Den unge hoppe ved navn Irissia Asandi stod ved bredden af den tofarvede sø Rein, hvor hun med sine rubinrøde øjne studerede de krusninger der indimellem opstod på den ellers så blanke vandoverflade. Det var næsten som om, at søen trak vejret, som et rigtigt levende væsen. Iris fandt denne tanke ganske fascinerende, selvom hun dog ikke rigtig troede på den. Vand skabte liv, men var ikke selv levende, sådan var det.

Hvorfor Iris havde søgt til Rein, vidste hun ikke rigtig. Hun havde ikke været her, siden dengang hun mødte sin farmor for første gang. Sin farmor som havde vidst sig, at være intet mindre end en vaskeægte gudinde. Det var egentligt ikke noget, som Iris gik og tænkte over normalt, hun mærkede jo trods alt intet til det, men engang imellem strejfede det hende da, især når hun gerne ville snakke med hende. For Laylis var ikke bare sådan at få fat i, når hun levede sit liv oppe i himmeriget, og ikke på jorden, hvor Iris selv befandt sig.

Et let vindpust legede blidt med Iris ravnsorte man, og blæste et kort øjeblik pandelokken ind foran øjnene på hende, så hun var fuldstændig blændet. En rask bevægelse med hovedet, og udsynet var atter frit til den blå og gyldne sø, som lå lige for hovene af den stribede hoppe.

Laylis havde holdt øje med det kære stribede hoppeføl, som Jah-Lila havde bragt til verden for flere somre siden. Irissia Asandi havde vokset sig stor og var blevet en yderst attraktiv skabning, der med sit stribede ydre og den buckskin-farvede kulør over sin krop en hoppe, der bestemt var værd at se efter. Hun havde vogtet over føllet fra himmeriget. Denne hoppe, var hendes lille Budbringer. Hun kiggede ned i det store vand, og betragtede den unge hoppe, som hun trådte nærmere Reins vande. Laylis havde allerede dengang hun første gang mødte føllet, taget det til sin Budbringer. Det var blevet tid til, at den lille Budbringer skulle have sine vinger. Hun skridtede ind igennem spejlet, og langsomt flød hun igennem spejlet og trådte op af vandet, hvor hendes krop straks sved vandet af sig, så man ikke ville have en eneste anelse om, at hun netop var steget op af vandet, som Irissia Asandi sikkert ville tage det som. 

Laylis spidsede sine øre, mens hun trådte nærmere føllet, og let hvælvede i den smukke og gyldne hals, som manen let krøllede sig omkring og faldt mod jorden. Hun slog med den guldbelagte hale, der flød hen over vandet, mens hun trådte op på landjorden og studerede føllet. Laylis smilede roligt og imødekommende til Irissia Asandi, hun havde vokset sig stor - og var nu klar til næste skridt i sin tid som Budbringer. "Jeg hilser Dem, min Budbringer." Lød hendes mere kærlige stemme.

Mens Irissia Asandi stod og kiggede fascineret på Rein, og på hvordan dens farver smeltede sammen, så både den blå og gyldne farve blev blandet sammen i én pærevælling, begyndte der pludselig at ske noget underligt. Det var som om, at der var en form for bevægelse, ikke kun i vandet, men også i luften over vandoverfladen. Dette var noget Iris egentligt mere følte end så, da det var som om, at synet ikke rigtig kunne opfange dette mærkelige fænomen. For at klare synet, blinkede hun hårdt med øjnene, og selvom det kun tog et enkelt sekund, havde det underlige fænomen nået at ændre sig. For i stedet for en lettere flimren, stod Laylis, Iris farmor, nu foran hende ude på søen, præcis lige som sidste gang. Til at starte med kunne Iris ikke andet end at stå og stirre, for hun havde helt glemt, hvor utrolig smuk gudinden rent faktisk var. Lige så stille begyndte et varmt og glædestrålende smil at brede sig over hendes mørke mule. Endelig, endelig så hun sin farmor igen!

