Make a wish

Proelio var stille om natten. Mørket havde lagt sig over landet som et tykt tæppe der skjulte solen væk, og forlod landskabet under en dyster, dunkel farve. Den klare natteluft skar igennem luften, og stilheden var trykkende. Blot få steder hørte man dæmpede hovslag og åndedræt fra de få dyr og sjæle der blev rastløse og vågne i mørket.

De få som var vågne, ville i nat vidne til den gyldne regn. For over landets hjerte, Green Hills, fik magien overbalance, og med et fjernt brag og et kraftigt lysglimt begyndte stjernerne at falde ned over nattehimlen. Den kølige natteluft over den tomme eng fyldtes med guld støv, som langsomt dalede ned over området. Idyllisk.

Magien i den gyldne regn var så kraftig at den summede mellem de skinnene støvkorn, som et elektrisk magnetfelt. En dæmpet magisk sang fra den gyldne regn spillede igennem luften, og kaldte på landets beboere. Kom og tag imod magiens gaver. Men hvilke gaver?

Rører man den gyldne regn, vil man straks komme i kontakt med den summende magi, men hvilke sjæle ville lokke magien til sig og knytte sig med den? Hvilke sjæle ville frastøde magien og skræmme den væk?

---

Alle karakterer må deltage i denne tråd, men det er kun tilladt at poste ét svar per karakter. For at deltage skal man røre den gyldne regn, som befinder sig ved Green Hills - og derefter er man med i konkurrencen om at vinde en amulet.

Kreativitet og kvalitet vil øge chancerne, men ellers vil der trækkes lod om hvem der vinder, og hvem der ikke gør.

Ønsker man en bestemt type amulet eller effekt, skal dette helst fremkomme i svaret eller som en kommentar, ellers vil man vinde en tilfældig amulet.


I har 72 timer til at svare.
- Held og lykke.

Ice:
Noget havde holdt Ice vågen, og det kunne næbbe være uden grund.
Proelio var somregl stille om natten. Der var mørkt men ikke uhyggeligt. Ikke i nat. Noget var anderledes.

Ice havde en tendens til at føle frygt for mørket. Ikke at han var en tøsehingst, men nok nærmere lidt tættere på jorden og mere følelsesmæssig påvirket end de fleste. Ice var slet ikke så kold og hård som hans navn og farver ellers lagde op til. I stedet var han rar og blid som den lyse sne, med et hårdt og koldt hjerte der hvert sekundt kunne smeltes af den rigtige hoppe.

Naturen ville i nat bestemme hans skæbne, men dette var ikke noget Ice vidste noget om. Han vidste blot at han ikke kunne sove. Mørket samlede sig omkring ham og skubbede ham næsten afsted ud i det åbne landskab hvor han følte sig draget... draget mod Green Hills. Det var somom en blid stemme af ukendt køn, kaldte hand navn. Med langsomme skridt i hans korte ben, blev han ført op ad den ene slags klippe efter den anden. Han blev forpustet... Ikke meget, men nok til at man i den kølige natteluft kunne se den dampende dis fra hans næsebor for hver udånding han gjorde.
Dog vidste han ikke at dette var påvej til at ændre sig.
Måske endda for evigt.

Da braget rungede over det meste af Proelio, og fik dirvise fugle til at lette fra træerne i dalene under ham. Ice så tilbage for opmærksomt at observere fuglenes reaktion over den sære lyd.
Da Ice igen så frem, kom en regn af gylden støv mod ham. Han var usikker på om han skulle gøre som fuglene og stikke af, eller om det overhoved var en mulighed at følge sit instinkt... Ville han kunne nå væk i tide?
Hvad ville ske hvis det ramte ham?

