Ild. Ild så varm, at han kunne mærke den helt her oppe, hvor han stod og betragede det der udfoldede sig foran hans øjne. Han så sjæle.. døde heste, blive brændt om og om igen. Sjæle i konstant lidelse. Dog mon ikke der også fandtes nogen der vandrede i en konstant døs eller fortabthed i den tågede skov? Han havde ikke været i Helvede ofte, men han havde fundet sin yndlingsplads. Den plads han personligt havde haft planer med at lave til et lille paradis for Caeli, men det var noget Amoris langt om længe havde lagt på hylden, han havde ikke kunne klare at blive knust igen. Han havde ikke kunne klare noget efter det, så han valgte at samarbejde med de to Brødre, de to ældste. Han holdt stadig søjlerne oppe, der blev holdt sammen af hans lænker, men han deltog nu i de snoet og grimme planer, de to andre diskuterede konstant. Den falmet hale slog kort bag ham, inden han fnyste. Han ville ende i et paradis, når han døde.. Var det virkeligt fair? For alle de andre, at han hvis han skulle brændes, at han så var i en evig smerterus? Han ville fylde sine omgivelser med en syg latter til verdens ende.. Mon ikke Helzlori ville få et mindre andfald af irritation, hvis han skulle høre på ham i evigheder? Mon han ikke så hellere ville tilbringe mere tid på jorden? Hvem ved, mon ikke Ichigo endnu var i live? Han kunne jo lalle rundt med hende igen.. Starte en lille hyggelig venskabs krig med Flakeze igen, tabe den og så bare lalle rundt igen med Ichigo indtil hun døde..
Et svagt smil spillede om hans mule. Hans magre krop afslørede hvert et ben i hans krop, hver en muskel. Han var langt fra en behagelig skabning at betragte, han kunne ligeså godt strejfe rundt i en mørk og gudsforladt skov som et spøgelse og skræmme livet tilbage i døde sjæle.. For man kunne vel ikke skræmme det af dem, når de var døde? Dog han havde ikke helt planer om at tilbringe efterlivet her nede..
Han havde langt fra set hele Helvede, der var garanteret også ting som kun helzlori kendte til, undergrunde der indeholdte rædsler værre end evig flambering.. Måske hvis han havde slået Ichigo ihjel, måske havde Helzlori så forberedt en ganske speciel pinsel for ham.. Druknet i fugle sang og dufte fra forår og sommer.. Se det ville være et Helvede..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Tavs. Tavs i virvarret af Gudernes indbyrdes had, havde Helzlori været. Velvidende at hans børns liv var i fare. Ikke ligeglad, men blot tavs. For at vinde Smeyes tillid, og tro for alvor, måtte han jo kæmpe ubemærket for deres overlevelse. Pff. Det at være dødens Gud var en plage. At bo blandt døde hestes sjæle, drev en til vanvid, og dog. Han kunne altid trække sig tilbage til sit palads, højt over pinslens marker. Helvede var gigantisk. Det skulle rumme en mængde sjæle der svarede til langt over 10 doblet så mange heste som betrådte Proelio netop nu. Alle der var døde siden den første tidsalder var her. I efterlivet. Dommen faldt ikke altid fra Helzlori, og ikke alle levede under pinsler. Men deres liv havde nået en ende, og det de følte var det eneste de kendte.

To ligegyldige øjne skimtede ned i flammerne. Som om alt inde bag var koldt, ufølsomt og tomt. Som om han ikke planlagde at vælte Smeyes magt, dræbe hans forræderiske 'fader' Flakezé og stjæle Laylis. Fanden hvor det kunne være sjovt! Jovist. Hingsten elskede, og det var udelukkende på grund af Ichigo. Men den dag hun stod i vejen for hans hærgen, den dag var den sidste hun blev skånet... Tingene havde ændret sig, siden han blev Gud. Følelserne var stadig stærke... Men det var som om at han kunne slå hende ihjel og være ligeglad. For altid ville han have hende her. Fanget i helvede... Måske som dronning i hans lille palads.

Der var levende indtrængen i Helvede netop nu. Ak ja. Insanus aflagde besøg. Det var en stund siden sidst, og Helzlori havde ej opsøgt sin budbringer længe. Mest af alt fordi, det var Smeyés idé og Helzlori egentlig var begyndt at nyde godt af sig selv og sin egen magt, uden andre hingstens indblanding. Han beundrede Insanus, ligesom han havde godt øje på de andre spillere i Proelio. Det havde været mere end underholdende at følge med i hans 'affære' med de to hopper. Se ham ødelægge den ene, og misbruge den anden. Jo faktisk inspirerede det Helzlori til selv at ville forsøge. Måske inden længe, ville han dukke op andre steder end i Helvede og Himmelriget. Måske ville man se Dødsguden på land igen snart. For at dræbe. Det var alt for lang tid siden han selv havde haft den fornøjelse.