Med stolte, smidige skridt nærmede Laylis sig nu. Til trods for at det så ud som om, at hun gik på selve vandet, kom der dog ikke en eneste krusning på overfladen. Fløj hun? Iris ville ikke spørge, det var trods alt urelevant, hvordan hendes farmor bevægede sig. Den stribede hoppe mærkede tydeligt, hvordan glæden boblede i hende, da Laylis kærlige stemme lød. "Og jeg hilser Dem Laylis - farmor." Det sidste kom med en lille tøven, da Iris ikke helt vidste, om det var okay at kalde en gudinde ved den betegnelse. Blidt strakte hun sin mule ud mod den gyldne hoppe, som hun sådan havde længtes efter at se igen.  

Irissia Asandi - hendes barnebarn stod længe blot og stirrede. Laylis trådte igennem vandet, og langsomt vandrede hun op på det, så hun gik hen over den flydende masse. Halen flød over vandet bag hende, ligeledes gjorde den lange gyldne og krøllede man, mens hun spidsede sine øre frem imod sin lille - nu store budbringer. Tiden var gået hurtigt - trods hun havde holdt den stille i himmeriget. Efter lidt tid begyndte Irissia at vandre imod hende. Laylis sugede hver lille bevægelse til sig, af sit barnebarns færd. Hun havde smidige bevægelser og førte sig stolt frem, præcist som Laylis havde håbet at den lille budbringer ville gøre.

Føllet tøvede, men Laylis fik formet sig et varmt smil over de gyldne læber, mens hun betragtede Irissia, ved hendes hilsen - selv til trods for betegnelsen, som hoppen ej vidste om var i orden at give fra sig. Da Irissia stak sin mule frem i en hilsen, lod Laylis hendes mule ganske formelt og kærligt strejfe Irissias mule. "Min lille budbringer, De husker vel vores sidste møde, til trods for at der har været vintre imellemtiden. Det er på tide, at De modtager mine gaver," gled det over hendes mule i kærlige toner. Ak ja, tiden var nu kommet til, at Irissia Asandi skulle have sine vinger og have det gyldne smykke. At hun skulle ophøjes til hendes Budbringer. Tiden var inde.

Det virkede som om, at Laylis interesse for Iris, var mindst lige så stor, som Iris interesse for Laylis. Selvom der var en verden til forskel mellem de to generationer, mindede de to hopper alligevel om hinanden. De var begge to gyldne skabninger, havde begge den samme, spinkle bygning og begges bevægelser blev ført med en smidighed og ynde, der var en balletdanser værdig. En fremmede der overværede dette møde, ville derfor muligvis nå frem til den ganske rigtige konklusion, at disse to var i familie.

Ved Laylis berøring af Iris mule, mærkede den stribede hoppe, hvordan hendes smil omkring den mørke mule kun blev bredere. Hun havde sådan længtes efter atter at være i hendes farmors nærhed, men den unge hoppe havde måtte væbne sig med tålmodighed, for det var først i dag, at den gyldne gudinde atter havde vidst sig for sit barnebarn. Da Laylis melodiske og kærlige stemme nu lød, lyttede Iris opmærksomt til hendes ord. Selvfølgelig huskede hun deres sidste og første møde. Et møde der var foregået ved selv samme sø, som dette nuværende møde nu gjorde. Kort skævede Iris til Rein, mens hun spekulerede på, om der mon var noget mere magisk over søen, end blot dens tofarvede vand. Da Laylis nu nævnte, at tiden var inde til, at Iris langt om længe skulle modtage hendes gaver, have hendes vinger, så hun kunne udfylde den opgave, der var blevet hende pålagt. Begyndte hendes rubinfarvede øjne nærmest at gløde af ren og skær ophidselse og glæde. "Jeg føler mig yderst beæret over Deres gavmildhed Laylis." Hendes stemme ville næsten ikke lystre, så spændt var hun.