Ice tog en chance. Noget han ikke tit gjorde. Han gik ind i regnen med krejsende nakke og fremhævet bryst. I håb om at stemmerne ikke ville ham ondt. Gnisterne omkring regn og støvkorn gjorde ham nervøs, specielt som de piskede på hans krop og lemmer. Stød gjorde ondt og var bestemt ikke behagelig, men en stemme i hans hovede beroligede ham.
Her var andre heste... Denne stemme lød præcis som hans afgåede moder.

Var dette stemmen fra en sjæl? Var dette gudernes værk? Guderne som hans moder altid fortalte ham vilde historier om? "..M..Mor..." hvilskede han stille og lukkede sine øjne for en stund, mens smerterne langsomt gik i sig selv igen.
Hans ben var dækket af et tæppe af gyldent, glimtende støv der lå som et tæppe over meget af Proelio's jord og landskab. Han kunne ej se sine hove hvis han valgte at kigge ned, og selvom han løftede sine ben, ville støvet klæbe til ham og ikke give slip igen. I stedet var det somom det kravlede i fine mønstre over hans krop. "Magi... magiens gaver..?" Stammede han til stemmerne som de endnu engang talte til ham. Blide og bløde stemmer. Som en stille melodi sang de til ham. Han ville blive her for evigt hvis ikke det var fordi at alting ville have en ende. "Hvad sker der... hvad vil i mig..?" Spurte han nervøst og lidt usikkert. Han var ikke beredt på hverken kamp eller forsvar. Han var ikke vandt til at skulle forsvare sig. Han behandlede jo alle så pænt, som ligeværdige heste.

Regnen der forsat dalede ramte hans pels som et spættet gyldent dækken og malede hans blållige farver for en stund. Ville Naturamuletten for Temperaturer, Is eller vand knytte sig til ham?

Mange sjæl var nok vågne i denne nat, som på de mest mærkværdige måder lagde op til magiske udfoldelser. Valkyrie var ikke en af disse. Hun sov og drømte farverige, søde drømme, som nok ville være forsvundet som dug for solen, når altså denne begyndte at rejse sig fra sit tæppe af vand. Dog var hun ikke upåvirket af nattens særheder. Hun mærkede det. I sin sjæl og krop. Helt ind i hendes sødeste drømme kunne hun fornemme det, og havde man stået ved hendes side, kunne man have set de små fine sitreninger, som gik igennem hendes øjnes dyner - øjelågene. Meget tydede skam på, at denne hoppes ellers så normale nat ville tage en drejning, som ville føre hende til Green Hills.
Det gik skam også mod denne forudseening, da de lyseblå øjne blev åbnet og skinnede som enlige diamanter i natten. Hendes søde drømme blev erstattet af det, som kunne vise sig at blive en virkelig drøm. Dog var Valkyrie ikke selv bevidst om at hendes drømme ophørte, for der havde lagt sig en nærmest trance agtig stemning over hende. Hun ville nok aldrig finde ud af, at hun havde taget en udflugt i vågen tilstand denne nat. 
Snart var natten ikke den samme mere. Lys faldt fra himlen og ned over en eng i nærheden, som kaskader af regn. Ja det var ildregn! Hendes øjne åbnede sig i overraskelse, trods skiftet kontrasten mellem lyset og natten var så stor, at det skar i hendes øjne. Men hun kunne bare ikke lade være, for det var som om at hendes øjne var klæbet til dette guddommelige fyrværkeri himlen viste hende. Morgendagen måtte vise om dette medførte konsekvenser.
Hun stod i en rum tid, som hverken hun eller andre nogensinde ville være i stand til at sige hvor lænh
ge varede, og kiggede på dette lysshow, før hun endelig opdagede denne tiltrækningskraft, som strømmede fra stedet til hende. Hun ville endda sværge på, at hun hørte en stemme kalde på hende. Et smil lagde sig på hendes læber, da hun med nærmest dansende skridt imod 'sit' lysshow.
natten var allerede halvt overstået, da hun nåede dette lys. Hun stak forsigtigt mulen ind under det og forventede smerte. Der kom ingen. Hun blev ikke brændt af disse gnister. Overrasket hvinede hun og sprang ind i det med et stort spring. En nærmest utrolig lykkeføelse igennem hendes krop. Jorden, vinden, ildregnen hviskede til hende. Hviskede om magiske gaver, men dette faldt hende ikke mærkværdigt. I drømme kunne alt ske. 
Der gik lidt tid før hun endelig mærkede, at hun ikke var alene. Hun var ikke den eneste i himlens gnister. Hendes øjne søgte rundt, men kunne næsten ikke se noget for lyset. Men hun hørte en stemme og da vidste hun, at denne anden sjæl var en hingst. Og hun så ham endelig. Hvidt skind mellem gnisterne. Dette var en mærkværdig nat.