Han rystede på det store hoved. Hvinede beordrende til den bevingede budbringer. Denne måtte have beskeder, eller idéer snart. Denne gang ville han ikke slippe ubemærket igennem et visit i helvede. Helzloris skygger sivede af sted for at hente budbringerne med magt. Ikke tale om at Helzlori skulle komme til ham. Næ. Han kunne komme her, på klippen foran paladset over flammerne.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Et hvinede nåede hans øre. Kommanderende og det var tydeligt for den sorte, at hans nuværende hersker ikke ville gå så langt i knæ, som at komme til ham. Et kort smil syntes at spille over hans mule og i hans øjne, da han mærkede hvordan at skygge vingerne nærmest sukkede efter at adlyde. Mon ikke også de rullende skygger der var på vej mod ham ville hente ham lige meget hvad? Ingen overraskelse ville det være hvis hans vinger snart også foldede sig selv ud og fløj hen til ham.. Han valgte dog at slå vingerne ud og tage til luften, fløj ganske hurtigt til Dødens Herre. Hans evige Hersker og den eneste der havde en chance for at se hvad der var sket i denne hingst sjæl, hvad der var hent han i fortiden, hvad han nu bødede for og hvordan han ikke fortrød en eneste handling i sit liv. Ligesom hans Brødre så var han ikke en der nød at følge ordre, men mon han ikke kunne hoppe med på toget for en tid? Hvis ikke foraltid.. Han landede foran ham med et kort brum og et nik til den sorte hingst, prydet med skulderknoglerne af en anden hest.
Dødens Herre var faktisk utrolig sund af udseende, i hvert fald i forhold til den sorte hingst, som stod her og betragtede ham nu.. Han var mager, så mager man skulle tro han blot var et skelet der vandrede rundt på jorden med et sort skind på. De gule øjne syntes store, men det var med til at give ham et endnu mere uhyggeligt udseende. Han havde tanker, men han var ikke en der var utrolig ivrig efter at dele dem med den store Dødens Herre. Så til at starte med, så hilste han på ham med en mørkt stemme.

"Vær hilset, Helzlori."

Mon den sorte hingst havde nogen ønsker af ham? Han kunne gå langt for denne Herre, men kun hvis han bad ham om det. Ville man have noget fra denne sorte hingst, så måtte man putte ord på, man måtte fortælle ham, at man ville have kaos på jorden, hvis det var det man ville, man måtte sige til ham, at man ville have ham død, hvis man ville det. Man kunne kaste en hentydning, men han ville ikke tage den seriøst, han ville blot ende med at kast hentydninger tilbage og tilsidst ville han kaste en hentydning der grundede i, at han ville nyde at bade i ens blod. Han slog kort med den falmet hale.

"Noget jeg kan gøre for Dem?"

Han var langtfra arrogant. Selvom han godt kunne forstået sådan af og til, men hans kropsprog viste det modsatte, det betsod i hans lettere sænket hoved og de sammen faldne holdning, man sjældent så ham rette op. Han var ikke højere end denne hingst, han vidste det, Døden var Herre over alle. Og alle der mente noget andet havde tydelig vis alt for meget tillid til Flakeze eller Smeye. Og hvad ikke haft en nær døds oplevelse..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Det tog knap sekunder før han følte reaktion og handling fra sin budbringer, hvis krop rummede det umulige. Flere sjæle. Sjæle der burde være døde, og blotte sig hernede. Hvad monstro ville der ske den dag kroppen døde? Ville de være lænket sammen, eller splittes for første gang i evigheder? Helzlori kiggede udtryktsløst mod ham. Vingerne der arbejdede, kæden og flasken. Den uhyggeligt magre krop, der synes at kunne knækkes ved et puf. Og dog. Han var ingen svag hingst. Tænderne var modbydeligt farlige, næsten ligesom enhver blodsuger Helzlori havde avlet. Han stod fast som en klippe, da Insanus landede og gjorde entre foran paladset. De gule øjne midt i hans ansigt afslørede intet, men Helzlori fornemmede at der var noget Insanus havde at fortælle. Han havde det nok ej på 'hjertet'. Hvad indebar hans hjerte mon? Var det råddent? Helzlori trak på smilebåndet. Således havde hans eget følt. Dengang det slog. Helzlori var i betydeligt bedre stand end sin budbringer. Men han så ej mere venligsindet, eller hygsom ud. Helzlori var en dyster fætter, med lidt tricks i ærmet. Selvom hans ry var sunket da han tabte krigen, skulle han med glæde love alle... At mareridtet slet ikke var ovre. Endnu.

"Godeftermiddag i Helvede. Insanus." svarede hans hæse stemme. Han vurderede kort budbringeren med sine øjne. Han var i overbevisning om at han kunne få meget ud af den ældre hingst. Alder var blot et tal. Der var meget tilbage, Helzlori kunne tænke sig at se udført inden den med de gule øjne måtte få en plads i helvede. Hvilken ville han da få? Det kom helt an på udfaldet af hans død. Hvordan helvedes dommere ville dømme ham. Det var ikke Helzlori der havde indfyldelse på - i den sidste ende kunne han sagtens kaste en dom og bestemme hvad der skulle ske - men for de flestes vedkomne var det helvedes dommere ved indgangsporten for døde sjæle.

