Post by Deleted on Mar 31, 2014 20:27:34 GMT 1
-
Ugerne gik ligeså hurtigt som dagene…Iluna var vokset sig størrer, heldigvis. For blot et par måneder siden havde hun set frygtelig ud. Tynd pels, som ikke kunne holde på varme, beskidt og fedtet manke samt matte øjne. Allerede i en tidlig alder begyndte hun at spise græs, simpelthen for at overleve. Hendes moder havde forladt hende i en tidlig alder og Iluna vidste udmærket godt hvorfor. Nok kendte hun ikke hele historien, men den fremmede hingst hendes mor sov med den aften, var farlig.
Ned mod den farvede sø gik den lille skabning. Hun var ikke særlig høj af sin alder og det kunne være svært at se om hun var hoppe eller hingst med den pjuskede man og vrede stikkende øjne. Noget gjorde hende vred. Måske var det ensomheden? Det var trods alt uden tvivl en tidlig alder at blive sur på verdenen. Iluna følte sig allerede her forladt, men kunne samtidigt ikke se sig selv med andre - for hun kendte jo ikke andre?
De trætte grønne øjne trak sig op og pupillerne gjorde sig små, som de fokuserede på det nye mål. En farvet sø i det fjerne. Den så spændende ud, men Iluna havde ikke gode oplevelser med at svømme. Hun huskede tilbage på den dag, hvor hun blev reddet af en stor buckskinsfarvet hingst som på en eller anden måde fik medlidenhed da han så den cremefarvede krop falde til bunden i panik.
De små hove travede hurtigt frem, ørene var fremme af nysgerrighed og hun støvsugede fint jorden, efter den mindste ting der kunne findes i græsset. Hoved nåede helt frem til bredden hvor de stoppede brat op. Èt enkelt skridt mere og hun vil falde i vandet, men hun havde kontrol over sig selv nu. Spørgsmålet var bare om hun turde smage på det mystiske vand? Hun havde i det mindste lært fra sin mor, at man ikke kunne stole på noget i denne verden…
Ugerne gik ligeså hurtigt som dagene…Iluna var vokset sig størrer, heldigvis. For blot et par måneder siden havde hun set frygtelig ud. Tynd pels, som ikke kunne holde på varme, beskidt og fedtet manke samt matte øjne. Allerede i en tidlig alder begyndte hun at spise græs, simpelthen for at overleve. Hendes moder havde forladt hende i en tidlig alder og Iluna vidste udmærket godt hvorfor. Nok kendte hun ikke hele historien, men den fremmede hingst hendes mor sov med den aften, var farlig.
Ned mod den farvede sø gik den lille skabning. Hun var ikke særlig høj af sin alder og det kunne være svært at se om hun var hoppe eller hingst med den pjuskede man og vrede stikkende øjne. Noget gjorde hende vred. Måske var det ensomheden? Det var trods alt uden tvivl en tidlig alder at blive sur på verdenen. Iluna følte sig allerede her forladt, men kunne samtidigt ikke se sig selv med andre - for hun kendte jo ikke andre?
De trætte grønne øjne trak sig op og pupillerne gjorde sig små, som de fokuserede på det nye mål. En farvet sø i det fjerne. Den så spændende ud, men Iluna havde ikke gode oplevelser med at svømme. Hun huskede tilbage på den dag, hvor hun blev reddet af en stor buckskinsfarvet hingst som på en eller anden måde fik medlidenhed da han så den cremefarvede krop falde til bunden i panik.
De små hove travede hurtigt frem, ørene var fremme af nysgerrighed og hun støvsugede fint jorden, efter den mindste ting der kunne findes i græsset. Hoved nåede helt frem til bredden hvor de stoppede brat op. Èt enkelt skridt mere og hun vil falde i vandet, men hun havde kontrol over sig selv nu. Spørgsmålet var bare om hun turde smage på det mystiske vand? Hun havde i det mindste lært fra sin mor, at man ikke kunne stole på noget i denne verden…