REGNUM CAELESTE

Nattens gudinde havde kastet sit slør over solen, og henlagt Proelio i de mørkere og til tider mere dystre nuancer. Farver der var frygtet af mange, men ligeså elsket. Det var få der bevægede sig i den såkaldte gråzone, hvor de ikke vidste om de nød dette betagende og fascinerende mørke, eller blev skræmt af det svækkede syn, samt de fremmede lyde. For ja, lyde var der nok af.

Den gyldne hingst Regnum, vandrede sammen med nattens musik. Han hørte den. Han hørte hvordan dyrene i skoven krøb frem fra deres skjul. Han hørte den svage pustlen buskene, og uglens tuden. Han kunne føle de mindre rovdyr luske omkring, godt skjult fra solens afslørende stråler. Og han kunne føle det. Hende. Hvordan natten både trak, og frastød ham. Regnum vandrede som en mindre sol i dette mørke, og gav skyggerne et om end ikke blødere skær. Den gyldne pels bevægede sig i dovne mønstre hen af kroppen, som var det flydende guld den stjernebeklædte havde iført sig. den røde hårpragt fik en mørkere tone, men stadig var Regnum både lys af udseende, såvel om sind. 

En dæmpet prust forlod ham, idet at han tænkende hævede hovedet imod den mørke himmel. Intet. Stjernerne havde gemt sig i nat, og det lignede ikke de ville vise sig i aften. Det undrede den gyldne, og han besluttede sig da for at søge ud på mere åbent areal. Her dækkede træernes krogede arme stadig en smule, og gav endnu ikke frit udsyn. For mange kunne det virke som en lille bagatel at stjernerne havde valgt at gemme sig lige denne nat, men for Regnum Caeleste var det et mærkværdigt tegn. Thi han var vokset op med stjernerne over og med sig, og kunne føle sig rastløs uden dette. 

Ikke længe gik han, men på trods af det nåede han at opfange noget der ligeså undrede ham. Natten var stille. En trykkende og knugende stilhed havde lagt sig over Den Grønne Eng, og mørket virkede pludselig mere omsluttende. Som prøvede at suge lyset fra den gyldne, selvom det nok var en umulighed. Regnum lod de dybe grønne øjne glide søgende over den lange eng, men intet var at se. End ikke vinden bevægede sig… Vægten blev langsom flyttet over på det ene bagben, og han nikkede da for sig selv. Det var som om at selve landet holdt vejret… lige nu, lige her. Som ventede det på noget. 

Og pludselig rungede et brag igennem luften, som fik selve landet til at sitre kort. Regnum hævede overrasket og en anelse anspændt hovedet, inden at han med et gisp var vidne til det der dernæst skete. Stjernerne faldt. De faldt som regnens dråber ned, og dalede imod jorden. Historier Den gyldne havde fået fortalt som mindre, viste sig pludselig som et levende billede foran ham. Tusinde og atter tusinde var de… og alt imens – en stemme der kaldte. Regnums mor havde fortalt om hvordan hans forfædre var steget ned fra stjernerne. Hvordan de – hans slægt, stammede fra dette magiske univers. I takt med tiden var deres magi gået tabt, men aldrig havde de mistet glansen den gyldne pels bragte med sig. Historier fra hans moders stamme… 

Med ærefrygt og en tavs glæde tog den ædle hingst sig sammen, og skridtede imod dette magiske sted. Nattens gudinde havde pludselig åbnet op, og han hørte hvordan selve landet sang med. Magi var selve essensen i landet havde han fået fortalt. Hvilken gave var dette? Regnum fulgte lyset, såvel som nattens mystik. Han vandrede imellem disse to verdener, og endnu havde han ikke fundet sin plads i den. Ville han det nu? Næppe… 

”Izar euria..”