"Hm. Masser af ting. Men fortæl mig, hvad der ligger dig på sinde?" Om Insanus havde holdt et øje på Elzharin og Inari var ham ikke interessant endnu. Rapporter fra mulige tilhængere med beskeder interesserede ham ikke. Nej. Det var hvad Insanus havde liggende som en svag tåge i sine øjne. Noget han selv ville dele.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Der var meget ved den sorte hingst, som den syge sjæl syntes ganske godt om, men der var også få ting, som han ikke ville have noget imod at ændre. Dog Mørkets Herre var vel som han var.. Dog havde han vel lært lidt af hans tid som genoplivet gudeskabt hingst på jorden, hvorefter han jo var endt her, i Helvede. Som en Gud. Han var ikke helt hit på den ide, men han var den gud han brød sig mest om af dem alle, men han havde jo heller ikke mødt Smeye, så han vidste enligt ikke om denne Almægtige Fader ville falde bedre i hans smag, selvom han havde proppet en sæk ned over hans hoved, hvor der stod UNATURLIG DRÆB MIG! på.. Han havde intet imod dette. Det gav ham bare mere grund til at te sig som en galning. En mørk brummen forlod hans hals, som han nikkede. Gengældte hilsnen, selvom han lige havde hilst, blot en høfligheds ting.
Den sorte zombie hingst, syntes kort at tænke, som han stod der og betragtede ham med de orange øjne. Hvad mon der gik gennem hans hoved? Tænkte han på om hans kære budbringer var for tynd? Havde han holdt øje med ham på noget tidspunkt og set hvad han havde fortaget sig? Mon han havde set hans møde med Caeli, det møde som han selv ikke vidste noget om, for ham havde han jagtet fugle i Keisa, da han i virkeligheden mødtes med den lille Måne. Det ville være ret praktisk at kunne læse tanker, men det var ikke dette, som han var kommet for at bede efter.
Spørgsmålet faldt kort efter deres hilsen. Mon han ville kunne bytte dette ønske mod at udrette nogle af hans ønsker? Der ville være fantastisk..
"En aftale, faktisk flere.. Jeg samler følgere til en flok. Jeg ville høre om det var muligt for dig, at.. Forbande denne, give lederen kræfterne til at give forbandelsen videre, dele den med bestemte flokmedlemmer, give dem styrke i bytte for deres raske sind.. Der næst, vil jeg bede om, at de binder min sjæl til skyggerne, når jeg er dør. Giv mig muligheden for at rejse i skyggerne.. Gør mig til en Dæmon... Så jagten aldrig slutter.. Og de dødelige aldrig glemmer dig, Mørkest og Dødens Hersker.. "

Ville han overhovedet gå med til dette? Han kunne komme med en pris, en anden pris end blot hans sjæl.. Dog hvis han skulle vælge mellem disse to ting.. Disse to aftaler, da ville han vælge den sidste, hvis han blev bundet til skyggerne, blev en Dæmon, da kunne han holde øje med sin Måne, for altid være ved hendes side og forsikre hende i, at hendes mareridt aldrig ville ende. Dog hvis dette ikke var acceptable for den sorte gud, da ville han med glæde tage til takke med blot at kunne bevæge sig om natten, bevæge sig op på jorden i en nat, få lov til at betræde jorden en nat og lade et mareridt udfolde sig til Helzloris ære... Dog han ville ligeså også kunne se sin Måne igen.. Hun ville aldrig være alene. Hans gule øjne lå i de orange. Afventende på hans reaktion..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Helzlori nød godt af at kunne holde øje med hans små slaver, fjender, fjerne venner og andre. Men tiden var ikke til hele tiden at lege spion. Han havde ikke holdt et særligt fast øje på Insanus på det seneste, og havde derfor ej hørt historien i Kesias dyb, hvor denne krop var blevet endnu mere forvrænget end den i forvejen var. Dog sansede Helzlori som dødens hersker noget meget mere unaturligt over Insanus end over enhver anden almindelig hingst. Han var ikke beboet af en sjæl. Men af flere. Mere kunne Helzlori ej læse. Det var ikke ham der havde givet plads eller lov til dette. Han var ikke Gud på daværrende tidspunkt... Han kunne ej forestille sig, hvorledes dette havde fundet sted. Måske... Kun måske var der noget på spil selv Smeyé ikke kendte til? En fjende? Se det ville i sandhed være morsomt. Helzloris store muskuløse vel og mærke ZOOOMBIEEE krop samlede flammerne op omkring sig. De hvirvlede, gik ud, og nye opstod. Næsten som Insanus skyggevinger. Dog var der en mening med det. Han samlede energi. Kræfter vel og mærke. Sugede det fra dødsriget. Beredte sig på at deltage voldeligt i mareridtet igen. Det var ikke overstået. Intet var overstået. Smeyé havde magt lige nu. Men Helzlori ville udnytte hans svaghed for ham. Insanus stemme lød og fortalte om det han havde på hjertet... Hvis det da ikke var et meningsløst sort hul, hvor sjæle farede frem og tilbage.

