Den store grå hingst, med det skamferede skind vandrede rundt for sig selv. Han var rastløs, følte at han blot var fyld i landet. Det kribblede i hans krop for at komme væk, eller bare opleve noget. Noget der vil give liv til dette døde sted.
Ingen af hans søstre havde han set siden den aften, han mødte vampyr hingsten. Men det generede ikke den grove kriger. Hans familie betød ikke det store længere, nu havde han klaret sig så længe uden dem, så hvorfor skulle han pludselig til at tage sig af dem igen.
Hans skuldre gled frem ad i langsomme bevægelser, i mens det store hoved blev holdt lavt. Hele hans udseende var neutralt, der var intet opsigts vækkende over ham, måske lige bortset fra den store krans af roser, der bredte sig fra hans hensunkne hjerte.

Skyggen forlod en anden. Skyggen, der var alt hvad hun ikke var, men alt hvad hun var ved at blive til. Alt hvad hun drømte om at være. At være som Skyggen, ikke at være hans skygge, men at være hans efterkommer. Intet ville kunne lede hende på afveje, hun var fyldt af en stålfast vilje, et let antændeligt temperament og en viden om hvordan man gjorde flere onde ting end gode. Hvordan man bedst tog sin hævn, hvordan man bedst kunne nå sin fortjente plads, den plads der hungrede efter en. Hendes elegante, feminine bevægelser blev sat i gang, da hun begyndte at vende sig væk fra denne sorte skygger, der kun lige havde forladt hende, men allerede var sunket ind i mørket af skoven. Hun slog kort med den kraftige, krøllede blå hale. Hendes hoved var hævet og de gulgrønne øjne funklede let, ligesom de stjerner der funklede og levede på hendes krop. De levede og døde, blev dækket af stjernetåger og støv, de gav hende og andre videnen om, at hun var et afkom fra et andet univers.. At hun var et stykke af et andet liv, at hun ej var hvem som helst. Hun var lavet af de mørke farver, men havde i den grad et hjerte, hun kunne føle, hun kunne føle alt det som enhver anden kunne føle, men hun var i hovene på en sort hingst. Hun var bundet af blod til ham og hans søn, hendes broder, men ligeså var hun datter af en hoppe der lod alle komme før hende, lukkede sig inde, men hun havde i den grad et hjerte af guld og var den bedste moder man kunne ønske sig, i følge den stjernebeklædte hoppe, der nu var godt på vej i et roligt tempo med samme elegance og feminine skridt, som hendes krop var fantastisk. Hendes bevægelser komplimenterede kun hendes udseende.. Noget hun helt klart ville lære at bruge til sin fordel på et tidspunkt. Dog var hun stadig kun en ung hoppe, som havde set for meget, som hun aldrig skulle have set.
Skovens døsighed var kun noget der påvirkede hende til en vis grad. Hun havde ventet længe her på sin fader, et par dage faktisk, hun var sunket hen i en besynderlig søvn flere gange de første dage, men nu var det ikke så svært at kæmpe i mod lysten til at ligge sig op af et af de store egetræer og lade sig synke hen i en drømmefyldt søvn. Et kort smil spillede over hendes mule, fik stjernerne til at danse let omkring hendes mule. De afbillede ofte de følelser hun havde, hende glæde, hendes nervøsitet. Som et eksempel ville der forekomme flere supernovaer over hendes pels, hvis hun var utryg eller nervøs. Kraftige følelser ville få dem til at lyse kraftigere, men det krævede øvelse at aflæse hendes stjerner og skyer, de var en hård kode at knække, når hun havde en bedrager til fader, som tog sig god tid, til at lære hende en masse, udvikle hende til noget, der en dag ville blive til noget forfærdeligt..

Vikingen, hingsten uden hæmninger. Forevigt omstrejfende, foraltid udstødt.
De kraftige ben bevægede sig langsomt, men sikkert gennem skovbunden, med de bredeskuldre løftet op. Som en ræv der leder i musens huller. Glasperlerne i den lange, blonde pandelok svingede i takt med hans hoved. Den spænestige krop var afslappet. Han havde intet at frygte, men hvorfor skulle han også det? For der var intet på spild fra hans side af.
De midnat blå øjn søgte mellem de store trær, der måtte være noget her. Noget der kunne føre ham nærmere en sejr.
Hvad det var han ville vinde, eller sejre over. Vidste hverken han, eller nogen andre for den skyld. Men så snart han så det, så kom det til ham.
Et ophidset fnys, forlad den brede mule, imens han frustreret fægtede med den tunge hoved.

Pludselig fangede noget hans opmærksomhed noget. Han vente hovedet til, så det gode øje bedre kunne bedømme det. Det var som stjernerne var faldet ned på jorden, og nu spøgte mellem træernes skygger. Og dog, lugten af hest, en hoppe, helt præcist, ramte ham. Et smil spillede i hans mundvig, da han med jordbunde skridt gik hendes vej.
Snart så han også den stjerne klædte hoppe....