Mumlede han, velvidende om at han pludselig var slået over i sit modersmål. Stjerne regnen dalede ned over ham, og blandede sig med den gyldne pels. Og lige det den rørte, syntes gløden at træde tydeligere frem. Som var det dét hans pels bestod af, selvom det næppe var sandheden. Magi.. 

Energien opfyldte den gyldne krop, fik et smil til at træde frem på den røde mule – og en behagelig latter steg fra Regnum Caeleste. Hvilken fryd! Dog fattede han sig kort efter, og bøjede hovedet en smule, i tavs respekt til hvem der nu end havde gjort dette. Næppe vidste selve landet eller guderne hvad de havde beriget ham med, blot ved at se dette fænomen. De havde gjort blot en af hans mange historier til en realitet. 

”Tak…"

*Izar euria = Stjerneregnen.

                  R H E A                  

_{Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?}
^{You are gonna wish you had a storm warning.}

Natteluften var klar og kølig, men for en gangs skyld var den varm nok til at Rheas spinkle krop ikke frøs. Atmosfæren var så rolig, at alt syntes at være ret i landet. Månen over træerne var fuld, og fantastisk stor. Næsten som om nogen havde trukket den nærmere Proelio. Ingen brise gled mellem træernes blade, og den blodrøde hoppe hørte intet andet end sit eget overfladiske åndedræt, og lette hovslag. Hun var alene i den stumme verden.

Den tykke, flammende man strakte sig helt ned til jorden, og bevægede sig harmonisk over hendes smalle, arbejdende muskler. Hun havde endnu ikke vænnet sig til det trykkende mørke som grotterne i Skyggebjergene bød på, og derfor havde hun været klarvågen og rastløs, hvilket havde ledt hende ud på denne nattevandring. De svage dunk fra hendes gyngende skridt gav svagt genlyd ind mellem træerne, hvilket fik de mandelformede ører til at vippe nysgerrigt omkring.

Men der var noget i det fjerne - et glødende lys brændte i himlen, og blændede Rheas væde øjne. Et dulmet brag lød fra den evige himmel, og Rhea dukkede sig ind under træernes kroner for at søge ly. Men intet skete og lyden svandt hen sammen med lyset. Den unge, blodrøde krop trådte frem, og hoppen løftede nysgerrigt hovedet mod himlen med udspilede næsebor. Hun rettede de blanke øjne mod himlen, men alt var atter stille og harmonisk.

Indtil stjernerne faldt og hun så hvordan de glødende lys dalede ned fra himlen i slowmotion, for at lande et sted i det fjerne. Det unge sind kunne næppe styre sin nysgerrighed, og de ranglede ben ændrede hendes vej. Hun forlængede sine skridt og trådte frem i en ivrig trav, hungrende efter svar på de pludselige spørgsmål. Hun måtte vide. De små mandelformede ører vippedes fremad, og lyttede til den bløde trommehvirvel fra når hendes smalle, sorte hove stødte mod skovbunden.

Den lange hale piskede mod hendes lår, og hun måtte hæve den til en lang fane bag hende, for at hun ikke skulle træde og snuble i de lange hår, imens hun bevægede sig tættere på den glødende regn. En mærkelig, kaldende sang rungede i hendes hoved, og hun lokkedes hastigere tættere på denne hændelse. Som en fortryllet eller forbandet, piskede den blodrøde hoppe efter det ukendte der lokkede hende nærmere. Til hvilken pris? Hun vidste det ej, men en varm, behagelig følelse spredte sig fra hendes bryst da hun nåede frem.