Det var en god idé han havde fået. Men der ville bestemt være konsekvenser. "Glimrende tænkt. Dog min ven. En sådan forbandelse vil have konsekvenser. Og en sådan forbindelse efter døden vil bestemt ikke være gratis." et svagt morderisk blik for gennem hans øjne, inden han fattede sig og smilede bredt. "Hvad er der I det for mig?" Helzlori var i største bevisthed om hvad han ville have. Og det var ikke noget den sorte Insanus ville give afkald på så let... Måske ville en del af ham. Men den anden del ville nok ej. Dog. Det kunne forhandles.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Magi, magt og energi samlede sig om den sorte døds gud. Flammer. han var ej sikker på om disse ville brænde ham, han havde aldrig været udsat for ildens varme, men set hvad den kunne gøre. Det måtte han sætte på sin tjekliste.. Ting der skulle prøves og han havde i den grad planer om at lade denne tjekliste blive tømt før, at han døde! Der var så meget, det havde hobet sig op efter alle hans år i Proelio.. En brummende latter spillede fra hans sorte strube, som den sorte zombie gud tog sig den frihed at spille med sine muskler. Selvom det nok ikke var baggrunden for hans energi forestilling.. Mon han havde i sinde at gå igennem med hans forslag? Det ville være fantastisk.. Han ville sende så mange uskyldige, som syndige, sjæl til ham.. Mon ikke den sorte gud kunne absorbere sjæle og faktisk blive stærkere? Hmm.. Han ville skam ikke have noget imod at lade ham suge deres sjæl fra dem, så længe han fik lov til at male et maleri af deres jordiske rester.
Guden sytnes det var nogle fremragende forslag, han havde fremlagt.. De ville kun give den egoistiske hingst flere muligheder for, at smyge sig ind under skindet på Proelios heste.. Dog han havde forventet at den sorte ville kræve noget af ham. Noget mere. Dog hvad kunne han tilbyde denne døds gud. Han ville med garanti ikke tage til takke med en enkelt sjæl, kun hvis det var noget han holdte kært. Det var et problem.. For den sorte hingst holdte intet kært. Han kunne kaste enhver i døden og ligge hovedet tilbage og grine som en sindssyg, uden et eneste tegn på at han ikke nød det. Så var spørgsmålet bare om han skulle kaste et familiemedlem ind i puljen? Hvem ville så egne sig bedst? Hans søn hadede ham som pesten og var nok mest bundet til ham af den simple grund, at han behandlede ham med større respekt og bedre end de han havde givet sit hjerte til. Dog var han syg og ville nok ikke egne sig som et offer for den sorte gud.. Så var der hans datter. Hans lille Abaddon Izarra. Han holdte hende helt klart tættere end hans søn, hun havde ej ladet ham skuffe endnu. For hun skulle nok gøre det, det var han vis om, det tog bare tid for hende at vokse op og se, at verden ikke var så sort og hvid som han havde bildt hende ind. At livets gud, den blå forræder, var den mest retfærdige og elskende skabning og at hendes gud, den hun tilbedte fra fødslen, var mørkest herre der enligt ikke nærede nogen former for følelser til skabningerne på jorden. De var blot ynkelige små sjæle.. Han vippede kort med de sorte øre og et smil spillede over hans sorte mule. Guden kunne få hende.. Hun kunne blive en tjener, hans lille slave, der gjorde hvad end han ville. Et dyr uden en hjerne.. Eller blot en død krop, som havde mistet sin sjæl på grund af sin far. Hvor sødt.
Den grå måne var nok også en mulighed, men han holdte hende ej kært, ej ligeså meget som Abaddon og Dream. Dog var den lille pest af en stædig broder stadig forgabt i hende, som en eller anden unghest.. Han burde efterhånden have fattet, at han ikke kunne få hende, at hun var en ting, som han ikke kunne eje og leve et fredeligt, magisk, normalt og kedeligt liv med.. Kunne det dog være, at Helzlori ville have hende? Hendes sjæl.. Hmm.. Det var en mulighed, men hun var en af hans yndlinge.. Der var jo altid hendes søn.. Et morderisk, sadistisk smil flækkede hans ansigt og hans øjne fik en glød, der ikke viste sig ofte i hans øjne. Sådan en skade det ville påføre hende.. Hvor ville hun græde og sørge, hvis hendes lille søn, hendes lille svage, ynkelige søn Ducan Tenebris blev forvandlet til et offer for en handel.. Enden død og borte eller forvandlet til en hjerne og sjæleløs dræber for Helzlori. Pfft.. Han ville kun gøre knægten en tjeneste, han var så svag, både i sind og ben, at hans arvede led måtte værke og gøre ondt, som en i fanden når han gik.. Hmm..

"Jeg kan samle dig en hær. Det er ingen løgn at i Guder nok snart bryder ud i en krig, jeg ved Smeye i hvert fald er begyndt at samle sine følgere.. Tror du virkeligt at Helvedes Hingstene vil være nok? Efter tabet sidste gang, vil de udefra næppe følge dig, det er naturligt at man vælger den side der vinder.. De vil jo helst ikke ende her nede før tid, hvis du ved hvad jeg mener. " Han holdte en kort pause, inden han fortsatte. "Umiddelbart kan jeg tilbyde dig en ung sjæl, min datter, eller du kan give lidt mere mening til Ducan Tenebris sidste navn. Min flok vil følge dig i krig, udrydde potentielle fjender. Jeg formoder du stadig går efter sejren? " Han lod ordende hænge et øjeblik, bare for at teste ham. Han havde vel fået clearet sit hoved fri fra hans jordiske flirt Ichigo og deres småbørn.. Det var deres valg om de ville følge ham eller ej. "Hvis du har noget i tankerne, noget du ser som en passende pris, så skal du være velkommen til at fremlægge dem for mig.."

