havde opfanget noget spøjst ved himlen. Noget adskilte sig fra solen, gjorde sig fri som en fugleunge fra sine forældre og ned mod jorden, mod den nærmeste strand. Akata vippede ørene tilbage og trådte lidt tilbage, usikker på dette her. Hvad I alverden..? Faldt solstråler nu også fra himlen? Hun havde hørt om stjerner, men ikke selve solstråler. Hun rystede på hovedet, så den mørke man let dansede foran hendes krystalblå øjne. Det her måtte være hendes fantasi, men hun gik alligevel mod stedet, med øgede skridt.

Inden længe kom hun til stranden som spredte sig til begge sider. Noget lysende var i midten foran hende og Akata blinkede med øjnene, en anelse uvidende, inden hun så sig omkring. Det her måtte være en drøm, men hun mindes ikke hvornår hun skulle havde været faldet i søvn. Hun sukkede en smule over sig selv, inden hun lavede en lille, grinende lyd. Det her var for.. Underligt. Men hun nærmede sig alligevel det lysende.

Idet samme, blussede ilden op, noget i form af et brøl kom frem og aftegningen af en løve dukkede op - født, skabt og lavet af solstrålen fra himlen. De lysende prikker i hovedet blussede op, idet den åbnede gabet, henvendt mod den røde hoppe som egentlig bare stod og ikke helt forstod. Det her måtte være en fantasi, men hun mindes ikke at drømme var så livagtige. At lyset skar sådan i øjnene. Egentlig havde denne hoppe ikke drømt længe... Drømt rigtigt. Drømt om det hun håbede.

Løven stod og kiggede på hende, hvorefter den trådte et skridt frem, med ilden som gav et blus omkring den. Akata blev stående, overrasket over at det her skete. Så prustede hun, venligt stemt mod løven. Løven var et mægtigt dyr, det havde hun lært og derfor havde hun respekt for det. Ikke angst. Angst havde denne hoppe svært ved.

,,Goddag, du almægtige." Hilste hoppen, men idet løven knurrede og krummede sig, som om den ville springe, vendte Akata ørene tilbage og trådte et halvt skridt tilbage, usikker.

,,Kan du mon lære mig at drømme igen?" Spurgte hun, ud i luften som stod stille idet tiden stoppede.

Hear me roar!

Løven voksede for hvert brøl og sekund der tikkede forbi. Ilden spredte sig hurtigt, indtil den flammende løve eksploderede en sidste gang.
Amuletten delte sig i to samtidigt, og bagefter blev alt omkring dem stille - Det var næsten som om at episoden ikke var sket.

Det eneste spor der nu lå tilbage var de to halve amuletter som nu lå for hoven af to af deltagerne.

---

Pga. antallet af tilmeldte er der nu fundet 2 vindere i stedet for 1. Der er blevet trukket lod, men længde og fantasi har øget chancerne.

Derfor vil jeg nu sige tillykke til Trudy og Tonks som hver har fået en amulet der vil findes under deres profil inde på siden.
Alle andre deltagere har øget deres chancer for at vinde denne amulet i en senere ICC.