Hendes grøngule øjne fangede bevægelser ud af øjenkrogen, hun vendte sig rundt med et ryk, der dog stadig formåede at blive gjort med en god portion elegance. Hun lagde let hovedet på skrå, som den fremmede nærmede sig. Et mystik, uskyldigt blik med en undertone af nysgerrighed betragtede den fremmede hest, der kom mod hende. Duften var en hingst, dog der lå en fantastisk duft af blomster over ham. Dette blev snart forklaret af en besynderlige bevoksning af blomster over skulderen og bringen på ham. Hun rettede hovedet let op og rettede sig op. Man mødte altid en anden med et smil.
"Hej"
Hendes stemme var blid, venlig og til en del mystisk. Hun var uanfægtet af at hendes fader lige havde forladt hende, snakket med hende om yderst fortrolige ting. Hun tog et par skridt mod den fremmede, han føltes ikke som en trussel, ikke indtil videre, så hun havde ingen grund til at skulle frygte eller spille på ham, som hendes fader nok ville hoppe direkte til, så snart han mødte en fremmed, hvem vidste måske gjorde han endda det med hende? Hun ønskede det ikke, men det var sådan han holdte sig selv i skak, det vidste hun. Perler fangede hendes øjne, som de dansede i den blonde man han bar og de endte med at finde de blå øjne.

Som en ræv der luskede i skumringen, ledende efter bytte, nærmerede han sig roligt, med hoved båret i lige forlængelse af ryggen, og skulderne holdt højt. Men jo tættere han kom på den unge hoppe, blev hans hoved løftet højere, brystet blev skubbet frem. Hans nysgerrighed var vagt, og han samlede sig lidt sammen, for at se ud af mere, end den lurvede kriger han nu og en gang var.
Foråret havde fået roserne omkring hans hals, til at springe ud, hele hans bringe raslede stille i vinden, når blomsternes blade dansede med den blide brise.

"Hej" Kom den hæse stemme, og er smil spillede i mundvigen.
Der var ingen trang til at angribe den lille skabning, om det var hans kampe med Cursed og Chiko, der havde stimuleret hans lyst til angreb, eller om det blot var denne stjerne hoppes udstråling, vidste han ikke.
Hans øjne fulgte stjernerne der bevægede sig over hendes krop, lod dem følge hendes krops linjer, længe blev de på smykket der var omkring hendes hals, før de endelig mødte hendes grøn-gule øjne

Den grå hingst syntes at vågne en smule, hvis det altså var grunden til hans let sænket hoved. Skoven gjorde en døsig og hun havde haft lyst til at dratte om flere gange, men hun holdte sig nu engang i skindet og lod det ikke påvirke hende for meget. Der var så meget den unge hoppe ikke vidste, men hun vidste en ting eller flere om heste og deres måder at komme i gennem livet. Hendes kæreste moder havde sin lille deforme personligheds spaltning og hendes far var vist en længere historie, som hun ikke kunne få presset ud af ham, han havde blot fodret hende med en anden historie. Det var hendes gulerod, historier. De fik hende til at leve i en anden verden, fik hende sig til at føle sig en del af dem, selvom hun var her, i Proelio og ikke i det jerne land, hvor hopper kunne have den fulde magt over en flok heste. Her var det hingstene der havde magten, de holdte den i deres hov som var det hvad der holdte dem i live, kun få hopper havde udrettet noget stort, de havde dog altid været i selvskab med en hingst, Ichigo havde stadig været under Helzlori og Lyalis var under Smeye, men Melissa.. Melissa fra hendes fars historie, hun støttede sig ikke til en stærk hingst, hun havde sig selv og hendes krigere adlød hver og en af hendes vink. Hun var faktisk lidt misundelig på hende.
Den fremmede var hæs og han gengældte hendes eget blik, der havde fulgt perlerne, ved at følge hendes stjerner, der altid forandrede sig. Hendes tunge, krøllede blå man lå til den ene side og ligeså hendes pandelok. Amuletten om hendes hals bestod af to dråber, der var klar som krystal, bundet af guld tråde, syntes at bevæge sig ind i dråberne, trådende snoede sig så og rundt om halsen på hende.
De grøngule øjen syntes at have et liv selv, ligesom hendes stjerner, så skiftede de mellem en mere grøn farve og en gulere farve, dog var overgangene flydende som vand.

Han havde aldrig set en hest som denne hoppe, et undrende prust forlod hans lysemule.
"Hvad laver sådan en lille hoppe alene, her, ude midt i den mørke skov?" Med et knæk, vippede han hovedet til den ene side, så perlerne trillede ned over hans ansigt, og den bølgende, blonde man gled langs det arrede skind.
Han var en smuk hoppe, ganske vidst meget ung, i hvertfald i forhold til ham, der efterhånden havde en del ar på bagbene.
"Har du i øvrigt et navn?" spurgte han nysgerrigt, med et smil der bredte sig mere og mere hen over hans ansigt, og afslørrede det ustabile sind.