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Det værste af det hele var at Helzlori var ved bevidsthed om at næsten intet stod den guløjede hingsts hjerte nær. Men måske gjorde noget. Noget der var næsten grusomt at tage fra ham. Noget der var i vejen for at lade galskaben bryde løs. Noget der holdt fast i en sølle månegudindes datter, et lys, en plet på den mørke sti. En der måtte udryddes. Hans øjne søgte gennem den andens sind. Han hørte den stødte lyd af det bankende hjerte overbelastet garanteret, uden tvivl. Kunne man pille Amoris ud af Insanus Amoris Drachmas og efterlade Insanus Drachmas? Det ville være et stort 'mirakel'. Den anden lod til at tænke sig vej gennem Helzloris spørgsmål. Hvad der var i det for ham. Helzlori var stadig sikker på hvad han ville forlange. Men dog. Det kunne altid komme senere, senere når noget af dette var overstået. Prisen behøvede ikke at komme omgående. Den behøvede ikke at bestå i slaver, sjæle eller andre. En pris skulle ramme den der betalte den. Ikke andre. Han spidsede ørerne og betragtede Insanus med de orangeglødende øjne bestående af dødsrigets flammer. Han samlede endnu energi - en ting han jævnligt gjorde, sugede sjæle og andet til sig, for at udløse magi nok i sit indre til at kunne udføre sine dristige planer. Han lyttede da Insanus talte. En hær. Guder i krig. Jovist. Smeye lagde op til noget stort. Og det ville Flakeze og Laylis forhindre ham i. Der ville blive kaos... Og så ville et eller andet storartet ske, og det var dér Helzlori stod klar. Men ja. Helvedeshingstene var udelukkende. Han søgte ikke mere deres hærgen. Han havde brug for noget større i sin magt, i sit tag. Den flok Insnaus talte om kunne meget vel være med til at starte det, men dog vidste Helzlori at Insanus havde egne planer og idéer. Han hævede hovedet og prustede ud i en uhyggeligt død lyd. Det ophidsede ikke Helzlori at høre Insanus tale om nederlaget. Det var forudbestemt, og det havde gjort ham til Gud. En sejr. En chance. Den korte pause varrede ej længe, inden endnu en talestrøm lød.

"Sejr er målet. Men man må tage et trin op af trappen af gangen." Helzloris stemme var lav og dyster. Hans øjne smilede svagt af intelligens. Han nærede følelser for Ichigo, for hans børn, men de skulle ej mere stå i vejen for hans dømmekraft. De kunne følte ham i galskaben, mareridtet, eller lade være. Hans datter. Ducan Tenebris. Det var begge andre sjæle. Andre individer. Den ene, var Caelis søn såvel som han var Dawns søn. Dawn var en svigersøn til Helzlori nu. Hans datters mage. Han hadede ham som pesten. Det ville være opsigtsvækkende at tage hans førstfødte søn, men såvidt Helzlori mente at huske var han en svækling der tilmed havde drukket af dead under tvang. Det ville være morsomt at pine ham. Men bruge ham, kunne man det? Pff. Det ville gøre Caeli ondt. Og på en eller anden måde var det hende der måtte ud af spillet. Hun vækkede 'Amoris' og han var nok ej nogen tilhænger af Helzloris mørke. Det var et svagt punkt. Men dog. Hvis man efterlod en skabning uden et svagt punkt - Selv Helzlori havde et - ville man ende med noget man ej heller kunne kontrollere. Han kneb øjnene tænksomt sammen. Den anden. Hans datter. Hendes mor var også interessant. Dog vidste han ikke meget om forholdet. Ej heller om datteren. Det var nyere. En ung hoppe - tilmed efter Insanus - det ville være 'himmelsk' at have hende under sin magt, sit syge spil. Men var det nok? Nok for en forbandelse, og nok for en forbindelse efter døden? Han lyttede igen.

"Jeg kan ikke stole på Amoris. Hans følelser for månegudindens datter er farlige. Hvis ej du kan skaffe det af vejen, da vil jeg. At knuse hende ved at tage hendes - og Dawns - søn, en svækling, vil gøre hende farligere. Din datter er i min interesse." han lagde hovedet overvejende på skrå. "Lad mig tænke, og lad mig høre. Hvad er formålet med flokken? Hvilken forbandelse skulle ligge over den?" han afventede svar i en afslappet stilling, med de glødende øjne indtrængende rettet mod den anden.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Han lyttede kun. Lyttede til hans første svar. Lyttede til hans forslag. Hans pris. Hans sind syntes at vride sig i sig selv, som han lige så stille lod det synke helt til bunds. Han ville have han kæreste lillebroder.. Han lille bror der først lige var begyndt at acceptere dem og de var så fantastisk tæt på at blive en familie igen. Og nu ville Helzlori tage ham fra dem?
*Du spiller et modbydeligt spil.. *
Han havde vidst fået lavet en meget lille liste over hvad den sorte hingst holdte tæt ved hans bankene, overbelastede hjerte.. Hans familie. Hans kød og blod var alt der kunne holde ham fra at synke tænderne ned i deres møre, saftige kød. Den falmede hale piskede kort bag ham. Det var rigtigt at den grå månehoppes datter havde snoet ham om sin lille hov, men han havde fået vendt knægtens tanker til noget andet, noget større og bedre. Han ville skulle leve uden sine lænker.. Han missede kort med øjnene, frihed. Han ville blive fri. Han kunne ikke huske den sidste gang han var fri, den gang han var levende, hvis der nogensinde havde været sådan en gang.. Han rystede kort på hovedet, som et smil kravlede op om hans mule og voksede til et sygt grin. Høj på blot tanken.
"Min kære lillebroder ville jeg helst beholde... Han har vendt sig fra den lille grå måne, men ja.. Hans følelser er der stadig.. "
Den mørke stemme lød overvejende, for han var lidt på tynd is, skulle han give kontrollen for at blive fri eller skulle han beholde den og forblive fanget? Et spørgsmål der ville ændre meget når svaret. Hvad ville han ikke blive til, når han mistede jorden og hans undergrund og himmel kollapsede? Ingen vidste det. Ikke ham, ikke Insanus, ikke Helzlori, ikke Amoris.. Ingen. Han fnyste kort og stampede let i jorden med det ene magre forben.
Dybt, dybt nede i mørket, der hvor intet var at finde og alt var at forvente, der syntes en energi at røre på sig. Noget der var uroligt, noget der var ved at få et sammenbrud, noget desperat. Soldaten. Spøgelset fra fortiden. Hvordan kunne man redde nogen uden at redde dem helt? Hvordan kunne man lade dem møde deres skæbne uden at nogen opdagede, at de ikke var.. Hele? Han ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis han blev skyld i at hans Dronning døde og blev undertrykket til en slave. En slave for mørket han havde skabt.. Han valgte skjule sig selv i en mavefornemmelse, en god fornemmelse.. Han måtte vente.. Han kunne intet gør endnu, men han havde en teori, en teori der ikke var afprøvet, men han håbede det virkede.. Det var ved at drive ham ud i lyset..

