Det var faktisk ikke fordi det var specielt mørkt. Men nogle af træerne skyggede meget og det var rart for hoppen - når man havde et mørkt sind, var man automatisk gladere for skyggerne.

Skyggerne. Det var dem hun stod og gik i.

Den blå hoppe havde stillet sig til hvile under et stort, halvdødt træ. Hun kunne intet se omkring sig, men fornemmede skoven var rimelig død og tør - også fordi at lyden af raslende blade var der stortset ikke. Men dette træ skyggede alligevel for solen som var halvgemt bag nogle skygger og hun stod bare, afslappet og lyttende. Skoven var ikke bare dø, den var stendø. Der var ingen fugle der sang. Ingen dyr der kriblede og krablede. Og ingen heste der gik rundt. Det virkede til at Noatuna var den eneste i miles omkreds.

Hun spidsede ørene ved lyden af en fugl der lettede fra en gren, hvor de yderste tipper ramte de andre grene. Hun så ikke op, det nyttede ikke, men lyttede blot. Dog var hun ikke blevet urolig. Hoppen var stortset aldrig utrolig. Trods hun var blind og mere sårbar end andre, havde en fantastisk evne til at fornemme hvor stærk modparten var, hvor andre var - heste såvel andre dyr - og via jorden og de bump vægt udgjorde, kunne hun vide hvor andre var - og hvis tilfældet var der - hvor andre angreb hende fra.

Hun var bestemt ikke dum, men en forvirrende hoppe som udfordrede andre og forvirrede dem. Tanken fik hende til at smile glubsk som den faretruende slange hun var. Man vidste aldrig hvor hun var, hvilke tanker hun havde.

Hun var Noatuna.

"Mørke...
Mørke alle steder...
Hvert et sind, hvert hjerte i enhver krog...
Men når alt er så mørkt, burde man ikke også kunne lyset? Bare en lille plet?
Det er et godt spørgsmål. De optimistiske ville påstå at lyset var større end mørket. De pessimistiske ville påstå at mørket skygger for lyset. Men hvad er jeg? Jeg ser intet lys, overhovedet..."

Det var en stille nat, som så mange andre. Månen havde skrumpet sig ind til blot en lille kurvet streg på himmelen. Pff.. ikke engang en stjerne havde turdet kigge frem. Det efterlod hele landskabet i mørke. Den visne skov, Kanto, hjalp ikke just på den tryggende stemning. Store halvrådne træer med visne blade skyggede for den flygtige og svage månestråle som månen kastede ned. Endeløs mørke..
Recimir hævede sig fra sit bløde leje i hvad der skulle forestille skygge. Dovent og halvhjertigt strakte han sin store senede krop. Han mimrede kort på den mørke mule, og lod langsomt sit tomme, døde blik glide over omgivelserne. Hm? Var det allerede forår? En hæs, leende brummen forlod hans rustne stemmebånd, idet han fandt sin egen lille joke morsom. Man har vel kun det sjov man selv laver. Kort og dovent rystede han sig for at lade enkelte visne blade forlade hans lysende, men tjavsede hvide man. Han måtte videre. Endnu en nat, endnu en vandring. Og med lydløse skridt og sine medfødte natlige evner, begav han sig videre ud på sin færd, længere ind i skoven.

Hoppen stod stadig under træet. Det var afslappende og hun så ingen årsag til at anstrenge sig. Som nok mange andre heste, var hun igang med at vandre landet igennem. Hun så ingenting, men fornemmede landet og genkendte lyde og dufte. Trods alt, hun var et vandrer dyr.

På et tidspunkt kunne hun høre noget - eller nogen. Ja, det var bestemt nogen. Lyden af hove der ramte tørre blade nærmede den blå hoppe og hoppen spidsede ørene, opmærksomt, men ikke opmærksomt som i frygt. Hun var mere nysgerrig. Efterhånden kunne hun mærke de små rystelser i jorden fra vægten - ikke fordi det var specielt meget - og hun tænkte, han måtte være tæt nok på for at kunne se hende. Hoppen stod blot roligt med djævlens tal i panden og hun rettede sig op, med de blinde øjne mod vedkommende.

Hun var ikke imødekommende, ikke en som længslede efter selskab men hun afviste hellere ikke hestens selskab hvis den ønskede kontakt. Hoppen med det tvetydige og ofte meget rolgie temperament ventede tålmodigt på en reaktion.

Hun ville ikke hilse, hvis modparten ønskede en sludder, ville han vel hilse - eller sige noget, det kunne egentlig være hende ligemeget hvordan vedkommende indledte en samtale.

