En besynderlig døsighed lå over skoven, som altid. Den sorte skabning der bevægede sig ganske langsomt, som en reptil der ikke havde ladet al sin energi op på solens varme, gennem træerne. De store egetræer stod fast og deres skæve grene kunne let blive forvekslet med fange arme, men det var en del af den effekt hele skoven havde på en. Man blev så forfærdelig døsig og havde lyst til at ligge sig ned, lukke øjnene og tage en lang lur. Dog kunne man blive vant til atmosfæren. Ligesom Becias magiske mørke, så havde han tilbragt en god portion tid her i skoven på det sidste, levet i den og af den.
De magre ben stoppede op. De gule øjne betragtede et stort træ, et old gammelt et. Rødderne var knoklet og man kunne ligefrem se hvordan en ræv eller lignende havde sig bo der inden under træet. Et hårdt fnys forlod hans næsebor, som den falmede hale slog kort bag ham. Så længe der ikke var større rovdyr i nærheden, så havde han igen grund til bekymring. Lux Umbra var meget vel en to siddet flok, men alle havde givet ham tillid i bytte for at de ikke endte op som hakkebøf fordi der kom en mindre flok ulve luskende ind i området. Hans sorte hoved vejede let, som han syntes at undersøge terrænet længere fremme. Umiddelbart intet. Han brummede kort, som han vendte til siden for at fortsætte den anden vej.

 
  PAVEL LE NOIR

"We're all drawn...

---

---

Under de krogede træers skygger vandrede en enkelt skimlet skabning. Pavél le Noir var navnet. Sort som natten, men med enkelte lysere steder spredt omkring kroppen. Hovedet hang sløvt og døsigt ned imod jorden, idet at denne skov.. dette sted. Det havde en underlig effekt på den mørke. Øjnene gled enkelte gange op over de mørke trækroner, der tegnede sig som silhuetter imod den mørkere himmel. Det var nok det der fyldte hendes tanker.. det virkede underligt bekendt. Som havde hun været i dette område før, blot for måneder siden. Før hendes rejse imod Proelio begyndte.
Det havde været i Den Anden Verden. Det andet plan.. ånderiget. Den skimlede havde før trådt ind i sådan et område, der tydeligvis havde afspejlet dette landstykke i Proelio. Den eneste tydelige forskel, havde været at ånderiget på trods af alle deres myter, selvfølgelig var beboet. Og, hendes selskab havde været mere ønsket. Nu, var det kun ensomheden der fulgte hende, og hang over hende som en usynlig skygge.
Hun savnede det… hun savnede det kriblende men alligevel elskelige ”liv” der kunne findes i den verden. Hun savnede sin løse tilstand.. hun savnede magten, der havde fulgt med som en; le Noir. Der var ingen tvivl, rædslerne havde tæret hårdt på skyggevandreren.. Formørket blikket og fået hende til at distancere sig selv til den virkelige verden. Cuttet linjerne, så der kun var hende. Men sådanne rejser havde givet hende magten til at betvinge ånder såvel som skygger. Noget, hun endnu hungrede efter.. hele hendes væsen – hendes blod.. det higede efter magten og styrken der fulgte med.

---

---

 to what's beautiful and broken."

  

Den sorte skabning fik knap nok taget et skridt før, at han stoppede op og de gule, pupilløse øjne kunne skimte noget i tågen længere fremme. Hans garvede øjne undersøgte den udtværede skabning med et let smil om læben. Mørk som en skygge, men hele dennes kropsholdning var langtfra som hans egen. Han havde det med at ville have fuld kontrol over sig selv, når han fandt sådanne områder som Kanto og Beica. Immun var en med tiden blevet over for magien i Beica, døsigheden her var godt på vej i den samme retning. Han vippede kort med de sorte øre og han begyndte at gå mod den tilsyneladende fremmede hest. Hans hoved hævede sig en smule, dog var der intet dominant eller truende i hans blik eller holdning. Skulle man blive bange for noget, så var det hans hærgede udseende.. De magre ben, den skæve ryg, de ujævne ribben, der tegnede sig tydeligt på hans krop sammen med enhver anden knogle. Så udmagret at musklerne skabte et ulækker, frygtsomt kreatur. For han var i den grad en ulækker skabning. I krop og sind. Hans sind var knækket og havde fundet en ny vej, hans hoved var forskruet med groteske tanker og fantasier, dog havde de aldrig set dagens lys. Heldigvis..
De sorte skygger der fulgte med de fjerløse vinger og halskæden, var fuldt synlige. Var denne en der søgte ham, så vidste de fleste at han nu var budbringer for Helzlori, men søgte vedkommende ej Guden eller ham, så havde han intet, absolut intet imod at sætte en skræk i livet på dem.

