Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Et støvet billede. Der var en fortid bag. Lænker der holdt hende fast, fanget i billedet hun havde begæret til himlen og tilbage igen. Han havde synes at elske hende. Sulten efter hendes blod. Hvad så hun i de gule øjne? Det var nytteløst at forsøge at gennemskue. Det var hjertet der talte, og det havde det altid gjort. Det var følelser der fik en til at handle. Caeli var bundet af sit hjertets skrig. Men hun var faldet ned på sine knæ af dem. Forbenene var mere ødelagte end nogensinde. Det var ikke det værd. Men for evigt synes hun aldrig at ville indse det. Hun krympede sig, lagde ørene og bed tænderne sammen. Hovedet var ikke til at være i. Han ødelagde hende. Det var gået langsomt for sig. Det havde spildt år af hendes liv, og synes at have hevet hendes liv i stykker. Der var kun et sted den social akavede hoppe følte hun hørte til. Og det sted var ikke hendes mere. Endnu så hun det således.

Himlen var klar. Lysende blå. Forårets blomster stod i vild flor. Anemoner kredsede op til søens bred. Det gyldenblå vand skvulpede op på land. Den store sø lå almægtigt foran Aislas skove og skyggebjergene. Fortryllende glimtede den i solens levende stråler. Fuglene sang. Men at betragte det for Caeli mindede hende om da hun farrede vild i den ny verden. Begav sig ind i Aislas skove og fandt ham. Fandt sikkerheden... De døde øjne fik et voldsomt forpint skær. Hun hvinede af frustration. Der var ingen ende. Det kunne ikke blødes ud af hendes åre. Det havde sat sig fast. Vandet var om hendes ben. Hun var gået ud i det, kun for at blive mindet om bølgerne der i den surrealistiske forestilling havde druknet hende. Hende og vulkanen. Caelis ben lignede ikke sig selv. De var udmattede, af at løbe. For når hun misbrugte de i forvejen svage lemmer, pressede dem til at løbe, overtog den fysiske smerte en stund, og gav hoppen ro. Ro fra mareridtet. Hun kastede benene ud foran sig, lod dem plaske det kølige vand op på sin hærgede spinkle krop. Hun begærede eventyr. Men aldrig ville hoppen turde drage på et igen. Det synes umuligt...


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

"Night is another world. Trees, wind, water, fire and stones are awekening to life to confide in the moon the secrets of their hearts...

Lys strømmede i klare stråler fra en blå, skyplettet himmel. Energi var at føle alle steder, nærmest som elektricitet. Somme tider var den så tyk, så voldsom, at han var sikker på at han kunne række ud og røre ved den. Forårets komme var som altid en oplevelse. I de mindste ting og detaljer fandt man grund til glæde og smil, for hvem kunne græde når små spæde planter så dagens lys for første gang i måneder? Hvem kunne føle sorg, når blomster knopper sprang ud på hver gren og dyrene fandt sammen med deres mage efter en lang vinter i hi, eller skilt fra hinanden? Ikke han. Den senede hvide hingst følte naturens gang så tydeligt på sin egen krop, at han af og til forledtes til at overveje om han overhovedet var levende på samme måde som andre af hans art. Han var som ét med sine omgivelser, åndede og levede i takt med vejret, årstiden. Han forstod det smukke i den mikroskopiske verden der fandtes i alle celler. I kroppens drifter.

Som altid fulgte en let ringlen og klirren ham, skabt af dem mange perle- og fjerbesatte snore der hang fra hans man og øre. Hans blanke hvide skind brudtes kun af snirklede røde aftegn, omkranset af gule prikker. Det hele syntes nærmest påmalet, som om han i virkeligheden kun var hvid. Men han var født sådan, skabt til at være shaman - skabt til at ligne et tobenet væsens hellige mænd, i stammer der for længst var uddøde. Sådan havde han altid været, det var hans hverv. Men i snart er år havde han været fri fra sit livsarbejde. Han var blevet sendt bort, afvist. Hans velvalgte sti var blevet revet væk under ham, udskiftet med smalle dyreveksler han ikke vidste hvor ledte hen. På mange måder skræmte det ham. Men på mindst lige så mange måder, gav det ham en fornemmelse af styrke. Han vidste nu at der fandtes mere end som så. Vejen der var blevet lagt for en, var ikke fast. Den kunne ændres, lige så vel som den kunne ødelægges helt.

