Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones too stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Ved krydset i himmelriget, havde Flakezés lange ben bragt ham mod Laylis del af riget... Hendes timeglas. Han forstod stadig ej hendes valg. Den måde hun havde forrådt ham og familien på. Den måde hun elskede en hingst som Smeyé. En der ønskede at tage livet af hendes børn... Dog. Der var en ting Flakezé bed mærke i. Hun havde fået tiden til at gå i stå. Hun havde gang i noget, hun forsøgte at planlægge noget... Hun vidste også noget. Med sin status som tidens gudinde, måtte hun kende fremtiden, og hvad den bragte. Hun havde sagt at kaos lå forude, og at han aldrig havde set vanvid...

Hingsten nåede porten. Prøvende slog de fire ben i galop og strøg gennem denne. Ud midt i hendes verden. Aldrig havde han været her før... En svag fortrolig vrinsken lød fra ham i sin søgen efter hende. Han havde en høne at plukke. De var trods alt forældre til 3 halvguder hvis liv stod på spil.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Laylis

We can't rise above the truth and the lies. See who I am, break through the surface, reach for my hand, assure us that we can... Free our minds and find a way. The world is in our hands! This is not the end. 

Det svækkede hende, at holde tiden sat på pause i Himmelriget. Det havde været nødvendigt for at skabe tid, for at holde kaoset lidt tilbage, inden det ville bryde ud i verden. Hendes status som tidens gudinde, gjorde at hun vidste, hvad der ventede hende forude. Vidste, hvad der ville ske. Men alt kunne ændre sig, og jo længere hun holdt barrieren af tid oppe, ændrede fremtiden sig. Hun ventede på det rette øjeblik til at give efter for det hele. Laylis stod inde i sin egen del af himmelriget, den lange fyldige hale svang en anelse bag hende. Hendes håb lå for fremtiden kunne ikke ændres af guderne, det var op til Proelios heste, at ændre på skæbenen. Det eneste hun kunne gøre, var blot at give dem tid. Den tid hun nu forsøgte at holde på.

Et svagt og fortroligt vrinsk lød for hendes øre. Det vækkede hende op af sine tankespind, og hun spidsede de gyldne øre, mens hun trådte frem ved sit timeglas. Genkendelsen i vrinsket skar hende i sindet. Hvordan han havde nået portalen og ramt ind i hendes rige, var ikke nogen gåde. Hun havde set ham komme, det kom ikke som en overraskelse for hende. Hun trådte frem imod ham. Ikke et ord forlod hendes mule, trods hun ikke var den der holdt sig tilbage. Han havde opsøgt hende, men hun kendte grunden. Hun satte i en let trav fra sit skjul og frem imod den blå-sorte hingst.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones too stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Smeyé havde været rasende lige siden han var brudt ud af tidens stoppen. Helzlori havde blot trukket sig tilbage til helvede, som om han var total ligeglad med sine børns usikkerhed, Smeyes magtsyge, og alt andet. Laylis måtte være afkræftet efter at have holdt tiden i stå så længe... Hvad havde hun i øvrigt foretaget sig under det? Mens de tre herre Guder var fanget i hendes magtfulde tidsstyren? Flakezé havde haft det forfærdeligt, med at tiden havde været gået i stå. Han havde ikke nået at se til Fermaz, følge op på Jah-lila, se til sine børnebørn, eller få sine forhold til de almene heste styrket... Det var som om at han for første gang var gået glip af noget. Han brummede.

Hans ben bragte ham videre fra porten over eng og mod skov. Han skulle ej vente længe. Hun havde naturligvis set ham komme... Hans smaragdgrønne øjne lyste af uforståenhed for hendes svigt og forræderi, og sorgen over tabet af hendes kærlighed. Men han rettede sig værdigt op. Lod øjnene få det hårde rå udtryk Fermaz havde efter Flakezé. Det han havde brugt efter hendes død, da verden synes forfærdelig ensom. Han slog med halen. Hendes gyldne skikkelse var ikke til at tage fejl af da han først så den i denne mærkværdige lille verden hun havde... Guldet glimtede. Øjnene rasede gennem tid og sted og alt dets kaos... Det var ukendt for ham. Men de rødbrune øjne måtte stadig have den gnist af varme... Det lys han var blevet draget af ved første øjekast på hans første skabte hest. Laylis. Han standsede på en lidt for høflig og respekterende afstand. Måske fordi hjertets hamren var så ubarmhjertigt mod ham og han havde brug for rum til at tale og gøre ved. "Døde Lys. De ved vel at mit ærinde omhandler vore børn?" hvor skar det i hjertet at tale så stift og tomt til hende. Men stemmens brug kunne ikke andet. Han talte til hende næsten som var hun en fremmed... Og ej en elsket mage. En mor til hans elskede børn... Det lys synes han var dødt.


If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?