Hun ønskede det, der blev tilbudt - også selvom det tilbudte var ukendt of fjernt. De væde, unge øjne spærredes slugende op, og hoppen tøvede ikke med at træde ud i de ukendte lys. Hun kastede sin ranglede krop ud over engen, med et skrækslagent sug i maven, og en hastig puls efter sit løb og adrenalin. Lysene landede i hendes flammene man, og hoppens sammenpressede læber skildredes i et tilfredst smil. 

Hun vidste ikke hvad dette var, hvor det kom fra, eller hvad det betød. Men hun opslugte ethvert sekund hun havde med disse beroligende lys.

        T H E   A R D E N T        

^{Tagged: --.            Ord: 501}

Til trods for at natten havde sænket sig over Proelio og gjort landet tyst og stille, var der stadig mindst ét levende væsen, der stadig var lige så vågen, som hvis solen havde skinnet højt på himlen. Den stribede hoppe ved navn Jah-lila, bevægede sig på lette hove af sted gennem mørket, mens hendes strålende, blå øjne skinnede af eventyrlyst og gåpåmod. At opleve Proelio i mørke, var noget helt andet end om dagen. For selvom stederne var de samme, gemte de ofte på hemmeligheder, som nogen gange blev udløst, når mørket lagde sig over landet. Det var trods alt sådan, at den stribede hoppe havde fundet frem til de kæmpe åkandelignende blomster på Freedom, som hende og Elzharin havde moret sig sådan med. Tanken om deres fjolleri fik Jah-lila til at smile lykkeligt, og hun svingede tilfreds med den pinke hale, mens hun bevægede sig af sted gennem mørket, parat til nye eventyr.
Til trods for at Jah-lila ikke altid stødte på lige store eventyr, ville denne stille nat dog, at den stribede hoppe skulle have lov til, at træde ind i en hel og aldeles eventyrlig nat, der muligvis ville komme til at ændre hendes liv.