... Sometimes stones need to cry."

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Øjnene søgte over landskabet. Søgte mening, som det vand hun havde plasket op på sig selv prellede af. En beroligende følelse. Som om en mikroskopisk del af smerten drev med. Hun trak vejret dybt, men det hjalp ikke. Ved at gøre det blev hoppen kun mere bevidst om sit hjerteslag, og det var dét der var en pine. Hun lukkede øjnene i. Lyttende. Normalt var den lysegrå hoppe forelsket i forårets, dets værker, vidundre, varme, regn og liv. Hun havde danset - på de svage balanceløse forben, men danset - mellem træernes knopper, vandet der brød fri af isen, ude under sol og regn, med den lille men formede krop. Hun havde tabt sig. Hun havde tænkt tanken at hun ville dø af sult før, men den lod ikke til at gå hende meget på. Og dog... Der var endnu den lumske følelse af at hun manglede noget. At krystallerne i hendes indre endnu ikke havde fået deres ret, deres belønning... Deres historie fortæller.

Caeli åbnede øjnene igen. En lyd synes at fange hendes følsomme ører. Det ene arret for evigt. Det fik hoppen til at tænke på arret der vandrede over halsen ved skulderen. Øjnene smertede. Hun burde være død den dag. Hun burde have ladet livet til hingsten, og blot sive bort til helvede. Men i stedet levede hun i noget der synes langt værre end helvede. Hun brummede stille. Lyden der var nået hende var en svag, ganske svag klirren. Hun vendte blikket op mod land, mod engene, blomsterne og fuglene der fes over himlen i lystige bevægelser. Hun vendte sig tøvende om. Hvem var her? Den hale der plejede at være hævet, viftende og livagtig, var klemt ind mellem benene på hende i angsten for at endnu en altopslugende, ødelæggende skikkelse ville tage hendes naive sind og pusle brikker med. Og dog. Ensomhedens greb var for meget. Intetheden voksede, og flåede for meget. Chancen for at få et øjebliks pause fra denne, i en andens selskab var for fristende. Hun indåndede luften dybt. For at fange en svag snert af den fremmedes fært. Det var ej nogen hun kendte. Hoppen vadede mod land, og forsøgte ihærdigt at lade være med at knække sammen i de flåede, blodrevne forben. Hun fik øje på den anden. En hingst. Og farlig kunne man ikke påstå han så ud. Dog... Caeli stivnede med et øjebliks længselsfuld hjertebanken. Han havde... Gule. Pupilløse. Lysende. Øjne...


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

"Night is another world. Trees, wind, water, fire and stones are awekening to life to confide in the moon the secrets of their hearts...

Støv og pollen dansede side om side i den svale luft. I dag syntes det næsten at være sommer, og overalt hørtes fuglenes forventningsfulde sang. Varmen bølgede igennem luften og i solpletterne så man dyr i alle afskygninger ligge og sole sig. En fredfyldt stemning hvilede over området, intet var der til at afbryde det. Man hørte kun summen, kvidren og latter. Fornøjet mærkede han hvordan en kuldegysning trak ned langs hans ryg af ren velbehag. Dette var livet som det var ment at leve!

Knap havde den lille hvide hingst tænkt disse tanker, før en plasken af vand nåede hans fjerprydede ører. Den brød den magiske stemning - den virkede... fortabt. Med nysgerrigheden malet i de gule øjne, vendte han sig i den retning hvorfra lyden kom. Der gik ikke længe før hans omgivelser ændrede sig en smule, og terrænet begyndte at skråne. På nogle og halvtreds meters afstand så han søen. Den glitrede gyldent i solens forårstråler, og syntes at smile blændende op til ham. Ved bredden så han en grå hoppe med flammerød man gå ham i møde. Hun måtte have hørt ham, lige som han havde hørt hende. Begges blik var rettet imod hinanden, men de så noget ganske forskelligt.