Hovedet hang lavt som det plejede, et intetsigende og dødt blik hvilede på skikkelsen der stod under et vissent træ og slappede af. Det var ikke så tit Recimir stødte på fremmede under sine vandringer. Han havde tendens til at undgå hærvejene, hvor dagsvandrende marcherede frem og tilbage. At være social og til at forstå var ikke hans spidskompetence.. Og alligevel hændte det at fremmede vendte sig til ham. Om de blot var stupide, naive eller modige var ikke til at sige. Men det var nu ikke fordi Recimir nød selskab. Han kunne for det meste blot komme afsted med at være nikkedukke. Det var sjælendt at han lod sin stemme lyde, med et svar der var til at kommenterer på. Og nu skulle han til det igen..
Men hvis hoppen ikke gjorde det klart, at hun ønskede en samtale, så kunne han ligesågodt gå forbi hende, og fortsætte sin vandring. Så det var hvad han foretog sig nu. Han holdt sin kurs, og skridtede mod hende med den intention at smutte lige forbi, uden så meget som at værdige hende et blik.

Hun kunne høre på hingstens skridt, at de gik næsten ens: roligt, med hovedet en anelse sænket, med faste skridt. Trods Noas manglende syn, gik hun fast og var ikke bange for buler, hun var lidt mere følsom overfor stød fra jorden og derfor var det muligt for hende at kunne gå, som hvis hun var en helt normal hest. Men hun kunne hellere ikke benægte sit handicap: nogle gange gik det galt og for det meste vandrede hun om natten og holdte sig i skyggerne om dagen. Hun havde ikke meget tilfælles med folk fra "lyset", mente hun.

Hun kunne også høre vedkommende gik hen imod hende, men Noa rykkede sig ikke yderligere, men nu havde hun et lille smil på læberne: et ganske lille ét, som gjorde det umuligt for en at forstå hende. Synes hun det var sjovt? Eller fandt hun noget der var komisk? Det passede ikke ind. Og det gjorde hende så forfærdelig uforudsigelig. Men for nu, stod hun blot roligt.

Hingsten kom nærmere og nærmere. Han gik tæt på, lige tæt på synes Noa og idet han var ved at passere, vendte hun bagparten en anelse, hurtigt og udfordrende. Hun ønskede at se om han var en der ville tage en udfordring. En der ville gå mod denne, forvirrende hoppe som svævede mellem mellem to verdener.

Hoppen så sig tilbage, mod hingsten, stadig med smilet på læberne: det var næsten spydigt. ,,Jeg skulle bare se hvem jeg havde med at gøre," svarede hun, spydigt. Det var tvetydigt om det dårligt ment eller om det var en udfordring. Man vidste ikke helt.

De blinde øjne så mod ham, trods handicapept, var de fuld med viljestyrke.

Recimir hvade fortsat sin vandren, og var næsten ved at passerer den mørke hoppe. Han havde været opslugt af sig selv og sine egne tanker, i sådan en grad at han ej havde skænket hoppens smil en eneste tanke. Jeg vil næppe tro at han end havde set det. Hun interessede ham ikke. Men dog havde hun gjort krav på hans opmærksomhed, idet hun i et kort ryk havde skubbet bagparten mod ham, som hvis hun ville havde sparket.
Men Recimir er følelseskold, og mærker hverken til sorg eller glæde.. Ej heller forskrækkelse. Han er dybt dysfunktionel. Så hans eneste reaktion på hendes offensive hilsen, var at stå stille. Så måtte slaget enten komme eller lade være. Recimir var ligeglad. Men han brød sig bestemt ikke om at blive truet af en unghoppe. Han forventede at blive mødt med den respekt en ældre hingst skulle have. Det var den takt og tone, som han selv var blevet opdraget med. Vis respekt for den der er ældre, har højere rang, eller har mere erfaring end dig, eller tag imod den disciplin der end måtte komme.

Hoppens ord, ramte hans følsomme ører. Og ordene gav genlod i øregangen. `Jeg skulle bare se hvem jeg havde med gøre..` Recimirs tomme, døde øjne vendte sig langsomt. Langsomt, stirrende og hjemsøgende mod hende, hovedet drejede kun med for at hans blik kunne hvile på hende. Havde hoppen ikke været blind, ville hendes øjne møde et uhyggeligt genfærd. Et spøgelse der blot stirrede på hende uden at blinke.