Ak ja, Laylis kunne ganske enkelt og uden tvivl se dele af sig selv i sit barnebarn. Selvom de havde haft hver deres opvækst og hun havde mange år på bagen - mens Irissia blot var ny i denne store verden, så var der mange sammenhænge mellem de to. let studerede hun sin budbringer, inden hun trådte et skridt nærmere. Dansede et skridt kunne man ganske enkelt kalde det, for intet var overladt til tilfældighederne for denne gudinde. Hun havde ganske bevidst ikke opsøgt Irissia siden dengang hun mødte hende ved denne sø som spæd. Det var også bevidst, at hun havde ventet på, at hun skulle dukke op ved vandet igen. Men først, når hun var klar. Det mente Laylis, at hendes bundbringer var nu. Irissias øjne lyste af glæde og ophidselse over det der ville ske indenfor de næste minutter.

"Så min lille Budbringer, vil jeg bede dem om, at stå helt stille," lød det med den kærlige tone, som hun nærmest sang ud til Irissia. Hun trådte frem imod sin Budbringer og dansede let omkring hendes skikkelse, inden hun berørte Irissia ganske ømtåleligt og begyndte, at forme sin budbringers eventyrlige vinger i et tryllespind, mens de voksede ud af den gyldne pels og formede sig i bløde buer og med et usædvanligt look, der på sin vis prydede budbringerens eget ydre.

At dagen nu var oprandt, hvor Iris endelig var klar til den opgave, der var blevet hende pålagt, følte hun helt ind i hendes inderste, at hun var parat til. Det lille, gyldne føl var vokset op til at blive en smuk, ung hoppe, der var efterkommer af ene stærke hopper, og derfor var helt igennem i stand til, at passe på sig selv. Det var meget muligt, at hun ikke var den stærkeste rent fysisk, men et godt hoved kunne så sandelig også hamle op med fysikken. Og et godt hoved var præcis, hvad der sad på den stribede hoppe. Havde hun måske ikke altid været hendes tvillingebrors ligemand, til trods for, at han var stærkere end hende? Med hurtighed og list, havde det tit lykkes for Iris at narre Ajani. Laylis behøvede på ingen måde at bekymre sig om, om hendes barnebarn kunne klare opgaven som budbringer. Iris ville ikke svigte.

Med øjne der var store af ophidselse, fulgte Iris rubinrøde blik Laylis, der nu med yndefulde bevægelser nærmede sig. Da hun blev bedt om at stå stille, rørte der sig ikke én eneste muskel i den stribede krop. Ja Iris turde nærmest ikke trække vejret, af ren og skær skræk for, at hun ville komme til at distrahere Laylis. Den gyldne gudinde virkede dog til at have helt styr på, hvad hun lavede, som hun med rytmiske bevægelser, dansede rundt om Iris. Da hendes bløde mule med ét berørte Iris med en fjerlet bevægelse, kunne den stribede hoppe tydeligt mærke, hvordan en sælsom varme begyndte at brede sig rundt om i hendes krop. Lidt efter lidt følte hun, hvordan varmen begyndte at søge opad, opad mod hendes skulderblade, hvor hun yderst i sit synsfelt svagt kunne ane, hvordan konturerne af et par mægtige vinger, langsomt begyndte at tage fat. Store, gyldne fuglevinger med striber strøget ud over fjerene, på samme måde som resten af Iris krop.

Laylis udførte sin magi. Det tog tid, men de magiske kræfter flød rundt i luften og blev jongleret rundt, så de dannede ramme for det helt perfekte, som Laylis havde tænkt sig at skabe på sin lille budbringer. Irissia stod bomstille, og hun havde derfor rig mulighed for at udfolde sig uden de store distraheringer. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile af Irissias ophidselse over det der skete. Faktisk nød Laylis at se hvordan det glimtede i hendes rubinrøde blik. Alligevel var det hendes trolddom og magi, der var i fokus lige nu. Vingerne sprang frem for synet, som de blev placeret og snart prydede de Irissia så smukt, at det virkede helt eventyrligt. Laylis trådte et skridt tilbage og observerede vingerne. Inden hun fangede en lille detalje, der manglede og derfor trådte tættere på for at fuldende sit mestervæk. Hun nikkede så til Irissia.