Jah-lila var nået til området ved navn Green Hills, der bugtede sig som græsgrønne bølger. Op og ned gik det, mellem bakker af forskellige størrelse. Dette sted var oplagt for eventyr, idet man aldrig vidste, hvad der gemte sig på den anden side af den næste bakke. Jah-lila havde netop nået toppen af en særlig stor bakke, da et fjernt brag rumlede henover himlen. Lyden af braget havde knap nok nået og fortone sig, da et stærkt lysglimt viste sig på den natsorte himmel. Var der et uvejr på vej? Jah-lila nåede knap nok at tænke tanken til ende om lyn og torden, før hun blev bevidst om, hvordan luften begyndte at glitre omkring hende. Den stribede hoppe gjorde store øjne, mens hun betragtede landskabet omkring hende, der langsomt begyndte at få et gyldent skær. Hvor kom mon alt dette guldstøv fra? Langsomt løftede hun blikket, og måtte give et lille gisp fra sig, da hun forstod. For selvom Jah-lila havde forstillet sig en lille, forgyldt sky, viste det sig at guldstøvet kom meget længere oppe fra, end fra det luftrum hvor skyerne regerede. Stjernestøv! Det var intet mindre end stjernestøv! Med et begejstret hvin, satte Jah-lila pludselig i galop ned af bakken. Det var som om, at et energifelt af elektrisk ladede partikler svævede mellem alt guldstøvet, og ladede alt op. Græsset strakte sig og blev længere, blomster der langede mod enden fik pludselig nyt liv og blomstrede op på ny, og Jah-lila følte sig som et kådt, ungt føl sprængfyldt af energi. Som den stribede hoppe fór rundt mellem bakkerne gennem det glitrende stjernestøv, som bare blev ved med at falde fra de prægtige stjerner, blev hun med ét opmærksom på en dæmpet sang, hendes egne hovslag næsten havde overdøvet. Næsten glidende stoppede hun op, og stod med ørene som på stilke, mens hun lyttede intens. Kom og tag imod magiens gaver. Ordene var dæmpede, men alligevel tydelige, og melodien.. Melodien kendte Jah-lila! Stille begyndte hun at nynne med, mens et stort smil formede sig på hendes mørke mule. Hvorfra hun kendte melodien, vidste hun ikke, men det var som om at den kom dybt inde fra hende selv, som en melodi hun havde hørt for mange år tilbage, og derfor næsten var glemt. Med skridt der bevægede sig i takt med melodien, lod Jah-lila sine hove føre sig, hvorhen de ville. Det var som om, at de blev tiltrukket af sangens ord, og snart stod hun mellem to små bløde bakker, hvor en lille sø af guldstøv var blevet opsamlet. Som om det var det mest naturlige i hele verden, fortsatte Jah-lila lige ud i den lille guldsø, mens hun fortsatte med at nynne med på magiens sang. Da hun stod præcis i midten, knækkede hun sammen i forbenene og væltede lige så langsomt omkuld i guldstøvet. Til sin store overraskelse forsvandt Jah-lila helt under guldstøvet, så hele hendes krop et øjeblik var dækket af stjernestøvet. Hvorledes det kunne gå til, at den lille sø, kunne rumme en hel hest var der aldrig nogen der ville få af vide, for det var en af magiens egne små hemmeligheder. Da Jah-lila atter kom til syne, glitrede hun som det pureste guld og følte sig en ny og ren hest. Ikke ren i pelsen, men ren i sjælen. For Jah-lila hvis sind var lyst som en solskinsdag, havde muligvis knyttet sig til en amulet lige så lys, som hende selv. Der var dog ingen der kunne sige det med sikkerhed, for magiens veje var ofte hemmeligholdte, selv for den hvis liv den måtte ændre.

--- Xanthir ---

En glødende masse kunne ses i det fjerne. Tyk og lysende, som gled ustoppeligt gennem landskabet og ned ad bakken. Det var som gyldent sand det glitrede i måneskinnet og oplyste hele skoven. Xanthir mumlede muggent og vågnede i det en kronhjort løb forbi ham. Selvom han kun fik et glimt af den, så den forvirret og skræmt ud. Xanthir rystede sig og så omtåget omkring. Det var sent, men hele skoven så ud til at være vågen. Hvad mon han var gået glip af? Xanthir løftede hovedet og gik lidt fremad, indtil han så det. Den tykke glødende masse kom glidende i lavine fart ned af bakken. Flere dyr kom løbende, stødte ind i ham, fik ham til at falde. Selvom han hurtigt kom på benene igen, var hans blik fastgjort til den glødende masse. Den brændte træerne op, fik dem til at vælte, hvorefter at sætte ild i resten af skoven. Alt var kaos og Xanthir stod bare der og så til, mens skoven lyste rødglødende. Græsset få meter fra ham brændte op med en svitsende lyd og pludseligt dækkede det hingstens klare hvide hovskæg. Det var brændende varmt og her gik det først op for hingsten, at dette ikke var magi. Lavaen sprøjtede op omkring ham og steg og steg, han gik i panik. Stejlede da han hvide man brændte og huden langsomt smeltede af. Benene kunne i klare mere og han faldt. De blå øjne så aldrig mere i dette sekund de ramte den varme masse. Det kønne hoved dykkede ned og det føltes som om han faldt i uendeligt langt tid. Varm lava fyldte han krop og brændte igennem den tynde hud i munden. Fyldte hans lunger, som trak han det sidste åndedrag og brændte resten af hans organer op.