Jo nærmere han kom, jo mere kunne han se grunden til den fine, spinkle hoppes modløse plasken. Hendes krop var tynd, næsten for tynd, og sår og flænger bredte sig over en god del af hendes krop. Specielt hendes forben var så maltrakterede, at det vendte sig i maven på ham. En altoverskyggende vrede bredte sig i hans indre. Hvilken ugudelig skabning havde dog gjort dette imod hoppen? Hans tordnende raseri sås ikke på ham. Han tillod kun sine indre stormvejr at rase i en lukket boks, inderst inde. Det var ikke hans plads at vise hvad han følte om andre. Ikke nu.

Der var knap ti meter hen til bredden nu, og jorden blev blød omkring hans lyse hove. Og netop da mødte han hoppens blik. Det var ikke mere end et øjeblik. Et splitsekund. Men han så det. Han så den hingst der havde gjort det imod hende. Smerten der havde bølget igennem den grå hoppe den skæbnesvangre nat (?) buldrede igennem ham, som var det hans egen oplevelse. Han stivnede, bragt til et komplet stop af det overvældende syn. Hans forvirring var tydelig i de ellers pupilløse øjne. Var det disse syner han havde fået skænket evnen til at se? Han sitrede svagt. Han mærkede hvordan han endnu trak vejret tungt, som havde han løbet hurtigt eller skreget højt og længe. Han reagere i forvejen stærkt på individer med voldsomme oplevelser i fortiden, men nu... Nu kunne han også se dem.

Eller var det bare hende?

... Sometimes stones need to cry."

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


(Historien bygger på en umulig kærligheds historie mellem Caeli og Amoris som er låst inde i Insanus krop og Drachmas der er monstret der taler. De havde en levende kærlighed, hun elsker dem alle, men Drachmas flår hende levende, Insanus udnytter hendes naive sind og Amoris elsker hende hjælpeløst. Insanus tager så Itzala Argia til mage - svigtet total Caeli der første gang i livet bryder sammen i sorg, og siden forestillede hun sig at svæve og vinde ham tilbage, men det mislykkes total på Clear Ice hvor han ignorerede hende, og siden har hendes 'vulkan' druknet i hans 'bølger' og hun har kørt sig selv ud i det rene vanvid for at overleve ;D)

Caelis forben var hun selv ude om. Sårrene på kroppen var ligeså hendes egne forsøg på at bløde smerten ud. Arrene var Insanu værk. Både dem på kroppen og dem i det indre. Fordi hun løb som helvede. Det gav hende frirum til at glemme smerten i hjertet, glemme tankerne om hans kærtegn såvel som bid, og i stedet tænke på den voldsomme dunken der kendetegnede fysisik smerte og overanstrengelse, besvimelsen nær. Hun løb på misskabte forben der intet kunne holde til, faldt, slog sig, rejste sig og flygtede videre. Således var hun endt med at se ud som nu... Hendes hjerte hamrede. Hvis det dog bare... Kunne forsvinde ud af hendes hoved. Ansigtet fortrak sig i sorg. En dyb sorg.

Hingsten stivnede brat. Hun lod blikket løbe over hans krop, hans øjne. Deres blikke havde knap mødtes et splitsekund før... Og hun var det som om han så lige igennem hende. Hun mærkede ubehag. Følte en trang til at gemme sig, skjule sig... Ingen kunne se det der var indeni hende. Ingen ville forstå... Forstå at hun havde elsket noget så grusomt. Der var forvirring at skue i hans blik. Hun peb langsomt, og bakkede et par skridt. Han trak vejret tungt... Hun kastede blikket mod himlen. Hvor var al trygheden forsvundet hen? Hun turde ej røre sig. "Hvem er du?" stemmen var skrøbelig og forskræmt. Hun havde ikke kræfter til at skjule sig selv bag styrke hun ikke længere havde... Det hele kunne være slut, og hun ville dø. Ulykkeligt.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Super dejlig tråd! - jeg er ked af at vi ikke kan fortsætte, men jeg har valgt at slette Tomoki. Jeg kunne simpelthen bare ikke holde mig selv motiveret med ham D:


//OUT