Den sorte lod kort de gule øjne spille i nogle mærkværdige nuancer, følelser. De rev hinanden over og åd hinanden, gylpede op og åd igen.. At blive fri eller forblive en tryg fange.. Han lod Mørkets Guds spørgsmål hænge i luften og gav ham ellers et svar på hans næste spørgsmål om flokken..

"Lux Umbra. Formålet? Galskab. At drive så mange ud over kanten som jeg kan formå. At styre dem og deres galskab. De i den Yderste Cirkel vil blot få beskyttelsen, som enhver anden flok, dog vil der jo altid være de der hungre efter at vide hvad der forgår længere inde i flokken, de vil blive mine ofre. Mine ofre og dine krigere. "
Hans gule øjne betragtede den sorte Gud. Et smil pyntede hans øjne og mule.
"Sig mig.. Hvad er dit forhold til Dawn enligt? Han er din datters mage, så vidt jeg er informeret.. "

Det var enligt ikke for at lede samtalen på noget andet, han var blot nysgerrig. Han nærede selv et mindre had til Dawn og ville faktisk helst have lov til at male jorden med ham.. Han betragede kort hvordan energien blev suget ti den sorte gud, det sivede ligesom bare ind i ham. Hmm.. Fascinerende. Han løftede let vingerne, inden de lagde sig tilbage i deres vante stilling. Forbandelsen over flokken var mere en forbandelse over lederen, Impius'en, hvilket ville sikre at han altid ville være den klogest, den vis sind var det sygeste. For en gal leder med en vis hjerne var farligere end de fleste..

"Tag ham. Tag ham i bytte for en forbindelse efter døden. Tag ham og min datters tjeneste i bytte for en forbandelse der vil transformere de udvalgte i Lux Umbra til monstre, gale skabninger, der ikke har anden udvej end døden. Lad lederen kontrollere forbandelsen, gør ham istand til at give den videre, give den videre som en sygdom til de han ser værdige og lad de værdige blive mærket på både sind og krop."

Den desperate sjæl i dybets afgrund rørte endnu en gang på sig.. Desperat og snart ville han gøre det han aldrig havde troet han ville lade ske..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Skulle man tro på at det var muligt at vende sig væk fra noget man elskede? I den dybe sidste ende ville Helzloris døde hjerte altid tilhøre Ichigo. En dyb svaghed. En stor mangel på kontrol. Men sandt. Han kneb øjn ene tænksomt sammen. "Det skal jeg se bevist. Lad aldrig Caeli Pluvia komme tæt på jer igen." Helzlori mente ikke fysisk. Men psykisk. Han lagde hovedet på skrå, og stod bomstille. Afventende på svar. Budbringeren tænkte på noget, eller også levede det i hans underbevidst hed - i de andre. Helzlori sansede blot noget der rørte på sig i ham. I de gule øjne synes der at hvile en uro et øjeblik. Men han gravede ej i dette, for længe varede det ej før et svar formede sig fra den sortes læber. Helzlori lyttede.

Galskab. Det var et ord Helzlori var begyndt at synes om. Det havde handlet om kontrol før. Uendelig kontrol og magt. Men se kaos og galskab var langt mere interessant. Det ville også være nemmere at styre en Gud i gruset med galskab, så længe der var en hvis form for kontrol over denne. Han kneb øjnene tænksomt sammen. Velvidende at han ville ligge sin hov i denne sag og følge den, deltage i den. Ofre og krigere samtidig. Det var et eksperiment for Helzlori. Et Eksperiment der ivlle være interessant at se udvikle sig. Derfor ville han ikke sige nej. Men prisen ville komme, måske først om lang tid, nør døden var ham nær, måske løbende for Helzlori kunne i princippet gøre hvad der passede ham. Men ved at gøre som det passede ham kunne han skabe fjender og haters frem for partnere. Og det var hvad han ønskede den sorte her skulle være. En partner. De ønskede i princippet det samme. At dræbe Flakezé. Men Helzlori var også blevet højt interesseret i at tage magten fra Smeyé. Det smil der strøg over Insnaus læber varslede næsten om spørgsmålet om Dawn. Han brummede dybt.