Han satte frem i trav mod den fremmede, dog sigtede han efter et punkt der ville sætte han foran den fremmede, der nu var så synlig at han kunne se, at det var en hoppe med let skimle plette. Eller var det blot disen der forsøgte at bedrage hans syn? Han slog kort med halen og stoppede op. Hun skulle jo nødigt falde af forskrækkelse af at der stod en hest, eller hvad man nu kaldte ham, i vejsiden... Han betragede dog den fremmede hoppe med et ulæseligt blik, hvilket ikke var svært for ham, da hans pupiller ej eksisterede.

 
  PAVEL LE NOIR

"We're all drawn...

---

---

Disen vigede sløvt for de mørke ben, idet hun trådte igennem skoven. Snoede sig som hvide slanger omkring benene. Den næsten hang til den sorte pels, som var det et slør der fulgte hende. Denne grålige og mørke skov… ja, her passede Pavél i sandhed i et med omgivelserne. Skumringen og natten var hendes domæne, som blot fuldendte billedet af den farveløse skabning. Født i sort, prydet af hvid. Den eneste farve der var muligt at finde på denne skabning, var de engang tindrende blå og lyse øjne. Øjne der kunne forblænde og fordreje. Men ak, selv denne farve syntes henlagt af sindets mørke. Og selvom den skimlede elegante krop intet præg af slid bar, var hun tæret op indefra. Det pinte og plagede hende – det som ingen så. Pavél le Noir sad fast.. og hendes muligheder for at komme videre, forsvandt langsomt skridt for skridt. Magten drev mange til livets kant. Pavél den sorte, var fanget af magtens fine men ubrydelige spind. Hun søgte det, som bier søgte honning. De mørke lokker savnede at blande sig med skyggerne… det følsomme skind savnede de kølige og flygtige berøringer. Selvom valget at drage til dette land havde fjernet alle hendes kræfter… jah, så ville hun få dem tilbage en dag. Hun havde tiden med sig.. og for hver time der gik, voksede hungeren.

Så optaget af tanker havde hun været, at hun ikke så den magre skabning før hun stod enkelte skridt fra ham. Langsomt løftede hun det elegant formede hoved, inden at hun tiltede det på sned i noget der kunne ligne en tænkende gestus. Blikket betragtede med en blanding af skepsis og undren den næsten dæmoniske skabning, og hun forventede kort om hendes slør til åndernes verden var blevet løftet. Udseendet skræmte hende ikke… hun havde set værre og mere grotesk, så hæsligheden prellede af på den kølige men hævede overflade.

”Hvem er de..?”
Ordene ekkoede tomt igennem hulrummet, inden at den velkendte stilhed endnu engang lagde sig over Pavél og hendes pludselige følge. En stilhed, der næsten kunne virke skræmmende for mange i Den Døde Skov.

---

---

 to what's beautiful and broken".

  

Hvem han var? Han var mange ting. han var den hjælpende hånd der ledte forvirrede uskyldige sjæle fra den sti de havde fundet og med sig ned af mørkets sti der kun kunne ende i død og ødelæggelse. Han var en old gammel edderkop, en kreation af tid, magi og fejl. Han var en fejl og han ville udnytte enhver der begik en fejl. Ingen var i sikkerhed, når han først var begyndt på noget, de ville enden nå hans mål eller han ville dø. Ingen udvej var der. Han ville få Flakezes hjerte og hans krop splittet i atomer, men hvornår vidste han ikke, han vidste blot at han ville få det. De gule øjne spillede kort i nogle mærkværdige nuancer. Mørke, syge. Denne hoppe havde set sit, så hun ville ej forsvinde som en kanin løb fra en ulv. Han kunne se det på hende, mærke det i hendes aura. Han nærmede sig et skridt eller to. Det sorte hoved blev lagt på skrå og et smil tegnede sig på hans sorte mule.
"Insanus Drachmas. Og du? Hvem er du som bevæger sig her ind i den sovende skov.."
Hans stemme var mørk og dyb, men der var forfærdeligt kort vej til en skinger, syg stemme, han kunne faktisk komme ret højt op i tonerne.. Han ville ej inkludere Amoris. Han var solgt som en gris til en slagter og han kunne lige så godt blive vant til det. Han ville blive ædt af Helzlori når Guden så tiden var inde, så indtil videre var han stadig bundet, hans samvittighed og fornuft var stadig i takt. Han så både frem til den dag han blev sat fri og han frygtede den. For han ville ikke tabe sine planer på gulvet på grund af dette.. Det var dumt. Han vidste endnu ikke hvordan hans forbandelse virkede. Han var Impius i Lux Umbra og han var kilden til en ny forbandelse i landet.. Han burde nok finde sig et offer her inden for den nærmeste fremtid... Han kunne tage dem som Captus, fange, fodre flokkens uvidende med en historie om hvordan de havde vandret her ind og angrebet hans datter. Derfor holdte han denne fange indtil han vidste hvorfor, men i realiteten ville han nok bare ende med at dræbe dem fordi han forsøgte at finde ud af hvordan denne forbandelse fungerede... Han havde dog en del teorier. De falmede blå hale slog kort bag ham. De gule øjne søgte hende blå, halv døde øjne. Mon man kunne bruge denne? Der var ikke så forfærdelig langt til deres område af Kanto.. Han vidste hvordan man gjorde en hest ude af stand til at bevæge sig uden at forårsage alvorlig eller dødelig skade. Ikke engang nerverne ville blive rørt.. Han brummede kort, en nysgerrig, overvejende lyd. Tiden ville vise om det var det værd.