"... Fortæl mig ej, at du, der er så stum for hovedet, at du, der så skødesløst kaster dig selv i min favn, kan se mig for hvem jeg er, blot ved at vende dit bagparti imod mig?"

Hvislede hans hæse, monotone stemme. Ligeså langsomt som han vendte sit blik imod hende, ligeså langsomt strakte han mulen en anelse frem og tog et kort snif, for at kunne analyserer hendes duft.

"Du lugter langt væk af børnehave.. End er du ikke gammel nok, til at vise mig sådan en indbydende gestus, som du lige gjorde."

Hoppen gav en lyd for sig selv.. Hva.. Et grin? Hun grinede. Som forventet, var det en der ikke tog det for gode øjne. Men hvem tog sig af hende? Ikke hende. Hun kunne ikke bruge ham til noget yderligere; endnu.

,,.. Og dér beviste du præcis hvem jeg havde med at gøre, ældre hingst som lugter langt væk af pension." Hun havde øjnene vendt mod ham, med et udfordrende glimt. Som et essay, var det ikek helt sikkert hvad hun mente: vide hvem hun havde med at gøre? Men han havde reageret og nu kunne hun fornemme hvilekn personlighed han var: sin egen, kolde personlighed som egentlig er ligeglad med andre. Som hende selv, i bund og grund.

,,Desuden," afbrød hun stilheden der havde lagt sig mellem dem, den raslende stilhed der kommer fra bladene - ,,.. Skal man aldrig gå for tæt mod en hest man ikke kender. Det er sådan noget føl lærer fra de går med deres moder," Noatuna hande blikket vendt mod ham. Denne hoppe var et mysterium, for der et smil på læberne, men det var tvetydigt: morede hun sig? Hendes tone var spydig, men den var hverken venlig eller nedladende. Hun fnøs, dog med et smil på læberne og hun blev stående: hvis han gjorde noget uventet, havde hun altid en ekstra brik i spil.

Hun var i sin egen balance og hun forvirrede tit folk med sit essay sind.

,,.. Så man kan jo sige, vi deler klasse."

Hendes latter.. generelt hendes fremtoninger og udtryk gik for blinde øjne og døve ører. Men hun irriterede ham ikke.. hun virkede blot så, uintelligent? Men hvem havde forventet at en type som hende besad en talegave? Recimir mindedes kort Cerwyn, der ligesom den mørke hoppe, også stank fælt af uvidenhed og ignorance. Men til forskel fra denne hoppe, så havde Cerwyn overrasket ham, med et vældig kløgtigt sind. Gid det samme kunne siges om hende her..
Tålmodigt stod den mørke hingst model til hoppens såkaldte `comebacks` End behøvede han ikke at lytte efter, for noget pegede på at hun blot talte for at tale, som forsøgte hun at gøre noget op med sig selv. Og han ventede til hun havde sagt de ord, som hun nu havde behov for at ytre, for ikke at tabe ansigt til tidligere nævnte kommentarer.
Da hun var færdig, åbnede han blot munden på ny..

"Hvis `ældre hingst, der lugter af pension` Er din defination på mig, så må jeg sige at jeg er vældig skuffet over din observationsevne. Men værsågod, fortæl mig lidt om mig. Fortæl mig, om mit væsen, fortæl mig mine hemmeligheder, fortæl mig om mine relationer, fortæl mig alt. Imponér mig med din kløgt.."

,,Jeg kan kun sige i lige måde, for jeg synes ikke jeg ligner ét lille føl, men dig om det," svarede hoppen roligt. Hun var ligeglad med hvad han tænkte om hende. At hun var dum, grim eller underlig.. Noatuna vidste hvad hun lavede og hun pointerede bare, han ikke skulle snakke for langt, for ikke at ramme sig selv.

Det han insisterer hende på at sige hvem han er og hans hemmeligheder, fik hende til at smile. Selvfølgelig ville hun ikke sige sine spekulationer, det var en del af spillet: hvis han først vidste hvem hun var, ville spillet være tabt. Derfor gjorde det hende hellere ikke noget, han troede, hun var dum eller "børnehave" hoppe.

,,Hvis jeg sagde mine tanker om dig, ældre hingst, ville det jo slet ikke være sjovt mere," sagde hoppen, uden at lukke indtil hvad hun mente. Smilet var der stadig, tvetydigt.

,,Desuden, vil jeg påstå at jeg ikke kan sige noget præcist om dig, uden du selv fortæller det," tilføjede hun. Hun gjorde det blot mere forvirrende, men det var pointen.