"Dawn har fået Dead i sin magt, på en værdig prøvelse. Han er ikke elsket, ej kan han stoles på, han tjener Flakezé. Men Inari skal have sit liv at leve, så jeg røre ham ikke. Skulle han vise sig at bedrage hende, vil han få Dead at føle." Helzlori kunne ligeså godt være ærlig. Han smilede djævelsk. Der var mange ting han ønskede at gøre ved den brune Dawn. Men for nu var han ingen fare. Hvis han vendte sig mod Helzlori og deltog i noget med Flakezé, ville han ikke leve meget længere.

Han lyttede atter til Insanus tale. Tage Dawn, Dream eller Amoris? Og datteren. Helzlori fnøs kort. Det var en billig pris. Men for nu var den godkendt. Han ville nøjes med datteren, og senere tage sig godt betalt... Det hvilede i hans øjne at der ville blive en dyrere pris på et tidspunkt. Men netop nu, hvor alt handlede om at komme til magten, tilbage til Helvede på jord, var det ganske fint. "Lad mig nøjes med Abbadon. Vid dog at De vil betale dyrere på et senere tidspunkt. Prisen vil du ej kende. Men en forbandelse skal du få, min såkaldte 'velsignelse' er din, og din forbindelse efter døden... Ser vi på når du engang skal vise sig at dø. Der er noget kompliceret over dette." han strakte hoven frem mod Insanus. Han måtte selv opdage hvilken evne han ville få til at forbande. Helzlori var ikke den muntre glade mand der lullede omkring og lod folk forstå deres evner. De kunne sgu finde ud af det selv. "Lux Umbra længe leve..." hviskede han koldt, så helvede pludselig synes som et tiliset sted og ej et flammehav. En vind tog fat, og en brændende cirkelen hvor grønlige skygger skød op fra dannedes omkring Helzloris hov, og gik ind i hjertet på den anden.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Magien summede. Alt var fyldt med den sorte guds magi og hans samlede energi. Luften omkring dem var fyldt med sjæles energi der var blevet trukket med i denne samling af energi han havde gjort inden. Den grønne ild flammede om Døds gudens hov og der var det i flere øjeblikke, inden den skød frem og slog imod bringen på den magre hingst. Et kort øjeblik syntes han at synke ind, hans muskler blive suget ind til ingen ting og kun hans skelet var tilbage, men ligesom denne følelse havde over taget hans sind og krop, lige så hurtig forsvandt den. Den grønne energi havde nærmest brudt gennem alt der stod i vejen for den og bundet sig til de sørgelige rester af hans sjæl. Indgraverede langsomt aftalen ind i hans sjæle, hver og en var bundet til denne aftale. Ingen af dem kunne løbe. Alle fire. Længe leve Lux Umbra..

”Længe leve Helvede på både Jord og Himmel.. ”

Den undertrykkede fjerde holdte sig i baggrunden, men var nu styrtet frem, som en følge af den tømmende følelse, der havde fyldt ham for et kort øjeblik siden, han ville forsøge en sidste gang.. Forsøge at redde lidt af det hans elskede, det var hvad han var, en beskyttende soldat, der havde til opgave at dø for sin Dronnings sikkerhed og overlevelse. Hvornår hans mål var blevet at beskytte Dronningen, det vidste han ikke selv, men en svag anelse af at det var da han mødte hende første gang i egen person. Hun havde givet ham et spinkelt håb. Hun kunne måske redde ham. Hun kunne måske redde ham fra denne forfærdelige skæbne, som var blevet agt på hans skulder. Han måtte konstant minde sig selv om, at dette, denne forbandede aftale gjorde det hele hundrede gange mere kompliceret, hvordan kunne han beskytte en der allerede var blevet dømt til at leve i evig pine. Smerte var aldrig noget den mindste kunne klare specielt godt, han huskede tydeligt hvordan han kunne klynke over den mindste lille skramme, overfladiske skrammer selv.. Han ville forsøge at give ham den bedste sidste tid så.. Om det så kostede ham resten af sin energi. Han viklede sig selv om den del der mindede mest om hans lillebror. Den del af hans sjæl der ikke var så slemt infiltreret af deres brødres mørke. Det forfærdelige mørke, der aldrig ville give helt slip. Han syntes nærmest at smelte sammen med den del. Han nægtede at give den til de andre, han måtte ikke give op. Han måtte og ville flå hans broders sjæl, han ville finde en revne, han ville flå den fra resten og der efter… Der efter ville han holde den fra resten af hans sjæl, han ville holde den fanget til han kunne få lov til at tilbringe en tid med den grå hoppe. Han ville sørge for at han fandt en grund til at holde hende i live, en grund til at elske hende, værne om hende. Ikke pakke hende ind i vat, men bare behandle hende som den dronning hun var. Han var så få skridt fra at blive hendes Konge, men han blev holdt tilbage af hans General og bedste rådgiver. Der var intet så grusomt som et usundt søskende forhold.. De endte i krig og smerte. Det gik ikke blot ud over dem, det ramte alle de der elskede dem.. han vidste ikke om han kunne gemme denne del af sin lille broder fra forbandelse eller ej, men det her var den eneste chance han havde og nogensinde ville få.