Men Brage kunne være en kærlig, og venlig hingst, selvom det snart var år siden at han havde vist den. Han var træt, træt af altid at skulle tag hensyn. Hvorfor skulle han også det nu, der var kun hamselv, og hans ønsker.
Og lige nu var hans ønske at lære denne kønne stjerne hoppe, med den tykke, bølgende man og mystiske amulet at kende

Hun betragtede ham lidt, lod de skiftende øjne hvile på hans indgroet blomsterkrans fyldt med roser. Hvad hun lavede her? Hun lavede så mange ting, at man nok kunne forsøge at forklare dem og bruge en helt eftermiddag på det.. Hun lod dog kort et lille smil trække op i sin mundvige.
"Jeg bor skam ikke særlig langt her fra, sir. "
Nogen ville nok finde det ubehageligt eller besynderligt at hun puttede titlen bag på, men det var en af de ting der ville kende tegne hende, hun tiltalte heste uden navn med en titel og navngivet heste ved deres navn, dog nogle gange endte det også i titler. En ting hun havde adopteret fra den magtfulde hoppe i historierne, som hun sådan elskede.
De smil der bredte sig over hans mule overaskede hende ej. For hende var det et smil hendes far kunne have sendt hende. Bare for at se om hun stadig fulgte med. Han var ej normal, så hun ville ej blive overasket eller nervøs på nogen måde. Hun havde tildels også arvet noget af hendes faders skæve side. Hun studerede ham blot. Lod de grøngule øjne falde ind hans.
"Jeg er Abaddon. Hun lod kort ordende hænge i luften. "Og deres, sir?"

Han slappede yderligere af i den store krop. Hun virkede ikke skræmt, eller nervøs over hans skikkelse, og hans væsen. Hvilket faktisk var rart.
til hendes ord nikkede han blot, og satte langsomt sin krop i bevægelse, rundt om den lille hoppe, studerede stjernerne og deres baner på den lille krop. Men det at hun tiltalte ham med titel, fik ham dog til at spidse øre, og kigge undrende på hende. Det var ikke ligefrem fordi at Brage havde fortjent en titel, han havde knap fortjent en sådan køn lille hoppes selskab.
Brage havde intet forbilled haft i sin opvækst, jo, sin fader der altid havde været der for dem, en stolt familie far. En kujon, i Brages øjne. Han levede trykt i flokkens rammer, var blot en underlegen hingst der aldrig havde været i kamp. En sådan hingst ville Brage aldrig være. Han ville have magt, være en stor hersker. Hvis blot han kunne tage Smeyés plads, ville han være tilfreds, men mindre kan ikke gøre det.

Igen stod han med front mod hende, med hovedet drejet til den ene side, så han kunne se hende med det friske øje.
Han tykkede lidt på navnet, lod det rulle i munden. "Et specielt navn, til en særpræget hoppe" Det var efter hånden kutyme at der skulle følge et kompliment med, ikke det Brage var bedst til, men han gjorde et forsøg.
"Jeg er Brage, søn af højlandet" Han kunne ikke få sig til at tage sin moders navn i munden. Det gjorde ondt. Men hvor det gjorde ondt, kunne han ikke sætte en hov på.

Hun nikkede kort som en anerkendelse af hans navn, hun anerkendte ham som en hest, et individuelt individ. Brage var hans navn og hun lod kort de grøngule, spillende øjne uskyldigt gldie hen over hans duftende rosenkrans igen.
"Højlandet, er det langt her fra Proelio, Brage?"
Hun ville gerne vide noget om verden udenfor, men hun ville heller ej forlade hjemmet her, inden alt var nået til en ende. Hun kunne ikke forlade en mission uden at have fuld endt sin del. Den krølled ehale slog kort bag hende i nogle korte sving, som hun tog en trippende tur rundt om ham. Den mørke, skiftende mule snuste kort til hans flanke, inden hun endte sin tur på hans blinde side. Ja hun havde set det, hun havde lagt mærke til det, for det var slet ikke så svært, som man skulle tro at finde andres fysiske svagheder, for de var mange, mens de psykiske var langt sværrer og tog tid. De fleste er blev kendt som grusomme var fysisk brutale, mens de der gjorde ondt, sådan virkeligt ondt, de var oftest blide som lam mod den fysiske krop.. De mange stjerner legede en endeløs leg med hinanden, den endte hver gang i død for dem. Ligesom hendes en dag ville, de lege hun ville lege med ilden.. Hun havde låst sig fast på sin faders sti, i hans fodspor, men hun havde stadig sin moder, som hun svor aldrig at skuffe.