"Så min lille budbringer. Hvad synes De om dine vinger?" Lød det fra den kærlige og varme stemme, mens Laylis overvejede, hvor det gyldne smykke skulle placeres på sit barnebarns gyldne krop. Hvor ville det passe bedst, at placere det.

Til trods for Laylis dybe koncentration, havde den guddommelige, smukke hoppe alligevel tid til, at kaste et blik på Iris, som var spændt til bristepunktet. Det var det mest spændende, der var sket i hele den unge hoppes liv, og hun forsøgte at holde øje med alt hvad der skete, således der ikke var noget, der ville gå hendes mule forbi. Dette var et øjeblik, hun ville huske for altid! Da Laylis nu trådte tilbage, mere fornemmede end egentligt så den stribede hoppe, en stor skygge der svævede over hende. Langsomt drejede hun nu hovedet, med øjne der strålede af spænding. Og der, der lige over hendes ryg var to enorme vinger foldet ud og pegede direkte op mod himlen. Iris kunne ganske simpelt ikke lade være med at måbe, at ren og skær forbløffelse. Hvor var det dog fantastisk! Forsigtigt prøvede hun at bevæge vingerne. Hvad Iris helt præcist havde forstillet sig, vidste hun ikke, men vingerne var nu en del af hende, og derfor var bevægelsen lige så naturlig, som hvis hun havde viftet med halen. Forunderligt..

Da Laylis kærlige stemme nu lød, og brød Iris fortryllelse over vingerne, var den stribede hoppe ét stort smil, da hun atter vendte sin opmærksomhed mod gudinden. "De er simpelthen fortryllende! Helt fantastiske! Mange, mange tak!" Iris glæde var så stor, at den nærmest var til at tage og føle på. Hvis ikke lige Laylis havde været en gudinde, ville Iris nu havde sprunget frem og givet hende et kæmpe knus, men nu vidste hun ikke rigtig, om det var passende. I stedet strakte hun nu sin mørke mule frem, og puffede blidt, men taknemligt til sin farmor.    

Den ivrighed og liv, der strømmede igennem Irissia kunne Laylis ikke undgå at bemærke. Det varmede hende virkelig, så da hun var færdig og hun bemærkede, hvordan Irissia nærmest indbød vingerne med fortryllelse og glæde, kunne Laylis ikke holde en syngende og kærlig - stadig varm, latter tilbage fra hendes strube, der kort flød i de blideste toner gennem luften, inden hun lod hovedet glide let på sned, så den lange pandelok bølgede ned over hendes ene side og let dansede i vinden. Den gæstus som Irissia nu indbød til, var noget som mange ikke turde. Men Laylis godtog den, da den lille budbringer trods alt var hendes barnebarn. Hun lod sin silkebløde mule glide let over den mørke, inden hun trak den tilbage med varme i øjnene.

"Nu min kære budbringer, mangler jeg kun den lille detalje. Jeg ved lige præcist, hvor dan skal placeres" Varmen i hendes stemme var ikke blot af guddommelighed men også af stolthed over sit barnebarn, inden hun lod det gyldne smykke smede i Irissias smukke mørke man, så den blev samlet elegant sammen.

Iris havde svært ved at forstå, hvad der helt præcis var sket, men én ting vidste hun dog. På forunderlig og magisk vis, havde hun fået sig et par guddommelige vinger der var så perfekt afstemt med resten af hende, at man faktisk ikke kunne se, at de blot for et øjeblik siden, ikke havde været der. Forsigtigt slog hun et slag med dem, så en let vind fik både hendes og Laylis man til at hvirvle let omkring dem. Det rykkede blidt i Iris følsomme ører, da en melodisk og varm latter nu lød gennem luften. Langsomt drejede hun hovedet mod Laylis, der med et kærligt blik studerede den stribede hoppe. Der gik da heller ikke længe, inden Iris egen latter blandede dig med gudinden. Helt hvorfor de stod og lo, vidste hun ikke, men det føltes godt. I det hele taget føltes det godt, at være i selskab med sin farmor! Iris håbede da også, at nu hvor hun endelig havde fået sine vinger, og derfor for alvor var blevet udnævnt til budbringer, ville hun forhåbentlig komme til at se mere til sin farmor.