Insanus Drachmas... Pavél nikkede langsomt, inden at hun med en glidende bevægelse trak mulen til sig, og væk fra den groteske skabning da han nærmede sig. Han var forkert... han lugtede forkert, jah selv luften syntes at emme af det. En aura hun ikke havde set mage til hvilede over denne mørke skabning.. og selvom den ikke skræmte Pavél, bad den hende om ikke at komme for tæt på. Øjnene hvilede på ham, og betragtede hver en bule og rift i hans krop. Det kunne næsten virke granskende, selvom der ikke var et liv som sådan i de blå øjne. Der var... hende. En afskygge af engang en mægtig skabning og betvinger. Men når man selv vandrede blandt skygger, blev man en dag også til dem selv. Hun havde endnu sin fysiske form. Hun havde sin forstand. Men alt var blevet formørket og forgiftet af ingen andre end hende selv.. og dét var til at se i de blå øjne. 
Blikket blev vendt imod den grå himmel. Regn.. tunge dråber gemte sig inde imellem skyerne. snart ville et stille uvejr bryde ud. Og der kom de igen.. så mange minder og fortællinger - en af dem om regn. men ak, Pavél le Noir sind havde ikke plads til simple fortællinger og rygter mere. Historier der engang var værdsat, var gået tabt i sindet.
Man kunne roligt sige det var en lang pause der gik imellem hingstens ord og til Pavél endnu engang så på ham. Og ingen trækning viste sin foragt over denne vanskabning. Rådden som træerne omkring ham.. så da Pavél endnu engang valgte at fange det sygeligt gule blik, var det med en overdreven ro hun mødte det. 

"Pavél le Noir. Den første af sit navn.."

selvom sindet blev sløvet, agtede hun ikke just at holde igen med titler. og der blev da også lagt et bestemt tryk på hendes slags navn. om han så lagde mærke til sådanne bagateller vidste hun ikke. Han vidste nok ikke hvem le Noir slægten overhovedet var.. Da buldrede en fjern rumlen igennem luften, og de tunge dråber begyndte at dale ned fra himlen. Men nej, Pavél den sorte rykkede sig ej fra vejen. Valgte ikke at bevæge sig videre for at finde læ. Opmærksomheden var ved denne afskyelige og alligevel dragende skabning. For lige meget hvor meget Pavél ønskede at lade sådanne usle sjæle være, fandt hun noget hun kunne genkende ved ham. Denne Insanuns skulle vise sig at være mere end hvad øjet så. 

Pavel.. Han lod de gule øjen kort måle hende med øjnene. Hun så fortabt, men samlet ud. En modsætning af hinanden. Han brummede kort. Han havde ej hørt det navn før, men han lyttede opmærksomt. Nogen kaldte den sorte hingst for en afskyelighed, mens andre så ham som noget tiltrækkende, spændende. Ligesom en stjerneklar nat fik man lyst til at gå en tur i skyggernes have, der udgjorde forgården til hans sind. Man fik følelsen af at alt der skete i hans selskab var en drøm, et tåge syn. Først når virkeligheden blev malet i blod og i dagens al gennemtrængende lys,da så man hvordan skyggerne var et sted man burde frygte i selskab med de 'rigtige' det var ingen dans på roser, intet eventyr, nej det var som at drukne i glasskår, en blodig quest, hvor dragen ventede og en ridder var ikke nok til at ende dragens hærgen.. Han dyppede kort hovedet i et venligt nik.
"En ære, Pavel le Noir. Jeg er Insanus Drachmas. "
Stemmen var neutral, mørk, men langt fra lige så kølig som den plejede. De gule øjne glimtede kort af fascination, løb over den sorte hoppe med den mørke man og hale. Hvor ville han gerne vide hvad der lå til grunde for hendes indsunkne blik, hendes klare blå øjnes plagen af mørke. Dog måske var det ej en plage, men nærmere en velkommen ven. Ligeosm han så var der de, hopper som hingste, der nød mørket som en ven og enligt frastødte lyset som var det noget af det værste skidt der nogensinde havde levet på jorden. Det var det tilgengæld også i nogle tilfælde.. Andre der var den en velsignelse, som de uvidende ofre, han havde taget under hans vinger.. Caeli.. Argia.. De to var nok to der ikke skulle regne med at vende helskindet hjem til deres familier. De ville blive sendt i en tilstand der ikke kunne ændres. Død eller levende.