De formløse skygger var over dem hurtigt. De var i sandhed de reneste essenser af de heste de havde været. Hvilken der var værst var ikke til at sige, da den ene var mere end mørk, den var blodig, leende, smertefuld, fyldt med latter… Ved dennes side var der en der syntes at have kravlet et level op.. Den anden var skræmmende på et helt andet niveau… Mørket var endeløst og intet var at finde ud over en kynisk, kold tone. Den koldblodige dræber. Den der slog ihjel for at føle noget, den der hakkede sig gennem flere kroppe for at føle det rus der fulgte. Dog blevet immun med tiden og siden bevæget sig over i det uformlige, psyken af alt levende. Måske kunne han endda høre sjælendes klirren, når de sprang som gas mod sten…

Det krævede en del at tage skridtet. At rive og flå i en sjæl.. Især når angriberen enligt ikke er andet end en skygge af hvad der engang havde været. De to andre føg på ham.
Den sorte hingst havde indtil videres stået upåvirket. Musklerne var alt der holdte ham fra at træde tilbage, da presset fra den strømmende, rene energi pulserede ind i ham. Han kunne ej skjule det smørrede smil der lå i hans mundvige. Det gjorde ondt som en i helvede, han kunne mærke hvordan det syntes at blive engraveret i hans sind, hans knogler. Aftalen ville være at finde lige meget hvad. Han ville ikke slippe ud af den her. Aldrig. Han var nu, endnu mere officielt end Budbringer, Helzloris slave. Han var bundet til ham og denne forbandelse kunne sikkert vende sig mod ham og med garanti gøre ham så skingrende skør, at han aldrig ville kunne gå lige igen. Og selv det var han ikke for god til heller..
Da sjælene tørnede sammen i en hvæsende, spyttende, farlig kamp, da vaklede han nærmest overrasket tilbage. Som om hele kadaveret var blevet rystet af deres sammen stød.. Et kort brum for lod ham som musklerne spillede over hans krop som de flåede i hinanden, ligemeget hvem de fik fat i. Aftalen kravlede dog uhindret over dem. Tegnede sig på dem som bånd og bandt dem hårdt fast, så de aldrig skulle få lov til at slippe. Drachmas nød det kun. Insanus ville altid følge sin broder. Amoris havde intet at sige, det var hans fejl de rettede op på her. Smilet var blevet drænet fra hans læber og hans sorte kæber åbnede sig let, da en bølge af smerte flåede gennem hans krop. En så pinefuld følelse. Han havde ikke følt smerte i langtid. Dette var helt oprigtig smerte. Han sagde ikke en lyd, ikke en eneste lyd forlod ham. Det var som om han lige var blevet revet midt over.. Smerten fortonede sig, som hans sind faldt på plads og til ro igen. Som om intet var hent.

Han lukkede et kort øjeblik øjnene, mens denne mærkværdige oplevelse lige blev overvejet. Det havde været så langtid.. En lav, men lettet latter forlod hans sorte læber kort, inden han åbnede de gule øjne igen. Han tog et par skridt tættere på den sorte Gud igen. Lod sig selv suge al hvad den sorte hingst havde at give ham. Han forventede ikke at den sorte Gud ville give ham en info bog om denne forbandelse, det ville overraske ham.. Den mere fysiske smerte syntes bare at skubbe ham længere og længere væk fra hans kærlighed til sine brødre. Den han havde tilbage.. Cherub var ikke død. Selvom han havde efterladt det meste af sit jeg i den skov, hvor deres liv havde taget den besynderlige, skæbnevanger drejning.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.


Han trak på smilebåndet. Helvede på jord var den helt rigtige måde at beskrive det på. Helzlori iagttog den grønne ild der klæbede sig ind i hans budbringer. Dette ville binde ham på hænder og fødder. Han ville rent ud sagt være en slave og ikke bare en troværdig budbringer. En forbandelse kastet af dødsguden, skænket som en 'gave' denne kunne placere på andre, blev også smidt på ejeren selv. Han ville blive pestet til af sin egen forbandelse, det øjeblik han svigtede, eller begik forræderi. Målet var simpelt. Planen var kompliceret. Flakezé måtte dø, Smeye måtte besejres og Laylis måtte forhekses. Han lagde ørerne kort og kneb øjnene advarende sammen, som den anden mærkede smerten og al uvirkeligheden i magien. Hans kæber skiltes ad og pludselig synes Helzloris ansigt at blive dæmonsk, uden øjne, syn af kraniet og fordærvede spidse tænder. Det var synet af den indre djævel der gav et pust af sig selv videre. Forplantede sig og ville være beredt til at informere Helzlori om et større vink. Måske ville Helzlori lade ting ske, selvom han ikke var vild med det. Men på den anden side kunne han også beslutte sig anderledes.

Det varede en god stund før det hele var overstået, og den grønne ild der ikke bare flamemde ud fra hans hov, men også som en skygge silhouette af ham selv, ud foran ham, spøgede det mod ham, lagde sig. Smerten var overstået for nu. Insanus lukkede sine øjne, det så Helzlori og han brummede dybt og leende, som skyggen af ham selv gik ind i hans indre igen, og alt synes 'normalt', hvis man så bort fra sjælenes skrig, flamme helvede, mørket og det oprørske indre loft i helvede. Han smilede skævt, da budbringeren kom tættere på nu med åbne øjne. "Var der andet at rapportere? Ellers vil jeg sende dig tilbage til overfladen." hans øjne glødede kort. Helzlori så skarpt på den sorte budbringer.


When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.