-

Xanthir vångede med et sæt og stod i løbet af to sekunder på benene. Han så sig vildt omkring, trak vejret i hurtige træk, smaskede med munden og så derefter ned på sine ben. Der var intet. Overhovedet ingenting. Skovens børn sov trygt i beskyttelse fra træernes kroner og oppe ad bakken, var der kun et blåligt lys fra nattehimlen. Han rystede på hovedet…Mareridt. Han lagde sin svedende krop ned mod et nærliggende træ og her lå han for en stund. For første gang i sit liv, følte Xanthir sig utrolig ensom og alene i hele proelio. Han blev sur på sig selv over at have truffet de forkerte valg. Dette land var ikke andet end kaos! Selv hans mareridt lærte af ondskaben og kaosset i dette land. For fanden da…Hvorfor dragede han overhovedet hertil? Alt for ham var alligevel forbi og han havde ingen chance for overhovedet at genskabe noget af det, igen.

Vredt lå hingsten og tænkte, før hans grå ører bemærkede nogen kaldte på ham. Endnu en gang fór han op. Grebet af frygt, men også nysgerrighed. Han så sig omkring, skoven var tom, men stadig fuld af liv? Han gik langsomt efter stemmen som blev højere og højere i det han nåede ud på en stor eng, med masser af græs. En hvid spøgelsesagtig hoppe stod og kaldte på ham. ”Kom og tag imod magiens gaver” Hun hviskede genkendeligt og der var ingen tvivl om hvem dette var. Xanthir gik sin afdøde mage i møde og stod nu overfor hende. Xanthirs øjne fyldtes med tårer og omkring ham vækkede alt til live. Heste strømmede frem til stedet og den grå hingst følte endeligt lykke. En mumlen vækkede engen til live og han så væk fra sin gennemsigtige mage. Gylden regn dalede ned fra himlen og lagde sig som sne på hestenes rygge og græssets overflade. Han genkendte Guldregnen fra historie bøgerne. Han havde læst om dette og det var yderst sjælndet. Aldrig havde han troet at han skulle opleve dette. Guld regn var et tegn på drømme, tilgivelse og magi. Det lange horn i hans pande lyste af glæden og han sluttede sig sammen med de andre heste. Et spring af glæde løftede Xanthirs krop over jorden og under himlen løb den grå hingst med gylden regn i pelsen i virkelighedens drømme med et smil og en lyst ansigt.

Let the rain
Wash away
All the pain
Of yesterday

Make a wish

Resultaterne er baseret på terninge-kast, hvor kreative beskeder er blevet belønnet med øgede chancer. Har man ikke vundet denne gang, vil chancerne for at få en amulet i kommende ICC øges.

  Ice
Type: Natur.
Styrke: 100%
Hyppighed: Ukendt.
Effekt: Evnen til at skabe og forme våben af is. Kan dog kun bruges når amuletten er max 100 meter fra en vandkilde (sø, hav, flod, osv.). Bæres i en kæde omkring hoven.

  Valkyrie
Vandt desværre ikke i denne runde.

  Regnum Caeleste
Type: Fysik.
Styrke: 100%
Hyppighed: Hyppig.
Effekt: Giver +3 i råstyrke og +2 i udholdenhed. Bæres i manen.

  Rhea
Bedre held næste gang.

  Jah-Lila
Type: Lys.
Styrke: 100%
Hyppighed: Ukendt.
Effekt: Gør det muligt at sende lykkelige følelser ind i en andens sind, fungerer dog kun når bæreren selv føler sig lykkelig. Bæres i halen.

  Abaddon Izarra
Type: Lys/Mørke.
Styrke: 100%
Hyppighed: Sjælden.
Effekt: Evnen til at stjæle minder fra en andens sind, sådan at offeret glemmer mindet i op til 2 uger, hvor amulettens bærer besidder disse minder. Efter 2 uger vil mindet returnere til offeret, og amulettens bærer vil derfor glemme mindet igen. Bæres i en kæde omkring halsen.

  Xanthir
Desværre intet held denne gang.