Astraia sænkede farten da hun nåede uden for skoven. Mentalt sukkede hun lettet; der ville nok gå lang tid inden hun gik ind blandt Kantos døde træer igen. Hun måtte finde Ourania snarest og tale med hende om skoven; der var bestemt noget mere galt med den end visse andre steder i landet.

En halvkvalt lyd fra Close trak dog i hendes opmærksomhed og hun stoppede op inden hun lod blikket falde på den mindre, sorte hoppe. Hendes ører blev vippet fremad, før hun vendte dem bagud; den anden hoppe græd. Lettere forvirret svang hun med halen, inden hun forsigtigt puffede til Close's kind.

,,Hvad er der galt?”

Close måtte trække vejret meget dybt mange gange for at få den mindste lyd frem der gav mening.
"Det er bare det mareridt..." Sagde hun så lavt at det næsten var en visken. En meget hæs visken.
"Det bliver ved med at komme tilbage, og minder mig om alle de ting jeg virkelig kæmper for at glemme..."
Som om alting ikke havde været slemt nok... Og nu skulle de drømme vende tilbage og rive op i blødende sår hver eneste aften?
Hun kæmpede altid med at holde billedet af hoppens døende øjne ude af sit hoved.
Men det var så hårdt når det var din bedste venindes døende øjne du havde set...
"Jeg kan ikke klare det mere..."

Den skimle hoppe kunne ikke tillade sig selv at binde sig for meget til andre; i teorien kunne hun ikke tillade sig selv rigtigt at holde af andre, end ikke hendes søster. Ikke at nogen skulle, eller kunne for den sags skyld, holde hende fra, at det skete, men det løb altid i hendes baghoved. Det blev altid ved med at puffe til hende og i ny og næ tage stærkere midler i brug. Hun kunne ikke tillade sig selv at komme tæt på andre, men samtidigt nægtede hun at leve sit liv med afstand til andre udelukkende fordi hun frygtede nogen som tog fejl. Nogen som var svag... nogen, som på trods af al sin kraft, var komplet blind for verden.

,,Ssshh...” sagde hun beroligende med en dæmpet stemme. Hun var ikke van til at trøste andre og det var heller ikke fordi det lå til hende at være beskyttende overfor andre, men hun kunne ikke efterlade Close sådan her. Nok havde ideen kun været, at hun skulle hjælpe den anden ud, men hun var bedre end det... bedre end det her.

,,De skal ikke klare det mere, Close, ikke som de tilsyneladende gør; svaret er ikke at glemme det, som er sket, men at acceptere det,” forsatte Astraia, hendes stemme stadig dæmpet og blød. Hun kunne ikke tage imod al hoppens sorg, men hun kunne hjælpe hende lidt af vejen. ,,De kan fortælle mig hvad der er sket, hvis de ønsker...”

Close lod sit hoved stige et par centimeter før hun kneb øjnene hårdt sammen og så ud imod horisonten. Hvad var det hun havde gang i?? Hun kunne ikke bare stå her og tude som en anden idiot!!! -Jeg har mareridt om natten. Jeg kan ikke sover. Så nu står jeg her og tuder som et andet pattebarn-
Hun trak vejret dybt og mærkede hvordan væmmelsen over sig selv spredte sig i hendes lunger sammen med den nytilkommende luft.
"Nej undskyld" sagde hun en smugle irriteret over sig selv og så ned i jorden "Det er jo åndssvagt af mig det her..." 
Hendes stemme var langsomt begyndt at blive normal igen, i takt med at hun  lev mere og mere irriteret på sig selv. Hun rystede tungt hovedet og så så op på den store hoppe. 
"Min veninde er død, og jeg drømmer om hende hver eneste nat. Ikke ligefrem gode drømme. Men det giver mig jo ikke ret til at stå her og tude som en anden idiot" 
Hun kunne godt mærke hvor underlig den uventede drejning på samtalen virkede en smugle upassende til dette tidspunkt. Men hvis hun havde fortsat af det spor var hoppen nok gået med tanken at hun var et kæmpe pattebarn.

Med noget der mindede om overbærenhed rystede den store hoppe på hovedet. Den anden havde en opførsel som hun i grunden blot fandt lettere forvirrende; hun var tydeligt mærket af alting. Både af det som var sket, og det faktum at hun nægtede at komme forbi det; hun nægtede at komme videre, tilsyneladende fordi hun frygtede hvad andre tænkte om hende, hvis hun endeligt prøvede. Sådan rigtig prøvede.

,,Man skal ikke tage en død forgivet, og nej, det er ikke åndsvagt af dem Close. De reagere som naturen har sagt, at de skal,” sagde hun, hendes stemme stadig rolig og uden noget tegn på irritation.

Den sorte hoppe havde tilsyneladende tænkt sig, at en tur ville fjerne hendes tanker og Astraia måtte tilkendegive at grundideen ikke var dårlig. Mentalt åndede hun ud inden hun så vippede med hovedet som en hentydning til, at den mindre hoppe skulle følge hende igen. Nok var de kommet ud, men de var tydeligvis ikke nået vejs ende. ,,Kom... de ville gå en tur for at klare tankerne, men nu går jeg den med dem, for at sørge for, at de ej farer vild igen.”

Et smil prydede hoppens mule inden hun begyndte at gå; valget lå hos den sorte hoppe, men den grå følte sig sikker på, at hun ville følge.

Afsluttet