Da Laylis latter nu langsomt døde ud, og hendes varme stemme i stedet lød, kiggede Iris opmærksomt på hende. En detalje? Hvilken detalje? Nysgerrigheden nærmest lyste ud af de rubinrøde øjne, mens hun studerede gudinden foran hende. Kortvarigt viste der sig et koncentreret udtryk i Laylis smukke ansigt, inden hun atter slappede af. Iris vidste ikke helt, hvad der var sket. Hun havde mærket en forsigtig trækken i hendes lange man, og synes nu at kunne mærke en ganske let genstand, sammen med vægten fra manen. Ivrigt trippede hun hen til vandkanten, og kastede et blik ned i det spejlblanke vand. Dér, midt i hendes man og som samlede et par af de lange totter, hang et guldsmykke så fint og glimtende, at Iris nærmest glemte at trække vejret. Langsomt rettede hun sig op, og kiggede tilbage på Laylis med et blik så fuld af taknemlighed at det overflødiggjorde alle ord.

Laylis trådte tilbage og undersøgte det mesterværk der var kommet på hendes lille budbringer og hvordan hun strålede. Vingerne var fabelagtige og eventyrlige på alle måder, mens smykket i manen samlede enkelte totter, så det var et ekstra smukt udseende for hendes barnebarn. "Min kære Lille Budbringer, Irissia - Jeg må desværre forlade dig igen, allerede på denne stund. Mærk dine vinger og lær dem at kende. Væn dig til dem, og lad os mødes snart igen, så skal jeg indvig dig i, hvad der videre skal ske" Forklarede Laylis med den varme og kærlige stemme. Hun berørte blidt Irissias mule og strøg mulen op over kinden og placerede et blidt kys mod den farvede kind. "Med vingerne vil du være i stand til at besøge mig i mit hjem, men kald på mig, min kære, så vil jeg dukke op. Du er budbringer for alle, der ønsker at komme i kontakt med mig." Svarede Laylis blidt og kærligt i en symfoni af kærlige toner, inden hun i næsten luft betrådte bevægelser bevægede sig ud og sank ned i vandet for at forsvinde væk til sit hjem ved Himmelporten igen.

// Out :b

Den unge hoppe var næsten fuldstændig overvældet, at alt denne magi der var blevet udøvet på så ganske kort tid. Det var dog ikke kun magien der overvældede hende, men også den følelse, at hun var noget ganske særligt. Særlig fordi hun nu var vigtig for nogen, vigtig for Laylis. Hun havde fået en opgave, fordi hendes farmor troede, at hun var den helt rigtige. Og det skulle Iris nok bevise overfor hende, at hun var! Her ville der ingen skuffelser kommer. Forsigtigt bevægede hun atter de store vinger, og atter forundres hun over, hvor naturligt det føltes. Tiden var dog ved at rinde ud for dem, og Laylis lod nu Iris forstå, at hun endnu en gang måtte tage tilbage til himmeriget. Et lille stik af afsavn kunne allerede mærkes i den stribede hoppes hjerte, men som Laylis selv nævnte, var hun nu selv i stand til at besøge hende, når hun ønskede det. Kærtegnet fra Laylis bløde mule, fik en varm følelse til at brede sig i Iris, og fik langsomt følelsen af afsavn til at forsvinde. Hun ville trods alt snart se sin farmor igen. Da Laylis nu sluttede af med, at minde den unge hoppe om hendes opgave, kunne Iris ikke lade være med at rette sig stolt op. "Jeg vil ikke skuffe Dem!" Hun sagde det med sådan en styrke i den ellers lyse stemme, at ingen var i tvivl om, at der ingen fejltagelser ville blive begået her. Mens Iris så på, forsvandt Laylis nu langsomt tilbage i vandet, hvorfra hun var kommet. Tilbage til hendes hjem, tilbage til himmeriget..

//Out..